Somedays are like this, and some days are like those days we never will know.(Todd)

Privat ~ Todd
Andet info i emne

http://jmonzani.deviantart.com/art/The-Resignation-Room-8-214681157

Helt derude på molen hvor vinden blæste og kraverne næsten sad i klumper med hinandens fjer var der en forskel. En forkert drejning i nogle fjer, men måske var det også fordi at der så ikke var nogle fjer? Måske var fjerenes forkerte bevægelser, slet ikke fjer men en ung piges sorte hår, og sorte kjoles bølgende blide stof?
Og her var det jo ganske sandt, at her sad Val. Den unge pige med de mørke øjne midt ude på det yderste af kaje, med den tørre vind purrende op i det nattemørke hår. Natten der var ved at nærme sig hastigt, i tusmørkes skumring.
Og var lyden der slap ud i det tidligste mørke, ikke lyden af en sang? ”In restless dreams I walked alone Narrow streets of cobblestone, 'neath the halo of a street lamp”.
Så sandt som det var sunget glimtede månens blege, svage skin nedover den unges krop som en gadelampe, og gav det flyvske hår et genskær af sølv så rent som vandet under kajens gamle brune træ, hvorpå de bare fødder betrådte det grove materiale med dets bløde hud.

I det fjerne, kunne man høre kirkens klokke slå slaget til midnat men kun som en ganske stile dunken, og bølgernes krusen hvis de slog mod sten og vand og sand. Samt vingeslag fra måger, og blodsugende myg der var på rov efter føde. Men der var større rovdyr til stede både i vandet, og på land denne aften.

Natten var igen faldet på og nattens væsner som ikke ku tåle sollys var nu å vej frem fra deres skjul for at jage eller hvad de nu sku denne nat, en ung skikkelse kom gående nede langs molen med rolige skridt skikkelsen var iført en hvid skjorte samt et par sorte jeans og et par fornemme lædersko med hvid snude, ud fra hans ene bukselomme hang en guldkæde hvor på et smukt gammelt lommeur sad fast på og vidste at klokken nu var ca. midnat dette ur var lave ud af ægte guld desuden var der på vær viser sat en lille rubin uredtes tal var gammeldags samt små og bøjede, bag på uret var der indskrevet nogle gamle ord på et fjernt sprog rundt om ordne var der lavet en smukt blad agigt mønster. han var høj men ikke for høj hans krop var desuden muskuløs dog lagt fra overdrevet eller pumpet, hans hud var lige bleg ligesom andre vampyrers og hans ansigt ovalt eller hvad man nu ville kalde det, hans øjne var mørkebrune næsten sorte og det var svært at se den sorte cirkel i midten, hans øjenbryn var smalle samt velforme og plejet så var der hans hår som havde en mørkebrun farve og som var kort dog ikke alt for kort, det var redt lidt tilbage så det stritte let op(se avatar) denne mand var Todd en ung vampyr som for få dage siden var ankommet til dette land, Hans skridt gav let genlyd selvom kirke klokken prøvede at overdøve lyden af hans skridt dog uden at lykkes helt Todds blik var lige nu helt roligt imens han nøje så rundt efter nattens offer eller hvad han nu ellers søgte, det var rart enlig at ku komme ud efter en lang dag langt væk fra solens skadelige stråler som kom om dagen det var en af de ting der var surt ved at være vampyr, man ku ikke tåle solen vis dens stråler ramte en ville man blive til aske og forsvinde ud i glemslen uden nogensinde at vende tilbage til verden, men nu var dagen heldig vis væk og Todd ku igen komme frem fra sit skjul. Vinden bar en duft af menneske med sig som Todd hurtigt opfangede og satte kursen mod den i håb om at ku få mad eller selskab. Hans gang var elegant og i det hele taget lignede han en millioner.

Komplet uvidende om hvem eller hvad der nærmede sig hende, sad Val på kajens ende og stirrede. Bare stirrede mod den mørke horisont, hvor solen for flere timer siden var forsvundet bag og bare var forsvindet for nu a give plads til nye eventyr, natlige eventyr der sikkert var mere gang i nu hvor der var flere af de farlige og spændende væsner i omløb.
”And in the naked light I saw ten thousand people, maybe more..” fortsatte den stille og uskadelige sang om stilhed, og lyden af stilhed. Mon der her var tale om den pibende tone der altid kom, som fx efter man havde været til en højlydt koncert med svedige kroppe og pulsende hjerterytmer? Eller var der her tale om sorgens tavshed, der var uudholdelig og alligevel orkede man ikke at bryde den salige, bløde, stille tavshed?
Val, som denne kvinde jo blev kaldt af de fleste – mere eller mindre ved ordrer – var helt væk i det smukke mørke, de romgav hende og næsten opslugte hendes sorte skikklese. Faktisk var alt der skilte sig ud fra mørket, den hvide hud i ansigtet, for resten af kroppen var næsten dækket af tatoveringer – hver med deres egen betydning, men kunne man selv regne betydningen ud? Næppe.

Den svage dunken der bumlede gennem natten, bumlen af sko der slog mod jorden, eller var det den hule lyd af sko mod asfalt? Myggenes summen, den irriterende summen, vækkede val da en af disse fløj tæt forbi hendes øregang og plantede sig på kinden for at suge hendes tykke, varme blod og erstatte de med sin gift. Dg blev denne med det samme mast under tyngden af et slag, fra en langfingret hånd – Vals egen hånd, for at forhindre denne forgiftning af hendes blodlegemer. Et mindre smæld stødte stilheden ved håndens kollision med kinden.
”"Fools" said I, "You do not know silence like a cancer grows. Hear my words that I might teach you, Take my arms that I might reach you." ”

Todd vandre roligt videre og nærmede sig mere samt mere den unge kvinde som han ku lugte var menneske og derfor måske hans aftensmad med mindre hun ku imponere ham eller tale ham fra det for det ku man, Todd var en mand med manere samt han var en ren gentleman som holdt sit ord desuden var han ikke så blodtørstig som andre vampyrer og de var altid muligt at snakke med ham, han gik roligt videre i en elegant gang imens lyden af hans fodtrin kom nærmer på hende men stoppe dog idet samme som han stoppe, han stod nu få meter fra hende og betragte hende nøje med et yderst charmerende smil på læben og et roligt blik i de mørkebrune øjne som de fleste kvinder ku drømme sig væk i.

Todd rømmede sig let for at gøre opmærksom på ham"godaften frøken hvad laver, en kvinde som dig ude på denne tid?"spurgt han let med sin lidt mørke dog charmerende og rolige stemme som næsten var fløjlsblød, han løftede let et af de velformet øjenbryn imens han nøje betragte de unge kvindelige menneske han ku mærke sulten mede sig dog havde han lært at styre sin sult og behøvede ikke at drikke så meget blod som andre.