Sådan Gør Du

*Hvad laver jeg egentlig her?*, Emily havde ikke styr på hvilken gang, hun havde tænkt den sætning. Det her sted virkede ikke som et, hun normalt ville opholde sig. Byen så utrolig forladt ud. Boede der overhovedet nogen? Og så var der forfærdeligt beskidt. Den lette støvregn gjorde hendes mørkebrune hår fugtigt. Det var sat op i en løs hestehale, men så alligevel ud til at sidde perfekt. Som var den lidt sjuskede frisure meningen. Emily lod blikket glide hen over omgivelserne, imens hun bevægede sig ned langs gaden.
Tomheden gav hende en ubehagelig følelse i maven. Den blandede sig med sulten. Nu hun tænkte på den, syntes den at vokse. Lugten af blod nåede den unge vampyr. Hun blottede let sine tænder, og snusede indad. "Blod...", mumlede hun og satte farten lidt op, i retningen af blodet. At det kunne være en form for fælde, eller noget i den dur, var overhovedet ikke faldet hende ind. Blodet var det eneste hun kunne tænke på.
"Nej!", Emily stoppede brat op. Hendes holdning blev straks mere vagtsom. Trængen til blod blev skubbet lidt i baggrunden. Nysgerrig som hun var, satte Emily i løb. Det her var uden tvivl noget af det dummeste hun længe havde gjort, men hun ville vide hvem der havde skreget. Måske var der et overfald? At det kunne være en vampyr, som nød et måltid, faldt hende slet ikke ind. Så langt tænkte hun bare ikke. Hvilket var typisk hende. Lidt længere fremme så hun en lyshåret skikkelse. Hun stoppede med at løbe, og fortsatte i et helt almindeligt tempo. Hen imod den lyshårede skikkelse. Så gik det op for hende, hvad han var. Vampyr.
Lugten af blod var blevet stærkere, men på samme tid svagere. Tydeligvis var noget af det forsvundet, men hun var nået tættere på kilden. Vampyren havde vidst fået sig et aftensmåltid. Skulle hun gå igen? Eller blive? Burde hun være bange? Eller ikke?
Tankerne fløj rundt i hovedet på Emily. Hvad nu hvis han ville forsvare sit bytte? Det havde hun været ude for før. Også selvom det havde været hendes bytte. Var den her vampyr uerfaren? Emily var ikke i stand til at bedømme hans alder. Hun stoppede op cirka 7 meter fra ham og kiggede bare på ham. Der var noget nysgerrigt i hendes blik. Hun havde kun mødt en vampyr før, og han havde ikke ligefrem været venlig. Var alle vampyrer på den måde? Kolde og onde...

Da Jace var drejet om hjørnet for at komme væk fra gyden, stoppede han brat op, og kiggede på vampyren der kom løbende mod ham. Han overvejede i et splitsekund om han skulle gøre sig klar til at angribe, men droppede idéen lige så hurtigt den var kommet. Han stirrede tilbage på kvinden, imens han kort lod en hånd glide igennem det pjusket blonde hår, før han stak sin hånd ned i lommen på sine bukser, og betragtede fortsat kvinden. Hun syntes at have opfanget færden af blod, men det var ikke på nogle måde overraskende. Sådan var det altid når der var en der nød sit måltid.
Jace kunne ud fra pigens udseende ikke bedømme hvor gammel hun var, men han havde en ide om, at hun ikke var alverdens år gammel. Hvis hun havde været ældre end ham, ville hun nok ikke være stoppet, men blot være løbet videre. De døde blege læber formede sig i et høfligt smil, imens mandes døde øjne, kort kiggede rundt, før de igen satte sig fast på pigen, som han nikkede høfligt til i en form for hilsen. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Et spørgsmål der ikke nødvendigvis skulle besvares med ord. Hun kunne blot smutte forbi ham, videre på sin jagt, eller hun kunne stoppe op, og på den måde fortælle ham, at han enten var mere interessant end hendes sult, eller at der faktisk var noget han kunne hjælpe med. Om han så ville hjælpe kvinden var så det næste spørgsmål, men det måtte han jo finde ud af, det kom sikkert an på problemets omfang. Der var også den mulighed at hun egentligt slet ikke ville ham noget, men bare stå at glo. Det var hun velkommen til, han ville bare ikke blive stående.
Selvom Jace ikke havde mere han skulle lave denne aften, så ville han alligevel ikke lege 'abe i et bur' for denne vampyr. Han havde alligevel noget andet at bruge sit liv på, selvom det varede til han blev dræbt af det ene eller andet. Selvom han ikke var ældre end jorden, så var han effektiv nok til at forsvare sig selv og ville - hvis man spurgte ham - ikke blive dræbt før jordens undergang. Det var måske lidt dumt at tro på det, men han skulle jo give et svar af den ene eller anden form.

Emily betragtede ham, da han sendte hende et lille smil. Det så høfligt ud. Så kunne han da ikke være helt galt, vel? Det nik han sendte hende, mindede hende lidt om det drenge sendte til hinanden. Det var hvad de gjorde i stedet for at kramme, ligesom piger gjorde. Var det sådan her vampyrer hilste? Hun havde på et tidspunkt læst i en bog, at når vampyrer hilste, tog de fat om hinandens underarme. Men hun var usikker på, hvad der egentlig passede. Var det bare en eller anden bog? Noget der var fuldstændig opdigtet?
Hun besluttede dog at gengælde hans nik. Det virkede som det mest fornuftige at gøre. Hvis det nu var måden man hilste på, ville hun helst ikke være uhøflig.
Da han var færdig med at snakke, åbnede hun let munden, for at svare ham. Den blev dog hurtigt lukket igen. Hvad? Hun var ikke helt sikker på, om hun havde tænkt sig at snakke med ham. "Jeg eh... Jeg kunne bare lugte... eh.. Blodet", sagde hun lidt hakkende. Det var som om ordene ikke rigtigt ville ud, på den måde hun ville have dem til. Hvor irriterende. Emily løftede langsomt den ene hånd og strøg en løs tot hår væk fra øjet. Hendes røde øjne måtte da afsløre, at hun var en ny vampyr, måtte de ikke? Var det ikke noget med, at man kunne skifte øjenfarve? Eller var det blot endnu en ting hun havde læst i en bog?
Emily lod kort sit blik glide rundt på omgivelserne. De røde øjne stoppede ved en gyde. Det var tydeligvis der han var kommet fra. Det var også der lugten af blod kom fra. Så der var altså ikke noget at komme efter. Han havde sikkert tømt væsenet helt for blod, og hvis ikke han havde, ville hun alligevel ikke røre den. Det var ligesom at spise fremmedes rester. Det fandt hun utroligt ulækkert.
Men Emily måtte dog erkende, at hun ikke var så sulten længere. Hendes nysgerrighed dominerede sulten. Det var typisk hende at være så pokkers nysgerrig. På nogle områder mindede hun vel lidt om en killing. Altid på udgik efter et eller andet, hun kunne undersøge.

Jace så kort tænk ud, før han smilede kort. "Jamen hvad forhindre dig så i at fortsætte jagten?" Spurgte han tydeligvis interesseret i svaret. Hun måtte være en ny skabt vampyr, men hvor var hendes skaber henne? De fulgte normalt altid deres nye skabninger i lidt tid før de slap dem løs. Hvor længe var forskelligt, men de var ligesom børn, man kunne ikke bare sætte dem fri i en verden som de knap nok kendte. Ikke hvis man ønskede de skulle overleve, og hvem ville ikke det?
Spørgsmålene virrede rundt i hoved på Jace før han rettede sig op, og så en smugle overbærende på den anden vampyr. Det var med vilje. Han ville se hvor kort hendes lunte var, han ville lære hende at kende bedre, men ikke direkte, det ville bare være en dum ide. Nej, han ville lære hende langsomt at kende ved at afprøve hende. Han havde allerede nu givet hende to prøver som han glæde sig til at se svaret på. Han vidste ikke rigtig hvad det gode eller dårlige var, men uanset hvad skulle det nok blive spændene at se svaret.

OOC: Beklager det ikke blev så langt.

Emily trak let på skuldrene. Hun havde egentlig ikke forventet, at han ville stille lige netop dét spørgsmål. "Jeg går ud fra, at du har tømt byttet", sagde hun roligt, "Og jeg spiser ikke rester". Forhåbentlig vidste han hvad hun mente med 'rester' og hvis ikke, så var det jo bare ærgerligt for ham. Hun nævnte ikke, at hun var alt for nysgerrig til at jage. Dels fordi hun ikke kunne se nogen grund til at fortælle ham det, og dels fordi det vel egentlig ikke vedkom ham.
Hun kunne ikke lade være med at lægge mærke til hans blik. Hvad skulle det nu betyde? Det gik hende dog ikke særlig meget på. I hans øjne måtte hun virke som et lille barn. Det var hun jo også i deres verden. Blot 2 måneder gammel. Denne blonde vampyr var sikkert flere hundrede år gammel. Men hun var langtfra sikker. Hvordan kunne man bedømme andre vampyrers alder? Og var det overhovedet muligt? Det måtte være ud fra deres opførsel. Andet kunne det næsten ikke være.
Emily gav sig til at sno en lok af sit hår rundt om sin ene pegefinger. Det var en vane fra hendes menneskeliv. Egentlig havde hun troet, at hun ville blive en helt anden person, nu hvor hun var død og alt muligt, men der var faktisk overraskende mange vaner, som hun fortsat havde. Nogle af dem kunne hun bare ikke længere føre ud i livet. Lige siden hun havde været en lille pige, havde solen været hendes ven. Nu var den nærmest hendes værste fjende. Den kunne slå hende ihjel så let som ingenting. Det irriterede hende grænseløst. Og så den her blege kulør. Ja, hun var smuk, men hun ville hellere have beholdt sin gyldenbrune kulør istedet.