End of days

Der var ikke så meget at komme efter en mørk stille aften, mens at man befandt sig i en gågade i Terre. Måske var der tegn på regnvejr da skyerne var ret grå, Markus som denne vanskabning hed gik mere rundt i sin egen verden med sine hænder begravet i sine lommer på sin sorte habit jakke.
Hvor han inden under havde en hvid skjorte på og ellers bare ganske almindelige bukser, som nok var en anelse slidte hvis man kiggede godt efter. Og denne aften havde han sine briller på da hans syn nogle gange drillede ham så det blev helt sløret, det blonde/hvide pandehår sad ned foran det ene øje, mens resten af håret sad lidt uldet. Hvis folk så godt efter så skimtede den blege hud ind i mellem på grund af sin mest dominerende side som folk kaldte for et bæst.
Vampyren.
Markus fortsatte med at gå i sine egne tanker mens at han lod sin tungespids glide ud for at slikke på sin underlæbe, selvom det blot var en simple vane der alligevel var svær at komme af med. Tanken strejfede ham om der var en chance for at ændre noget personligt, der kunne ende med at give en oplevelse for livet.
Han vidste ikke hvordan det ville ende. Men der var kun en ting at gøre... og det var at prøve lykken selvom der nok ville være en risiko. Han førte sin ene hånd op af lommen og videre op mod sine briller for at rette på dem, mens at han gik med raske skridt. Han havde ingen anelse om hvordan denne aften ville ende...
Det var kun spørgsmål om tid, før at han ville kunne få et svar fra et ukendt sted.
Måske kunne aftenen ende med at tage hans liv som det var nu...

Lysandria kom gående ud fra gyden nogle 100 meter væk fra Markus. Hendes sorte trenchcoat var åben på midten og viste hendes beklædning indenunder. Denne bestod af en hvid skjorte med en smule rødt. For neden hang hendes nederdel, en lang gammeldags nederdel i en yderst mørkerød farve. Men det røde på hendes skjorte var ikke ment til at være der. Der var en grund til at hun slikkede sig ekstra meget om læberne mens hun langsomt gik ud af gyden. Hvis man gik ind i gyden ville man hurtigt opdage den mand som var blevet forført og lokket ud i gyden hvor han hurtigt mødte sin overkvinde der hurtigere end han kunne nå at reagere havde bidt fast i hans hals og drukket af ham. Hvis nogen havde set dette ville de hurtigt vide hvad kvinden ville være.
En vampyr.
Da hun havde slikket sine læber rent rejste hun sig op med rank ryg og begyndte at gå imod Markus. Det var meget muligt at hun lige havde drukket, men den mand havde ikke den type blod hun var ude efter. En blond ung mands blod var hvad hun havde brug for for at tilfredsstille sine behov. Og som skæbnen ville have det viste der sig netop sådan en mand foran hende. Hun trak lidt på smilebåndet og åbnede lidt i sin skjorte for at vise noget af hendes kavalergang.
*Mænd... Altid så nemme at forføre...*
Hun begyndte med hastige skridt at gå hen imod ham. Af en eller anden grund opdagede han hende ikke før hun var få meter bag ham. Men af en eller anden grund opdagede hun heller ikke før dette at han ikke var et normalt offer. Han lugtede forkert. Hvad kunne han dog være... Der var menneske i lugten, men også noget andet som blev dækket af hans menneskelige lugt. Hun stod få meter bag ham med åben mund med tænderne blottede, dog var hendes vampyr tænder trukket ind så ingen opdagede noget.
*Let's find out...*

Markus hævede det ene øjebryn og stoppede op med det samme da en virkelig bekendt lugt strejfede hans næse. En lugt som han aldrig ville kunne glemme eller tage fejl af, det var en af de værste lugte man kunne få foran sine næsebor. Det imponerede ham egentlig at der var andre væsner som godt kunne klare at være i nærheden af ham og så selvom han havde den rådne lugt med sig...
Den var ildelugtende og rådden. Det kunne ikke være andet end en fuldblods vampyr.
Et væsen som han kendte alt for godt til. Han vendte sig langsomt om mens at en masse minder dukker frem, så han endte med at stå front mod vampyren.
Bæstet som var alle menneskets fjende. Men det kunne Markus ikke sige om dem da han inderst inde syntes at de havde hjulpet ham, eller en af dem... fra han var menneske og blev overfaldet af en. Det havde hjulpet ham på nogle punkter, at blive bidt af en vampyr, selvom han ikke nåede at komme hele vejen igennem processen som egentlig var det værste mareridt, man kunne forestille sig.

Markus lod sine øjne hvile på det vandrende lig der lignede en kvinde imens at han godt lagde mærke til hvordan hun sikkert prøvede at lokke ham i en fælde, sådan som hun førte sig frem. Det på virkede ham måske lidt, men heldigvis ikke sådan at han blev helt lammet. Han var skam stadig fokuseret selvom han måske nemt kunne ende med at gå i en fælde. Han rømmede sig mens at han overvejede hvad der var smartest at gøre, mens at han blot blev stående, og rørte sig ikke ud af flækken
"Hvad laver de her?" spurgte han så med en lidt hård tone i stemmen som i forvejen lød dyb. Hvor de få ord som røg ud af hans mund og så lød smukt som gammel dags ord valg. Han vidste ikke om det var klogt at nærme sig hende, derfor blev han stående, Markus lagde sit hoved en smule på skrå mens at han så på hende med et noget afventende blik. Han udviste ingen form for nervøsitet.

En lille latter kom ud af hendes mund.
"Hvad jeg laver her? Det burde vel være ret tydeligt at se hvis man kigger på mit tøj." Hun pegede på sine blodige pletter på skjorten. "Jeg går ud fra at du ved hvad jeg er. Og jeg vil vædde med at du synes jeg lugter rådden, lidt som et lig, ikke? Sådan lugter Vi normalt når vi lige har fået vores føde." Hun havde sikret sig at de var alene på gaden. Hun skulle ikke bryde reglerne omkring at holde deres race hemmelig. Det var en pagt indgået for flere hundrede af år siden at man ikke ville offentliggøre hvad de var for så ville de sikkert blive jagtet af mennesker som ikke forstod dem. Som om det ikke var slemt nok med varulve... Men mon Markus ville være anderledes? Kunne han være en udviklet version af en vampyr? Eller var det bare en embrace som var gået galt og havde forvandlet ham til en freaky skabning af to racer?

Hun gav hurtigt Markus elevator blikket. "Undskyld at jeg spørger lidt uhøfligt, men helt nøjagtigt... Hvad... Er... Du?" Hun var fra 1800-tallet så hendes måde at tale på var langt anderledes end den måde de fleste folk nu om dags talte. Hun var høflig af natur, hun var opdraget høfligt og hun nægtede at vise respekt for folk som i det mindste ikke prøvede at være høflige. Nok kunne nogle ikke være høflige, men de kunne prøve. Prøve som Markus havde gjort. Han vidste udmærket hvad hun mente med spørgsmålet, men det skulle ikke besvares her. "Følg med hvis du vil vide mere om hvad du i virkeligheden er..." Hun gik lige forbi ham uden at rette blikket mod ham igen. Hvis han ville følge med måtte han bare følge med. Hun havde ikke i sinde at flå ham fra hinanden. I hvert fald ikke lige foreløbig.

Efter at have hørt hendes mindre latter der alligevel kom til at hænge i hans øre gang, kunne han heller ikke lade være med at grine enkelt gang da hun spurgte ham om hans væsen. Der var mange som var i tvivl om hvad han var når de mødte ham, specielt vampyrer, de kunne ikke altid finde ud af det. Hvilket var morsomt for ham i sidste ende. Så blev han en smule tryg, ved at en vampyr nok ikke ville gå til angreb med det samme. Markus rømmede sig da han ville vise at han og så tog det alvorligt, og sagde så: ”Mennesket er en del af mig samtidig med at man tydeligt og så kan bemærke den rådne lugt hen over når man kommer tæt på,” måske var det ikke den rette formulering, men så måtte hun sige til hvis han skulle forklare det endnu engang. Han kiggede rundt en omgang inden at han så på hende igen, og lyttede atter efter hvad der kom ud af hendes mund… Hun ville have at han skulle følge efter, hvor end hun gik hen, spørgsmålet var bare om det var klogt af Markus og gøre det.

Han trak sig svagt på skulderen mens at han så lod sine øjne følge hendes bevægelser sådan som hun kom gående forbi ham uden at skænke ham et blik. Han rettede hurtigt sit blik mod hendes kavalergang, nok var han fristet, men han holdt fingrene for sig selv, det gjorde ham ikke spor at der kunne skimtes blod pletter på hendes tøj. Men det var nok en smart idé at han ikke gik yderligere til værks, da han ikke vidste hvordan hun ville reagere, hvis han kom for tæt på ”Hvor vil de så hen, mi'am”, han ville fortsætte med at snakke så fint som muligt til hende med et strejf af sensualitet, end til at han måtte få hendes navn at vide, selvfølgelig havde han ikke selv spurgt om det… Men mon ikke at hun selv ville fortælle det? Medmindre at Markus skulle ende med at præsentere sig først. Det var kun spørgsmål om tid… Før at han kunne se mere af hvad der kunne ende med at ske under deres møde, man kunne aldrig vide hvad det ville ende med.

"Det skal du nok finde ud af tidsnok..."
Hun havde ingen planer om at afsløre destination eller hvad hun havde i tankerne med Markus. Han skulle bare følge efter som en lille mus. Hun hørte at han fulgte efter og trak lidt på smilebåndet mens hun havde ryggen til ham.
"Heh..." Hendes fart blev nu langt hurtigere, hun gik stadig helt normalt, men for alle andre ville hun være så hurtigt at man ville kunne se et efterbillede eller flere af hende. Hun sørgede for at sænke farten nok til at Markus ville kunne følge med, i hvert fald hvad hun troede han kunne. Hun kendte ikke til Markus fysiske egenskaber, så hun vidste intet om han faktisk var i stand til at følge med eller ej. Men han var jo delvist vampyr, den del havde hun fået fat i før, så han burde nok være lidt i stand til at følge med.

Hun førte ham længere ned af gaden, ind i gyden, ud i den anden ende, hun kendte vejen perfekt. Hun stoppede op da hun var 10 minutters gang fra locationen og vendte sig om for at se efter Markus og om han havde fulgt efter. Om han havde eller ej så hun sig omkring. Til hendes lettelse var der ingen i nærheden så hun hoppede let et par meter op i luften og landede på muren og han nærmest fast i den. *Now... Let's see if he is worth the time.*

Markus var ikke lige frem den hurtigste vampyr, nu når han ikke var fuldblods som kvinde barnet, der var konsekvenser ved at være en blanding af to vidt forskellige væsner, hvor det ene var et levende organisme og det andet et dødt organisme. Det overraskede ham en del da han fandt ud af at hun satte farten op, eller sådan så det i al fald ud for ham, og han gjorde straks noget ved det så hun ikke faldt ud fra hans rækkevidde, hvis det skete kunne han selvfølgelig bare bruge lugte sansen for at finde hende igen. Det var ikke så svært at få færden af en vampyr som hende. Markus begyndte at sætte i løb selvom det nok ville gøre ham en smule forpustet når han nåede ende stationen. Han vidste jo ikke hvor de skulle hen, da han ikke kunne læse kvinde barnets tanker, da hun ikke havde fortalt ham det.

På grund af hans menneskelige jeg, var han faktisk et offer i nogles tilfælde. *Det er det typiske ved vampyrer, her er jeg et rent svagt led* tænkte han letter irriteret mens at han prøvede at følge med dog ikke i samme fart som hende. Det lignede at hun løb så hurtigt som et lyn. Men hvad vidste han? Der var og så nogle tidspunkter hvor hun nærmest forsvandt for ham, hvilket gjorde at hans irritation voksede inden i ham, det kunne tydeligt ses på ham. Men efter hånden som han løb de nye omgivelser i møde, stoppede han op og så sig omkring og der var ingen tvivl.

Han var havnet i en gyde, længere væk fra hvor de havde stået. Han rettede atter på sine briller, så de kom til at sidde perfekt til hans øjne. ”Hvad er… meningen…?” spurgte han og tog en dyb indånding da han var lidt forpustet, han kunne ikke finde de rigtige ord at sige. God dammit, hvor var kvinde barnet henne? Markus skulle lige komme til sig selv, mens at han og så rettede på sit tøj. Han førte derefter en hånd igennem sit blonde hår, og rystede hovedet enkelt gang, så pandehåret kom til at sidde nogen lunde rigtigt, som han ville have det.

Hun ventede et kort øjeblik endnu indtil det gik op for hende at Markus næppe kunne følge efter hende. *Skuffende... Men han er heller ikke fuldblods så det kan skyldes at hans vampyriske del og menneskelige del faktisk svækker ham og gør ham ude af stand til at udnytte sine evner... Hmm...* Hun faldt ned fra muren, sprang op på en anden mur og løb op på taget og kiggede ned i gyden. Han stod rigtigt nok dernede og så lettere forpustet ud. Den stakkel... Hun sprang ned bag ham og landede lydløst cirka en meter bag ham. Vinden ramte ham i ansigtet så han ville være ude af stand til at opdage hende.

"Kan du ikke følge med?" lød det koldt bag ham. Hendes blide stemme havde så hård en tone at enhver ikke overnaturlig skabning ville få det til at løbe koldt ned af ryggen. "Hurtighed er måske ikke din stærke side? Hvad så med kamp? Er du bedre til det? Eller intellekt? Er du klogere end man skulle kunne se på dig? Hvor ligger dine færdigheder?" Før Markus nåede at vende sig om havde hun sparket ham i mellem skulderbladende, ikke for at så ham, mere for at vise at hun ikke mente det for sjov. Sparket i sig selv havde kraft nok til at sende ham en meter eller to væk og en halv meter op i luften. "Vis mig nu hvad du dur til..." Hun stillede sig i kamp position og ventede et modangreb. Hun tirrede bæstet inde i ham og hun vidste det også selv.

Det eneste der lige havde gået op for Markus var at hun nu stod bag ham, i stedet for at gemme sig for ham da hun ikke havde været inden for hans øjenkrog, hun kom endelig frem for hendes skjulested. Men der gik ikke lang tid før at han hævede det ene bryn af overraskelse da han endte med at flyve op i luften efter at hun havde sparket ham i ryggen der ramte skulderbladene, mens at han røg op mod himlen lukkede han langsomt øjnene og kneb tænderne sammen. Hvis man kiggede godt efter, så koncentrerede han sig om at få en rolig indånding. Inden at han vendte sig om i luften så han landede på fire ben på jorden. Der var sket en forandring mens at han var fløjet et lille stykke. Hans negle var blevet lange som kløer og hans øjne flammede som ild af vrede, mens at han lod sine øjne hvile på hende, der lige havde givet ham et slag til at starte en slås kamp.

Han hvæsede enkelt gang, "Hvad er dit navn?" vrissede han. Nu når hun ikke selv havde nævnt det var der kun en ting at gøre. Og det var at stille sådan et simpelt spørgsmål som han lige havde gjort. Han ventede lidt på at få svaret inden at han ville gå til angreb. Den kontrol havde han lige i dette sekund. Nok gjorde det ondt på hans ryg, men han prøvede blot at ignorere smerten, da det ikke nyttede at tude over det eller for den sags skyld klage over det. Markus vidste ikke hvad kvinde barnet havde i tankerne. Men det fristede ham faktisk lidt med en slås kamp da det var længe siden at han sidst havde været oppe at slås så hans muskler trængte til at blive sat i arbejde.
"Ikke særlig klogt af sådan en dame som dem at starte en kamp som denne" sagde han så med et sarkastisk grin mens at han blev stående i sin stilling, han var god til at finde balancen igen.

"Ikke særligt klogt? Jeg tror nu nok jeg ved hvem af os to som har mest erfaring og bedst chance for at vinde... Men fint. Hvis du kan overvinde mig, så fortæller jeg dig mit navn. Hvis ikke du vinder, så er du nytteløs, en fare for samfundet og vil derfor ophøre med at eksistere." Hendes blik faldt på hans kløer. Hun havde set den slags før, dog ikke at det kun var neglene. Kunne de noget særligt? Hun var nød til at være på vagt. Men at en vanskabning som ham kunne få kløer som dem frem var et tegn på talent. Måske hun kunne bruge ham til noget alligevel. Men ikke i den tilstand han var i nu. Han ville være nød til at blive en fuldblods vampyr. Om nødvendigt ville hun også gøre det med sine egne tænder. Så måtte man bare håbe at hans magt og status ikke steg ham til hovedet.

Hun rettede ryggen og gjorde sig klar til at han angreb. Hun var klar med hvad der nu ville virke bedst til at forsvare sig selv, hendes foretrukne teknik lå i wing chun. Hun var klar til at afværge hans angreb, men da det ikke lignede han ville lægge ud gik hun selv til angreb. Hun løb på væggen som trak tyngdekraften hendes fast til væggen så hun ikke ville falde og sprang fra væggen ned mod Markus. Nok var hun ham overlegen, men hun havde ikke tænkt sig at holde helt igen. Han skulle ikke tro han var noget... Hun landede bag ham og tog fat i hans arm og forsøgte at kaste ham længere væk ind imod midten af gyden men sørgede også for at være klar til at undvige hvis han lavede et modangreb da hun kun benyttede sin normale fart lige nu.

Han grinede lidt, *Så må jeg vidst hellere tage mig sammen..* tænkte han og bed sig lidt i underlæben, mens at han overvejede mulighederne, han gik ikke just bare til angreb da det kunne være noget så dumt, det var nemmere at lave en fejl med det samme hvis modstanderen kunne regne angrebet ud på vejen.
Han havde så ikke regnet med at hun ville bruge et angreb mod ham så hurtigt efter det første. Men det viste så bare at han måske skulle tage sig mere sammen da hun nu stod bag ham og tog fat i hans arm og forsøgte at kaste rundt med ham. Imens at hun gjorde det prøvede han at sætte sin anden hånd der var fri med sine lange kløer ned i jorden, så han endte med at sidde fast.

"Jeg må sige at det her er ret imponerende, havde slet ikke regnet med at du var så muskuløs" grinede han, og forsøgte at sparke ud efter hende med begge ben så hun nok ville give slip på hans arm mens at han havde i tankerne med at gå til angreb med sine kløer, uden at bruge sin gift. Han ville blot give hende nogle skrammer hvis hans forsvar virkede. Hun kunne i al fald ikke gøre så meget lige nu hvor han havde sine kløer kræset ned i jorden. Af en eller anden grund ventede han med at gå til angreb, men hans taktik var og så først at komme i sikkerhed fra hende så han ikke blev tæsket ihjel inden at han selv gik yderligere til værks. Dette her var blot en opvarmning for ham.

Hun så ham sætter sine kløer fast i jorden så hun ikke kunne kaste ham. *Smart tænkt... Han har måske lidt talent gemt inde i si-* Hun nåede ikke at afslutte tanken for lige i det øjeblik kom to ben imod hende og man kunne lige skimte at hun trak lidt op i læberne. Hun var lidt imponeret over ham. Benene nåede dog ikke at ramme hende da hun hurtigt gav slip og sprang væk fra hans rækkevide. Eller det hun regnede med var hans rækkevide. Hun vidste ikke hvor langt væk han eventuelt kunne nå, så hun sørgede for at holde sig på sikker afstand. "Muskuløs? Mig? Tja... Lærestreg nummer et. Lad være med at dømme folk på udseendet." Den fejl havde hun lært på den hårde måde i sin fortid. "Men jeg må indrømme, der er måske håb for dig. Godt tænkt det med kløerne." Hun smilte nu helt uden at skjule det. "Jeg er vist faldet lidt af på den..." Hun knækkede nakken så der kom et højt knæk, knækkede fingrene på samme facon og skulle til at knække armene i det hun mærkede en svigende følelse på sin arm.

Hun var blevet skåret. Hun så sit eget blod langsomt komme frem fra sine snitsår. Hun var lige ved at miste kontrollen og gå amok på Markus men hun holdt sig igen... Nogenlunde. Hurtigere end Markus øjne kunne se bevægede hun sig hen imod ham, flåede hans kløer op fra jorden og satte begge hans arme fast i muren mens han selv blev presset imod den med ryggen mod den. "Okay... Det må være nok for nu..." Hendes stemme var dirrende, som var hun ved at miste kontrollen og hun kiggede på Markus hals. Skulle hun bare gøre det her? Nej, det ville nok være bedst at vente... Hun placerede langsomt sine læber mod hans hals og kyssede den blidt. Det ville snart ske... Hun rykkede sig fra ham og hev ham ned på jorden igen.

*Shit.... Jeg gjorde det ikke godt nok..* da han så at hun nåede at fjerne sig fra hans spark. Han trak sig lidt på skulderen og endte med at stå i en noget besværlig stilling, mens at hans kløer på den ene hånd stadigvæk sad fast i jorden som var de gået i et. Han var måske blevet en smule forpustet mens at han lyttede efter hvad der blev sagt og et smigret smil dukkede frem på hans læber.
"Vi har vist fejl bedømt hinanden", sagde han så og små brumme lyde undslap fra hans læber da hun havde flået hans kløer fra jorden og satte begge hans arme fast i muren, mens at han selv blev presset mod den med ryggen mod den, han prøvede enkelt gang at trække sig fri men stoppede så da hun kom en anelse for tæt på, og han kiggede intenst på hende, uden at fjerne blikket da hun nærmede sig hans hals. Markus vidste at hun mest var fokuseret på den i dette øjeblik efter det lille slag til en kamp der hurtigt fik en ende.

Han trak vejret dybt mens at hun så placerede et kys på halsen, der gjorde at han fik et undrende blik i øjnene. Inden at hun rykkede sig væk og hev ham væk fra muren. Så hans hænder ikke længere var lænket. Mens at han kom fri lod han sine lange kløer til negle forsvinde så hans hænder blev sig selv igen. Han sank en klump i halsen inden at han rejste sig op og så på hende. *Der ligger nok ikke en konsekvens ved at spørge*.. tænkte han da han måske var lidt nervøs for om hun ville slå ud efter ham, det kunne nok lyde som et mærkværdig spørgsmål at stille, men han gjorde det alligevel eftersom han gerne ville have et svar.
Han fugtede sine læber, selvom det var nytteløst. "Hvorfor kyssede.. du kun min hals?" spurgte han med begge bryn hævet, som et forvirret lille barn der ikke havde fået hele verden at se. Markus havde godt nok heller ikke så meget erfaring, ikke engang det med menneskelige følelser som nogle gange tog overhånd når han var i selskab med nogen, hvilket også var en af grundene til at han gerne vil ende med at komme igennem processen, den sidste part som han manglede.

"Hvorfor? Hvad troede du jeg ville helt nøjagtigt? Tror du virkelig jeg vil forvandle dig til en fuldblods bare sådan? Næh nej, søde skat... Du skal ud for noget mere... Men lige nu skal du hjem til mig hvor du kan udfolde dig lidt mere." Hun nikkede med hovedet i retningen af hvor hun var smuttet ud tidligere hvor Markus havde været for langsom. "Skal nok gå i normal fart denne gang så du kan følge med. Du går først, skal nok føre an." Hun rettede sig helt op og knækkede ryggen. *Jeg er ude af form... Virkelig.* Hun satte sig ned i hug og kiggede på Markus. "Ønsker du at blive en af nattens forbandede væsner? For det kan skam godt arrangeres hvis du viser dig at være dygtig nok. Jeg kan godt gøre det for dig, men når jeg ser på det mislykkede forsøg der åbenbart blev gjort før er jeg ikke sikker på hvordan..."

Hun rejste sig op mens hun stadig kiggede på ham. "Hvis du er overbevist om at du vil blive det, så er der et par ting vi skal have sat på plads. For det første, jeg vil være din sire, din herre og du vil gøre som jeg siger uden at stille spørgsmål. For det andet, du vil ikke gøre mig til grin over for andre da det hurtigt kan gå galt for dig så. Og sidst men ikke mindst... Jeg har ret til at slå dig ihjel hvornår det skulle være hvis du dummer dig groft nok. Dit nye liv bliver alt andet end let. Du vil være under hårde prøvelser en uge efter din opvågning. Den første uge skal du oplæres om hvordan du skal opføre dig og hvad du skal gøre. Er alt dette forstået?" Hun kiggede koldt og kynisk på Markus. Så stod det til ham.

Markus havde ikke rigtig noget imod at hun havde kysset på hans hals, han var bare alt for nysgerrig efter at få et svar på handlingen. Langsomt lagde han sit hoved en smule på skrå mens at han atter lyttede efter hvad kvinde barnet sagde, det var nok vigtigt at han gjorde det så han ikke gjorde faren større for sig selv når han stod foran en kvinde som hende. Markus fik besked på at han bare skulle begynde at gå, men uden tvivl så havde kvinden mere at sige, så han valgte at blive stående foran hende og nikkede engang som et tegn på at han gerne vil blive et af nattens væsner i stedet for den vanskabning han nu var.

Så kunne det være at hans syn blev bedre så han kunne komme af med sine briller som han var så afhængige af. Han hørte alle kravene hvis at han virkelig besluttede sig, hvilket han jo allerede havde. Det ville nok blive hårdt for ham, men det ville ikke standse ham i at få sin drøm fuldført. Der var han meget sin egen herre, og når det kom til stykket så havde han det egentlig fint med hvad der lige fulgte med af hvad hun fortalte. Han fortrak i sin ene mundvige til et skævt smil mens at han kiggede på hende, inden at han svarede:
"Jeg forstår det udmærket.. og påtager mig konsekvenserne af det, er klar til at hele mit liv.. skal tage en stor ændring, da jeg selv synes at mit liv er alt for kedeligt lige nu..." han vidste ikke om det var den bedste forklaring, "Og så har jeg en anden grund til hvorfor jeg at jeg vil gennem den sidste del af processen..." sagde han som var den sidste sætning der røg ud af hans mund. Mens at han stod stille og betragtede hende, kiggede han hurtigt rundt en omgang. Han forstod ikke helt hvorfor at han skulle gå forrest.. men det måtte der være en grund til. Han lod sine øjne følge hendes bevægelser og trak vejret roligt mens at han mærkede at det gjorde lidt ondt i hans krop efter den om gang. "Hvor bor du henne?", spurgte han så. Hun kunne bo et godt stykke væk... eller blot få kilometer væk. Derfor spurgte han.

"Kedeligt? Kedeligt?!" Hun sparkede ham i siden af hovedet hårdt nok til at han ville falde ned og ligge. "Tror du at det er en leg at gå rundt som jeg gør?! Tror du bare at det er for sjov vi gør det, at vi straks bliver vant til ikke at gå ud i solen?! Tror du at vi selv har valgt at være hvad vi er?! Tror du... Ærligt talt på... At nogen! Som helst!" Hun lagde fingeren på hans tinding og pressede derpå. "Har valgt at blive det de er nu!? Det her er ikke en leg! Det her er det virkelige liv! Så snart du er en af os kommer du ikke ud af det igen! Du kommer til at forblive det væsen, for evigt! Aldrig mere vil du se solen stå op igen... Har du nogen anelse om hvor gerne jeg ville kunne se det?" Hendes stemme dirrede. Hun savnede virkelige at se solen med sine egne menneskelige øjne frem for sine røde kolde og døde øjne. Hun savnede sit menneskelige liv, men hun havde eventuelt vænnet sig til at leve som udød.

Men noget i Markus bragt bare hendes pis i kog. Den måde han virkede vild efter at komme af med sin menneskelighed. Den måde han kun så på de gode ting så som bedre syn, bedre reflekser... Intet af det kunne sammenlignes med at se en solopgang om morgenen, være i stand til at være udendørs og kunne se andre folk en den flok unge der nu gik til de forskellige fester. At have en aktiv krop hvor blodet faktisk flød uden at skulle tvinges til det... Hun savnede sit menneskelige liv.
Hun kiggede ned på Markus. "Det her er ikke for sjov, knægt. Du kan ikke vende det om. Du vil for altid være sådan hvis du gør det." Hun fjernede fingeren og rejste sig op og gik foran ham for at lede an.

Markus skulle nok passe mere på med hvad han sagde. Hun havde åbenbart misforstået hans valg af ord. En mindre irritation voksede inde i ham mens at han blev sparket af vejen "Det er intet liv at være en del af begge sider" sagde han så roligt og sank en klump. Typisk kvinder at de misforstod tingene.
Han rømmede sig og fortsatte med at snakke:

"Du kan nyde lidt af solen men ikke helt fordi du ved at den ene side af dig er et vandrende lig" ... Hvad mere skulle han sige? "Jeg har flere svagheder end du kan forestille dig.. Og hvis du ikke kan forstå det så ved jeg ikke..." han rejste sig hurtigt op da han kunne tillade sig at gøre det og løb op ved siden af hende og stillede sig i vejen så hun ikke kunne fortsætte med at gå.
Hvor han derefter tog sine briller af og kiggede hende i øjnene for at bevise at der var noget galt med hans syn...

Han kunne alligevel ikke se solen hver gang pga synet som af og til gjorde ham blind når han specielt brugte sine evner.... Sådan var det bare, desværre så lå hans skæbne sådan lige nu... "Jeg føler at jeg egentlig bliver mere svag for hver dag der går..." han vidste ikke om hun ville forstå det, men nu havde han prøvet at forklare sin situation og jublen over at han måske havde en chance for at få mere udholdenhed og andre ting som kunne blive forbedret.

"Dine manerer er noget vi skal arbejde meget med..." Hun gav ham en lussing som igen ville sende ham i gulvet. "Ved du ikke det er dumt at tale sådan til sin herre? Ved du ikke det er dumt at stille sig i vejen for sin herre? Og ved du ikke at det er noget af det værste du kan gøre er at stirre din herre lige ind i øjnene på den uforskammede måde?" Hans manerer var en prøve for hende og hun var nød til ikke at miste kontrollen over sig selv. "En hurtig information. Fuldblods har et væsen inde i sig som kan bryde ud hvornår det skal være. Jeg ved ikke om halvblod har det på samme måde, men ville bare lige advare dig om at hverken jeg eller mit bæst acceptere uforskammethed." Hun gik videre og lokkede ham hen med fingeren. "Følg med. Jeg skal nok vise dig hvad det vil sige at være fuldblods... Alt det du sagde om at du ikke kan fordi du er halvblods var yderst rørende, det har overbevist mig." Hun havde en utrolig sarkastisk tone.

Var det tredje gang han blev slået? Han havde ikke tal på det men denne lussing som han fik sviede en del. Langsomt lagde han sin ene hånd op på kinden som blev slået *Tror bare at jeg skal holde min kæft* tænkte han og bed sig lidt i underlæben mens at han hørte efter kvinde barnet, som han havde gjort under hele deres møde. Selvom det måske var klogt at han ikke sagde noget.. kunne det jo stadigvæk ende med at han kunne få straf.. på den anden side så syntes han faktisk det var fint nok, og hvis han skulle indrømme det, så tændt det ham måske. Markus prøvede bare at holde lav profil. Det var vel det eneste han kunne gøre??

Så han kunne vise respekt på den måde da han gerne ville kunne se at han kunne tilfredsstille kvinde barnet. Han kærtegnede sin kind lidt inden at han opdagede at hun begyndte at gå videre hvor hun lokkede ham til at gå efter hvilket virkede nemt for hende. "Jeg har endnu ikke fået dit navn at vide..." sagde han så stille mens at han gik bag hende. Da han ikke turde at gøre noget ellers eftersom han ikke ville have mere straf for den aften eller blot lige på dette tidspunkt. Det var lidt ydmygende for ham hvis de mødte nogle på deres vej.

Han vidste ikke om han ville få et svar, hvis han fik svaret ville der sikkert gå en del tid, da kvinde barnet ikke røbede så meget om sig selv, men nu havde han stillet spørgsmålet så han ventede bare spændt med lidt nervøsitet i kroppen, det kunne dog ikke ses på ham direkte. Han ville bare ikke blive slået igen. Så simpelt var det. Han ville heller ikke ende med at gøre noget dumt for den sags skyld. Han lod sin tungespids glide ud for at slikke sin underlæbe mens at han kiggede på hende bag fra, han rettede dog sit blik ned mod jorden engang imellem for ikke at ende med at stirre for meget. Der ville være uhøfligt og hun ville sikkert blive sur hvis hun fandt ud af det...

Hun kunne mærke hans blik i ryggen men undlod at lade sig mærke af det. Alligevel blev hun lidt overrasket da følelsen forsvandt. Måske var han ikke helt håbløs. Han havde trods alt vist nogle af vampyrens styrker og hun var stadig imponeret over at han havde formået at ramme hendes tøj og hende tilmed. Han var ikke svag som et menneske da han kunne tåle at blive slået så mange gange af hende. *Han har kløer, han er stærkere end et menneske og han ser ud til at lære nogle manerer efter at man giver ham nogle slag. En typisk fledgling. Men jeg skal nok kunne få noget godt ud af ham.*

Hun stoppede op og kiggede på bygningen foran sig. Hjem. Den store, ret forfaldne villa som hun kaldte sit hjem. Væggene var brændt ned, taget stod ikke længere og ingen ville nogensinde overveje at gå herind. Hun vendte sig om og kiggede på Markus. "Du vil have jeg skal fortælle dig mit navn, men plejer det ikke at være det høfligste at nævne sit eget navn først? Hvis jeg skal sige mit navn, så må det vente til vi er inde i min bolig. Følg med." Hun gik op imod det forfaldne hus. "Din første opgave er at finde et sted du vil kunne sove og vil være i ly for solen. Sæt i gang!"

,,Mit navn er Markus Sales Dakota..." han var hurtig i munden efter at kvinde barnet havde sagt et par enkle ord om at han burde have været mere præsentabel i stedet for at spørge efter hendes navn. Det brutale ved det var at hun faktisk havde ret. En tanke strejfede ham, havde kvinder altid ret? Markus rystede på hovedet over tanken og fik måske en mindre kuldegysning som han mærkede på sine hår på kroppen der rejste sig. Han begyndte så at traske af sted med det samme og fulgte efter hende som han fik besked på da han i sidste sekund opdagede at de ikke skulle blive ved med at stå stille. Rejsen var ikke slut endnu mens at de var på vej ind i det forfaldne hus som var hans nye omgivelser,
hævede han det ene bryn efter det andet, som om han aldrig havde troet noget lignende efter at kvinde barnet havde sagt at han skulle finde et sted at sove, som var hans første opgave. I starten troede han at det var løgn.
Men på den anden side, han måtte bare gøre hvad der blev sagt.

Han nikkede enkelt gang uden at sige mere, da han ikke kunne se hvad der ellers var at sige til det? Var det her virkelig hendes hjem? Han bed sig lidt i underlæben, dog ikke for hårdt, mens at han begav sig inden for i det hus som slet ikke kunne måle sig med et hjem. På dette sted skulle han finde et sted og sove. Markus ville ikke give op, han ville da tage opgaven og fuldføre den.. så det måske kunne gøre et godt indtryk på kvinden og så selvom han endnu ikke kendte til hendes navn.

,,Og hvad havde du så i tankerne?... Efter det?" spurgte han stille, uden at vide om han vidste om det var en god idé at han havde stillet det spørgsmål. Men han var ikke nervøs, et lille smil dukede frem på hans læber, det var noget af et eventyr for ham som han var gået i møde. Han ville ikke lade sig skræmme af en dame som kunne finde ud af at slås. Det var bare .. imponerende at der fandtes en som hende.
Markus var spændt på hvordan tingene ellers ville ændre sig mens at han lod sine øjne glide rundt en omgang for at udforske stedet yderligere, begyndte han at gå mere til med raske skridt da han gerne ville have opgaven fuldført med det samme. Mere lå der ikke i det. Han tog en dyb indånding og gik hen til noget der lignede en hule som var blevet dannet af husets sten. Han fortsatte med at undlade og sige noget, mens at han besluttede sig for at gå ind i det hul. Det lå et stykke indenfor, hvor præcist.. kunne han ikke finde ud af. Fordi det hele lignede ruiner.

Hun kiggede sig omkring efter Markus og så hurtigt at han havde fundet et hul i murbrokkerne. *Overlevelsesinstinktet er primitivt hos ham her. Straks finder han en hule som han tror kan skygge ham for solen, men ser bort fra at når den når et vist punkt vil den ramme ham og når han bliver ramt er det for sent." Hele denne prøve var ikke ment til at teste hans evner til at overleve, snarere hans evner til at undersøge ting. *Markus... Dakota... Et interessant navn. Men når man bliver en af de udøde skal man ændre sin identitet, ellers vil folk nok undre sig over hvorfor man er markeret som død." Hun gik hen foran Markus lille hule. "Er det herinde du har tænkt dig at gemme dig for solen?" Hun kiggede ind. Utroligt lille med små huller hvor solen kunne slippe ind. Ikke ligefrem det bedste sted at gemme sig.

Hun kiggede sig omkring og fandt bogreolen og gik hen imod den. "Dit navn, når først du vælger at gå med mig herned, vil ikke længere være Markus, men Dakota. Du har brug for at pseudonym siden dine bekendte ikke må vide du stadig lever. Normalt ville jeg have sagt ånder, men... Ja, du har jo ikke brug for at trække vejret." Hun trak på skuldrene. "Men dette er din lille overlevelses hule? Javel. Dine sanser er ikke helt oppe og kører kan man se, men det er vel i orden siden du ikke kender huset." Hun hev en bog ned og en lem åbnede sig to meter bag hende. "Dette... Er hvad jeg håbede du ville opdage. Men det var vel nok for meget at forlange af dig." Hun gik over og hev lemmen op og gik ned.

Hun gik ned af trapperne og stod nu i et veloplyst rum med bøger over alt, stole man kunne sidde i, en seng længere henne i siden og mange andre ting som Dakota nok snart ville se. Hun tog en bog ned fra hylden og satte sig fint i lænestolen. *Lad mig nu se, hvordan var det at man gjorde det med halvblods...* Hun havde i sinde at forvandle ham og opdrage ham godt nok til at han skulle kunne klare sig selv uden at gøre hende til skamme. Mens hun sad dernede var lemmen igen blevet låst, så nu var det op til Markus at skynde sig at finde den bog som kunne åbne lemmen, for solen var på vej. Og selv hvis han kom ned var det ikke sikkert at han ville kunne undgå at udløse fælderne der kun var der for at beskytte vampyrer. Det var jo ikke sikkert at fælderne ikke ville blive udløst af en halvblods.

Han kiggede hen på hende efter at han havde set at hun var gået hen til ham. *Overlevelses hule... det ved jeg nu ikke.. men nu må vi jo se* tænkte han og et mindre flabet smil dukkede frem på hans læber, da han egentlig bare havde fundet stedet for at... for den opgave løst med det samme. Men det gik op for ham at kvinden nok blev skuffet. Hun havde ment noget andet. Han tog sig sammen og kravlede ud fra stedet, som folk kaldte for en hule. Efter at kvinde barnet stoppede med at snakke, stod han på to ben igen, og han havde skam lyttet efter på vejen ud fra hulen.
"Dakota.. passer mig og så fint... den hule vil jeg ikke være så sikker på, da jeg ikke vil blive ramt af solen. Så nemt vil jeg ikke ende med at brænde ned" kom det fra ham som den sidste sætning mens at han lod sine øjne følge hende inden at det var forsent. Han løb hurtigt hen til reolen og tog fat i den bog som hun havde haft fat i hvilket var interessant, og et lem gik op efterfølgende. Han gjorde præcist det samme som hun havde gjort, af hvad han kunne huske inden at han gik ned af trappen efter hende.

*Navnet har jeg allerede vænnet mig til.. og faktisk så kan jeg lide navnet, Dakota end Markus....* tænkte han mens at han fortsatte med at gå med raske skridt. For at han ikke faldt alt for meget bag ud. Han vidste ikke om der var en fælde i det på vejen, men det ville han med tiden finde ud af. En ting var sikkert.. der var intet som havde skræmt ham for vid og sans endnu. Han var blot meget spændt og dog en anelse nervøs. En masse tanker fór igennem ham mens at han begav sig ned i det skjulte rum. Han var lidt bange for om han overhovedet ville klare den sidste del af processen. Siden det at der var gået så lang tid efter at han havde haft en vampyr til at sætte sine hugtænder ned i hans kød. *Gad vide hvordan mit blod i det hele taget smager?...*, han sukkede enkelt gang uden at det havde en betydning.

Hun hørte ham komme gående ned af den lange trappe. *Så hans evne til at holde øje med ting virker altså nogenlunde.. Han så at jeg hev ned i en bog, men han lagde ikke mærke til hvad han skulle gøre for at slå alle fælder fra... Men det store spørgsmål er.. Hvilke fælder er det nu som bliver slået fra hvis man husker at gøre det ordenligt?* Hun havde ærligt talt glemt hvilke fælder det var da det var blevet så naturligt for hende og at hun ikke selv havde udløst dem i lang tid. *Ilden... Ilden er en del af det. Det må det være. Sikkerheden skal jo være i top, så ilden må være en del af det. Hvad med lyset? Den mener jeg også burde slås fra manuelt. Øksen bliver slået fra af bogen, det er jeg sikker på. Men lyset... Lyset, lyset... Når ja! Lyset som blænder en ekstremt skal slås fra sammen med ilden, det var sådan det var. Men hvilke andre ting er der?* Alle de tanker tænkte hun imens hun sad og læste i bogen.

Hun hørte ham komme gående ned af trappen, langt oppe. Fælderne var ikke blevet aktiveret endnu, men det var bestemte trappetrin, små tråde og andre ting som hun var blevet vant til at undgå som udløste fælderne. Mon Dakota var adræt nok til at undgå dem alle? *Fandt det! "En halvblods vampyr bliver til en fuldblods når alt blodet har forladt kroppen, og så noget af en fuldblods vampyrs blod kommer ind i kroppen." Så det er det der skal til... Hvordan skal jeg fjerne blodet? Slå det ud af ham, drikke det ud af ham... Så mange muligheder. Men nu må vi så se om han overhovedet overlever.*

Utroligt nok så havde den unge herre ikke åbnet sine øjne mens at han kom gående ned af trappen da han endte med at falde ned af trappen, fordi han gik i sin egen verden, hvor dumt var det ikke lige? Hvis han havde været et helt menneske så havde kvinden nok bare grinet af ham totalt over hans kejtet hed. Han valgte at blive liggende for en stund mens at en masse tanker strejfede forbi hans hoved. Dakota glædet sig til at se følgerne på hans skæbne. Han måtte indrømme i al hemmelighed, angående af de vampyrer som han havde mødt end til videre, som var meget få, strålede af en vis skønhed der nok kunne gøre en blind. Hvis det ikke var for hans uheldige blanding af en skabning så havde han ikke endt sådan.

Et dybt suk undslap fra hans læber mens at han mere eller mindre rejste sig langsomt op så han stod på hug med svagt rystende ben så det lignede at han ville falde sammen på et øjeblik. Han gispede enkle gange, mens at han prøvede at få styr på sin vejrtrækning så han sig tilbage, hen over skulderen for at fatte hvad der lige var sket. Men han for stod ikke hvorfor at han havde været så klumset.. at falde ned at en tåbelig trappe.
Nu når han tænkte tilbage igen... så havde han desværre ikke rigtig noget erfaring angående vampyrer. Han havde ikke engang nogen had til vampyrer eller noget.. så han havde ikke gjort så meget for at få information om dem da det egentlig heller ikke føltes som om at det var vigtigt, han ville nok lære noget løbende... Efter at han havde vadet sig ned af trappen blev han åbenbart overmandet og overrasket på samme tid over sig selv da det sjældent skete at han snublede over sig selv. Hvis det overhovedet gav mening? Han rystede kort på hovedet og vente sin opmærksomhed hen mod hende igen med et forventnings fuldt blik selvom det kunne ses på hans krops udstråling at han nok var lidt smadret.

*Jeg ved ærligtalt ikke om jeg overlever det her… men det skal jeg!* tænkte han og bed sig rimelig hårdt i underlæben, mens at han trak vejret dybt, han havde lidt skrammer fra ilden, men det var så og så det. Smerten var ikke så stor efter at det menneskelige væsen inden i ham ikke var så dominerende som den anden side. Bæstet. Vampyren som efterhånden tog overhånd der gjorde at han gerne ville ende i den skæbne og komme ind i den sidste proces, så han ikke behøvede at være så bekymret om han kunne styre… sit monster.
Kvinden var nok stadigvæk imod det og at det i sidste ende nok ikke ville hjælpe. Men hvis bare det ville guide hans liv en smule hen på den positive side så ville han være mere end tilfreds. Han ville og så gerne have at synet blev bedre. Mere lå der ikke i det. Han syntes at hans grunde var rimelige nok til at han var en god lækkerbisken for en vampyr som var i sinde til at forvandle ham.