New adventure with a new person

Trods det netop lige havde været jul, var der ikke et eneste snefnug på den vinterkolde blå himmel der strakte sig så langt som de grønne øjne kunne se. Ikke en eneste sky til at holde på varmen var at se, derfor var det nødvendigt at iklæde sig en million lag af tøj, dog var det ikke lige det Eric havde iklædt sig. Det eneste han havde på, var et par kraftige bukser, en hvid T-shirt og en lyseblå skjorte over, dog kunne man ikke se hvad han bar på overkroppen, da den var dækket af en kraftig filt frakke der gik ned til midt på låret. Over den ene skulder bar han en skulder taske, hvor i der lå en computer og en mappe med nogle papir samt et par blyanter der rullede rundt nede på bunden, sammen med noget bly og en mobiltelefon.
Han var netop kommet fra skolen, en tidlig skolestart, eller det var ikke en rigtig skolestart, det var mere ham der var startet tidligt. Eric havde netop været oppe ved en af sine klassekammerater hvor de havde arbejdet på et projekt sammen. En lille stræber kunne man vel godt sige han var, men når man måtte fortsætte sit sidste år som genopstået fjerkræ, så måtte man arbejde bare en lille smugle på at få det hele til at stå op igen, især når ikke engang ens familie måtte vide noget. I bund og grund kunne Eric jo bare sige til sine forældre at han var død, men om han ville det? Ikke tale om. Det skulle forblive en hemmelighed til hans død, eller deres død, sådan skulle det være hvis man spurgte Eric, og det var vel ham der bestemte det når det kom til stykket. Han var for længst blevet myndig, så han mente bestemt ikke at det var nødvendigt at det skulle ændres på, det var gået så godt indtil nu, så hvorfor ændre det?
Da hans grønne øjne pludselig opgangede noget hvidt vågnede han op fra sine tanker, og rettede alt sin koncentration mod det lille hvide snefnug der let dalede ned fra himlen, til det landet på hans skosnude hvor det smeltede på grund af varmen der strømmede ud af hans døde krop, som alligevel fungerede. Det var som en maskine, hans krop, der var genstartet, som fungerede fantastisk godt, i forhold til at den havde været fuldstændig slukket, og nede. Men der skete jo mirakler, utroligt nok. Eric trak sit blik væk fra skoen, og kiggede op mod himlen igen, mens en rynke kunne ses på hans pande. Hvorfor begyndte det at sne, når der ikke var en eneste sky? Han pressede læberne sammen, og kiggede lidt rundt på himlen, før han lod blikket flade ned på jorden igen.

Eric drejede om på hælen, for så at fortsætte ned af den lille fine sti der skar sig igennem det frosne stive græs der pegede lige op i luften ligesom de små drenges hår når de skulle have noget nyt hår, som de helt selv måtte bestemme hvad var. Han løftede igen foden, for at træde et skridt frem, da han blev stoppet af noget hårdt og massivt som alligevel var blødt, og varmt. De grønne øjne blev rettet mod væsnet der var gået ind i ham, eller så var han gået ind i hende, men hun havde da ikke været der for to sekunder siden, eller var hun sprunget frem fra den blå luft?
"Ehm - Det gør ikke noget." Hans blik faldt kort på kvindens fod, hvilke gav ham et påskud for at måtte hjælpe hende med at samle sine tabte sager op. Det virkede sikkert godt kliché, men man måtte jo gerne give en hjælpende hånd uden at der skulle ligge mere i det. Han bukkede sig hurtigt ned, og greb fat i hendes ting hun havde tabt, før han rakte dem frem mod kvinden. Eric's grønne øjne så ned på omslaget af en af bøgerne, som ikke var en bog, men en blok med papir. En skitseblok. "Tegner du?" Spurgte han lidt smådumt, men ingen spørgsmål var jo dumme, man kunne kun få dårlige svar, hvis man skulle følge ordsproget.
Hans fingre kriblede næsten for at slå op i blokken for at se hvad hun havde tegnet, men af ren høflighed, lod hun det ligge hen i det uvisse, det var jo ikke på nogle måde høfligt bare at se på andres ting uden at have fået lov. Trods Eric ikke opfattede sig selv som en rigtig engel, selvom han havde vinger og alt det stads, så var han stadig ikke nogle rigtig engel. Han havde lært hvordan man skulle opfører sig over for andre, men det havde alle, så det havde vel ikke noget at gøre med at være engel, eller var der noget han havde misforstået?
De grønne øjne flyttede sig fra blokken med tegningerne, mod kvinden der stod foran ham og kiggede på ham med sine egne grønne øjne. Eric havde ikke opfanget at hendes øjne før var gyldne, de havde for ham altid været grønne, eller altid, det var måske et stort ord når man knap havde kendt hinanden i to minutter, og kendt var sikkert også et for stort ord. Det var i grunden svært at finde de helt rigtige ord der korrekt kunne forklare hvad det var man lavede. Der var masser ord at bruge, men at bruge det helt rigtige på det rigtige tidspunkt var efter Erics mening svære end man lige gik og troede.
Da bøgerne og blokken havde forladt hans hænder, stak han dem ned i frakkens varme for, mens han overvejede om han så skulle sig at komme videre, eller om kvinden havde mere på hjertet, selvom sandsynligheden for det var lille. Hvorfor skulle hun ville mere, hun havde fået sine ting, og givet en høflig undskyldning, så burde alle jo være glade.

Trods Eric ikke selv var helt tilfreds med sit svar, valgte han alligevel at takke nej til at se hendes tegninger. Han ville gerne, men det kunne være hun mest af alt havde sagt det af høflighed, og han overlevede nok uden at se dem på den ene eller anden måde.
Da der ikke skete mere i lidt tid, skulle Eric til at vende om, for at fortsætte sin vej ned af stisystemet, men blev stoppet, da kvinden pludselig rakte sin hånd frem og præsenterede sig selv som Nicholé. Han smagte lidt på navnet, før han lod sin hånd glide omkring hendes, og gav hendes hånd et let tryk med sine egne silkebløde hænder. Det var ikke noget han tænkte over selv, men når han mødte nye mennesker plejede de ofte at kommentere hans overraskende bløde hænder, men det kunne måske være han var så heldig at slippe for at forklare sine bløde hænder, eller det ville så blive en eller anden underlig historie der ville blive ud af det, for han ville aldrig fortælle en vildt fremmed at han var engel, selv ikke hvis personen var engel. "Eric, men bare kald mig Alex." Svarede han en smugle forsinket, og prøvede med et lille smil for at glatte ud på fejlen. Da hun tilbød en kop kaffe, overvejede han tilbudet i fem sekunder, for han takkede ja. Det ville være dejligt at få noget varmt, plus det nok skulle blive hyggeligt. Nicholé virkede som en sød tøs som man sikkert godt kunne få tiden til at gå med.
Han slap derefter hendes hånd, for at lade den glide ned i jakkelommen igen, mens han ventede på at de skulle begynde at gå, men han blev stoppet, da det så ud til at Nicholé havde mere på hjertet. "Ja?" Han lage hoved ganske let på skrå, så lidt at det ikke rigtig kunne ses, men alligevel så det ikke stod lodret. Eric var næsten spændt på at høre hvad hun havde på hjertet, men han var ikke sikker på at han fandt ud af det, for kvinden så ud til at ville sluge sine ord i sig igen, måske ville hun ikke sige noget? Trods dette, så lod ventede han stadig på en fortsættelse af en art. Hvilke helt præcist vidste han ikke, men forhåbentligt noget man kunne bruge som svar, eller det måtte man jo håbe.
Eric trak sin ene hånd op fra jakken, for at rette på tasken der hang over hans skuldre, før han igen lod hånden glide ned i jakken. Hans blik gled ud til siden, væk fra Nicholé der stod foran ham, hen mod nogle træer og buske der stod ude i siden. Det lignede næsten kulisser til en film, hvor alt var planlagt, og hvor disse to væsner var skuespillere. Det hele var som det skulle være, og de skulle lade som om de endnu ikke vidste hvordan deres fremtid ville se ud, selvom de inderst inde godt vidste det, men det var jo blot med at holde masken oppe. Forskellen var blot at ingen af dem vidste hvad der mere ville ske, om de bare ville gå hver til sidst efter en kop kaffe, eller om der faktisk ville ske mere.
Eric vidste hvad han ville fortrækker. Det sidste, for kvinden virkede interessant og venlig, men alligevel trak det første også i ham, det ville jo være meget lettere, og så kunne han fortsætte som før. Der var ingen der havde sagt at han ikke kunne det, men man vidste jo aldrig, det skete jo at man mødte væsner der vendte op og ned på ens tilværelse.

Eric betragtede Nicholé mens hun tænkte. Hun vidste sikkert ikke hvorfor hun havde sagt det, men bare var kommet til at sige det, men da han skulle til at sige at det ikke gjorde noget, fandt hun alligevel på noget, der næsten var ved at trække tæppet væk under Eric. "Ehm, omkring mig selv?" Gentog han, og betragtede kvinden der stod foran ham, før han nikkede. "Hvad vil du vide?" Han anede ikke hvad han skulle starte med, sit navn, alder, hvor han boede, hvem hans familie var, hvad han gik og lavede, det hele? Det var et åbent spørgsmål, sådan noget dansklærer elskede, og noget eleverne hade.
Eric fulgte efter hende, mens hans hoved stadig forsøgte at finde ud af hvad det var Nicholé ville have ud af ham. Kunne det være noget helt andet hun gerne vil vide, som han bare ikke havde fundet ud af endnu?
Mens de gik ned af de snoet stier i parken, fandt Erics ene hånd op til remmen på hans taske, hvor han løftede den op, for at rette lidt på den tunge taske. Hans computer burde være let, men alligevel føltes den sammen med alt det andet utrolig tung, men han havde klaret det de sidste år, så hvorfor ikke gøre det igen?
Da de kom udenfor parken, fulgte han efter Nicholé hen mod en af de nærmeste cafeer efter hendes valg. Det var jo hende der havde inviteret ham, så hun havde sikkert et sted i tankerne, sådan var det normalt. En fordel ved at være den der inviterede ud.
Når det endelig kom til stykket, havde Eric ikke brug for noget at drikke, ud over at det ville være dejligt med en kop kaffe at friske lidt op på, så for ham kunne de også sagtens gå en tur, men det virkede til at Nicholé gerne ville have noget at drikke, samt at sidde ned, så han efterkom hendes ønske, og fulgte efter hende ind på den varme cafee. Da de var kommet ind, og havde fundet et sted at sidde, hang han tasken på stolens ryglæn, hvorefter han hang jakken over, og satte sig ned på stolen, mens han kiggede hen mod Nicholé. Han anede mildt sagt ikke hvad han skulle stille op med sig selv, så han lod hende tage styringen, det ville sikkert bare gå galt hvis han skulle gøre det.

Eric tog imod menu kortet, og slog op i det, mens hans fingre løb hen over omslagets glatte overflade. Hans grønne øjne løb hen over teksten der var en fin sirlig computerskrift, hvor prisen var i middelklasen. Ikke billig som man måske kunne have ønsket sig, men heller ikke dyrt, så man skulle tro man var ude og få sig lidt og drikke i Pris centrum. Da hans øjne havde kigget de varme drikke igennem, lukkede han omhyggeligt menu kortet, og lage det pænt på bordet, mens han ventede på at hun havde valgt hvad hun ville have. "Jeg går i High School, det sidste år, og jeg vil gerne bare have en ganske normal kop kaffe." Svarede han, mens han betragtede kvinden foran ham.
Han kunne ud fra hendes kropssprog konkludere at det ikke ligefrem var fordi hun havde det mægtigt sjovt, og i bund og grund følte det hele lidt akavet og måske endda forkert. Han tænkte lidt over det, før han lænede sig tilbage i stolen og greb den første tanke han kunne komme videre med. "Måtte jeg se dine tegninger?" Spurgte han så, mens han håbede det ville kunne hjælpe på den små akavet stemning der havde dannet sig imellem dem sammen med tavsheden.
Eric trak vejret dybt, mens han langsomt flyttede blikket fra Nicholé hen mod vinduet der pegede ud mod parken. Det så koldt ud udenfor, hvilke fik det til at føltes varmere indenfor. Underligt, men behageligt, han skulle bestemt ikke beklage sig. Han havde altid været en stor tilhænger af varme, frem for kulde.
"Men hvad går du selv og laver, skole, eller er du en af de flittige ydre der arbejder?" Spurgte han, mens et smil formede sig i den ene mundvige. Han kiggede kort mod sine hænder, som han ikke rigtig vidste hvor han skulle gøre af, så han lod dem ligge på bordet, hvor hans ene finger begyndte at lave små cirkler der langsomt blev til et indviklet usynligt mønster der til sidst mest måtte ligne et spind af tynde streger i cirkel former.
Hans indtryk af denne kvinde, Nicholé, der sad foran ham, var stadig uklart for ham. Hun virkede sød, bestemt, og ganske interessant også, og intet tyde endnu på at han ikke ville kunne lide hende, men han ville ikke være for naiv og gå for hurtig frem, det ville alligevel være dumt at gøre, for tænk nu hvis han blev afvist. Godt nok sendte han ikke en venneanmodning som man gjorde på nettet nu til dags, men der var ingen der kunne lide afslag, nogle var så hårde end andre.

Eric tog imod blokken, hvor det første han mærkede, ar det kraftige papir der tydeligvis betød kvalitet. Derefter faldt hans øjne på tegningen på det kraftige papir. Hver en enkelt lille streg udgjorde hver sin del af billed der vistes frem på det mørkehvide papir der gav en blød fornemmelse i hans fingre spidser. Nogle af de grå blyants streger var hårde og skarpe, som tegnede de vigtige streger op, men det fineste på billed var de bløde små linjer der gled ud og ind imellem hinanden i et indviklet mønster, der skabte et smukt farvespil i de grå nuancer som strakte sig ud over papiret og motivet.
Det var først da Nicholé var kommet til noget med at stikke af, at Eric vågnede op, og kiggede på hende, mens han prøvede at finde ud af hvad hun snakkede om. Flygte, privatundervisning. Ordne løb rundt i hans hoved, før han fik dem sat sammen i en ordenlig sammenhængen sammen med rasten af hendes sætning. "Uhm - hvordan har du så fundet bolig og de ting." Nicholé lignede ikke en der levede på gaden, eller direkte dårligt, så hun måtte have et sted at bo, eller noget i den stil. Eric lod blokken hvile på bordkanten, mens han tænkte over et svar til hendes spørgsmål. "Jeg ved det endnu ikke." Svarede han, og lage hoved en smugle tilbage, så han kunne se på det hvide loft i et par sekunder. "Måske vil jeg finde ud af noget musik halløj ... Jeg ved det ikke rigtig, men jeg er inde på en sprog linje, så det kan også være at jeg vælger noget med sprog." Svarede han, mens han med den ene hånd bladrede videre til den næste tegning, som hans øjne løb over, og slugte motivet, rev det ud af siden.
Som så mange andre, havde Eric som lille gået til musik, i hans tilfælde klaver men også violin, dog var han på det seneste stoppet med det efter han var kommet på sit andet år. Han kunne ikke finde tid til begge ting, derfor spillede han ikke længere nogle af delene, men hvis det passede, som folk sagde, at engle ville leve evigt, hvis de ikke blev dræbt, ville han sikkert finde både tangenterne og buen frem igen, for at fortsætte hvor han havde sluppet. Han havde flere gange fået for øre at han havde en god hukommelse, hvilke han nogle gange måtte give folk ret i, især når det handlede om lektier, viden og noder. Han var med andre ord utrolig lærenem hvis han først interesserede sig for emnet.
Igen løb hans øjne hen over det nye motiv der formede sig for, som han slugte med blikket. Han kunne høre Nicholés stemme i baghoved mens han fortsatte med at kigge. Det var sikkert tjeneren der var kommet med deres kaffe, var hans tanke, da han endnu ikke havde bemærket kaffen var kommet for længst. Det var først efter et lille minuts tid, hvor han ikke hørte andre stemmer, at han kiggede op på Nicholé der kiggede tilbage på ham, og virkede til at afvente et svar. "Jo, jo, de er flotte, interessante." Skyndte han at sige, mens han håbede han havde svaret rigtigt. Han betragtede kaffekoppen der stod foran Nicholé og først der kunne han dufte kaffen, som han normalt altid kunne dufte. Han flyttede lidt på blokken, der hvilede på bordkanten, og betragtede sin kop. Inde i hans hoved udspurgte han sig selv om hvorfor han var så uopmærksom. Det skete ofte når han så noget interessant eller hørte noget, irriterende, grænseløst. Det var som om alle hans andre sanser lukkede fuldstændigt af når det skete.
for sin egen sikkerheds skyld, lukkede han blokken sammen, og rakte den hen over bordet til Nicholé. "Jeg kan godt lide dine tegninger." Han tog fat i skeen der var sat i kaffen, men slap den hurtigt igen, da han mærkede hvordan varmen strømmede ud fra den lille jern ske. Han tog fat i den med fingerspidserne, og løftede den ud fra koppen, mens han let pustede på kaffen, før han løftede koppen, og førte den op til læberne, hvor han nippede til den varme drik.

Eric flyttede sit blik op mod Nicholés da hendes gyldne øjne flyttede sig op mod hans, men ikke specielt lang tid, før hun igen flyttede blikket. "Købte du den før?" Spurgte han tydeligvis overrasket. "Er du synsk?" Hvis det ikke havde været fordi han vidste at nogle væsner havde evner, så ville han have ment det som en joke, men det kunne være en mulighed, derfor lød han mere alvorlig. Han skruede tankerne tilbage, og kom i tanke om hendes spørgsmål omkring sprog. "Ehm, jeg snakker engelsk, fransk, samt finsk. De tre er mine hovedsprog, der ud over kan jeg også russisk og tysk. Det er ikke fordi jeg kan vildt mange, men jeg snakker dem alle sammen næsten flydende." Svarede han på hendes andet spørgsmål. Der var flere der havde undret sig over at han kunne så mange sprog i en så ung alder, men det kunne han igen takke sin hjerne for, eller det var det han undskyldte med, om det var det rigtige svar vidste han ikke, og ville nok heller aldrig finde ud af det.
Erics blik flakkede lidt rundt i cafeen, før han lænede sig frem i stolen og tog fat i koppen, hvor han igen nippede til indholdet. En dejlig fyldig smag der fyldte hans mund. Den var afslappende og rolig, noget som han sagtens kunne klare der hjemme på sofaen med en god bog, men det var ikke der han befandt sig, han befandt sig på en café sammen med en kvinde han lige havde mødt, og som han var godt på vej til at kende bedre, hvis man spurgte ham. Selvfølgelig var det ikke meget, i forhold til hvad der sikkert var i kvinden, men han syntes alligevel det gik hurtigt i forhold til den tid han havde haft. Det var også en stor hjælp at Nicholé selv spurgte ind til det, hvilke han ikke selv gjorde så meget, det måtte han indrømme han blankt.
Han flyttede sit blik hen mod kvinden foran ham igen. Hans blik løb ned over hendes kønne ansigt der indeholdte de gyldne, nej brune, nej grønne øjne. Han rynkede brynene og prøvede at forstå hvordan de kunne skifte farve. "Nicholé ... hvorfor skifter dine øjne farve?" Spurgte han nysgerrigt, og kiggede meget åbenlyst på hendes farveskiftende øjne. Var det en evne hun havde, eller? Han havde først troet hun var et ganske normalt menneske, men det kunne hun da umuligt være hvis hun skiftede øjenfarve. Menneskerne havde ingen evner på nogle måder, ikke nogle unaturlige evner.

Erics øjne blev rettet mod spejlet der blev fremdraget, som blev ført op til de grønne øjne, som kiggede igennem den blanke overflade, og fik reflekteret et syn der sendte et chok igennem indehaveren af de grønne øjne. Da hendes øjne igen skiftede farve, gik Nicholé tydeligvis helt i chok, da hun tabe spejlet, der faldt mod jorden med en hård lyd. Englen anede ikke hvad han skulle gøre, men besluttede sig til sidst for at lade hende sidde lidt i sine egne tanker, mens han betragtede hende med en tænksom mine. Hun kendte tydeligvis ikke til sine skjulte evner, som ikke et normalt menneske ejede, derfor kunne hun selvfølgelig ikke være et af dette slags væsen, men hvad var så en mulighed? Efter at have gået racerne igennem, kom han frem til at det eneste naturlige hun kunne være, var enten en aspara, elver eller en animagus. Aspara var udelukket, ligesom elver, familien ville sikkert have sagt det, så den eneste mulighed kunne være en animagus, et væsen der lå tæt op til mennesket, hvor forældrene ikke nødvendigvis også skulle være animaguser. Varulv var selvfølgelig også en mulighed, men først og fremmest lugtede Nicholé slet ikke af et sådan væsen, og hun ville sten sikkert have bemærket sin forvandlinger, så der var altså kun ét væsen hun kunne være.
Da der var gået et par minutter, og Eric var vendt tilbage fra sine tanker, skilte han langsomt læberne. "Er du okay?" Spurgte han, mere eller mindre bekymret. Det lød akavet i hans øre, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle sige det. Han lænede sig ind over det solide træbord der stod imellem dem, og søgte efter Nicholés gyldne øjne, hvis de da ikke endnu en gang valgte at skifte farve endnu en gang.
Eric havde aldrig været med til at se et væsen finde ud af hvem de rigtig var, det var noget han normalt tog som en selvfølge, men selvfølgelig var der nogle væsner hist og her, der ikke vidste det, dog mente han at folk var ret hurtige til at opfange de ikke var som andre. Selv havde det stået klart for ham, han mente jo han var død, og efter en uges tid med frygtelige ryg smerter var hans vinger endelig brudt ud, hvilke havde sat en skræk i livet, præcist som ved Nicholé. Dog havde han ingen evner, hvilke han måtte indrømme han var godt tilfreds med, det var heller ikke fordi han ligefrem manglede nogle evner, han klarede sig fint uden brug af underlige spøjse evner. Selvfølgelig ville det være fedt med telekinse, eller at læse tanker, men så alligevel virkede det mere upraktisk frem for praktisk. De allerede fantastiske sanser var ham en stor hjælp, uden at blive alt for meget.

Eric lod Nicholé tænke færdig til der endelig syntes at være noget faldt på plads inde i hendes hoved. Da hun endelig skilte læberne ad, for at sige noget, måtte han give hende. Det var de færreste der gættede ud fra hans udseende hvad han var, det var normalt duften, men måske havde hun en fantastisk næse? Han trak vejret dybt, og flyttede kort blikket fra sig, rundt i lokalet, før han kiggede tilbage mod Nicholé, og lænede sig helt ind over bordet. "Det vil de fleste nok beskrive mig som, men vil du ikke være sød, at lade være med at råbe højt om noget. Godt nok kan det værre der sidder flere væsner her inde, men der sidder også mennesker." Fik han lavt presset ud over læberne, mens han skævede ud til siderne som et jagtet dyr.
Eric anede mildt sagt ikke hvad han skulle stille op med kvinden, der lige pludselig havde fundet ud af at hendes verden overhoved ikke var som den havde været før. At hun var alt andet end menneske. Eric vidste intet om hendes forældres ihærdige forsøg på at få hende til at ignorer alt magisk, men han kunne dog alligevel se på hende, nu hvor det var gået op for hende, at hun ikke før havde været til magi og andre unaturlige ting.
Efter et par minutter, skævede Eric ned mod sin kaffe, og lod håndfladen glide hen over kanten, hvor han mærkede varmen var ved at forsvinde fra den mørke væske der skinnede nede i skålen. Måske skulle de bare komme ud? Han flyttede lidt på fodtøjet, før han skubbede stolen lidt ud, men blev dog siddende. Han var ikke sikker på om de skulle gå nu, så han lod Nicholé tænke færdig, mens han tavst betragtede hende. Inde i hans eget hoved var der ikke så overvældene mange tanker ud over bekymring for Nicholé og lidt andet der dog ikke var vær at gøre det helt store ud af. Kun de normale bagtanker der svømmede rundt og ventede på at blive taget op og vendt, for så at blive sluppet løs igen til en anden gang.
Eric forstod ikke hvorfor Nicholé aldrig havde fået at vide hvad hun rigtig var, og at hun aldrig havde prøvet at forvandle sig, hvis hun var en animagus, som han endnu ikke var hundrede procent sikker på. Men sandsynligheden for det var alligevel stor, så han gik ud fra det, og håbede at han havde ret.

Da Nicholé begyndte at snakke, bemærkede englen med det samme hvordan hendes stemme var blevet let, elegant og afslappende, ikke længere anspændt og hård. Det var ikke noget han havde bemærket før, men nu syntes det hele at stå i stærk kontrast til hinanden. Han glemte helt at koncentrer sig omkring de ord hun formede med læberne, men hørte kun hendes ord. Det var først da hun skubbede stolen ud med en skrabende lyd, at han kom i tanke om at hun ikke bare havde sagt nogle underlige lyde for at fortælle hvordan hun havde det inden i. Han nikkede til hendes forslag, og skubbede selv stolen ud, hvor efter han gik om bag ryglænet, og tog først sin jakke på, lukkede den omhyggeligt, og derefter tasken.
Eric stoppede midt i bevægelsen da han trak den over hoved, og kiggede mod Nicholé før han lod sin ide forvandle sig fra tanker, til ord. "Kunne jeg byde dig på en middag?" Der til, fulgte der endnu en sætning som han dog ikke sagde højt. Nicholé kunne sikkert godt bruge at snakke med en omkring det der netop var sket for hende, og selvom Eric måske ikke var den mest perfekte til sådan en snak, var han mere end villig til at hjælpe væsnet foran ham med at finde ud af hvad der præcist var sket, og hvad det indebar, hvis hun ikke vidste det.
Den tunge skoletaske blev placeret på skuldren, mens han kort slog blikket ned mod bordet, mens han med siden skubbede stolen ind til bordet med endnu en skabende lyd mod trægulvet. Da han mente stolen var langt nok inde, vendte han om på foden, og fulgte med Nicholé ud fra Caféen, mens han spændt ventede på svar på hans spørgsmål. Da hun igen snakkede, bemærkede han hvordan hendes stemme næsten blomstrede og emmede af glæde og fryd, som om det var helt fantastisk. Selvfølgelig var det også fantastisk, han kunne ikke give hende andet end ret, men med den viden, fulgte også en masse hemmeligheder med, som var knap så lyse. Sammen med det gode, kom altid det onde og dårlige, sådan noget kunne desværre aldrig undgås. Der var altid, eller næsten altid en negativ side af alle ting, eller en positiv.
Da de kom udenfor caféen kiggede Eric lidt rundt, mens han lod kulden glide omkring hans ansigt, mens hænderne gled ned i hans jakkelommer igen, der beskyttede hans fintfølende fingre mod vinden omkring ham. Han drejede hoved mod Nicholé og lod blikket glide over kvinden som om hun var blevet en helt anden person end hun var før, selvom hun kun var blevet det psykisk, så syntes han alligevel at kunne se glæden strømme ud af hendes krop, lidt ligesom en engels lys omkring ham. Da tanken om lys dukkede frem i hans tanker, gled hans tanker kort mod ham selv. Han vidste at han kunne for nogle væsner, især vampyrer gå rundt og ligne et neon skilt på grund af alt den godhed engle åbenbart bar i sig, hvilke ikke ligefrem var betryggende at vide, men han valgte at lade disse tanker komme senere, nu havde han noget at han kunne fylde sit hoved med. Nicholé.

Eric kunne ikke helt undgå at grine lidt over hendes formelle svar. Han var tydeligvis ikke den eneste der fandt det ret underligt, for lidt efter blev hans egen latter i stemt med hendes lyse latter der løb fra hendes bløde læber. Det var skønt at vide at hun da gad det, så skulle han ikke sidde mutters alene der hjemme, med sine tanker, selvom de nok skulle kunne holde beskæftiget hele aftenen og sikkert også dagen efter hvis det blev nødvendigt. Han kunne lige forstille sig selv sidde i tankebox hele aften, og den næste dag med. Han ville sikkert høste sig nogle overraskende blikke fra sine omgivelser, for han var normalt ikke typen der lod sig dvæle ved fortiden, og så var det alligevel en lille løgn. Han var som Nicholé havde spået en mand der tænkte og bemærkede, og på ingen måde forhastede sig igennem livet, men alligevel var han typen der gerne ville flygte fra de knap så hyggelige tanker, ofte ved at begrave snuden i afleveringer eller andet skolearbejde, eller noget der absolut skulle laves, dog var han ikke typen der stille op til en masse valg, som fest udvalg eller andre slags mærkværdige udvalg. Han kunne lide der var nogle der tog sig af disse problemer, bare det ikke skulle være ham selv, så var han tilfreds.
Eric fulgte Nicholés blik ned til hendes bøger, før han brugte et split sekund på at tænke den næste tanke igennem, før han skilte læberne, og lod ordne smutte ud mellem hans læber. ”Skal jeg ikke tage dem? Der er plads nok i min taske.” Han rakte hånden ud efter hendes bøger, for at tage imod dem, hvis hun gav dem til ham, så han kunne få dem ned i tasken, som gav lidt ekstra vægt, men ikke noget der generede, han overlevede. Mens han stak bøgerne ned i tasken, hørte han nogle skridt på vej væk og kiggede op, da han så Nicholé begynde at gå. Han kiggede spørgende efter hende, men brød derefter ud i grin, da hun pludselig kom tilbage til ham igen. ”Nå, det var alligevel for farligt at bevæge sig der ud?” Spurgte han, mens hans læber var formet i et stort smil.
”Hvad kunne du tænke dig at spise?” Eic lage hoved let på sned, mens han tog fat om remmen med den ene hånd, mens den anden hånd igen var forsvundet ned i jakkelommen hvor den åbenbart fandt sig godt hjemme. ”For mit vedkommende kan det være alt fra MD til Sushi.” For ham var indtagningen af maden kun en undskyldning for at være sammen med den nu pludselig utrolig livsglade Nicholé der næsten lyste op som en sol i mørket. ”Ehm ,og du var faktisk på vej den rette vej.” Tilføjede Eric, og begyndte at gå den vej hun selv kort før var begyndt at gå.
Eric kunne prise sig glad for at han ikke kunne læse tanker, for ellers ville han være fuldstændig jordet. Selv havde han mange tanker, men alligevel var der ikke så mange som inde i Nicholés hoved, hvilke måske var godt, måske var dårligt.

Eric grinede da Nicholé næsten vantro spurgte om han kunne lide sushi. "Jeg har aldrig rigtig fået det, men jeg har smagt det, og det var noget jeg kunne lide." Svarede han, mens han fortsatte ned af vejen, mod den nærmeste Sushi restaurant. Det blev en dyr aften, men det var jo ikke altid man mødte nogle man så hurtig faldt i snak med, så hvorfor ikke bruge lidt penge på det, han skulle nok finde ud af et eller andet hvis pengene løb op, desuden kom pengene snart igen, klar og frisk til det nye år. "Du kan forhåbentligt også selv godt lide det." Sagde Eric, lidt henkastet ud i luften, mens han drejede ned af en ny gade hvor de nogle hundrede meter længere nede kunne se et svagt rødt skilt der lyste op.
"Men hvis du er animagus ... hvilke dyr?" Spurgte Eric nysgerrigt, og kiggede interesserede på kvinden der gik ved hans side. Nicholé lyste som en evig brandene sol ved hans side, og gav næsten varme fra sig, trods hun kun var iført ganske lidt tøj, hvilke førte ham videre til det næste spørgsmål. "Hvorfor har du ikke taget mere tøj på?" Han ville selv ligne en frossen mus hvis han kun havde gået i det det svarede til det Nicholé havde på, han forstod hende på ingen måder, men hun så ikke ud til at tage fejl af at have det lidt koldt, selvom han havde nogle betænkeligheder ved at hun fløj rundt uden så meget tøj. Men. Det var ikke hans job at sikre sig at hun ikke blev syg, og han ville nødig lyde som en far, så han tav, og lod hende klæde sig i det hun selv ville.
Sushi restauranten de kom ind på var dog også heldigvis dejlig varm. De blev vist hen til et bord der stod tæt op af rullebåndet, hvor de små farverige tallerkner med de små fiskeruller kørte på. Igen blev tasken løftet af Erics skuldre, men denne gang blev den ikke hængt på stolen, men placeret ved et bordben. Jakken blev omhyggelig hængt over stoleryggen, mens den asiatiske udseendet kvinde gav dem et par menukort, som Eric dog takkede nej til. "Vi skal vel begge have spis hvad du kan tingen?" Sagde han, men kiggede alligevel spørgende hen på Nicholé, så de begge var sikre.
"Hvad vil i så have at drikke?" Blev spørgsmålet. Spørgsmålet løb i et par sekunder rundt i Erics hoved, før han bestilte en Coca Cola til sig selv, selvfølgelig dejlig stor. Da tjeneren havde fået bestillingerne forlod hun bordet, og overlod de to væsner til hinanden. "Må jeg spørge om noget mere eller ..." Spurgte Eric lidt usikkert, mens hans blik løb ned af Nicholé der nu så knap så malplaceret ud i disse omgivelser, frem for det kolde vintervej udenfor. Hun ville sikkert slet ikke have klaret sig uden det udenfor hvis hun levede i norden. Da ordet norden dukkede op, kom en masse andre tanker op, men de blev pænt langt til side til at han kunne tænke mere over det senere, nu ville han koncentrer sig om kvinden foran ham.

Nicholé virkede til at være fordybet i tanker om ... ja, hvad mon det kunne være? Det var lige før Eric selv begav sig ud i tankernes verden, da hun besvarede ham, og bragte ham tilbage til restauranten. "Selvfølgelig, du skyder bare løs." Svarede Eric, og grinede, dog forsvandt det lidt efter igen, da han tog en mere alvorlig maske på. "Hvad har dine forældre egenligt sagt til din forsvinden?"
Det var et spørgsmål der havde naget ham i længere tid, som han ikke rigtig havde kunne få sig selv til at spørge om, for det kunne jo være et følsomt emne, det var der ihvert fald nogle der mente det var. Selv følte han ikke det var noget problem, så længe der ikke var nogle der råbte højt om hvad han var, så var han godt tilfreds. Han strakte bene, og skævede mod rullebåndet, før han smilede. "Luk øjne." Beordrede han Nicholé til. Da hun havde gjort det, åbnede han den lille låge, som kunne skubbes til side, så man kunne komme ind til båndet, og tog den første tallerken med en sushi ud, og førte et af stykkerne op mod Cholés læber. Det var en ganske normal sushi med ris og laks, ikke alt muligt underligt. Da han havde fået den ind på hendes tunge, fjernede han hurtigt hånden, inden hun klappede tænderne ned i hans fingre. "Spis min ugle." Sagde han, og grinede let, før han lænede sig tilbage, og tog den anden sushi og fik den ind i munden, inden Nicholé slog øjne op. Det hun ville se var en Eric der havde stukket en sushi i munden, så han havde munden fyldt op, sammen med et smørret grin på læberne. Hvis Nicholé så godt kunne lide sushi, burde hun også vide hvad hun havde fået i munden, så det var vel en lille prøve kunne man kalde det.
Da Eric havde fået slugt den første sushi, greb han ud efter en ny, som han mere omhyggeligt spiste, mens han skævede op mod Nicholé af og til. "Men, du ville spørge om noget ..." Det måtte bestemt til at være hendes tur nu til at spørge, nu havde han haft sin tid, så var det på tide at hun fik ordet, og han blev placeret i den varme stol.