Er begyndelsen slutningen? (Warning: Contain violence) - Lazarus

Dato: En uge efter hendes forræderi mod Lazarus
Sted: En lille landsby i den sydlige del af Di Morga.. Næsten helt nede ved grænsen
Tid: Klokken 02.00 om natten
Vejr: Nærmere beskrivelse kommer
Omgivelser: Nærmere beskrivelse kommer

Stormen rasede over markerne, og sendte det halvhøstede korn rundt i voldsomme hvirvelvinde, der kastede de lette kornsorter gennem vinden, for derefter at fange dem igen, for at sende dem i en helt anden retning. Skyerne havde malet himlen sort, og lyn skar igennem himlen, for derefter at blive efterfulgt af tordenskrald, der næsten kunne få jorden til at ryste. Regnen fugtede alt den ramte på ganske få sekunder, når vandmasserne kastede sig over deres bytte, for derefter at ramme jorden, og mudre den til. Vandpytter var overalt, og lavmælte skrig kunne høres.
Udenfor en gård, med stråtag, lå en klumpet masse i mudderet.. Stille, dødt, i en akavet position. Gik man tættere på denne, ville man ane ansigtet af en ung kvinde med langt gyldent hår, der var blevet søbet ind i mudderet, så meget at man ikke længere kunne se hendes ansigt. Tøjets farver var forsvundet under den samme mudder, og ved siden af hende, havde en rød pøl samlet sig, for at indikere at kvinden var død.
Bare fødder trådte over liget, mudder var smurt op langs benene, der ikke bare nogen beklædning, for derefter at blive vasket af, af regnen og gentage processen, som personen rykkede fremad. Fra hånden dinglede en metalkæde frem og tilbage i taktiske bevægelser. Dens overflade var dækket i den samme røde farve, som blodet fra kvinde, og efterlod ingen tvivl om mordvåbnet, mens et hidsigt råb skar gennem skrigene, der kom henne fra bygningen. Det røde hår piskede voldsomt omkring elverkvindens ansigt, der var fortrukket i vrede folder, mens hun nærmede sig huset, hvor en anden skikkelse kunne ses. Kroppen var kun overfladisk dækket af en kjole der stoppede midt på lårene, mens den svøb sig omkring den velformede krop dette væsen ejede. To stopper løb over hver sin skulder, mens den stoppede lige over brystet, og skabte en svag kavalergang. Atypisk beklædning for dette væsen, men ikke desto mindre udfordrende.

"Du kan ligeså godt give op" skreg hun, for at overdøve tordenskraldet, mens hun nærmede sig manden, og et selvsikkert, halv vanvittigt smil tillod at ham kunne se den hvide perlerække af tænder. De blå øjne var fyrige, mens farverne kastede sig omkring i dem, som bølgerne på havet. "Du kan intet stille op mod mig".
Sætningen blev hvisket, mens hun lod blikket hvile på manden, der havde bevæbnet sig selv med en høtyv, som åbenbart havde været det eneste våben inden for hans rækkevidde, mens han stod i en beskyttende positur foran indgangen.

Manden stak ud efter hende med den forvoksede gaffel, og takkerne borede sig kort ind i hendes overarm, og fik Angelies blod til at flyde. Overfladiske skrammer, mens stadig dybe nok til at et hvæs at smerte kort undslap hendes læber. Selv greb hun fat om skæftet lige der hvor metal og træ skiltes, inden hun tvang våbnet opad, for at træde et skridt tættere på manden. "Sikke en uhøflig velkomst at få" hvislede hun koldt, selvom det med lethed kunne høres igennem vinden, trods den lave tone.
Med hånden, hvor kæden hang fra, lavede hun et sving, så denne lagde sig halvt omkring mandens hals, og hans brune øjne viste nu den frygt der nærede hende.

Lazarus havde et par dage før dette skete kaldt til møde. Hans lille grubbe af Jægere havde samlet sig. Det var dem der fangede folk for Lazarus. De var en flok Vampyrer der havde levet i Di Morga uden en leder. Nu hvor Lazarus var kommet tilbage havde de sluttet sig til ham. Han havde givet dem træning, mad, magt, våben og husly. De var i bund og grund ikke særlig veltrænede i nu. De var grove og brutale. De legede ofte med de folk Lazarus ønskede fanget. Men dette var jo en farlig person han ville have fanget så derfor havde han sat ingen andre en hans personlige Ninja Felucia til at lede dem på denne mission( Billede og kort beskrivelse i bunden af min profil ). De fem Vampyrer stod i deres snuskede og laserede tøj. De stod og grinede og havde blottede tænder. Lazarus stod i sin kamp dragt. Den bar mange medaljer fra de slag han havde været i i sin tid. Han havde jo været General for Chimera Klanens mest berygtede dræbere, Blood Hunters. Lazarus kiggede på de fem Jægere i det Felucia kom frem fra den blå luft. Hun knælede og de fem jægere fulgte trop. Lazarus sagde koldt ’’ Find Angelie til mig.. Bring mig hende.. levende.. Dette forræderi vil ikke gå ustraffet, det ved hun også godt.. Felucia.. Hun vil lede jer i denne opgave da denne opgave er det vigtigste jeg har sendt jer på hidtil ’’. Lederen trådte frem ’’ Endelig giver de os en ordentlig opgave.. Vi vil ikke fejle dem Prins Lazarus ’’. Jægerne gik. Lazarus kiggede på Felucia og sagde ’’ Fejler du.. Kan du godt lade være med at vende tilbage ’’. Felucia sank sit hoved ’’ Hellere dø en at fejle High Lord Chimera.. Jeg vil informere dig når vi har hende ’’. Med de ord var hun væk igen.

Det havde lykkes den dygtige og snu Felucia at opspore Angelie. De lå alle på lur i hendes kamp mod bonden. Dog havde hun ikke styr på de fem jægere. De var for dyriske og dumme til hendes smag. Hun ville lade dem tage sig af Angelie eller dø i forsøget. Derefter ville hun selv tage resterne af hvad hun regnede med ville være en hårdt såret Angelie med til Lazarus. I det Angelie stod overfor bonden ville hun kunne høre grin og rundt omkring. De fem Vampyr jægere kom frem i en femkant omkring Angelie. De cirklede hende og virkede som om de var klar til at angrive hvornår det skulle være. Deres øjne lyste faretruende. Deres leder sagde ’’ Angiiieee.. Vi er kommet for at lege med dig.. Angiiie.. Først voldtager vi dig.. Så dræner vi dit blod.. så skære vi et stort ar i dit smukke ansigt.. og til sidst.. Bringer vi dig med tilbage til Prinsen.. Angiie.. kom nu.. Vi vil lege med dig.. Luder ’’. De grinede alle fem og cirklede omkring hende hånligt.

Hånden greb fat om begge enderne på kæden, inden hun stramte grebet med alle sine kræfter, for derefter at rykke høtyven ud af hænderne på bonden, og stikke den igennem halsen på ham, og spruttede lyde kunne svagt anes, da man hørte ham blive kvalt i sit eget blod.
Det var først nu hun bemærkede at noget havde ændret sig, og ud af øjenkrogen anede hun en bevægelse. Hendes blik skiftede hurtigt retning, for at lade ansigtet blive vendt direkte mod bevægelsen, hvorefter hun opdagede en.. vampyr. Det var ikke til at tage fejl af.. Væsnets holdning, lyse hud og glimtende hugtænder, afslørede let racen, men det var ikke der hendes opmærksomhed befandt sig.
Stadig med hånden om høtyven, rykkede hun den ud af liget, der faldt sammen for hendes fødder, som en klat modellervoks, inden hun vendte sig rundt. en..to.. fem af slagsen. Under andre omstændigheder ville hun næsten have følt sig beæret over at der skulle så mange til for at nedlægge hende.
Stemmen gav genlyd igennem regnen, og hun kunne med lethed høre de drillende bemærkninger. Hun fnøs foragteligt over deres opførsel. Nogle havde åbenbart ikke lært manerer endnu, og hendes blik fæstnede sig kort på vampyren på hendes venstre side. "Hvor teatralsk" sukkede hun ligegyldigt, inden Angelie selv løb ind i huset, hvor der kun var indgang igennem døren.
Vampyrer var stærke og med tiden ville de nok kunne trænge igennem de små vinduer, der dog krævede en mindre udgravning, før en voksen mand eller kvinde kunne komme igennem. Hendes blik var fæstnet mod den åbne dør, som nok ville være deres første valg at komme igennem, og hun placerede sig til venstre, lige ved siden af åbningen, med høtyven i angrebsposition.

Den første modige jægere havde nået døråbningen, og stemmen sang stadig hendes navn, mens han trådte ind igennem den. Hun tøvede ikke, men jog høtyven igennem halsen på vampyren, som hun havde gjort med manden, inden hun igen trak den ud, ved at sætte foden mod hans bryst og ligge vægten i.
Blikket rungede stadig at det vanvittige skær, mens smilet blev større over hendes læber. Hun lagde høtyven vertikalt, og brækkede den i to stumper ved at smække den over knæet, så hun istedet havde to stykker skarpt, splintret træ, mens hun trådte væk fra døren og længere ind i rummet, og ventede på at den næste ville komme ind.
Næste offer kom, og kiggede til siden, mod det sted hun havde stået før. Angelie havde trukker sig ind i skyggerne, mens personen bevægede sig fremad med et mere årvågent blik, end den anden havde haft. Hans blik faldt på den første vampyr hun havde udmanøvreret, og Angelie sneg sig ud i køkkenet, hvor en køkkendør ville være i den modsatte ende af rummet, hvoefter hun lagde den ene træstump fra sig, og greb en stor kødøkse fra en knivsæt, der hang på væggen.
Hun sneg sig hen til køkkendøren, åbnede den lydløst, selvom en svag knirken kom fra hængslerne, og trådte endnu engang ud i regnvejret, hvor hun stod ansigt til ansigt med endnu en af vampyrerne. Denne langede et slag mod hendes kind med bagsiden af hånden, så hun fløj mod husmuren. Kort svimlede det for hendes blik, mens latteren fra manden skar igennem luften. Hun smed den sidste træstav på jorden, greb om øksen med begge hænder, mens manden var i færd med at løsne bæltet, for derefter at hugge det mod halsen.. En gang.. to gange.. sjette gang kom hun helt igennem, mens blodet sprøjtede over hendes tøj og ansigt, mens hovedet blev skilt fra vampyrens krop.

De sidste tre jægere kunne hører kampen deres venner havde skabt mod Angelie. De valgte at angribe hende sammen nu. To af dem gik efter at holde hendes arme mod jorden så hun ikke kunne bevæge sig. Den sidste Jæger gik langsomt over imod Angelie hvis det lykkes for dem at holde hende nede. Hvis ikke det gjorde ville han hjælpe dem og prøve at tømme hende fra en stor nok del af hendes blod til hun ville besvime. Men lykkedes det for de to Jægere at holde hende nede ville den sidste langsomt spænde sine bukser op og gå i gang med at voldtage Angelie og blive ved. De ville tage hver deres tur over og over igen til Angelie ikke længere ville kæmpe imod eller give en lyd fra sig. Imens alt dette skete sad Felucia stadigvæk gemt. Hun havde brugt den usynligheds evne som de fleste Vampyrer ejede. Hun holdt sig rolig på afstand. Hun var ligeglad med hvad de latterlige Jægere gjorde ved Angelie. Så længe de ikke dræbte hende så kunne Felucia ikke være mere ligeglad. Hun holdt hovedet koldt, altid. Hun vidste hvornår hun skulle slå til hvis de tåber fejlede. Dog fandt hun det mildt underholdene at de sådan angreb Angelie på sådan en brutal og dum måde. Felucia havde set Angelie på slottet dog havde hun aldrig vist sig foran Angelie. Felucia vidste godt hvor vigtig Angelie var for Lazarus. Han var Kron Prinsen over Italien. Han godtog ikke fejl. Hun lyttede godt efter hvad der skete inde i huset.

Hun vidste at larmen med sikkerhed ville have tiltrukket de andre, og derfor tænkte hun ikke mere over sit nyeste offer, mens spidsede opmærksomt ørerne efter lyde der kunne indikere at de andre var på vej.
Der! Fodtrinene. Hun hørte dem, men uheldigvis hørte hun mere en kun et enkelt par. Så de var blevet kloge? Den første kom ud gennem køkkendøren, og Angelie kastede kødøksen efter denne i håb om at den ville ramme hans ansigt. Samtidig hørte hun to par fødder, der kom rundt om husets hjørne i samme øjeblik.
Et smertensskrig fortalte hende, at kødøksen havde ramt sit mål, men uheldigvis var vedkommende stadig i stand til at fortsætte. For tusinde gang mindede hun sig selv om, hvorfor hun hadede vampyrer, og en snerren kom over hendes læber. Hun kunne altid prøve at stikke af, men stoltheden forbød hende det, og kamprusen huserede i hendes åre.
En af dem greb fat i hendes arm, og Angelie knyttede med det samme næven, og sendte den mod vampyrens næse, der forhåbentlig ville brække under slaget. Hun nåede også kun at lange et ud, før en anden greb den arm også.
Vægten og den overmenneskelige styrke, gjorde at hun blev tvunget ned på jorden at ligge, med armene spændt fast i et hårdt greb fra hver person.
Den tredje mand nærmede sig hende, og Angelie hvæste hidsigt af ham, mens hun kastede sig rundt i mærkværdige bevægelser, og blev ved med at prøve, at rykke grebet fri. Da han stillede sig foran hende, og begyndte at spænde bukserne op, gjorde hun det eneste tænkelige, og bøjede benet holdt tilbage, inden hun sparkede af al kraft mod mandens ædlere dele, som hun forhåbentlig ramte, mens det sygelige smil kom over hendes læber endnu engang. En kødøkse i hovedet, og et spark et hvis sted.. Han dag måtte gå ad helvedes til efterhånden.
Hvis han imod forventningen skulle komme sig hurtigt over det (Hvis det rammer), havde hun trukket benet op endnu engang, for at sparke en gang til. Hvis hun ikke havde ramt, ville hun udføre sparket endnu engang, og skrige hidsigt om at de skulle holde deres møgbeskidte fingre fra hende.

Vampyren havde fået Angelies fod lige i skridtet. Han lagde sig og ømmede sig til han havde regenereret såret og smerten. Han sagde med en hvæsende stemme ’’ Vi gør som vi plejer.. Tag jer nu sammen gutter ’’. De to andre Vampyrer holdt Angelie arm med en af deres hænder og tog nu fat i hver af hendes ben så de hver især holdt fat i en arm og et ben. De var jo Vampyrer og derfor meget stærkere en et menneske. Vampyren med kødøksen rejste sig op og fjernede den fra sit ansigt. Der flød noget blod ud. Lidt efter lukkede såret langsomt. Vampyren der helt klart var lederen af disse Jægere. Havde en ødelagt brun jakke på og han lugtede af død og størknet blod. De gjorde de alle tre faktisk. Vampyren gik hen til Angelie igen og rev hendes tøj langsomt af. Hvis det lykkes for ham ville han kigge ned på hende og grine ondt ’’ Lille latterlige luder.. Jeg skal voldtage dig så meget dit underliv vil være ødelagt i al fremtid dig fucking bitch ’’. Vampyren ville derefter flå hendes trusser af og ligge sig ovenpå hende imens de to andre ville holde hende fast og grine ondt. Det var som var de en slags flok dyr. Vampyren slikkede hende op af halsen og kiggede derefter på hende ’’ Jeg kan love dig for du ikke slipper godt fra det her.. Først voldtager vi dig for at dræbe vores to venner.. Når du er så fucking smadret du ikke kan gå.. Så bringer vi dig til Kron Prinsen.. Han er altid pisse ligeglad med hvordan vi bringer hans fanger.. Bare de er i live.. Du vil være i live.. Men der vil fucking komme væsker ud af alle dine åbninger so ’’. Disse Vampyrer var helt klart ikke sofistikerede eller kloge for den sags skyld. De var bare bumser der var så heldige at ed var blevet Vampyrer. Dog arbejdede de sammen og det var til at se de havde prøvet det her før. Hvis ikke Angie fandt på noget ville hun ikke have det så godt bagefter.

Imens havde Felucia sneget sig ind i huset. Hun lavede ikke en lyd. Hun så den ene døde Vampyr der nu var en bunke støv, hun så den anden og skrev det ned i en lille bog. Hun kiggede ind på de Vampyrer der var ved at voldtage Angelie. Hun var stadigvæk usynlig. Hun satte sig på et skab i et lydløst spring og fulgte med. Ikke fordi hun kunne lide det. Mest af alt fordi hun ville sikre sig de ikke dræbte Angelie.

Blikket hun sendte ham var dødbringende, og lovede alt andet end godt, hvis hun nogensinde skulle være så heldig at finde dem igen, og det ville hun, om det så blev det sidste hun gjorde. Lugten fra dem slog imod hende, da vinden vendte rigtigt, og et kort øjeblik var den lige ved at overvælde hende, men hun holdt det inde, og hvæste stadig ukontrolleret, mens vanviden stadig lyste ud af hende.
Grebet kunne mærkes, og hun kunne sværge på at der ville komme mærker efter der, da hendes ben blev tvunget til siden. Igen kastede hun sig rundt for at komme fri, mens bandende kommentarer røg ud af munden på hende uden stop. Samtidig mærkede hun også, at kjolen blev trukket længere op, men den kom dog ikke af, men efterlod den nederste del af hende bar, efter han havde fjernet den sidste beklædning på det område.
Det gik hurtigt, og før hun vidste af det lå han over hende, og hun bed sig hårdt i læben for ikke at ytre en lyd, da smerten skar igennem hende. Bidet medførte at hun smagte blod inde i munden, og hun samlede det, for at spytte det i ansigtet på manden.
Hun mærkede hvordan tungen gled op af hendes hals, og skuttede sig indvendigt over den uvelkomne berøring, men da den var tæt nok på, drejede hun hovedet, og bed hårdt fast i den, i håb om hvis ikke at rykke den af, så i det mindste skabe en smerte fra hans side.
Det virkede dog ikke ret længe, for han var stadig i stand til at tale. Hun lyttede ikke, men stirrede bare koldt på ham, mens hun stadig kæmpede for ikke at sige et ord. "Hvor veltalende du dog er!" svarede hun hidsigt, inden hun rykkede i sin krop, for at komme væk fra ham, men stadig uden held til at komme ud af grebet. Hun hadede det.. Dem, og hendes tanker kredsede om hvor de kunne kende hende fra. Hun havde aldrig set en eneste af deres ansigter, men de havde så sandelig kendt til hende, men hvordan.
Kronprinsen! Hvem fanden var du det? Hendes tanker havde fået hende til at slække på underlæben, og overrasket kom et smertens gisp over hendes læber grundet den brutale voldtægt, der samtidig bragte minder hos hende. Det var ikke første gang det var sket, og det pinte hende mentalt at blive mindet om den følelse af ikke at kunne stille noget op. Tankerne flakkede mellem nuet og fortiden, mens hun lod det ske..

Hun bemærkede ikke om der blev skiftet eller ej, men drev stadig rundt i minderne, så ansigtet fra fortiden over sig i de stødende bevægelser, mens sveden langsomt begyndte at komme frem i hendes hårgrænse, som et tegn på at hun var udmattet. Det gjorde ondt, men smerten var blevet så regelmæssig at hun ikke tog sig af det, ignorerede den, imens hun langsomt forsvandt længere og længere ind i en bevidstløs tilstand. Såret i hendes overarm, og slaget fra tidligere hjalp heller ikke mærket på hende, da blodet stadig flød svagt fra det, og dannede en lille pøl ved siden af.
Hen mod slutningen var hun knap nok ved bevidsthed, og hun gav slip på de sidste anstrengelser, og lod mørket omklamre hendes sind, for derefter at ligge stille.

Da Vampyrene var færdige så de hun knap var ved bevidsthed længere. Lederen fnøs og skulle til at fortsætte skønt hun ikke var til noget længere. De ville ødelægge hende for alle. Dog blev de stoppet. Felucia landede foran lederen og trak sit Katana. Hun måtte virke som en nattens engel for Angelie. Kommet for at redde hende fra denne skæbne. Felucia sagde koldt ’’Så er det godt.. High Lord Chimera ønsker hende i live.. Jeg kan se i allerede har ødelagt nogle af hendes organer.. Fortsætter i vil hun måske dø.. Det kan jeg ikke tillade ’’. Den der var i gang med Angelie rejste sig og hvæsede og sagde ’’ Hvad fanden din lille luder.. Vi voldtager fucking også d ’’. Mere nåede han ikke at sige. Felucia lavede et hurtigt sving. Vampyren blev til støv på få sekunder. Hun ramte mere end perfekt. De andre to kravlede væk. De så forbløffede. Det er stort set ingen der var i stand til at dræbe Vampyre s hurtigt. Hvad var denne Ninja. Felucia slog Angelie ud i et hurtigt slag.

Da Angelie vågnede befandt hun sig et velkendt sted. I Lazarus kælder. Hun alle hendes knogler i hendes arme og ben fra brækket. Hun lå på et bord, spændt fast. På hver side af hende lå der to små børn. Over i hjørnet stod Felucia. Denne sortklædte Ninja stod med hænderne over kors og det ene ben mod væggen. Kort tid efter kom han ind i det rum de var i der kun var oplyst af en svag pærer der lyste i blik. Det var Lazarus. Felucia nikkede over mod ham ’’ Må jeg præsentere Kron Prinsen over Italien.. High Lord Lazarus C. Chimera ’’. Lazarus kiggede på Angelie og gav hende et dystert smil og sagde ondt ’’ Jamen hej min lille hund ’’.

Hun opfattede intet til sidst, bemærkede ikke engang hvad der skete foran hende, men sank bare rundt i mørket, der havde bredt sig i hendes indre. Engang imellem lysnede det en anelse, men da det slag ramte hende, blev hun slået helt ud.

Hendes hoved værkede voldsomt, og hun klynkede meget lavt, da hun igen var ved bevidsthed. Blikket blev åbnet, og selvom synet var sløret huskede hun stedet alt, alt for godt. Bedre end hvad godt var i hvert fald. Selv med de tågede skikkelser, genstande og farver, huskede hun kælderen bedre end noget andet sted. For fanden.. Hun havde jo været i den før.. En del gange før efterhånden.
Tungt lod hun hovedet falde til den ene side, mens hun undersøgte smerterne i sit indre. Voldtægten havde sat sit præg, men hvad værre var, så hun et barn ved siden af sig. Et.. barn. En svag klynken, fik hende til at dreje hovedet til den anden side, hvor hun så endnu et. Hvad havde han planer om?
Hun lyttede ikke til kvindestemmen, da hun præsenterede Lazarus. Hun vidste allerede han ville komme, og da hun fangede hans blik, spændte hun musklerne i armene for at komme fri. Dette frembragte dog et skrig.. Smerterne pumpede i hendes indre, da de brækkede knogler skurrede mod hinanden, og hun stoppede øjeblikkeligt med at røre på sig, men skulede istedet bare koldt mod ham. Der var intet at tage fejl af.. Hun afskyede ham..
"Jeg er ikke din lille køter" hvæsede hun hårdt ud mellem sammenbidte tænder, da han tiltalte hende, inden hun lavede et kast med hovedet, for at fjerne håret fra ansigtet. Hun havde vel mere eller mindre forventet at han ville lede efter hende, men det havde ikke strejfet hendes tanker, at det ville have været så langt væk fra Terre. Hvordan de havde fundet hende, var et godt spørgsmål, og hun nægtede at give ham tilfredsstillelsen ved at spørge højt, da han nok allerede havde læst det i hendes tanker.
"Har du husket at hilse din familie fra mig?" Spurgte hun spydigt, og hævede det ene øjenbryn, mens hun huserende blik stadig hvilede på ham. Hun nægtede at se væk, nægtede at give ham den tilfredsstillelse. Det var ikke første gang han prøvede at knække hende, og ligesom de andre gange, ville det også fejle denne gang. "Jeg savner især din far.. Sådan en rar mand"

Lazarus grinede lavt og ondt. Han rystede på hovedet og sagde med en blid stemme ’’ Jeg har skam allerede skaffet en ny kone.. Nu hvor min gamle.. Jo er død ’’. Lazarus gik over til et bor der stod. Han tog et lille glas frem, så nikkede han til Felucia som gik over og tog metal glasset. Hun gik over og lagde det på maven af Angelie. Lazarus tog en rotte og en stormlighter. Han gik over med den hvinede rotte i hånden og kiggede på Angelie ’’ Jeg har længe ville prøve det her ’’. Felucia løftede glasset lidt og Lazarus lagde rotten på maven af Angelie. Felicua lukkede glasset så rotten var fanget på Angelies bare mave. Lazarus tog stormlighteren og tændte den. Han slikkede sig om munden ’’ Rotter er nogle fascinerende dyr.. når det bliver farligt.. gør de alt i verden for at komme væk fra den farer ’’ Lazarus satte stormlighterens ild til bunden af glasset eftersom det jo var toppen da glasset stod på hoved så begyndte det langsomt at blive varmt. Lazarus grinede sagte og ondt ’’ fik jeg sagt rotter er meget gode til at grave ’’. Efter lidt tid kunne Angelie mærke hvordan rotten begyndte at gnave og bide i hendes mave for at grave sig væk fra varmen. Efter nogle meget smertefulde minutter giv rotten gnavet hul og begyndte at gnave i hendes kød og tarme. Lazarus kiggede direkte på Angelie imens dette skete. Det var kun til at forestille sig hvordan dette måtte føles. Da det havde stået på i noget tid sagde Felucia ’’Bliver vi ved i fem minutter mere vil hun dø en smertefuld død ’’ Lazarus nikkede og fjernede glasset. Han stak hånden ned i maven på Angelie’s mave. Felucia holdt hendes hoved op så hun kunne følge med. Lazarus trak langsomt den blodige rotte ud af hendes mave. Han dryppede et par dråber af speciel Engle blod på Angelies mave så de mest dødbringende bid ville heale så hun ikke ville dø. ’’ Lazarus sagde ’’ Hold hendes hoved.. hvis hun nægter at se.. så skær hendes øjenlåg af ’’. Felucia holdt Angelies hoved så hun kunne se da Lazarus gjorde det samme ved de to små børn. Så hun ville kunne se dem skrige og græde. Se hvordan rotten gravede sig ned i deres maver.

Hun lavede en awh'lyd, da han fortalte om sit privatliv og at han havde fundet sig en ny kone. Hun havde trods alt aldrig været det, men skulle i en periode bare spille kone til ham. Det havde alligevel været mærkværdigt, sygt og forkert.
Da hun mærkede metalglasset blive lagt mod sin mave, kiggede hun først bare opgivende på det. Var det virkelig det bedste han kunne gøre? Han måtte virkelig være faldet af på den efter sin tid væk fra Di Morga, men ikke desto mindre tiltrak hans stemme hendes opmærksomhed, og hun vendte blikket mod ham. Først her gik det op for hende, hvad det rent faktisk handlede om, da hun så rotten. Hun havde ført hørt om den slags, og det skulle på være smertefuldt.. Voldsomt endda.
Hendes øjne voksede sig større, da kvindemennesket lagde rotten under glasset, og hun stirrede på den med et blik der udtrykte afsky, men stadig var hun for stolt til at lade sig mærke mere med det. Hun nægtede at lade ham knække hende.
"Tag dig sammen!" hvislede hun koldt, mens hun lyttede til hans enetale om hvorledes rotter var fascinerende eller ej. Det ragede hende ærlig talt det fjerneste. Da han satte varmen mod glasset, sugede hun med vilje maven så langt ind, som muligt, for at få dyret længere væk fra den. "Du bur.." Hendes ord gled over i et skrig, da hun mærkede rotten kradse sig vej ned igennem hendes hud. Det var ubeskriveligt, smertefuldt. Hun vidste ikke hvad der var værst. De kradsende bevægelser, der skar dybere og dybere, eller at hun ikke var i stand til at slappe af i de brækkede lemmer, og derved smertede de også.
Hendes øjne kneb sig sammen, og man kunne svagt ane et fugtigt område i øjenkrogen, mens hendes stemme knækkede over i tonelejet, og hun vred sig for at komme fri af dyret, der havde nået igennem. Blodet der spredte sig fra hendes indre, men alligevel blev holdt indespærret af spanden, gled langsomt ned langs siden af hendes mave.

Efter noget der føltes som en uendelighed, flere tårer og skrig senere, mærkede hun Lazarus rode rundt inden under huden på hende, for derefter at trække det lille dyr ud. Hastige åndedræt lød fra hende, mens pulsen pumpede afsted i hende, og fortalte om blodmangel, samt smerten. Hun var på grænsen til at besvime igen, da den helende salve ramte hende, og det værste blev healet. Selvfølgelig.. Alligevel kunne hun ikke lade være med at komme med et lydløst, tilfreds suk over at noget af smerten automatisk forsvandt sammen med det, og hun lagde sig ned, sikker på at det var ovre, da hans stemme igen lød.
Hendes ansigt blev tvunget mod barnet på højre side, da kvinden fik det vendt, og hun kiggede fortvivlet på barnet, der allerede hulkede. Hendes svaghed var børn, ligemeget hvad, fandtes der intet mere uskyldigt end et barn, og da han satte rotten på ungens mave, kastede hun sig frem i spænderne, der holdt hende fast, ligeglad med hvor ondt det gjorde. "Du er fandme syg i hovedet! Du rør ikke det barn!" Skreg hun hidsigt, men ude af stand til at gøre noget ved det.. Ude af stand til at hjælpe, og tvunget til at se på det.
Processen blev gentaget på den anden side, og hun skreg uafbrudt under hele forløbet, kaldte ham adskillige ting, såsom børnemorder, psykopat og så videre.
Selv efter barnet bare hulkede fortsatte hun med at stirre indædt på ham, da han langt om længe fjernede rotten fra barnet, selvom smerten fik det til at brænde overalt i hende, stoppede hun ikke med at kæmpe imod, men sårene i maven var blevet større af hendes bevægelighed, og hun mærkede hvordan det begyndte at sortne for hendes blik. Blødningen var startet igen, og hvis der ikke blev gjort noget, ville hun gå ud som et lys, og glide tilbage i bevidstløsheden.

Felucia kiggede på Angelie. Hun gav hende hurtigt et drop med blod i armen og puttede lidt mere salve på hendes sår. Ikke nok med det. Hun skød også lidt adrenalin ind i Angelie. Lazarus der lige var blevet færdig med det sidste barn gik over til Angelie. Han slikkede det værste blod væk fra hans fingre ’’ Jeg er skam først lige begyndt.. Tro mig.. Denne gang kommer du ikke herfra som dig selv.. Du vil faktisk ikke være andet en min hund.. Jeg vil knuse dig.. Din psyke vil være ødelagt.. Felucia.. Bring tægerne ind og ørentvisterne… Ved du hvad der sker når man giver insekter en hel speciel form for gas.. De bliver anderledes.. De bliver voldelige og går til angreb på alt de kommer i nærheden af ’’. Lazarus smilede ondt. Det var nok først nu Angelie virkelig fandt ud af hvad der skete ved folk der forrådte ham. Han havde sagt hun aldrig ville ønske at gøre det. Lazarus tog en ørentvist og puttede den ind i øret på Angelie. Den var påvirket af gas så den bed hende med sine små klokæber. Det var kun til at forestille sig den følelse af væsnet der kravlede dybere og dybere ind i hendes øre imens den bed hende hver gang den bevægede sig. Lidt efter kom blod ud af hendes ører. Lazarus tog en skalpel og Felucia holdt Angelies hoved fast så hun ikke kunne bevæge sig. Lazarus løftede let hendes venstre øje ud af hendes øjenhule for ikke at beskadige øjet. Bare dette måtte være ekstrem smertefuldt og ikke til at beskrive. Men han lagde fire tæger inde bag hendes øje og satte det på plads. Tægerne bed sig fast kort tid efter inde under hendes øje. Smerten og følelsen båtte være grusom. Men det sluttede ikke der. Lazarus løftede øjet ud igen og hev tægerne ud en efter en. Men tæger giver ikke slip. Så deres små hoveder ville blive hængene. Lazarus satte øjet tilbage. Man smilede ondt og gik langsomt over mod de to små børn. En af gangen gentog han det han lige havde gjort ved Angelie.

Droppet, der blev placeret i hendes hånd, bemærkede hun ikke. Faktisk sansede hun ikke andet omkring sig end de brækkede knogler og smerten i sit indre. Det var allerede slemt nok, men da den healende salve endnu engang ramte, sukkede hun automatisk af lettelse. Hun skulle dog åbenbart ikke slippe så nemt, da adrenalinskuddet kom ind i hende, og hendes øjne spærrede sig helt op ved dette kick, som fik hendes hjerte til at pumpe hårdere, og tvinge blodet rundt i årene igen.
Hun hørte hans stemme, men den lød fremmed i hendes øre. Hun lyttede ikke til ordene, der bare flød sammen i hendes indre. Hjernen havde automatisk slået fra, og hun lå ubevægelig, og lod tankerne køre rundt i de samme baner hele tiden. Smerte, mørke, lys. Andet kunne hun ikke fokusere på. Hun ønskede ikke at fokusere på noget.. Ventede bare på at det var ovre, men hun klamrede sig til sin fornuft, der allerede var halvt forsvundet inden denne dag.
Hun mærkede end ikke dyrets første bid.. Ikke på samme måde, dog prikkede det irriterende. Først da dette kom længere ind, og ramte de mere ømfindige områder i øregangen, gik det op for Angelie at noget var forkert. Af reaktion bankede hun hovedet mod siden af det hun var spændt fast på, for at tvinge dyret til at slippe sit greb i det og falde ud. Selvfølgelig skete der ikke andet ved det, end at hun anskaffede sig selv en værre hovedpine, end hun havde før, og efter at have banket hovedet mod det fem gange, stoppede hun, hvis ikke de stoppede det inden.
Hun blinkede nogle gange med øjnene, ude af stand til at tænke over hvad der skete omkring hende, og igen startede en ny smerte. Ubeskrivelig, men anderledes i forhold til den forhenværende. Øjet der forblev urørt, løb i vand, og hun klynkede desperat for at få dem til at stoppe. Hun vidste ikke hvad der skete, udover at det foregik omkring det andet øje.
De små bid bagved øjet begyndte, en følelse af at noget havde sat sig fast, ligesom når en øjenvippe gik mod selve øjeæblet, og hun ønskede at få det fjernet. Hun kunne dog stadig ikke bevæge sig, eller komme fri, og derfor blinkede hun konstant, for at rense nethinden, i håb om at det ville stoppe. Længere henne begyndte smerten igen, men hun havde ondt så mange steder, at den ikke længere berørte hende på samme måde. Den var der bare, som om det var normalt.
End ikke da han gentog proceduren skreg hun. Hun klynkede bare lavt, lod tårerne trille, hvorefter det andet øje startede med at blive væddet, da det igen sad på sin rette plads. Hun skreg ikke op, om at han skulle lade ungerne være, men lyttede bare magtesløs til deres skrig og hulk.
".S..St..Stop" hviskede hun næsten lydløst, efter han var færdig med det sidste barn. Der var en bønfaldende tone i ordet, om at han skulle lade dem gå.. Lade dem slippe. De havde ikke gjort noget galt.

Lazarus kiggede på Angelie *næste ting.. så burde hun være der *. Lazarus gik over og træk ørentvisten ud af øret på Angelie. Han lod tægehovederne bliver der inde som en. Gave til Angelie. Lazarus gik over og hentede det næste i hans plan. Lazarus gik over og fandt en skarabæ frem. Det var nok det mest ubehagelige væsen Lazarus i sin tid havde set. De kravlede ind under huden på folk og kravlede op i hjernen på folk. Lazarus dyppede denne skarabæ i en speciel gift. Når denne gift kom i kontakt med kød ville kødet brænde i flere timer som var der ild i det. Lazarus slap Skarabæen og den lavede hul i Angelies hud og kravlede ind i hendes arm og langsomt op på vej mod hendes hjerne. Da den nåede hendes hoved havde Lazarus heldigvis sin Puppetmastery evne på den og fik den til at kravle ud af munden på Angelie. Lazarus tog og dræbte den. Dog ville giften nu være alle de stæder skarabæen havde været. Selv i hendes hoved. Først af alt måtte det være smertefuldt med Skarabæen men nu en sygelige styrke smerte som ville fortsætte i flere timer. Det måtte ikke være til at forestille sig hvordan det måtte følels. Men Laz stoppede skam ikke der. Han fik også slanger til at bide hende. Dog kun slanger med gift der ville få hendes muskler til at give krampe trækninger så hun ville ligge og vride sig. Da han havde gjort dette ville han give hende den ære at han faktisk via sin puppetmastery evne vil en edderkop, en lille en til at kravle ind i hedes øre og ligge æg. Da han var færdig gjorde han alt det samme ved de to små børn. Lazarus regnede med dette var det der bragte Angelie over toppen. Dette skulle være det der fik Angelie til at knække. Forestil hvilken tortur hun allerede har gennemgået. Lazarus var virkelig et Geni til at torturere. Det måtte nu være mere klart hvorfor folk frygtede dette sygelige monster kalder Lazarus C. Chimera.

Igen svingede hun ud og ind af mørket, mens han trak ørentvisten ud. Hun havde ikke langt igen, og holdt desperat fast i sine sidste smule af den sanitet der burde være til stede inden i hende.. Et eller andet sted. Det var utroligt hvordan hun kunne svinge ud på et sidespor på så kort tid. Hun kunne ikke engang give Lazarus hele skylden, selvom han bestemt satte prikken over i'et denne nat.
Hun bed tænderne sammen, da skarabæen gled ind under hendes hud, og med det blanke, ufokuserede blik, drejede hun meget langsomt hovedet, og kiggede på bulen, der nu kravlede langsomt op af hendes arm, og efterlod sig et spor af svigende smerte, der langsomt gik over i en brændende fornemmelse, som om nogle havde sat ild til hendes hud. En usynlig ild, der ikke kunne slukkes. Hun bed svagt tænderne sammen, gispede af udmattelse og anstrengelse, peb halvkvalt under smerten, da den nærmede sig hendes øverste del af hovedet, for at vende rundt.
En kvalmende fornemmelse bredte sig i hendes hals, da skarabæen kravlede ud af hendes mund. Det gjorde udkastet, da hun mærkede hvordan dens seks ben bevægede sig i hendes gane, for til sidst at forsvinde helt fra hendes.
Fornemmelsen vedblev, og Angelie nåede kun lige at læne hovedet til siden, før syren i hendes mave, gled hele vejen op igennem hendes hals, for derefter at blive spyttet ud ved siden af hende, og ned på gulvet. Hun hostede voldsomt, og måtte gispe endnu engang, da Lazarus lod slangerne implantere deres gift i hende.
Først skete intet, men efter nogle sekunder, begyndte rystelserne at indtraffe. Med de allerede brækkede knogler, blev smerten værre, når hun kastede sig i forskellige retninger, mod båndene for at komme fri, ude af stand til at få kroppen under kontrol. Den brændende smerte i venstre side af hendes ansigt fra skarabæen, den irriterende fornemmelse bag øjet, og ikke mindst det halvåbne sår i maven, der dog var det mindst smertefulde på nuværende tidspunkt.
Det hvide blev vendt ud af øjnene på hende, og hvad end han ville udsætte hende for fra nu af, ville ikke gøre det meget værre. Derfor opdagede hun ikke æggene i øret, men kiggede bare over mod børnene, da han udførte proceduren på dem også.
Fråde begyndte at løbe ud af mundvigen, mens hun stirrede hjælpeløst på ungerne. Hendes tanker var most, hun var ikke i stand til at tænke på noget, eller bare noget der gav mening.
Filmen knækkede for hende, og selvom hun stadig lå i kramperne, skar et langt skingrende skrig igennem lokalet. Et skrig der ville kunne få glas til at sprænges. Det emmede af den sindssyge, der var kommet over hende, og selv blikket fortalte at Angelie var blevet vanvittig.. Fuldstændig.
Smerterne var ligegyldige, rystelserne, hun stoppede ikke stemmebåndets kraft på noget tidspunkt, og kastede sig bare rundt for at komme fri, for at flå struben over på alt hun kunne komme i nærheden af.. Smadre noget.

Efter få minutter med den opførsel, faldt hun tilbage. Stirrede tomt op i loftet uden et eneste strejf af følelse eller forståelse i blikket.

Lazarus kiggede over sin skulder. Han gjorde tegn til Felucia ’’ Riv hårene ud på en af børnene og sy Angelies sår i maven sammen så det giver et dejligt ar ’’. Lazarus grinede svagt og rystede på hovedet ’’ Selv om hun aldrig vil blive sig selv igen.. så er det stadigvæk et minde for hende.. Når hun er lappet sammen.. så giv hende en fin skolepige uniform på… Få nogle af folkene til at putte børnenes hoveder i hendes rygsæk.. Derefter så smed hende.. Foran Abbadon ’’. Lazarus gik over og kiggede ned på Angelie ’’ Jeg sagde til dig det var dumt at forråde mig.. Det er altid det samme.. Jeg må sige.. Du er en af dem der har holdt længst.. Træls jeg ikke fik brugt bierne eller skorpionerne.. Nååh.. Det må jeg vel have til gode skulle du krydse mig vej igen Angelie.. Du er virkelig tåbelig.. Jeg tilbød dig min alliance og du smed den væk.. Latterlige tøs ’’ Lazarus stak Angelie en lussing og gik sin vej. Han var færdig med hende. Han havde fået sin hævn. Dette var nok for ham.. Hun havde prøvet at ødelægge hans planer. Lazarus gik ud med Felucia. Lidt efter kom en Vampyr ind og slog Angelie ud.

Angelie ville vågne foran porten til Abbadon. Hun ville sidde i en fin skolepige uniform med ro rotte haler. Såret i hendes mave ville være lappet med håret fra en af børnene der havde lagt ved siden af hende. På hendes ryg ville hun have en blodig og ildelugtende rygsæk med hovederne på disse børn. Der ville også være et brev. I det stod der.’ Jeg blev forrådt, nu bliver du forrådt ’.