Return of the machine

Sted :: Et usselt og gammelt lejlighedskompleks, ikke langt fra Terres gågade

Tid :: Klokken er omkring 5 om eftermiddagen (Sommertid - det er stadig lyst)

Omgivelser :: Det usle Lejlighedskompleks ligner et spøgelseshus, tykke spindelvæv hænger ned fra væggende og vestende af bygningen er styrtet sammen. Mennesker og væsner går forbi, men ingen syntes at have lyst eller mod på at udforske det gamle sted.

Vejr :: Det er høj solskin og omkring 25 grader, alt i alt en meget pæn dag i Terre.

___________________________________________________________

Fotoreseptorene blinkede for hende, som om hun så ganske små bidder af film, af det som var sket med hende. Lyden var forvrænget og det var umuligt for hende at styre noget som helst. Et rødt skilt blinkede for hendes indre blik *Dvale*, hun havde set på det længere end hun efterhånden kunne tælle dagene og det undrede hende at hun ikke bare kunne overskrive sin hovedcomputers reaktion og på den måde starte hende selv igen.
Hun var ikke ved bevidsthed, det var hun ikke i tvivl om, men det fragment at menneskelig personlighed som hun var blevet udstyret med, gjorde at det var som en uhyggelig drøm for hende, en hvor hun bare kunne se passivt ud i mørket uden at kunne røre sig, sige noget eller se og høre det der foregik omkring hende. Alle hendes systemer var lukket ned, alle undtagen skiltet der fortalte hende at hun var i dvaletilstand.
Billeder flimrede kort i hjørnet af hendes synsfelt igen, og hun fangede et glimt af en mur der styrtede sammen. Hun prøvede af al sin magt at huske hvad der var sket med hende, som hun havde gjort igennem lige så længe som hun havde været i dvaletilstand. Det havde da også lykkedes hende at sætte forløbet nogenlunde i orden, hun var blevet angrebet af et eller andet og havde kæmpet en brutal kamp for at overlevet, hvem eller hvad det var der havde forsøgt at komme hende til livs eller fange hende kunne hun ikke huske. I slutningen af kampen havde hun kastet sig nådesløst mod angriberen, men var på en eller anden måde kommet til at ramme en bygning i stedet og hele skidtet var styrtet sammen over hende og havde sikkert på den måde slukket for hende fysisk.

Spindelvævene hang i tykke klaser om hende og hun var helt i ét med det rum hun befandt sig i. Murbrokkerne hun lå sammen med og støvet der havde samlet sig, gjorde at hendes metalskellet så ud som om det hørte til, hvis man da overhoved opdagede at det var der.
Lejeligheden som hun var tumlet ind i var lille og mørk, kun hullet i muren hvor hun var kommet ind fra kastede en smule lys over det uhumske sted. Gamle møbler var blevet efterladt og der så tilsyneladende ud som der havde gjort da der stadig var væsner og mennesker der beboede stedet, dog med den lille forskel at det var åbenlyst at der var nogen der efterfølgende havde løbet skuffer og alt andet igennem for at finde værdiggenstande, så der lå et nydeligt rod af gafler, knive og andet inventar på gulvet i mere eller mindre hel tilstand. Solens stråler dansede i støvet fra hullet og fik metallet som Alice var lavet af til at glimte svagt, men ellers var hun umulig at få øje på med det blotte øje.

Påklædning: Stram skjorte der var bundet sammen længere oppe sådan at maven var vist, Cowboy Shots(http://3.bp.blogspot.com/-KkEpGNaHx3s/TdPMsx_4HcI/AAAAAAAAAow/WR68OknfEIw/s1600/H%25C3%25B8jtaljede+Cowboy+Shorts.jpg) & et par sandaler.

Det var nogle måneder siden at en eksplosion af en art havde fået en del af et lejlighedskompleks til at styrte sammen. Ingen viste hvordan det var sket eller hvad der havde forårsaget det. Det eneste folk vidste var at myndigheder ikke ville gøre noget ved det. Ingen var kommet for at rydde det op, ingen.

Tanken om at ingen gad rydde op sådan et sted var noget der let kunne irritere den ellers rolige kvinde der nu gik omkring tæt ved. Hendes lange sorte hår hang frit, hendes mave var udækket som følge af skjorten hun bar der ikke dækkede mere end hendes generøse bryst og ned til Solar Plexus og hendes korte shorts gjorde intet for at dække meget mere heller.
Hun var generelt en meget køn og attraktiv kvinde med et ungdommeligt udseende. Hvad folk dog ikke vidste var at hendes alder spændte over flere århundreder. Hvis man så hende dybt i hendes næsten blod røde øjnene så man en sorg og vilje samt visdom der var flere hundreder år gammel.
Denne kvindes navn var Artanis, en dæmon.

Artanis gik hen mod murbrokkerne der lå tilbage i store bunker og dækkede hvad der så ud til at være resterne af en lejlighed. Noget havde fanget hendes blik, et glimt i lyset af solen.
Langsomt begyndte hun at flytte nogle af murbrokkerne. En efter en, forsigtig for ikke at få noget til at styrte sammen, eller knække en negl.
Nogle af de få folk der gik forbi kiggede underligt på hende, men hun ignorerede dem. Det varede ikke længe før at noget kom til syne. Det Artanis så var ud over alt forventning. Det lignede næsten et menneske, men det så ud til at være lavet af metal. I et forsøg på at få ryttet noget mere væk var der en mursten der løsnede sig og faldt ned på hvad der ville være hovedet af "mennesket" der sad der.

Alice beklagede sig for sig selv, ingen kunne hører hende og det befandt sig kun inde i den menneskelige del af hendes hjerne. Hun fornemmede at der var nogen der gik forbi og at der var uhørt meget aktivitet i bygningen på trods af at dens ydre ville skræmme de fleste væk. Hun kunne mærke hvordan der var nogen der rørte ved hende og til sidst fik hun et hårdt stød i hoved.
Alle lamperne for hendes indre blik begyndte at blinke, skiltet hvor der stod dvale forsvandt og blev erstattet af et hvor der stod *gennemtvunget start*. Alice's krop begyndte at røre på sig ide den hurtigt kom online igen.
Følelsen i hendes legemer vendte tilbage og hun begyndte at røre på hendes fingre og tær. For hendes indre blik begyndte skiltene med rød skrift, som indikerede hvad der i slavisk rækkefølge blev sendt online igen, og som det absolut sidste slog hun øjnene op. De udsendte et skarpt blåt lys, så det ville være svært for personen der sad overfor hende at kunne se direkte på hende.

Alice's stemme lød til at starte med helt forkert, men det var som om den skruede op og ned for sig selv til den blev den af en ung kvinde, "Hvem er du? Hvad laver du her?.... hvilken dag er det?". Let som ingenting flyttede Alice selv de sidste murbrokker, blandt andet en der var dobbelt så stor som hun selv var, og skubbede den over i hjørnet af rummet.
Hun havde nu stillet sig helt op og tårnede sig med sine godt 2 meter op over mange andre, "Som sagt.. Hvem er du?", hun lød ikke vred men nærmere lykkelig på randen til at græde, men det var ikke muligt for hende.

Alice kom til at kigge ned af sig selv og begyndte at grine, "Jeg skifter lige til noget mere passende", hele hendes krop flimrede i en blå farve og et øjeblik efter blændede det ned igen og hun lignede sig selv, (Som på profilen). Hun smilede stort, "Jeg er Alice", hun grinede lidt fjumret af sig selv, "Nu skal jeg nok stoppe med at afbryde dig mere".

Artanis blev tydeligt overrasket af personen der pludselig begyndte at ryde det sidste mubrokker væk så let som ingenting.
"Samme styrke som mig..." Tænkte hun da en sten, på hvad der lignede 150 kilo, blev kastet væk uden de store anstrengelser.
"Hvem er du? Hvad laver du her? Hvilken dag er det?" Spørgsmålene kom så hurtigt at Artanis knap nok kunne følge med. En ting hun dog ikke kunne undgå at lægge mærke til var hvordan hendes stemme, for det var tydeligt på den næsten nøgne krop at det var en kvinde, nærmest skruede op og ned i tonehøjde. Nogen gange dyb, nogen gange voldsomt lys indtil den til sidst fandt en tone der passede en ung kvinde. En 'Alt' stemme var hvad Artanis ville gætte på.

Efter at være kommet sig over sin første overraskelse gik det op for hende at der var mange folk der stod og kiggede, så mens at kvinden foran hende skiftede, ellere nok nærmere skabte tøj, kaldte Artanis magien frem og skabte ild omkring dem, nok til at ilden selv og røgen dækkede dem.
"Kom" sagde hun og rakte hånden frem mod Alice som hun lige nåede at sige hun hed "Vi tiltrækker for meget opmærksomhed her. Vi flyver op på taget" Alt imens Artanis snakkede voksede hendes lædderagtige vinger frem.

Alice stod lidt og børstede sig og rettede på tøjet, hun lagde ikke mærke til vingerene der voksede frem på kvinden før hun snakkede til hende og rakte hånden frem. Alice smilede lidt over det da hendes sensore opfangede at der stod en gruppe og kiggede på dem, hun nød opmærksomhed, specielt når det var at "normale" fandt hende interessant. For hun havde aldrig oplevet at hun var blevet behandlet som et menneske, eller for den sags skyld et væsen med følelser der strakte sig meget længere end de fleste dyrs. Kun hendes forældre havde behandlet hende godt, og når hun tænkte forældre var det kun de to svage skikkelser i hvide kitler som havde snakket til hende mens hendes sind var blevet ført fra menneske til maskine.
På sin vis var hun vel heldig fordi hun aldrig ville blive gammel, hendes krop ville altid justere sig selv og så længe hun ikke blev smadret i en bilknuser på en skrotplads, ville hun være nært uforgængelig. På den anden side ville hun vide at hver eneste følelse hun havde kun ville være en kopi som maskinen prøvede at kopiere fra et mennekse, således var hendes følelser kun en fjern snært af det som rigtige levende væsner følte.

Alice rystede kort på hoved og brød hendes tankespind, hun fokuserede på den fremstrakte hånd og derefter vingerne på kvinden, "Hvis du har planer om at flyve mig nogen steder er jeg ked af at skuffe dig... men jeg vejer det samme som en minibus", hun smilede og blev rød i kinderne, hvorfor hun syntes det var pinligt vidste hun ikke, men det var det. "Men vi kan blive enige om at den sidste der når taget giver en øl", hun blinkede og ventede ikke på kvinden. Alice sprang igennem et smadret vindue i den anden ende af værelset og borede fingrene ind i muren som splintrede som papmache. Som et dyr sprang hun op ad den lodrette mur på vej mod taget, hun vidste godt hun ikke kunne løbe fra en med vinger, men hun havde ikke noget mod at give øl, det var trods alt den kvinde der havde tændt hende... så at sige.

Artanis kiggede undrende på Alice foran sig, vejede det samme som en minibus? Hun kunne ikke rigtig tro det men tænkte ikke mere over det, i stedet gav hun flammerne omkring hende mere kraft så det blev større og røgen tykkere så det dækkede for dem.
"Den der når taget først gi'r en øl"
Artanis hørte kun svagt ordene gennem flammernes ubarmhjertige brølen, hun var ved at kunne mærke varmen men endnu var det ikke mere for hende en en lun sommer brise. Sirener lød også langt væk, brandbiler var på vej.
"Jeg må se at komme væk" Med de tanker så hun Alice brage igennem muren som pap og løb op gennem resterne af de lejligheder der var.
Artanis smilede. Hun var ikke et konkurence menneske -eller rettere, konkurence dæmon- som sådan men hun kunne nu ikke nænne at sige nej til en person der sagde det med sådan en iver i stemmen.

Alice havde fået et lille forspring, men Artanis havde dog ikke i sinde at tabe. Hun spredte fingerne fuldt ud, hoppede så højt hun kunne og bragte to flammer frem under hendes vinger for at skabe mere opdrift, og med en enorm kraftanstrengelse slog hun med vingerne så hårdt hun kunne og jorden forsvandt under hende. I løbet af sekunder var hun oppe på taget hvor hun trak vingerne 'tilbage' og afsluttede sin delvise metamorphosis. Hun satte sig ned og trak knæene op under hagen hvorpå hun lagde armene omkring benene, og gav sig til at vente på Alice.

Alice så hende kun som en skikkelse der susede igennem luften, hun var blevet overhalet efter kun at have nået omkring 2 etager op fra stuen hvor hun havde ligget. Det kom ikke bag på hende at hun tabte og hun slappede af og tog sin tid med at komme op på taget. På vejen scannede hun de billedere hun havde fået af kvinden og krydsreferede dem med tidligere billeder af folk hun havde set, men hun kunne ikke kende hende. Hun blev arkiveret under ukendt dæmon for nu, et navn ville uden tvivl støde til inden alt for længe.
Med et elegant hop sprang hun over den lave mur som var på toppen af taget for at holde folk fra at hoppe ned eller falde ned fra taget. Tungt landede hun og cementen under hende gav efter og knækkede i store flager, hvilket viste at hun virkelig var så tung som hun sagde, lidt pinligt berørt mumlede hun, "Det var sgu da utroligt... lortebygning".
Men i stedet for at dvæle for meget ved det, lyste hun op som en lille sol og gik hen til dæmonen, hvor hun med forsigtighed satte sig ned for ikke at ødelægge noget mere. Med en frisk og meget levende stemme sagde hun, "Som sagt er jeg Alice... Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal begynde at takke dig for at starte mig igen, jeg har ligget der i", hun så ud til at regne i mindre end et sekundt, " 57 dage, 22 timer, 14 minutter og 3 sekunder", hun smilede forsigtigt, "Hvad var det du hed? Jeg tror aldrig du fik sagt det".

Alice lænede sig tilbage og kiggede op på den åbne himmel, hvor en enkelt drillesyg sky flød dovent rundt. Hendes krop forandrede sig på grund af vejret og det samme med hendes tøj. De flade allstarsko blev udskiftet med et par høje hæle og hendes mørke lædertøj blev til en sommerkjole der gik hende til midt på lårene, hendes sorte hår faldt også ned og lagde sig bølgende om hendes skuldre. "For pokker det er varmt", hun smilede stadig friskt og et par solbriller kom også frem foran hendes øjne.

Bragene var kun alt for tydelige da Alice løb de resterende etager op ad bygningen. Med et mindre brag landede hun tunkt på taget og flager af cement knækkede af og spredte sig omkring hende.
"Lorte bygning" sagde hun og Artanis kunne ikke holde en lille fnis tilbage. Hun slap taget omkring sine ben, strakte dem ud og lænede sig tilbage, støttet af sine arme. Hun rystede hovedet og lod håret hvirle omking og falde ned over hendes skuldre og ryg.

Alice satte sig hen ved siden af og strakts ændrede hendes udseende sig drastisk, eller hendes tøj i hvert fald.
Hendes ellers dunkle og nedtyggende sorte læddertøj forsvandt og blev udskiftet af en lang pænt sommerkjole, hendes sko blev til et par højhælede sandaler og hendes hår blev væsenligt meget længere og faldt hende ned over skuldrerne. Som for at sætte prikken over i'et dukkede et par solbriller også op på hendes næse.

Artanis smilede "Ja, det er varmt. Mit navn er Artanis, du var Alice, ikke?" spurgte hun.

Alice rakte en stor hånd frem "Jo det er rigtigt, Det er en stor glæde at møde dig Artanis, du aner ikke hvor irriterende det er når man bare kan slukke sådan ud af ingenting", Alice bukkede hoved så hendes gråblå øjne kom til syne og smilede stort, "Hvad laver en ilddæmon så her?... Jeg mener ikke det er normalt for di race at gå rundt om dagen, og da slet ikke at hjælpe dem der er i nød". Hun lod brillerne tilbage på deres plads med højre pegefinger og lænede sig igen tilbage.
Hun nynnede lavt og hendes hår blev flammende rødt et øjeblik inden det igen blev sort, for til sidst at blive langt lyst og slangekrøllet. "Hvad ser bedst ud? Jeg kan ikke helt bestemme mig?". Hun havde sat sig op og kiggede intenst henover brillernes kant på Artanis, som om hun forventede en dramatisk ørehænger om hvor hældig hun var at hun kunne gøre denslags.

Alice lænede sig igen tilbage og lod solbrillerne finde deres plads, der var smukt oppe fra taget og det var overraskende at stedet ikke var blevet revet ned eller genopbygget siden hendes kollision med vestenden. Når man kiggede ud, kunne man se lige ned på gågaden blot en gade væk og resten af byen med katedralen i det fjerne udgjorde et smukt syn som ingen burde undevære. Det samme var i den anden retning hvor de enorme skyskrabere i city området rejste sig og udgjorde det økonomiske grundlag for det lille land.
De Morga var særhedernes og det eksentriske's land, her var plads til alle om man så var ond eller god eller ingen af delene, her kunne man komme til toppe og tilbage til bunden af samfundet i løbet af dage. Midt i alt dette havde det lykkedes en kvinde at finde Alice, hun kiggede over brillerne, en kvinde der ikke så for værst ud heller.

Artanis tog hendes hånd og lyttede til hendes rablen mens hun kæmpede for at holde et grin inde. Alice virkede som en sjov person. Hun var flink og ivrig, men hold op hvor kunne hun snakke. Tanken bragte et smil frem på Artanis' læber.
"En ild dæmon spørger du? Tja... Spørgsmålet burde vel være ventet. Hvordan skal jeg forklare det" Hun tav et øjeblik mens hun lod en slank finger slå let imod sine lettere lyserøde læber "Hvad jeg gjorde for dig er vel nok hvad jeg generelt gør. Jeg er måske en ild dæmon men jeg er ikke det typiske ondskabsfulde bæst som folk ofte gør os til. Jeg er dæmon af fødsel, men engel af sind. Jeg ønsker ingen ondt med mindre det er for at forsvare mig selv eller andre jeg holder af. Mit ønske er at bevise overfor verdenen at bare fordi vi er dæmoner betyder det ikke at vi er onde, at der faktisk er nogle af os der gerne vil hjælpe andre og har godt i sinde" hun drejede hovedet og kiggede på Alice, hendes hår ændrede både længde og farve. Fra flammerødt af samme længde som før, til en smule længere og lyst med kraftige krøller.
Hun spidsede læberne let og mumlede "Snyd... Det der vil jeg også kunne" efter en kort pause sagde hun så "Jeg syntes det røde passer bedst og det skal være langt! Jeg kan godt lide den farve. Dem minder jo om det her" Hun vendte den ene håndflade opad og en livlig flamme dukkede op, svævende få centimeter over hendes hånd. Igen mumlede hun "Jeg vil altså også kunne ændre mit hår sådan der"

Artanis tav og vente ansigtet mod himlen og kneb øjnene sammen for ikke at blive blændet af solen. Der var næsten ingen skyer og himlen havde en pæn lyseblå farve.
En bevægelse i hendes øjenkrog fangede Artanis opmærksomhed og hun vendte sig for at se Alice kigge på hende over solbrillerne med et næsten... Var det et flirtende blik?
Artanis løftede det ene øjenbryn og smilede lettere genert "Hvad tænker du så på lige nu?" spurgte hun sigende.

Alice lyttede og blev forbavset langt hen ad vejen, en dæmon med et hjerte af guld var en yderst sjælden ting, en dæmon der bare havde et hjerte var i forvejen ikke noget alle ville møde i deres levetid, men en der ligefrem var sød? Nej det var vidst en meget enestående ting. Hun kunne ikke holde op med at smile over at hun havde mødt en dæmon med venlige tendenser, det var lige så absurt som hendes egen eksistens, en robot eller cyborg med et skellet af metal, men med et menneskes sind... Hun var vidst selv også ret enestående, taget i betragtning af hvor længe det havde taget en respekteret sikkerhedstjeneste at bygge hende.
Alice frydede sig kort over, hvor glad hun var for at være så unik, at hun med sikkerhed kunne sige hun var den eneste i verden, ingen andre var som hende... endnu, men det var vel et spørgsmål om tid inden det skete.

Alice smilede stort over Artanis, "Lidt fordele skal der da også være ved at være en uddødelig kamprobot", hun blinkede smilende og lod håret bølge ned om skuldrene på hende til det var omkring midten af hendes ryg, og hun gjorde store øjne da Artanis lavede flammer ud af ingenting og legede kort med dem i hendes hånd, "Jeg kan da næsten lave det sådan". Alice koncentrerede sig og langsomt med sikkert begyndte håret nærmere at ligne flammer end hår, men kun fordi det brusede lidt i den milde vind. Hun grinede fjumret over at det var lykkedes hende at kopiere Artanis flammer, så det næsten så ud som om hendes hår stod i brand.
"Jeg ville ønske jeg kunne lærer dig det, en jeg tror det er en evne der er mere eller mindre forbeholdt mig", hun grinede varmt og kunne ikke stoppe med at kigge henover kanten på hendes briller, hun var givet tiltrukket at Artanis ydre, men hun kendte ikke meget til hende og forsøgte at holde sig selv fra at rødme så godt hun kunne.

Alice smilede stadig varmt da hun lagde sig ned på ryggen og kiggede lige op på skyerne, "Hvad jeg tænker på ligenu?", hun funderede lidt, "Jeg tænker på at jeg er taknemlig over at du kom dumpende og tændte mig", hun blev rød i kinderne over hvordan det kom til at lyde, "Desuden tænker jeg at du er godt selskab... og at jeg snakker alt for meget", hun grinede højt og varmt og kiggede igen over på Aratanis, "Hvad med dig? Hvad tænker du på? Og hvordan endte du med at komme forbi her?"

Dette var selvfølgelig intet menneske, så meget havde Artanis regnet ud for længst. Men alligevel lignede hun et. Hår, hud, øjne. Sådanset alt.
"Mon hun også er blød at røre ved som et normalt menneske?" tænkte hun og rystede straks på hovedet. Lige nu var hun lidt for pervers kunne hun godt se. Tanken blev dog ved med at sidde bagerst i hendes tanker og hun blev konstant mindet på det når hun så over på Alice.

Artanis kunne ikke lade være med at smile da hun så Alice forsøg på at efterligne hendes flammer, hun brugte dog håret i stedet for.
Efter en kort tid med at hun legede med sit hår og fik det til at ligne flammer vendte hun sig mod Artanis igen og kiggede over brillerne, et lidt mere granskende blik den her gang. Hun kunne have svoret at hun så Alice give hende elevator blikket. Den tanke blev kun yderligere bekræftet af at Alice så ud til at rødme let.
"Jamen dog jamen dog" tænkte hun muntert "Vi har nok et lille perverst individ her"
Hendes tanker blev afbrudt af endnu en talestrøm fra Alice
"Jeg tænker på at jeg er taknemmelig over at du kom dumpende og tændte mig" Et fnis var umuligt at holde tilbage her, Alice tilsyneladende interesse i Artanis og den dobbelte mening i ordet var for komisk til at hun ikke kunne grine. Alice blev ved med at snakke somom hun ikke hørte det "Desuden tænker jeg at du er godt selskab og at jeg snakker alt for meget. Hvad med dig? Hvad tænker du på?"
Artanis rullede med øjnene "Ja du kunne snakke fanden et øre af" sagde hun smilende "Hmm... Jeg tænker på at jeg ikke har set en som dog før. Du virker som et menneske, ligner et menneske. Men det er tydeligt at det ikke er det du er" hun pegede hen til flagerne og revnerne der var i taget, der hvor hun havde landet "Det der beviser at du er lidt tungere end det gennemsnitlige menneske. Med det sagt vil jeg også gengælde med at sige du også er godt selskab. Du virker flink nok, og meget energisk."

Artanis havde holdt blikket vendt mod himlen hele tiden mens hun snakkede. Nu hvor hun var færdig lagde hun mærke til at det var blevet varmere. Hun løftede hænderne op og spændte nogle af knapperne i hendes skjorte op så hendes kavallergang blev synlig.
Hun drejede hovedet og så Alice kigge på hende igen "Tro ikke at jeg ikke har lagt mærke til de sjove blikke du sender mig" sagde hun smilende.

Alice blev knaldrød i hoved, "Det var slet ikke sådan ment, jeg, du ved... ehmm", hun kløede sig i nakken og søgte desperat efter noget andet i samtalen der kunne få den drejet i en anden retning end hendes mildt sagt dårlige ordkløveri. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, hun var i det hele taget bare bange for at sige noget da det var tydeligt at Artanis mente hun snakkede for meget.
Stadig rød i hoved begyndte hun at kører fingeren rundt i cirkler på jorden, det var så pinligt hun ikke anede hvad hun skulle gøre, sådan snakkede man ikke til folk man lige havde mødt.. og slet ikke når man ikke anede om de havde samme tendenser som en selv. Hun havde mest lyst til at slukke for sig selv igen og gemme sig i et dybt hul, så tåkrummende pinligt syntes hun det var.

Hun ville takke Artanis, men var ikke sikker på det ville falde i god jord hvis hun begyndte at rable for meget igen, så hun nikkede blot mens hun fortsat syntes at blusse mere og mere i kinderne. Det var et underligt menneskeligt fænomen, som hun også var blevet programmeret med, hun var glad for den smule menneskelighed hun følte ved det, men på den anden side var det pokkers afslørende når man følte man havde trampet godt og grundigt i spinaten.
Med en meget forsigtig stemme forsøgte hun at fatte sig i korthed, "Jeg er blot en maskine med et menneskes sind", hun tav kort og smilede forsigtigt før hun fortsatte, "jeg var nok engang et menneske... inden dem i de hvide kitler ændrede alt", det var tydeligt hun ikke brød sig om mindet og hun vendte blikket væk og kiggede ud mod solen der roligt begyndte at kravle ned bag bjergene i det fjerne, det ville være lyst længe endnu efter solen var forsvundet bag bjergene, men måske det var ved at være tide at finde et sted at få de tidligere omtalte øl.

Alice havde grinet da hun havde påpeget hendes vægt, andre piger ville nok være lidt mere følsomme på det område, men Alice var komfortabel med hvordan det var hendes krop så ud, desuden var vægten mest udgjord af diverse våbensystemet og flere lag reaktiv rustning.
Alice skulle igen til at sige noget, men opdagede at Artanis knappede ned i hendes skorte. Det hun efterfølgende sagde blev nært ikke registreret af hende, hendes stemme hoppede på den samme sjove måde som i starten af deres møde mens hun forsøgte at fremstamme et svar, "Jeg, det! Øh... Jeg har ikke sendt dig nogen sjove blikke", hun kløede sig i nakken og et nervøst smil dansede på hendes læber "Jeg ved ikke hvad du snakker om".

Alice reaktion fik Artanis til at smile bredt. Hendes ansigt blev næsten ligeså rødt som hendes hår var, hun kunne ikke lade være med at påpege den lille detalje.
Alice' rødmen blev efterfulgt af en masse usammenhængende vrøvl mens hun forsøgte at finde noget at sige. Men det lykkedes hende ikke at få nogen sammenhængende sætning frem.
"Bare rolig Alice" begyndte Artanis "Det gør ikke noget at du snakker meget, du har jo ikke kunnet snakke med nogen i... Var det 52 dage 14 timer og et eller andet? Så det er kun helt naturligt at du har svært ved at holde ordstrømmen tilbage" Hun blinkede til Alice med det ene øje samtidig med at hun smilede venligt til hende.

Artanis nikkede kort "Ja, jeg havde godt regnet ud at du ikke har helt menneske. Men en cyborg? Det er tydeligt at dit ydre ligner et menneske nok til at kunne narre de fleste" mens Artanis talte lagde hun godt mærke til det ubrudte blik der blev sendt direkte mod hendes bryster, Hun lod som ingenting for nu, hun ignorerede også kommentaren om at hun ikke vidste hvilke blikke Artanis snakkede om. "Men selv om du er en maskine, så har du da stadig nogle af de fysiske kvaliteter som et menneske har. Det vil jeg da i hvert fald regne med" Nu var det Artanis' tur til at rødme og stamme lidt "Jeg mener... Har du... Er du..." Hun kunne ikke få ordene frem, både fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle formulere sig men også fordi det var et lettere flovt område at komme ind på, selv for en kvinde "Er du... 'blød' ligesom en der ikke var cyborg? Altså... Ville..." Hun rullede med øjnene, nu gad hun ikke stamme mere. Hun tog en dyb indåndning og kastede sig ud i det "Hvis man f.eks rørte dine bryster, ville de være bløde ligesom mine!?"
Hun lod sig falde tilbage med armene ud til siden og pustede kraftigt ud "Så. Nu er det sagt" hun drejede hovedet og kiggede på Alice, ventede på hendes reaktion over Artanis flove spørgsmål.

Alice mumlede lavt for sig selv, det ville ikke være til at hører for Artanis, men det var tydeligt på hendes kropssprog hun ikke var helt komfortabel med hvor hele samtalen var ved at dreje hen, dog fik det hende til at lyse meget op da det pludselig var Artanis der sad med den varme kartoffel, og selvom hun forstod spørgsmålet med det samme sad hun lidt med et blankt ansigt og nød hvordan Artanis kæmpede under pinlighedens tunge vægt. På en mere elegant måde end hun selv var nået til vejs ende, fik Artanis til sidst stillet sit spørgsmål.
Alice smilede stort og sendte et stort kækt smil afsted, "Hvis du hentyder til om jeg er en "hel" kvinde, så er svaret ja, med alle de samme funktioner du selv har", Alice blinkede og begyndte at grine højt og varmt, til trods for den lettere trykkede samtale, syntes det hele at være i en god og glad stemning. Alice strakte sig og støttede med hænderne i jorden mens hun krummede ryggen en smule for at få brysterne til at stikke længere frem, kun for at drille Artanis med det hun lidt kluntet havde fået sagt, "Jeg ved ikke om jeg er blød... du kunne jo prikke til mig og se om jeg er lavet af gummi", hun grinede igen højt og varmt, der skulle ikke være tvivl om at det var venligt ment, omend en smule perverst, men venligt.
Sandheden var at hun ville føles ligesom alle andre mennesker, med den forskel at hun var hård som en stålplade hvis man rigtigt borede fingrende ind i kødet på hende. Hele hendes krop var dækket af et lag helt naturligt skind som på alle mennesker og dyr, med den forskel at hun var i stand til med elektriske impulser at hæmme dets vækst og få det til at forsvinde så meget at man kun kunne se hendes metal skelet, det samme skete når hun gik i offline mode.

Alice drejede hoved og solbrillerne forsvandt som ved et trylleslag, hun så ud som om hun havde et stort spørgsmål, men vejede det lidt i sig selv. Det endte dog til sidst med at det kom for dagen i en meget nysgerrig tone, "Såh, når du er en dæmon.... kan du så få hale og horn? Og kan du trække vejret i svovl?... Og er dæmonsers hudfarve ikke rød?", Alice tav og hørte rungende for sig selv hvad hun lige havde væltet af ryggen, hun smilede skævt og kløede sig igen i håret, "Ehm... Jeg prøver bare at være stille lidt", hun lænede sig tilbage igen med hænderne i jorden og strittede fortsat med brysterne, hun bed sig lidt i læben imens, ikke seksuelt... så meget.

Latteren brød frem fra Alice. Hun kunne ikke have gjort det mere tydeligt at hun syntes det var noget nær hylende skægt at det nu var Artanis der sad og rødmede og kæmpede med pinlige spørgsmål.
Alice næste sætning gav Artanis meget travlt med at observere sine ben, alt imens hendes ansigt blev så rødt som Alice' hår, eller næsten.
"Erhm... Tjoh..." Hun rystede på hovedet og hendes hår fløj om ørene på hende. Hun låste en lok af håret fast bag øret og sagde "Jeg kunne måske... Hvis det er i... Orden" Hun drejede hovedet og blev mødt af Alice der næsten sad på alle fire mod Artanis.
Sommerkjolen faldt let ned og gav fuldt udsyn til Alice barm "Ikke dårligt... De er ret sto... Hold så op Artanis! Du har lige mødt hende". På trods af at hun forsøgte at holde tankerne væk fra den meget tiltækkende barm der var indenfor rækkevidde kunne hun alligevel ikke lade være med at tænke over det. Nysgerrigheden havde et knusende tag om hende, hun ville virkelig gerne vide om Alice virkelig føltes om et menneske gjorde. Hun begyndte at række hånden frem for at fatte om det ene af Alice to bryster men holdt sig fra det med en psykisk anstrengelse.
"Nysgerrigheden har et kraftigt tag i mig" sagde hun smilende.
Det virkede dog til at Alice forbarmede sig over Artanis i form af en serie nye spørgsmål.
"Såh du er en dæmon... Kan du så få hale og horn? Og kan du trække vejret i svolv? Og er dæmoners hudfarve ikke rød"
Artanis kunne ikke lade være med at grine, hun kiggede mod Alice og blev igen mødt af hendes barm. Hun tvang sit blik op til hendes øjne og smilede
"Det er nemmere at vise dig hvordan vi ser ud i stedet for at forklare det"

Artanis rejste sig op og gik et par skridt væk. Hun kaldte på sin indre flamme og lod den flyde igennem hendes krop.
Et par store lædderagtige vinger skød frem fra hendes ryg, hendes hud blev dækket af et lyse-lilla spind. Det lignede næsten somom en edderkop havde vandret tilfældigt rundt på hendes krop og lagt sit spind i et underlig mønster.
Hendes skjote og shorts forsvandt, og i deres sted var en kjole så rød og lavet af et sådant materiale at den så ud til at stå i flammer. Som den sidste ændring i udseendet forsvandt Artanis puller og blev erstattet af et dybt lilla mørke der dækkede hele øjet.
Hun tog et dybt åndedrag gennem næsen som en sømand ville gøre efter at være kommet ud på havet igen efter lang tid på land. På en måde nød hun at være i den her form.
"Det her, er min sande form. Dæmon formem fungere ikke bare som et skræmmemiddel, det forøger også vores styrke. I mit tilfælde gør det mig i stand til at bruge Inferno." Hun huskede spørgsmålene Alice havde stillet "Ja, jeg kan få horn og hale hvis jeg vil. Men jeg foretrækker ikke at have det. Det er også muligt at jeg kan ændre på mine krops proportioner hvis det skulle være... Jeg kan... prøve" sagde hun mens hun til sidst forsøgte at ændre lidt på sin krop. Hun havde i sinde at blive højere, men det var dog ikke hvad der skete. I stedet blev hendes udsyn til alt der var under hende formindsket en del da hendes bryster voksede til næsten dobbelt størrelse. Panik slog hende. Hun havde intet imod sin normalt store barm men Det her var lige voldsomt nok.
Det tog hende et lille stykke tid før hun fik dem formindsket til deres oprindelige størrelse igen "Det der gør jeg ikke igen" tænkte hun for sig selv.
Hun vendte sig mod Alice igen "Alle dæmoners 'sande' udseende er forskelligt. Jeg beholder hudfarven som min menneske skikkelse har, men som du kan se bliver den dækket af et spind af lilla tråde." Hun spredte vingerne fuldt ud. Ved øjemål havde hun et vingefang på næsten 4 meter "Vingerne er noget af min store stolthed. Jeg kan lide at flyve, men det er dog nødvendigvis ikke alle dæmoner der har vinger. Nogle har store horn og kraftige haler i stedet for. Nogen har ingen af delene og fokusere på ren og skær størrelse. Kjolen jeg har på repræsentere mit element. Jeg er som sagt en ild dæmon og, hvilken bedre farve en rød vil kunne repræsentere det?
"Hvad angår at ånde i svolv, jeg ved det ikke og jeg tror det ikke. Vi har muligvis nogle mere modstandsdygtige lunger end andre racer, eftersom vi er født i det ene af helvedes to riger."
Hun trak sin 'indre ild' tilbage og vendte tilbage til sin menneskelige skikkelse. Hun kiggede ned og holdt lettet hænderne på hendes bryst da hun så de stadig holdt deres egentlige størrelse.

Hun gik hen og satte sig ved siden af Alice igen "Hvad så med dig? Du siger du er en slags cyborg, men du har alligevel alle 'kvindelige funktioner' som jeg har? Jeg er nysgerrig, har du noget imod at fortælle mig om det?"

Alice smilede fortsat varmt, hun havde godt set Artanis savle over hendes barm, det var tydeligt at hun måske havde samme syn på tilværelsen som hende, når det kom til valg af partnere... i flere henseender. Alice lod sig ikke mærke med at hun kiggede på hendes barm, det var dejligt at blive lagt mærke til, også selvom hun foretrak når det var for hendes intellekt eller uendelige evne til at skabe fest omkring sig.
Det kække smil syntes aldrig at blegne fra hendes ansigt, altid frisk og rørig og med en uendelig evne til at se ting fra en positiv vinkel. Folk kaldte hende en pladderoptimist, men hun mente selv det var bedere for alle at der bare var en i selskabet som forstod at nyde livet, eller manglen på det samme.

Alice svøbte sig stadig i det lunende blik fra Artanis, hun kunne næsten ikke dy sig for at falde forover en smule så hun kunne prikke til hende, for det syntes at være svært for Artanis at forstå om hun virkelig var menneskelig følelses og berørings messigt.
Alice klappede hujende i hænderne da Artanis forvandlede sig, "Jeg er ikke sikker på hvordan man udtrykker det på en pænere måde, men du er en flot dæmon, det må man sande... ikke at jeg har set mange andre i deres sande form". Den lidt trykkede stemning omkring deres samtale syntes at være helt væk og Alice var slet ikke bange for at lyde underlig mere, de havde begge to jogget så meget i spinaten med ordvalgene, at det efterhånden var tydeligt at det ikke ville blive bedere.

Alice havde rejst sig og gik rundt om Artanis, *hun vil være fræk med horn og hale... STYR DIG KVINDEMENNESKE!* det sidste blev råbt ud og Alice stod betuttet tilbage, "Eheh... hov, det skulle kun have været på indersiden", hun blev blussende rød i kinderne igen, men hun lavede en opgivende bevægelse med skuldrende, og gik det sidste stykke rundt om Artanis inden hun satte sig igen. Hun smilede stadig svagt efter sit lille udbrud "Så du er ligesom mig, du har to ansigter... eller jeg har mange flere, men du fatter pointen".
Alice nåede næsten ikke at afslutte hendes sætning før hendes kæbe nær var faldet ned på hendes skrædderstillede knæ. En svag knasende lyd kunne høres fra hende, som om en computerdel havde svært ved at administrere sanseindtrykket og det sidste Artanis sagde blev slet ikke registreret ved hende, hun sad bare med et fjoget blik og smilede, indtil hun greb sig selv i hendes forestillinger og kom tilbage til verden i en fart, kun for at hører det sidste hendes nye ven sagde. "... Helvedes to riger", stumpen af sætningen var ikke nok til at stykke et nyt spørgsmål sammen, så Alice forsøgte desperat at finde noget andet at snakke om inde i hendes hoved. Til alt held kom Artenis hende til undsætning uden at vide det, ved selv at stille et spørgsmål.

Alice smilede venligt, men vidste ikke helt hvor hun skulle begynde, "Ehm, jeg kan føle smerte, sorg og kærlighed ligesom dig", hun rødmede let igen, "Til trods for at jeg ikke skal spise, drikke eller gøre noget andet for at overleve, kan jeg også sagtens føle de ting, ligesom jeg også kan blive jaloux eller... ehm du ved" Hun rødmede endnu mere, "Føle trangen til at være med andre... hvis du forstår", hun sad og prikkede to fingre sammen og smilede skævt.
Det var ikke en elegant måde at sige på at man også kunne blive liderlig, men hvordan skulle hun ellers forklare det overfor en der spurgte så direkte. Billedet af hendes enorme barm der næsten hoppede ud, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Alice, men på en yderst behagelig måde, en hun ikke havde følt i meget lang tid.

"Med andre ord, du kan blive liderlig ligesom alle andre?" spurgte Artanis uden at fortrække en mine. Det krævede dog en del selvkontrol at holde sig i ro "Du kan elske, men også føle konsekvensen for selvsamme? Jeg er overrasket. Jeg har ikke rigtig hørt om Cyborgs før, det er også første gang jeg møder en. I, eller du, er nogle noget ekstraordinære væsener." På nuværende tidspunkt dukkede tanken 'Er hun blød som mig?' op igen. Nysgerrigheden brændte og hun kunne ikke lade være. Hun rakte en hånd frem og prikkede stille Alice på overarmen. Jo, den var god nok. Hun havde det samme fysiske kvaliteter som Artanis selv havde.
"Beklager" sagde hun "Men nysgerrigheden var for stærk" Hun gav Alice et skævt smil og lagde sig ned på ryggen.

I flere minutter sagde hun ikke noget mens hun tænkte på hvad hun syntes om Alice indtil videre
"Hun er en flink person. Hun er glad og energisk, snaksalig (nogen gange lidt meget). Hun lytter gerne hvis man har noget at sige og virker også interesseret i hvad man har at sige.
"Jeg kan lide hende" Konkluderede Artanis og tippede hovedet lidt til siden for at kigge op mod Alice "Hun er en god ven selvom vi næsten kun lige har mødt hinanden. Hun stoler på mig, tror fuldt og fast på at jeg virkelig er den dæmon med 'et hjerte af guld' som hun havde fået at vide af nogel af hendes kollegger på hospitalet. De vidste dog bare ikke at hun var en dæmon og ikke et menneske." Artanis vidste at hun kunne stole på Alice, så meget kunne hun sige allerede nu "Og hun ser slet ikke så dårligt ud" sagde hun til sig selv "Pæn krop, kønt ansigt, og kan ændre sit hår (og muligvis andre ting) som hun løster"

Mens hun lå og kiggede op på skyerne blev hun bragt tilbage til sin barndom. De 16 år hun havde boet hos sine forældre og 2 ældre brødre, hvad hun havde været udsat for.

Ude af stand til at holde ubehaget tilbage besluttede hun sig for at sætte ord på sine tanker "Jeg voksede op i denne her verden, ikke i dæmonernes. På den måde alene er jeg meget anderledes end de fleste. Jeg har aldrig set helvede, ikke engang dets porte. Jeg har heller ikke lyst til det. Hvis vi skal sætte afstand på det sted jeg blev født så er det næsten to ugers rejse væk hvis du går.
"Mine første år var et rent helvede, beklager ordvalget, jeg blev behandlet som et dyr. Ikke en dag gik uden at jeg blev banket og brændt, dækket til med vand så jeg mistede alt min energi, jagtet og tyranniseret. Mine brødre var onde, de så mig ikke som andet end en dukke til at lege med" tanken om hvad hendes yngste bror, Iglen og hendes ældste bror, Rorik havde gjort mod hende bragte så meget had frem at hun knyttede næverne så hårdt at hendes negle efterlod mærker i håndfladen "Mine forældre gjorde ingenting, de var stolte over at deres to sønner var så onde og brutale som de var, mig havde de ingen høje tanker om. Jeg kunne dø og de ville være ligeglad.
"Da jeg var 16 år brød jeg sammen. Mit sind og min krop kunne ikke holde til mere. Det var på det tidspunkt at jeg lod flammen slippe fri. Det var første gang jeg brugte Metamorphosis og skabte et Inferno. Huset brændte ned, mine brødre og forældre blev lettere brændte. Jeg slap væk i kaosset der fulgte efter den eksplosion af ild jeg havde lavet. Jeg fløj og løb indtil jeg ikke havde flere kræfter tilbage. Efter 10 dage nåede jeg til en lille flække, det var ikke mere end en lille samling huse. De så mig ligge tæt ved, kvæstet og på dødens rand men med deres hjælp og venlighed overlvede jeg. Jeg har boet her lige siden, i 849 år har jeg boet her i Terre"

Hun blev igen bragt til høj latter, tænk sig at hun skulle forestille at være den bly af de to. Alice kunne næsten ikke snakke under hendes høje latter, men hun fik til sidst styr på hendes stemme, "Ja det er det jeg kan, hvorfor det skal være så pokkers underligt at sige, ved jeg sørme ikke", hun grinede videre med hendes høje blide latter, hun ville kunne varme et rum op alene ved at grine og gøre selv den mest dystre stemning en smule mere overkommelig for alle andre der var der.
Hendes grin blev ikke bleger som Artanis forsøgte at forstå eller generalisere hendes salgs på en god måde, "Det undre mig ikke du ikke har mødt andre, for der er kun mig. Jeg er den eneste virkende cyborg med en rigtig kvindes sjæl, desuden er jeg ikke et væsen men en enhed", hun blinkede fortsat smilende, "Men jeg sætter pris på du giver mig et menneskeligt islæt ved at kalde mig et væsen". Faktisk betød det meget mere for hende end hun sagde, at blive kaldt et væsen var ensbetydende med at Artanis mente hun var ligesom alle andre... Alice kunne mærke en tæt følelse omkring brystkassen, den varmede på en helt eventyrligt god måde.

Det lille prik fra en udstrakt pegefinger fik næsten Alice til at hoppe, hun havde siddet i sine egne tanker og havde ikke set Artanis række ud mod hende. Alice smilede skævt på en lidt uforstående måde, "Det.. det er iorden, jeg havde nok også selv gjort det hvis jeg havde været i din position", hun gav et opmuntrende smil fra sig og gabte til sidst. Solen stod efterhånden ret lavt på himmelen, kun toppen kunne skimtes over de sneklædte bjerge i det fjerne som langsomt bredte deres lange skygger ud mod jorden.
Alice smilede og overvejede om hun skulle blive ved at snakke om de øl, eller om hun bare skulle nyde de sad i fred et roligt sted, for så meget som hun kunne lide at feste så nød hun også de stille øjeblikke der varmede det der måtte være hvad mennesker beskrev som deres sjæle.

Hun lagde sig ned og betragtede Artanis mens hun kiggede op på skyerne, hun kunne ikke dy sig og rykkede tættere på hende og lagde så sit hoved på hendes skulder, så hun kunne høre de små pulsslag der angav at det var et levende åndende væsen hun var sammen med.
Den ellers nydeligt indtræffede stilhed og den ømhed som Alice snigende udviste blev brat afbrudt af Artanis, ikke at Alice ikke var fascineret af hendes historie, men hun ville gerne have blevet ved med at ligge med sit hoved ufostyret på Artanis arm.
Hun trak vejret stille og nød hendes lugt, den var sød, som om den gengav hvilken personlighed hun havde, "Jeg... Det er en frygtelig historie", hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, "Jeg husker ikke min barndom, mine forældre eller noget fra da jeg var, eller mit sind var i et menneske", hun sukkede lavt, "Når jeg ser mig i et spejl, er det en anden end mig der ser tilbage, jeg ved ikke engang hvordan jeg selv ser ud". Til trods for det noget dystre ved hendes få ord, blev hun lyst op i et stort smil, "Men det er blot fjerne minder for os begge to, og dem der lever i fortiden kan ikke nyde nuet".
Alice rejste sig stille på albuen og gav Artanis et lille uskyldigt kys på kinden, hendes læber ville føles præcis som på et rigtigt menneske, men det var ikke sikkert Artanis ville følge med så langt, det kunne være hun bare registrerede kyssetog slog fra i hoved, ligesom Alice selv havde gjort for bare øjeblikke siden. Hun puttede hoved indtil Artanis igen og smilede lumsk.

Hun mærkede vægten af Alice hoved ved hendes skulder og hørte hendes ord blive hvisket ind i hendes øre. Alice havde ondt af hende. Tanken fik hende til at smile.

"Hmm? Ingen minder? Ser sig selv i spejlet og kan ikke genkende den der kigger tilbage på en" Det var ikke nogen behagelig ting at forestille sig. Artanis vidste at hvis hun så sig selv i spejlet og ikke kunne genkende den person der kiggede tilbage på hende, ville hun indenfor ikke ret lang tid nægte at se sig selv i spejlet nogen sinde igen. For hende, var det tortur.
"Har du aldrig haft lyst til at møde dem der... skabte? dig igen? Nogen sinde haft lyst til at vide hvordan dit liv var før du blev en cyborg?" På et punkt følte Artanis at hun ikke burde stille de spørgsmål, men hvis nu Alice gerne ville finde ud af hvordan hendes liv var i fortiden. Alligevel måtte Artanis dog give hende ret, minder hørte til i fortiden og man burde ikke dvæle ved dem, men hun kunne ikke få sig til ikke at tilbyde en hjælp som der virkede til at have brug for det. Artanis instinkt fortalte hende at Alice inderst inde gerne ville finde ud af bare lidt om sin tid før hun blev en Cyborg.

En berøring på hendes venstre kind stoppede hendes tanker. Det tog hende et par sekunder før hun fattede at Alice havde kysset hende på kinden.
Imod sin vilje rødmede hun lidt og mundvigen bøjede lettere opad. Var det mon muligt at Alice også foretrak kvinder? Hun besluttede at hun ligeså godt kunne tage chancen, hun fandt og tog Alice hånd og kiggede spørgende på hende da en tanke slog ned i hende.
"Hvad mente du egentlig med 'Styr dig kvindemenneske'?" spurgte hun og gav hendes hånd et lille klem.

Alice kiggede intensivt men muntert i øjnene på Artanis, hun ville det så godt, men der var bare ting i denne verden man var nød til at lade ligge. Alice rørte sig en smule og indsnusede igen duften af Artanis, inden hun med en blid dog understregende stemme sagde, "Mit liv eller mangel på samme er ikke noget jeg har lyst til at huske eller forske i, jeg blev bygget med henblik på at dræbe og jeg tror at dem der skabte mig vil gøre meget for at få fingre i mig igen", hun bed sig i læben, "Jeg tror det er bedst for mig... og alle andre hvis jeg ikke kender mine rødder og de heller ikke kender mig for godt".
Det kunne ikke være svært for Artanis at forstå hvad hun mente; At når Alice var skabt til at fører krig, ville det med al sandsynlighed være dårlige minder der ville præge hendes fortid. Ting som vold død og ødelæggelse havde det med at følge tæt på noget der var skabt til at fører krig på en ny måde, og Alice var langt forud for sin tid.
Hun satte pris på Artanis venlighed og hun ville gerne sige ja, men hun kunne ikke, ville ikke lade sig selv gå ned af en sti der kunne føre til at hun måske blev det hun var lavet til at være... et våben. Andre skulle ikke msite livet på grund af hende, ikke mere, ikke hvis hun kunne sørge for at det ikke skete.

Alice smilede stort ved synet af at Artanis rødmede og hun blev ikke overrasket over hendes næste spørgsmål, uden at stoppe med at smile sagde hun, "Det er fordi jeg er tiltrukket af dig og var nød til at lade være med at fokusere på de fysiske ting, for du er mindst lige så spændende i dine tanker, hvis ikke mere". Alice løftede Artanis hånd og kyssede den ømt på ryggen, "En cyborg med lesbiske tendenser... jeg håber ikke du føler dig ramt eller skræmt over det, luften var ved at være for fuld af seksuel energi fra min side", Hun grinede stort, "Jeg håber ikke jeg har skræmt dig væk nu".

Hun nikkede ved Alice' ord. Hun kunne godt forstå hvorfor hun helst ikke ville genfinde sine rødder hvis det betød at der var fare for at hun blev fanget eller tvunget til at blive det våben hun tilsyneladende var blevet skabt til at være. Det var ikke en skæbne som nogen ville have.
"På et eller andet punkt går vi i det samme spor. Du blev skabt som en cyborg beregnet til at dræbe, jeg blev født som en ild dæmon. Jeg behersker det kaotiske element. Ild. Det er det sværeste at kontrollere. Uden kontrol vil det sprede sig og eventuelt bringe ens egen ende nærmere. Ikke nok med det, så er dæmoner oftest anset som onde. Mine forældre i det mindste forventede at jeg ville blive ond. Nu føler de at jeg har forrådt dem ved at vende det onde ryggen og fulgt parallelt med engelenes vej" Hun lo let ved ironien af det hele. Hun var en dæmon, et ondt væsen. Men hun var tættere på en engel af sind, hun hjalp andre og kæmpede for at beskytte andre "Jeg er ligesom ild, jeg er kaotisk, ikke i balance. Jeg blev født i ondskab men er god. Det kaos afspejler sig nogengange hvis jeg bliver presset langt nok. Jeg mister kontrol over mig selv, min vrede og mit had tager over og jeg stopper ikke før jeg har vundet, eller ikke længere er ved bevidsthed.
"Det er sket før, det var den yngste af mine to storebrødre, Iglen, der fandt mig. Jeg kæmpede så godt jeg kunne og blæste hele mit arsenal af på ham. Han ville have tabt hvis ikke han i løbet af de 800 år jeg ikke har set ham, har tilegnet sig vand elementet sammen med ild, som vores familie har. Han dannede et skjold af vand og jeg brændte kun hans arm. Hvad der skete derefter husker jeg svagt. Jeg kan huske smerten af at blive gennemboret utallige steder på kroppen. Jeg tror det var vanddråber han trak fra luften der gjorde det."

Artanis havde snakket så meget at hun ikke hørte mere end de sidste ord Alice sagde "Håber ikke jeg har skræmt dig væk"

Hun drejede hovedet og kiggede på Alice "Hvorfor skulle du have skræmt mig væk?" spurgte hun og kunne udemærket regne ud hvorfor "Fordi du kyssede mig på kinden? Fordi du kyssede mig på hånden?" Hun rystede på hovedet og kiggede på Alice igen, overvejede lidt hvad hun skulle gøre. Ærligt talt kunne hun godt lide hende, men hvor meget? Det var hun ikke sikker på.
"Men lesbiske tendenser" Et lille fnis undslap hendes læber "Tja, jeg kan jo kun prøve. Hun virker da tydeligvis interesseret i mig"

Uden varsel rettede Artanis sig op, pressede Alice ned og holdt hendes arme i fast. Med Alice spændt fast og hende selv over hende bøjede hun sig ned og pressede let hende læber mod Alices'.
Hun trak sig langsomt væk og spurgte "Tror du stadig jeg er skræmt væk?"

Alice lyttede til det Artanis sagde, det var en forfærdelig historie og hun kunne ikke fatte hvordan en familie kunne være så modbydelig. Alle kendte til at der var væsner der ikke var gode og som prøvede at ødelægge livet for andre, eller direkte tage det fra dem der forsøgte at gøre modstand. Men som Alice havde forstået det var de uhyre beskyttende overfor deres egen og deres familier, men hun havde kun begrænset viden om andre væsners, for slet ikke at snakke om dæmoners natur og familieliv, det havde bare aldrig være noget hun havde brug for.
Det samme gjaldt vel for Artanis når hun sagde at hun var en Cyborg, de færreste vidste hvad det var og indebar at være en sådan en. De fleste anede ikke engang at de eksisterede, givet var det også kun en håndfuld cyborgs der virkede i verden og Alice var den eneste der ikke var kontrolleret af en form for regering eller militær overmagt.

Alice fik ikke tid til at tænke mere, Artanis rørte på sig og pressede hende ned i taget mens hun kyssede hende. Alice lukkede øjnene og kunne mærke de bløde let fugtige læber mod hendes egne, hun ville gøre alt for at holde momentet, hun flød væk i drømmende tanker om alverdens fantastiske ting. I det samme som hun troede at hun skulle få lov at blive i følelsen af ekstase fjernede Artanis sit hoved igen.
Med et forurettet blik åbnede Alice sløvt øjnene, "Jeg har aldrig troet du var skræmt, men måske nærmere bevidst om andre ting end mig", hun blinkede til sidst og smilede bredt. Inden Artanis ville kunne nå at sige noget ville hun have trukket hende ned til sig igen og have ladet sin tunge finde ind mellem hendes skønne læber.

Efter noget tid skubbede Alice lidt til Artanis, så deres kys stoppede og deres ansigter kun var centimeter fra hinanden, "Sikke en lille dæmon du er", hun bed Artanis forsigtigt i underlæben og pillede legene ved en af knapperne på hendes skjorte, "Jeg tror vidst at jeg har fundet en anden der heller ikke mener at mænd er vejen frem".
Alice skubbede til Artanis så det var hender der kom til at ligge øverst, smilende kyssede hun hende op og ned af halsen for til sidst at nippe til hendes ene øreflip.
Alice kunne mærke hvordan varmen steg inde i hende, hun havde svært ved at kontrollere sig selv og de mange små sensore i hendes krop fortalte hende allesammen at hun var ophidset.

Det viste sig hurtigt at Alice også var til kvinder. Artanis fandt i hvert fald ud af det da Alice trak hende ind til sig igen og pressede hendes læber mod Artanis'. Der var ingen tvivl om at hun nød det. Det var lang tid siden at nogen havde accepteret hende for den og hvad hun var. Sidste gang hun var sammen med en anden var det end ulykkeligt. En dag valgte Artanis at fortælle den hun var sammen med at hun var en dæmon. Først havde hun ikke troet på hende, men da Artanis viste hende sin sande form stod skrækken malet i ansigtet på hende. Hun løb og Artanis så hende aldrig igen. Mennesker, som hun var , havde svært ved at tro på ting der ikke er blevet bevist af 'videnskaben'. Det havde været grunden til at hun ikke troede på Artanis til at starte med, og blev så bange da hun så dæmonen der i virkeligheden var hendes kæreste.

Men nu var det ikke tiden hvor man skulle dvæle ved gamle, sørgelige minder. Lige nu ville hun forsøge at fokusere på at hun havde mødt en der tydeligvis kunne lide hende. Med det i tankerne gengældte hun gladeligt kysset indtil Alice trak sig tilbage og skubbede Artanis om på ryggen. Hun gav et lille gisp af overraskelse og nåede ikke længere end det før Alice igen kyssede hende, denne gang på halsen.
"Jeg tror hellere vi må stoppe her Alice. Selvom jeg er enig med dig i at mænd ikke er vejen frem, så er det her på taget af en bygning. Ikke nok med at folk vil kunne se os hvis de kommer herop, men jeg kan heller ikke gå længere end det her." Hun skubbede blidt Alice til side og smilede undskyldende til hende "Ville gerne, men forkert sted og så videre" Hun kiggede op, det var ved at blive sent "Vi kunne tage hjem til mig for natten hvis det er. Har desvære kun en én-persons seng så jeg håber sofaen er godt nok hvis du vælger at blive natten over"

Hun rejste sig op, lukkede øjnene og bøjede let nakken bagover mens hun sendte en smile af hendes 'indre flamme' ud i kroppen. Kort efter voksede vingerne frem og spredte sig ud i deres fulde længe
"Kommer du?" Spurgte hun og vendte sig mod Hospitalet som man kunne se et stykke væk.

Alice havde altid vidst at det var hendes eget køn der tiltrak hende mest, mænd havde det med at byde på nogen ikke alt for trådværdige egenskaber, blandt andet var de ofte højtråbende og havde en trist tendens til ikke rigtigt at kunne forstå følelser. Selvom hun ikke havde følelser i det videste begreb, var det stadig noget hun virkelig ikke brød sig om, man skulle behandle andre som man selv ville behandles, hun fandt selv paradokset i at hun var en krigsmaskine der afskyede vold for meget sjovt, men det var vel hvad man kunne forvente når man gav en maskine en sjæl... at det de var bygget til ikke altid var det de blev brugt til.
Hun smilede for sig selv og kiggede varmt på Artanis og nikkede til det hun sagde, Alice havde tydeligvis ladet tingene gå for vidt og hun var lykkelig for at Artanis tog det så pænt som hun gjorde. Alice smilede bare glad og rullede ned fra hende med et eftertrykkelig bump, som når en bil ramte en postkasse.

Alice kunne ikke andet end at glæde sig inderligt ved at det var så tydeligt at Artanis også var så tiltrukket af hende som hun var af Artanis og en svag rødmen kunne spores i hendes kinder, "Jeg vil meget gerne se hvor du bor", hun smilede stort, "Men jeg sover ikke... overhoved, jeg er trods alt så meget maskine at jeg hverken har brug for at hvile, spise eller drikke noget", hun begyndte at grine højt, "Så hvis det er ville jeg være en meget billig date".
Den dobbelte betydning af hendes sætning gik hende ikke forbi, men hun forventede at Artanis kunne greje hvordan den var ment.

Med en charmerende mine fulgte hun Artanis blik og så hospitalet i det fjerne uden at vide hvad det var, "Om jeg kommer? Når det er over et lige horisontalt stykke må vi se om det er dig der kan følge med", Alice blinkede med det ene øje og sprang afsted så brudstykker fra taget sprang til alle side, som hvis nogen havde smidt en håndgranat hvor hun før havde været. I et langt spring hoppede hun ud over kanten på bygningen og susede mod jorden hvor hun landede med et brag, men der var ikke sket hende noget, hun råbte bare højt, "Så kom da, et lille race har aldrig skadet nogen".
Alices højhælede sko forsvandt og hendes fødder blev til skarpe klinger der mest af alt mindede om skøjter, *lets do it*
Hun kastede sig afsted og skøjtede henover asfalten, dette gik meget hurtigere end da hun før havde forsøgt at kravle op ad bygningen, Artanis ville være nød til at give den gas for at kunne følge med hende eller ligefrem komme før hende.