Oops I did it again!

Sted: Den østlige del af Di Morga, inde i skolen Lycée.
Omgivelser: Stole, borde, alt det der nu hører til i et klasseværelse.
Vejr: Det styrt-regner, og der kan ind imellem høres høje tordenskrald.
Tid: Kl. er snart halv 9, og timen er for længst startet.

Den tomme gang fyldtes med lyden af et par rullende hjul, der fræsede henover det nyvaskede gulv, idet en ung dæmon kom kørende i høj fart ned langs gangen på det larmende skateboard med blikket rettet stift fremad, og armene strittende ud til hver sin side for bedre at kunne holde balancen. Den ene fod blev hårdt sat ned på den bagerste del af skateboardet, hvilket fik bremset hjulene, hvorefter han trådte ned fra brættet og følgende bukkede sig ned for at tage det op i favnen. Med sit skateboard under armen skubbede han døren ind til klasseværelset op og blev budt velkommen af en masse blik, der fluks blev vendt imod ham, men alle så sekundet efter væk igen, da de så, hvem det var. Chase, der som altid var for sent, skubbede skyggen på kasketten længere ned i panden og luntede med skuldrene trukket op over ørene ned bag i klassen, kunne mærke lærerindens ubehagelige, dræbende blik, der var fæstnet i hans nakke, og han skyndte sig at tage de sidste skridt hen til sin plads. "Der er syvende gang på 2 uger, at du er kommet for sent, Chase. Hvad er din undskylding så den her gang?!" Isdæmonen trak svagt på skuldrene og mumlede et eller andet med at hans vækkeur var gået i stykker, hvorpå han strikt fik besked på at tage sin hovedbeklædning af. "Åndssvage lorte-skole ..." vrissede han muggent, i samme øjeblik som han mut tog kasketten af og lagde den på bordet foran sig. Et par fnis rundt omkring fra nogle piger kunne tydeligt høres, netop som det tykke, sorte morgenhår kom til syne, og han fikserede med det vuns de mørkelilla øjne på det slidte bord foran sig, bed tænderne sammen, imens han indædt stirrede på det. "Du ved godt, at jeg bliver nødt til at snakke med din far om det her, ikke?" sagde den kvindelige lærer, med brillerne siddende helt nede på næsetippen, og sendte ham et bestemt blik, inden hun så, omsider, rettede sin opmærksomhed mod resten af klassen. Fandens til smatso. Hvorfor kunne hun ikke bare være ligeglad? Han forsøgte at få lagt det strittende hår ned så godt, han nu kunne, uden et spejl, og åndede dernæst tungt ud i form af et lydløst suk, placerede den ene albue på bordet, så han kunne hvile sit hoved i håndfladen; glædede sig allerede til at dagen var overstået, og han kunne komme væk herfra. Hans tanker førte ham hurtigt et helt andet sted hen end undervisningen, og han hørte ikke et ord af, hvad læreren stod og plaprede løs om, men det var sikkert heller ikke noget særlig vigtigt, blot det sædvanlige vrøvl, som han alligevel ikke kunne bruge til en skid. Måske skulle han tage hen til skateparken efter skole? Ganske vist havde hans far givet ham besked på, at han skulle komme direkte hjem, men mon ikke det lige ville gå? Uanset hvad ville han få skæld ud, så det gjorde faktisk ikke rigtig nogen forskel. Det kunn- ... Chase vågnede op med et sæt, idet hans navn blev råbt, og hans blik blev automatisk flyttet over på lærerinden, der stod oppe ved tavlen og skulede olmt til ham, før hun fortsatte sit langtrukne, kedelige foredrag om absolut ingenting. Han skjulte et gab bag en af hænderne der var skjult bag en sort, fingerløs handske, kørte den senere op i det uglede hår og om i nakken, som han kort kløede. Skete der ikke snart noget, der bare var en lille smule spændende? ...

Det var nok midt i timen at der pludselig blev banket på døren. Sådan ganske svagt og det var nok kun fordi at der havde været helt stille i klasselokalet før. Der gik nu lidt tid, som ventede personen bag døren på at kom ind, inden at håndtaget let blev trykket ned og døren forsigtigt åbnede sig. En lille pige trådte så ind og så kort rundt, indtil hun så hen mod lærerinden. ”Øh.. Er det her..7.b?” Hendes stemme var klingende som ren klang og næsten helt engleblid. Lærerinden kiggede op og det strikse udtryk i hendes ansigt forsvandt med det samme og blev ændret til et mere imødekommen et. ”Ja. Og du må være..Amelia, ikke?” Den lille pige nikkede svagt og syntes at prøve og gøre sig lidt mere usynlig. ”Jamen kom dog her op.” blev der sagt inden at opmærksomheden blev rettet ud mod hele klassen. ”Opmærksomhed, tak! Som nogle nok allerede har hørt får vi i dag en ny elev i vores klasse.” Amelia havde trippet roligt frem og stod lidt genert ved siden af lærerinden.
Hun var virkelig en lille og spinkel pige. Var meget vel mindre end de andre piger i klassen og hvis man så godt efter så hun også lidt yngre ud. Hun havde hasselnøddebrunt hår der nåede til hendes skuldre og som var flettet op i to løse fletninger. Hun var ikke det mindste bleg. Mere en form for latinobrun og hendes bløde læber havde en lille lyserød glød. Hun havde store brune dådyrøjne der så nysgerrigt udover sine nye klassekammerater og den rødlige glød der var dannet omkring hendes kinder gav hende dette typiske dukke- og uskyldige udseende. Hendes påklædning var ikke meget andet end en fin rød nederdel og en skjorte med korte ærmer. Samt et par almindelige sko. ”Ehm…” startede hun ud og så mere spørgende mod lærerinden der bare sendte hende et det skal nok gå-blik. Og den lille aspara så bare ud over klassen igen. Hun tog en dyb indånding inden hun fik skilt sine læber igen og talte denne gang lidt tydeligere. ”Hej. Jeg hedder Amelia. Rart at møde jer.” Hendes stemme lød nu mere munter nu hvor hun havde fået mere kraft på. Og hvad var det? Et smil formede sig nu på hendes læber mens hendes blev lagt let på skrå. Det var et sødt og naturlig imødekommen smil. Og der var ingen tvivl om at det blev sendt til dem der nu bare sad og gloede på hende. Der var forskellige reaktioner på hende. Nogle var lettere fortryllede mens andre ikke helt kunne lide hende.
Igen trådte lærerinden inde og lagde sin hånd mod hendes skuldre. Bøjede sig lidt ned som ville det hjælpe og pegede mod det tomme bord nede bag i i klassen. ”Du kan sætte dig der indtil videre. Vi håber meget du kommer godt ind i klassen.” Amelia så lidt neutralt mod lærerinden inden hun fik gang i fodtøjet. Gik elegant ned gennem den ene lille gang der var mellem bordene. Et ben blev pludselig sat ud foran hende men som den usædvanlige pige hun var hoppede hun blot over det. Let. Næsten svævende. Og gik videre. Hun sagde ikke noget til det men hun rødmede mere over sin fremtræden. Ikke så godt at skille sig ud i starten. Hun tog sin blå rygsæk af og stillede den forsigtigt på gulvet, støttet op ad bordet. Der gik ikke lang tid inden at drengen ved siden af hende fangede hendes opmærksomhed. Kun en smule men nok til at hun drejede sit hoved let og prøvede at få et glimt fra ham. Men kun lige det til hun så væk igen og bed sig svagt i underlæben.

En ny elev!?! Chase vågnede med det samme op, netop som de ord forlod lærerindens mund. Med et lidt mere vågent og opmærksomt blik så han rundt i klassen, indtil hans øjne til sidst spottede den spinkle, nyankomne pige oppe foran i klassen ved siden af læreren, og til en forandring lyttede han rent faktisk til det, der blev fortalt. Wow. Isdæmonen glippede gentagende et par gange med øjnene, før han lod blikket vandre videre, ned ad hendes krop, men det endte hele tiden oppe ved hendes ansigt igen, som han tavst studerede med stor nysgerrighed malet i de lilla øjne. Han fik så pludselig enormt travlt med at få vendt sit blik i en anden retning, idet Amelia med lette skridt kom gående ned gennem klassen, ned imod ham, og satte sig til hans overraskelse ved bordet, lige ved siden af hans eget. Super, nu var det ham, der kom til at skulle trækkes med hende den nye; og ganske rigtigt meddelte lærerinden kort efter den glædelige nyhed, - "og jeg er sikker på, at den unge herre ved siden af dig hellere end gerne vil vise dig rundt på skolen i frikvarteret!" "Ej come on, det mener du ikke vel?!" udbrød Chase, var tydeligvis ikke specielt begejstret fra den tjans, han havde fået tildelt, og skubbede dernæst rimelig utilfredst til sit bord, inden han lagde armene over kors og gloede tvært ud i den tomme luft foran sig. Nøj hvor han bare ikke gad! Hvorfor var det evig og altid ham, det skulle gå udover? Havde deres lærerinde virkelig ingen andre, hun kunne plage? Præmenstruelle møgsæk.
Resten af timen syntes at gå uendelig langsomt, og han havde op til flere gange været lige på nippet til at falde ned af stolen af bar kedsomhed. Var det virkelig lovpligtigt at gå i skole? Hvis det var, var det i hvert fald en skod regel! Han løftede hovedet, som det meste af tiden havde brugt bordpladen som hovedpude, i det sekund han hørte den skingre lyd af klokken, der ringede, og en forfærdelig skramlen af stole, som blev rykket ud, overdøvede næsten, men kun næsten, alle de andre elevers højlydte snak. Åårh endelig var det frikvarter! Dæmonen rejste sig dovent op fra stolen og tog som det første den store kasket på, efter at have fjernet alle hårtotterne fra ansigtet. Hans ellers temmelig glade ansigtsudtryk blev straks skiftet ud med et lettere opgivende, misfornøjet ét, da han kom i tanke om lærerens ordrer og skævede mut til den nye pige. Nåh, han kunne vel lige så godt få det overstået. I én bevægelse fik han svunget sin rygsæk over den ene skulder, før bøjede sig hurtigt efter ned for at samle skateboardet op fra gulvet, fik med lidt besvær bugseret den sidste strop på tasken over den anden skulder og rettede så omsider blikket direkte imod hende med et højt suk. "Skal du med eller hvad?" spurgte han med et så neutralt og ligegyldigt tonefald, han nu kunne, og hævede svagt det ene øjenbryn, men gav hende ikke meget mere end to sekunder til at svare, inden han drejede om på hælen. Fuck, hvor var det her latterligt. Han sukkede endnu en gang, irriteret, og sjoskede med slæbende skridt over til døren, så sig ikke over skulderen en eneste gang, men regnede bare med, at hun fulgte med - og hvis ikke, var det jo bare hendes egen skyld. Dog stoppede han op, på den anden side af dørtærsklen, og trådte lidt til side, så alle de andre kunne komme ud, trippede utålmodigt på stedet, imens han ventede på Amelia. "Du kan se cykelkælderen først, jeg skal alligevel ned og ha' en smøg ..." fik han fremmumlet og begyndte fluks at traske afsted igen i et raskt tempo, da han mente, at hun var kommet for tæt på. Hvad ville folk ikke tro, hvis han kom gående sammen med sådan en som hende? Hun lignede næsten en af de der dukker, man kunne købe til alt for mange penge, med den der nederdel og det lange, flettede hår.

Gennem det meste af timen fik hun tiden til at gå med bare at sidde med en blyant i sin ene hånd og hovedet drejet hen mod vinduet. Så mere eller mindre bare ud af det og så ikke alligevel. Havde dette drømmende blik i øjnene. Hun smilede stadig svagt for sig selv. Man skulle tro at hun var den type der faktisk fulgte med i timerne. Men hun havde vel sine dage hvor hun bare ville forsvinde og være lidt væk. Svæve af sted til et andet sted.
Klokken kom dog ikke som noget overraskende for hende. Hun virkede underlig rolig omkring den eftersom hun ikke havde siddet og gloet på uret som de fleste andre. Hun drejede hovedet og så sig lidt omkring på hvordan alle bare rejste sig op og skyndte sig rundt mellem hinanden. Hun blev siddende i et sekund indtil hun fik taget sig sammen til at forsigtigt rejste sig op selv. Hun stod lidt og pakkede sine ting sammen men nåede ikke så lang tid til at drengen der havde siddet ved siden af hende og som skulle være hendes vejkort kom med en kommentar. Hun så med det samme over mod ham men var stadig lidt for genert til at sige noget. Så hun nikkede vel bare bekræftende. Men han så ud til allerede at være på vej væk. Amelia skyndte sig gennem mængden af skoletrætte elever men til hendes held stod han udenfor. Hun forstod et sted ikke helt hans attitude. Men hun ville ikke starte med at rette på ham. Også selvom at det var så tydeligt at han ikke rigtig gad hende. Og det begyndte at blive dannet til at han ikke brød sig om hende. Hvilken start. ”Ehm..okay.” svarede hun prøvede at lyde mere munter. Fik det lille smil frem og satte hurtigt efter ham. Han gik til hurtigere end hende og hans længere ben gjorde det lidt svært for hende at holde trop. Dog sagde hun ikke noget til det. Var bare taknemmelig over at der var en der vidste hende rundt.
Hun studerede ham lidt bagfra. Lagde bare sine brune øjne mod det hun kunne se fra den vinkel hun havde af ham. Og som forventet blussede hendes kinder op igen. Hun var ikke vant til drenge. Men var heller ikke dømmende på nogen måde. Alt imens de gik, søgte hendes nysgerrige blikke også rundt på de ting de passerede. Og lidt efter lidt endte de ved cykelkælderen. Uden at have sagt et eneste ord til hinanden. Akavet men okay. Hun fulgte roligt med ham ned af trappen men stoppede dog på andet sidste trin. ”Ehm..hør..!” fik hun så endelig frem. Så lidt væk men fik igen rettet dådyr øjnene mod denne spøjse dreng. ”Jeg ved godt du ikke..helt vil vise mig rundt..men det er rigtig sødt af sig at gøre det alligevel.” For anden gang voksede hendes smil og hendes hoved blev lagt på skrå mens hun havde samlet sine hænder foran sig. Men denne gang var smilet rettet kun til ham. ”..jeg tænkte lidt på. Hvad hedder du egentlig??” spurgte hun så lidt efter som hun tog et skridt længere ned og satte sig så ned på et af trinene. Hendes kinder havde skam også fået lidt mere farve. Og hun kæmpede for at holde sit blik mod ham. Hun bed sig igen i underlæben. Lidt nervøst. Et sted virkede denne knægt rimelig afvisende over for hende men så igen var han også spændende og hun ville faktisk gerne lærer ham bedre at kende. Han var nok også den første der havde sat noget til hende. Også selvom at det ikke havde været andet end en rab irritation.

Skulle hun absolut følge med ham hele vejen ned i kælderen? Et utilfreds, svag knurren kunne liiige høres fra ham, inden han åbnede sine hænder, der indtil nu havde været knyttede, og stak dem ned i de forreste lommer på de hullede militær-print bukser. Der var intet at gøre nu; han hang virkelig på hende. Fuck hvor han hadede sin klasselærer, hadede hende som pesten. Sådan en luder, mand, hvis det stod til ham havde hun fået lov til at brænde op i helvedes flammer. Chase himlede diskret med øjnene, da lyden af hendes stemme gav genlyd i den kolde cykelkælder, og hans første tanke var blot at ignorere hende, men et eller andet fik ham alligevel til at åbne munden og svare på hendes spørgsmål. "Ka' det ik' være ligemeget?" startede han ud med, efter at have vendt sig om, så han stod med fronten mod hende, og sendte hende et lidt fjendtligt, giftigt blik. Det her var komplet åndssvagt og spild af hans tid. Kunne hun ikke bare smutte op igen, og finde nogle andre at irritere? For han magtede ærlig talt ikke at høre på hendes søde puttenutte-stemme i så meget som ét sekund mere. "Hvis du tror at-..." "Hvad så Chase, er du i gang med at score?" Isdæmonen blev afbrudt midt i sin sætning af en af de tre 9. klasses elever, der lydløst havde fået listet sig ind på dem, og nu stod lige bagved ham, kogte svagt af indestængt raseri, idet kasketten blev revet af ham. Han bed hårdt tænderne sammen, idet han skulende så imod hende en sidste gang, før han drejede en omgang rundt, og hans blik mødtes med den største af de tre drenges. "Hvad fanden vil du, Alex?" vrissede han gnavent og op på ham med et mut udtryk i det blege ansigt. "Det ved du godt, taber. Hit med de 10 gram hash, du har lovet!" kommanderede han og rakte med et nedladende blik hånden frem imod Chase, der fik mumlet et eller andet om, at han ikke havde det. "Hva' siger du!? Stik mig det nu forhelvede!" Dæmonen krummede nervøst tæerne af ren ubehag ved tanken om det, der ville ske, når de fandt ud af, at han talte sandt. "Jeg mener det, jeg har det ikke! Min far opdagede mig, så jeg måtte aflevere det tilbage til ham igen!" sagde han, denne gang betydeligt højere, og trak følgende skuldrene op om ørerne, som var han bange for, at de ville slå ham. "Hva' saaatan, din lille lorte-unge! Kan du ikke huske vores aftale!!?" Den forreste i gruppen, som var den der hele tiden havde ført ordet og tydeligvis gruppens leder, tog fat i kraven på Chases sorte t-shirt og hev så meget op i den, at Chase måtte stille sig op på tæer for ikke at blive kvalt. "Du får det i morgen! Det lover jeg!" udbrød han, temmelig desperat og febrilsk, og stod helt musestille, prøvede ikke en gang at trække sig ud af hans greb, i frygt for at det bare ville forværre situationen - men før han kunne nå at reagere, havde Alex allerede sluppet hans trøje og det sidste han nåede at opfange, inden han blev skubbet ned på gulvet, var den store elevs knytnæve , hvis knoer ramte lige midt på hans næseryg. "Så kan du kraftedme lære det, gnom! Og du skal ikke så meget som tænke på at sætte dine fødder i min skole igen, før jeg har fået mit tjald!" Med de ord forlod den lille gruppe kælderen, vadede op af trappen og forsvandt bag døren ind til skolen, som de smækkede højlydt i efter sig. "Av forhelvede i satan i sgu-fanden ....." bandede han lavmælt, ømmede sig kort, før han kom op at stå og spottede hurtigt de mørkerøde pletter på det grå betongulv, som der kom flere og flere af. Han tørrede den dryppende blodnæse af i sin ene arm og satte sig ned på hug for at samle sin kasket op, der bare var blevet smidt på gulvet, hvorpå han atter rejste sig op, snøftede en enkelt gang og kastede næstefter blikket hen på Amelia. "Hvad glor du på?!"

Amelia havde godt nok trådt nogle skridt tilbage for at komme lidt mere ind i skyggerne men stadig kunne hun overvære det hele der skete. Og hun så ikke ud til at løbe væk. Stod bare stivnet på stedet og stirrede lettere skræmt mod sceneriet. Hun prøvede at overhører deres samtale men hun fik det mere eller mindre med det hele. Hun havde aldrig troet at denne dreng fra hendes klasse faktisk var involveret i sådan noget. Han var høj for hende men nu hvor disse ældre drenge stod foran ham virkede han mindre. Hun ville nok have gjort noget. Sagt noget. Men hun var for bange. Hun var for ynkelig til at gøre noget. Også selvom at hun måske ville have kræfterne til faktisk at få skubbet dem væk. Bare lidt. De var vel bare mennesker? Men hun havde stået og tænkt over muligheder for længe for så hørte hun lyden af et slag og hun nåede lige at se hvordan at dæmonen faldt til jorden. Hendes øjen blev spærret lidt mere op og hun så hurtigt fra dæmonen mod drengene der nu forsvandt. Hun sank en klump der generede kraftigt i halsen og tog en dyb indånding inden at hun fik taget sig sammen til faktisk at nærme Chase igen. Ignorerede ham til hun stod mere eller mindre foran ham. ”Så stille..” lød det forsigtigt fra hende ansigt i mens hun fik knappet den nederste knap på sin skjorte op og løftede derefter lidt op inden hun fik revet et lille stykke af skjorten. Hun tog sig underligt nok ikke af om man lige kunne skimme hendes mave i det øjeblik. Men hun smilede ikke som før. Havde et mindre trist udtryk i ansigtet. Og hvis man fik et bedre kig på hendes øjne ville man kunne finde en lille skyldsfølelse. ”Stå nu bare stille!” sagde hun lidt mere bestemt efter hans beklagelse. Hun så dog ikke direkte på ham der. Hun foldede stoffet en til to gange til hun så igen rettede opmærksomheden mod ham. ”Det ser ikke..ud til den er brækket..” sagde hun igen mere forsigtigt som hun så løftede hånden med stoffet for at ville tørre blodet væk. ”Her. Læn hovedet tilbage…og sat det her mod din næse. Det burde..stoppe blødningen.” Det kunne godt ske at han kendte rutinen men nu havde han gået den igen. Og mere vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre. Et sted ville hun bare ikke skride. Men det var nok det Chase helst ville have. Han var tydeligvis ikke i det bedste humør i dag. ”Ehm…udover det med næsen..er du så eller okay??” Ja. Amelia var lidt af den bekymrende type. Men det var ikke rigtig noget hun kunne gøre om på. Og han kunne vel heller ikke gøre om på hvordan han var. Bare trist han virkelig ikke så ud til at bryde sig om hende. Det minste.