The edge for the unknown riders.

Et mere neutralt suk løb roligt hen over hendes læber. Selvom at solen næsten havde forsvundet i horisonten var der stadig rimelig lunt i den østlige del af Di Morga. Varmt nok til at man bare kunne smide både de lange bukser og jakke. Det var i hvert fald ikke længere vinter. Det var sikkert. Og det var sikkert at varmen et punkt gik Stella på nerverne. Mere eller mindre. Derfor elskede hun sommernætterne. Både på grund af det skarpe lys for hendes stakkels øjne og den evige trængsel i gaderne. Hun kunne bedst lide de mørke timer. Også selvom at det tit var der omkring fugten lagde sig. Og hun kunne allerede begynde at mærke trangen.
Hendes hænder rystede. Sitrede. Men det kunne ikke ses for det almene øje. Og hun prøvede at stoppe det ved at stramme grebet omkring stroppen fra den slidte skuldertaske. Den anden havde hun gemt godt i den ene af de forreste lommer i hendes cowboy shorts. Viste rigtigt ben denne dag. Hendes tofarvede hår faldt let og fyldigt omkring hendes pæne ansigtsform. Men det så ud til at hun skulle få klippet pandehåret. Bare lidt. Det faldt næsten helt ned foran hendes ellers fangende grå øjne. Dog så hun ikke ud til at have noget besvær med at se. Den løse grønstribede bluse faldt pænt om hende og eftersom den var faldet lidt ned over hendes ene skulder blev en sort strop afsløret. Ikke noget hun gad bekymre sig om. Det var jo var et lille stykke elastik. Hendes fødder var ikke rigtig iført andet end et par sorte klipklappere der afslørede hendes tilværelse ved hvert skridt.

Der var ikke specielt ubehageligt her i bolig områder. Lyndæmonen forstod ikke hvad folk klagede om. Her var da lige som så mange andre steder. Stille og kedeligt. Det eneste der rigtig skete her var nogle hjernedøde hjemløse der stod og varmede sig ved en brændende tømme. Hyggeligt. Hun knejsede kort med nakken og lod efterfølgende sin tungespids fugte hendes løber. Hun var ikke direkte sulten. Men energi niveauet var roligt blevet lavere. Forbandede helligdage. Ingen skole. Ingen nem ’føde’. I en munter bevægelse fik Stella drejet sig selv skarpt til venstre. Slæbte næsten sine fødder af sted efter sig selv som hun nu slentrede videre ned ad en af de tætte gader. Turen skulle da ikke gå hjem endnu? Hvor hun lige præcis var på vej hen, havde hun selv ingen anelse om. Hver dag stødte hun på nye stier. Og sjovt nok kendte hun ikke byen særlig godt endnu. Hurra for ny beboer. Hun havde fået lov til at hæve indbyggertallet med en. Hvor var hun dog beæret..

Luften var fortsat lun. Derfor havde Niall ingen jakke på. Hvis det havde været bare en lille smule koldere, havde han taget den på. Men ikke nu. Hvis han tog den på, når det var så varmt, endte den bare med at være i vejen, og det ville være latterligt. Den unge dæmon havde valgt at gå ud i byen. Helt præcist hvor han befandt sig, havde han slet ikke styr på. Så godt kendte han endnu ikke byen. Dagen forinden var han ankommet, og han havde næsten ikke set noget af den. Det prøvede han nu at lave om på ved at gå små ture.
Det her område så lidt snusket ud. Ikke noget der ligefrem faldt i hans smag. Snuskede omgivelser... pff... Han var ikke pivet, for han havde ingen problemer med at blive en smule snavset en gang imellem. Jo længere ind han kom, jo mere syntes han, at han havde været der før. Han nikkede let for sig selv. Han havde vist været her før. En enkelt gang. Aftenen før. Det var endt i et slagsmål, præcis ligesom så mange andre gange før. Hvad der egentlig havde forsaget slagsmålet, havde han forlængst glemt. Det var jo ligemeget.
Med et ryst på hovedet, fortsatte Niall fremad. Hans grønne øjne gled undersøgende rundt på omgivelserne. Der virkede meget stille her. Næsten dødt. Et par hjemløse vidnede om, at der trodsalt var en lille smule liv. "Fantastisk... hjemløse...", mumlede han ironisk. Han stak hænderne ned i sine bukselommer. Her til aften var hans jeans lyseblå, og de havde et lidt slidt udseende over sig. Men sådan var de købt. Faktisk var de også forholdsvis nye. Præcis ligesom den sorte t-shirt. Det var noget han havde købt, inden han flyttede til denne underlige by. Eller var den virkelig så underlig? Han havde ikke rigtig fundet ud af det endnu. Fundet ud af hvilke væsener den her by huserede. Var der vampyrer? Djævle? Måske engle? Niall kunne næsten ikke vente med at finde ud af det.
Alt det han vidste om de forskellige racer, havde han enten læst sig frem til, eller selv fundet ud af, ved at suse rundt på diverse diskoteker, kroer osv. Nogle af væsenerne lød ret onde. Selv betragtede han sig ikke om ond. Hvad var ond egentlig? Og hvem bedømte helt præcist, hvem der var ond? På grund af sin opvækst, havde han ikke rigtig lært, hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Det havde givet ham en ret ligegyldig holdning til de forskellige ting.
Niall drejede ned af en lille gade. Der kom en pige gående fra den anden ende. Det så ikke ud til at påvirke ham, for han var ret ligeglad. Hun havde også lov til at være der. Hvis hun bare lod ham være i fred.

Duften var gennemtrængende. Skarp sig gennem luften og blev hurtigt leveret til den lille dæmon. Hun vidste allerede hvilken vej han ville tage inden han kom til syne efter hans drej. Men hun så ikke mod ham med det samme. Lod sine grå øjne være rettet mod jorden foran hende. Og stoppede ikke med at gå videre. Men fik dog sat tempoet en halv tand ned. Dæmon. Samme race. Det var der ingen tvivl om. Og hvorfor skulle det undre hende at denne dreng tilbragte sin tid her i dette område? Han virkede rolig. Og helt nede på jorden. Mens der stadig var et eller andet der gik ham på. Det var meget muligt bare noget hun bildte sig selv ind. Men det fik nu hendes mundvige til at stige. Ganske lidt. Kun lige en halv millimeter. Ikke synligt. Hun prøvede nu ellers at holde sin neutrale status.
Stella tillod sig så endelig at se op. Lod sine øjne studere ham. Smilet var blegnet igen og efterlod hende med et mere roligt ansigts udtryk. Hun virkede næsten.. fortvivlet? Hun tog ikke sit blik væk fra ham. Hun for satte bare videre hen af den lille gade. Hun sørgede for at opfange så mange detaljer som muligt. Også selvom at udseendet sagtens kunne lyve. Man skulle aldrig bedømme en bog på omslaget. Men stadig kunne man sige en masse som en person på det ydre. På den måde at folk bare fik med hænderne gemt i lommerne og om ryggen var ret eller ej. Hun vidste godt at hun var ret åbenlys omkring hendes scanning af ham. Men hun var ligeglad. Hun prøvede jo heller ikke ligefrem at skjule det. At han faktisk var et noget interessant objekt for hende. Og hvis man kiggede ordentligt efter ville man kunne fornemme små gnister i de sorte pupiller.
Hun slog kort klik med tungen som hun endelig passerede denne fremmede dæmon. De små spændinger i luften omkring hende syntes næsten at blive en lille del stærkere i det øjeblik de stod lige ned siden af hinanden og så igen falde ned som de var et skridt fra hinanden igen. Men efter det så hun igen ud til at være ligeglad med ham. Lod afstanden mellem dem blive større og større. Alt imens hendes hænder langsomt begyndte at ryste mere og mere. Og igen blev hendes skridt langsommere. Indtil hun stoppede helt op. Fik sat skuldertasken hen på et mere behageligt sted på hendes ene skulder. Knejsede igen. Forbandede trangen der blev mere overvældende. Forbandede den forbistrede dreng for at have passeret hendes vej. Men der var vel ikke andet at gøre? Hun indsnusede en stor dosis af den friske luften og pustede derefter ud gennem munden. Lige inden hun meget direkte bare drejede en halv omgang og begyndte atter at gå. Men denne gang var kursen den samme som hun var kommet fra. Hvilken dag.

Niall var ikke specielt god til at genkende andre racer. Derfor vidste han heller ikke, hvilken race denne person var. De eneste racer han sådan set kunne genkende, var de åbenlyse. Som vampyrer og mennesker. De var meget karakteristiske. Nemme at gennemskue.
Fordi han nu var så pokkers ligeglad med pigen, holdt han ikke specielt meget øje med hendes bevægelser. Kun ganske svagt. Hans tanker var et andet sted. Han overvejede, hvilken vej han skulle dreje, når han kom til slutningen af den her lille gyde lignende ting. Højre eller venstre? Det var det store spørgsmål. Hvis han drejede til højre, hvor kom han så hen? Hvis han kom væk fra det her sted, ville det være fint. Rigtig fint. Det var ikke ligefrem muntert, men på den anden side, var han ligeglad. Han kunne ikke engang huske, hvornår han sidst havde haft det sjovt.
Kort lod han blikket glide ned i jorden, inden han igen kiggede over på pigen, der fortsat kom gående imod ham. Nu hvor han også kiggede på hende, var det tydeligt, at hun nærmest undersøgte ham med sit blik. Han fik en dårlig fornemmelse i maven. Den her pige kiggede ikke bare, fordi hun var interesseret i ham. Nej. Hun ville helt sikkert have et eller andet fra ham. Udnytte ham på en eller anden måde. Også selvom hun så ud til at være yngre end ham. Niall anede jo ikke, hvor gammel hun i virkeligheden var. Udseendet kunne snyde. Det vidste han.
Han kneb øjnene let sammen, da hun passerede ham. Der var et eller andet i hendes øjne... Han kendte det udtryk... Han fik selv et lignende udtryk i øjnene, når han var sulten. Han mærkede en knitren i luften omkring sig, men den forsvandt ligeså snart afstanden imellem ham og den fremmede pige blev større igen. Ja.. Hun var helt klart ude på noget. Da han havde ryggen til hende, bed han sig lidt i læben. Måske havde han taget fejl? Hun var fortsat uden at hive fat i ham. Måske ville hun ham alligevel ikke noget?
Hendes opførsel, gnisten i hendes øjne, og så den spænding i luften, ledte ham på sporet. Hun måtte være en lyndæmon. Ligesom ham selv. Det måtte hun bare være. Eller også var hun et eller andet andet. Han anede ikke, hvad hun så skulle være.
Ligemeget. Forhåbentlig ville hun lade ham være, og fortsætte med hvad hun nu havde gang i.
Niall trak hænderne op af sine lommer og lod dem bare hænge løst. Hvad skulle han foretage sig? Undersøge byen var det første, der lige faldt ham ind, så det ville han gøre. For at vide hvor pigen var, lyttede han efter. Hov. Hvad var nu det? Hendes skridt blev ikke længere og længere væk... Hun kom tilbage. Den samme vej, som den hun var kommet af.