Begyndelsen

Madelaine havde ikke nogen speciel grund til at begive sig hen på banegården, men en tanke havde strejfet hende. Eller det var mere en drøm hun havde. Hun ville gerne ud at rejse på et tidspunkt og hun havde aldrig besøgt banegården af hvad hun kunne huske. Det var et sted som tiltræk folk og elverkvinden var nysgerrig. Hun ville udforske stedet så hun var klar over hvad hun gik ind til når hun tog en beslutning om at rejse lidt væk fra Terre, som først nok ville ske efter lang tid. Et lille smil viste sig på hendes læber, mens at hun gik som en selvstændig kvinde med håret hængende løst ned af ryggen som også dækkede for hendes spidse ører.
Hun havde sort lang frakke på for at holde varmen hvor hun indunder havde en almindelig t-shirt på og slidte bukser med huller. Det var et af de sæt tøj hun havde med sig efter at hun var blevet sat ud på gaden.
Den tid, den sorg.

Hun lod sine øjne glide rundt da hun kom ind på banegården og gik videre ud på perronen. Det var et fredeligt sted, i al fald på dette tidspunkt. Der var ikke så mange folk hvilket gjorde hende mere tryg ved at bevæge sig på stedet. Langsomt puttede hun sin ene hånd ned i sin ene lomme på frakken mens at hendes øjne gled hen på en bænk der var et stykke væk. Hun besluttede sig for at gå der hen og satte sig dernæst ned hvor hun så lagde begge sine hænder op på sine lår. Hun regnede ikke med at der var nogen så hun kunne få noget selskab. Men lidt efter lidt syntes hun at hun hørte nogle fodtrin hvorfra vidste hun ikke helt.
,,Hvem der?!" kom det mumlende fra hende til at starte med, uden at hun selv lagde mærke til det rystede hun måske lidt i kroppen af nervøsitet. Hun kunne efterhånden se en skikkelse som end ikke sagde noget, men grinede blot hånligt. ,,Jeg troede ikke at der var nogen.." sagde hun, var hun ved at blive godt skør?! Det var som om at hun snakkede med sig selv, men så svarede skikkelsen.
"Sørgeligt.. sørgeligt.." vrissede han mens at han trådte yderligere frem med tunge skridt, hen mod elverkvinden. Denne fyr havde en hvis bleg hud og øjnene var røde, der var ingen tvivl om at Madelaine snart ville gå sin skæbne i møde, selvom hun ikke var indforstået med det. Hun havde aldrig mødt et andet væsen før nu. ,,Jeg må videre.." sagde hun bare, da det lød til at fyren ikke ville have med hende at gøre, så Madelaine rejste sig op fra bænken og begyndte at gå væk fra stedet, men inden at hun kom så langt, blev hun overfaldet af fyren og endte i en mindre slåskamp. "Sikke en lækker godbid.. jeg har fundet mig" grinede han, mens at var i færd med at fange hendes hænder i sin ene hånd for at få magten over hende inden at han ville gå til angreb efter hendes hals.

,,Slip mig!" skreg hun skingert, mens at hun prøvede at vride sig, fyren vejede ikke ret meget, men alligevel havde hun ikke så mange muligheder for at flygte. Den unge fyr der så modbydelig ud tog fat i hendes hænder og samlede dem op over hendes hoved, mens at han lod sin anden hånd der ikke holdt hende fanget glide ned langs hendes hals med sine fingerspidser og lavede en rimelig dyb ridse så den begyndte at bløde, han lavede flere sår på hendes hud til at hun så blodig ud. Madelaine sparkede med sine ben mens at fyren prøvede at gøre sig tung. Hun samlede noget spyt i munden og spyttede ham hurtigt i ansigtet, men hurtig efter blev hun slået i ansigtet der lignede en svingende lussing.

Karl skævede til uret der stod ved siden af hans seng, hans uglede hår ville vide om at han var gået i seng midt på dagen, hvilket tydede på at han havde været oppe flere dage i træk for at ordne et eller andet, som han dømte vigtigt nok. Nu lå han bare og viftede dovent med armen for at få uret til at holde kæft, han ramte ikke og de i forvejen blodskudte øjne, fik kort et glimt af bulrende ondskab, og uret faldt ned på gulvet.
Han sukkede dybt, 22:00 var alt, alt for tidligt for ham at vågne, taget i betragtning at han først var gået i seng kl 15, efter at have været vågen i nært en uge. På trods af at han ikke mente han havde sovet nok, følte han sig overraskende vågen, men han ønskede nu bare at få lov til at blive liggende i hans seng.

Irriteret måtte han dog erkende at han ikke kunne lade sig selv slappe af, han var nød til at udfører noget, når han nu igen var vågen, hans store projekt havde taget næsten alt hans tid på det sidste, og han havde ladet alt andet stå i forfald. Hele hans store rum, bar da også tydeligt præg af at han ikke havde udført nogen for for rengørende arbejdem og den kost der ellers var kraftigt forhekset til at gøre rent af sig selv, var faldet sammen på gulvet og så ud til at have stået i flammer.
Karl trådte gnavent henover de brændte rester af hans kost og nærmede sig det overfyldte skrivebord, hvor bøger i allemulige former og størrelser, med alle slags skrift og på sprog der slet ikke så ud til at kunne læses, lå med et tykt lag støv over dem. Karl rodede lidt i bunken og fandt en bog frem, den så smuk ud og den lignede en af denslags bøger som man altid så store magikere i historierne med.
Karl satte sig i stolen på den anden side af skrivbordet, og satte bogen nedenunder det ene stoleben, som su ud til at være blevet bidt i stykker. Han kiggede dovent udover det hysteriske rod, som herskede overalt i hans rum, det kaos der herskede tiltalte ham, det mindede ham om naturen, hvor kun den der var tilpasset overlevede det som skete.

Karl havde lidt efter fået tøj på, hvorefter han nu smed benene op på skrivebordet. Han havde en sort skjorte der ikke var knappet på, og et par meget slidte jeans.
Et jag gik igennem ham, det var som om et eller andet kaldte på ham, skreg på hans hjælp, men han slog det hen som en af de mange stemmer der kæmpede om ordet i hans hoved, for det var ikke unormalt at der var en af dem der fik fat i ham, mens han ikke var klar og dermed gav ham en lille stikkende besked.
Karl undrede sig da et jag mere gik igennem ham, det var ikke en af hans stemmer, men et eller andet meget mere vigtigt. Han lukkede øjnene og fokuserede på den magiske forstyrrelse som gjorde at han havde en dårlig fornemmelse, nærmest som om at nogen skar ham i halsen med en sløv kniv.
Med ét gik det op for Karl hvad der var i vejen og han slog øjnene op, mens han halv væltede ned af stolen. Han halv hviskede "Madelaine?".

Der lød et knald da han dukkede op ud af mørk røg bare et par meter fra vampyren som havde overfaldet Madelaine. I blind vrede, glemte Karl alt om hans magiske evner og valgte i stedet at kaste sig ind i vampyren med skulderen, så han fløj hen ad stengulvet.
Karl selv endte også på gulvet lidt fra Madelaine, han så blodet og selv for en sortelver, blev han bleg i huden at se på "Madelaien!?". Karl skulle til at komme på benene, da vampyren kastede sig over ham, og de to rullede rundt på gulvet.
Slagene haglede ned over Karl, og han kunne mærke hvordan hans læbe hævede og hans øjenbryn flækkede. Alt han kunne tænke på, var dog om Madelaine havde det godt, han håbede at så længe vampyren var oppe at slås med ham, kunne Madelaine stikke af.

Madelaine trak efter vejret efter at vampyren ikke længere lå hen over hende, der gik lidt tid før at hun slappede mere af i kroppen da hun vidste at Karl var til stede. Men sårene var ikke væk. Hun lå stadigvæk på gulvet og satte sig langsomt op, meningen var at hun ville stikke af. I stedet for havde hun fokuseret på sine sår, og på blodet der flød ud især fra hendes hals. Madelaine lagde sin ene hånd op på såret af halsen mens at hun tænkte over hvad hun skulle gøre.. Hun rystede en anelse i kroppen endnu, inden at hun kiggede sig hen over skulderen og fik øje på Karl og den.. vampyr som havde overfaldet hende.
"Karl.." mumlede hun, det havde overrasket hende meget at han var kommet så hurtigt, som gjorde at der plantede et smil på hendes læber ved synet af ham.

Hun vendte så blikket ned mod jorden, da hun ikke turde med at stirre alt for meget, hvad skulle hun gøre? Hvad kunne hun gøre for at hjælpe? Så han ikke var alene om at bekæmpe dette monster? Hun kæmpede sig op at stå og var i færd med at tage sin frakke af hvor hun derefter med sine hænder rev noget stof af det ene ærme så hun kunne tørre det værste blod af. Hun sukkede lidt ved tanken *Hvorfor havnede jeg i det her?*, hun bed sig hårdt i underlæben inden at hun rettede sin opmærksomhed mod Karl igen, mens at hun med langsomme skridt begyndte at nærme sig dem, hun ville ikke have at Karl kom noget til, overhovedet!

Men på den anden side ville han nok også blive sur over at hun trængte på, forstyrrede dem, så hun stoppede op med at gå, selvom hun stod så tæt, kunne hun intet gøre, fordi hun selv følte sig svag efter at have tabt det blod som hun havde.
Hun lod sin frakke falde ned på jorden og svang derefter sine arme om sig selv, mens at hun blot kiggede på.. Hun følte sig lidt som en kujon, mens at hun brændende kunne mærke følelsen af at hun ville hjælpe til med at ordne denne vampyr af et bæst. Det positive ved situationen nu var at Madelaine vidste nu at hun skulle være mere forsigtig og måske stikke af i en fart inden at hun kom inde for rækkevidde af en vampyr. De var modbydelige mere end noget andet.

Karls blik blev sløret da et velrettet slag fra vampyren ramte ham over det ene øjenbryn og rystede hele hans kranie, han kunne mærke hvordan en stribe blod langsomt gled ned over hans ansigt fra såret.
Lugten fra vampyren var ikke til at bære for Karl, det var som om denne person ikke havde været i nærheden af vand i hundrede år og lugtede derefter, men en anden ting var det lange sorte hår, der havde dets eget liv, små dyr syntes at løbe konstant igennem den fedtede og ulækre substans der var hans hår, men det kunne sagtens skyldes at karls blik ikke længere var intakt.
Blodet fra hans flækkede læbe og den flænge han havde fået i panden, syntes at gøre vampyren endnu svære, han kæmpede mere og mere indædt for at bide Karl, så han derefter kunne gå efter Madelaine. Det var også med øget besvær at Karl overhoved kunne holde ham væk.

Karl kæmpede med sin koncentration, han kunne ikke bruge sin magi så længe han ikke kunne koncentrer sig om at bruge magien, fordi han skulle slås fysisk med vampyren. Men det hele var ikke for hans skyld, han gjorde det jo for Madelaine... Madelaine! Han havde glemt hende et øjeblik, da han havde fokuseret på sin egen overlevelse.
"Madeliane... Så løb dog, jeg klare mig... Løb til Abbadon og bliv der til jeg kommer efter dig!".
Karl fik rullet rundt, så han kom slog med al den styrke han kunne finde i hoved på vampyren der hvæsede alverdens modbydeligheder af ham, men for Karl handlede det om at Madelaine skulle have en chance for at komme væk, og jo længere han kunne holde vampyren fra hende, jo større chance var der for at hun ville nå at komme ind bag Abbadons sikre porte.

//sorry den er kort, men jeg skal skrive SRO imorgen og tid frem:s//

Madelaine tøvede lidt mens at hun vendte sit blik ned mod jorden, hun havde sådan lyst til at hjælpe ham i stedet for at se på at sortelveren var i en kamp mod en vampyr. Men lige meget hvad så var det smarteste nok for hende at høre efter hvad der blev sagt, så hun også kunne gøre det nemmere for Karl.
"Jeg håber ikke at jeg kommer til at vente for længe.." sagde hun så stille, uden at vide om han kunne høre hende, hvilket heller ikke var meningen,
Madelaine var bekymret for ham, men elverkvinden kunne godt se at hun ikke kunne gøre så meget, da hun selv var såret og havde blod en del steder mens at der stadigvæk flød blod ud af hendes sår som hun havde på kroppen.
Der blev ikke sagt mere og Madelaine lod sine øjne glide rundt en omgang inden at hun vendte sig om og satte i løb, væk fra banegården og hen mod Abbadon.

Spørgsmålet var bare om hun kunne huske hele vejen.... Madelaine så sig tilbage hen over skulderen enkelt gang inden at hun virkelig begyndte at sætte farten op. Det var dog ikke fordi hun kunne løbe særlig stærkt.. i forhold til andre væsner.. En vampyr kunne sagtens nå at indhente hende. Hun regnede stærkt med at Karl nok skulle få vampyren på plads.. og end da dræbe det bæst.
En kuldegysning steg igennem hende, mens at hun overvejede om hun bare skulle løbe hele vejen, selvom hun begyndte at trække vejret hurtigt. Hvilket gjorde at hun stoppede lidt på vejen efter at hun kom et godt stykke væk fra banegården, da elverkvinden ikke havde lysten til at støde ind i en fjende. Ingen længe begyndte hun dog at løbe igen, bare ikke nær så hurtigt.

Lige nu havde hun allermest lyst til at få det værste blod vasket af... og se Karl igen.. få synet af ham. Men hun kunne ikke vende om... måtte ikke...
Hun prøvede at lade være med at tænke på hvad Karl egentlig lavede...
Selvom det var noget svært for hende. Madelaine var bange for om han ville tabe kampen.. Tanken strejfede hende også om hvor mange sår han ville ende med at få...Hun prøvede at slappe af i kroppen, og trak vejret dybt, mens at hun fortsatte med at løbe hen i retningen mod Abbadon.....