The Lord Walks Mysterious Ways, but what on earth are you doing on it???(ÅBENT EMNE)

[b]
Det var koldt.
Eller.. det var hvert fald det som hun troede at menneskerne ville kalde dette vejr.. Hun havde kun været her i et kort stykke tid, og selvom hun havde vandret hvileløst rundt som en fugl uden rede, var hun langsomt ved at genvinde sin viden om dette plan.
Hvor var Herrens verden dog forunderlig. Så mange lyde, så mange lugte! Og Følelserne! Herre gu, følelserne! Det var næsten det værste. Følelsen af at være sulten, at fryse, at savne og at længtes. Det var ikke nogle følelser som hun brød sig om!
Hun længtes allerede efter Herrens kongedømme. Længtes efter intethedens intethed. Hvor følelser ikke var noget man havde og viden var alt man behøvede!
Men hun vidste at hun snart ville se det igen. Sikker forvisset om at så snart hendes hverv var gjort så ville Herren atter lade hende opstige til sit Himmerige, og atter lade hende stå og bevogte hans gyldne porte.
Hun sukkede. Denne verden var så indviklet!
En blid vind gled forbi hende og hev i den lette hvide kjole og hendes lange hvide hår. Hun gøs og foldede armene omkring sig.

”Nådig være Herren, Gud den almægtige..”
Hviskede hun lavt mens hun fortsat gik frem ad de smalle stier gennem Sombre's landskab. Her plejede at være grønt. Men nu stod træer og buske som golde mørke og nøgne. Jorden var sort og planternes skygger lange. Det var sørgeligt. Et sørgeligt syn når Herrens skaberværk hvert år visnede og døde. Men Tzipporah vidste at selv i døden var der liv, og derfor ville alt det grønne altid vende tilbage, hvis blot det fik chancen. Hun stoppede op under en smadre lygtepæl og smilede let mens hun kiggede rundt. Hvor mon hun skulle finde hvile i nat?
Hendes tyrkis farvede øjne søgte omgivelserne og faldt så på en lille bænk ikke langt fra hende. Hendes blege ansigt lyste op i et smil og hun gik hen og satte sig ned med et dybt suk.
Det var stadig koldt, men hun skulle nok klare sig. Det skulle nok gå.
Endnu engang kiggede hun rundt på de døde planter og de mørke omgivelser, før hun ville læne hovedet tilbage og kigge op på stjernerne. En af hendes favorit konstellationer var fremme i aften og hun smilede atter. En stjerne blinkede let i det fjerne og da vidste hun, at Herren var med hende. For I samme øjeblik hun så den, fyldtes hun med en varme, og en følelse af tryghed, og hvished.

Hun skulle nok klare den.
Herren var med hende.