We all have a dark side.

Det mørke rum over værtshuset blev kun endnu mørkere da de mørke skyer drev ind over Di Morga. Lyset var ganske sparsomt, og kom kun fra en nøgen pære der hang i loftet og vippede en smugle, hver gang de utætte vinduer lukkede luft ind fra gaden, trods det var lukket. Det var resultatet når man ikke havde penge, eller ikke gad at betale for at tingene blev ordnet. Det var ikke Erics stil, men det var heller ikke ham der ejede stedet, det var hans arbejdsrådgiver. En køn finke i starten af tyverne, med langt lyst hår, flotte kvindelige former, som var gemt i en alt for lille kjole og et forførende halvdrilsk smil. En smugle overfladisk og egentligt ikke speciel tiltrækkende, men hun gav gode penge, og et godt knald når man havde brug for det. Derfor havde han endnu ikke udskiftet hende, men det handlede blot om tid, før han ville finde noget mere interessant. Det gjorde han altid når han var ved af være træt af sin gamle arbejdsrådgiver. ”Du gør det som altid lige som jeg vil have det!” Kvidrede kvinden lykkeligt, imens hun modtog en mindre pakke som han havde haft under den læderjakke han bar. Selv undlod han at besvare, men nikkede blot, mens han fik stukket bunke sedler i hånden. Kvinden lænede sig tilbage i stolen, mens hun med et enkel strøg med hånden, fejede noget hår væk fra øjne. ”Jeg har gjort et nyt job klar til dig, hvis du er interesseret, Murder.” Et smil med et charmerende ønske lå om kvindens læber, men det gled af djævlen som var han glas. Han havde hørt det masser af gange fra hendes plastic fyldte læber og var efterhånden ved at blive godt træt af at høre det igen og igen. Hun syntes aldrig at finde på noget nyt. Eric rejste sig op fra sin stol, hvor han havde siddet i, næsten siden han trådte ind i det dunke halvkølige rum. ”Jeg er ikke interesseret i mere lige nu.” Han trådte hen mod kvinden, og lænede sig frem mod hende, for at møde hendes læber, i et intenst men dødbringende kys. Mens kvinden virkede optaget af hans læber, glimtede en knivs blad i det spinkle skær fra lampen, der begyndte at vippe, samtidig med at kniven blev ført ind i halsen på kvinden. Det var næsten lige før han kunne høre hvordan bladet knuste luftrøret. Der kom et par krampagtige ryk fra kvinden, før hun faldt sammen. Kniven blev fjernet, og omhyggeligt tørret af i et stykke af kjolen, før den igen forsvandt i mørket.

Eric undlod at tage den officielle vej ned til værtshuset. På ingen tid, var han ude på gangen, hvor han hurtig sprang ned af trappen. Under læderjakken bar han en sort skjorte hvor de øverste knapper var åbnet. Det gav ham altid en klaustrofobisk følelse når han havde tillukket halsen, det forhindrede ham i at bevæge sig frit. Under bæltestedet bar han et par løse jeans, og et par kort skaftet læderstøvler. Hans fortrukne kluns. Inden han trådte ind i selve værtshuset, mærkede han efter at han havde fået pengene med sig. Det var mest for at være sikker, så kællingen ikke havde taget dem tilbage igen. Man vidste aldrig med de ludere, de var så fingernemme. Så snart bartenderen så ham, greb han et glas han fyldte op med en gennemsigtig væske. Af ren vane, lod djævlen blikket glide rundt i lokalet, og noterede sig alle små detaljer, som de fleste folk ville ignorere. I lokalet var der tolv borede, og 39 stole, 9 af dem var optaget af fulde folk, mens to af dem, var optaget af folk der var godt på vej til at følge efter de andre. Væggene havde en kedelig brun farve, og kunne tydeligvis godt trænge til en ny omgang, ligesom gulvet der flere steder havde flere mindre huller, formodentlig efter et par slås kampe. Listerne nær gulvet, var næsten intakte hele vejen rundt, ligesom lamperne der hang i loftet. Der var ikke noget af videre interesse, men en snert af noget sødt, meget malplaceret blev opfanget. Først lykkes det ham ikke helt at tolke hvor duften kom fra, men efter et par blik rundt i lokalet, fandt han kilden. Han greb glasset bartenderen havde placeret ved hans side, og gik med lange skridt mod englen.

Manden var en ganske køn, men det var de fleste engle, så det overraskede ikke rigtig Eric, der placerede sig på en stod lige ved siden af manden. Det var selvfølgelig ikke helt tilfældigt. ”Har gud smidt dig udenfor?” En hul latter kunne kort høres fra mandens strube, før den blev druknet af den sprittet væske. Det allerede halvtomme glas, blev med et hårdt slag, slået ned i gulvet. Det var ikke med vilje, det var bare noget han havde fået for vane at gøre. Derefter fandt han en pakke smøger, hvor han med en overdrevet bevægelse fiskede en op fra pakken, men undlod at byde sin sidemand. Hvis han var en rigtig engel, så røg han ikke. En flamme blev tændt fra en lighter hvorefter røgen stod ud fra djævelen som var han en anden skorsten. ”Hvilke synder har du nu budt din herre på?” Ordne blev skyllet ned med rasten af indholdet fra glasset. Så snart glasset ramte bordet – knap så hårdt som før – blev det fyldt op af bartenderen der næsten stod på spring.

Der var helt klart noget galt med den engel. Han røg. Det gav slet ingen mening inde i hoved på Eric, som måtte kæmpe for ikke at stirre måbende på englen, der pludselig sad ligesom ham selv, og pulsede på et stykke papir omkring noget tobak. Aldrig havde djævlen set noget ligne. Vedkommende måtte virkelig være langt ude, siden han kunne få sig selv til det. Det var jo som direkte at ædelægge sig selv. Djævlen fik endnu en overraskelse, da englen svarede hans spørgsmål. Forlovet, det var da godt, hvorfor var han så nedtrygt over det? De fleste der havde fået et ja, var da helt oppe og flyve et sted nær deres gud, fader. Bare tanken fik ham næsten til at grine højt. Tænk at nogle væsner var så naive at tro, at der var en der holdt hånden over dem. De havde åbenbart ikke endnu lært, at de var overladt til dem selv. Der sad ikke en eller anden fucking mand på en lyserød sky og passede på dem. Meget muligt var der en eller anden tumpe et sted der oppe, men han holdte næppe hånden over alt hvad der gik på jorden. Han var ikke en skid bedre end hans egen skaber. Lucifer forsøgte i det mindste ikke at skjule det for sine skabninger. Han forsøgte ikke at bilde dem ind, at han kunne beskytte dem mod alt ondt, eller godt i verden. Han lod sine ’børn’ sig selv. Eric krabbede tilbage til den røde tråd i hans tanker. Forlovelse. Det var der han kom fra. Englen skulle forloves med en Miles. Det var jo en mand! Var englen bøsse? Tydeligvis. Så englen både røg, og var bøsse. Fantastisk!

Det var lige før Eric slog en hånd i nakken på englen som et venskabeligt slag. Endelig en engel der forstod livet. Hvorfor ikke virkelig gøre hvad man følte, frem for at underordne sig en eller anden diktator, som man aldrig kunne komme i kontakt med. Præcist ligesom i nord Korea, eller var det syd? ”Jamen hvad er så problemet, du er ikke blevet smidt ud, og du har fået dit livs kærlighed.” Han ville have sagt noget mere, men tog sig i det, og pustede noget røg ud i det allerede røgfyldte rum. Selvfølgelig var djævlen ikke inde i bibelen, det var en bog idioten i himlen havde fået en af sine slaver til at lave. Denne slave var gået under navnet Jesus, og skulle ifølge en masse mennesker være en meget hellig mand, men han havde været godt dum. Tænk at han havde ladet sig korsfeste, blot fordi idioten i himlen, som Jesus kaldte far, havde sagt han ville komme op i paradiset. Nej, han skulle ned i jorden, rådne og blive spist af orme og få sine øjne prikket ud af kragerne der fandt ham på korset. Men lidt af alt det kristne bars havde han dog fået skruet ind i hjernen, det tog bare en rum tid, før han kom i tanke om det. ”Man må ikke være bøsse eller hvad?”

Eric fnyste hånligt, og lænede sig ind over bordet, tætter på englen, men ikke helt op af ham. Hans blik var rettet mod den klare væske i glasset, som han snurrede rundt med fingrende. ”Hvorfor lader du dig styre, er det ikke dit liv?” Derefter fiskede han cigaretten ud fra læberne i en kort tid, hvor han lige fik vædet munden til, før den igen faldt på plads mellem hans læber. Han satte næsten blidt glasset på bardiskens nedslebne træ overflade, før han strakte sig, og rette ryggen op, men stadig med sit mørke blik rettet mod englen. ”Hvorfor skal et væsen du aldrig ser bestemme hvem du forelsker dig i?” Kærlighed og følelser havde altid været en stor svaghed for de guds troende væsner, noget han var klar over og noget han uden tøven brugte for sin egen fordel, ligesom en hver anden ond skurk, men til forskel for andre, brugte han det langt mere fornuftig. Han var ikke ved at skære halsen over på englens store kærlighed, men alligevel brugte han englens kærlighed verbalt mod ham. Det var smart, eller sådan følte djævlen sig.