Blodigt blasfemi

Liam foldede hænderne foran sig og lænede sig frem som en spændt bue. Et lavt stuebord stod imellem ham og den anden udøde og forhindrede ham i at gøre noget spontant. I tomheden mellem dem hang kun deres lige så tomme blikke, to mørke øjne rettet mod hinanden, men i alt var mindst otte par vendt i deres retning. Langs skyggerne på teaterets loft stod en patetisk blanding af narkoludere og ligblege mænd iført sorte støvler med skafter omkring deres knæ, hvor en sort kat af og til smøg sin skamferede hale omkring i forbifarten. Dens poter var hvide, som bar den silkestrømper, og når den listede af sted og krydsede forpoterne, kunne Liam lige akkurat ane lyden af de glatte hår, der strefjede hinanden.
"Det er en skændsel mod vores slags," udbrød Liam pludselig med en stemme, der slog mod de skrå tagruder, som både var utætte og bar mørklægningsgardiner fra anden verdenskrig. Udenfor galoperede en hær konstant forbi forklædt som hård regn fra nogle sprækkede skyer på himlen. Hans obsidianfarvede øjne sendte en hentydende gestus i retning af de små glasbeholdere på bordet.
- "Det er ikke altid, hvad det ser ud til..." svarede den anden.
"Aha..." Liam friserede sit ene bryn med en pegefinger. "... når du siger sådan, ville jeg næsten ønske, jeg var blind." Nogle af mændene klukkede hult, hvilket startede en kædereaktion af tvungen latter hos de fleste af kvinderne. Som æld gammel udød havde det altid været Liams holdning, at enhver form for misbrug af V var blasfemi. På det punkt kunne man vel kalde ham en anelse gammeldags, men det var, hvad hans Skaber havde oplært ham med, så det kunne på mange gyldige måder ikke være anderledes.
Fraværende, som befandt han sig pludselig i sin egen verden, fumlede Liam med sine persiske fingerringe og ænsede ikke da de andre vampyrer trådte frem og spredte sig ud over de resterende sofaer, lænestole og andre polstrede møbler som en kølig epidemi. Nu var det vel bare at vente, og omkring her ønskede Liam, at han var hersker over tiden. Evigt liv min bare, hviskede hans hjerne. Det er blot evig ventetid. Katten hoppede op på bordet, hvor den snusede mistænksomt til det undfangede blod, og et sted ude i fremtiden opfangede Liam en køn duft Versace.

* Maybe thats the way I should go, straight into the mouth of the unknown*
De iørefaldende fraser rungede i hendes hoved, som en tennisbold skudt ind mod en kold mur , urimeligt hårdt, og dermed kontinuerligt vendte tilbage, kom også sangens ord til hende- igen og igen.
Hun havde aldrig forventet at skulle deltage i et sådan gameshow, faktisk fandt hun det ubehageligt, på kanten af angstprovokerende.
Men til hvad nytte er denne modstand? spurgte stemmen i hendes hoved og hun vidste den havde ret.Man skulle vælge sine kampe med omhu, kun bruge sin energi på dem man kunne vinde, og lade resten blive indifferente. Lettere sagt end gjort, ikke sandt.

Vampires....
Hun mærkede en citren i sin spinkle krop. Ubehag og angst var ikke de eneste følelser der var dukket op til denne lille fest og hun måtte tilstå overfor sig selv, at en lille del af hende også var draget mod de fantastiske sagnsomspundende myter, der altid var i omløb når det kom til de udødelige.
Om hun skulle hade Kash for at sende hende ud til denne særlige ...event, eller være ham taknemmelig for at udvise tiltro til hendes psykologiske egenskaber og give hende denne enestående chance for - endelig- at møde dem selv, vampyrerne, under beskyttede forhold, havde hun ikke besluttet, endnu.

Sagen var den , hun havde ingen ide om hvad hun kunne- eller burde forvente.
Hun havde ingen tidligere erfaringer at læne sig op af, så hun måtte tage den på intuition og kløgt. Derfor rystede hun alle sine bekymringer af, som en våd kat ryster overskyende vand ud af sin pels, da hun stod foran den mørke dør.
Døren der ville lede hende ind til hendes værste deal, ever.Men det havde hun ingen forudsætning for at vide.

Hun løftede hånden, bankede to gange på døren, hvorpå hun selv skubbede døren åben.
Ind trådte Corinne. Den sorte stramme nederdel,den lille hvide skjortebluse der begge blev lukket bagpå , komplimenterede den sorte figursyet jakke, der sad som svøbt om hendes krop.Sorte høje sko og en taske af bedste kvalitet, var al sammen en del af illusionen, og medvirkede til at stive hende af.
Klæder skaber folk, havde han hvisket i hendes øre, da han lukkede alle de små knapper i ryggen på den hvide skjorte.

Hun tog en dyb indåndning og lod blikket feje igennem rummet, sørgede for at møde mændenes blik, hvert og et...kvinderne så hun igennem som var de luft, hun vidste de udelukkende var hernfor at tilbyde....en service.
Da hun talte, lød hun langt mere selvsikker end hun følte sig inden i.

Gentlemen....godaften.

Han skilte hænderne fra hinanden og smøg den ene om i sin nakke, om bag de mørke krøller og lagde den beskyttende over den ældgamle tatovering, der lige så ofte som den ville, kunne minde ham om livet som et svageligt og skamfuldt menneske. Dernæst skilte han sine læber, og lige inden han skulle til at tale, kom han til at tænke, at han da næsten var ved at gå fra hinanden.
"Men hvad betyder det, når ens moral er lige så tynd som vand." Som den eneste i lokalet lo han højt - ja nærmest hjerteligt - så en strakt hals afslørede et dansende adamsæble. "Aha-aha-aha!" som havde han lært at grine ved at læse det nok gange i en bog og med hovedet vippet så langt bagover, at man kunne riskere, det ville falde af. Det var en risiko, som han var mere end villig til at tage.

To bevidste bank på døren blev blandet med lyden af en hånd mod nøgen hud og en svagt hulkende luder og regnen på ruderne. Man kunne roligt sige, at Liams ører stod på stilke, og det var med flere øjne bag sig, at han vendte sin opmærksomhed mod den yndefulde skikkelse, der trængede ind i selskabet. Uden rigtig at tænke synderlig meget over det skød hans tænder instinktivt frem, og hans øjne blev fyldt med ny energi. Den opmuntrende følelse spredte sig ud i kroppen på ham, men da den nåede lungerne blev begge de døde poser punkteret af et gebrokkent hvæs fra vampyren overfor. Det var ham, der havde opbygget samarbejdet med denne "Kash" og dets vedhæng, så ikke engang Liams overlegne alder kunne gøre ham særlig delegeret angående spillereglerne i dette cirkus.
"Nicht, Liam. Niemand berührt das Mädchen," formanede han med en provokerende hårdførhed og rejste sig fra sin plads, så Liam blev efterladt omkring det lave bord med et par skuffede tænder og en bitter grimasse. Flabede nazist, tænkte han og måtte se til i frøperspektiv, da Zimmerman - vampyren med den grimme accent og grålige hår - bød kvinden velkommen.

Liams reaktion nåede hun - heldigvis- ikke at opfange, men irettesættelsen af ham var umulig at overhøres, med mindre man var svært hørehæmmet.
Corinne var straks vagtsom og spidsede øre, hun talte udmærket tysk og at en reprimande af den art overhoved havde været nødvendig, fik en bekymret følelse til at bugte sig vej , ned af hendes rygrad.
Kash havde garanteret for hendes sikkerhed, havde Lovet det- så der havde fandme ikke at blive trouble in paradise, for hun havde ingen ide om hvad der skulle til, for at bekæmpe en vampyr- eller i dette tilfælde, adskellige.

Tilgengæld; blev hun straks klar over at ham der satte rammerne for ' what goes' , måtte være Zimmerman. Hun blev ligeledes meget hurtig enig med sig selv om ikke at vise nogen tegn på hverken at forstå eller tale det udenlandske sprog.
Måske det ville vise sig anvendeligt senere? I alfald kunne det ikke skade.

Om det var almindeligt blandt udødelige at udvise gode manér, eller hvad menneske tog for at være det, var jo ikke til at vide ?
Det kunne nøjagtigt ligeså godt være rent spil for galleriet.Da Zimmerman rejste sig og modtog Corinne med et fast håndtryk, spillede hun dog med på melodien.

Mr, Zimmerman ? Corinne Montpanez. Glæder mig at møde dem. Jeg forventer de har varene klar, som aftalt? ......og iøvrigt har ....alt...under kontrol? hilste hun med et fast håndtryk og nikkede i retning af den iltre mørkhåret vampyr der sad i sofaen, med et lettere utilfreds aura over sig.
Måske var det en lidt provokerende statement, men på den anden side....hun var her ikke for at oplæse af biblen, og måtte kæmpe for at vinde lidt terræn.

Hun var overrasket over Hvor kølig Zimmerman's hånd føltes mod sin egen lune hud i håndfladen, men hun kunne sit kram, og ikke et træk i hendes ansigt ville røbe hendes nysgerrighed og uvidenhed om disse mærkværdige skabninger.
Kun rytmen af hendes puls, der var lettere øget og uregelmæssig til tider, ville kunne afsløre hendes indre uro der flakkede omkring.Hvor god en hørelse havde de egenlig?