The mysterious ice trick....

Sted__ Forêt
Tid__ Klokken er 23.09
Vejr__ Det er lidt lunt, enkelte skyer på himlen
Omgivelser__ Træer, træer og atter træer. En lille lysning, små dyr, men umiddelbart ingen mennesker

Det var blevet aften igen. Og det havde det egentlig været i et stykke tid. Cameron havde bevæget sig ud af byen, på sin nye cykel. Den havde han købt for blot et par dage siden, og han var allerede ret så glad for den. Den var meget brugbar, når man skulle langt, og ikke orkede at gå. Han tog aldrig bussen, da han simpelthen ikke kunne. Det var egentlig lidt underligt med den frygt.
Cyklen var lavet af et let materiale, som gjorde, at han kunne cykle hurtigt på den. Overraskende hurtigt var han også nået hen til skoven. Han havde ikke stoppet med at cykle, da han nåede skoven, han fortsatte bare. I takt med at der kom flere og flere træer, blev det mere og mere svært at cykle. Han stod til sidst af og trak den længere ind i skoven. Han fortsatte med at gå, lige indtil han nåede til en lille lysning i skoven. Lysningen var omringet af høje træer, og det fik det til at føltes som om, den var lidt isoleret. Det virkede som det perfekte sted, hvis man gerne ville være lidt alene. Både fordi det var ret langt inde i skoven, men også fordi det var isoleret.
Cameron trak cyklen med hen til et træ og stillede den op af stammen. Så væltede den ikke. Med et dybt suk vendte han sig om. Nu var tiden kommet. Han skulle udforske en side af sig selv, som han aldrig havde udforsket før. Det var egentlig lidt underligt at have den her side af sig selv, som man ikke kendte. En lille smule skræmmende faktisk.
Langsomt løftede Cameron sin hånd op foran ansigtet og kiggede på den. Den lignede fuldstændig sig selv. Nu blev han helt i tvivl, om han var ved at blive skør. Iskrystaller ud af hånden? Det virkede jo skørt... Men Giselle havde også set det... Så det måtte passe. Medmindre de begge to var blevet skøre. Men helt ærligt, så troede han ikke rigtigt på, at Giselle skulle være skør. Hun var jo bare... Giselle.
Cameron bed sig lidt i læben. Han var nervøs. Over det her. "Tag dig sammen", mumlede han lettere irriteret. En kold vind fejede igennem skoven, hvilket fik ham til at gyse lidt. Han havde dog haft hjerne nok til at tage en jakke på. Den stod dog åben, og afslørede den mørkeblå t-shirt indenunder. Tøjet passede sammen. I hvert fald efter Camerons mening. Han gik kun med tøj, han selv kunne lide. Og som han mente passede sammen. Her til aften var hans jeans lyseblå, og de havde et lidt slidt udseende. Selvfølgelig havde han også sine sneakers på. Dem havde han stort set altid på. Lige med undtagelse af, når han var hjemme. Der tog han skoene af.
Han rystede let på hovedet. Nu blev det hele forvirrende igen. Han måtte finde en måde, hvorpå han kunne fremmane de iskrystaller igen. Og helst uden at det gik helt galt. Måske skulle han bare tænke på det? Han vendte sin hånd væk fra sig, og strakte armen ud. *Iskrystaller, kom frem*, tænkte han. Så mærkede han den underligste fornemmelse i hånden. Den var sådan lidt prikkende, men der skete ikke noget. Men den fornemmelse måtte jo betyde, at han gik den rigtige vej. Der var jo sket et eller andet. Medmindre det var noget, han forestillede sig.

En lettere løbende skikkelse kom igennem skoven, med en åben grå skjorte som viste denne mands overkrop og tattoen på hans bryst, bukserne var lettere brune gule i det, mens han havde et par lettere sorte støvler på som var lidt åbne. Denne mand hed Joos og havde et anfald efter at nogle af disse dumme mænd havde prøvet og hjælpe ham med en af hans fobier, med hans minder, han ville ikke fortælle det til nogle, han kunne nemt gemme sig, men ville han det? Nej, han løb bare stadig videre han vidste jo godt han kunne gemme sig i skyggerne eller slå imod dem, men hvis han sloes med dem, ville det hele gå galt, han vidste at det hele ville gå sådan at det ville gøre at han blev smidt ud fra det sted.
Joos løb videre ind i skoven så langt ind at han løb lige ind i en lyst åbnings plads, han så sig blot bagud og det lettere brune sorte hår, flagrede med i det løb han var i, da han mærkede at han væltede og rigtig nok væltede han lige ind i en mand? Her ude i skoven, han så på denne mand, og kunne nemt se at han var lidt alla sig selv, men at han ikke vidste hvad han selv var, og Joos så blot lige ind i hans øjne, skrækken kom længere op i ham, og hans fobi blev størrer og størrer, og man kunne høre de mænd der var efter Joos råbe efter ham og sige pæne ting og det, og med et rejste Joos sig op, og løb ind i skoven, men dog da han ramte skyggen forsvandt han? Med et da han ramte skyggen forsvandt han, han var blevet et med skyggen, han kravlede op i et af træerne hvor at der var skygge hvor han gemte sig, det var tydeligt og se at det ikke ligefrem var fordi han bare løb hurtigt men at han faktisk blev et med skyggen, derved vidste man at han ikke var et menneske.
Joos sad oppe i træet, krummet helt sammen og var væk i skyggen, en lettere tåre trillede ned af Joos kind, da hans fobi havde gjord at han var stivnede, han var stivnede, og var stivnede i et træ, han sad der oppe til at han kunne høre at de var løbet for længst væk fra dette sted, men de havde stoppet op og spurgt den mand hvor han var løbet hen, han kunne ikke høre hvad han sagde men, han ville bare ikke havde at de mænd fandt Joos igen, det var for skræmmende og mindes om den tid, han ville ikke mindes om den tid? Var det forkert, eller var han bare syg i hovedt af en eller anden måde af en art, han var jo som et lille barn der flygtede væk fra dem alle, bare fordi han var bange, han var blot bange, og turde ikke. Joos 256 år gammel, og bange som et lille barn fra sine egne minder? Joos vidste at hvis han sagde det til nogle ville de bare grine og sige 'du skuda for tosset din syge unge' han kendte godt svaret. Altid sindsyg! Ordet sindsyg var der altid, men det var vel også blot fordi han bare var dæmon ikke?

Cameron koncentrede sig igen om sin hånd. Det her var noget af det underligste han længe havde oplevet. Han kendte ikke længere sig selv. Det var også grunden til, at han ville undersøge det her noget mere. Han ville kende sig selv igen. Ellers ville han ende med at blive bims. Og det havde han bestemt ikke lyst til. Det værste ville nok være, hvis han blev bange for sig selv. Så ville han ikke kunne leve, og hvis han ikke kunne leve, hvad ville der så ske?
Med et ryst på hovedet, fik han de dumme tanker på afstand. Han gad ikke tænke over noget så latterligt. Så ville han bare ende med at blive deprimeret, og så var han udmærket klar over, hvor det ville ende. Sidste gang han havde været rigtig deprimeret, kunne han ikke lave noget i flere dage. Han havde ikke haft lyst til mad, og havde derfor tabt sig meget. Han var også hele tiden træt, men kunne ikke sove. Det var utrolig upraktisk, så han gad ikke have en gentagelse.
Han tog en dyb indånding, og vendte kort blikket op imod himlen. Det var dog umuligt at se himlen, da træernes kroner dækkede. Men det gjorde ikke noget, for Cameron vidste godt, hvordan himlen så ud. Der var enkelte skyer på den, men ikke specielt mange. Det gjorde, at man kunne se stjernerne. Ret romantisk, hvis man tænkte over det.
"Ugh!", luften blev slået ud af Cameron, da en eller anden væltede ind i ham. Det kom fuldstændig bag på ham, så han væltede bagover på ryggen. Han nåede ikke at tage fra med hænderne, da den fremmede væltede hen over ham. Men det var vel på en måde heldigt, for hvis han havde taget fra med hænderne, havde han måske forstuvet eller måske brækket sin håndled. "Jamen halløj", mumlede han og kiggede op på den fremmede fyr. Så gik det op for ham, at der var noget galt. Den fremmede så fuldstændig skræmt ud. Det var faktisk en smule skræmmende. Han nåede ikke at sige mere, før den fremmede havde rejst sig op, og var løbet ind i skoven igen. Lidt efter kom Cameron også på benene, og han børstede det værste skidt af sig. Han kiggede efter fyren, men han var som forsvundet. Hvor underligt...
Et par mænd kom hen til Cameron. De virkede lidt forpustede, og som om de ledte efter en eller anden. Måske havde den fremmede flygtet fra de her mænd? "Nej, jeg har ikke set ham", svarede Cameron roligt og troværdigt. Først da mændene igen var løbet deres vej, vendte Cameron sig imod det sted fyren var forsvundet. "Psst! Du der... person", sagde han roligt. Der var ingen chance for, at mændene ville høre dem. "Hey! Hvor blev du af?", Cameron kiggede sig lidt omkring. Han kunne virkelig ikke se den anden. Hvor var det... underligt. Det var som om han var gået i ét med skyggerne.
Med et ryst på hovedet vendte han sig så om igen. Igen koncentrerede han sig om sin hånd. *Iskrystaller, kom frem*, tænkte han lidt mere bestemt end før. Så skete der noget. Den underlige prikkende fornemmelse i hans hånd vendte tilbage, men denne gang var den kraftigere. Små iskrystaller fløj hurtigt ud af hans hånd, og hen imod det træ den fremmede sad i. Hvis ikke fyren nåede at flytte sig, ville han blive ramt af dem allesammen. Hvis han nåede at flytte sig - og var heldig - ville han måske kun blive ramt af en enkelt.

Joos sad oppe i træet og var godt gemt væk i skyggen, da han så noget der fangede lyset, så det skinnede lidt skarpt, da han så det var iskrustaller, med et kom han frem i skyggen og fik lavet et skjold ud af skyggerne, som var stærkt nok til at forsvare sig selv mod disse krystaller.
Joos blev godt fornærmet over ham "Prøver du og slå mig ihjel?" Spurgte han helt koldt, og muggent, han forsvandte med et i skyggen igen, og fik kravlet ned af træet igen, og da fik han gået hele vejen rundt så han stod bag manden som ikke havde styr på sine kræfter det var underligt, han var godt alla sådan, fornærmet over at han ville skyde ham ned med iskrystaller. "Du skal sikte efter noget istedet for at bare skyde frit" Sagde han blot, helt roligt, men stadig med den helt tomme stemme, hvor intet var i det, han var bare helt tom?
Joos bakkede lidt bagud, så han stod inde i skyggen, da solen ramte ham lidt forkert, han gad ikke ligefrem disse solstråler da han hadet dem, de skulle altid blinde en eller gøre noget ondt som at brænde en.
Joos så blot på manden som stod der, han forstod ikke hvorfor det var at han troede han stadig var der, han vidste jo godt at denne mand var noget andet end menneske. Han vidste at det sikkert var en demon der var inde bag de øjne, men han vidste det jo ikke ligefrem, da han bare havde set sådan nogle kræfter før ved hans familie, og derved kunne han nemt finde ud af om de var demoner eller eij. "Du har ikke styr på dine kræfter" Sagde han blot, uden et smil uden noget som helst bare helt tomt, bare sådan helt, ja tomt.
Joos stod blot der og tænkte at han nok blot måtte vente på at denne mand svare ham, så det er at han lige for tid til at svare ham selvom han synes der gik lidt lang tid, men det skulle nok gå.