Good Behavior - Great Liar : Titan-Private : (Bemærk! Ekstremt sprog & Blodigt indhold!!!)

"Kom med pengene, røvhuller! Inden vi flår butikken fra hinanden! Fatter i det, forbandede racistsvin?!"
Der var en enkelt pistol, i den lille, afsides, lokaltbekendte karaokebar, og den pegede direkte imod betjenerens ligblege, sveddrivende, blodfremfusende ansigt. De 5 personer, der stumt sad på stedet omkringliggende ventepladser, i form som små, rødt læderbetræk trukne sofastole, kunne alle høre den ophidsede gispen, fra truedes mundsprække. Mandens flakkende øjne, kunne intet stille op, idet røveren atter tog et skridt frem, mindskede afstanden imellem kulturgenstand og biologisk væsen. Det hårde, sortsvedne metal havde lange ridser langs dens skaft, selvom den ville virke udemærket, når den flommede finger trykkede aftrækkeren indad, begynde en mærkværdigt nem begyndelse, på betjenerens jordliv. Klynkende måtte betjeneren klynge sig til sin balancebehjælper, det tynde stykke træværk, der udgjorde butikkens beskyttelse af pengebestanden, der snart syntes at skulle synke til nulpunktet.
"V-v-væ-vær ven-venlig i.. ikke at s-s-s-sk-skyde!" Betjeneren stammede, strammede yderligere sine hvidnuancerede fingre, omkring bordkanten. Hans blik flakkede yderligere, kunne nærmest høre et klik, fra den ladede pistolmundings hovedstykke. Beviset på at han var døende, frustreret over sit jobs sidste gave, var at det var en illusion. Det store brød af en bemasket røver, i bamseform om maven, stod stadig med det sodede rundhul, på den tiggendes rynkede pande, der glinsede af væskespildet, imod det stærkt glædende loftslys af ren hvid. Udtrykket i den fedmede mand, lyste op i et dristigt smil, som nød han rent faktisk at se den hvide mands liv løbe ud imellem hans forflæskede groftbehudede fingre. Betjeneren syntes nu ligeså tavs, som de øjenvidner, der bævede i skødet, men forholdte sig i ro, af frygt for deres ubetydelige, lusede liv i evig frygt for de magiske væsners kræfter. Den ene, længest væk fra det eneste flugtredskab, nemlig den tyktstående glasdør der var sprunget i tusinder af skår fra den bevæbnede hankøns militærstøvler, ønskede ikke at være stået op, i et uelegant forsøg på at rykke sig nærmere udgangen, standset, af øjenvidne nummer 2. Den yngste var helt stiv, selv øjnene sad stift på røverens, og måske endda snart moderens, ryg, tænkte ikke, reagerede ikke; gået i stå mentalt, af skræk. Hendes hår var dybtstegende rødt, men over natten, ville mange sikkert se en ny pige, iført det klareste hvidmalede hår, som hvis hun havde lånt det af sin mormor, bare i en tykkere, mere kortpjusket frisure. Øjenvidne nummer 3, var anderledes. Specielt lignede hun ikke et offer, af en traumatiserende scene, men nærmere bare en, der fulgte de andres tavshed, af socialens grunde. Hendes ansigt lå hen i rolige folder, kun ved den ene øjenvip, syntes noget at glimte, det eneste, der stadig tydede på en smal bekymring. En skummende, gennemsigtig hvid plet, der tog lidt af den rosa nuance, læberne havde den naturlighed at arve, siden sædcellen, begyndte at omtransformere sig til et levende gespændt. Hvis røveren, eller bare den udnyttede ændrede perspektivet i sit genspejlende udsyn, kunne en utrolig platinblå skyde op i ekstreme belysninger, der forstærkede hunkøns væsenets ydre apperance. Øjnene ligeså, havde dog en lettere normal farve af dybhavsblå, svagt beskuende, idet de mange, vingesorte øjenvipper slog sig om vandnuancen.

...

Klask!

3 af de fem vidner, gispede hæst, da en tydeligvis yngre, mere slankformet mand, begyndte en ny affære med den stammende, svinebange betjener. Det var røverens tynde håndflade og fingre, der havde med en uhyggelig hastighed, afsat sig et mærke, i form af en tydelig lussing. Vidnernes overophedede hænder, der fint lå sammenflettet i deres rystende skød, knugede sig, fik skabt dem alle en svag hudafskrabning fra neglens side, der i den hurtige opmærksomhed, lavede en lang flænge i huden, så et smalt stykke af kød rødmede imellem skindsplittelsen.
Hvis de ønskede en skulle redde dem, ville det hele minde for meget om en dårlig roman, når der så kom en ukendt redningsmand. Men i alle tilfælde; så knugede de sig ømt til den svage drøm.
Menneskelighedens fordømte fantasi.

”There, There child”
Stemmen sneg sig ind I hovedet på ham, som en slange gennem højt græs. Billederne fulgte efter, som uundgåelige vedhæng. Satte sig fast på nethinden.
Han havde set billederne før. Lyttet til ordene, der kun fandtes i hans indre og som opildnede en sult der ikke var mulig at stille. Han havde forsøgt. Menneske efter menneske. I starten havde det været smukt. Velovervejet. Tiden havde været en vigtig faktor og selvfølgelig princippet der sagde at offeret skulle holdes i live så længe som muligt, med så meget smerte personen overhovedet kunne klare. Men stemmen var ikke forsvundet, og i voksende desperation var ofrene døde hurtigere og hurtigere. Kun indstillet på blodet i sin mund, havde Titan desperat forsøgt at kvæle den altædende sult, og dertil voksende stemme, der huserede hans indre. Det var ikke lykkes, og den ellers så fattede vampyr havde mens natten voksede sig stærkere, ladet bæstet i sig overtage mere og mere. Den rest af menneskelighed, smuldrede, som den havde gjort det få gange før. Hun gjorde det til et helvede. Kvinden med stemmen, der opildnede bæstet.

”You can’t hide from the hunger inside you..”
Det skræmte ham, og samtidig vidste han at det var hende der gjorde ham stærkere. At den hviskende stemme var livskraften bag hans nye eksistens. Og af den grund boblede en ny og gemt følelse op. Følelsen af at være uovervindelig. For det var hvad han blev, når det sande bæst overtog. Så blev gaderne, butikkerne, byerne og dens beboere hans, og hans alene. Han blev døden, der krævede ofre, og retfærdigheden der krævede blod. Når hun snakkede til ham, spandt sig vej mellem orden og efterlod det tomt og kaoslignende, kunne Titan alt. Alt. Intet kunne ramme ham, eller svække ham og såre ham. Uovervindelig og udødelig indså han, med blod dryppende ud af en mund, der var forvrænget i en syret grimasse. Uden ord kunne han få verden til at bøje sig. Selv smerte kunne ikke berøre hans blege legeme.
Hun gav ham liv. Hun gav ham mening. Hun var grunden til hans frygt, og grunden til hans overskyggende overbevisning om hans egen udødelighed og styrke. Stemmen kunne få ham til alt.

Stemmen havde nu fået ham her hen. Til gaden der gemte på kaos i den nærmeste bar. Som var hun bevidst om de forskellige eksistensers foretagende. Titan vidste dette ikke, og belemrede sig ikke med at forsøge at tænke over dette. Det var han alligevel ikke i stand til. Gaden havde været tom, og sulten havde derfor sat sine synlige præg på vampyrens ansigt og krop. Flygtige skygger synes at ligge om hele hans legeme, og huden var mere grå end hvid. Hans bevægelser var ikke pyntet med elegance, men faste næsten vaklende fremad. Ryggen bøjet, og munden knyttet sammen. Hun havde ledt ham hen, med ord så bløde og kælne. Krævende og farlige. Sat sig i øjnene, der var sorte som dybe huller, med et rødt skær siddende deri, afslørende den dræbende tørst, og næsten absurde sindstilstand, der var blandet sammen af alverdens modsætninger.

”Never hide from yourself, my Child..”
Lød hendes stemme atter. Fyldte han hoved og kvaste alt andet derinde. Styret af sine tanker, og alstyrende instinkt havde han fornemmet den trykkende stemning, og de flakkende auraer, karaoke-baren havde huseret. Der havde ikke været tøven bag hans handlinger, da han havde vaklet hen og revet døren til dette op, så han kunne fornemme sin egen isnende aura blusse mod de tilstedeværende, røvere som vidner. Nej, Vampyren havde kun en tanke i hovedet. Sætningen kvinden havde hvisket, og som havde fået ekko til at vare ved. Sætningen havde sat sig fast i hans ansigt og krop, lysende ud gennem de gale øjne.

”Kill them, my child. Kill them all! ”

Pistol og pande blev mindre opsigstvækkende, eftersom den tynde begyndte at brage løs med sine knyttede næver, var den våbenglade røver begyndt at bevæge sig bagud. Ikke forskrækket, eller på nogen måde andet end optimistisk, men nu opmærksom på alle andre, der mistede deres håb. Chancen for at redde deres egen lille røv, i et nødstilfælde, hvor liv og død, rent faktisk stod gældende. Vidne nummer fire, hulkede tavst, kunne se sit liv passere revy for sit blik, som 3 dimensionelle men uoverordenligt slørede billeder, samt en tilpassende lyd, så lav, at selvom den var frisk, kunne pigen mærke hvordan presset, hendes nye minde, begyndte at tilpasse sig, udrydde alt andet, der førhen var lykkeligt. Hun havde altid været en god pige. Ja.. Lavet sine lektier hver eftermiddag, før alt andet, selv sin tit bippende mobil, blev sat på lydløs i krisesituationer, hvilket for det meste syntes at omhandle en enten meget fornærmet veninden, der egentlig kun omgik pigen pågrund af lektielavningen, eller en sur mor, der klagede over hun tog opkaldet, istedet for rent faktisk at lave noget praktisk, som sine lektier. En svag sting af smerte, skyllede ned over hendes underlæbe, idet hun med sine skarpeste tænder, havde gnavet hul i kødet, af rasende frustration. Den glinsende sved drev af hendes hals, som var hun lige steget af et løbebånd, på tophastighed, selvom åndedrættet var så umenneskeligt svækket, at det hamrede imod ribbene og føltes som om et par knoglede kløer, menneskelige men muskulære, prøvede at komme ud indenfra hendes brystkasse. Tænderne fik et nyt gnavemiddel, et ganske almindeligt middel, til at skrive med. Salivaen begyndte langsomt at glide langs det gullige skæft, i cirkularer søjler, reflekterende under den ubehageligt stærke belysning, skabte et dødsforagtende rekvisit, til den klassisk overstående scenari, kun en vanvittig kunne have fundet på. Hun ville dø, ja. Så absolut. Ikke fordi den fede mand begyndte at overdrevet glo på den blåplatin hårede kvinde, med den stramtsiddende, lillafarvede, stropfrie bluse, i en nærmest stankfri ekstace, udover den smalle erektion, hans bukser kun skjulte pågrund af den ekstremt mørkegrønne nuance, der på en måde syntes at opæde alle hans overdrevne fedmedepoter rundt omkring på den flæskede krop. Fire vidner, syntes at ønske, at det ikke kun var det, stedet begyndte at smage som. En gammel, fedslukten mandsling, savlende over den blåhårede kvindes udseendsmæssige skønhed. Uadvaret om de skridt, der lød så forfærdeligt høje i offerpige nummer 3's hoved, hvilket fik hendes hoved til at runge uklart. Imens at mandens blik, fik de yderlige 3 til at gispe forfærdet, slog det en dyb røst igennem dem i frygtfulde hoste, da han nærmede sig.
Skridt, for skridt, for skridt...

"Hey, hvad fanden laver du, Simon?" Den tynde mand havde vendt sig ansigt, så øjnene spidede den lidenskabelige, flommede mand, der var tre centimeter fra at berøre den blåhårede piges ansigt. Uforståelsen stod klart i den yngre mands fjæs, der hverken var dækket eller forandret fra hans normale på nogle måde; det her var Di Morga. Hvorfor sætte kamera op, eller være forsigtig med navne, når det alligevel ikke var imod loven at tyvstjæle? Selvfølgelig, der var den nye hersker og hans love.
Fjollede love. Glem ikke dét.. Fjollede love
Men selv derfor, begyndte et gigantisk raseri at syde under den blåstribede maske, der kun lod den bumsede næse og de ulækret reflekterede øjne, være frit til ubehageligt skue. Manden brød sig tydeligvis ikke om den yngres navneopkald, der fik musklerne i hans krop til at stramme sig, yderligere være fraværende over den voksende takst. Den overdøvende auras aroma, selv da den ikke var særlig tæt på. Mandens tunge skridt havde i den blåhårede piges været lette strejf gennem gulvoverfladen, idet det krybede nærmerede. Det, blev mere intenst. Større i troen, pressede på forstanden som en nål imod en ballon, der på ethvert tidspunkt kunne springe i tusinder af plaststykker. De blå øjne, der syrede igennem med et toneløst svar af et blik, så de to mænd, der var kommet en smule oppe at slås, glemte endda at tæve den halvt fordærvede mand, der blødende var besvimet i det ene hjørne. Hun lukkede øjnene, strammede sit greb ved skødet, klemte så intenst, at hendes fingre begyndte at prikke ustyrligt.
Heh...
Hun kiggede skråt nedaf, ramte det skakpladefarvede gulv, i et spejlagtigt møde med.. Sit eget spejlbillede. Hun så både skræmt, men optimistisk ud. Næsen åbnede og lukkede sig i frygtfulde udvidelser, kunne tydeligt smage den enorme hørm af blodkærlighed, det atter nærmende væsen udslap. Hendes øjenbryn var automatisk blevet løftet, som hos en der var blevet glædeligt overrasket med et kys, eller endnu bedre beskrevet, en ukendt gave. Panden var beskrevet med næsten utydelige riller, buede op og ned, med sin ellers stramme hudkvalitet. Så var der øjnene... De skinnede uforklarligt, som om hun stod med hævet pande, oprejst i en armkrydsende stilling, kiggede fnysende og latterrigt, på en stakkel, der i starten havde været uforklarligt dødsomringet, som var han selv beskyttet til underpoterne, af en udødelig kraft. Igen, hænderne rystede så meget af sveden, der hele tiden fik fingrene til at glide, at de fire andre øjenvidner, begyndte at mistænke en kommende besvimelse, eller et uforklarligt hedeslag af første grad. Det eneste, de små stakler var for panikslagne til, var at se den bleghed, der havde strejfet hendes kinder. Munden, der mest af alt ønskede at bøje opad i et selvsikkert, dumdristigt smil, men kun formåede at være en lige streg, give hende en udtryksløs, ubetydelig expression.
Hun var bange.. Faktisk, traumatiserende rædsenslagen.
Resterne af dørens rudeskår, klirrede faretruende, men blev et splitsekund efter, afbrudt af hængslernes fordømte rustskrig, hvilket fik de store karaokemaskiner, til at gengive den i et flertalligt ekko, der mest af alt, ville være begyndelsen på helvedes værste sang. Hun stirrede.. Nej.. De stirrede alle sammen, på det grotesk udseendet individ, hvis øjne skræmte bevidstheden ud af den gode pige, en stakkel, af et anstændigt menneske, forskrækket noget så grusomt, at hvis havde bare den mindste overlevelse i sig, ville hun betænke den flommede mands pistolskaft, som værende grund for sit pludselige black-out. Frem kiggede de blå øjne, stirrede, nej, nærmest gloede tøjet af manden, med den skimmelgrå, råddenagtige hud. Hendes fingre bævede, ikke af den gennemprydende skræk, hun kunne lugte som et dyrisk menneske, men fordi hun ville lade nerverne føle den sikkert skarpe, men flossede hud, væsenet besad. Dets utrolige nuance, satte gang i en proces, der på sin vis, overgik bevidstheden om igangsat magtesløshed. Hun var stum, bange og mest af alt.. Beundrende.

He is.. Monstrous.