Ikke igen.....

Sted: Gågaden.
Tid: Ca. 14:15.
Vejr: Solen skinder, men der er nogen få skyer på himlen.
Omgivelser: Væsner og mennesker, der er ude og handle.
Dag: Tirsdag.

Mahieu var på vej ud af den cafe, som han arbejde i, han var blevet send hjem, da han gjorde kunderne triste, da han selv havde været trist hele dag.
Grunden til han havde været trist hele dage, var fordi han havde haft en drøm, om den torsdag hvor han havde bedt Cameron om at glemme alt om ham.
Han havde heller ikke sovet særlig meget den nat, på grund af drømmen, han var vågnet midt om natten og kunne så ikke sove mere.
Mahieu sukkede da han stod ude på gaden, han ville heller være på arbejde og ikke være på vej hjem.
Mahieu så ned af sit tøj, på sine lyseblå jeans, sin hvide t-shirt, sin læder brune jakke og sine converse, der efter så han op på himlen, han havde ikke løst til at gå hjem.
Han valte at gå hen til en bænk og sætte sig der, og tænke og hvad han skulle gøre.

Tirsdag. En helt almindelig dag. Også for Cameron Leroy. Lige siden den torsdag, havde han haft det forfærdeligt. Han havde ikke rigtig fået noget søvn, og heller ikke spist regelmæssigt. Lysten til at spise, havde bare ikke været der. Istedet havde han tænkt. Han havde tænkt rigtig meget. Og når Cameron tænkte, var det stort set aldrig godt. Især ikke, hvis han var alene. Så tænkte han på de dumme ting. På ting han havde gjort galt. Ting han ikke skulle have sagt. Afdøde familiemedlemmer. Ulykkelig kærlighed... Til sidst endte det med, at blive for meget.
Den eneste grund til, at han havde forladt sin lejlighed, var det tomme køleskab. Han blev nødt til at handle ind. Også selvom han ikke havde tænkt sig at spise det, som han nu valgte at købe. Gågaden i Terre virkede som et godt sted at starte. Der var alle mulige forskellige butikker, så han burde kunne finde et sted, hvor han kunne købe noget mad.
Solen skar ham i øjnene, og han løftede den ene hånd, for at skygge. Et lavt suk undslap ham. Mest af alt, ville han bare gerne hjem. Han havde tabt sig en smule, siden den torsdag. Forsigtigt løftede han den ene hånd, og lagde den imod sine ribben. Han havde ingen problemer med at mærke dem igennem trøjen. I dag havde han et par mørke jeans, en grøn t-shirt og sine sneakers på. En jakke havde han ikke orket, også at iføre sig.

Mahieu havde siddet på bænken i noget tid, begyndt han at kedesig.
Han rejste sig op og begyndt at gå væk fra den cafe som han arbejde i, han så sig omkring, og så på folks auraer, der var en aura der fanget hans opmærksomhed, den var minder end de andre auraer, og så var den grålig og så var den ikke særlig langt væk fra ham.
Mahieu stivende da han så hvem auraen tilhørte, det var Cameron's aura, Mahieu viste ikke hvad han skulle gøre, lige nu stod han bare og stigeret på Cameron, som faktisk ikke så så godt, ud det var som om han ikke havde fået søvn, eller noget at spise.
"Cameron" sagde Mahieu stille uden at han selv viste det, mens han bare stod og stigeret på Cameron.

Cameron lod hånden falde, og kiggede nu bare ned i jorden, imens han gik. Flere gange råbte folk efter ham, da han var ved at gå ind i dem. Men han lagde ikke mærke til det. Mumlede hun en halvhjertet undskyldning. Han var vel ligesom Moses. Han skildte vandene.
"Cameron". Den stemme. Det kunne ikke passe. Han rystede let på hovedet, og fortsatte med at gå. Det var bare noget han forestillede sig. Mahieu havde afvist ham. Han havde afvist ham ret så groft. Han var ikke her. Det var han bare ikke. Cameron gad ikke engang at kigge op, for at være sikker.
Han følte sig ubeskriveligt træt. En lille sten på gaden, fik ham til at snuble, og han faldt ned på sine knæ. For træt til at rejse sig, blev han bare siddende på jorden. Hvorfor skulle han rejse sig? Det var ligemeget.

Mahieu fuldt Cameron med øjnene, han havde ikke regnet med at møde Cameron igen, i vært fald ikke så hurtigt, men han var sikker på at det ville ske, at de ville møde hinanden igen han havde bare håbet at der var gået noget længer tid.
Mahieu fuldt stadig Cameron med øjnene, han var også stadig stiv i kroppen, men da han så at Cameron faldt, rystede han på hovedet, og begyndte at gå over om ham, da Cameron ikke rejste sig igen.
Mahieu stillede sig forand Cameron, ende han satte sig på hug forand ham.
"Er du okay Cameron?" Spurgte Mahieu stille mens han så på Cameron.
Mahieu var sikker på at Cameron ville være vred på ham, så han forberedte sig på det værste.

Der var den igen. Den stemme. Og den person. Mahieu. Cameron glippede overrasket med øjnene, da han så, at Mahieu satte sig på hug foran ham. Det var da løgn. Hvor lang tid varder gået siden sidst? 2 uger? 3 uger? Men ja.. de ville jo møde hinanden på et eller andet tidspunkt.
En masse følelser fløj igennem hans krop. Glæde over igen at se Mahieu. Vrede over igen at se ham. Tristhed, da han huskede hvad Mahieu havde sagt. Det var slet ikke til at holde styr på.
Cameron tog sig sammen til at svare. "Hvorfor spørger du? Du er alligevel ligeglad", der var ingen følelser at spore i hans stemme. Ingenting. 'Farvel Cameron', sætningen fløj rundt inde i hans hoved. Det var, hvad Mahieu havde sagt til ham. Der i regnen.
Han rejste sig langsomt op, og børstede skidtet af sine bukser. Derefter rørte han forsigtigt ved sin mave. Den havde afgivet en rumlende lyd. Man kunne nærmest fornemme, hvad den ville sige. 'Giv mig mad!'

"Fordi du faldt" sagde Mahieu mens han så på ham "hvornår har jeg sagt jeg var ligeglad?" Spurgte han lige bage efter.
Mahieu rejste sig da Cameron også gjorde det, han viste ikke helt hvad han skulle sige, for sidst de havde mødet hinanden havde Mahieu være grov over for Cameron, han fik det dårlidt af det han havde gjort.
"Undskyld" sagde Mahieu og kløede sig i nakken, han vise ikke hvad han ellers skulle sige lige nu.
Mahieu kan til at grine lidt da Cameron's mave lavede en rumlende lyd, "du er vist sulten" sagde Mahieu og kan til at smile til Cameron.

Cameron undlod at svare Mahieu. Simpelthen fordi han ikke havde lyst. "Undskyld". Et udtryk af overraskelse strejfede hans ansigt. Sagde han virkelig undskyld? Han måtte have hørt forkert. "Jeg er ikke sulten", sagde han koldt og skulede til Mahieu. Han skulle ikke grine. Det skulle han bare ikke. Og heller ikke smile. Det passede slet ikke til situationen.
"Hvad laver du her?", spurgte han så. Mahieu havde ligeså meget ret til at være der som Cameron, men det glemte han vidst lige et kort øjeblik. Det gjorde ondt i hans hjerte igen. En del af ham ønskede bare at vende sig om, og løbe hjem til lejligheden, hvor han så ville gemme sig i mørket. Men en anden del af ham ønskede at blive, bare så han kunne kigge på Mahieu. Bare lidt endnu.

Mahieu holdt op med at smile da Cameron svarede ham, "din mave sige noget andet" sagde han mens han så på ham.
Mahieu prøve at være glad for at se Cameron igen med det gik ikke, for Cameron ødelagde det, ved at være kold.
"Hvad jeg laver her? Jeg er blevet sent hjem fra mit arbejde, fordi jeg gjorde kunderne triste, fordi jeg ikke smilede eller var glad. Og det var kun fordi jeg havde en drøm i nat, om det der skete sidst vi mødt hinanden. Jeg har været muggen hele dagen fordi jeg ikke kunne sove, efter jeg vågnede i nat, på grund af den drøm" sagde han og begyndt at blive muggen igen.
"Hvad med dig selv, hvad laver du selv her?" Spurgte han lidt efter mens han så på ham.

Da Mahieu fortalte, kiggede Cameron væk. Han holdt øje med en dame, som kørte med en barnevogn. Tænk engang. Gad vide om der lå et barn i den, eller om der lå varer i den. Cameron havde før oplevet, at der lå varer istedet for et barn. Selvom han ikke kiggede på Mahieu, hørte han alligevel hvert eneste ord. En drøm.. Så han var altså ikke den eneste. *Velkommen til min verden*. Tilføjede han inde i sit hoved.
"Jeg skulle handle ind", mumlede han, kløede sig i nakken, og kiggede igen tilbage på Mahieu. Det var svært for ham at være så kold, men han gjorde et forsøg. At det så mislykkedes totalt, var der ikke noget at gøre ved.
Cameron sukkede lavt og kiggede fortsat på Mahieu. "Så du drømmer også om det...", sagde han stille. "Det er ikke specielt rart, vel?"

Mahieu begyndt af en eller anden grund at blive trist, da han så på Cameron, det kunne være fordi at han tænkte på den måde han havde på ført sig sidste gang de havde mødt hinanden.
"Nej det er ikke rart, og jeg.... Øm jeg..." sagde Mahieu mens han så på Cameron, han havde lidt svært ved at sig noget, da det føltes som om der sad en klump i halsen.
"Undskyld.... Jeg.... Undskyld fordi jeg var så grov over for dig sidste gang" sagde han mens han så på ham.
Mahieu begyndt at læne sig ind mod Cameron, og kyssen ham blidt og kort på læberne, Mahieu viste ikke hvorfor han gjorde det, og efter han havde gjort det, lage han sin hånd for munden, "undskyld det var ikke min mening" sagde han mens han havde sin hånd for munden.

Cameron kørte en hånd igennem det sorte hår, hvilket fik der til at sidde i en ret så rodet frisure. Derefter lod han hånden falde og fokuserede sit blik på Mahieu. Det var dog en smule svært, for jo mere han kiggede på ham, jo værre fik han det. Han blinkede overrasket, da han hørte Mahieus ord. Han syntes altså heller ikke det var rart. Der lå en spydig kommentar klar på tungen, men han holdt den for sig selv. Det var Mahieus skyld. Det hele var hans skyld. Det var ham, som forvirrede dem begge to, og det var ham, som hele tiden stak af.
"Undskylder du?", spurgte han stille og kiggede kort ned i jorden. Da han kiggede op igen, var Mahieus ansigt meget tæt på. Og han blev kysset. Det kom fuldstændig bag på ham, så han gengældte det ikke. Desuden var det meget kort, så det var der nærmest ikke tid til. Han trak sit ansigt lidt væk, da Mahieu havde sluppet hans læber. "Du... Hvad skulle...?", han efterlignede Mahieu, og lagde en hånd hen over sin mund. Hans blik var forvirret.