Return of the machine

"Skal ikke spise? Ikke sove og ikke drikke? Hun er jo trods alt en cyborg" tænkte Artanis mens Alice forklarede hvordan det var "Men hvis hun har alle 'funktioner' som jeg har, så burde hun da også blive sulten, skulle sove og så videre? Nå pyt det-" Artanis tankegang blev afbrudt af et mindre brag da Alice satte af hen mod hospitalet.
Hun smilede let. Alice ville åbenbart have et ræs.
Dette blev bekræftet af hendes følgende ord "Så kom da! Er ræs har aldrig skadet nogen"
"Tjo, hvorfor ikke" sagde Artanis stille "Men det skal være fuld fart så"

Hun lukkede øjnene og søgte ind af. Det var somom tiden stoppede mens hun søgte sit indre.
Det var sort, fuldstændig sort på nær en blussende flamme inde i midten af det hele. Hun tog et skridt hen mod det og kunne mærke varmen. Hun kom langsomt tættere og tættere på.
Hun nåede derhen. Varmen var overvældende, men den gjorde ikke ondt. Hun rakte en hånd frem, stak den ind i ilden. Hun tog et skridt tættere på, det meste af hendes arm var inde i ilden.
Nogle få skridt mere og hun stod inde i flammen. Hun var fuldstændig omsluttet af ilden. Hun spredte armene ud og fra den selvsamme flamme hun stod indeni bredte der sig et uendeligt antal flamme tunger til alle hjørner af mørket og tvang skyggerne væk.
"Ikke nok hvis jeg skal kunne slå hende i det ræs" Hun gav det et ekstra mentalt skub og flammen selv blussede op til dobbelt størrelse.

Hun åbnede øjnene og befandt sig igen i den virkelige verden, Alice var godt på vej.
Et par store lædderagtige vinger voksede ud af hendes ryg. En lang slank hale fulgte med. Hendes hud fik en mørk lilla farve.
Hvad de før havde været hvidt i endes øjne fik nu en gråsort farve og iris blev næsten hvidt.
Samtidig gik hendes skjorte og korte shorts op i flammer, få sekunder senere tog flammerne fast form til to stykker rødt stof. Det ene dækkede ikke meget mere end hendes barm. Der var flossede kanter på hvad der skulle være korte ærmer og stykket der dækkede.
Det andet stykke fungere som et miniskørt, også dette var lettere flosset i kanterne.

Artanis tog tilløb og hoppede ud over kanten af bygningen og spredte vingerne fuldt ud. Nogle få kraftige slag senere havde hun skaffet højde og fart.
Cirka et minut senere havde hun indhentet Alice og fløj nu side om side med hende, med den forskel at Alice løb eller skøjtede. Hun kunne ikke helt finde ud af hvad det var, da det lignede begge ting på samme tid.
Hun drejede hovedet og kiggede smilende på Alice mens hun kæmpede for at holde trit med hende. Hun havde brugt mange kræfter på at indhente hende, så hun var lettere forpustet på nuværende tidspunkt.

Hun pegede mod en gyde nær og gav tegn til at de skulle stoppe der og gå normalt resten af vejen.
Artanis ventede ikke på at se om Alice fulgte med, hun lod den ene vinge synke lidt ned og lod sig selv dreje til højre mod gyden.
Hun tog turen oppefra og lod sig forsigtigt droppe ned da hun mente hun ikke ville ramme noget på vejen ned. Hun stillede sig hen i skyggerne og brugte hvad skyggemagi hun kunne til at gemme sig lidt bedre. Hendes nye udseende i Metamorphosis havde ikke gået hende forbi. Hun syntes næsten Alice skulle se det ordenlig inden hun gik tilbage til menneske skikkelse. Det, og så at hun helst ikke ville have nogen mennesker til at se hende.

Fuldt fart på? Så det var hvad hun ville have, hun skulle vise hende hvad hun kunne. Ordene fra Artanis ringede i hoved på hende og hun tog kampen op med ildhu, hvis der var noget Alice var, så var det konkurance mindet. Hun nægtede at give op hvis nogen havde den frækhed at mene de var bedere end hende til noget, det var en enorm karakterbrist, det vidste hun, men ikke destro mindre kunne hun ikke lade være. ´Mange var under tiden blevet skræmt væk af hende, fordi hun ville gøre så meget for at vinde, men det var deres egen sag, hvis man skulle kunne fungere med Alice, var man nød til at være indstillet på at man fik modspil og kamp til stregen i alle henseender der havde med sport at gøre.
Alice opfangede tidligt at Artanis kom flyvende tættere og tættere på hende, mens Alice skulle undvige biler og fodgængere, havde Artanis den fordel at hun ikke skulle passe på at ramme noget på samme måde som hende. Gnisterne stod fra hendes ben mens hun skøjtede henover asfalten, friktionen gjorde at to lange lysende striber glødede i asfalten bag hende og det ville være mere end nok til at man ville blive godt forbrændt hvis man trådte på en af dem.
Da Artanis nåede helt op på siden af Alice kunne hun høre på hendes vejrtrækning at hun var forpustet, hun sendte hende kort et smil og opfangede at der var noget mærkeligt. I det splitsekundt hvor Alice ikke var opmærksom kørte en bil ud fra en sidevej foran hende, i sidste øjeblik så hun det og sprang til siden så hun med bløde og skræmmende lyde rullede henover jorden. Alice var rasende over at hun var blevet tvunget af vejen, men hun beherskede sig og tog et billede med øjnene af nummerpladen på bilen, hun ville finde den senere og punktere hjulene eller noget andet der var langt mere irriterende. Hun havde set Artanis pege og suse ind i en gyde og surt gik hun efter mens hun børstede der værste asfalt af.

Alice trådte ind i gyden med et opgivende suk, "Du vandt igen... og jeg havde enda et godt forspring", hun lød nærmest trist over sine egne færdigheder, men så lyste hun op i det karakteristiske milde smil, "Du fløj godt nok stærkt... hvor er du for øvrigt?", først nu havde Alice taget sig tiden til at se rundt, men hun kunne ikke få øje på Artanis. Hun var sikker på det var den rigtige gyde hun var trådt ind i, mon Artanis var fløjet videre og havde snydt hende i det lille ræs? Nej det var hun sikker på at Artanis var for hæderlig til hun kunne finde på, som hun selv havde sagt var hun en dæmon med et hjerte af guld.
Lidt trist råbte Alice til sidst "Er du her?"

Idet hun drejede nåede hun lige at se Alice nærmest springe væk fra en bil der var ved at køre ind i hende. Hun havde det lidt dårligt over at det nok var hende der havde afledt hendes opmærksomhed i det lille øjeblik så hun ikke så bilen.

Alice nåede ind i den gyde hvor Artanis stod og gemte sig i skyggerne, hun tydeligvis forvirret.
"Min skyggemagi er voldsomt svag i forhold til en der faktisk kan finde ud af det, hvordan kan det være hun ikke kan se mig?" Hun lod taget om skyggerne omkring hende svinde og var nu, mere eller mindre, fuldt synlig. Hun var dog stadig ikke ude i lyset, men man burde nemt kunne se hende. Vingerne, halen der let bevægede sig, det røde stof der dækkede hendes bryst og skridt. Det var lidt for tydeligt til at man ikke ville lægge mærke til det.
"Du fløj godt nok stærkt, hvor er du for øvrigt?" Alice ord var tydelige i stilheden der ellers kun var afbrudt af den fjerne støj af biler på vejen og snakken af halvfulde unge der var ude og feste.
Fristelsen var for stor, hun kunne ikke lade være "Syntes du jeg fløj hurtigt?" sagde hun, så stille at Alice kun lige ville kunne høre hende sige det, men ikke være i stand til at finde ud af hvor lyden kom fra.
"Er du her?" var Alice næste spørgsmål
Artanis trak skyggerne omkring sig så godt hun kunne og gik helt op på siden af Alice, hvorpå hun gjorde sig selv fuldt synlig igen og sagde "Ja, jeg er her"
Hendes hale viftede langsomt fra side til side mens hun stod der og ventede på at Alice vendte sig og kiggede på hende.

Alice kiggede rundt i den lille gyde, hendes visuelle system var sløret og kørte på autoreperation, hvis hendes optiske sensore havde virket optimalt havde hun længe set Artanis gemme sig i skyggerne. Hun trak vejret langsomt og alle systemerne i hendes krop gik i alarmberedskab, hun havde været i lignende situationer før, hvor hun var endt i et baghold og nu syntes hun at kunne mærke kulden fra noget uhyggeligt løbe ned af ryggen på hende.
Trodsigt tog hun et skridt frem og kiggede stadig rundt, nu med et mere skræmt og nervøst blik. Dette var ikke noget hun brød sig om, mørket i enden af gyden og den snigende følelse af noget der sneg sig ind på en, var ikke noget hun var programmeret til at skulle tage med ophøjet sindsro, et efter et meldte hendes våbensystemer sig som små grønne lamper for hendes blik, de indikerede at hun var beret på at kæmpe eller flygte, lidt ligesom når et menneske var skræmt fra vid og sans.

Lyden af Artanis fik hende til at stivne igen, hun kunne ikke bestemme hvor lyden kom fra, ikke engang når hun triangulerede lydbølgerne og deres reflektioner fra vægende omkring hende, det eneste hun var sikker på var at hun hørte Artanis. Forskræmt tog hun et skridt tilbage og samtidig med hun hørte en stemme bumpede hun ind i nogen, isnende kulde skød igennem hende og hun reagerede som hun var programmeret til. I en glidende og lynhurtig bevægelse svingede hun venstre ben i en bue foran sig og videre rundt mod hvem end der stod bag hende, hun havde ikke hørt hvad der blev sagt da hun var for panikslagen til at kunne tænke ordenligt, hendes fod blev blank og skarp som et barberblad mens hun svingede benet og hun ville nemt kunne hugge hoved af selv den stærkeste og mest veltrænede soldat.

Mindre end en centimeter var bladet på hendes fod fra Artanis hals, hun stod der stivnet med et blik der sagde mere end ord, hun var rædselsslagen, bange for sin egen skygge. Roligt blev hendes fod normal igen og hun satte den i jorden efter bare at have kigget Artanis i øjnene. Hendes stemme bævede og hun var tydeligt på randen til gråd, "Jeg... du... undskyld, jeg blev så bange, jeg ville ikke... Jeg kunne ikke lade være... mørket" Alice kunne ikke sætte en ordenlig sætning sammen, det var umuligt, for mange følelser for igennem hende, de fleste af dem var undskyldende overfor Artanis, "Artanis, det var ikke meningen".

Joken var åbenbart gået for vidt. Det rædselsslagne ansigtsudtryk der plagede Alice bevidnede det, hvad mere var så kunne det tydeligt ses på den måde hun bevægede sig.
I de 800 år Artanis havde levet, havde hun set tilstrækkeligt med kampkunst mestre til at genkende en offensiv stilling når hun så en. På nuværende tidspunkt brugte Alice en stilling der tilhørte Taekwondo. Stilen var så gammel at den var på næsten samme alder som Artanis. Omtrent 100 år yngre.
Mens Artanis observerede Alice' stilling kunne hun tydeligt se hvor trænet hun var i det. Hun ville uden problemer være i stand til at kunne rette et dræbende spark i hvilken som helst retning, inklusive hend-
En blank, dødeligt skarpt klinge var stoppet få centimeter fra hendes hals. Foran stod Alice med et forfærdet ansigtsudtyk og benet løftet i højde med Artanis' hals. Hendes ben var den klinge der hang truende ud for Artanis hals.
"Alice, vær forsig..." Længere nåede hun ikke før tårerne viste sig i Alice øjne og hun begyndte at undskylde på tusind forskellige måder på samme tid "Hey... Alice... Tag det roligt, der skete ikke noget" sagde hun i et forsøg på et trøste hende. Artanis var ikke et sekund i tvivl om at hun kun havde gjort det i ren og skær panik. Hvad hun havde vist på toppen af taget tidligere havde ikke været blodtørst eller ønsket om at slå ihjel, noget nær det stik modsatte.
Strømmen af tårer der efterhånden var begyndt at dukke op på Alice kinder havde ikke ikke stoppet. Artanis ville gerne hjælpe men hun kunne ikke hvis Alice blev ved med at græde.
"Snap out of it!" sagde hun på engelsk samtidig med at hun slog piskesmæld med halen "Der er ingenting sket Alice. Tag det roligt" Hun gik et skridt tættere på og lagde armene omkring hende, for derefter at folde vingerne ud og folde dem om hende igen.

Alice var handlingslammet, hun hørte godt hvad Artanis sagde, men det var som om hun ikke forstod det, minderne fra en traumatisk fortid væltede rundt inde i hendes hoved i en kamp for at gøre hende mest rædselsslagen. Mænd og kvinder i hvide kitler dansede rundt for øjnene af hende, mens hun kunne høre hvordan de omtalte hende som et eksperiment og at hun sikkert ville dø inden natten var omme.
De var hendes levende mareridt der levede for hende selv om dagen, hun ville aldrig kunne glemme det, kun putte det væk så hun ikke hele tiden skulle tænke på det, men når hun fik en 'trigger' kunne det hele vælte op til overfladen med fornyet og overraskende stor kraft.
Alice's øjne var fulde af tårer og hendes panikslagen blik farede rundt mens hun fortvivlet mumlede ufostålige lyde.

Med et ryk var det som hun blev bragt tilbage til virkeligheden, en varm følelse løb igennem hende og fjernt hørte hun lyden af et smæld. Hun klyngede sig til varmen og så hvordan billederne forsvandt for hendes øjne og det blev erstattet af virkeligheden igen, hun var udmattet ikke fysisk men psykisk. Varmen brusede igennem hende og hun fik en klump i halsen, hun kiggede på Artanis ansigt og begyndte at tude og hulke uden ende, "Jeg så det hele... Jeg mærkede det hele igen... det er mørket". Hun tudede så tårene væltede ned af kinderne på hende mens hun trykkede sig ind til Artanis.
Hendes gråd blev lige så stille erstattet af vrede, hvorfor havde Artanis gjort dette mod hende? Var hun en af dem der søgte at fange hende? På trods af bedere viden blev Alice vred og skubbede Artanis brutalt væk fra hende mens tårene stadig strømmede ned af kinderne på hende "Hvorfor ville du gøre dether ved mig? Hvorfor ville du søge at vise mig fortiden? Jeg sagde jeg intet ville have med min fortid at gøre og stadig skal jeg mindes... alt!" Alice brølede det sidste mens hun knyttede hænderne så man kunne høre en knasende lyd af metal der gned mod hinanden.
Alice vidste godt det på ingen måde var Artanis skyld, men hun havde brug for at få luftet tankerne og frustrationerne og Artanis var den eneste hun kunne rette sin vrede mod ligenu.

Alice skubbede Artanis væk med sådan en kraft at hun bogstaveligt talt faldt på halen.
"Hvorfor ville du gøre det her ved mig!?" Alice var ikke vred selvom det var hvad hendes tone angav. Hun var bange og ked af det. Artanis' lille joke havde kaldt et eller andet frem. Ud fra hvad hun sagde kunne Artanis regne ud at det omhandlede hendes fortid. Personerne i de hvide kitler, tiden før, eller under, hendes transformation fra menneske til cyborg. Det gjorde ondt, både på Alice og Artanis.
Alice fordi hun var blevet mindet om det værste hun nogen sinde havde oplevet.
Artanis fordi hun havde såret en veninde, og endda en hun virkelig kunne lide.

Da hun opfattede det kunne Artanis ikke holde tårerne tilbage, de gled langsomt ned af hendes kinder mens hun sad og kiggede mildt på Alice, i håb om at hendes passive stilling ville få hende til at falde til ro.

Det lykkedes ikke.

Alice var stadig frustreret nok til at det ville kunne slå klik hvis hun blev skubbet lidt længere.
"Jeg er nød til at prøve" tænkte Artanis da hun fik en ide "Det er den eneste mulighed jeg har for at genvinde hendes tillid... Det er et billigt forsøg, men jeg kan ikke gøre andet end at prøve"
"Alice" sagde hun og dannede en flamme mellem hænderne samtidig med at hun spredte sine vinger fuldt ud og trak skyggerne sammen bag dem, så enhver person der kiggede ind i gyden ikke ville kunne se flammen, og ville have svært ved at se bare silhuetten af dem "Se her. Kig på flammen. Tag alle dine bekymringer, alt din vrede, alt din sorg. Kast det ind i flammerne, se det dårlige brænde op i flammerne. Accepter at det er sket, accepter at du ikke kan ændre det. Læg det bag dig, det har intet med dig at gøre. Du er den du er, uanset hvad du er. Kast din fortid ind i flammerne og lad asken af det skabe et liv. Dit liv"

Det var en proces Artanis selv havde brugt før i tiden. Hun forestillede sig at hun stod med en lille glaskugle hvori hendes smertefulder minder om hendes familie var lukket inde i, og kastede den i flammerne. Glasset sprang og minderne blev brændt op og genskabt i en ny glaskugle der var tom. I den glaskugle fyldte hun det positive hun havde oplevet. De venlige personer hun havde mødt, de hyggelige og behagelige ting hun havde oplevet.
Havde hun ikke 'opfundet' den måde at acceptere sin fortid, ville hun have fortabt sig selv i mørket af hendes minder. Frygten for at blive fundet af sine brødre var en af dem hun havde kæmpet hårdest med.

Artanis lod flammen svæve en centimeter eller to over jorden. Hun rakte ud efter Alice hænder og tog dem "Alice, se på mig" sagde hun med en mild tone og mildt ansigtsudtryk "Jeg vil aldrig gøre dig fortræd. Jeg ville ikke bringe noget tilbage til dig som du vil glemme. Jeg er en dæmon, men jeg er ikke ond. Husk på det"

Alice hænder rystede kraftigt, vreden buldrede som en løbsk skovbrand inde i hende, vil ville så uendelig gerne gøre det som hun var bedst til at gøre når det hele blev for meget, løbe og glemme, indtil det igen blev for meget og så kunne hun gøre det samme igen og igen. Terre og Di Morga var ikke det første sted hun var flygtet til, hun havde været over det meste af verden, set skønne og modbydelige ting, hun havde oplevet at hjælpe dem der ikke kunne hjælpe demselv og straffe dem der gjorde livet dårligere for andre. Men altid var det sket at hun havde mødt sine minder og var blevet mindet om det hun var i hendes egne øjne, en vanskabning skabt af magtliderlige mennesker der ville kontrollere verden gennem skygger og manipulationer af andre.
Alice ville gøre meget... alt for at hun kunne ændre det hun var og vende tilbage til det hun før havde været. Hun vidste dog ikke hvem hun før havde været og om hun ville kunne lide denne, men alt ville være bedere end at være fanget i en krop der ikke var hendes egen, med minder om forfærdelige og modbydelige ting, som intet menneske eller dyr nogensinde skulle opleve.

Alice kiggede op ved lyden af hendes navn, de elles så smukke blå øjne var blevet lysende røde og hendes udseende vendte tilbage til det det havde været i starten. Den sorte hanekam og lædertøjet som var helt i sort, det sorte halsbånd med de lange skarpe nitter var prikken over iét i hendes mørke forandring.
Hun lyttede tavs, men det var tydeligt hun blev mere og mere vred, til sidst brølede hun så vindueren ned til gyden dirrede, "Hvad ved du om mig? Hvad ved du hvordan jeg skal kunne stoppe med at være dether?", hun gjorde en gestus nedaf sig selv, "Hvordan skal jeg kunne acceptere det jeg er? Hvordan skal jeg kunne acceptere at jeg er blevet gjord til det jeg er? Jeg er et monster!", Hun tog et truende skridt tættere på Artanis "Jeg er en maskine!" brølede hun igen så vinduerne dirrede.

Da Artanis tog hendes hænder havde hun mest lyst til at skubbe hende væk igen, men hun kunne ikke bringe sig selv til at gøre det, selvom alle funktionerne i hendes krop fortalte hende at hun burde gøre det, så kunne hun ikke bringe sig selv til at skade Artanis.
Alice øjne mødte lynende Artanis og der med et kunne hun mærke vreden stille tage af, hun sagde ikke noget mest af alt fordi hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun stod der bare lidt uden at sige noget, men tog et skridt frem og krammede Artanis, "Min kamp mod mit indre er min egen... jeg håber du forstår".

Alice havde ret. Hun vidste ikke hvordan hun havde det. Hun vidste ikke hvordan det var ikke at kunne genkende sig selv.

Hun vidste ikke hvordan det var at være skabt til at dræbe, men ikke ville gøre det. Hun havde oplevet noget lignende, hun var blevet født som en dæmon. Født til at være ond, men hun havde nægtet. Hun ville ikke være ond, hun ville ikke såre andre bare for egen fornøjelses skyld.

Den nærmest brutale ændring i Alice' udseende, tilbage til hvordan hun så ud før, overraskede Artanis voldsomt. Så meget at hun næsten blev skræmt. Hun havde glemt hvor nedtrykkende hun så ud på den måde. Men det var stadig Alice.
Hun mærkede trykket af Alice arme omkring hende, vægten af hendes hoved på sin skulder og lyden af hendes stemme "Min kamp mod mit indre er min egen"
Langsomt løftede Artanis en hånd og lagde den på Alice' hoved som for at trøste hende "Ja, din indre kamp er din egen. Men man må aldrig være bange for at bede om hjælp" Hun trak sig lidt væk så hun kunne se Alice' ansigt "Den virkelig stærke person er den der kan bede om hjælp fra andre. Men husk det her Alice. Hvad du er, er ikke hvem du er" Hun trak sig væk fra Alice og gik et skridt bagud "Kig på mig, og fortæl mig hvad du ser" Hendes vinger var spredt halvt ud, halen svingede dovent og hendes hud havde stadig den tydelige lilla farve "Det du ser, er en dæmon. Det jeg er, er en dæmon. Men hvem jeg er? Jeg er en person der ønsker at hjælpe andre. Du kan være det samme. Du er måske en maskine. Men hvad er din person? Jeg ser Alice. En ung, køn kvinde der ikke ønsker at gøre andre fortræd." Hun gik tættere på, lagde hænderne på Alice' skuldre og kiggede hende dybt i øjnene "Man siger at øjnene er sjælens vinduer. Det jeg ser, er en person som er stærk og kan bryde fortidens bånd. Du skal bare ville det. Glem fortiden, tænk på fremtiden" Med de ord rykkede Artanis det sidste styk tættere på og kyssede blidt Alice på munden.

Alice knugede sig snøftende til Artanis, hun var så bange og fortrød så meget af det hun lige havde sagt og gjort, men på den anden side havde det føltes helt rigtigt i øjeblikket. Hun snøftede mere og forbandede at hun var skabt til at fører krig, det var ikke hendes skyld, det ville det aldrig blive, men hun forbandede stadig alle dem der havde gjort dether muligt og hun forbandede mest af alt de forældre der skulle have passet på hende, men i stedet lavede hende om til den vedertstykkelighed som hun var nu.
Hendes triste tanker forsvandt langsomt i takt med at Artanis roligt børstede hendes hår, kort nåede Alice at lukke øjnene og nyde følelsen af hende berøring inden hun kiggede op og lyttede.

Hun nikkede bare, hun havde ikke mere at sige, for som hun havde oplevelsen af det havde Artanis ret... igen. Alice havde længe fornemmet at Artanis var gammel af eksistens, men ung af sind og krop og det var tydeligt at hun havde taget ved lærer af de ting som verden havde vist hende og brugte dem til at gøre sit liv lidt bedere, hvis bare Alice kunne gøre det halvt så godt ville hun være mere end tilfreds.
Alice kiggede Artanis i øjnene og smilede svagt, "Når jeg ikke spørger om hjælp er det fordi jeg ikke vil skade dem der gerne vil hjælpe mig, du så mig selv, jeg er ikke til at styre når jeg bliver vred eller bange", hendes smil blev lidt bredere "Men jeg tager det til mig".

Da Artanis kom med sit spørgsmål om hvad det var Alice så når hun kiggede på hende, skulle hun lige til at svare, men blev afbrudt og fandt ud af at det var et retorisk spørgsmål. Hun forblev stille og kiggede ned i jorden med et brødebetynget blik, hun lyttede stadig, men havde den samme følelse som når man havde hugget æbler fra naboens træ og var blevet fanget.
Brusende lykke og varme der fik hende til at krumme tæer voksede frem i hendes mave da Artanis trådte frem og kyssede hende, Alice kunne ikke finde ord for hvordan hun fik det og droppede også at sige noget, i stedet lagde hun armene om hoved på Artanis og kyssede tilbage med al den lidenskab hun kunne samle.

Artanis holdt om Alice i et stykke tid før hun trak sig lidt væk igen. Det så ud som om hendes ord, og kysset, havde hjulpet Alice. Hun var i hvert fald ikke længere vred og skubbede til Artanis. I stedet havde hun omfavnet hende og kysset tilbage med sådan en lidenskab at det næsten ikke var til at tro.

"Hvis du virkelig beder om hjælp fra nogen, og modtager den hjælp de vil give dig, så kommer de ikke til skade, så bliver du ikke vred."
Uvidende om hvad hun nu skulle sige satte Artanis sig i stedet ned og kiggede ind i den flamme der stadig svævede et lille stykke over jorden. Den brændte med en pæn orange farve.
Med en lille gnist af energi ændrede Artanis farven på flammen til blå, hvorefter hun svingede halen fremad og samlede flammende op. Hun sad lidt og beundrede både flammen og halen. Hun ville gætte på at den var omtrent ligeså høj som hun selv var, ca 170 centimeter. Ved spidsen var den ca 1 cm tyk, men når hun kiggede bag sig kunne hun se at den var 3-4 centimeter tyk ved roden.
Der var hverken hår/pels på den eller skæld. Den mindede generelt om den standard hale som nogle dæmoner havde i historier, med den trekant for enden. Dog med den forskel at Artanis ikke havde nogen flade ved spidsen. Den var mere en kraftigt afrundet spids.

Hun rejste sig op og kiggede på Alice "Hvad syntes du?" spurgte hun mere eller mindre ud af det blå. Hun lod flammen svæve i luften mellem dem og lod hendes hale vifte let i luften. Hun havde i et stykke tid gerne villet høre Alice mening om hendes 'nye' metamorphosis. Personligt kunne hun godt selv lide den. Tøjet hun havde på med den her var meget nemmere at bevæge sig i end den lange kjole hun havde på før, og halen var generelt underholdende. Hun havde dog mistet det lyselilla spind der dækkede hendes krop. Nu kunne man så også se at hun var barfodet i Metamorphosis, det havde ikke kunnet se før.
Hun drejede rundt en omgang og kiggede spørgende på Alice for at få svar.
"Har villet vise dig den et stykke tid. Ved ikke helt hvorfor min skikkelse ændrede sig, men det gjorde den da jeg fløj efter dig"

Alice fik banket den sidste smugle af skyldfølelse og tristhed ud af kroppen da Artanis insisterende tilkendegav at hun gerne ville hjælpe hende hvis hun havde brug for det. Alice var ikke sikker på om at Artanis en dag ville komme til at fortryde at hun havde lovet hende hjælp, men nu ville Alice holde henne oppe på det, en dag var det måske værd at vende tilbage til stedet hun først for alvor kunne huske og samle trådende om hendes eksistens. Det ville ikke være for sarte sjæle når hun først tog hul på den rejse og hun ville have brug for enhver hjælp hun kunne få, men stadig ville hun have svært ved at byde en hun kunne lide og ville gøre så meget for som Artanis, det at skulle trækkes igennem en forfærdelig og uhyggelig fortid.
Alice rystede umærkeligt på hoved og svarede ikke, men smilede blot stort og kækt mens hun kiggede interesseret på den lille flamme. Det var først nu hun lagde mærke til den den lange hale og hun kiggede overrasket op på Artanis med et uforstående blik.

Alice grinede højt og kiggede intensivt på Artanis, hendes nye look var intet mindre end Alice sikre opfattelse af hvordan en dæmon så ud, hun kunne ikke andet end at rødme helt vildt. Hvis Alice skulle beskrive hvordan Artanis nu så ud, ville hun sige pokkers sexet uden omsvøb, men det var ikke nemt for Alice at afslører hvor meget hun egentlig syntes at Artanis var lige til at springe på. Hun rødmede mere og mere, "Du ser... Fantastisk ud!" Alice kunne ikke holde et halvt jublende råb tilbage og klaskede som resultat hænderne op for munden i et stort grin inden hun fortsatte, "Du ser ud præcis som jeg troede dæmoner gjorde, men hvad med din anden form?".
Alice kunne ikke finde mere at sige, hun havde for travlt med at kigge på den store mængde hud som Artanis nu fremviste og det ville være mere en tydeligt for Artanis at se hvad det var for noget Alice tænkte på, men hun kunne bare ikke lade være.

Artanis smilede bredt over Alice' reaktion på hendes nye udseende. Det var mere end tydeligt at hun syntes det var mere end bare 'fantastisk' som hun havde sagt det. Hendes røde ansigt og lysten der skinnede i hendes øjne fortalte hende, at hun havde problemer med at holde hendes fulde mening tilbage.
Hendes smil forsvandt lidt da Alice spurgte hvad der var sket med hendes tidligere form "Jeg ved det ikke rigtig" svarede hun "Det eneste jeg ved er at jeg... Det ville være nemmere at vise dig hvordan jeg så det" Hun samlede skyggerne i enden af gyden tæt sammen og fremmanede en lille flamme ind i midten af det "Jeg var i mørket og kunne se flammen. Jeg vidste at den var kilden til min kraft. Jeg gik hen mod den og da jeg rørte den blev jeg trukket ind i den. Da jeg var derinde fyldte jeg det mørke rum med tunger af ilden, spredte noget af ilden ud i rummet" Små linjer af ild spredte sig ud fra flammen der svævede midt i mørket, og tvang noget af det væk "Men jeg vidste at det ikke ville være nok hvis jeg skulle indhente dig. Jeg var nød til at være hurtigere, så jeg lod endnu mere slippe løs" endnu flere, og tykkere, linjer af flammer spredte sig ud i mørket og tvang næsten det hele væk "Efter at have gjort det, vidste jeg at jeg havde forøget min kraft i Metamorphosis, om end ikke andet så blot en lille smule" Hun slukkede flammen og lod skyggerne falde tilbage til deres normale stadie. Hun vendte sig igen mod Alice "Da jeg vendte tilbage til den fysiske verden, jeg havde været inde i mig selv, jeg havde lukket den fysiske verden ude og gået i et midlertidigt mentalt fokus, føltes det lidt anderledes. Jeg kunne mærke at den kjole jeg havde på før ikke var der, men var erstattet af noget der var meget mindre. Mine vinger var det samme, og jeg lagde først mærke til min ændrede hudfarve da jeg landede... og halen" sagde tilføjede hun mens hun viftede let med den, for kun at løfte den op og drillende kærtegne Alice' kind med den "Vidste jeg var der hele tiden. Lagde dog først rigtig mærke til den da drejede. Den er faktisk rigtig god til at holde balancen, i luften, med."

Lettere modvilligt, da hun godt kunne lide den nye form, vendte hun tilbage til sin menneskelige skikkelse. Hun lod et lille suk undslippe hendes læber og kiggede på Alice "Lad os komme hjemad, jeg er ved at være sulten" hun smilede og begyndte at gå ud af gyden, vel vidende at Alice fulgte efter.