Stupid Vampire

Efter en lang arbejdsdag, kedelig og halv irriterende på redaktionen inde i hjertet af Paris, var Kyle endelig kommet hjem til de kendte rammer og vandte rammer. Han steg ud af tåget, og gned det sidste søvn ud af øjne. Der var ikke specielt mange på perronen, hvilke heller ikke var mærkeligt, taget i betragtning af hvad det store ur over skinnerne sagde. Da han kom op i banegårdsbygningen over skinnerne, så Kyle en del flere mennesker, hovedsageligt mennesker i fint jakkesæt, med deres latterlig store smartphones stukket op i ørerne, hvis de ikke snakkede så meget i telefon, at de havde sådan en smart øredims i enten guld eller sølv. Hvordan man kunne snakke så meget i telefon forstod Kyle ikke, men så længe han ikke selv gjorde det, så ville han blande sig udenom problemet.
Inden han ville gå ud for at finde en taxa, der kunne køre han hjem, skød han genvej hen mod nærmeste kiosk. De automatiske reklame besatte døre gled op, og åbnede ind til et stort udvalg af vare, som folk ofte tog med sig ind i togene. Kyle gik målrettet mod kaffeautomaten, hvor han tog et mellem krus, fyldte det op, og til sidst tog den varme kop med op til den afventende kvinde. Efter et par slag på heftige kasseapparatet betalte Kyle, og forlod kiosken med sin dampende kaffe i hånden, som han endnu ikke ture drikke af. Han var ikke ivrig efter at skolde tungen.
Kort efter stod han ude foran banegården, hvor han ventede på der skulle komme en taxa forbi. Kyle var sikker på at der snart ville holde en, da taxaernes center altid var omkring banegården, da der altid kom folk derfra som skulle bruge dem, ud til diverse destinationer.

”Jo tak skal du have.” Hun lo kort, følte det varme blod strømme ned i hendes hals allerede. Fornemmelsen var næsten bedre, end da hun havde været menneske og fik en juvelbesat halskæde, snuppet fra et butiksvindue. Lydia lo atter, denne gang dog mere ondskabsfuldt end før, før hun satte begge hænder mod mandens brystkasse og skubbede ham tilbage mod muren. Taxichaufføren sank sammen, halvt bevidstløst og sat lidt efter på jorden med ryggen op af muren. Hatten han havde på hovedet, greb hendes smidige lange fingre ud efter, før hun placerede den skråt på sit eget hoved. Overflødigt blod, løb fra hendes underlæbe og ned til hendes hage. Som hun fik svuppet væk med pegefingeren, før hun tegnede et fornemt ’L’, på mandens kind. Derefter forlod hun gyden, hvor hun havde tappet det meste af chaufførens blod og efterladt ham. Der havde ikke været noget sjovt ved denne aftens fangst, men måske var hun heldigere senere? Klokken var vel kun lidt over ti? Og solen var til hendes store lykke, gået ned for længe siden. Nu kunne det sjove for alvor begynde.
Hun havde måske ikke den rette påklædning på, til en aften som denne, men hun hyggede sig gevaldigt med at få mænd til at tro, at hun var en prostitueret. Hun havde en sort blondebluse på, et par lårkorte sorte shorts og en sort top under den gennemsigtige blondebluse. Toppen skjulte nærmest ingen ting, hendes hår var vildt og chaufførhatten gjorde kun hele hendes outfit mere passende. I hendes sorte stiletter, spankulerede Lydia nu rundt på fortovet i sin søgen efter et offer hun kunne lege lidt med. Hendes blå øjne fik øje på en mand midt i 20’erne, der stod ude foran hovedbanegården, tydeligvis søgende efter en taxi, der kunne bringe ham sikkert hjem, eller til den destination som han skulle til. Det han ikke vidste, var at han måske ikke ville overleve natten.
Lydia gik videre og selvsikkert hen mod manden, der duftede himmelske af engel på afstand. ”Ohøj,” sagde hun, da hun var kommet tæt nok på, til at han kunne bemærke hende. Hun lavede et nik med hovedet og rettede lidt på hatten, så den sad endnu mere skævt. Hun havde en plan, som hun nok skulle sætte til livs. Og det skulle nok blive en sjov aften… For hende.

Kyle vendte hoved om, da noget tiltrak hans opmærksomhed. Da han ikke rigtig kunne se andre end sig selv ude foran banegården, gik han ud fra at det måtte være ham kvinden forsøgte at komme i kontakt med. Han gav hende et let nik, før han igen drejede hoved om mod vejen, mens han ventede på at en taxa skulle komme. Det begyndte at undre ham at der endnu ikke var kommet nogle, det kunne ikke passe at alle var ude i taxaer, og byen havde efterhånden fået en del af disse biler, da der var rigtig mange der brugte dem til at bevæge sig rundt. Cykler var ikke noget kendt i Terre, måske fordi folk følte sig utrygge ved at cykle rundt. De kunne nemt blive overfaldet og dræbt, hvilke nok var en af de grunde til at Kyle fortrak at sidde i en jernkasse.
Da det ikke så ud til at der kom nogle taxa, vendte Kyle hoved mod kvinden der kom nærmere. Hans blik gled over hendes krop, der så ret blottet ud i det korte tøj, der passede overraskende godt sammen med hatten, som lige satte prikken over i'et. En attraktiv ung kvinde med stil. Noget Kyle ikke havde noget imod, især fordi at hun tydeligvis viste det, og ikke forsøgte at skjule sig bag lag på lag make up.
Kyle diskuterede kort med sig selv om han skulle sige et videre hej, men droppede idéen da han syntes at se en taxa ud af øjenkrogen. Han vendte hoved rundt, og søgte efter bilen, som desværre forsvandt ud af hans synsfels. En irriteret lyd slap ud mellem hans læber, hvor efter han vendte blikket mod sin kaffe. Tøvende nippede han til indholdet, og kunne hurtigt konstatere at det var alt for varmt. Han sukkede kort, og kiggede rundt efter et sted hvor han kunne sætte sig ned, og fordrive tiden. En pludselig tanke fik ham stoppet før han nåde så langt. Hvad med en bus? Kyle skiftede kurs hen mod busstoppestedet.

Den himmelske duft af engel gjorde hende døsig og flere gange måtte hun overtale sig selv om, at hun ikke skulle angribe. Det ville være en synd og skam, hvis hun ikke udnyttede situationen, når der nu endelig var et offer, der ikke lod til at bemærke hendes lidt for dyriske adfærd. Mens hun kort studerede ham være tavs og nippe til indholdet i koppen, lod hun tungen pleje de syleskarpe tænder, hendes mund var fyldt op med. Derefter gav hun sig til at slikke blodet af pegefingeren, som hun for lidt siden havde skrevet på chaufførens kind med. I mørket var det ikke til at se, at der var blodpletter på hendes fingre, og hun tog sig ikke god tid med at fjerne sine spor. Dog indså hun, at hendes offer var smuttet, mens hun havde plejet sig selv, og det ene øjenbryn skød i vejret.
Der gik ikke lang tid, før man kunne høre hastige klik mod fortovet, og Lydia farrede nu hen mod busstoppestedet, hvor englen var på vej hen. Hvad var det for noget? At flygte fra hende? Åh, det her ville blive så godt. Hun havde ikke haft det sjovt længe. Det ville nok ikke blive sjovt for ham, men lidt måtte man jo lide. Et ondskabsfuldt smil gled over hendes læber, da hun satte sig ned på bænken ved busstoppestedet. ”Du svarede vist ikke,” sagde hun kælent og missede med øjnene, før hun igen gav sig til at rette på kasketten. Et smilede blidt til ham, selvom hendes øjne nok mest signalerede noget andet. Hvis hun bare kunne få ham til at tro, at hun ikke var noget rovdyr, men en prostitueret, ville hendes plan sikkert virke. Ellers måtte hun o tage andre midler i brug.
Skyggen fra hatten skjulte nu stort set hendes øjne. Alligevel var hun helt sikker på, at han ikke gik nogle vegne. Duften af engel var så tæt på, og så kraftig at den ikke var til at tage fejl af. Hans blod var sikkert sødt, og hun ville sagtens kunne tømme ham fuldkommen. ”Mit navn er Lydia. Hvad er dit?” Hun bed sig kort i læben, før hun sendte ham et blik, som hun havde brugt så meget de seneste par år, når hun forsøgte at få nogle med hjem. Det skadede jo ikke at prøve.

Kyle stoppede forskrækket op, da han så at kvinden, han før havde set stå henne ved indgangen til banegården, pludselig sad på bænken. Han hævede kort et øjenbryn, for han vendte sig om, for at kigge mod businformationskiltene. Han lod blikket hvilke kort på dem, før han vendte sig om mod kvinden, med det forførende udseende. "Godaften." Hilste han kortfattet, og nikkede mod kvinden, for han selv tog plads på bænken, dog et godt stykke fra kvinden. Han sad lidt passiv på bænken, og stirrede ud i luften, før kvinden valgte at præsentere sig selv. "Kyle ..." Det var mest af høfligheder han gav sit navn væk. Han var ikke synderlig interesseret i hende, selvom hun havde en attraktiv krop, så havde han ikke brug for at tage nogle med hjem, eller tage med nogle hjem.
Han lod sig synke en smugle ned på bænken, mens han fiskede en mobiltelefon op af lommen. Med et let tryk på en af knapperne fik han liv i skærmen, der kastede sit blege lys op i hans ansigt. Han opfangede hurtigt at han ingen sms'er eller opkald havde fået. Derefter så han klokken, og gemte kort efter telefonen væk. Det hele skete på få sekunder, længere tid tog det ikke at tjekke den lille maskine han følte sig tvunget til at bære rundt på. Uanset hvor meget Kyle prøvede at ignorere det, lykkes det ham ikke rigtig at ignorere kvinden, som han til sidst vendte sig mod. "Vil du noget siden du følger efter mig, eller skal du også bare med bussen?" At hun var en vampyr, var endnu ikke faldet ham ind, af den ene grund at han havde set så mange unaturlig smukke væsner, så det var ikke noget der kun var kendt hos de blodsugende folk.
Måske kunne han have gennemskuet det ved at have set hendes hud, men at være lys og have en ren hud, var der også flere racer der havde, så det overså han også.
"Lydia er et smukt navn." Komplimenterede han, mens han i hoved bemærkede at der ikke var særlig mange der havde det navn. Muligvis fordi det var af ældre dato, og folk for tiden fortrak mere moderne navne, med en smartere klang, eller også var det bare kun 1940'ernes navne der var tiltrækkende. Hvordan det hang sammen, forstod Kyle ikke, men han skulle heller ikke forløb have nogle børn, så der var ingen grund til at spilde sit hoved med sådan nogle småting.
Familie stiftelse var ikke en af de ting han havde planer om at gøre som det første. Han kunne lide sit liv som en fri fugl hvor han ikke behøvede at tænke på en masse unødige ting. Han fik serveret livet i sin enkleste form, hvilke han var godt tilfreds med. Han havde ikke brug for hverken mere eller mindre.

Fristende. Måske lidt for fristende. Lydia var allerede i fuld sving med at lægge planer for, hvad man kunne bruge en engel som det pragteksemplar som den foran hende, til. Det virkede i hvert fald ikke til, at englen, der åbenbart hed Kyle, følte sig hverken tryg eller behaget i hendes selvskab. Det var blot morsomt efter hendes mening. Det skete så ofte, at hun måtte overtale folk til sidst og det var der ingen morskab i.
Kunne hun bare få englen til at tro at hun var harmløs eller bare desperat efter at dele seng med en i et par timer. Det sidste var dog ikke et skud helt ved siden af. Og så alligevel. Hun lo indvendigt ved tanken og rystede på hovedet. Det var slut med at lege harmløs, hvis ikke hendes udsete offer skulle smutte fra hende, måtte deres lille møde tage en drastisk drejning.
Eftersom han havde sat sig på bænken, et godt stykke fra hende, tog hun chansen og smækkede begge ben op på hans lær. Et forførisk og lettere dyrisk smil gled over hendes læber og blev hængende, før hun rettede på hatten, som hun aldrig ville give tilbage. ”Havde brug for lidt selvskab, du ve’…” Lydia lænede sig op af glasruden bag sig og missede med øjnene. Der var intet bedre end at plage andre og irritere dem, til de flippede ud og blev så svage, at man kunne bide list i dem. Men ham her, han var nu hendes nye legetøj, og legetøj havde ikke hendes tilladelse til at stikke af.
På ingen tid var hun på benene og greb fat om hans arm. Hun placerede hatten på hans hoved og tryggede den en smule ned, før hun studerede sit værk og smågrinede. Hendes sindssyge jeg begyndte at komme frem igen. ”Kunne du ikke tænke dig at komme med mig?” Hun stilede dyrisk til ham, før hun greb fat om begge hans arme med et fast greb.
”Jeg bider ikke,” hun lo kort, før hun fortsatte: ”… I hvert fald ikke hvis du forbliver sød, eller smider din dejlige duft af engel.” Hun blottede sin ene hjørnetand, før hun slæbte ham med. Lige meget hvor meget han slog, råbte og skreg eller sparkede, ville hun ikke give slip. Han var hendes ny-’købte’ legetøj. ”For resten. Mange tak…” Hun smilede stort til ham og hendes skarpe tandsæt kom til syne, før hun lo triumferende. ”Shh…” Selvom Kyle måske ikke sagde noget, tyssede hun på ham. ”Vi skulle nødigt have at vi kommer ud i problemer. Følg du bare med, så skal det hele nok gå… måske…”

Kyle kiggede forskrækket op, da et par ben pludselig kom flyvende igennem luften, og lage sig til rette på hans lår. Han kiggede op mod kvinden, der nu sagde en eller anden underlig lyd, som lød som det kom fra et dyr. "Selvskab?" Nej, Kyle var ikke rigtig med på hvad hun snakkede om, før han gentog det inde i sit hoved. "Ehm, ku ..." Mere nåde han ikke at sige, før kvinden var på bene, og havde et godt greb i hans arm. Han dukkede kort hoved, da hun klaskede hatten som havde båret ned over hans hoved, og studerede ham kritisk. "Jo, men, jeg kan altså ikke lige nu." Fortsatte Kyle tydeligvis forvirret.
Kyle forstod intet. Hvad var det lige denne kvinde havde gang i?! Det var først da han bemærkede hendes kolde hud, at det gik op for ham, at han var gået lige ind i løvens gab. Uden videre, flået hun ham op far bænken, og trak ham med, som var han en hund i snor. Han forsøgte et par gange at gøre modstand, men det blev ikke rigtig til noget imponerende. Han følte sig ikke speciel tryg ved ikke at vide hvor de endte, eller om han ville overleve natten, men han havde ikke rigtig andre valg, end bare at følge med.
Kyle kiggede lidt rundt hvor de gik, før han rettede blikket mod vampyren foran ham. "Hvor er det lige vi er på vej hen?" Han forsøgte så godt som muligt at virke så rolig som det var muligt, men han havde en eller anden idé om at det ikke gik særlig godt. Hans hjerte sprang rundt et eller andet sted oppe i halsen på ham, hvilke ikke ligefrem just gavnede det hele. Kyle forsøgte igen at slide sig fri, men heller ikke der hjalp det. Han måtte, om han ville ej, følge med kvinden, der trak af sted med ham.
Kvinden virkede ikke som så mange andre vampyrer han havde mødt, men nu havde han heller ikke mødt så mange. Trods det, var der noget over denne kvinde der var anderledes. Hun virkede mere tilfældig, og knap så målsat og voldelig, selvom hun lige nu trak ham af sted som var han en anden hund. Et bytte, som han nok også var. En tanke han ikke var begejstret for.

”Til mit ydmyge hjem, selvfølgelig.” Lydia havde et stort smil på læberne, selvom man ville tro at hun havde det mest grusomme af slagsen til at blomstre på hendes læber. Men hun følte sig glad, selvom morskaben ikke var startet endnu. Det hele virkede så let ind til nu og kunne hun bare få ham til at tie stille lidt senere, ville det gøre hende lykkelig. Det var jo ikke hver dag man endelig havde et offer, der ikke råbte og skreg allerede. Mmm… Lykken var virkelig at slæbe folk med sig og skære lidt i dem. Han kunne bare vente, kunne han.
Uden videre gav den skøre vampyrkvinde sig til at nynne lystigt, mens hun trak hendes offer med sig, hvis navn var Kyle. Hun gentog det et par gange i hovedet, før hun tilfreds vendte hovedet en smule, så hun kunne se hans panikslagne ansigt og sendte ham et lille smil. ”Det her skal nok blive morsomt,” mumlede hun for sig selv, før hun trak lidt mere i englens arm, for at få ham til at sætte farten op. Deres tempo var for langsomt efter hendes mening, og hvis det fortsatte, kunne hun ligeså godt påbegynde massakren på åben gade. Tanken strejfede hende kort og en triumferende, måske en smule skræmmende latter lød fra hendes mund.
”Så så, lille englebarn. Jeg lover ikke, at du slipper hel gennem denne nat, med mindre du er stille.” Lydia stoppede op lidt i det hele og rettede kritisk på hatten på hans hoved. Hun smilede derefter tilfreds og besluttede sig for at det gik for langsomt. Hendes stramme greb om hans håndled blev strammere, før hun satte farten op af irritation. Man kunne vist godt sige, at hun havde de sygeste humørsvingninger. Det ene øjeblik kunne hun være lystig og legesyg, mens hun det næste kunne have lyst til at skære halsen over på en hel hær. Der var ingen tvivl, hun var virkelig ved at blive sindssyg, hvis ikke hun allerede var det.
I hendes tempo, hvor hun slæbte ham endnu mere efter sig, gik det betydelig hurtigere og på ingen tid, stod de foran et forladt hus. Hvor han vendte blikket hen, lod hun ham beslutte, men hendes blik studerede stolt det lille vindue tæt ved jorden. Og pludselig slog det hende. Hvordan skulle hun få ham ind?
Lydia vendte skeptisk hovedet mod engel, der duftede fortryllende, for derefter at vende det mod sprækken hun normalt brugte som ind og udgang. Der var ingen anden udvej, end at gå gennem huset og risikere at trappen gik i stykker. Den skøre vampyrkvinde krævede nu igen at Kyle fulgte med, før hun trak ham gennem en smal gyde, ind af en dør, gennem et hus, der havde stået for mange år urørt, gennem endnu en dør og ned af en faldefærdig, knagende trappe. Døren låste hun efter dem. Der var ingen vej ud for hans vedkomne. ”Velkommen. Velkommen, velkommen til mit hjem.”

Kyle kiggede undrende på kvinden, Lydia, foran ham, da hun begyndte at nynne. Han kunne ikke rigtig afgøre om det var godt eller dårligt, men han stolede ikke på hende. Han forsøgte sig igen at gøre sig fri, hvilke ikke lykkes. Han skar kort en grimasse, mens han følte sig tvunget til at følge med kvinden. Hendes følgende ord, fik kort hans hjerte til at stoppe. Han ville helt sikkert ikke ende med at få en smertefri nat. Hjertet satte farten op, ligesom hans fødder, da han blev tvunget hurtigere frem. Alt hvad der syntes at komme ud af hendes mund, lød ildevarslende, hvilke igen fik Kyle til at gøre endnu et forsøg på at slippe væk, mere end før, men det hjalp ikke. Det eneste han fik ud af det, var at han var lige ved at gå ind i Lydia, da hun brat stoppede op, og rettede på hatten. Hvorfor var den så interessant?
Da de igen gik, måtte han næsten småløbe, for at følge med, og ikke falde over sine fødder, da det hele pludselig skulle gå meget hurtigere. Han kiggede forvirret rundt, hvorefter han forsøgte at slå hælene i jorden, men det gav intet andet resultat, at han var ved at vælte, og måtte kæmpe for at holde sig oprejst. Kvindens greb om Kyles håndled, virkede som om det ville knuse håndledet hvis hun pressede mere, og da Kyle bestemt ikke ønskede et brækket håndled, så så han ingen andre valg, end at følge med, hvor uglad han så end var for tanken.
Efterhånden var måtte Kyle kæmpe for at holde trit med vampyren, der nu i mere eller mindre bogstavlig forstand slæbte ham af sted efter sig. Noget han bestemt ikke syntes om, og det hjalp heller ikke, at han prøvede at gøre sig fri. Det var et ynkeligt forsøg, da han ikke rigtig havde tid til at prøve, med mindre han ønskede at falde på halen. Kort stoppede kvinden op, hvilke gav Kyle bedre tid til at kæmpe imod, men kun i kort tid, før hun igen, flåede ham med sig ind i en bygning der ikke så speciel hyggelig ud. Han kiggede forvirret rundt, mens han følte hans håndled blev kvast under hendes knusende greb.
Kyle forsøgte at gøre modstand, da de kom til en trappe, der syntes at knirke faretruende under Lydias skridt, men da hun uden videre trak ham videre, som om han ikke gjorde modstand, var han ved at vælte ind i hende. Så snart han var over dørtærsklen, kunne han høre døren blive låst, hvilke straks startede panikken inde i englen, der kiggede febrilsk rundt i et forsøg på at komme væk.

”Sid…” Mumlede Lydia, efter hun havde ladt ham kigge efter veje han kunne undslippe. Til hans store skuffelse, var der ikke andet end en lille snæver sprække i vinduet, som hun selv brugte som ud- og indgang. ”Sid,” gentog hum, eftersom han ikke lystrede. Til sidst måtte hun gribe fat i hans håndled igen, denne gang det andet håndled, for derefter at trække ham ned og sidde. ”Sid!” Hendes tålmodighed slap snart op, hvis ikke han satte sig ned, hvilket det lod til at han gjorde lidt efter. Forsigtigt klappede hun ved siden af det sted, som hun havde slået sig ned, hvilket var på den slidt madras. Hendes store blå øjne søgte efter noget i bunken ovre i hjørnet, før hun på alle fire kravlede der hen og trak noget frem fra den store bunke af til dels kostbare ting og ragelse hun havde ’lånt’.
En kaffekande og et par krus, kom til sine i hendes hånd, som hun placerede på hendes ryg. Derefter kravlede hun stilfærdigt tilbage til sin madras, ignorerede det blik hun sikkert ville få tilsendt og satte sig derefter tilfreds ned. Hun begyndte at hælde op i det ene krus, og pegede så på papkruset i Kyles hånd. ”Går ikke ud fra at du…” Hun stirrede kort på ham, eftersom hun selv var stoppet midt i det hele. Uden at sige mere, rettede hun blikket mod sit krus med kold kaffe, før hun førte det op til munden uden en enkel trækning i ansigtet. Kaffe var det eneste hun stadig kunne fordrage.
Efter et par slurke og en dræbende stilhed mellem dem, der sikkert havde givet ham tid til at forsøge at slippe væk fra hende, hvæste hun atter kommanderende til ham. ”Stil det…” Hvis ikke han gjorde som hun sagde, ville hun personligt rive det ud af hånden på ham og stille det på kommodeskuffen som hun brugte som bord ved madrassen. Et grusomt smil blomstrede på hendes læber, før hun lige så stille lirkede en lille dolk med metalskaft op af baglommen. Hvis han sagde noget, jamrede eller sagde den mindste lyd, ville hun tysse på ham, ellers ville hun forsøge at fastholde hans blik. ”Det vil blive langt værre, hvis du skriger.” Hun smilede grumt og skubbede kommodeskuffen med kaffen et stykke fra dem, hvorefter hun skubbede Kyle ned på madrassen og let berørte hans ene kind. Hendes anden hånd, havde et fast greb om hans håndled. Hun fik skubbet den ene stilet af, efterfulgt af den anden, før hun brugte sin ene fod til at finde et eller andet som hun kunne sætte ham fast med. En metalkæde…
Hun studerede ham kort, før hun satte sig på hans ben. Lydia vejede ikke bestemt meget, men hun havde styrke nok til at holde ham nede. Kæden fulmede hun en smule med, mens hun tænke over, hvordan hun skulle få sat ham fat. Og det var selvfølgelig indlysende. ”Bliv liggende…” Hun stirrede på ham, i håb om at han ville forstå det. Hun rodede kort i bunken med tyvegodser med rumpen i vejret, før hun fandt et par håndjern som hun let studerede.
På ingen tid sad han fast, på en eller anden måde, med hjælp fra kæden og håndjernene. Derefter kunne hun gå på rov i fred, uden frygt for at han ville flygte. Hendes legetøj. Han var hendes, og kun hendes. Smilet bredte sig på hendes læber, da hun lige så stille begyndte at udforske hans krop med begge hænder.

Da Lydia begyndte at kommandere med ham, kiggede han mod hende, men blev stadig stående, også da hun gentog det. Det var måske ikke den bedste idé, men han vidste ikke hvor han skulle sætte sig hen. Det var først da hun tvang ham ned at sidde, at han gav efter, og lod sig dumpe ned på gulvet, hvor hun åbenbart ville have ham. Da Lydia drejede hoved væk, overvejede Kyle, om han muligvis kunne nå at slippe væk, men droppede idéen så snart den var kommet. Han fulgte hendes blik, og måtte virkelig kæmpe for ikke at tabe både næse og mund, da han så hvordan hun bar sig ad med at hente tingene. Aldrig havde han set noget ligne. Han blev kun mere og mere forvirret mens hun hældte kold kaffe op, og derefter ville sige noget, som hun så derefter forstød. Hvis det var meningen at han skulle forstå hende, så gik det ikke særlig godt, for nogle af dem.
Kyle valgte ikke at flygte, han kunne ikke se hvordan han skulle flygte, så han sad bare stille, med det krus han havde fået stukket i hånden, mens han ventede på at hun havde drukket det hun mente hun skulle drikke. Han forstod ikke hvorfor hun ville drikke det stads. I hans hoved var det klamt og ulækkert, men han fandt det bedst bare at holde sin mund lukket. Da Lydia beordrede ham til at slippe kruset, kiggede han undrende på hende, og skulle også lige til at gøre det, da hun mistede tålmodigheden, og flåede det ud af hans hånd.
Kyles blik, fangede knivbladet, som han panikslagen prøvede at flygte væk fra, ved at bakke tilbage. Han vidste det ikke ville hjælpe, men alligevel forsøgte han at komme væk. Han kom ikke så langt, før han med et solidt skub, blev tunget ned på madrassen, hvor han så lå, og kunne se op på kvinden, der efter lidt tid, havde lænket ham fast til noget. Han forsøgte at finde ud af hvad det var, men hans øjne var ikke til den store nytte i mørket, hvor han knap kunne se detaljerne i Lydias ansigt, trods hun var ganske tæt på. Han pressede læberne utilfreds sammen, da han pludselig mærkede hendes hænder, tydeligvis gå på opdagelse hvor hun nu syntes det passede hende. Ligesom han, vidste hun, at han ikke kunne komme væk, hvilke tydeligt kunne ses på hendes smil, og den afslappet måde hun kortlage hans krop på. Han skar tænder, og forsøgte at bruge bene. Hvis det var ham muligt, ville han forsøge at plante et spark i maven på kvinden, så han kunne få hende væk, hvor efter han ville forsøge at gøre sine hænder fri, fra hendes undersøgende hænder.

Et puf fra hans ene ben, ramte hende lige i maven, men eftersom hun havde vendt sig af med følelsen af smerte, med mindre det var fordi hun var døende, bemærkede hun det næsten ikke, bortset fra at hun blev skubbet væk. Altså blev hendes undersøgelse af hans krop også afbrudt, lige som hun skulle til at studere hans ansigt og ikke mindst… Hans hals.
Irriteret vrissede hun af ham og strammede det hun havde sat hans hænder fast med. I et kort øjeblik overvejede hun at finde noget til hans ben, men hun fandt det ikke nødvendigt, eftersom hun flittigt satte sig nær hans knæ, med begge ben på hver side af ham og lænet en smule ind over ham. Den lille forstyrrelse lagde hun bag sig og smilede lystigt til ham. ”Kan du huske hvad jeg sagde tidligere? Forbliver du stille og lade være med at skrige, går det hele sikkert lidt lettere.” Smilet blev mere dyrisk og hendes adfærd ændredes en smule. Lydia følte sig veltilfreds med sit bytte, hvis det da bare kunne ligge stille.
Det var nu alligevel overraskende at han ikke vred sig mere end han gjorde, men det var måske på grund af den lille dolk, som hun havde mistet ud af syne. Det kunne også være ret lige meget. Der befandt sig så mange småvåben rundt omkring i hendes ’ydmyge’ hjem. Hun stoppede derefter i et kort øjeblik, med hvad hun så end havde gang i at udforske, for at vælte skuffen som brugte som et slags bord. Et klir kørtes, da begge kopper og kanden ramte det klamme betongulv og noget glimtende gav genskær og Lydias ansigt blev oplyst. Et stort, lettere upassende smil blomstrede lystigt på hendes læber og hendes propiller var store. Et par af hendes fingre greb fat i endnu en dolk, denne lidt større end den anden, som hun placerede ved siden af madrassen. Derefter fortsatte hun med ham, med at udforske hans krop fuldkommen. Åh, hun havde savnet at more sig sådan, selvom det måske ikke var til at se. Folk havde hver deres måde at more sig på, og hendes var decideret sindssyg.
De kolde læber strejfede hans kind og en dejlig, en fristende og næsten forbudt duft, ramte hendes gode næse og hun missede med øjnene for at tilkendegive hendes tilfredsstillelse. ”I hope you don’t mind…” Hun trak dolken, hvorefter hun skar hvad han så end havde op overkroppen af ham. Det gjorde det hele meget lettere.
Den kolde hud mod Kyles varme overkrop føltes igen fristende. Og nu blev alt skubbet væk. Hvis han jamrede, skreg eller sparkede, lod hun sig ikke påvirke af det. Hun havde for travlt med at udforske hans krop ned til mindste detalje, hvert eneste tænkelige sted. Lydias forkrop strejfede hans et kort øjeblik, da hun først stirrede ham i øjnene med et dyrisk udtryk og derefter flyttede hovedet til hans hals, som hun blottede. ”Shh… Ikke et ord. Ikke noget med at skrige.” Ikke specielt opmuntrende for ham, men hvis der var noget vampyrkvinden hadede, var det når folk skreg. Uduelige tingester.
To skarpe tænder hjørnetænder kom til syne i et øjeblik, før hun roligt og langsomt, blot for at pine ham lidt mere, satte tænderne i den bløde hud ved hans hals. Mmm… Guddommeligt.

Det irriterede Kyle, at der ikke var en større effekt på kvinden, da han sparkede ud efter hende, men hans ben blev kort efter låst bedre fast, både af lænker, og Lydia, der satte sig på hans ben. Han skar en grimasse, og forsøgte at vride sig løs. Hendes ord havde han bestemt ikke glemt, hvilke var derfor han ikke havde sagt et ord, eller rørt sig så meget, som han havde lyst til. Han kiggede let panisk rundt i rummet, hvor efter han slog blikket ned, og kiggede mod kvinden over ham, der pludselig at have fået ny interesse, i den kommode der væltede bag ham. Det havde givet et sæt i Kyle, der med bankende hjerte, så på den kniv hun havde fundet. Han pressede læberne sammen, og forsøgte at trække været nogen lunde normalt, selvom det var tydeligt han var ved at gå i panik.
Kyle blev liggende, stiv som et brat, da Lydia, skar hans tøj af ham, så hans brystkasse blev blottet. Han skar tænder, og blev lettet da han så kniven forsvinde. Han sukkede kort, før han lukkede øjne et øjeblik, før han mærkede hendes kolde fingre undersøge hans krop. Det fik ham til at slå øjne op, mens hans hjerte slog hurtigere hop under hans hud ved hans hjerte.
Da deres øjne mødtes, steg panikken, da han bemærkede hvor umenneskelig hun var. Det skræmte ham mere end noget andet han havde prøvet. Han bed hårdt tænderne sammen, mens han slog blikket ned. Han ville væk, han ville give alt for at komme væk, men han var lænket til en madres, i et eller andet hus, som han ikke vidste hvor var. Hendes ord virkede næsten lammende på Kyle, der havde en svag idé om hvad hun ville. Han ville ikke. Han begyndte at vride sig, da han så hendes to hugtænder glide frem. Det blev mere og mere kæmpede, jo tætter hun kom på ham, men Lydia syntes ikke at være videre påvirket af det.
Han forsøgte at dræbe skriget, der alligevel slap ud, mens han lå og vred sig som en gal under hende. Hjertet hoppede for sit liv. Han var sikker på han skulle dø, hvilke han bestemt ikke havde forventet denne aften, men hvad skulle han gøre? Han havde fået bugt med hans skrig, det kunne han selv høre, men han var bange for at skaden var sket. Hvad ville hun gøre? Hvis hun blev ved med at suge, vil han alt efter hvor hurtigt hun drak, glide ind i en bevidstløs døs, der ville lamme hans krop.

Skriget irriteret tydeligvis den beskæftigede vampyrkvinde, der måtte opgive at drikke af det fortryllende blod, der prompte gav hende fornemmelsen af at være fuld. Men Lydia måtte stoppe mens legen var god, udelukkende fordi englen under hende, sprællede som en fisk der manglede vand.
Desuden spændte han for meget, til at hun overhoved kunne få nok blod til at tilfredsstille sig selv. Men han kunne bare vente sig kunne han. Skriget ville få folk til at vække mistanke, og hun havde allerede advaret ham flere gange.
Hun hvæsede faretruende af Kyle, før hun satte sig oprejst på hans lår. Hun smilede lidt til ham, med et grumt udtryk. Og hvis han nu stadig skulle finde på at skrige, lagde hun en finger mod hans varme læber, for at få ham til at holde inde. Hun gad ikke høre på hans klynken, når hun nu endelig havde sit legetøj.
”Shh... Ti din lille kære mund, ellers skal jeg personligt gøre noget ved den.” Hånden der før havde været brugt for at stoppe hans ord, nussede hun nu lidt med hans hår.
Den anden hånd fiskede dolken frem igen, som hun sendte et skeptisk blik. Hvor vidt hun skulle bruge den mod ham, eller lade ham lide på en helt anden måde, blot for moskabens skyld, var ikke noget hun kunne bestemme sig for. Derfor blev dolken, til hans store held, lagt ned ved siden af madrassen igen.
Lydia havde en anden metode, han helt sikkert heller ikke ville bryde sig om, men det gjaldt jo kun om at hun morrede sig. Der var kun en forholdsregel hvad angik hendes forhold til ’legetøjet’, som Kyle nu var blevet udnævnt til i hendes tanker. Hvis hun slog det ihjel, ville det være som at smide det mest kostbare væk. Et liv var et liv, og selvom hun var race af det mest kolde og døde væsen der fandtes, betød liv altså noget for hende… nogle gange.
Vampyrkvinden kastede sig mere eller mindre over den forsvarsløse engel, der lå fastlåst til den ubehagelige madras med hjertet helt oppe i halsen. Hans hjerte der hamrede af sted, gav hende et grumt smil på læberne. Åh, han skulle bare vide.
Lydia gik i gang med hans læber, som hun pressede mod hans, om han så kunne lide det eller ej. Og det var bestemt ikke som nogens første kys, mere ment som en ondskabsfuld handling, der måske ville tage noget af pusten fra den livlige engel, der ikke kunne ligge stille.


//Undskyld den måske ringe kvalitet. Er træt.D://

Det virkede, selvom det ikke havde v æret hensigten. Lydia trak sig tilbage, og efterlod Kyle, som en engel, der nu endnu mere forsøgte at vride sig løs af lænkerne der holdte ham nede. Han ignorerede at hun hvæsede af ham, han ville væk, han ville ikke dø i denne kælder, eller hvor han befandt sig henne. Han stoppede dog op, da han så dolken skinne i det svage løs, der kom fra den sprække som hun brugte som døren. Hvad ville kvinden nu?! Han lå stiv som et bræt, mens han kiggede på kniven, der virkede meget mere faretruende end før. Til alt held, fjernede hun den, og lod ham åndel lettet op, han gjorde det i hvert fald. Uanset om det var hensigten eller ej. Kyle kunne bestemt ikke lide det smil der dansede på hendes læber, før hun grådigt angreb hans mund. Han kunne ikke skrige, og han turede ikke rigtig flytte sig, så han blev liggende, stille, uden at sige et kvæk, mens han mærkede hendes kolde læber mod hans, hendes kolde hænder et sted på hans krop, ligesom hendes hår. Alle de steder hun berørte ham, om det så bare var med et hår, fik ham til at være ekstra opmærksom.
Kyle overvejede chancerne for at hun ville dræbe ham, og de chancer der var for at hun ville lade ham leve. Der var begge stor risisko, men hun ville sikkert ikke lade ham forsvinde. Enten dø, eller lege hendes ... hvad hun nu kaldte ham. Hun underholdte sig tydeligvis med ham, hvilke han ikke kunne lide, men han kunne ikke sige så meget. Kyle kunne frit spille med på hendes kys, men han nægtede at adlyde hendes læber. Hun var attraktiv, og smuk, men det var stort set alle vampyrer.
En pludselig tanke kom frem, imens Kyle lå på madressen, der syntes mindre og mindre behagelig, men han var glad for at han ikke lå på gulvet. Han kunne måske bruge sine vinger? Sprøgsmålet var bare hvordan han ville gøre sig, for hvis han gjorde det, imens han lå på madressen, ville de helt sikkert knække, hvilke ville blive en lang smertefuld omgang. Skulle han spille med, og så lade sig forføre, så hun muligvis ville slippe ham? Nok kun i hans drømme.
Kyle kom frem til, at det var bedst bare at vente, og håbe på at hun ikke flåede hoved af ham, før han kunne nå at flyve sig selv i sikkerhed. Så måtte han bare håbe, at hans træk kom bag på ham, så han kunne komme op i luften.

Det føltes godt, bare at kunne angribe en uskyldig mands læber, helt uden at skulle vinde hans tillid først. Det var desuden også for sent allerede, men den følelse hun fik indvendigt, den underlige rus der susede rundt i hendes døde krop, føltes fantastisk. Kolde læber mod gloende hede læber. Det føltes perfekt. Det var lige før hun savnede den varme hun havde haft. Men hun måtte ikke blive svag, aldrig mere. Hun var intet tåbeligt menneske. Hun var næsten udødelig, hurtigere… stærkere…
Til sidst og langt om lægge, slap hun endelig sit tag i hans læber, hvorefter dolken hurtigt blev trukket. Med en hurtig bevægelse, satte hun den skarpe spids mod hans varme hud og skar et pat millimeter ned i kødet, cirka mellem begge ribben. Snittet hun lavede, var dog ikke specielt langt, men sikkert smertefuldt. Lydia smilede triumferende af sit værk, selvom englen under hende sikkert skreg, måske endda græd og forsøgte at komme fri. Og nu begyndte blodet at pible frem.
Duften af engleblod, der tilhørte hvad der egentlig burde være hende biologiske ærkefjende, fyldte den lille kælder og uden at gentænke det, gav hun sig til at slikke blodet væk fra hans navle og opefter. Hun havde nemlig skåret ned til den. Lydia følte atter en underlig glæde ved at have fuld magt over en ynkelig engel, men alligevel virkede det som om noget var helt galt. Et eller andet brød den dejlige stemning der var i hendes ikke så kvikke knold. Måske var det pointen at væsnet under havde, var i smerte?

Terningen blev slået og Lydias humør skiftede på få sekunder. ”Åh…” Hun stirrede ned på englen, der enten var i smerte eller troede at den skulle dø. Hendes øjne blev utrygge men stadig kiggede hun skeptisk på englen. ”Does it hurts?” Hun bed sig kort i læben, før hun flyttede sig lidt længere ned og satte sig lidt over hans knæ. Forsigtigt fjernede hun en tot hår, der havde forvildet sig ind foran hans ansigt. ”Jamen dog…” Der gik dog ikke længe, før Lydias humør skiftede… igen…

http://ARRGH.S: Det blev godt nok kort.D://

En følelse af at han blev kvalt brød ud i Kyles krop, mens Lydias grådige læber legede med hans. Iskolde og døde. Ganske ubehageligt, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved det, så han måtte pænt vente til hun var færdig, så han igen ubesværet kunne trække vejret. Han udnyttede chancen til at få noget nyt 'frisk' luft ned i lungerne, men han var ikke uopmærksom på Lydia, og slet ikke da hun pludselig havde kniven tilbage i hænderne. Det fik ham til at presse læberne hårdt sammen, før de måtte brydes op, da et skrig forlod dem. Et skrig kunne både være smerte og chok, men da det ikke kom som nogle overraskelse, var det tydeligt at det var af smerte. Det var ikke en ulidelig smerte, men den var nok til at den var mere end ubehagelig.
Det hjalp en smugle da Lydia flyttede kniven. Englen fik lukket munden, med en væmmelig følelse af at være skåret op, trods det kun var et et lille, men relativt dybt snit. Det løb ham koldt ned af ryggen, da den kolde tunge kom i berørelse af hans hud. Lige så kold som læberne, helt unaturligt, og næsten direkte klamt. Han bed tænderne sammen, mens hendes tunge gled over huden. En yderst ubehagelig følelse, men det var Kyle den eneste der følte. Vampyren syntes at være tilfreds en kort stund.
Om Kyle allerede nu skulle give sig til at skrige og vride sig, var svært for ham at afgøre, men udtrykket i kvindens øjne, var noget helt andet, end hvad det kort forinden havde været. At det var dårligt, afgjorde han hurtigt. Det var i hvert fald dårligt for ham, det var alle hendes handlinger. Kyle forsøgte at læse ansigtet over ham, imens hun smed det dummeste spørgsmål han nogen sinde havde hørt. Han undlod at svare, da svaret syntes at være meget lige til, eller tog han fejl?