You will return

// Tid sted vejr og omgivelser vil finde sted i beskrivelsen

Kirketårnets tolvte slag ramte for at informere befolkningen om at det på dette tidspunkt var midnat, og gaderne var tomme, i hvert fald omkring Abbadon.
En storm var ved at starte op i det fjerne og inden ganske få timer, ville denne lægge sit mørke over Terre.

Som dørene roligt åbnede sig op ved hovedindgangen, log Angelie sig glide igennem forhallen med den besynderlige krystalkugle presset hårdt ind i håndfladen for ikke at miste den på vejen. Fra låret kunne man stadig se det blødende kødsår Mei havde lavet tidligere, men hun haltede ikke.
Hendes blik bar tydelige præg af at hun havde været i kamp.. Så roligt et blik havde Angelie kun når hun havde haft et liv imellem sine hænder, der ikke var endt kønt.
Som hun langsomt bevægede sig hen for enden af trappen, lod hun sig læne imod gelænderet blot for et ganske øjeblik, imens hun trak vejret dybt et par gange, inden hendes øjne lod sig glide op ad trappen imod førstesalen.

Rystende på hovedet satte hun sig endnu engang i bevægelse, for at nå hen til tronsalen længere nede ad gangen. Som hun lod sig glide igennem de åbne døre, for at fortsætte ind igennem og hele vejen ind i tronsalen, hvor hun ville lade sig falde ned på gulvet..
Hun havde endnu ikke healet sine sår, og var bestemt ikke umærket af kampen hun havde været igennem.. Hun hvade taget mange slag fra Mei med vilje trods alt.
På gulvet ville hun blot vente.. Han ville vide at hun var dukket op med sikkerhed.. Der var ingen grund til at bruge kræfter på at råbe efter ham, hvis han ikke allerede var i lokalet.. Angelie havde trods alt ikke kigget sig omkring endnu.
I stedet klamrede hun blot denne krystalkugle ind til sig, som gjaldt det liv eller død.

tøvet spredte sig og dannede en sky, som væltede roligt og tumlende op imod den sorte trone, da dørene blev åbnet.

Mange dage... uger... måneder, var gået... og i al denne tid havde Abbadon stået tomt, uhyggeligt knejsende som en sort mastodont blandt de mange andre bygninger i Terre.

Rygterne havde spredt sig hos de unge mennesker... rygterne om et lig, som sad i tronen, med stirrende øjne og uhyggelig, zombie-agtig vejrtrækning.

Rygterne var delvist sande, for der sad en person i den sorte trone - ikke død, men døende.
Tabet af sin halve sjæl havde endelig kostet Zane dyrt, og han var sygnet hen... tynd, ligbleg og skeletagtig, sad han fastlåst på Abbadon's trone, og stirrede lige ud i luften, for evigt dømt til en tilværelse som levende død - uden friheden ved at kunne bevæge sig, tale, spise eller noget som helst andet menneskeligt...

Han var ikke engang i stand til at se op, da dørene svingede op... han sad der bare.

Efter et par minutter på gulvet, havde Angelie fået samlet kræfter nok til at kigge rundt. Støvet, der havde rejst sig, fik hende til at nyse en enkelt gang, inden hendes blik gled imod tronen, hvor..

Hendes øjne blev store af forfærdelse over det syn, der mødte hende. Han var synet ind til ukendelighed og havde ikke gjort en disse for at ændre på det! Han havde ikke engang prøvet at tage kontakt til hende, så hun kunne redde hans røv.. igen, som så mange gange før.

Hvæsende tvang hun sig selv på benene, og bevægede sig over imod tronen, for at stille sig foran ham, betragte dette ynkelige ingenting han var. Rystende lukkede hun øjnenene og sukkede opgivende, inden hun lod krystalkuglen blive løsnet fra det spænd den havde været i imellem hendes bryst og hånd, for at puste på den, og bare.. håbe på det ville virke og dette ikke bare var en dårlig joke..

Hun tog en dyb indånding, inden hendes frie hånd greb fat omkring hans kæbe, for at tvinge det døde ansigt tilbage. Angelie havde ikke den fjerneste anelse om hvordan denne slags virkede, men hun begyndte langsomt, næsten uhyrligt, messende ord på sortelvisk, som hun havde lært langt om længe.. Ord om hvordan sjælen skulle kanalisere sig tilbage ind i ejerens krop, igennem munden, og som hun udtalte dem igen og igen, begyndte krystalkuglen langgsomt at vibrere i hendes håndflade.

Små svedperler viste sig på hendes pande af anstrengelserne, men hun stoppede ikke.. Kuglen sprang i tusindvis af stykker, som røgen hvirvelede frit i rummet, og tvang sig ned igennem halsen på den person, der engang havde været Zane..

Der blev dødstille i tronsalen, som ANgelie faldt til jorden endnu engang, med glasstykker omkring sig. Hendes svedige pande hvilede imod hans venstre knæ, som hun afventende lukkede øjnene, håbede..

Han sad der bare, selvom hun kom helt tæt på ham. Hans øjne, der før havde været lysende lilla og fulde af styrke og selvtillid, var grå og døde - han så hende slet ikke.
Alt var væk... han havde mistet al menneskelighed, og var nu mest af alt som en statue.

Men så brugte Angelie det magiske sprog som var Sortelvisk, og tvang derved den hvirvlende, røgagtige substans i glaskuglen til at vende tilbage til hvor den hørte hjemme...

I starten skete der intet. Han sad der stadig bare, og ænsede ikke engang at hun lagde panden mod hans ene knæ...

Der gik ti sekunder... tyve... et minut... og så trak han pludselig luft ned i lungerne, voldsomt, som om han lige var dykket op fra havet i mangel på luft...

En kraftfuld aura af lilla lys lagde sig over ham, og Angelie ville kunne se hvordan hans øjne kom til live igen, lysende og fulde af et sydende, brændende, altfortærende had.
Hans ryg rettede sig ud og han bed hårdt tænderne sammen mens hans krop forandrede sig:

Muskler vendte tilbage, styrke, smidighed og alting... inden for ganske få sekunder, lignede han pludselig sig selv - og ikke med det venllige, milde og næste ligeglade udtryk i øjnene, som sidst hun havde set ham.
Nej, nu var hans øjne som de plejede - men de viste også et dybt, dybt had...

"Angelie..." lød hans stemme, som om han aldrig havde mistet hverken den eller sin styrke.
Zane lagde en hånd på hendes hoved, og flettede fingrene ind i hendes krøllede, røde hår...

Intet.. Der skete absolut intet, det havde været for godt til at være sandt. For hvert sekund der gik uden en ændring, mistede hun modet mere og mere.
Som hendes pande hvilede imod hans knæ, rystede hun ganske svagt på hovedet og tillod sig selv at lade en tårn træde frem fra øjenkrogens gemme, inden det skete..

Vejrtrækningen fik hendes krop til at spjætte i chok, og hendes hoved rejste sig op, for at stirre direkte op på transformationen foran hende. Hun kunne næsten se hvordan hud og muskler blev gendannet indefra, se hvordan jan langsomt tog form foran hende.

Hendes blå øjne var våde og helt blanke, som hendes navn blev udtalt og de kiggede op i hans. Hånden i hendes hår virkede velkendt igen. Hun kunne se det, se hvordan hadet raserede i ham.
"Din forbandede.. Idiot" hviskede hun næsten utydeligt, men lettelsen var at spore i hendes stemme.. Det havde virket og hun kunne ikke tro hvordan.

Hendes pande væltede tilbage og hvilede på knæet, som hun lod øjnene lukke sig, afkræftet, ligeglad med hendes egne sår. Det havde virker og det var hvad der betød noget, for nu

Han hørte hendes ord, og smilede ganske let mens han lukkede øjnene. Han begyndte roligt at kærtegne hendes hår, og sagde så: "Jeg ved det... jeg undervurderede et væsen, som er flere millioner år gammelt... jeg var alt for høj i hatten efter min sejr over den tidligere klanleder..."
Han lød ikke ydmyg... mere som at det der var sket, var sket - og det kunne man ikke lave om på.

"Jeg har lært af det, Angelie... men sig mig... hvordan i alverden fik du vristet min sjæl fra et så farligt uhyre som Zureshalon?"
Han åbnede igen de kølige, lilla øjne, og kiggede ned på hende med en sjælden ømhed i blikket.
En ømhed der kun var tilegnet hende.

Under øjenlågene tillod Angelie sig selv at himle med øjnene. Det var verdens største undervurdering hun længe havde hørt. Han havde været direkte tåbelig og magtsyg, hvilket var en farlig cocktail. Alt hun kunne håbe på var bare, at han nu talte sandt, at han havde lært af dette, selvom hun måtte erkende, at hun havde sin tvivl.. Noget nyt ville opstå, og en ny undervurdering ville ske.. Alting til sin tid.

"Så du husker alt selvom?" Hun færdiggjorde ikke sætningen, som hun kiggede op på ham, lod blikket blive undersøgende, for at finde svaret. Hun måtte vide om han vidste hvad han havde foretaget sig i sin 'godhedstid'.

Til hans næste spørgsmål, måtte hun fnyse forarget, da hun huskede præcis hvordan hun havde fundet hans sjæl.. Det var ikke nogen heroisk historie, ej heller den hvor hun faktisk havde forsøgt at bekæmpe tyven, og fejlet, men tiden var ikke til fortællinger.. Ikke nu.

"Det gjorde jeg ikke" hendes stemme skar en oktav i vejret, som hun rynkede på næsen, frustreret og irriteret over det hele. "Han sendte et usselt menneske med den.. Hun ligger sikkert stadig i gyderne... Forhåbentlig" det var let at høre, Angelie nød tanken om, at denne kvinde stadig lå og kæmpede efter livet nede i slummet.

Hendes krop rettede sig en anelse, forsøgte at udstrække de mørbankede muskler, inden hun langsomt og forsigtigt forsøgte at hale sig selv på benene, støttende på det højre for ikke at belaste det beskadigede.
"Du går en lang tid i møde.. Du må,hellere forberede dig.."

"Jeg husker brøkdele... få øjeblikke... men det meste er bare tåget og uden mening." sagde han, og det var sandt... han anede ikke at han havde talt med hende før, og afvist at gøre noget ved situationen.
Han anede ikke at han i sin boble af ligegyldighed og fejlslagen godhed, havde flirtet med andre kvinder, men uden at der kom noget ud af det...

Han vidste ikke hvad der var sket, mens han havde manglet den mørke del af sin sjæl - og forklaringen var ganske enkel.

"Sørstedelen af min personlighed ligger i min såkaldte mørke side... den side, som slår ihjel og påfører smerte... den side som nyder at mærke hvor let en kniv kan stikkes langsomt ind i en kvindes sårbare mave, for så at se smerten og frygten i hendes øjne... det er den jeg er, Angelie. Så nej... jeg husker næsten intet. For jeg har ikke været her."

Oplysningen om, at bæstet havde sendt et menneske med sjælen, kom ufatteligt meget bag på ham, og han blinkede overraske med øjnene.
"Hvad...? Men hvordan kan han overleve uden den? Det er umuligt..."

En brummende lyd var alt der kom fra hendes som kommentar til dette, imens hun langsomt begyndte at vippe fra den ene fod til den anden, overvejende.. Hun havde forventet at kunne konfrontere ham med det, fortælle hvad der var hændt, men hvordan ville hun nemmest kunne det, hvis han intet huskede.

Som han blev ved med at tale, begyndte hun at gnide håndfladen imod panden, med flere frustrationer i sig. De byggede sig op som et ustabilt tårn, og snart ville det falde til jorden med et vrag, præcis som Angelies tålmodighed.

"Du ved udmærket godt hvordan!!" Kommentaren kom ud som en skrålen af ham, som hun stirrede på ham, efter at lagde hånden befri hendes pande for gnubberiet. "Fordi han ikke skulle bruge den længere!" Præcis som du.."
Hun stoppede sin sætning og trak vejret hurtigt og let, inden hun opgivende slog ud med armene, for så at lade sig falde til jorden, udmattet, ude af stand til at stå længere.

Hun vidste hvad der ville ske fra nu af. Et nyt togt på at stoppe denne person, præcis som det altid ville ske. Sådan var tidens gang i Di Morga og i hendes liv.
En finger gled rundt i det fine lag støv på gulvet, som hun betragtede den lave ottetaller.

"Jeg gør ikke folk ondt, jeg redder liv og det er der ikke noget at gøre ved" .. Hun nægtede stadig at kigge op på ham, som hun langsomt opsummerede nogle af de sætninger han havde udtalt til hende sidste gang. "Hun ikke st have en smertefuld død havde jeg ikke reddet hende"... "Opsøg ham ikke" .. De havde alle været slag i ansigtet på hende, blandet med opførslen han havde haft.

Han blev siddende lige så stille og betragtede hende roligt, da hun begyndte at råbe. Hendes frustration over hele situationen var forståelig... hvordan ville han ikke selv have reageret?

Da hun så begyndte at remse de ting op, som han havde sagt den gang, sukkede han og rystede på hovedet.
Han rejste sig op, kiggede kort på hende, og gik så på knæ ved hendes side.

"Når du nævner det... dukker minderne op. Jeg var fej, og det er jeg ked af." sagde han og lagde den ene hånd på hendes skulder.

Den anden blev roligt ført ned mod hendes ene lår, mens han kanaliserede sin magiske kraft...

Angelie's sår begyndte ret hurtigt at lukke, og efter kort tid, var der end ikke ar tilbage... kun perfekt hud.

"Du opsøgte ham." det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Han kendte hende.
"Bebrejd ikke dig selv, Angelie. Han var ikke en modstander nogen af os kunne forberede os på..."

Hun lod sig ikke mærke med hvordan han nærmede sig og gled på knæ ved hendes side. Berøringen mod hendes skulder var som at få løftet en byrde fra disse, som hun havde båret på. Endelig var den del overstået, og hun havde tid til at trække vejret atter en gang.

Den velkendte, varmende følelsers hans helende hånd, frendrog et suk over hendes læber, hvorefter det eneste tilbage var hullet i hendes bukser til at afsløre noget havde hændt.

Som hans konstatering blev udtalt, vidste hun at løgn ikke ville nå langt, derfor nikkede hun blot en enkelt gang, inden hun lagde en hånd over hans på hendes skulder for så at lukke øjnene.

foran dem begyndte et billede af skoven, at materialisere sig.. Hændelsen viste Angelie og Sansiss efter den voldsomme kamp i drømmeverdenen. Den del hvor alt tale havde foregået. Alt var set fra hendes vinkel kun. Hun memoriserede det hele, detaljeret og så præcist hun huskede det. Tillod Zane et indblik i hvad denne dragemand havde af planer. Det var nemmere end at genfortælle det..

FET sidste billede han ville se, ville være Sansiss, der efterlod hende i skoven, for derefter at lade mindet slippe grebet i dem begge, og vende tilbage til tronsalens omgivelser..

Hendes gled ned frahans, for at genoptage symbolet på gulvet. "Du ved hvad der vil ske" mumlede hun svagt, inden hendes blik hævede sig, for at kigge op på hans ansigt, afventende.

Han lukkede øjnene da hun delte minderne med ham, for bedre at kunne fokusere på dem.

Synet af det væsen, som havde efterladt ham sådan her... som havde gjort Angelie ondt... var modbydeligt for ham. Det var hårdt at se kampen, men han tvang sig selv til at blive ved.

Da magien ophørte, åbnede han igen øjnene. Hans blik var mørkt og fyldt med kontrolleret vrede...
"Jeg har bragt dig og hele klanen i fare... hans hævntørst er ulig alt jeg før har set. Vi bliver nødt til at finde ud af hvor han er, hvad han laver, og ikke mindst hvordan han ser ud nu - for han ligner ikke længere mig." sagde han og så på hende.

"Det er meget at bede dig om at hjælpe med, det ved jeg godt... men jeg ved også at hvis jeg sendte dig væk nu, for at beskytte dig, så ville du forsøge at banke mig lige nu og her."
det sidste var sagt med et halvt smil, men der var stadig en vis alvor i hans blik.

Hans kommentar kunne ikke lade være med at få en lav klokken fra hende som svar. Selvfølgelig ville hun banke fornuft ind i pandeskallen på ham, som hun så ofte forsøgte på.

Langsomt nikkede hun lidt og drejede sin krop en anelse, så hun endte med at sidde over for ham. Hver af hendes blege hænder lagde sig imod hver af hans kinder, inden hun endnu engang trak fra kraften dybt inde i hendes krop, for at fremmane en ny illusion af et minde. Den fysiske forbindelse var nødvendig for hende, når det var uden fløjtens toner.

denne gang var det et billede af kvinden Mei, da denne nævnte navner Zurech for Angelie tidligere. Derefter tillod hun samtalen imellem disse at blive set af ham.
Hun sprang den kedsommelige kamp over, og viste ham det sidste billede, som var da Mei havde trukket sin sidste vejrtrækningen, og Angelie skar i kvindens ansigt.
Langsomt forsvandt denne som den sidste havde gjort.

Alvorligt kiggede hun på Zane, bekymret og uvidende om han faktisk helt var sig selv. Hun nævnte det kke for nu. Den nemmeste måde at finde ud af det på, var trods alt at hidse ham nok op til at stikke hende en på siden af ansigtet, men ærligt... Så følte hun sig for mørbanket til at tage det.

"Find hende" ordene var næsten en ordrer da de kom fra hendes læber, inden hun sendte ham et svagt opmuntrende smil.
"En sådan person må have rygter.. Folk taler og gerne over sig" . Alt han behøvede at gøre, var at være tålmodig, at lytte i krogene ..

Han smilede skævt da hun klukkede over hans ord...
Da hun så lagde hænderne på ham for at vise ham endnu et minde, lukkede han igen øjnene.

Synet af den unge, asiatiske kvinde fik ham til at hæve det ene øjenbryn ganske let, og han fnøs da han så den sidste scene...

Da han åbnede sine lilla øjne igen, mødte han hendes blå blik med et underligt glimt i hans eget.
"Den pige... hun er ham totalt loyal. Du kan se det i hendes øjne. Og hvad var det for en måde at efterlade hende på...? Jeg ville have gjort langt mere end at efterlade et lille, utydeligt ar på hendes kind..."

Han betragtede hende lidt da hun sagde, at han skulle finde hende... så smilede han.
"Nej..." lød det fra ham, og han hævede den ene hånd for at lægge fingrene om hendes hage.

Så lænede han sig ind imod hende, og plantede et blidt kys på hendes læber, før han hviskede ildevarslende:
"Du finder pigen... og denne gang får du svar ud af hende."

Som hans kommentar lød, rasede Angelie en anelse. Tårnet i hende væltede, som den ene hånd fløj til siden for at kollidere imod siden af hans ansigt, hvis han selvfølgelig ikke afværgede.

"Beklager dybt du almægtige 'lad mig redde de opsprættede piger' herre!!" Hendes hvæsen og glødende øjne stirrede irriteret og hidsigt på ham. "Du ville have gjort absolut intet andet end at siddende døende, hvis jeg havde brugt timer på ligegyldig leg!"

Som han startede sætningen og kyssede hende, var hendes mistanke vækket på ny. Hendes arme lagde sig protesterende over kors for derefter at ryste på hovedet. "Ikke om jeg gider spilde et eneste sekund på det kedelige menneske!" Det var tydeligt at Angelie fandt det under hendes værdighed at skulle kæmpe imod denne igen.

"Hvad med istedet at takke mig for at redde din røv, og tilmed give dig oplysninger" påpegede hun med et svagt hævende øjenbryn, som hun afventende kiggede på ham. I sidste ende havde hun trods alt været den loyale af de to, selv efter han forlod hende.
Det var hans tur til at få,jord under neglene. Hun var træt, udmattet, i følelsesforvirring. Ganske enkelt magtede hun ikke mere på nuværende tidspunkt. Nok var hans mission denne Zurech, hendes var at få styr på dem først og fremmest.

Han tog i mod slaget, og da det ramte, sendte det et ekko ned gennem tronsalen... og han sad helt stille, mens hun talte.

Da hun var færdig, bevægede han sig lynhurtigt:
Han rejste sig op, og idet han gjorde det, stak han hende en syngende lussing, med mindre hun var kvik nok til at undvige.

Hans øjne lynede i et øjeblik, men formildedes så en smule.
"Nok har du reddet mig... og det har du min taknemmelighed for... men glem ikke at selvom jeg nærer stærke følelser for dig, og har givet dig en meget vigtig plads blandt min klans folk... så er jeg stadig din Valshar."
Straffen for at lægge hånd på en klanleder, var kort og godt døden. Enten hurtig, eller langsomt og pinefuldt.

"Jeg undervurderede en modstander, og det gjorde mig svag og ynkelig for en tid... men vov ikke at blive ved med at bruge det imod mig." sagde han, mens han fortsat så på hende, dog ikke længere med de lynende øjne...

Ansigtet drejede til siden, som smældet imod hendes hud frembragte et mærke, der langsomt blev tydeligere. En ting var sikkert, det var ham.
Hendes ansigt vendte sig langsomt imod ham, intetsigende, imens hub rejste sig op, ganske roligt uden at fjerne blikket fra hans lynende blik.

"Vil du se et minde mere?" Stemmen var rolig, monoton uden at afsløre noget. De blev udtalt efter han var færdig med at snakke til hende.
Ligegyldigt hans svar, slog hun ud med den ene hånd.. "Jeg er ikke en del af din klan længere og har ikke været det i flere måneder!" Stemmen var rolig som hun udtalte disse ord, selvom det gjorde ondt at give afkald på i sin tid, og det nærede hende stadig..

Han virkede ikke det mindste taknemmelig overhovedet i hendes øjne. Hub havde forladt hans elskede klan, for ikke at skulle vælge imellem hendes løfter, hun havde reddet hans liv..
"Og hvis.. Stærke følelser.. Er hvad du har tilbage for mig.." Sætningen blev langsomt hængende i luften imellem dem, uden at blive færdiggjort..

Hendes blå øjne viste ingen vrede eller raseri, men blot medfølelse og en anelse forståelse. Hun havde fremtvunget denne reaktion for at være sikker, men at true hende på den måde var ikke i orden. Angelie tog ikke trusler pænt.

" det er.. Dig" ordene var hviskende, og den brændende kind fik hende til at føle sig hjemme igen efter lang tid omvandrende uden. "Zane.." Hun rystede let på hovedet, inden et diskret smil langsomt begyndte at tage form på hendes læber, for til sidst at ende ud i et der viste tandrækkerne bag hendes læber.

Hun havde... forladt klanen?
Han var målløs, og hans blik blev ikke mindre vredt...
"Kan du huske Velarian, min lillebror? Han forlod klanen, Angelie... og han blev dræbt for det. Du er ikke engang Sortelver! Hvad i alverden tænkte du på!?"
Klanens vismænd ville helt sikkert udstede en dusør på hendes hoved, af to ganske enkle grunde: Zane var forsvundet, og var der dermed ikke til at stoppe dem... og Angelie var elver. Ikke sortelver.

"De vil fange dig, stille dig op i Har'oloth og sprætte maven op på dig mens de håner mit navn for at lade en elver blive en del af klanen..."

Han hørte godt hendes ord, og han så godt hendes blik... han forstod hende fuldt ud.
Og han elskede hende højere end han kunne sige for det - hvilket kunne se i det blik han nu sendte hende.

Men dette havde også afgjort hvad der nu måtte ske...

Zane lagde hænderne på hendes skuldre, og borede fingrene ned i hendes hud, så han var sikker på at han havde hendes opmærksomhed.

Han så hende i øjnene, og begyndte at tale:
"Nu tager jeg til Har'oloth for at rydde op i Vismændene... jeg viser klanen at jeg er tilbage, og at jeg ikke er blevet blødsøden - og så renser jeg dit navn ved at slagte hver eneste vismand, som har skrevet under på at du skal slås ihjel. Klanen vil respektere det, og du vil igen kunne vende tilbage, uden skam."

Hans blik var fast, og det var tydeligt at dette ikke stod til diskussion.

"Imens jeg er dernede, bruger du en dag på at hvile dig... og så finder du den mennesketøs, og banker sandheden ud af hende. Er det forstået?"

Hun huskede tydeligt Velarian skønt det var mange år siden efterhånden. Hendes øjne viste, at hun ikke var bange for hvad der ville ske.. Hun ville klare sig, som altid.
"Fordi enten var jeg tvunget til at indberette din tilstand og have dig henrettet, eller forlade det hele!! Uden dig ville det være... Ligemeget".

Som fingrene gennemborede det tynde lag hud ved hendes skuldre, stirrede hun opmærksomt op på ham. Han havde hendes opmærksomhed til fulde, og hun lyttede til hvert eneste ord.
Nej.. Ikke allerede.. Der var gået mindre end en halv dag. "Bliv i det mindste en dag med mig" hun vidste, at det var nødvendigt og skulle gøres, men han måtte vel kunne unde hende fireogtyve timer først.
"Tænk hvis de kom i dit fravær og jeg ikke var ved mine kræfter endnu" det var et billigt trick, men hun håbede det ville hjælpe til at få hendes vilje denne ene gang. Hun bad ham sjældent om noget.

Hendes hånd rejste sig, og hvilede imod hans brystkasse afventende på hans svar. Hun nævnte ikke noget om mennesket endnu. Der var tid til at diskutere den del... Senere.

Han vendte blikket væk fra hende, mens han overvejede hendes lille bøn...
Det tog ham dog ikke lang tid at regne ud nøjagtigt hvad der ville ske, hvis D'tarion-klanens dusørjægere faktisk fandt hende mens han var væk.

Så Zane vendte beslutsomt blikket imod hende igen, og sagde:
"Hvis klanen finder dig mens jeg er væk, vil de ikke skade dig hvis du går med dem frivilligt. De vil føre dig til Har'oloth for at henrette dig offentligt. Det eneste der sparede Velarian for dét, var min klinge - og min beslutning som Valshar. Du var af meget høj rang, Angelie... og loven siger klart og tydeligt, at højtrangerende Outcasts skal henrettes offentligt, i Har'oloth."

Han slap hendes skuldre, og flyttede så sine hænder ned på hendes hofter, mens han sendte hende et køligt smil.
"Jeg bliver her nogle timer... og så tager jeg af sted. Ingen i klanen er hurtigere end mig... de ville aldrig nå derned før jeg ankommer, og sætter tingene i orden igen."

"Vi ved begge to at jeg ikke følger med nogen som helst frivilligt" påpegede hun, inden det hvide i øjnene opgivende blev vendt i vejret. Hendes hånd smækkede imod hans bryst, for at fange hans opmærksomhed på det der var her og nu..
"For Gud, satan og edderkoppedamers skyld Zane!! En dag. Jeg beder dig aldrig om noget, men en forbandet dag kan du godt unde mig!"

Hun mærkede hvordan hans hænder skiftede position og hvilede imod hofterne. Hendes hoved faldt let til den ene side, imens et stædigt genskær inde blå øjne gjorde det tydeligt, at hun ikke godtog andre kompromisser.
"Til gengæld.. Finder jeg pigebarnet".

Med et skridt frem, så hun endte med at stå imellem hans arme, tæt nok til at kunne lade hovedet hvile imod hans skulder, sukkede hun en enkelt gang, lod hovedet slå fra, for blot at slappe af for første gang i lang lang tid.
"Jeg skal bruge.. Nye våben" hviskede hun lavt, eftersom hun ikke selv sad inde med uendelige forsyninger af knive.. Hun havde netop brugt de sidste selv samme dag, og kvinden ville være parat næste gang Angelie ville komme efter hende..
"Og ligger bogen med magi stadig i Abbadon et sted..."

Edderkoppedamer... det var så morsomt et udtryk for de typiske, sortelviske klanledere, at Zane var lige ved at le.
Trods hendes frustration, havde Angelie stadig en vis form for særpræget humor...

Han lagde armene om hende da hun trådte tættere på, og nikkede roligt.

"Det er en aftale... jeg venter en dag med at tage af sted, og når jeg er gået, så finder du pigebarnet og gør livet så surt for hende, at hun fortæller dig størrelsen på hans sko, hvis du spørger."
Han havde vundet, lige meget hvad... for han ville absolut ikke ud og lede efter en eller andet køn, lille mennesketøs. Han var lige kommet tilbage, og han vidste med sig selv, at han ikke ville kunne holde sine sadistiske lyster tilbage.

"Jeg smedede en rækkeforskellige våben før det hele gik galt... der er knive til dig, daggerter, sværd og en enkelt dolk, som er specialdesignet til at flå med. Ganske ondskabsfuldt... og bogen... den er her stadig. Jeg fremmaner den til dig senere." sagde han og hold hårdt om hende.

"Hvis ikke du tager et bad... så svarer jeg ikke for følgerne." sagde han så, med morskab i stemmen.
At bo på gaden var absolut ikke hygiejnisk... og ligegyldigt hvad, ville man ende med at hørme grumt.

"Som om jeg er interesseret i størrelsen på hans sko" brummede hun utilfreds, imens hun overvejede hvad hun faktisk var interesseret i at få at vide. Den eneste oplysning de skulle bruge, var vel hvor denne mandsling befandt sig. Han ville uden tvivl befinde sig i nærheden af Terre.

Hun nikkede langsomt som svar til at der allerede var sørget for tingene hun skulle bruge. Hvor heldigt.. Sukket var tydeligt fra hende, opgivende og hub vidste velsagtens hvor det befandt sig det hele, medmindre han havde rykket rundt på ordenen i hendes fravær.

Hans næste kommentar fik hende til at skære ansigt ad ham. "Hvilke følger ville det være, Mr død mand?" Den tilbagebidende kommentar gjorde indtrykket, at han nok heller ikke var det reneste efter at have sidder der, hvem ved i hvor lang tid.

Tanken om et varmt bad var nu alligevel rart for hende. Hun savnede varmt vand, eftersom søen ikke ligefrem havde den bedste hede på dette tidspunkt af året. Fra bæltet løsnede hun pisken, der sad i sin læderholder, for derefter at lægge den om nakke på ham i et let sving.
"I så falde.." Hun hævede sig på tæer, stadig med grebet om håndtaget og selve pisken, inden hun gav ham et varmt, dybt kys.
Grebet slap langsomt, og hun lod den hænge, inden hun trådte væk fra ham, for at bevæge sig ud af døren til tronsalen, og videre hen til trappen, der ville lede hende op til førstesalen, værelser og varmt vand.

Som hun satte foden på det første trin hævede hendes stemme sig "pas på den!" Det var den eneste kommentar hun gav, inden Angelie i små hop bevægede sig op ad trinene, for at lukke sig ind i det nærmeste badeværelse.

Dødmandslugt... hah. Vittig på den mørke måde, havde hun altid været.
Dog havde hun ret, og han vidste det.

Zane smilede let da hun lagde pisken om hans nakke, og da hun kyssede ham, gengældte han det med en passion, som havde ligget i skjul i alt, alt for lang tid...

Så gik hun, og lod ham alene tilbage med pisken stadig hængende om hans nakke.
Han lod let fingrene glide ned over det stærke læder på våbnet, og hans smil blev en anelse bredere.

"Åh, det skal jeg skam nok..." mumlede han da han hørte hendes stemme.
Så tog han fat i pisken, trak den ned fra nakken, og lagdeden pænt sammen, inden han selv forlod tronsalen for igen at komme til at se levende ud...
På vejen ud, knipsede han med fingrene, og et væld af skyggevæsener myldrede frem i salen, for så at begynde at ryde op og gøre stedet i stand.

Det ville blot tage dem nogle få timer...

Zane overvejede kort om han skulle følge efter Angelie - men han valgte hurtigt at lade være. Lige nu, var det ikke tiden til det...

Så da Angelie engang blev færdig og bevægede sig ned i tronsalen igen, stod han nyvasket og iklædt et nyt sæt tøj bestående af mørke bukser, halvlange, sorte læderstøvler, og en lang, mørkeblå frakke med sølvspænder... han lignede en mand i en god position. En adelig.

På gulvet foran ham lå et sort fløjlstæppe, og placeret nænsomt på det, lå der en række fint smedede våben i mørkt metal og i sølv. Daggerter, knive, kasteknive, sværd, en enkelt sabel, og så den ondt udseende, savtakkede daggert som han havde beskrevet kort for hende.

En halv time gik, for derefter at blive til en hel time, som hun havde stået under bruseren og nydt vandet opbløde hendes hårde hud. Et svagt lyserødt skær i huden, viste at vandet havde været rigeligt varmt, mens rynkede fingerspidser afslørede at hun havde taget sig god tid.

Hendes krop havde været ganske heldig, og et par pæne blå mærker var at finde over de skadede og mørbankede områder, som hun havde været udsat for tidligere.
Hun havde betragtet dem kort i spejlet, inden en langærmet top, blev svøbt om hendes overdel, samt et par stumpebukser, der sad som gemacher om hendes ben, for bedste bevægelsesmuligheder.

Hun småhoppede ned ad trappetrinene, for at vende tilbage til tronsalens renere udseende, imens hun med hovedet nedad, fokuserede på at spænde bæltet omkring livet.
"så hvad vil du helt bestemt have ud af pigebarnet?" mumlede hun spørgende uden at se op, før hun havde fået klikket spændet fast, for derefter at lade blikket glide over ham, og det nye udseende.
"Se det klæder dig.. bedre" bemærkede hun i en let drillende tone, før hun i øjenkrogen opdagede, at der ikke kun var blevet gjort rent.

En halvt imponerende fløjten kom fra hende, som Angelie satte sig ned foran tæppet på hendes knæer, for at lade metallet opsuge hendes fulde opmærksomhed.
Fingrene gled kærtegnene over hver enkelt klinge, som et smil bredte sig fra det ene øre til det andet.

Hendes fingre stoppede ved den savtakkede daggert, inden hun tog denne i hånden, vejede den overvejende for så at give ham et halvt sarkastisk blik, der sagde: 'det kan du ikke mene' .. Ordene, som blev udtalt var dog lidt anderledes formuleret. "Var det ikke meningen, at hun skulle kunne tale" brummede hun drillende, for det ville netop dette våben nok sætte en stopper for hurtigt.
Sværdene havde ingen interesse for hende.. Det havde aldrig været hendes stil, men hans derimod. Hun.. var til lange svirp, og små blade, der præcis kunne kastes igennem mørket.

"Det skal nok.. blive sjovt" hviskede hun til det blinkende metal foran hende, som små planer begyndte at tage form i hendes indre. Først skulle hun trods alt finde kvinden igen, hvis hun stadig levede vel og mærket.