Stupid human...

Sted- Sombre, byens park
Tid- Klokken er vel cirka 1 om natten
Vejr- Det er en anelse køligt. Skyfri himmel
Omgivelser- Bænke, græsarealet osv.

*Så det er altså sådan her ser ud*
Tanken kom fra en pige med langt mørkebrunt hår. Hun opholdt sig i skyggerne. Det var tydeligt, at hun ikke ville have afsløret sin tilstedeværelse. Det var første gang hun nogensinde var i Di Morga. Et hurtigt kig rundt på omgivelserne afslørede, at dette måtte være en park af en art. Der var et par bænke rundt omkring og et stort græsareal. Få lygtepæle oplyste den lille sti af sten, der gik igennem hele parken. En gangsti var det vel.
Pigen lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding. Nu hvor hun var blevet en vampyr, havde hun egentlig ikke brug for at trække vejret, men den vane var altså svær at komme af med. Hendes hjerte bankede heller ikke mere. Nogle gange blev hun helt panisk, inden hun huskede, hvad der var sket. Hun anede ikke engang hvem hendes skaber var. Han havde bare efterladt hende. Heldigvis i en form for kælder, så sollyset ikke kunne ramme hende.
Emily - som vampyren hed - åbnede øjnene igen. De var ikke længere brune, men røde. Nogle gange skræmte det hende lidt, for hun vidste ikke helt hvad det betød. Kun at de afslørede hende overfor menneskerne. Ja det, og så hendes spidse hugtænder.
Hun lod tungen glide hen over en af dem og mærkede hvor sulten hun var. Det var tid til noget næring. Men hvor? Denne park var helt tom. En irriteret lyd undslap hende.
Så opfangede hun lyden af knasende grus. Der kom nogen. Et menneske efter lugten at dømme. Men kun et. Det var også mere end rigeligt. Emily sneg sig fra skygge til skygge, og kom hele tiden tættere på personen. Lyden af det bankende hjerte, var næsten berusende. Hele hendes fokus var på mennesket.
I én hurtig bevægelse, trådte hun ud af skyggerne og bevægede sig hen af grusstien, hen imod mennesket. Det var en ung mand. Han så ud til at være omkring de tyve. Emily holdt blikket sænket. Hendes øjne ville med det samme afsløre hende, og det var hun ikke interesseret i. Ikke endnu.
"Godaften", sagde hun høfligt og stoppede op foran den unge mand, så han også var tvunget til at stoppe. Der var noget forførende over hendes stemme, og hun gjorde det ikke engang med vilje. Det føltes underligt. Manden så lidt overrasket ud, men også betaget af hendes udseende. Emily vidste med det samme, at hendes tøjvalg var korrekt. Det var noget, hun havde hentet fra sit hus, inden hun stak af. Tætsiddende jeans, en lidt nedringet trøje og en tynd jakke udover. Hendes sko var flade, så hendes højde var den samme som altid.
"G-godaften", svarede manden endelig. Emily løftede hovedet og blottede sine tænder. Hun skubbede hårdt til manden, så han væltede ned på ryggen. Derefter kastede hun sig nærmest over ham og satte tænderne i hans hals. *Vidunderligt* Hans blod smagte fantastisk. Under hende prøvede manden at skubbe hende af, men hun var tydeligvis for stærk. Emily fortabte sig fuldstændig i sit måltid. Et cirkus kunne have vandret forbi, og hun ville ikke have lagt mærke til det.

Førhen havde alt været så let og ubesværet. Alexander kunne gå rundt, ligne en mand med sit nordiske udseende og falde i et med de mennesker der var omkring ham. Han spiste som dem, og kunne uden problemer udgive sig som et menneske, uden at skulle tage hensyn til forhøjet styrke, eller en hurtighed der lå langt over det menneskelige. Det havde været nemt, ubesværet og lige til, men de tider var forbi. Efter hans møde med en vampyr, var han endt ud med at være en vampyr, hvis det ikke havde været fordi at hans engleside ikke ville give op. Det hele ville have været en tand lettere hvis han så bare var blevet en 'rigtig' vampyr, som ikke kunne tåle sollyset og hellige genstande, men sådan skulle det altså ikke være. Som en hybrid af to ting der var nær modsætninger af hinanden blev det hele svære da han aldrig kendte sin egen grænse, men han vidste at blod var noget han ville have. Den eneste form for næring der rigtig ville mætte ham, trods han sagtens kunne leve på menneskelige måltider. Der skulle bare uhyggelig meget til før det gav pote.
Alexander var stadig ikke helt på plads i sin nye tilstand og bestemt ikke specielt effektiv med hans hurtighed eller styrke, så frem for at fange et offer på åben gade, valgte han at tage over i parken. Der fandtes ofte hjemløse, eller mennesker der skulle fra A til B. Et sted hvor man kunne øve sig i at gå på jagt. Det var et sted hvor fejltagelser ikke ville have så store konsekvenser som hvis det var på åben gade. Han stod malplaceret under et træ, hvis store grene dækkede for månens blege skær, samt Alexander, hvis mørke øjne havde brændt sig fast på en mand som skulle blive nattens offer. Han overvejede lidt hvad han skulle gøre, om han blot skulle springe frem, og kaste sig over manden, eller møde ham ved et 'tilfælde'. Begge ting virkede tiltrækkende, men det endte til sidst med at blive den første. Sulten kradsede irriterende i halsen på den nyskabte vampyr, som var for optaget af offeret til at bemærke duften af en anden vampyr. Da det rigtige tidspunkt kom sprang han frem fra sit skjul, og med en umenneskelig hastighed var han henne ved sit bytte, men for sent. En kvinde var kommet før ham, og før han vidste af det, havde hun sat tænderne i manden. Alexander havde set kvinden, men havde ikke troet at hun ville have ham, manden var jo hans bytte.
En utilfreds snerren slap ud fra Alexander, mens han greb fat i den kvindelige vampyr med et solidt heftigt greb, og prøvede at rive hende væk fra manden der virkede chokeret over hvilke drejning hans gåtur pludselig havde taget.

lidt fra hende. Lød to latter det var tvillingern Aisha og Aihas de sad på være deres gynge og snakke, og grinte sammen de så ikke helt ens ud da Aisha hade gult hår. I mens Aihas hade lillahår ellers linde de hianden som enægget tvillinger, nu en gang gjorde de bor her i byen med deres storebror Mikel. Som også var en engel han var også ude i aften da de 3 søsken leve alene, Siden Tvillingern var 4 år gammel og deres bror 8 år gammel deres. Forælder havde kæmpe i mod nogen varulve som slog forældern ihjel, og efter lod de 3 søsken alene og forlate de havde ingen ander en dem selv og hinanden,

Blodet var det eneste, hun kunne spise. Da Emily tidligere havde prøvet at spise normal menneske mad, havde hun ganske enkelt kastet op.
Hun havde dog ret hurtigt affundet sig med dette blod. Faktisk havde hun troet, at det ville smage forfærdeligt, og fremkalde opkastnings fornemmelser, men nej.
Fordi hun var så optaget af manden og hans varme blod, opdagede hun overhovedet ikke, at der nu var andre i parken. Hverken de to engle på gyngerne, eller den mandlige vampyr i skyggerne.
Det var først da han greb fat i hendes skulder, at hun blev opmærksom på hans tilstedeværelse. En advarende knurren undslap hende. Det var hendes måltid. Hun havde selv fundet ham. Nedlagt ham så at sige. Hvad bildte den her vampyr sig ind?
Hendes instinkter fik hende til at holde godt fast i manden. Så meget blod havde hun heller ikke nået at drikke endnu, og hendes sult var der stadigvæk. Manden var desuden stadigvæk i live. Hvad kørte der mon ikke rundt i hans hoved lige nu?
"Skrid!", hvæsede hun, drejede hovedet og blottede sine hugtænder i retningen af den anden vampyr. De var fyldt med blod. Alt det her med at drikke blod var stadigvæk forholdsvist nyt for hende, så hun havde ikke lært at spise 'pænt' endnu. Det endte altid med at blive et værre griseri, som hun senere måtte rydde op efter. Nogle gange viste det sig dog at være utroligt besværligt, og så lod hun det bare ligge.
Hendes blik gled lynhurtigt hen over vampyren. På utrolig kort tid, sugede hun alle indtrykkene til sig. Han havde tydeligvis også været ude efter denne mand. Men surt for ham. Hun kom først. De to engle skænkede Emily overhovedet ikke en tanke. De var ligegyldige for hende på nuværende tidspunkt. Hun havde allerede et bytte. Og en modstander.
Emily hvæsede igen af den anden vampyr. Hvis han var klog, ville han trække sig væk og finde sig et andet bytte. Der var bare noget der sagde hende, at han ikke havde tænkt sig at trække sig tilbage. Han måtte være ligeså opsat på blodet som hende selv. Lyden af mandens hjerteslag distraherede hende voldsomt, men hun prøvede at bevare fokus på denne anden vampyr. Hjertet satte farten op. Måske var det adrenalin, som fik det til at speede op? Det her kunne meget muligt være det mest spændende manden nogensinde havde oplevet. To vampyrer, der begge ville have hans blod. Bare surt, at det nok også ville blive hans sidste oplevelse.

Med et var manden væk. Det var de to søster Aisha og Aihas som havde reddet ham fra de 2 vilde, vampyre som sloge om mandens blod men takke være søstern. var mandens sår healde sammen igen og han kunne komme væk, i mens gik de to søster hen i mod en af bænken men i det sammen faldt Aisha og slog sit ben. Og hun hade får et lille hul på benet i faldet selv om det blødte en smule, men det stoppe ret hurtig igen

Et overraskende lyd kom fra Alexander, da hans offer pludselig forsvandt! Han stirrede først lamslået på den tomme luft, før han igen vendte sig om mod sin modstander med en lav snerren. Trods Alexander aldrig rigtig havde kæmpet, og slet ikke som vampyr, var han ikke bange for at kaste sig ud i kampen mod denne modstander der syntes at gøre krav på hans. Det var utrolig naivt af ham at tro, at han ville kunne vinde en kamp, især hvis hans modstander bare var en smugle mere øvet end han selv var. At kombinere sin hurtighed og styrke var ikke noget han havde lært endnu, hvilke nemt fik ham til at fremstå som klodset. At gøre brug af en af delene på én gang forstod han sig på, men sammen, det var svært.
Duften af englenes blod nåde langt om længe det ophidset vampyrs næsebord, men han var alt for optaget af sin modstander til at bemærke englene. Måske ville engleblod være mere velsmagende, men han havde selv været engel, og havde ingen planer om at angribe de to engle, først og fremmest fordi han slet ikke fandt nogle interesse i dem, de var to ubetydelige ting i modsætning til hans rival der stod mod tomme arme.
Alexander placerede sine håndflader mod hendes skuldre for at skubbe hende væk. Hun skulle ikke tro hun bare kunne komme og vrage i de ting der var hans. Han havde bestemt også en grænse, og hvad der skrev over hans grænse, var når nogle kom og tog hans offer foran snuden på ham. Det ville han ikke finde sig i, og nu måtte hun bøde for sin dumhed.

Emilys hænder ramte gruset, da manden pludselig forsvandt. En knurren undslap hende. Hvad pokker?! Hvor var han? Åbenbart bare forsvundet i den blå luft. Emily forstod det ikke. Hun kunne slet ikke få det til at hænge sammen. Hvem havde fjernet ham? Det måtte være den anden vampyr. Hun kneb de røde øjne lidt sammen. Det skulle han få betalt. Med en hurtig håndbevægelse tørrede hun blodet væk. Det på tænderne slikkede hun væk. Det skulle ikke gå til spilde.
Hendes måltid var væk. Når hun var færdig med ham her, måtte hun finde sig et andet bytte. En ny og anderledes duft nåede hende. Det duftede af blod, men det var utroligt sødt. Det måtte være fra en af englene. For at være helt ærlig, var hun ligeglad. Hun havde ingen intentioner om, at smage på englene.
Et hårdt skub, fik Emily til at miste balancen. Hun vaklede kort, inden hun kom på benene. Igen blottede hun sine tænder af den mandlige vampyr. Hun var virkelig vred. Mon ikke en god slåskamp ville fjerne lidt af vreden? Emily havde ikke kæmpet som vampyr før. Det havde hun ikke haft brug for, og hun havde ikke trænet. Ikke engang da hun stadigvæk var menneske. Det gav hende noget af et problem. Hvis denne vampyr var erfaren, ville hun være slået ud på 2 minutter. Hun skulle være afsindigt heldig, for at han var nybegynder som hende.
Hun knyttede næverne. Det var mest en refleks, men det føltes ufatteligt godt. "Hvad har du gjort af ham?", hvæsede hun og slog ud efter ham. Hvis hendes slag ramte ham, ville han blive ramt hårdt i maven. Det ville forhåbentlig gøre utrolig ondt på ham. Medmindre han selvfølgelig nåede at undvige.
Selvom Emily var nybegynder, vidste hun godt hvordan man skulle stå. Der skulle være lidt afstand imellem fødderne, for så kunne man bedre holde balancen. Det var også en god idé at stå en lille bitte smule skråt. Det havde hun jo så selvfølgelig gjort.
Hun havde ikke tænkt sig at tabe det her. Det skulle bare overstås hurtigt, så hun kunne komme videre, og finde sig noget nyt friskt og varmt blod.

Aisha og Aihas sad ved siden af. Hinanden de fniste svaget for de hade får manden væk fra de 2 vampyr så de ikke kunne skade ham mere end de havde i forvejen. De så på dem og smilede stille til hinanden i mens de 2 vampyre sloge om vis, skylden var over at deres bytte var væk men dem som endlig havde skylden. var søsteren Aisha og Aihas de hade hjulpne manden væk fra dem,

Hvis Alexander havde været mere på dupperne, ville han have være kommet af vejen for modstanderens slag ramte ham i maven og sendte ham i jorden, men det lykkes ham ikke, hvilke irriterede ham. Han sprang på bene igen, efter at have været nede at ligge på jorden, mens han spyttede et svar ud. "Hvad jeg har gjort ved ham?" Hvor dum var hun lige, troede han at han ville kunne få manden til at forsvinde? Hvis han havde kunne det, ville han være skredet så han kunne nå sit bytte, men han vidste ikke hvor byttet var, desværre. "Du kunne da bare holde bedre fast på ham." Fortsatte han anklagede.
Alexander havde aldrig prøvet at kæmpe, hvilke ikke gjorde hans odds bedre, nærmere det modsatte. Han havde ingen ide om hvordan man skulle gøre, men hvis han blev ved med at kaste sig ud i kamp skulle han nok lærer noget før eller siden, det måtte man håbe på, ellers blev hans liv endnu kortere end hvis han havde været menneske. Et vrissen lyd fra manden, da greb ud efter kvindens krave, og trak hende helt tæt ind til sig, hvis hun ikke havde flyttet sig, før hans hånd var skudt ud efter hende. "Hvorfor skulle jeg få ham til at forsvinde?" Derefter skubbede han hende hårdt fra sig, mens hans tænder igen kom til syne i en utilfreds grimasse.

Et tilfredst smil dominerede Emilys ansigt. Han havde ikke nået at flytte sig. Det gav hende noget af en tilfredsstillelse at se ham falde sammen på jorden. Noget sagde hende, at han vidst ikke var trænet i kamp. Præcis ligesom hende.
Emily snerrede, da hun hørte hans kommentar. Var det hun havde sagt, ikke tydeligt nok? Hun mente tydeligvis, at det var hans skyld. Det måtte det være. Han var den eneste i nærheden. De to engle skænkede hun ikke en tanke.
"Det er lidt svært at holde fast, når han bare forsvinder!", knurrede hun.
Emily havde selv troet, at hendes reflekser var hurtige, men åbenbart ikke hurtige nok. Den mandlige vampyr greb fat i hendes krave og trak hende ind til sig. Et lidt tvivlende udtryk krydsede hende ansigt. Han sagde noget. Hvorfor skulle han få ham til at forsvinde? Hvis det havde været for at få manden for sig selv, ville vampyren vel være stukket af på nuværende tidspunkt, og ikke give sig ud i en mindre slåskamp med hende.
*Fuck logik*. Hun havde brug for at skyde skylden på en eller anden. En at lade sin vrede gå ud over. Han var det perfekte objekt.
I stedet for at svare ham, hvæsede hun af ham. Hun mindede vel lidt om en kat på det tidsspunkt. Alle de tanker var fløjet igennem hendes hoved på et splitsekund, så hun havde ikke nået at virke fraværende.
Da han skubbede til hende, vaklede hun lidt tilbage, men holdt sig på benene. Han var tydeligvis ligeså stærkt som hende. Det var da altid noget, at han ikke var stærkere end hende. Den lille smule blod hun havde nået at drikke, tilførte hende en lille bitte smule styrke. Sikkert ikke nok til at det ville gøre en forskel. "Hvem skulle ellers have gjort det?!", snerrede hun så og blottede sine tænder.

Nu var det Alexanders tur til at triumfere, men han viste det dog ikke, men stirrede blot nedlagende på kvinden. Desværre væltede hun ikke som han lidt havde håbet på, men det var vel også heldigt for hende, for ellers ville han også have kastet sig over hende. "Det ved jeg ikke ..." og han var også ret ligeglad. Han var ligeglad med hvor manden var blevet af, det var bare et sølle menneske, men hvad han ikke kunne være ligeglad med, var hende. Hun havde åbenbart været så naiv at tro at hun kunne komme levende fra at tage hans bytte. Hvor idiotisk.
Det lå normalt ikke til Alexander at få ejer fornemmelser over noget, og normalt ikke levende genstande hvis han ikke ligefrem kendte personen i forvejen, men det handlede vel om at kæmpe om sit bytte. Hvis man ikke gjorde det, ville man dø, og det var noget Alexander ikke ville, heller ikke selvom der var vendt op og ned på hans liv. Han rettede sig op, og stillede sig klar til et eventuelt udfald fra vampyrens side. Denne gang ville han være klar til et eventuelt udfald, som han forhåbentligt ville kunne bruge til sin egen fordel, men det kom an på om hans styrke og reflekser ville sammenarbejde, ellers var han endnu en gang på skideren.
Måske havde det været naivt af ham at ligge sig ud med denne vampyr, men det var ikke noget han ville indrømme over for sig selv. Han skød hidsigt tankerne om i baghoved, mens han stirrede vredt på kvinden. Han ville lade hende gøre et udfald først, så måtte han se at komme af vejen hvis han ikke kunne udnytte hendes angreb til noget, at komme ned at ligge igen var bestemt ikke noget han ville.
"Måske var han ikke et menneske ..." Alexander kunne straks hører hvor idiotisk det lød. Selvfølgelig havde det været et menneske, man kunne hører det på hjertet og duften. Intet andet væsen duftede sådan, ikke et andet væsen der kunne teleportere. Med et utilfreds lyd, klappede han tænderne sammen, og lod læberne glide ned foran de førhen blottet tænder, mens en hånd hurtigt gled hen foran hans ansigt for at feje en tot af det viltre blonde hår væk fra øjne.

Medmindre denne vampyr løj, så vidste han virkelig ikke hvad der var sket med mennesket. Hans forsøg på at snuppe manden fra hende, irriterede hende stadigvæk. Hvad havde fået ham til at tro, at han bare kunne tage byttet?
Hendes bytte. Hun havde brugt tid på at nedlægge ham. Godt nok ikke specielt meget tid, men det gjorde heller ikke den store forskel. Tænk, at han havde haft den frækhed...
Da vampyren igen talte, fnøs Emily hånligt. "Selvfølgelig var han et menneske. Hans blod var ikke til at tage fejl af", sagde hun koldt. Hverken hans blod, hjerteslag eller duften. Desuden kunne mennesker ikke teleportere. Hun havde i hvert fald ikke mødt et, der kunne.
Emily holdt øje med hver eneste bevægelse han lavede. Hun var på dupperne. Hvis han havde tænkt sig at angribe igen, var hun klar. Selv havde hun ingen planer om at angribe på nuværende tidspunkt. Og dog...
Den anden vampyr lod også til at være klar. Det ville måske være dumt at angribe. Han ville måske forvente et sådant udfald.
Hun besluttede at være ligeglad. Med en hurtig bevægelse greb Emily ud efter hans håndled. Hendes ene ben gled om bag hans, og medmindre han nåede at flytte sig, havde hun tænkt sig at trække sit eget ben hen imod sig sig, og på samme tid vride hans håndled om, så han ville vælte ned på gruset. Forhåbentlig nåede han ikke at flytte sig. Og hvis han gjorde, så måtte hun jo bare se, hvad der skete. Der var tilpas meget kraft i skubbet til, at det ville gøre ondt. Også selvom han nu var en vampyr.
Hendes tænder var ikke længere blottede, men hendes ansigt så bestemt ikke glad ud.

Alexander trådte hurtigt et skridt bagud da han så hendes hånd skyde frem så han på den måde var i sikkerhed. Han ville ikke lade sig ende på røven igen. Så snart han var ude af hendes rækkevide, trådte han frem mod hende igen som om de var i gang med en vild dans. Han forsøgte at gribe ud efter hendes kæbe, hvor hans hænder ville låse sig fast så han kunne tvinge hende ned i jorden med et hårdt solidt greb, mens han forsøgte at plante et knæ i hendes mave. Det ville nok ikke gøre den store forskel, da det ikke rigtig ville have samme effekt som ved mennesker, alligevel gjorde han et forsøg.
Hvad han egentligt ville gøre hvis han tabte vidste Alexander ikke, men han ville heller ikke tænke på det, så tankerne blev hurtigt sparket tid side, mens han koncentrerede sig om sin modstander. Han kunne ikke helt afgøre hvor øvet hun var, men helt gammel kunne hun ikke være, for så ville han for længst være slået ned i jorden. En stærk vampyr vidste sikkert hvordan vedkommende skulle klare sig, især mod en ny skabt vampyr. Hvis der var en der kiggede på dem, ville vedkommende nok grine. De så nok både idiotiske og tumpede ud, men det var der ikke tid til at tænke over nu. Alexander sled sig ud af tankerne hvis det ikke var for sent.

Det ærgrede Emily en del, at han nåede at reagere. Han trådte et skridt bagud, og var på den måde i sikkerhed. Hvordan kæmpede man egentlig som vampyr? Som menneske var det tit en del nemmere. Man blev nemmere såret og hurtigere træt. Nu hvor de begge to var vampyrer, ville ingen af delene ske.
Da hun så hvad han havde gang i, hoppede hun hurtigt ud til siden, så hans hånd ramte den tomme luft. Den hånd havde været på vej imod hendes kæbe.
Igen hvæsede Emily af ham, inden hun hurtigt trådte om bag ham. Han ville sikkert nå at vende sig om, inden hun gjorde noget, men hvis ikke, var hun jo bare heldig. Det smarteste ville nok være, at stikke af nu. Så undgik hun at komme til skade. Men nej. Tanken om at tabe til denne vampyr, var næsten ikke til at holde ud. Han måtte give op først.
Med endnu en hurtigt bevægelse, løftede Emily hånden og strøg en hårlok om bag øret. Hånden faldt hurtigt ned langs hendes side igen. Hvis vampyren havde været et menneske, var det ikke sikkert, at han ville nå at opfatte bevægelsen.
Emilys opførsel kom egentlig en smule bag på hende. Hun var normalt ikke den aggressive type. Det var første gang hun prøvede det her. Både at en anden vampyr prøvede at tage hendes aftensmad, og så det at slås imod en vampyr. Hun undlod med vilje at tænke på, hvor dum hun måtte se ud. Emilys tunge gled hen over en af de spidse hjørnetænder. Hun var stadigvæk sulten. Pokkers.