Ses vi mon igen? ~ Dai

Sted - Gågaden
Tid - omkring klokken 15
Vejr - 27°C, skyfrit og vindstille
Omgivelser - En del væsner, som hygger sig på caféer, eller bare nyder det gode vejr


På det sidste havde Kevin ikke været god til at tage ud og være social, og da slet ikke til at tage kontakt til sine venner uden opfordring. Han havde været dårlig til at spise og holde sig selv ved lige, så det var næsten et mirakel at han stadig var i live. Det eneste han ikke havde var stoppet med, var hans youtube-channel, som han kørte, men det var mere og mere blevet om hans egentlige liv, end det "falske liv" han skabte for andres spænding. Ikke at det lød meget anderledes, men de ting han snakkede om, var ting, som faktisk var sket.

I foråret havde han været ude for flere sammenstød med en langt mørkere del af verden end han var vandt til. En vampyr havde jagtet ham og kun lige ladet ham leve, og en dæmon havde næsten slået ham ihjel, sammen med en masse andre på en sushi-restaurant. Han havde følt sig så hjælpeløs, og havde knapt turde at bevæge sig ud, eller sove om natten. Og oven i det, var hans protese for nyligt kommet til skade, så han var nu bundet til sin kørestol, hvilket ikke hjalp hans hjælpeløshed.
Men nu havde han besluttet at han måtte tage sig sammen. Han havde sat sig op i sin kørestol, fast besluttet om at han skulle udenfor. Han blev nødt til det, for ellers ville han blive sindssyg. Så nu var han herude på gågaden. Der var en meget lille sandsynlighed for at nogen ville finde på noget midt på eftermiddagen, right?

Så Kevin skubbede sig nu afsted i sin kørestol, manglende ben synligt, da det var alt for varmt til at have et tæppe over sig.. Men ikke varmt nok til ikke at have en sort beanie på til at gemme hans uglede hår. Han havde en plain hvid løstsiddende tanktop på, og sorte shorts, som gik ham til lidt over knæet, samt en sort converse på sin fod, og hans pung, telefon og nøgler lå pænt i hans skød, da han ikke havde mange andre steder at have dem. Det generede ham voldsomt at sidde i sin stol ude i offentligheden, da han kunne mærke folks medlidende blikke, men han prøvede såvidt muligt at ignorere dem, og bare fokusere på at finde et sted, hvor han kunne få noget at spise.

Dai var på vej ned af gågaden, med hænderne begravet dybt i bukselommerne og ansigtet vendt mod jorden. Det var tydeligt at han ikke var i humør til at snakke, og at han ikke havde brug for noget. Egentlig gik han bare fra ét sted til et andet, eller forsøgte i hvert fald på det.
Hans ansigt mindede lidt om en tordensky, og selvom hænderne var skjult i bukselommerne var de knyttede. Han havde lige været oppe at skændes med Xander om noget dumt, noget han ikke kunne glemme lige gyldigt hvad han gjorde. Xander, den person han holdt mest af i hele verden, troede at han var ham utro eller i hvert fald havde fundet sig en anden, og Dai kunne slet ikke komme sig over, at han kunne tro den slags.
Dai kiggede hurtigt lidt op, for ikke at gå ind i nogen, og stoppede brat op da han så et enkelt ben i en kørestol, omkring 20 meter væk. Han løftede blikket og lagde hurtigt mærke til at det var en han kendte som sad dér i kørestolen foran ham. Det var.. Kenneth?.. Kelvin?.. nej, Kevin, ham som havde været så besat af at tage billeder. Han overvejede om den anden havde set ham, eller om han kunne nå væk, og så eventuelt komme tilbage når han var i bedre humør, men da han kom til at tænke på hvor godt de havde snakket sidst, og hvor irriteret han så ud, smilede han i stedet til ham.
”Hey. Det er længe siden, huh..” Hans smil fortsatte selvom han følte sig lidt dum. Han følte at det hele var akavet, især fordi han ragede et godt stykke op over den anden, nu hvor han sad ned i kørestolen. Dai’s bryn rynkede sig. Kørestol. Han havde da ikke siddet i kørestol sidst..

Da Kevin hørte en stemme som virkede bekendt og blev mødt med et ansigt, som han vidste at han havde set før, blev han mildest talt overrasket. Endnu mere da han indså at det var en, som han havde filmet for flere måneder siden, og som han havde snakket godt med, men navnet var forsvundet fra hans hukommelse som dug for solen.
” Ja det er ” sagde han så med et blidt smil og et lille grin slap fra ham. Det var rart at se nogen han kendte, selvom det var en, som han kun havde snakket med i nogle timer, og som han havde købt kaffe til efterfølgende som tak. Dog var det lidt ubehageligt alligevel, da fyren vist nok ikke vidste noget om at han manglede et ben. Men det var lidt for sent at finde et tæppe frem til at skjule det, og desuden var det jo ikke en top-secret hemmelighed, der ikke måtte slippe ud. Det var bare hårdt at snakke om, når folk endelig fandt ud af det.

” Hvordan går det? ” spurgte han så, mest for at komme videre i samtalen, og for at komme væk fra et ret åbenlyst problem: Kevins manglende ben. Det var dumt og latterligt, men det var noget som Kevin var virkelig bevidst om, og som fik ham til at føle sig fremmedgjort fra andre. Det var noget folk ikke kunne forholde sig til, da de ikke kunne sætte sig ind i hvad det ville sige at have været igennem sådan et traume. Folk behandlede ham anderledes, selvom de prøvede at lade være, og det endte altid med at være akavet for begge parter.