The Dark Society//For Dem som har fået en Mysterious Note.

Sted: På ydersiden af en stor klippe.

Tid: 00:00am præcis.

Omgivelser: Himmelen er klar, men noget tåge er dog ved at danne sig imellem de store skarpe sten der følger stien ned til en ud hulning.

__

Langt væk fra Terre, i udkanten af bjergene er der en klippe side havet slår op imod hver nat. Ved denne klippe side løber der en stig fra den faste grund ovenover og ned til en ud hulning i selve klippen, ind til en dør hvis mønstre snorer sig over. Som sort slim slæber dette mønster sig over dørens træ overflade. Døren er ikke særlig stor, men stor nok til at en normal humanoid kan træde igennem. Hvis man er heldig at have kodeordet til at komme ind, vil dette sorte slimede mønster stivne og døren gå op. Og som man træder ind vil skæret fra starrinlys, skinne klart. Et rum lavet af sten, ville vente en, og i midten af rummet står en kutteklædt person og venter. Hans ansigt kan ingen se, ej heller hans rase eller køn.

Ahngel mærkede det sprøde papir imellem sine lange hvide fingre, som let lyste marmorhvidt op i mørket omrking ham. Han havde aldrig været særlig diskret når han ikke forsøgte sig på det. Dog kunne han gøre sig ude af syne på under et sekund uden problemer hvis det endelig skulle være. Han trak pås kuldrene og stak papiret ned i sin lomme på den lange sorte frakke med høje viktorianske krave.. en beklædning der var normalt for de europæiske vampyrer fra det lidt ældre dage, dog peppet op med hans egen foretrukkende punklignende stil.. dog forholdt han sig original med denne blanding. Han begyndte at bevæge sig imod den lille dør ind imod den tætte klippekant. Han kunne tydeligt høre det brusende hav imod sine øre og lod den havgusede lufte vride imod hans mørke hår, som slog korte slag dertil.
Han stoppede op ved døren og betragtede den i en tid. Han var højere end den, men det var ikke noget nyt. Han havde altid været ret høj.
"Septhim.." hviskede han derimod og bevægede stille sin lange sorte pegefingernegl imod dørens håndtag med et afventende udtryk i de udsøgte røde øjne.

med et trådte Isaac ud af de mørke skygger, der hang som en sort kappe bag ham. han så sig kort rundt med smalle øjne, hvor nysgerrigheden brændte med en styrke, at det fik det røde i hans øjne til skinnede kraftigere. men inde bag nysgerrigheden kunne også en tvivl og mistro anes..
Isaac vidste godt et sted, at han skulle have informeret sin mester omkring det her, i det tilfælde at han ikke kom tilbage. men på den anden side, hvad gjorde det, hvis han ikke kom tilbage?
et skævt smil spillede kort på hans læber, før han trådte helt frem fra skyggerne, som han sendte væk med en håndbevægelse. ind i mørket, hvor de ikke kunne ses, men hvor han vidste at han havde dem, hvis det skulle gå galt. hvis det bare nogle ynkelige lykkejæger, der havde lokkede ham.
Isaac så sig kort omkring med et blik, der emmede af afsky, for det her sted var da ikke noget at byde en dæmon?
hans røde blikket faldt pludselig på en skygge, men som Isaac på grund af den tykke havluft, ikke kunne fornemme hvad var. hvis det overhoved var noget?
han begyndte langsom at gå over imod denne skygge med et ondt smil på læberne. vinden legede kort i hans blonde hår, der var strøget tilbage og skinnede som hvide silke mod den blege pande. han bar et skræddersyet nålestribet jakkesæt, som var holdt i sort. i lommen på det mørkegrå, næsten sorte skjorte, lå der et lille stykke papir med ordet: Septhim..

Damias øjne havde været fæstnet på de to andre skikkelser. På hvad de havde gjordt. Hende selv var ikke synlig for det åbne øjne. Selv hendes hjertes dunken og åndedræt var skjult af den tykke skygge der snoede sig om hende som et skjold. Lod hende forblive usynlig for det blotte øje. Hun havde været der i noget tid. Endnu før nogen af de andre var mødt op. Det var præcist som hun havde forventet. Der var andre som havde fået en lignene note.
Hun mærkede skyggerne glide ind og ud gennem hende som om det var dem der gad hende livet. Dem der holdt hende oprejst og skjult. Skyggernbe var ikke kun udenpå hende men også indeni. Damia lod sine lyse øjne glide hen over Ahngel dsa han passerede hende. Åh ja. Hun genkendte ham. - Dog genkendte han sikkert ikke hende når han endelig ville se hende. Hun genkendte vampyren. Ikke på udseende men på den aura der SKREG ud med hans styrke. Dette kunne hun ikke fornægte. Der var ikke helt det samme ved den anden dreng der gik hen mod døren. Hun genkendte ham ikke på samme måde. Måske havde hun set ham måske ikke. Men dog havde hun set ham nu.
Damia lod endelig skyggerne forsvinde fra hende og løslod sin aura der nu pludselig slog om hende som en masse truende flammer. Hun lod afmålt sine fødder føre sig hen mod døren. Hun havde valgt at iføre sig sine røvsparker støvler og den sorte flænsede kjole som hun for det meste brugte når hun kæmpede. En slags traditionel 'skygge-kjole' der fik hende til at se endnu vildere ud. Som om hun var blevet angrebet af et dyr eller lignene. Flænserne afslørede en del af hendes hud og var overraskende nedringet. Hun lagde let hovedet på skrå da hun stod foran døret. Gjorde hvad hun skulle. Sagde kodeordet. Gjorde præcist som der havde stået på det lille stump papir.

//nyaa der er lidt mange fyldeord i men pyt xD//

Sutekh kom gående ned mod den dør som ellers ville være en skjult hemmelighed for verden. som altid var hans hænder placeret i lommerne på hans lange sorte jakke som synedes til at gå i et med de skygger som lå omkring ham. Hans grønne øjne lyste med et sælsomt skær. Han var nysgerrig. Men lod det ikke vise.

Han opdagede hurtigt at der var andre end ham på dette gudsforladte sted og stoppede op og betragtede skikkelserne mens de en efter en gik ind igennem døren. og da de alle var gået ind gik han selv derhen. mens han fiskede papiret op af sin lomme og læste det en sidste gang. Et lille fnys kom fra ham og så stod han foran døren. HAn løftede sine grønne øjne og kiggede på den mørke dør, før han med sin lettere dybe stemme sagde: "Septhim.." Hvorefter han fulgte de andres eksempel og gik ind.

Han fulgte den gang der løb bag døren og stoppede først op da han nåede kammeret med den kutteklædte. Han gik forbi alle de andre uden at ytre et ord. men sendte dem dog et par blikke for at anerkende deres tilstedeværelse mens han gik over til den ene side. Ingen grund til at starte ud med at lave ballade... I det mindste ikke endnu... Så rettede Sutekh igen sit focus mod noget andet end det oprindelige; den kutteklædte person foran dem. Hvem var denne person? hvorfor havde han hidkaldt dem.? hvad var under opsejling?

Sutekhs instincter og sanser kørte på højtryk. Som en hund der lige har opdaget noget. Men han forholdt sig rolig. Indtilvidere.

Ahngel der først ville komme ind i rummet ville være den første til at opdage det. Rummet emmede af en tyk, tung stank af noget der virkede krydret. Stærkt. Man kunne næsten smage dette i munden! Det var stanken af ondskab, stanken af alt der ville udrydde det gode i det man trådte ind, kvæle det og nægte det afgang. Som stod døden foran dem og truede med at rive livet ud af dem. Men denne tykke og tunge stank kom umiddelbart ikke direkte fra personen, den var et med selve rummet: vægende trak det nærmest til sig, og pustede det så ud igen så det blev ved med at cirkulere i rummet.
På det store sorte stengulv var tegnet, smukt, rødt, duftede dejligt af nyfanget menneske blod. Malet så det dannede to cirkler der pænt kørte ind i hinanden, og blev "et". Udover cirklen på gulvet og de mange ildkugler der ikke sad og brændte ved hjælp af fakler, men bare hang i luften, som havde nogen magten til at skabe ild uden at skulle koncentrer sig ufatteligt meget for at kunne fremkalde det. Alt dette ville de tre andre selvfølgelig også kunne lugte, føle og se, når de også kom indenfor i hulen.
Efter de alle var blevet samlet inde i rummet, spreder den kutteklædte person armene ud i en venlig gestus. Som han gør kommer der en velkendt duft fra ham, en duft som mange jægere, tilbedere af død og ødelæggelse ville kunne genkende: råd, duften fra et råddent lig der har lagt alt for længe et sted og for lang tid siden er stoppet med at have sit oprindelige udseende. Skyggerne gemmer han eller hun's ansigt, og den stemme person taler med minder heller ikke umiddelbart om en mand eller en kvinde heller, måske intet køn? Stemmen er blid, men hård, beroligende men frygtindgydende.

,, Velkommen, mine brødre og min søster! Jeg er glad for I har besluttet jer for at adlyde mørket, og opsøge mig."

__

Række følge er som i har postet:
Ma'lakel.
Ahngel.
Isaac.
Damia.
Sutekh.

Ahngel trådte ind og lod med det samme mærke til den kvælende luft. Her havde han været heldig med den egenskab at han ikke behøvede at ånde hvis han ikke øsnkede det. Dog ville han på sin vis holde vejret en smule inden han igen lod den kvælende luft strømme igennem ham hvorefter han vænnedes til den. Lig og død skræmte ham ikke og ligeledes gjorde hans omkreds ham heller ikke. Han betragtede symbolet over gulvet og flammerne i luften, som han bevidst gjorde lettere aftsand af uden at trække sig tilbage. Hans øjne fæstedes først på det døde menneskeblod der allerede var ved at miste duften af friskhed.
Han rettede sig op og stilte sig roligt, lod sin jakke spændes kort op fra den ene gotiske manchet som holdt det sorte læderagtige stof sammen med det lille våbenmærke lignende en ravn og en hvis lilje.
Lucifer Mort De sang melder sin ankomst.
Han betragtede stille personen i det mørke foran sig. Normalt kunne han med sine rovdyrs øjne se igennem hvad der befandt sig på den anden side af stoffet, men noget forhindrede hans evner som vampyr i at træde til. Hans sanser i dette rum.. de var ikke mere værd end et menneskes. Egentlig med den makabre lugt og med det uigennemskuelige hav af lyde og syn, ville det være ganske ulideligt at have hans sanser i den lange tid.
Han rettede sig stille op og lyttede.

der Isaac trådte ind var han ved at kvæles på grund af lugten af råddenskab og han som lige før havde forbande havluften, den her var tusinde gang værre imod hans sanser, hvilket næsten fik ham til at le højt af ironiens spil, for selvom han ikke kunne bruge sine sanser og kun de mægtigste skyggerne var kommen med ham ind, så mærkede han også ondskaben, der fyldte det hele, en dejlig ubeskrivelig ondskab, der fik hans skæve smil længere op.
hans øjne søgte kort rundt i rummet, han var endt i og så, så Isaac skyggen igen, som mindede ham om en eller anden han havde set, og så slog det ham..
men han viste ingen tegn på genkendelse, fandt kun en plads længst ude til hjørne,
hvor lidt lys faldt på ham. skyggerne stillede sig kort op af væggen bag ham, som han havde givet ordrer til. lyset fra ilden, der hang i luften genspejlede sig kort i hans øjne, før de var næsten helt mørkelagte igen. han begyndte at lytte til den kønsløse stemme..

præcis som de andre kunne Damia lugte det. Føle det. Mærke ondskaben der åndede dem allesammen i nakken. Hun vidste ikke om hun tog fejl da hun følte at stanken nærmest var mindre for hende end de andre. Ondskaben boede i hende. Ondskaben VAR hende. Hun havde absolut ikke nogen anden mening i livet end at udbrede den slags. Hun måtte indrømme at hun var tilfreds med alle skyggerne omkring dem. de skygger der fik hende til at føle sig magtfuld. Stanken gled ind i hendes næse og hun lod næsten omgående stanken forlade hendes næse igen. Damia så ikke på de 3 andre personer. Havde kun øjnene åbne for den kutteklædte.. Skyggerne hviskede i hendes øre at det var den kutteklædte person der havde kaldt dem til. I modsætning til den person var en stor del af hendes kønne krop blottet. Skyggekjolen gik nærmest i et med skyggerne omkring hende og fik det til at se ud som om den bølgede omkring hende. Som om den bevægede sig selvom den intet gjorde. Hendes ansigt var glat. Iskoldt&udtryksløst. Hverken nysgærrighed eller overraskelse fyldte hendes blik eller andre træk på hende. Hun var endnu en af disse typer der kunne slå flere tusinde mand ihjel uden at blinke. Den der ville kunne slå sin egen moder ihjel hvis dette var nødvendigt. Kulden og skyggerne strømmede gennem hendes stærke aura der fortsat slog omkring hende som en tavs udfordring. Dog var der ingen der vidste at trods denne aura var stærk var dette kun noget af hendes styrke. Hun lod folk tro ting om hende. Fik dem til at tro at hun ikke var stærkere end dette. Damia fik lysten til at le ved hans ord men hun bevægede sig ikke en milimeter. Adlyde mørket.. hun adlød aldeles ikke noget som helst. Men hun undlod at sige det. Det var ikke meningen at hun skulle tale men lytte. Og hendes egne ord ville alligevel blive anset for ligegyldige og tomme. De ville allesammen gerne vide hvorfor de var blevet kaldt til. Selvom hun på sin vis allerede havde fattet hvad det gik ud på.

Luften var kvælende. Meget kvælende. Det var som om at hvergang han inhalerede og exhalerede denne luft forlod en lille del af det menneskelige hans sind. Hans mistro og alt det blødsødende som han havde måtte affinde sig med gennem de mange år han havde vandret på overfladen af denne planet. Han rankede ryggen lidt og tvang hans indre skygger til at forholde sig i ro. Hans indre var i vildrede mens al rest af det gode som havde påvirket ham blev fjernet. ædt op af den atmosfære som de befandt sig I i dette øjeblik. og han følte sig med et, hél igen. som var han blevet fikset.

Han lod stille sine grønne øjne løbe rundt i rummet de befandt sig i. Blodet på gulvet og ildkuglerne i luften. Den kutteklædte foran dem. og de personer som stod sammen med hamselv. Han opdagede næsten øjeblikkeligt at den eneste af hunkøn her, var af samme slags som hanselv. Skyggedæmon. Et barn a kaos. dog med en anden afstamning.
Hans nysgerrighed for hende var om ikke andet øjeblikkelig men kort.

Han rettede sin opmærksomhed mod den kutteklædte som bød dem velkommen. Stanken fra ham ville have været uudholdelig! men Sutekh havde efterhånden vennet sig til den. Alt på denne planet fik den lugt. Specielt når deres livskraft blev dem frarøvet at for hurtigt! Som når en skygge opsluger dem og nære alt for længe på dem!

Sutekhs intense grønne øjne var fæstnet på den kutteklædte som lugtede af death and despair. Hans interesse steg i takt med at behovet for at vide hvorfor de var blevet hidkaldt blev større. Han ville vide hvad der blev forventet af dem. og det meget gerne snart!

Den kutteklædte viste ikke nogle tegn på fjendtlighed overhovedet, tvært imod virkede den for åben, for venlig, for... elskværdig. Selvom stanken sprang ud fra denne person var der også noget over den der ville være hypnotiserende, hvad end den mørke kraft i luften var, så gjorde den et godt forsøg på at tiltale de mørke væsener i rummet. Sprøjtede pheromoner ud i rummet for at få de forskellige væsener til at dåne et øjeblik i den ondskab de befandt sig i.
Efter lidt tid hvor ondskaben i rummet havde prøvet på at tiltale dem, lege appetit vækker for dem, tog den kutteklædte hænderne ind til sig igen. I en elegant bevægelse lod den fingrene der var klædt i sorte handsker, røre hinanden. Den kørte stille sine fingre fra hinanden igen og som den gjorde begyndte kraften i rummet at flyde hen imod dem, danne nærmest et spejl foran ham så alle i rummet ville kunne se. I spejlet var der et billede, en film. En film af Di Morga's hersker, der sad i sin trone inde på Abbadon, svag, knust af noget så svagt som hjerte sorger, og selvom man kunne se at sort elveren prøvede på ikke at lade sine tanker flyde på sin elskede mislykkedes han.

,, Di Morga's såkaldte hersker, er blevet svag..."
Billedet blev sløret og der kom noget andet, et billede af elver Herren der kyssede en smuk ung halv engel, med langt lyst hår.
,, Han har glemt sandheden... og fortabt sig i illusionerne.."
Det skiftede igen, denne gang viste den et lykkeligt Di Morga, et Di Morga fyldt med blomster og alt som er godt og rart. Børn der leger, voksne der fletter fingre, og mennesker der er lykkelige.
,, Han vil fejle..."
Det skiftede endnu engang over til et billede af byen Paris, klædt i elver Herren's farver, og dens befolkning under hans kommando. Gik over i noget andet, den eneste kvinde i rummet, i den lille "film" var hun blevet lænket, frarøvet sin frihed og så kyssede hun Di Morga herren's fødder. Den klippede over til den lyshårede skygge dæmon i rummet, viste ham der stod ved siden af sin herre der blot var en skygge ved siden af ham, som begge blev udslettet af flammer der brændte dem. Så skiftede det til Sutekh, der lige så stille også begyndte at gå i flammer, dø, forælde. Og efter det, forsvandt spejlet!

,, Fremtiden... Sandheden.. I har set den, og forhåbentlig ved I allerede nu hvorfor mørket har kaldt jer. Ynglinge, mørkets favorit børn.. Stemmen har kaldt jer, thi vi er tæt på undergang.".

Ahngel betragtede stille den kutteklædte skikkelse med et atter koldt blik. Hans formelle facade. Han var blandt de andre den der representerede vampyrene åbentbart og selvom det blot var reflekser, tog han hver en bevægelse og hvert et ord som var det meningen at han skulle holde sig ydmyg, dog selvom han for alt i verdenen havde lyst til at gå frem imod denne skikkelse og med sine klør rive kutten af ham, bare for at vise, at ingen skulle bestemme nogensinde. Ahngel lukkede kort øjnene idet den døsende tiltrækkende ondskab i luften tiltalte ham noget så frygteligt. Som et blødende sår der med sin vidunderlige røde væske løb lige foran hans ansigt. En hals hans kæber ikke ville lukke sig om. Han åbnede igen øjnene da den var blevet afstødt ham. Nok var hans sind ikke svært tilgængeligt, men han forstod at bruge det til sin fordel. Påvirk ham, ja, men bestem, aldrig i livet.
Han lagde endnu engang sine blodrøde øjne imod skikkelsen idet spejlet kom frem og han fulgte de klare billeder med en for ham overvældende skarphed.
Billeder kom frem. Hans domæne. Hans hjem i Paris og hans kerne for sit styre. I zanes hænder. Et ulmende had opflammede hans øjne med en aura af ren indelukket raseri. Han ville hellere se sig selv lemlæstet og med hjertet gennemborret end at skulle opgive hans styre til en så patetisk som Zane og hans svage hjerte. Alt det over Kajika, som havde afslået Ahngels tilbud om beskyttelse. Hun havde mærket døden før og ville hun mærke den igen, ville der ikke være mulighed for at undslippe i en ny englekrop. Ahngel kiggede stille på spejlet. Hendes egne valg. han ville ikke lægge hånden over hende mere.
Ahngel betragtede derefter de andres billeder tænkende. Han følte pludselig trang til at smile. Dette spejl havde vel den virkning at det man mindst ønskede skulle komme frem. I mange tilfældes.. død og personlige nederlag. Ahngel rystede kort på hovedet og rettede sig lidt ligegyldigt op. Han havde lyst til at tale til denne person, men hans kæber ville ikke åbnes og hans sanser forbød ham at afbryde. Denne skikkelses klæbrige ord og dragende udstråling, dog med ideer om mørke og pinsel.
Det mindede ham om hvad han engang selv hadede, men var nu en del af det.

en lille mistro begyndte langsom at komme over Isaac, hvis øjne igen var to smalle streger, hvor det røde skæv lysete kraftigt op, så de danne en en aflang cirkel rundt omkring hans øjne. der var noget over skikkelsen foran dem. der virkede var alt for venlig, i forhold til den ondskab, der lå som en kvælende aura over den kutteklædte skabning. Isaac fulgte kort personens bevægelser, før hans blik løsrev sig og så rundt på de andre skikkelser i rummet..
et arrogant smil gled hurtigt hen over hans læber, for han mærkede tydelig at han ikke var den eneste her, der havde kontrol over skyggernes mørke.
hans øjne hvilede kort på den anden skygge dæmon, der var af hankøn ligesom ham selv, før det gled vider til den eneste kvinde i rummet. han gjorde hurtigt klar over for sig selv, at han ikke stole på en eneste her, selvom han heller ikke kun nægte at hans nysgerrighed var vakt..
for alle havde vel deres grund til at være her?
blikket vendte med et tilbage til skikkelsen, der i det samme fremdrog et spejl..
den ensomme skikkelse, der sad på tronen, var næsten ved at få Isaac til at le højt af hån,
men som han, af respekt for stilheden, lod vær med..
men var det den herrer de skulle frygte? en, der led under hjertets sorg. en hersker, der bare kunne tag den simpel engel med magt og voldtag hende, så meget han vil..
Isaac huskede hende pludselig svagt.. halv englen, som hans skygger var ved at spise, og som han i et ran af vanvid havde stoppe? hvor efter hun tilbød ham et venskab, en venskab som han afslog.
Isaac begyndte et sted at fortrude at han ikke have slået hende ihjel..
billederne skiftede over til vampyren, vider over til kvinden, der var holdt fast, for til sidst at ende hos ham. han begyndte langsom at mærke en vred, der kom frem i sig. en vred, som fik et det skæve onde smil til at blive ondere. for selvom han et sted godt vidst at det hele var propaganda fra kutteklædt skikkelses side, så var han i dette sekund helt ligeglad,
for ingen skulle tvinge ham i kræ som en sølle slave,
og slet ikke brænde ham op, som en ynkelig genstand.
skyggerne bag ham rørte urolig på sig, over den pludselig mørke aura der skød ud fra Isaac..
INGEN SKULLE TVINGE HANS FRIHED VÆK!
Isaac lagde sit hoved lidt skrå. vidste godt at det røde skær nu brændte i hans øjne med en flamme, der var bygge af den indre ondskab, han pludselig følte ved denne ydmygelse, over at se sig selv ende sådan..
men i det mindste var Ray og Samael, ikke med på billedet, hvilket var et godt tegn..
Isaac rette sig lidt op med en dæmons stolthed, have næsten lyst til at grine hånlig, eller i bedste fald lad det gå ud over nogen, hvilket han også gjorde ved et kort diskret tegn bagud med fingrene,
der fik en af skyggerne til at bukke sammen i en usynlig smerte med et lydløs skrig,
der ikke kunne høres og som fik de andre skygger til at lave en nervøs bevægelse inde i mørket..
han hørte rasten af talen og nikkede, men mest for sig selv som en bekræftelse på at alt hvad der gjorde at han kunne beholde sin frihed og sin magt, var han villige til at gøre indsats for..

//undskyld i kære væsener men jeg er ikke hjemme hele den her uge og måske ikke næste uge..så jeg svare kort nu og så må vente derefter x)//

Damia lyttede til den kutteklædtes ord. Vreden i hende ulmede mørkt. Mørkt had der dansede gennem hende som de skygger der snoede sig ind og ud af hendes krop, for derefter at kaste sig ud omkring hende som den stærke aura hun bar. Den aura der så stærk ud som alligevel kun var en brøkdel af hendes rigtige aura. Det var noget af det Damias skygger var til for. De fik hende til at se megete svagere ud end hun i forvejen var. Dette havde fået mange af hendes modstandere til at undervurdere hende. Trods det enorme antal af mennesker og væsener hun havde myrdet. Damia havde i forvejen haft sine små skyggevæsner til at spionere rundt omkring. Og det der blev vist her var noget af det de havde vist hende. Di Morgas Hersker. Svag. Nej. Svag var en underdrivelse. Han var mere end svag. Han var direkte ynkelig.. det er hvad han er! tænkte hun kort. Lavt. Måske var det dog højt nok til at de kunne fornemme det. Damias lyse iskolde øjne gled kort henover mønsteret på jorden. Ved den kutteklædtes allersidste ord lod hun sit blik glide hen over de omkringstående endnu engang. Mørkets ynglinge. Mørkets børn. Dette var dem man hørte mest om. De mest kendte i denne ondskab. De havde alle blottet deres ansigter. Undtagen den kutteklædte. Hvem var han? Hvem var den kutteklædte? Damia var nysgærrig men hun åbnede dog ikke munden endnu. Hun måtte vente til det rette tidspunkt. De ventede alle spændt på den kutteklædtes ord. Det var den kutteklædte der var midtpunkt i dette her. Damia begyndte snart at nyde den kvælende luft herinde. Den luft der emmede med deres ondskab til sammen. For den VAR faktisk kvælende. Sådan den virkede på deres ofre. De ofre der sandsynligvis knap turde røre sig ud af stedet når de blev ramt af ondskabens rådne stank. Damias ondskab var bare udbredt på en anden måde end denne stank. Hun duftede af.. hun duftede af det man havde allermest kært. Det man elskede allermest. Det var starten på tingene. Først lokkede hun offeret og derefter satte hun tænderne i det. Dog var dette forskelligt. Damia gjorde aldrig den samme ting to gange. Dette ville simpelthen være alt alt for kedeligt! Hun placerede hænderne på sine perfekte hofter. Hvorfor virkede hun så perfekt? Hvorfor var hun så slank? Hvorfor var hun så køn og fantastisk og alligevel opførte hun sig sådan her? Hun levede op til sit navn. Damia. Hun var kønnere end de fleste. Hun havde et udseende smukkere end vampyrenes. Og alligevel havde hun den glød der gjorde at det ikke var en unaturlig skønhed. Damia var ligeglad. Hun kunne for sin skyld sagtens være sort i ansigtet. Så længe hun stadigvæk fik lov til at smage sødmen ved mordet. Smage blodet der sprøjtede op på hende fra offeret. Skriget. Hun mærkede den sære lyst til at le sindssygt. Dog havde hun haft flere tusinde år til at øve sig på at skjule ting. Hun var blevet god til at skjule følelser. Skuespil var kun et af hendes specialiteter. Hun rettede opmærksomheden mod den kutteklædte endnu engang. Ville han sige mere? Eller var han løbet tør for de fine ord?

(( Ved aftale er Sutekh Out :) Så vi køre bare videre uden ham!))

De sidste ord som den kutteklædte kom med syntes at være talt med hjertelig oprigtighed, som om han fuldtud mente hvad han sagde. Der gik lidt tid, han gav sine 'børn' lov at vende hans ord og de billeder han havde givet dem i hovedet: vist dem fremtiden. Men der var ikke tid for dem at tænke længe, han løftede en hånd og fra gulvet begyndte sten at blive presset op og formede en slags stol, hver lavet med eksotiske snoninger, et lige ryglæn, men arm lænende ville være lige så sygeligt snoede som kanterne på de tre stole der var blevet skabt. Bag den kutteklædte selv kom der også en stol. Han satte sig i den, mageligt, med hans arme der lå langs de snoede armlæn og spidsen af hans fingre kom til syne, hvide som et ligs. Negle der så mærkeligt blanke ud, det lignede spidsen af dukke fingre.

,, I kan nok se børn, at vi bliver nød til at gøre noget ved denne... mørke lille alf der har fået sig bildt ind at han burde eje noget der helt klart ikke tilkommer ham, sådan nogle høre til i træerne . Denne magt som han besidder er stjålet.. fra os! Og det er derfor at vi skal handle mine kære Mørkets hjerter: vi skal dræbe ham og lade den retmæssige komme til tronen. Men men.. tro ikke i bliver glemt, jeg har skam en belønning til jer.. i vil hver få jeres del af denne by, jeg vil skænke jer hvad for en del i end ønsker: selvfølgelig udover Abbadon og dennes midte, derfra vil den nye hersker styre og regere, men resten... har i frit lejde til at tage som i vil af. I vil få status som herskeren's højeste råd, jeres ord vil være lov for andre.. og vil nogen trodse jer, om Mørket vil det så vil denne ikke leve meget længere. Så jeg foreslår at vi nu snakker... snakker om denne lille aftale..”

Den kutteklædte løftede hånden, knipsede og med et hang der en dejlig lang kontakt, skrevet i en også vel duftende ny aroma af varmt blod som var denne ikke blevet lavet for særlig lang tid siden.

Tanker blev bearbejdet og vendt i Ahngels hoved. Var dette mon hvad der engang var blevet ment i Croix 4 råd.. Når en Destiinbreaks fremtid er lige præcist dette fænomen? En knude i systemet og noget som de fleste himmelbetvingere ikke ville kunne gøre noget ved.. Et let Makabert smil dannedes lidt efter lidt over Ahngels ellers kolde og lukkede marmorhvide mund. Intet blik blev skænket væsenets manipulation af overfladen, men først da det selv havde sat sig.. givende en mere oprigtig frihed i hele affæren.. Ahngel tillod sig selv at gå det meget lille skridt baglæns og sætte sig i stolen som den første, lagde benene over kors og lænte sig let tilbage imod ryggen på den nyformerede stolform. Hans albuer placerede han på begge armlæn og lod begge hænders sider hvile let imod hans læber. En stilling der altid lod sig udføre af Ahngel af en enkelt årsag. Forretning. politik om man ville. Denne kutteklædte person havde fanget hans nysgerrighed og åbnet den fantastiske mulighed for ham.
Ikke bare nedfældning af Zane men en slagtning.. sådan lød det ihvertfald for Ahngels skærpede forestillinger om Zane der faldt i en sø af eget blod. Blod Ahngel ønskede i besiddelse som et minde.. Dog prikkede noget til ham. Retmæssige... Ahngel nød ikke ligefrem magt med stor grådighed.. alene på grund af den omgivelige magt han allerede havde i det stole frankrig og alle deres koloniseringer. Dog brød han sig ikke om ideen med at være under en anden. Endda med et mindre areal end han selv.. Tanken lod sig bevæges inde i hans hoved i en tid, inden smilet igen lod sig påføre med endnu denne spekulative og alligevel fuldkommen udspekulerede onskabsfulde mine. Dette var ingen sag for Ahngel, men derimod fra Lucifer, hvis man overhovedet kunne adskille de to begreber.. Det var vel blot en refleks? Gamle vaner dør sjældent.
Zane skulle dø. Zane skulle dø for alvor og aldrig igen være en torn i øjet for Ahngel. Nok vidste ingen til det.. sådan direkte, men han havde en meget personlig og dyb grund til at have Zane væltet. Han ville igen kunne smide mekanikken om hans håndled og igen være som han havde tænkt sig fra starten. I stand til at bide hvem han ville og i stand til at følge sine egne ordre i stedet for en række ubetydelige engle med pletter på hans CV. Ideen om at få en bydel.. være af et højesteråd.. småtterier.. frynsegoder. En måde at gøre Terre en mere fristende by at blive i.. Men alligevel ville den egentlige præmie for denne Alfahan ville være brydelsen af Ange De Fer og afslutningen på en pinefuld gæld. Zanes død ville være spektakulær.
Ahngel lagde hovedet på skrå og lod sig igen finde sig tilstede i virkeligheden. Narresmilet bredte sig til et satanisk tandsmil med den hvide perlerække morbidt deformet med de lange hjørnetænder og de lidt mindre skarpe normale sæt.

"Hvor skriver jeg under?"

(undskyld den lange ventetid, men har være indlagt i et sommerhus langt ude på landet, de sidste mange dage ^^')

Isaac rystede på hovedet af den kutteklædte persons oprigtighed. for hvis han skulle være ærlig, så troede han ikke et sekund på at den mørke person foran dem, var så hjertens god, som han gav udtryk for, nok mere det modsatte. men hvis han ønskede at virke venlig overfor dem, så værsgo, men han skulle ikke forvente venlighed fra hans side af.
dog måtte Isaac indrømme overfor sig selv, at personens tale lød som sød musik imod hans sarte ører. et ond smil gled kort ned over de blege læber, der skinnede svagt i det dunkle halv mørke. en del af byen, hvor han kunne herske? hmm.. det lød som meget tiltalene ide. Isaac mærkede hvordan de få skygger bag ham, fandt ide ligeså Fængslende som ham selv, måske endda mere, en lille form for frihed, hvor han kunne bestemme, hvor hans skygger kunne få en 'legeplads' men mest af alt, se den sort elver, der kaldte sig selv for konge.
se livet forlade hans øjne. Isaac lukkede kort øjnene, og nød synet af det, han så på nethinden. synet af en konge, af en hersker i forfald. mest af alt, den lille engel, (selvom de andre i dette mørke råd nok ikke ville gå med til det) se den lille engel blive ædt op af skyggerne, der ville finde så meget glæde i hendes røde blod. se dem flå hende fra hinanden, som ulve omkring et sår bytte. hans øjne åbne sig langsom. det røde skær brændte stadig med ondskabens flamme. haha, nogen som ville trodse en mester i tortur?
Isaac tvivlede stærkt på det. men på den anden side, hvis det endelig skulle ske, så var der jo altid dagens underholdning for folket.
Isaac så kort over på vampyren, der var ved at skrive under på det blanke papir, der hang ned fra luften. de sidste tanker fløj igennem hans hoved, før det bliv hans tur.
hans røde øjne så kort ud over den scene, der lå for hans fødder. tog i det sidste sekund sin beslutning. nu måtte det så bære eller ryge til helvede.
"jeg tjenere allerede en herrer for meget" sagde Isaac lavmælt
"så jeg takker med alt respekt nej tak til deres tilbud. for hvordan skal man sige..
jeg tror ikke det er så godt en eftersøgt får ansvaret for en by del"
det skæve smil vendte hurtigt tilbage, og nu var det sket. ordrerne havde forladt hans læber. nu var det så op til mørke personlighed, hvad han ville gøre med dem...
nu var det op til den kutteklædte person hvad han ville gøre med det

//heii.. jeg lover at svare så snart jeg kommer hjem igen.. jeg tager nemlig til sjælland her imorgen, så svare nok først på torsdag eller sådan.. sorry//

Damia lyttede til den kutteklædtes ord. Hun mærkede trangen til at fnyse sit velkendte iskolde fnys da vedkommende kaldte dem sine ’børn’ men hun undlod dog at kommentere dette yderligere. Det betød intet og hans ord var tankevækkende. Tiltrækkende. Lokkede dem alle sammen. Hvis det stod til hende ville hun klart prøve at styre stedet selv. Men hjerne havde hun nok af så hun vidste udmærket hvor dumt det ville være at styre stedet ene og alene. Som Zane havde været så dum at gøre. Han ville få sig sit livs overraskelse når han fandt ud af at nogen af de stærkeste havde valgt at rokke sig sammen og slå til mod ham. Først for sent ville han sandsynligvis opdage sin fejltagelse. Dog for sent. Til den tid ville de allerede have vundet. Damia var den næste til at sætte sig ned. Hun strakte sig på en katteagtig og dog yderst elegant måde, der ville få folk til at tage et ekstra blik på hendes krop. Hun satte benene over kors og lod sit fine hoved glide let på skrå. Med en lille bevægelse der knap kunne ses lod hun blikket glide hen over kontrakten. Lyttede først og fremmest til vampyrens ord. Et svagt koldt, uhyggeligt smil dukkede op på hendes fyldige læber. Det var tydeligt at hans svar havde moret hende noget så grundigt. Han havde set meget tænkende ud. Og hun vidste allerede uden at skulle til at læse ham, at han havde gennemtænkt hver eneste gode og dårlige grund til at sige ja til dette. Damia valgte denne gang selv at skulle til at tænke. Det duede ikke at hun bare sagde ja uden at tænke tingene i gennem.

Det kunne være en fordel at rende rundt og gøre hvad man ville – tja og på samme tid faktisk at have retten til den. Ingen kunne længere stå og råbe ’det er ulovligt’ mod hende. Selvom det godt nok plejede at være underholdende. Hun ville ikke længere have Zane at tænke på. Og hun kunne slå sin gruppe fri og lade den gør hvad den ville. Det var ikke nødvendigvis det bedste. Hendes magt ville være større. De blodudgydelser hun kunne udføre! De mord! Ubegrænset tortur ude midt i det hele MED publikum. Og ingen kunne gøre noget som helst ved det. Blodet, Sårene. Lyden af brækkede knogle og synet af et blik der ser sit liv passere revý foran sine øjne. Og nu skulle hun tænke på minusserne. Damia lod sit blik falde hen over den kutteklædte og lukkede øjnene halvt i så hun kunne se personen bedre. Auraen fortalte hende om personen men dette var ikke nok. For at hun skulle være sikker skulle hun have øjenkontakt med denne person. Ellers duede det simpelthen bare ikke.
Men ellers kunne hun ikke komme på nogle minusser. Endnu da. damia levede for det meste også i nuet. men hun kunne da planlægge ting. Desuden havde hun intet at frygte. Hun frygtede ikke for at miste sit liv - ikke efter at have levet så længe. Så var man ikke længere bange for at smage døden. Hun tog sin beslutning og lænede sig frem med et blik der udstrålede forskellige følelser. Hendes lyse øjne indeholdt; legesyge, mord, kulde, sindssyge.. og ikke mindst begær. Med forstillingen af en brækket Zane der fik den værste tortur man kunne tænke, og placerede hun blikket på kontrakten der fik hendes begær til at vokse yderligere. Frynsegoder, Blod, og kaos lød tiltalende. Hun førte sin fingre op til sine læber og bed hul i fingeren. Dog meget lidt. Lod fingeren glide kærtegnene hen over kontrakten, mens hun skrev sit navn. Det var ikke splattet ud på nogen måde. Tværtimod lignede det noget hun havde skrevet med en blækpen. Kalligrafi. Flot og pyntende. Et lille uhyggeligt, og dog morderisk smil placerede sig på hendes læber. "Med andre ord. Ja." hvislede hendes stemme. Første gang hun talte. Stemmen var smuk, men havde dog en uhyggelig iskold undertone, der kunne få offeret til at ryste af skræk, på sammetid med det kunne få en allieret til at undre sig over skønheden i stemmen.