Vi ses igen..

Tid: Omrkring halv fire om natten
Sted: Abbaddones soveværelse, hvor Zane sover!
Vejr: .. Mørkt.. og regnfuldt..
Omgivelser: Hvad der nu er i sådan et soveværelse altså

Forsigtigt, for ikke at larme for meget, drejede håndtaget på døren sig nedad, inden denne langsomt gled op, med en meget svag knirkende lyd. Hun ville helst ikke vække Zane, som hun vidste ville være gået til ro. Det var sent, alt for sent, men nødvendigt, når hun netop havde forladt Nosferatuernes redde for en halv times tid siden.
Forsigtigt lod hun øjnene scanne igennem det mørke rum, hvor hun også så kroppen fra Zane ligge der. Der var helt stille, og Angelies bare fødder gled langsomt hen over gulvet.

Da hun nåede halvvejs over mod sengen, lod hun den gennemblødte frakke glide ned af hendes skuldre, inden hun skødesløst hang den over ryglænet på en stol.
Ved sengekanten ville hun sætte sig ned på kanten af sengen, for så at lade en hånd stryge over Zanes højre kind. Han så altid fredfyldt ud når han sov.. I hendes øjne.
"Zane" hviskede hun blidt, stadig med hånden der strøg ned over hans ansigt, og hvis denne ikke reagerede, ville hun hviske 'Elskede', en anelse højere.
Hvis dette skulle vise sig stadig ikke at være nok, lod hun hånden falde mod hans bryst, for at ruske blidt i ham, ved at tvinge hans krop til at rykke fra side til side.

Idet Angelie sagde ”Elskede”, slog han øjnene op, udstødte en rasende snerren, satte sig op, greb fat om hendes skuldre, og smed hende ned på sengen, hvor han i sin vildelse var lige ved at fremmane en af sine scimitars… men så opdagede han hvem hun var.

Zane trak vejret hurtigt, og hans lilla øjne var en anelse vilde.
”Andelie…” sagde han, halvt forvirret.
Han slap hende og tog sig til hovedet. *Satans til mareridt…!* tænkte han bittert.
”For en gangs skyld er du herinde, og så overfalder jeg dig…” sagde han og fnøs.
Det var en undskyldning af en slags.. han havde troet at hun var en anden… manden fra mareridtet…

Overraskelsen, blandet med at det hele skete så hurtigt, gjorde at Angelie slet ikke nåede at reagere på Zanes bevægelser. Dette betød at hun lod sig blive kastet ned i sengen, mens de blå øjne var blevet store, og kiggede op i Zanes vildt flammende øjne. Undrelsen var let at skue i hendes eget blik, som hun ikke sagde noget, men blot lå.. stille.

En skarp kommentar blev bidt i hende, ved udtalen af hendes navn, da Angelie var klar over det ikke var nu der skulle startes noget op.
Først da han slap hende, lod hun sig selv sætte sig op, for så at sende ham et opmuntrende smil. "Jeg er ked af at vække dig" mumlede hun lavt, og trak en enkelt gang på skuldrene. "Men jeg ville nå at.. sige farvel".
Hun kunne dog heller ikke lade være med at smile over denn anden kommentar. "At komme herind, med Ericsson i mit hoved, er så.. personligt, at jeg har holdt mig væk.. Men jeg bliver i nat.."

Hun var klar over det var den undskyldning hun ville få ud af ham, hvilket også var nok.
"Hvem troede du.. jeg var?" spurgte hun så lidt bagefter, inden et kort blik skævede over mod frakken på stolen, for så at falde tilbage på Zane. Hvis han stadig holdt sig på hovedet, ville hun tage den ene af hans hænder imellem sine egne, og sende ham et bekymret blik. Hvordan kunne hun tage afsted, hvis der var behov for hende her?

Han hørte kun halvt hendes ord, men da hun tog hans hånd, var det som om hans hjerne reagerede, og han forstod hvad hun havde sagt…
Han kiggede undrende på hende.
”Du kom for at sige farvel? Har du fundet englen?” spurgte han med antydningen af utilfredshed i stemmen.
Han brød sig ikke om engle.. de havde som regel et godt overtag i kamp mod Sortelvere… men på den anden side… hvis denne engel kunne hjælpe Angelie…

”Jeg er ligeglad med Ericsson… desuden kunne det jo være at jeg en gang imellem kunne få dig til at tænke på noget andet end ham.” sagde han med et lille smil.
Han så ud til at være faldet til ro igen, og han slappede da også af nu… tanken om mareridtet havde han skubbet væk… for nu.

Blikket gled ned over hans hånd imellem hendes, hvor hun lod en finger glide langs en blodåre, som førte op forbi håndleddet, og videre op over armen, inden hun nikkede svagt.
"Ja.. Jeg var nede hos.. Nosferatuerne i nat.. Det siges jo de ved mere end alle andre, og de var hjælpsomme" mumlede hun, og lod blikket glide op mod ham igen, tydeligt anende den utilfredshed, der var at spore.
"Uden Damia i nærheden, er det den eneste hurtige metode jeg kan komme på.. Jeg ved han kan gøre det.. Jeg er nødt til at slippe af med .. det her.." hun lød næsten bedende, som om hun ønskede, at Zane skulle acceptere t hun ville tage afsted for at finde Jebediah.

Den næste tanke havde ikke strejfet hende en anelse.. Hun havde troet at Zane ligeså ville føle sig betrådt over at vide, at en fremmede ville.. kigge med hvert øjeblik.
"Andre tanker ville være.. rart.." lød et diskret drillende svar fra hende, inden hun forsigtigt puffede let til ham.
"Jeg lovede at sige fra Karaktar, at hvis vi nogensinde får brug for deres hjælp, så skulle vi være mere end velkommen til at kontakte dem.. Jeg fik.. et brev med". Hun nikkede let over mod frakken, hvor brevet med det grønne segl ville ligge i en inderlomme. "Det fortæller hvordan man kan kontakte dem, uden at drage ned i deres hjem, som jeg gjorde".

En dyb indånding gled igennem hendes næsebor, for så at blive sluppet ud igennem munden.
Hun ville endnu ikke fortælle om at Mi'serable ville komme imorgen tidlig, for at hente Angelie, før Zane havde 'godkendt' at hun tog afsted.
"Men hvis.. Du har brug for mig her.. Så bliver jeg her". Hun ville helst ikke udskyde rejsen, men hun ville gøre det, hvis det var nødvendigt, om det så bare var for.. en lille ting.

Han hævede kort et øjenbryn da hun nævne Nosferatuerne, men han kommenterede det ikke...
Vreden tændtes dog i hans øjne da hun nævnte Damia.
"Damia er ikke din allierede, Angelie... du vil aldrig nogensinde kunne stole på hende. Heller ikke selvom i er... tæt." sagde han lidt bittert.

Hvor han dg ønskede at dræbe den dæmontøs...

Informationen om at de ville kunne få hjælp af Nosferatuerne gik ham dog ikke forbi... det kunne blive nyttigt, og måske endda nødvendigt snart...

"Jeg vil læse brevet senere..." sagde han og så på hende.
Han tog hendes hånd og smilede kort.
"Det er vigtigt for mig at du har det godt... tag ud og find den engel... men skynd dig. Og vær på vagt..." sagde han, og hans ansigt blev en anelse mørkere.
"Jeg kan ikke være helt sikker... men jeg tror der er noget derude som vil skade mig... og den bedste måde at skade mig på, er at gøre dig fortræd. Pas på hvem du taler med."

Angelie sank let en klump i halsen da Zane talte om Damia. Det var så længe siden, at hun havde set dæmonen, at Damia næsten var blevet et glemt minde.. Hun havde ikke engang reageret på Angelies problem med Ericsson. Havde Zane så ret.? Havde Damia svigtet hende for good?
"Jeg ved det.." mumlede hun, som for at bekræfte Zane i at Angelie var mere end klar over, at Damia åbenbart kun var der, når det hjalp hende selv efterhånden.

Smilet blev bredere, da hun samtidig så hvordan hann også ændrede adfærd i løbet af øjeblikket der gik, hvilket ikke kunne gøre hende andet en lykkelig.
Et skævt blink kom dog imod ham, med hans sidste kommentar. "Min kære Zane.. Hvornår er der ikke nogen, som prøver at skade dig? Jeg er ikke grøn længere". bemærkede hun i et let drillende tonefald. Det var sket så mange gange, at Angelie var stoppet med at tælle på fingrene efterhånden. Altid var der en eller anden form for plot imod Zane, som hun skulle prøve at forhindre på sin egen mystiske måde.

Hun lændede sig forover, så hun endte med at kunne ligge hovedet mod Zanes lår, inden hun kort lukkede øjnene, for at kunne nyde faktisk at kunne befinde sig i en rigtig seng, hvor Zane til og med også befandt sig.
"Mi'serable vil hente mig lidt før daggry, hvorefter vi tager afsted til Østrig.. Hvis alt går som planlagt, vil jeg være hjemme igen i løbet af to dage.. måske mindre" hviskede hun ud i luften, uden at vide om Zane faktisk hørte efter.

Da hun lagde sit hoved i hans skød, smilede han og lod fingrene køre gennem hendes lange hår.
Det var længe siden de bare havde været dem... og det var rart at de kunne være det lige nu.

"Hvem ved sine fulde fem kalder sig selv for Mi'serable...? Det er da det underligste navn..." sagde han og fnøs.
Di Morga var fyldt op til randen med freaks og underlige typer...

Han bestemte sig for ikke at tænkte mere på den fornemmelse af fare, som var over ham, og han fokuserede i stedet på Angelie.
Han strøg hende kærligt over kinden, og sagde: "To dager er lang tid... men jeg må vel udholde det."
Han smilede skævt.

Et diskret suk af nydelse gled over hendes læber, da hun mærkede hans fingre løbe igennem det røde hår, som formegentlig bar en diskret lugt fra hendes ophold hos nosferatuerne.
I et kort øjeblik tillod hun sig selv, at nyde at det bare var de to, uden pligter, uden planer og uden arbejde. Det skete så sjældent, at det var nødvendigt at nyde de få gange det var muligt.

Et kort kluk kom fra Angelie efter hans kommentar om Mi'serable, og Angelie lod blikket kigge op mod ham med et næsten opgivende blik. "Det gør en meget gammel vampyr fra Rusland" lød hendes svar til Zane, og ville have rystet let på hovedet, hvis ikke det var fordi, hun faktisk lå på ham.

I modsætning til ham, kunne Angelie ikke lade være med at tænke over hvem det nu var, som forsøgte at slå Zane ihjel. Hun betragtede sig selv som hans personlige bodyguard, og hvis der skete ham noget imens hun var væk, havde hun fejlet, og ville være ude af stand til at kunne rette op på det igen.
"Hvis du kommer til at mangle mig for meget, må du jo tage et smut forbi Østrig.. Et hotelværelse burde være til at opstøve på denne tid af året" lød et let drillende tone fra hende, inden Angelie prikkede ham blidt på brystet, som for at understrege sine ord.

"En meget gammel vampyr fra Rusland kalder sig for Mi'serable... lidt ligesom en fanatisk, svindlende spåkone altid hedder Zelda." sagde han og lo lidt.

Han fortsatte med at nusse hende lidt, og sukkede så, med endnu et smil.
"Østrig... det ville tage lidt tid, og der er sikkert masser af arbejde at gøre her..." sagde han.

En tur udenlands havde været rart... men med arbejdet... og den fare der muligvis lurede derude...

Et undertrykket fnis kunne høres fra Angelie, da Zane satte sammenligningen op. Hun var dog ikke sikker på hvad Mi'serable ville synes om den sammenligning, men Angelie fandt den en anelse underholdende måtte hun indrømme. "Lad hellere være med at fortælle hende det, når hun dukker op i morgen engang" bemærkede hun langsomt, og sukkede kort af hans opførelse.

Det havde været for meget at håbe på i første omgang. Selvfølgelig ville Zane ikke kunne efterlade Di Morga bare sådan lige pludseligt. Han var en hersker, og en hersker havde forpligtelser over for sit land. Det havde hun for sin vis vel også, men Angelig så ikke sig selv som en herskerinde, men stadig 'blot' den troende tjener, selvom hun, når de blev gift, havde krav på en sådan rang.
"Ja jeg ved det.. Du skal trods alt holde styr på et helt land, og jeg skal bare holde styr på mig selv.. Snart.. er det alt sammen overstået". Nogle gange strejfede tanken hende dog alligevel om hvordan det alt sammen ville være endt, hvis Zane ikke havde taget tronen tilbage.. Di Morga ville være et rent mareridt, men de ville have tid til hinanden..

"Zane.." navnet kom med en spørgende tone, inden hun kiggede op på ham igen, for at lade stilheden vente en anelse, og tillade ham at svare, så hun vidste, at hun havde hans opmærksomhed.
Imens brugte hun tiden på at sætte sig op igen, langsomt, og så hun stadig kunne sidde tæt op af ham, hvorefter hun kunne ligge hovedet imod hans skulder, og kigge ud af vinduet (Medmindre gardiner eller ngoet var trukket for).
"Hvor lang tid tror du der vil gå før alt er.. som det plejede at være?" spørgsmålet var af et vidt begreb. Det dækkede over mange ting. Engang havde hendes liv været så simpelt, men hver gang et problem blev løst nu, dukkede der åbenbart to nye op. Det var som om alt dette aldrig ville få en ende. Hun vidste ikke engang længere hvem deres givne fjender var. Logan var destrueret... måske blot for en stund, og resten var.. Væk. Karl var åbenbart stadig Zanes hund, hvad hun vidste af, men ellers kendte hun ikke til andre større trusler.

Han lagde armen om hendes skuldre da hun satte sig ind til ham.
Med et suk gav han hendes skulder et klem, drejede hovedet, og kyssede hende.

"At provokere mulige allierede ville være dumt..." hviskede han som svar til hendes sætning.
Hvis Nosferatuerne virkelig var så magtfulde som hans spioner sagde, ville de være nyttige at have i baghånden hvis tingene gik galt.

Angelies sidste spørgsmål fik ham til at tænke lidt.
Han følte sig en smule trist over at det hele var så hårdt for hende... for det vidste han at det var...
"Jeg ved det ikke, elskede..." sagde han.
"Jeg forsøger at gøre det på en måde så Di Morgas borgere kan få noget fred... og når der er kommet mere ro på tingene... så bliver alting måske bedre."

At være i berøring med Zane efter så lang tid, fik Angelie til for første gang, længe, at føle sig en anelse tryggere end hun havde gjort den sidste tid. Det var en evne han havde besiddet.. Lige siden første gang de havde mødt hinanden.. Hende, der havde været død, og ham, der havde været denne kolde leder.
Hun mærkede hvordan hans læber lagde sig imod hendes egne, og med et diskret smil igennem kysset, gengældte hun dette, imens en finger løb langs hans højre kindben.

"Mh.. Deres arkiver er.. enestående.. bare den fil jeg nåede at se.. jeg tør kun tænke på hvad de ved om.. andre" hviskede hun tilbage, i et tonefald der ansporede ligegyldigheden om dette emne på nuværende tidspunkt. De havde hinanden, de havde tiden.. en anelse kun dog, så var forretninger det mindst interessante, Angelie var interesseret i at snakke om.
Omend Zane ønskede disse som allieret eller ej, var også ligegyldigt, for hvis denne opgave blev som hun forventede, havde hun under alle omstændigheder tænkt sig at bruge nosferatuerne noget oftere.

Hun fornemmede det næsten, hvordan spørgsmålet bragte en kølig vind med sig, og omsluttede dem i soveværelset. En vind, der næsten græd i sorg. Det var hårdt, men der var ting, som var hårdere. Hun var ikke vant til dette liv på samme måde som han var. Han havde eksisteret meget længere end hende selv, og mange andre. På mange måder ville man stadig betragte Angelie som et barn.
"Jeg ved det.. Du gør dit bedste, og det er da blevet bedre.. Jeg ville bare ønske.." hendes stemme gled en oktav op, og stoppede, imens hun prøvede at huske hvad det faktisk var hun ønskede. Hun havde alt hvad der var behov for, og alligevel kom så selvisk en tanke igennem hendes elversind, at hun ønskede mere på et plan. ".. at alt var mere.. simpelt" afsluttede hun sætningen.
"Det vil blive bedre.. en dag" mumlede hun mest af alt til sig selv, som for at bekræfte at med tålmodighed, ville alle sår blive helet. Det var sådan ting fungerede.. Tid læger alle sår, også de værste af slagsen.

"Jeg beklager stadig lidt at jeg.. vækkede dig" tilføjede hun dog bagefter, og smilte skævt. Endnu en selvisk handling, som hun ikke fortrød, end ikke selvom han havde troet hun var noget truende.
Hendes blik faldt mod hans håndflade, hvor hun anede en rødlig skorpe, som bekræftede at huden havde været åbnet på dette sted, og ladet væsken inden i, løbe ud, for så at tørre ind.
Hendes finger lagde sig over det sår, hvorefter hun kanaliserede en lille smule af den magi hun endnu besad inden for healingens kunstskaber, hvorefter Zane ville kunne mærke en behagelig kuld lige sig omkring det område, hvor fingeren trykkede imod, og skjulte såret.
Selvom det ville være en let og næsten ligegyldig opgave for en healer, fremprovokerede koncentrationen og den energi, som Angelie skulle bruge, et par enkelte dråber mod hendes pande.
Efter et par minutter i denne stilhed, fjerne Angelie langsomt fingeren, for så at kunne kigge ned i håndfladen og se hvordan såret ville være forsvundet, medmindre Zane havde afbrudt hende i processen.