the unknown

Sted: Sombre
Tid: 02.00
Omgivelser: ingen - eller måske, træer, nogle bænke buske osv.
Vejr:få skyer, stjerner og halvmånen
Påklædning: En løs lang tøjre og et par leggins i sort

"Natten var og bliver Nat
Månen er blevet som Sol
Tomheden bliver Ensomhed
Mistidlige knuser hvert Hjerte

.........

Blod er Livet"

Stemning ændre sig til kulde og mørke, mens stemme sagde de sidste ord.
Skyerne flyttede sig henover himlen som et tegn på livet retning. et liv var altid i bevægelse, tænkt Adriana, mens hendes øjne glid over himlen med de grå skyer, som var blevet mere og mere grå, hvor mere de bevægede sig indover landes grænser, det lige snart regn, men de vandre videre.
Hun lagde sine hænder under sit hoved som støtte, men også for mere behag, selvom hun ikke selv mærkede forskel, var det blevet en vane at virke menneske, selvom hun var et er de væsner som var længst fra mennesket.
Selvom hun selv havde været det, hun lod sit ben ligges hen over det andet i krydse, mens hendes tanker omfangende ordet blod lidt, kun lidt og hendes sind var formørket af hendes indre monster.
Tungen glid over hendes læber som stadig smagt af sit sidste offer, et ung mand men masser af drømme og gå på mod.
Adriana lod øjnene glide i, for at mærke sit indre monster, som rystede efter mere af de ukendt i mørket, en små grin kom fra hende. Ved tanken om Det ukendt, meget var sket med hende.

Og stadig var mørket ukendt for hende.

Et par lysende røde øjne scannede Sombre. De var blide da det ikke var længeside Mia havde spist. Men hun vidste også at den søde duft af blod kunne få hende ud af kontrol lige meget hvor mæt hun var.
Hun gik langsomt hen over græsset. Hun kunne ikke dufte blod noget sted i nærheden, så det måtte betyde at det var langt nok ude på natten til at der ingen mennesker var i parken. Alligevel kunne hun ane en skikkelse ikke så langt fra hende og hun kunne svagt høre en stemme, "Natten var og bliver nat, Månen er blevet som solen..." kom stemmen fra personen? Hun blev nysgerrig og glemte alt om blod tørst og ondskab for et øjeblik, hun gik i retning af personen til hun stod ved siden af... Hende.
Hun så afventende på hende, ventede på en reaktion før hun ville sige eller gøre noget.

Hendes tanker havde gjort at hendes opmærksomhed næsten var forsvundet, hun havde ikke lagt mærke til væsenet som kom tætter på hende, selvom væsenet var noget så tydeligt. tydeligt at mærke hun ikke havde i tanker at gemme sig..

Da Væsenet eller person var indenfor en 3 meter afstand, kunne hende duft opdages at Adriana og hun opdagede hende, hun underende sig lidt at opførelse som hun havde, *som et lille barn* tænkt hun og mærkede hun stoppede op ved siden af hende og vente på hun skulle reager på hende.

Men hun vente sig ikke med det sammen, da hendes blik var fortyllet af skyerne, men det kunne ikke rigtigt ses i hendes ansigt, det var helt tomt.
Og urørligt, hun vente blikke efter 1-2 minutter og hvor hendes øjne flyttet mod hende, hendes øjne mødte Mia Decors og nærmest brændt i dem, men et smil var på hendes læber "godaften.... Lille Vampyr, hvas skylder jeg ære"

Mia betragtede hende i stilhed. Hun så næsten død ud.. Hvis ikke det havde været fordi pigens øjne havde flyttet sig et par millimeter en gang i mellem, så havde Mia nok troet at hun var død. Selv om hun bare lå der, virkede hun alligevel ekstremt spændende. Hun var ikke en som alle de andre - det blev Mia sikker på samme sekund hun så hende.

Hun smilte til pigen. Hun vidste ikke med 100% sikkerhed om hun havde opdaget hende, da hun hverken så på eller talte til Mia, men der var alligevel noget der sagde hende at hun havde, så Mia satte sig let og elegant ned på græsset. hun krydsede benene så hun sad i skraderstilling, på den måde var det nemmere at komme op hvis det skulle blive nødvendigt. Mia følte sig underligt godt tilpas i kvindens selvskab, trods hun ikke sagde eller gjorde noget, følte Mia alligevel at hun godt kunne slappe af. Denne kvinde havde ikke i sinde at angribe hende, i hvert faldt ikke som det var nu.

Mia's smil voksede da kvinden så på hende. "Hey" svarede hun venligt og lagde sine hænder i sit skød og lændte sig en lille smule frem i interesse. "Intet specielt" hun så mod træet hun kom fra og så tilbage på kvinden. "Jeg blev bare træt af at være alene, tror jeg" fortsatte hun ærligt.

Vampyr pigens ord sad lidt i Adriana hoved ' Intet specielt..... Jeg blev bare træt af at være alene' hun tænkt ikke rigtigt over pigens ord, men mere lyttede efter hendes tone og ordvalg, hun virkede fuldstændigt ærligt, noget man ikke ser tit.

Hun lod tænkende blikket mod himlen, hendes før tomme øjne fik et blidt gnist, det virkede levende og trygge, hendes tanker var i hendes minder om hende selv dengang hun havde været menneske, uskyldig, kærlighed, ærlighed og bare et varm person, men hendes levende tid forændre sig. og koldeheden blev hendes hjerte. hun vendt endnu igen blikke mod pigen som lige en der ventede på visdoms ord, et lille smil breddet sig, men blev derefter en stram mimende.
"Og hvor langende tro du. du vil overleve", Hendes øjne var hård, men blide samtiden, men ingen form få varmen, hun var enligt lidt interesseret i pigen allerede, minde om hende selv.

Det vil havde smerte hende, men gjord også, men ikke som det kunne ses, hendes sår i hjerte var ikke synlig. Hun var blevet vant til det, den knuse følelse, faktisk omfangende hun den, et tegn på at være i live, dog vil pigen ikke kunne se hvad forgik i hendes hoved, selvom hun læst hendes tanker. ingenting, kun kulde.

Hun lod hænderne rette sig bag hendes hoved, så hun lå bedre, hun vendte på pigens svar, så hun holdet blikke mod vampyr pigen, som høflighed, den tydelig lugte af vampyr, og nyskabt vampyr var over hende, selv hendes holdning og opførelse. selvom der var venlig og rar vampyr, dog kun få, var en ny vampyr, som en baby for menneskene, de skulle læres alt...
........Fra bevægelse til visdom ......

Mia smilte forventningsfuld til den fremmede kvinde. Gad vide hvad hun tænkte på? Hun lignede en der nemt kunne være dvælet ved et minde eller en vant tanke og nu var fanget i en strøm af tanker og forstillinger. Så da kvinden talte overraskede hendes ord Mia og hun rankede ryggen uden at tænke over det. "Øhm.. Undskyld? Hvad mener du?" spurgte hun forvirret. Hvor længe hun overlevede hvad? Snakkede hun om hvor længe hun ville overleve at være i nærheden af kvinde, mente hun livet i skyggerne? Vidste hun overhovedet at Mia levede i skyggerne? Nej, det måtte hun vide, Mia kunne se på kvinden at hun under ingen omstændigheder var et menneske - faktisk var det den manglende luft af menneskeblod der gjorde hende sikker... Men det betød vel at denne kvinde, hvad enden hun var vampyr eller noget andet, nok godt vidste at Mia var vampyr.