maby love and maby not (alex-privat)

Hans smil bredte sig igen da han fik det at vide. "jeg er ikke selv stolt af det men jeg er en vampyr"sagde han så og afventede hendes reaktion. Han kiggede lettere spørgende med et tilbage trukket smil da han ikke vidste hvad der nu ville ske. Alle dem han havde sagt det til enden var flygtet af skræk, havde jaget ham væk eller ville prøve at dræbe ham på alle mulige måder. Han kunne ikke lade være og lagde sin hånd en smule tættere på hendes så deres fingre lige rørte hinanden. Det eneste problem ved vampyre vare at deres fingre var iskolde.

Hendes øjenbryn hævedet sig en smule, da hun hørte at han var vampyr. Okay.. Altså, hvis han ville dræbe hende, så var hun jo nok død nu. Så hun havde jo ikke rigtig noget at være bange for, for hun kunne godt forsvare sig selv, hvis han nu ikke var som han så ud, for hun var endelig begyndt til kampsport, efter mange års pause. Det var nok på grund af en anden, en god ven, meget god ven! At hun var begyndt. Men helt ærligt, så var hun ikke bange. Havde ikke nogen lyst til at råbe at han skulle gå, eller selv løbe. Hun så ned på deres hænder, da han rørte hendes hånd. Hun vidste ikke rigtig hvorfor han havde gjort det, for det kom lidt som et chok, den kulde og hun trak hånden lidt tilbage. DUMT! Men hun så hurtigt ham i øjnene, med et undskyldende blik. "Det er fint nok.. Du er jo ikke ond.." Hun så undersøgende på ham, smilede lidt forvirret. "Vel?"

Han kiggede lettet på hende da hun ikke gig amok på ham. Han tog hånden til sig og legde dempå skødet. Lige pludslig kom blodtrangen over ham og hans hugtænder gled ned fra gummerne. Han sukkede en smule og sagde "det må du unskylde" med en hvæsen på grundat hans tænder. Han stormede ud for ikke at skade hende. Hans vampyr instinkter voksede da hans trang blev være og være. Han begyndte at tage sko på. Han holdte sin hånd for munden og prøvede ikke at lugte ud i rummet da han kunne dufte hendes sødme. Han håbede at hun slap uskat fra denne trang han havde "du må virkelig unskylde håber du kan tilgive mig" sagde han og begyndte at gå ud af døren