Dragon Adventure - Privat

Sted, tid, vejr og omgivelser er beskrevet i teksten.

En dyb frustreret brummen kunne lige høres imens Kyle Rider irriteret smed en bunke papir ned på sit skrivebord. Hans kæbemuskler var spændt af irritation og frustration over den umulige opgave. Da politimesteren havde givet ham opgaven havde han troet at det ville være let. Find en eller anden fyr der ville dræbe en anden på grund af noget der kunne tyde på noget drage halløj og så få ham fanget. Beviser behøvede han ikke, det var ikke så nødvendigt når man kunne få selv den mest uskyldige person til at tilstå.
Det store problem var så at finde en person der kunne have de korrekte motiver for et drab på grund af noget overnaturligt. Der var ikke mange mennesker der troede på drager overhoved fandtes, det gjorde dæmonen ikke en gang selv, hvilke allerede der var et problem. Opgaven bestod i at finde en idiot der havde interesse for drager og som var stærk nok til at udføre et drab, ikke at læse en fandens masse ligegyldige rapporter.
Tankerne blev kort stoppet da en af de andre betjente kom med en kande kaffe, som blev afslået som en hver anden gang. Rider havde endnu ikke forstået hvorfor folk blev ved med at tilbyde ham det snask. Han drak ikke kaffe!
Minutterne med efterforskningen syntes at snegle sig af sted. Betjent Rider var ellers kendt for at være en der gik op i sit arbejde med liv og sjæl og endda næsten boede på stationen – hvilke næsten også var sandt – så at det projekt han havde fået mellem hænderne ligefrem irriterede ham var noget nyt. Han kunne selvfølgelig smide det tilbage til chefen, men det ville ikke forbedre hans job præsentation. Lidt stræber var man.
Brat rejste Rider sig op og greb sin overfrakke, en gammel men skøn læderfrakke som skyede vand. Med sine evige selvsikre og letter arrogante skridt forlod han stationen og gik ud i den silende regn udenfor hvor himlen var blevet mørk af tunge torden skyer. Præcist som hans humør.

Påklædning: http://styledelux.info/wp-content/uploads/2012/03/danefae_blog-200x300.jpg, et par vandtætte sko, en paraply og http://fashionablygeek.com/wp-content/uploads/2011/10/dragon-earring.jpg?cb5e28 i højre øre.

"Møgvejr" Sagde Artanis idet hun gik ud gennem de gennemsigtige dobbeltdøre der førte ind til hospitalets reception.
Vejret havde været dårligt lige siden morgen. Regn, Regn, Regn og mere regn. det var ikke noget den kønne Ild Dæmon brød sig ret meget om. I bedste fald så svækkede regn hende. I værste fald gjorde det hende kræftesløs.
Hun slog paraplyen hun havde lånt af en kollega ud og begav sig ud i den deprimerende regn.

Egentlig boede Artanis kun nogle få blokke væk fra hospitalet hvor hun arbejdede men hun manglede at få handlet ind til weekenden.
På vej mod gågaden, hvor man kunne finde de fleste små butikker, kom hun forbi politi stationen.
I det hun gik forbi kom en lettere surmulende mand ud. Hun kiggede sideløbende på ham men tænkte ikke så meget mere over det.

Artanis gik videre mod en nærliggende købmand, slog paraplyen sammen og gik ind.
Få minutter senere havde hun fundet hvad hun skulle bruge, betalte og gik ud igen. Hun kom forbi politistationen igen. Manden hun havde set før stod der stadig.
Hun gik hen ved siden af ham og kiggede op "Noget der går dig på? Du ser temmelig deprimeret ud" sagde hun roligt og forsøgte at få øjenkontakt med ham.

Det tog ikke mange sekunder før Rider var gennemblødt fra top til tå, bortset hans hovedbund der var gemt under den faste kasket der tilhørte politiuniformen. Det blev et helved at få tøjet tørt senere på dagen, hvis sollyset nogen sinde ville komme frem igen. I en rum tid stod han og stirrede næsten mut ud i regnen, til der pludselig troppede en pige, kvinde? op ved hans side. Han drejede halvt ansigtet for at kigge på hendes, for så derefter at dreje hoved igen, da han havde set hendes ansigt.
Knap havde Rider rettet ind, før han med et heftigt ryk drejede hoved endnu en gang, men i modsætning til første gang, var det ikke bare en skæven som første gang. Spørgsmålet var ikke af nogle interesse, men det var det store smykke kvinden havde i øret. Han kunne ikke tydeligt se hvad det var, men hvis han ikke tog meget fejl lignede det en drage af en art. "Er det en drage?" Spurgte han og pegede på hendes højre øre. Hvis det var tilfælde kunne han håbe hun interesserede sig for området, for hvis det var tilfælde havde han pludselig fundet en løsning på problemet!
Kvinden han netop havde mødt kunne være morderen, selvom han ærligt måtte indrømme at hun ikke lignede en mulig en. Hvis hun ikke kunne være morderen, så kunne han i hvert fald muligvis få hende til at hjælpe. Det virkede ikke til at hun var speciel aktiv med knive, mord og drager, men hun havde en i øret og jo mere Rider kiggede - eller efterhånden gloede - jo mere mente han at hun kunne ligne en.
Hvis hans nye bekendtskab bekræftede hans spørgsmål, ville han - muligvis lidt for ivrigt - kaste sig over det næste. "Interessere du dig for drager?" Hvis også det blev bekræftet ville han gøre et lille jubelspring inde i hoved, mens et næsten varmt smil lå på den høje betjents læber, men det nåde aldrig øjne. "Vil du have noget imod at komme med ind på stationen, så har jeg noget jeg gerne vil tale med dig om."
Hvis kvinden derimod havde afkræftet at det ikke var en drage, eller at hun ikke interesserede sig for drager, ville han næsten sukke opgivende og forklare hende at der til tider var uløselige problemer og intet mere.

Hvemend betjenten var, så var der et eller andet lettere spøjst over ham. Eller det ville Artanis da i hvert fald påstå da hun så hvordan han nærmest rykkede nakken af led for at kigge på hende.
Hans første blik havde været af ren nysgerrighed, venlig nysgerrighed, for at vise han havde lagt mærke til hende. Det andet blik var dog det der fik hende til at smile. Hun vidste ikke grunden, men havde på fornemmelsen at det var den samme reaktion hun fik fra andre mænd. Hendes blodrøde øjne, hendes lange sorte hår der faldt ned af skuldrene, det næsten fejlfri ansigt der skjulte et væsen anset som ondskab. Hun var køn, så meget kunne ikke benægtes.
Dog var der noget i mandens blik der fortalte hende at det ikke var fordi han havde set en køn kvinde at hans hoved gav det ryk. Hans næste ord bekræftede det
"Er det en drage?" Sagde han og pegede mod hendes højre øre. Hun løftede den ene hånd op og rørte let ved det velkendte sølv objekt. Hun bar det sjældent, men idag var en af de dage hun bar det.
"Ja" sagde hun "Nogen speciel grund til dit spørgsmål?" til hendes glæde så manden efterhånden ud til at være sluppet af med det deprimerende udtryk i ansigtet. Den tanke bragte hende en lille ekstra glæde.
"Vil du se det?" Spurgte hun og tog det roligt af og rakte det frem i hånden "[i]Jeg ved ikke hvem han er, eller hvorfor han stillede det underlige spørgsmål. Jeg spurgte kun om der var noget der gik ham på.[/]" Hun rystede stille på hovedet, kiggede ham i øjnene og forsøgte at finde noget der afslørede hvorfor han opførte sig så... Underlig?

Mennesker havde en sjov måde at se ting på, de så bedst med hænderne og da Rider fik muligheden for også at se med fingrene, tog han imod smykket med næsten varsomme hænder for at lade det undersøge næsten under en lup - som dog ikke var eksisterende. Han pressede øjne en smugle sammen, før han vendte og drejede smykket, før det var tilbage hos sin ejer. "Specielt. Hvor bærer du det smykke?" Det kunne umuligt være et hun lige fundet i den nærmeste forretning og tænkt at den skulle hun bare have. Det var ikke noget mennesker normalt gik med og de havde det med helst at ville skille sig ud.
Noget - kvindens udseende - sagde Rider at hun ikke var et menneske, hvilke så ville gøre smykket mere naturligt, men stadig syntes det at være et underligt sted at have det. Et armbånd eller en halskæde ville være mere naturligt, hvis det overhoved kunne blive det. Kyle Rider var ingen smykke guru, fanatiker eller noget andet i samme kategori, så han besluttede sig for ikke at dømme mere rundt på de smykker. Det vigtige var ikke smykket, ikke længere, det var nærmere ejeren. Var hun drager elsker, kunne hun hjælpe ham med hans efterhånden større problem? Det ville være juleaften hvis hun kunne.
Regnen som Rider ikke før havde bemærket - eller ikke taget sig af - begyndte pludselig at blive voldsomt irriterende. Hvorfor skulle det nu også pludselig regne! Hvem fanden var det egenligt der styrede det lortevejr?! Efter endnu et par skældsord kom betjenten frem til at det nok var bedst at komme indenfor, han kunne tage kvinden med hvis hun viste sig at være den rigtige.

Manden virkede underligt interesseret i smykket hun havde rakt ham. Somom det bar nøglen til universets gåde, eller var nøglen til Eldorado, byen lavet af guld.
"Hvor bærer du det smykke?" Spørgsmålet kom lettere bag på Artanis. Det var vel logisk at hun bar det på øret. Han havde jo lige set hende tage det af, før hun rakte det til ham.
Hun kiggede på ham med et løftet øjenbryn "Jeg bærer det på øret. Men hvis du mener hvor jeg fandt det, for jeg regner med det var hvad du ville spørge om, så... Er det vist bedst hvis vi finder et sted hvor der ikke er en masse forbipasserende. Det er ikke noget jeg har lyst til at alle skal høre"
Hun kunne se på ham at regnen var ved at gå ham på. Hun kunne sagtens forstå ham, regn var ikke noget hun kunne lide heller. Hun følte sig svag og magtesløs nå hun var våd.
Hun kiggede sigende mod døren til stationen de stod foran "Mulighed for at vi kan komme indenfor? Jeg er ikke så glad for regn" sagde hun og trippede lidt. Af en eller anden grund følte hun sig lettere nervøs. Hvorfor kunne hun dog ikke svare på, bare at hun følte sig nervøs.

Kvinden var ikke helt dum og havde tydeligvis lidt mere styr på sin tunge end Rider selv. Han nikkede en enkel gang, en smugle stift, før han drejede rundt og gik hen mod bygningen. "Vi kan bruge et forladt kontor." Han ledte ind igennem forhallen, videre om til kontorerne der lå på hver side af en lang gang, til han stoppede op ved en næsten tilfældig dør som han låste op. "Hvis du vil have kaffe eller vand, så sig til." Med vandte hurtige bevægelser fik Rider krænget jakken af og hang den op på en stumtjener ved døren, efter at have tændt for lyset der kastede et kunstigt bleget skær ud i rummet. Tanken om at skulle arbejde i denne 'celle' faldt ikke i god jord ved dæmonen, hvordan ville det så ikke være for et menneske?
Som hvis Rider havde arbejdet i det lille kontor, gik han rundt omkring bordet og satte sig i kontorstolen mens han slog ud med hånden mod bordet overfor ham. Det blev ofte brugt til afhøringslokale af folk der var øjenvidner, hvilke var grunden til at der stod en computer og en stol foran skrivebordet. "Du fortæller, så lytter jeg."
Rider kunne ikke undlade at studse lidt over hvorfor kvinden så villigt ville give ham oplysninger om øreringen, men han skulle være den sidste til at beklage sig. Det gav ekstra bonus i efterforskningen om det latterlige mord som i følge ham selv, bare kunne smides af hækkenfelt til. Der var alligevel ingen der savnede den gamle bedstefar der havde måtte lade livet. Ikke ud over børnebørn hvis der vel og mærket var nogle. Den snart halvfemsårige mand havde ikke lignet en der stiftede familie, men mere end der fordybede sig i gamle eventyr af kendte forfatter.

"Jeg klare mig, ellers tak" sagde Artanis da hun blev budt på noget at drikke.
Stationen var som man ville forvente, nogle kontorborde og stole hvor nogle få betjente sad og arbejdede med forskellige sager, aflagde rapporter etc., ikke noget specielt.
Artanis sukkede let ved tanken om at hun befandt sig på en politi station. Hun havde ikke på noget tidspunkt i sit liv begået noget ulovligt, og alligevel befandt hun sig på en station. Stedet hvor folk blev afhørt og/eller sigtet for forskellige ting. Hun kunne ikke lade være med at smile, det var lidt for underligt.

De kom ind på en gang med et antal døre på hver side. Manden gik hen til en tilsyneladende tilfældig dør, låste den op og gik indenfor.
Artanis fulgte efter og satte sig da han satte sig og sagde "Du fortæller, så lytter jeg"

"Meget vel" begyndte hun "Lad mig først spørge, tror du på det overnaturlige? Hvis ja så bliver det her meget nemmere for dig at forstå" Hun tog smykket fra betjenten og lagde det foran sig selv "Smykket her er 840 år gammelt, muligvis mere. Alt jeg ved er at det blev købt for 840 år siden. Det blev fundet da en karavane af grosserer, eller 'købmænd' som man ville kalde dem idag, kom forbi det gamle Terre.
"Det var den ældste af de grossere der ejede dette smykke. Han havde fået det lavet, af en gruppe der påstod den var smedet i drageild, det til hans nygifte datter, men hun døde ikke mange måneder senere da hendes mand blev voldsomt jaloux da hun blev og snakkede lidt længere end nødvendigt med en ung smed i en større by de havde besøgt året før. At beholde det ville kun minde ham om hans tabte datter og derfor ønskede han at sælge det." Artanis holdt en pause på nogle få sekunder før hun begyndte igen "Han forlangte ikke meget for det, alt han ville have var en lille sum og så bare at slippe af med det. Jeg gav hvad han ville have, og mere til. Jeg har eget det siden den dag"

Hun tog smykket og satte det på igen hvorefter hun kiggede op og mødte mandens blik. Det faldt hende pludselig ind at hun ikke kendte hans navn, eller vidste hvorfor han var så interesseret i det
"Hvad er dit navn forresten? Og hvorfor er du så interesseret i den her?" sagde hun og rørte let ved sølv objektet på hendes øre, som for at indikere hvad hun snakkede om.

Rider var lutter ører. Han lyttede tavst til historien var færdig og havde undladt at svare på hendes første spørgsmål. Men, ud over drageild, var der intet andet drage halløj blandet ind i. Var det godt eller dårligt, skulle man blive skuffet? Han overvejede det i få sekunder, før han efter sin tænkepause besvarede spørgsmålene. "Mit navn er Kyle Rider, og interessen for smykket ligger i en sag jeg har liggende på bordet. Hvad kan jeg kalde Dem frøken?" Hans blik scannede kvinden med de røde øjne, før et lille stramt smil viste sig på hans læber. "Jeg har selv levet en del år, så jeg kender selvfølgelig til det overnaturlige." Fortsatte han.
Efter den korte ordveksling, lod han igen tankerne skylle ind over sig. Efter en mindre samtale med sig selv, kom rider frem til sin endelige beslutning. Nu havde han fået en der kunne hjælpe ham, hvorfor så ikke udnytte det? "Ville du have noget imod at blive min assistent i denne sag, du skal nok få en rundhåndet løn." Han ville have tilføjet 'alt efter din indsats' men politiet havde i forvejen ikke noget synderligt godt ry, så det handlede om at vælge sine ord med omhu. Han ville som betjent blot stemple hende i sidste nede ved at give hende en lav løn, hvis han ikke selv mente hendes hjælp havde været god nok. De fleste - ofte mennesker - ville have lønnen for ører, så hvorfor ikke følge den procedure? "Hvad er dit krav til løn for et arbejde du ikke ved hvad bringer eller hvor lang tid det vare?" Den blev sikkert høj. Da Rider gentog ordne for sig selv, kunne han hurtig hører det forkerte i ordne. Han ville ruinere stationens kasse, hvilke nok ikke ville blive et hit, men kvinden overfor ham ville måske være den eneste hjælp han fik. Hvis ikke pengene kunne komme fra stats kassen, måtte han ty til sine egne mere klassiske metoder.

"Mit navn er Artanis" sagde hun og kiggede på Kyle "Som du nok kunne regne ud fra min historie så" hun knipsede med fingrene og en flamme sprang frem i hendes håndflade, lod den være i nogle få sekunder, hvorefter hun knyttede hånden og slukkede den "Er jeg ikke et menneske. Jeg er en dæmon. En ild specialist oveni."

Kyle begyndte at fortælle om hvad der var baggrund for hans interesse i hendes smukke. Hun sad stille og lyttede, låste en enkelt gang en lok af hendes hår bag ved øret, da det gik løst og faldt ind over hendes ansigt.

Hun rettede sig op og kiggede på ham "Jeg kan ikke se hvordan mit smykke kan have nogen forbindelser til din 'sag'. Medmindre den tilfældigvis har noget med 'drager' at gøre"
Fra hvad der kunne syntes at være 'ud af det blå' spurgte Kyle "Ville du have noget imod at være min assistent" efterfulgt af et løfte om en rundhåndet løn.
Spørgsmålet kom som en overraskelse. Løftet om at få noget ud af at hjælpe viste at der var rig mulighed for at Kyle faktisk var seriøs.
Hun begyndte at slå let på sine læber med en slank finger, mens hun kiggede op i loftet. Hun havde egentlig ikke ferie, men hun kunne altid spørge hendes kolleger om de ville overtage hendes vagter i et stykke tid. Hvis ikke det gik kunne hun bruge nogle af de feriedage hun havde til overs.

Hun kiggede på Kyle og sagde "Jeg skal nok hjælpe dig, men betaling er ikke nødvendigt" Hendes mund buede opad i et smil "Jeg hjælper gerne hvis det er nødvendigt. Det eneste jeg kræver er dog at jeg får at vide hvad det er jeg går med til, og hvilken måde jeg kan være nyttig på. Generelt ønsker jeg detaljerne om sagen så jeg kan sætte mig ind i hvad det er der ønskes af mig"
Hun lænede sig fremad, ind over bordet, ubevidst om at bevægelsen fik hendes top, som hun havde på inden under regnfrakken og som hun havde taget af, til at falde lidt ned og afsløre hendes kavalergang
"Jeg regner med at oplysningerne vedrørende sagen er tilgængelige for mig hvis jeg skal hjælpe, ikke?" sagde hun med et smil. Stadig ubevidst om hendes trøjes bevægelse.