Suicide - Or murder? - Angelie

T: Sen aften (Ca. 11.30)
O: Ingen andre væsener.
V: Storm.
S: Havnen. Den alleryderste mole.

Regnen tordnede i hans ører, den kolde vind sled i ham, forsøgte at skubbe ham videre, helt ud over kanten. Han stod på den yderste del af molen. Den, der var så langt ude, at selv i klart vejr ville man ikke kunne høres fra bredden, og ens skikkelse ville stå utydelig selv for det bedste af øjne.
Molen var ikke stor, omkring en meter bred, og der ville kun lige akkurat være plads til at man kunne stå side om side.
Stormen rasede over hans hoved. Skyerne gnistrede og buldrede, himlen lynede og skreg, som var begge i utrolig dyb smerte. Mørket omkring dem, udfoldede sig, sugede alt andet til sig og lod det føle hvad de ønskede det skulle. Vrede, smerte eller had efter vilje, og legede med væsener, med deres følelser og med deres tro.
Skikkelsen der stod på den alleryderste spids af molen havde lænet nakken tilbage, og stod gennemblødt til skindet. Hans overkrop var dækket af hvad der engang havde været en t-shirt, men som nu var en revnet stump tøj der hang lettere sjusket over de brede skuldre, og de tydelige kraveben. Hans ben var beklædt i lange, sorte bukser, hvis oprindelse var svær at få opklaret.
Hans åndedræt var svagt, knapt tydeligt, og hans brystkasse bevægede sig næsten ikke, som var han ved at blive kvalt allerede inden havet havde slugt ham.
Det lange røde hår hang slapt og livløst ned omkring hans skuldre, hans ansigt var rettet mod den brølende himmel over sig. Hans ansigt var præget af en udtryksløs, let smertefuld grimasse, der kunne ligne en blanding af tomhed og had.

Havnen... Området hvor folk kom til og fra Di Morga. Et sted man sjældent satte sine ben, hvis ikke det var fordi man skulle ud af rejse. Undrende, eftersom det egentlig var et hyggeligt sted, med spisesteder og både langs vandkanten, og alligevel gav vejret dette sted en skræmmende følelse. et udseende der ikke handlede om andet en ødelæggelse eller.. død.
En skikkelse bevægede sig langs kanten, med hænderne foldet officielt på ryggen, og det blå blik direkte vendt frem for sig. Det var ikke til at sige hvad denne kvinde tænkte, mens de røde lokker klæbede sig fast til huden, som havde fået en anelse farve, eftersom blodet brusede i hendes krop, for at holde på varmen.
Hun var klædt som altid.. Ingen sko, en nederdel og en top. Ingen mærker efter slagsmål, og ingen dødelig syg hud. Angelie var ikke længere død, men hvad betød det også, når man var død indeni. Hun havde trods alt intet at miste længere.. Udover sin værdighed, som ikke betød alverdens i disse tider.
Fraværende fulgte hun kanten, og drejede derfor automatisk ud på molen, uden at hun kiggede op fra jorden. Det var tydeligt at hun var sikker på at være alene i denne tid, med sine tanker.. og planer.

Den is blå farve syntes ikke at have nogen kræft længere. Hans pupiller var halvt skjult bag de lukke øjenlåg, for selvom hans øjne var lukkede, skinnede en overnaturlig blå farve igennem det tynde lag kød der udgjorde denne svage hinde, der skulle forhindre støvfnug i at trænge ind til det sårbare øjenæble.
Uvejret rullede, rasede og skreg mod hans trommehinder, mens duften af regn sivede ned i jorden, sivede ind i lungerne og op i luften. Som et åndedrag taget midt i hvad der syntes som moder narturs nuværende vrede.
Hans hænder lod svagt tegne et tegn i luften. Havde man set et papir foran ham, villede der have været et tegn lignende en flamme. En flamme omgivet af tolv små bogstaver. Flammen ville danne et øje.
Hans øjne åbnedes, hans sanser blev skærpet sammen med synet, og han lod blikket skue ud over havet. Bølgerne slog ind over molen, men han lod sig ikke falde, han lod sig ikke slå ned af disse hug fra dybet.
Hans kæbe åbnede sig let, og han lod et dybt åndedrag trænge ned i lungerne. Han lukkede endnu engang øjnene, hvorpå han ventede.
På slaget tolv, ville han tage det sidste skridt, og springe.
Klokken var stadig kun 12.35 og han havde god tid til at gøre sig parat til døden.

Hendes bare fødder gav svagt genlyd på brædderne under hende, for hvert skridt hun tog, mens en rasende vind, tvang det våde hår til at piske mod kinderne, som allerede havde fået en rødlig farve. Det sved svagt, men hun lod sig ikke tære af den nyfundne smerte.
Efter hun var nået næsten ud på kanten af molen, løftede hun langt om længe blikket og vendte det frem for sig. En skikkelse tog langsomt form, eftersom hun kom tættere og tættere på, og til sidst.. Da hun stod helt oppe på siden af denne, kunne hun genkende vedkommende.
Itarian.. En person hun havde mødt hele to gange tidligere i sit liv.. Eller nok nærmere i sin død. Manden med det røde hår, og isblå øjne, som nu stod og lavede fagter ud i luften, som om han prøvede at tegne noget.
Hun havde aldrig haft noget uden forstående med ham, men efter deres sidste møde var hun begyndt at træde varsomt hvad angik denne person. Turen i torturrummet havde ikke ligefrem været luksus.
Stilheden hvilede lidt over hende, mens hun lyttede til bølgerne, som kastede sig imod pælene i vandet, som sørgede for at molen ikke faldt nogle steder, og den skurrende lyd havde en hvis rolighed over sig.
Først da han var færdig med sine fagter, tog hun tilløb til at starte sin sætning, som ville lyde med den samme kølige og monotome stemme, som hun altid brugte overfor folk, ligemeget hvem eller hvad de var. "Hvad laver du?"

Han vendte sig langsomt. Allerede inden hun havde løftet blikket så han på hende, og nu havde han et let varsomt træk over ansigtet. Han var tydeligvis ikke som han havde været på slottet. Han var ikke ligeså arrogant, og han havde tydeligvis ikke nogen tjenestefolk at koste rundt med. Han så ligeså ud til at være komplet ubevæbnet, men hvem vidste om hans magiske egenskaber stadig var i stand til at fungere?
Hans isblå pupiller kørt over hende. I modsætning til ham selv virkede denne kvinde faktisk til at være endnu bedre i stand end ved deres sidste møde.
Ironisk hvordan deres forskellige liv havde udviklet sig, hva?
Hendes spørgsmål, så ordinært som det nu var, irriterede ham let. Hvorfor spørge om sådan noget? Hvorfor overhovedet tale til ham? Han svarede alligevel.
"Jeg er blot ude for at nyde stormen, frøken" hans stemme var stadig stærk, og røbede ikke den mindste del af den indre frustration han følte, ligeså lidt som hans egentlige krop gjorde det. Desuden tilføjede han frøken, fordi han stadig huskede hvordan han havde følt hendes irritation over at være blevet kaldt 'frøken' eller 'højhed'.
"Og De?"

Hendes blik vendtes ikke mod ham på noget tidspunkt, heller ikke da han valgte at svare på hendes spørgsmål. Egentlig havde hun ikke regnet med et svar, men det kom. Som ventet gled den irriterende følelse igennem hende, da de fine ord blev lagt på bordet, og i ren protest valgte hun at kigge direkte på ham, og så nu for første gang hvor.. sølle han så ud. Skjorten eller hvad det havde været engang, der hang i laser, og det virkede næsten som om, at livet var blevet tvunget ud af ham med et sugerør. Hvad kunne man forvente? Hun havde ikke regnet med at denne kongelighed ville være i så dårlig stand, efter tiden, der ikke virkede lang.
En lav knurren formede sig lavt i hendes strube, da ordet De også blev nævnt. Han vidste hun ikke brød sig om det, og valgte alligevel at udtale sætningen på den måde.
Ude at nyde stormen.. Hans svar, der virkede så overbevisende, og alligevel så falsk. Hun kunne ikke sætte sin finger på det, men forkert virkede det ligemeget hvad. "Ingenting" svarede hun kortfattet til hans spørgsmål, inden hun kneb øjnene en anelse sammen, og stirrede lettere intens på ham.
"Du ligner noget katten har slæbt med ind"

En let latter undslap ham, han måtte indrømme at ja det gjorde han. Selvom han havde håbet at mørket ville have skjult det, kunne han ikke benægte at hans øjne var lidt for indsunkne, at hans kinder var lidt for hule, og hans hud var lidt for bleg. Hans arme og overkrop var også for mager til at egentlig at være andet end skind og ben og hans udseende virkede uplejet og frastødt. Hvis ikke det havde været for regnen og den stærke lugt at saltvand, ville man også have kunne dufte en let duft af råd der hang omkring ham. Råd og afføring.
Hans isblå øjnes glans syntes at slukkes mere og mere for hvert sekund der gik og hans læber blev mere og mere blå. Som om farven fra øjnene gled over i læberne, samtidig med at hans krop blev koldere og koldere.
"Jeg er ikke helt ved mig selv, må jeg indrømme" Sagde han, med en for første gang munter stemme. Men det var en munterhed der indeholdt sindssyge. Han lod hovedet lægges let på skrå hvorpå han talte i en dyb og faretruende sindssyg stemmeføring.
"Men jeg skal desværre til at trækkes ud igen, fruen vil ikke længere have mig i huset"

Den lettere sindsyge latter skar i hendes øre. Den virkede så forkert og utiltalende, han virkede forkert. Hvad var der sket, siden alt dette var hændt ham? Hun ønskede faktisk at vide det, bare for informationens skyld, selvom det ikke interesserede hende det fjerneste. Han var ikke mere betydningsfuld end andre hun talte med, hvilket betød intet.
Istedet lyttede hun til hans ord om at han havde set bedre dage. Hun kunne kun være enig, efter at have set dette for sig. Meget skulle man opleve, men nogle ting.. Dem burde ingen opleve. Hendes tanker koncentrerede sig dog kort omkring fruen. Hvilken frue? Så vidt hun vidste havde han da ikke været gift. Men hun kendte trods alt heller ikke alt til ham, så chancerne var der trods alt stadig.
"Så hvorfor vælger du af alle at befinde dig på havnen. Har du ikke nogle silkelagener der venter?" spurgte hun bidsk, for ligesom at gøre let gengæld for den fine tone, som han havde udøvet på hende. Hun var dog ikke sikker på hvilken reaktion det ville frembringe. Han virkede anderledes, og det betød at man skulle starte forfra. Lære at kende grænserne, og vide hvornår man overtrådte dem.. Angelie var på bar bund, og måske endda dybt vand lige nu.

Han så på hende med hvad der kunne ligne et af de arrogante blikke han havde haft i fortiden, dog nu med en mere rå intensitet som ikke havde været der den sidste gang de havde stået overfor hinanden, som om en lille del af ham var fuld, og en anden del af ham pinligt ædru. PÅ grænsen mellem disse opstod denne rå tone af to sinds forstyrrende følelser.
"Ingen silkelagener..." Et svagt tick over hans øje begyndte at få hans syn til at flimre "Ingen mad.." Han begyndte at hæve stemmen "Intet hus..." Det næste nærmest spyttede han ud med en så voldsom røst at man ville kunne høre det helt inde fra bredden.
"INGEN FUCKING REGLER ELLER NOGEN DER VIL FORSTYRRE EN!!"
Hans åndedrag virkede tungt efter han havde råbt dette, hans øjenbryn havde været krummet så dybt ned over øjnene af det vrede tick over øjet helt forsvandt, og pludselig.. Brød et bredt smil frem på hans ansigt.
"Og hvad med dig? Nogen speciel grund til at være her?"
Han var tydeligvis gået helt og komplet fra forstanden.

Hen vidste ikke helt om hun skulle reagere på det forandrede blik, men valgte dog til sidst ikke at sige noget, men lod ham istedet tale. I starten virkede samtalen meget.. Normal, men jo længere den skred frem, og voksede i styrke, begyndte Angelie at hæve det ene øjenbryn i et lettere undren over hvad der mon var blevet af den gamle Itarian.. Den kongelige og fine mand, som altid havde haft en vis høflighed over sig.
Da talen nåede en brølen, bakkede hun ufrivillig et skridt til siden, inden hun kiggede forbavset på ham. Ikke i sin vildeste fantasi havde hun troet at han ville være i stand til dette.
Det var også i det øjeblik at hun opdagede sindsforvirringens greb i ham, opdagede kendetegnene for hvad der kun kunne gå galt hvis dette fik lov at fortsætte. End ikke hans spørgsmål kunne få hendes tunge på gled. Angelie var praktisk talt.. Lamslået. En hidtil ukendt følelse, som sjældent lagde sig over hende.
Så forandret og alligevel så ens. Han var jo stadig den samme, hun var den samme, men stadig anderledes på hver sin måde. Et kort stik af medlidenhed for omverdenen ramte hende i brystet, men hun skubbede dog irriteret følelsen tilbage med viljens kraft.
"Er du blevet komplet.. Vanvittig" svarede hun lavt, så hendes stemme næsten var utydelig i havets vilde brusen, inden hun kiggede op på ham. Samtidig havde hun fået skabt et mellemrum imellem dem, mens hun holdt hænderne samlet på ryggen.

Han stoppede pludselig op da hendes mumlende spørgsmål nåede ham. Vanvittig? Vanvittig!?
"VANVITTIG?!" Hans først så stille tanke voksede til en brølen ud gennem hans hals, imens han med et hurtigt præcist og stærkt tag langede ud efter hendes arm, og greb den mens han på det nærmeste knugede så hårdt om den at den ville blive knust inden længe.
"Jeg er ikke vanvittig!" Mumlede han med stort eftertyk, og lod sit ansigt glide helt tæt på hendes.
På trods af sindsforstyrrelserne var han stadig ganske køn. Hans ansigt bar ingen præg af alderdom, og ingen skægstubbe var tegn på at han stadig plejede sig selv af og til. Hans isblå øjne havde stadig den samme intensitet og rå styrke som de havde haft før i tiden, dog med en lille forandring, en lille forandring der ville være svær at sætte sin finger på
- Men så man godt efter, ville man kunne se en lille rød ring i udkanten af han iris, som en lille forbandelse der sneg sig længere og længere ind i sjælen. Som om øjnene blot var en tegning af sjælen, et vindue, der gjorde en i stand til at se ind i den.
Han snerrede let, og pludselige skete det igen. Hans øjnes humør skiftede karakter til et muntert, vanvittigt grin, og hans mund åbnede sig i et bredt smil der blottede hans stadig fine perlehvide tænder. Hans ånde duftede af en lidt for sød honning.
"Men skal jeg siger dig en hemmelighed?" ... Han gjorde en lille kunstpause, og hvis ikke hun afbrød ham ved at vride sig væk eller andet, ville han fortsætte.
"Jeg er helt og aldeles så vanvittig som man kan være.." En sindsyg latter ville rulle op gennem hans bryst og hans øjne ville gnistre med så meget harme at man kom i tvivl om om hans hjerne overhovedet var indstillet til at vise de rigtige følelser.

Endnu engang begyndte at det gå op for hende, at hun måske havde trådt ham over tæerne på det forkerte tidspunkt. Hun reagerede end ikke hurtigt nok, før hans fingre lagde sig i et krampagtigt tag omkring hendes ene overarm, og hun opdagede at han kom alt for tæt på. Den svage lugt, som før havde været sløret af de andre, ramte hende nu, og hun trak ansigtet så langt væk fra hans som muligt, mens hun sørgede for at trække vejret igennem munden, for at mindske lugten, der allerede kradsede voldsomt i hendes næsebor.
Hendes blik ramte hans, og hun følte som altid at det blev holdt fast, selvom hun havde lysten til at kigge væk, så.. kunne hun bare ikke. Imens kiggede hun intenst ind i de isblå øjne, der virkede så bekendte, mens hun klemte læberne fast sammen for ikke at gispe i smerte over grebet i armen.
Hun vred sig ikke løs, men lod ham istedet dele sin lille hemmelighed med hende. Et foragteligt fnys kom fra hende, eftersom det for længst var gået op for Angelie, at han var gået hen og blevet vanvittig. Hun havde lysten til at vide hvad der var sket, men mærkede også hvordan knoglerne i armen gradvist bøjede sig under grebet. "Itarian!" hvislede hun bestemt i et endnu køligere tonefald, end hun havde brugt før, inden hun trak en kniv frem med den frie arm, og satte den mod hans bryst, hvor hjertet ville sidde inde bagved, gemt af ribbene. "Slip mig!"

Han smilede da han mærkede kniven mod sit hjerte. Hans fingre gav hende et kærligt klem inden han gav slip. Han lod dog en hånd føres ned til hånden med kniven i, altimens han holdt øjenkontakten. Fingren vred langsomt, men sigter kniven ud af hendes hånd. Duften syntes at formindskes til kun et let pust af den før så overvældende stank. Det var nu lige akkurat behageligt. Hans fingre lod tog skæftet af kniven, hvis hun altså ikke ville give slip, og lod den prikke et let hul i hans overbeklædning. En lille mængde blod dryppede ud landede med små dryp på plankerne under dem. Han holdt øje med hende med en ny form for observerende måde, som om han forsøgte at fnde ud af noget.
"Der er ingen grund til at lege med knive.. Man kunne jo komme til skade.." sagde han, i et hvislende tonefald. Hans væsen hæver sig nu over hende i hele sin fulde højde. Han var lidt af et tårn når det kom til stykket, hendes hoved ville vel nå til omkring kravebenet når han rettede sig op, og han så nu ned på hende med et blik så intesiveret og så tomt at det virkede som om kaosset indeni ham snart ville bryde ud og brede sig til hende også.
Et bredt barnligt smil begyndte at spille over hans læber, mens de hvislende gengav den første sætning, denne gang med et så sadistisk drillesygt toneleje at man ville kunne sammenligne til de værste af gyserfilm.
"Man må ikke lege med knive... De gør ondt.."
Man hørte fra bredden et skrig fra en havmåge, der åbenbart havde holdt øje med dem, tog flugten.

Hun holdt stadig et fast greb omkring våbnet, der lige nu syntes at være hendes eneste mulighed for at slippe ud af grebet. Det lykkedes dog også, og efter det lille klem, mærkede hun hvordan blodcirkulationen endnu engang begyndte at bruse igennem hendes åre, for at holde armen op, og gøre den bevægelig efter grebet.
Hun slap dog ikke kniven, og ville heller ikke gøre det, medmindre den blev tvunget fra hende. Hun mærkede hvordan hans fingre smøg sig om skæftet, hvor hun også selv holdt fast, inden lyden af dryp kom op mod hendes øregang. Først her brød hun øjenkontakten med ham, og kiggede nu på det sted, hvor kniven havde skåret en overfladisk ridse i hans bryst, mens den rødlige væske stødt dryppede mod plankerne under dem.
Endnu engang lagde hun nakken bagover for at kunne kigge op på denne person, der nu virkede meget højere end hvad han havde gjort hidtil. En skygge der gjorde klar til at kaste sig over sit bytte, og blikket.. Noget i hende fortalte at det ikke var et blik der lovede godt. Hans ord gjorde ikke hendes observation meget bedre. Hun var sikker.. Han ville være til fare for alle andre, hende og endda sig selv.
*Sikke et spild* tænkte hun kort for sig selv, mens hun stadig holdt kniven mod hans bryst, hvis han ikke var trådt bagud imellemtiden, som var hun frosset fast i sin bevægelse.
Mågens skrig kunne end ikke frembringe en reaktion fra hende. Istedet ventede hun udelukkende på sin egen beslutning. På hvordan man skulle tackle en sindsyg, og hvordan man kom ud af det igen. Forbandet.. Hvad var der sket med ham?
"Jeg.. Beklager.. Virkelig". Ordene flød fra hende i et monotomt tonefald, men den kolde klang var forsvundet, og var mere erstattet af en medfølende.
Med et anstrengt gisp, og brugen af sine kræfter forsøgte hun at banke kniven igennem huden, uden om ribbene, for derefter at spidde hjertet, for at løsne hans sjæl. Han skulle ikke leve på jorden som en anden psykopat, der efterlignede barnlige stemmer, nej.. Selv hun havde holdt så meget af ham, at hun ikke ville lade det ske.
Kniven ville gennembore ham, hvis ikke Itarian endte afværgede angrebet, eller flyttede sig, og imens kiggede hun ind i hans blik, for at se hvilken reaktion det kunne frembringe..

Et kort øjeblik virkede han pludselig igen som den mand der havde stået foran hende den første dag de var mødtes, siddende op af en karrusel i et forladt tivoli og blot set på hende. Denne gang var hans fremtoning den samme, men blikket var forvirret. Hun beklagede? Beklagede hvad?
Svaret kom som en drønende smerte i brystet da hun hamrede kniven ind mellem ribenene. Blodet sprøjtede ud, mens han i et desperat forsøg på at klynge sig til livet, i den tågede tilstand han nu engang befandt sig i, trak og sled i kniven, forsøgte at flå den ud, men havde ikke kræfterne til det. Den forblev plantet i hans brystkasse, hvor den ville forblive, prydet af hans blod. Han sank forover, ramte hende med hele sin vægt, da han ikke længere var i stand til at holde sig oprejst. Blodet fossede ud af ham, da han med en sidste kraftanstrengelse rev kniven ud. Hans blik ramte hendes, sekundet før han lod sig falde ned over hende.
Molen var smal, de havde stået som de to eneste derude, og plankerne var glatte efter vind og vejr, pudset af havets bølger.
Vandet blandede sig med blodet der flød ud over, og igennem plankerne, og udgjorde en pøl af rødligt vand under dem.
Hvis ikke hun flyttede sig, ville hun falde sammen med ham, ned i vandet, tynget af klæder, og af vægten af hans krop. Hvis ikke hun var en god svømmer, hvis ikke hun kom til sig selv, og skubbede ham væk, ville hun drukne.
Kniven ville stadig lægge midt i blodpølen. Den pøl, der ville tiltrække vampyrer.

For første gang den aften virkede det som om at den gamle person var tilbage. Den person hun var stød ind i en aften i det gamle tivoli, med den ranke holdning og høflige tone. Han lignede sig selv mere end noget andet, og skylden osede langsomt op i hende. Hvad havde hun gjort? Måske var det ikke for sent, hvis bare hun havde ventet et kort øjeblik længere, og han ville have fortalt at det hele bare havde været en joke. Men hun tøvede ikke..
Den røde farve ramte automatisk hende, og Angelie blev smurt ind i den rødlige væske, som lagde sig over huden i plamager, mens tøjet sugede den til sig, som var det slik for et barn. Hun mærkede hans sidste forsøg på at trække kniven ud, men selv disse mislykkedes, og først da han begyndte at få overbalance, trak hun selv våbnet ud, og kastede det fra sig.
Hun prøvede at gribe Itarians døde krop, men vægten var for massiv, og lagde sig ned over hende, mens hun blev banket mod de glatte træplanker, for derefter også at få smurt farven ind i håret.
"Virkelig.. Meget" mumlede hun svagt for sig selv, og baksede voldsomt i unævnelige bevægelser, indtil det til sidst lykkedes hende, at glide fri af hans døde krop, lige inden denne faldt ned i havet, for at blive glemt. Selv lå hun på kanten, og holdt fast i en af molepælene for ikke at lide samme tur. Hun kunne sagtens svømme, men vandet måtte være iskoldt på denne tid.
I stilhed trak hun sig en anelse væk fra kanten, inden hun kiggede ned i det mørke vand, hvor kroppen var forsvundet.
En stille bøn om at han ville klare sig på den anden side kom lydløst over hendes læber, inden Angelie bukkede sig, samlede kniven op, og begyndte at vandre ind mod fast land endnu engang.. På vej væk, og hjem..

//Out//

Vandet var koldt, iskoldt, og føltes som om tusindvis af knive havde valgt at slutte sig til den første. Som om de alle hungrede efter at gennembore en krop, der havde gjort så meget harme, at de aldrig ville give slip. Hans legeme faldt tungt mod bunden, mens alle lyde var forstummet omkring ham hørte han kun én stemme. En stemme der hvislede lige over insanitetens. Den sang stille, mens en lille tikkende melodi bredte sig gennem vandet til hans øre, og lod ham sygne hen i en tilstand af mild søvn. Smerten var dulmet, såret stikkede ikke længere, og hans ansigt blødede op til den neutrale maske, han ville bære i sin død.
Mens vandet langsomt sivede ind, lod han sig varme ved denne lille melodi, mens han følte livet blive suget ud af sig.

//Out.