Stranger in the night..

Tid: ca. 23:00
Sted: Lejlighederne i Terre - og på gaden udenfor.
Omgivelser: Der er ikke særligt mange mennesker på gaden, både pga. tidspunkt og vejret (forklaret herunder).
Vejr: Det regner. Ikke bare en lille smule, men så meget, at man vil kunne blive gennemblødt på mindre en 5 sekunder.


Regnen ville ingen ende tage. Her var der godt nok ikke snak om en lille byge.. Det regnede og kæmpe-vandbytter var efterhånden begyndt at dannes på både vejen og fortovet. De fleste holdt sig indendøre - der var vidst ikke mange, der syntes, at et gøremål kunne være så vigtigt, at det var det værd, at trodse regnen, som uden tvivl ville kunne gøre en gennemblødt på meget kort tid.
Der var dog en, som trods regnvejret, befandt sig udenfor.

Amira - eller Mira som hun foretrak at folk kaldte hende - vandrede rundt i de tomme gader, trods regnen. Sulten gnavede i hende, og havde overvundet hendes modvilje mod, at bevæge sig ud i regnen. Hendes tøj var vådt og klæbede til hendes velformede krop. Og hendes hår gjorde det samme - blot til hendes ansigt. Mascaren og al anden form for make-up havde hun droppet den dag. Hun var naturligt smuk. Nej, overnaturligt smuk uden. Det eneste hun havde på, var et par grønne kontaktlinser, som - effektivt - dækkede hendes røde øjne, som ville skræmme hendes bytte væk. Hun havde ikke fået noget at spise i lang tid, og i aften var det blevet for meget for hende. Hun ville have mad, og det skulle være nu. Men eftersom, der ingen var på gaden, måtte hun tage andre metoder i brug.

Hendes tøj bestod af en lang sort frakke og et par tætsiddende jeans med huller hist og her (det var meningen, at de skulle være der - det var tydeligt at se, at de var blevet solgt med disse huller). På overkroppen bar hun en hvid top, som nu var mere eller mindre gennemsigtig, så den absolut intet skjulte. Heller ikke den fyldige barm eller BH'en - som forresten var sort. Hendes sko bestod af et par sorte Converse. På hendes fingre var nogle forskellige ringe, og et lag sort neglelak. Hendes lange, gyldne hår, var vådt - ligesom resten af hende.

Mira var egoistisk anlagt, og hjalp kun andre, hvis hun vandt noget på det selv. Udover det, var hun en fantastisk skuespiller. Hun havde ikke problemer med at bide andre, for selv at få noget at spise. Det var sjældent, at hun slog hendes ofre ihjel, og endnu mere sjældent at hun forvandlede dem. Det havde hun rent faktisk aldrig gjort, og det ville hun nok heller ikke komme til. Hun gad simpelthen ikke, at have ansvar for en nyfødt vampyr. Det krævede for meget af den tid, hun ikke gad at spilde på andre, end sig selv.

For Ichi havde det været en lang dag. Også selvom den egentlig var startet ret sent. Både Yuu og Ichi havde sovet ret så længe, for Yuu havde haft en fridag, så der var intet, de skulle nå. Klokken var derfor nået op omkring middag, før de vågnede og kravlede ud af den seng, de delte. De havde ikke lavet så meget. Men alligevel en del.. Ifølge Ichi. De havde startet med at stå op, og så få sig noget at spise. Derefter havde de begge to været en tur i bad.
Efter det havde de bare slappet lidt af. Yuu havde siddet i sofaen og læst en bog, og Ichi havde ligget ved siden af ham på sofaen. Efter ’det’ var sket, kunne Ichi af en eller anden grund ikke se noget galt i, at være tæt på Yuu. Ikke at han havde haft et problem med det før, for det havde overhovedet ikke været et problem før. Nu virkede det bare lidt mere ’okay’ at være tættere på Yuu, end han plejede. Ichi var ikke helt klar over, hvad Yuu syntes om det, men indtil videre havde den anden fyr da ikke brokket sig, så helt galt kunne det da ikke være.
Yuu havde pludselig snakket og nævnt noget om, måske at gå lidt udenfor. Ichi havde ikke brudt sig specielt meget om idéen, men Yuu havde endelig fået lokket ham med udenfor. Ikke helt udenfor, kun lige udenfor deres lejlighed. De havde siddet på trappen, tæt op af hinanden, imens de kiggede på de forskellige ting og enkelte mennesker. Der var så mange forskellige sanseudtryk. Forskellige lyde og dufte, som Ichi ikke rigtig var vant til, fordi han næsten aldrig nogensinde var udenfor. Når han så endelig var, blev det hele en smule overvældende.
Efter et par timer var de gået op i deres lejlighed igen. Yuu havde fremtryllet noget mad, som de så havde spist, inden de slog sig ned i sofaen. Tv’et blev tændt, men Ichi gav det ikke særlig meget af sin opmærksomhed. Det var først, da en panda dukkede op på skærmen, at han koncentrerede sig om det.
Tv’et stod stadigvæk og kørte, selv efter så mange timer. Ichi havde ikke rigtig styr på, hvad klokken var blevet, men det var helt klart over hans sengetid. Langsomt løftede han hovedet, og kastede et blik på Yuu. En halvsovende Yuu. Uden at vække den anden fyr, rykkede Ichi lidt på sig, så han kom til at sidde på sine knæ, med fronten vendt imod Yuu. På den måde var det nemmere at kigge på ham. Han var egentlig ret pæn, nu Ichi tænkte over det. Ichi kunne godt lide Yuus ansigt. Det var bare… helt rigtig sat sammen. Ligesom et maleri, der havde de helt rigtige farver. Det var bare… fint. Meget anderledes fra Ichis, men fint. Det var den eneste måde, Ichi kunne beskrive det på.
Han løftede langsomt den ene hånd og lod sin pegefinger følge Yuus kæbelinje. Den selv samme finger lod han derefter glide hen langs det ene af Yuus øjenbryn. Forhåbentlig ville Yuu ikke vågne nu, for han ville helt sikkert spørge Ichi, hvad han havde gang i, og det var Ichi ikke sikker på, om han kunne svare på. Det var jo et ret så godt spørgsmål. Og han kendte ikke svaret! Men ligesiden Yuu havde hjulet Ichi, havde Ichi helt sikkert været liiidt mere touchy-feely, end han plejede. Der var flere spontane og tilfældige berøringer, end der plejede at være.
Alle de berøringer Ichi lavede nu, var lette som en fjer. Han havde ikke lyst til at vække Yuu, for han fortjente vel egentlig at sove. Men sofaen var ikke det mest behagelige sted at sove. Det vidste Ichi af erfaring. Skulle han vække Yuu, så de kunne gå i seng?
Pludselig blev han opmærksom på en underlig lyd. Han drejede hovedet, og lod blikket ramme vinduet. Det regnede jo! Det var dér, lyden kom fra. Ichi fik ondt af de mennesker, der var udenfor lige nu. De måtte være plaskvåde. Det så ud til at være en virkelig kraftig regn. Ichi havde ikke noget imod regnen, men den var helt klart hyggeligst, når man var indenfor.
Han tøvede lidt, inden han blidt ruskede Yuu, ved at holde fast i hans skuldre. ”Yuuuu… Det regner”, sagde han blidt. Det var ikke kun derfor, han vækkede Yuu, men det var lige det, der var faldet ham ind først. Der var stor sandsynlighed for, at Yuu egentlig havde været vågen i forvejen, men han havde alligevel rusket hans skuldre, for at være på den sikre side.

Der var ikke noget bedre end en fridag. En hel dag, som man kunne bruge til at være sammen med dem man holder af. En dag man kunne bruge på lige hvad man havde lyst til. Yuu elskede fridage, for så kunne han bruge en hel dag på at være sammen med Ichi, uden at skulle alle mulige ting. Uden at være forpligtet til at gøre noget uden Ichi. De havde ikke aftalt noget tidspunkt de ville stå op, derfor havde Yuu ladet Ichi sove. Yuu selv vågnede en time eller to før Ichi. Han vidste ikke selv lige helt hvor længe, for han havde ikke set på klokken. Han havde bare lagt og betragtet Ichi. Som han lå der i sengen og sov, så han så fredfyldt ud. Bare ligge og sove i sin egen sikre verden, uden at vide hvad skrækkelige, eller ikke skrækkelige ting der foregik omkring en. Da Ichi så endelig var vågen, gik de i bad. Ikke sammen, hver for sig. Yuus bad havde taget lidt længere end normalt, da der lige var ’noget’ han skulle ’ordne’, mens han var der inde.
Efter de havde været i bad, og fået noget at spise havde Yuu slået dig ned i sofaen, med sin bog der handlede om udvikling og adfærd af unge der har haft en svær barndom. Han havde læst mange af bøger som det, siden han begyndte at bo med Ichi. Også før de begyndte at bo sammen, der var det bare nogle andre slags. Det hjalp ham med at forstå hvordan Ichi havde det, og hjulpet ham i mange situationer hvor det ikke har været helt nemt for Ichi. Derfor havde Yuu bare forsat med at læse sådanne bøger. Kort efter Yuu havde sat sig i sofaen, var Ichi kommet. Lige siden Yuu havde kommet hjem den regnvejrsdag, og de havde tilbragt temmelig meget tid inde i Ichis atelier, havde Ichi være meget mere.. Nærværende og søge mere kontakt med Yuu, hvilket ikke generede ham spor! Yuu nød det ganske meget.
Efter noget tid havde Yuu forslået Ichi at de kunne gå ud. Først var det lige før Ichi havde fået endnu et anfald, men Yuu havde reddet det, ved at sige de bare kunne sætte sig ude for døren. På en måde forstod Yuu godt at Ichi ikke havde lyst til at komme udenfor, for den sidste gang gik ikke så godt. Derfor havde de bare sat lige ude for deres dør. Yuu kunne ikke helt forestille sig hvor hårdt og krævede det v ar for Ichi at gå ud, fordi det hade altid været nemt for Yuu. Men han kunne fornemme hvor hårdt det var, da Ichi altid blev meget anspændt.
Da de havde været ude et par timer gik de ind igen, og Yuu lavede en nem omgang aftensmad, hvor de efterfølgende havde slået sig ned i sofaen. Yuu havde sat sig med armen over ryglænet, så han havde armen lidt om Ichi. Det der kærte i tvet havde ikke været noget vildt spændende, derfor var han faldet lidt i søvn. Han sov ikke helt, da lyden i baggrunden hold ham vågen.
Yuu vågnede da Ichi flyttede på sig, men valgte at blive siddende med lukkede øjne, og lod Ichi tro, Yuu stadig sov. Han nød Ichis berøringer, og lod ham bare røre lige så meget han ville. Pludselig stoppede Ichis berøringer, hvilket gjorde Yuu en smule trist. Øv…
Kort efter blev Yuu rusket lidt i, og han åbnende stille øjnene og så på Ichi, mens han snakke. Yuu smilte lidt og så mod vinduet ” Ja.. Det må jeg da sige.. Det regner jo ret meget faktisk ” Mumlede Yuu lidt og så tilbage på Ichi. Han smilte lidt. Skulle de mon til og i seng? Eller hvad havde Ichi mon lyst til…?

Mira anede lys fra et vindue i en af lejlighederne. I de fleste vinduer var lyset slukket, og folk var på vej i seng, men der var altså nogen der stadig var oppe. Ja, enten det, eller også havde de blot glemt at slukke lyset, hvilket ville resultere i et par ekstra nuller på el-regningen, såfremt det skete ofte. Hun fastholdt de store Bambi-øjne med den falske, grønne farve på vinduet, og kunne ane nogle blink af en art, højest sandsynligt fra et fjernsyn. Så beboerne i lejligheden måtte altså være vågne endnu.. En plan to form i hendes kønne hoved, i takt med at sulten gnavede mere og mere i hende. Aldrig, ville hun vente flere uger med at spise - det kunne umuligt være sundt! Havde menneskene ikke også den der sundheds-regel om, at man skulle spise små måltider tit, i stedet få færre og store? Ikke, at den slags sundheds-pladder havde nogen effekt, på hendes vampyrkrop, som sådan set ikke ændrede form, uanset hvor store måltider hun spiste. Desuden, spiste hun slet ikke. Hun drak. Blod. Hun havde tit tænkt over, hvorfor hun ikke blev træt af, at spise så ensformet. Hun kunne ikke huske meget fra hendes menneskelige liv, men hun kunne da huske, hvor nemt det var, at blive træt af alt for meget, af den samme slags mad. Men hun havde drukket blod jævnligt i.. mange år, og hun kunne nærmest ikke få nok..

En plan var så godt som lagt, og hun måtte endnu engang vise, at hun havde talent for skuespil. Ellers kom hun ikke særligt langt med hendes forhavende, det var helt sikkert. Den lange sorte frakke, som ville have beskyttet hende mod kulden, såfremt hun kunne mærke den, smed hun ind i en gyde mellem to huse, så den ikke kunne ses nogle steder. Derefter stod hun stille ude i regnen lidt, for at gøre sit tøj vådt, der hvor jakken havde dækket. Snart var hendes hvide trøje både gennemblødt og gennemsigtig. De stramme jeans føltes tunge, og de slidte Converse havde bestemt set bedre tider og hendes hår klæbede til hendes ansigt.

Hun fandt frem til døren ind til lejligheden med lys i, og sørgede for at se tilpas elendig ud, så en venlig sjæl ville tilbyde hende sin hjælp, inden hun bankede på døren. Planen var, at hun bare ville spørge efter et sted at være, indtil regnen stilnede lidt af, fordi hun boede langt væk.. Og så skulle hun have noget at spise. Jo før, jo bedre.

//Undskyld det meget forsinkede svar!//

Ichi nikkede langsomt. Yuu havde ret. Det regnede rigtig meget. Han tippede hovedet lidt på skrå. Nu var Yuu da vågen. Så skulle de måske bare gå i seng? Yuu var jo vågen, og Ichi var vågen. Så de kunne bare godt.. sove. I sengen og ikke sofaen. Sofaen var ikke specielt behagelig i længden. Jo, den var da fin nok, men sengen var langt bedre. ”Uhm…”, mumlede Ichi. ”Burde vi gå i seng nu, Yuu? Jeg tror nok, at klokken er ret mange”. Han kiggede hen imod vinduet, for ligesom at underbygge sine ord. Det var jo meget mørkt ude foran vinduerne. Det måtte betyde, at klokken var mange. Det var Ichi i hvert fald kommet frem til. For når det var mørkt, var klokken somregel mange. Så det var den nok også nu.
Ichi kom på benene og gik hen til et af vinduerne. Regndråberne løb ned af ruden, som i et kapløb. Det her havde han set før. En hel del gange før, faktisk. ”Hmm…”, brummede han og gik ud imod køkkenet. Lige nu tog han sig ikke så meget af, hvad Yuu havde gang i. Han var derfor ikke opmærksom på, om Yuu var fulgt efter ham, eller om han var blevet inde i stuen. Et lille gab undslap Ichi. Han var egentlig ret så træt. På et eller andet tidspunkt, var pandaerne blevet erstattet med aber og løver, og de var ikke ligeså spændende som pandaer var. Der var bare et eller andet over de der pandaer, som Ichi godt kunne lide. De virkede så rolige, og så også dejligt bløde ud.
Det unge menneske kunne godt tænke sig en panda. Men det havde Yuu sagt nej til. Han løftede den ene hånd og lod den glide igennem sit mørkebrune hår. Det resulterede i, at håret kom til at sidde endnu mere rodet, end det i forvejen havde gjort. Den samme hånd gled derefter ned over hans ansigt, og ned over maven. Den hvide t-shirt blev glattet en smule ud, nu da hånden alligevel var dernede. Han havde også et par sweatpants på, men de sad egentlig fint nok, så dem var der ingen grund til at rette på. Et par sutsko, der lignede pandaer, dækkede hans fødder. Ichi holdt ret meget af pandaer, så han havde selvfølgelig også en del ting og tøj med pandaer på.
Han var lige ved at vende om for at gå ind i stuen igen, men så bankede det på døren. ”Bleeeh…”, en lidt misfornøjet lyd hørtes fra Ichi. Hvem bankede på så sent? Det var meget meget meget underligt. Hov vent. Nogen bankede på døren. ”Yuuuuuuu”, kaldte Ichi og knyttede næven. Det her føltes ikke rigtigt. Hvem i alverden ville banke på så sent? Det måtte være en farlig person. Måske var det… en af dem? Det udløste næsten et panik anfald hos Ichi. Hans vejrtrækning steg en smule, ikke meget, men lidt. ”Yuu… Det banker på døren”, sagde han stille og gik ud i gangen, hvor døren befandt sig. Aldrig før havde den set så farlig ud. Det så næsten ud, som om den voksede en smule, imens han kiggede på den. Men det kunne da ikke passe. Døre voksede ikke på den måde.
Den bankende lyd forsvandt i et kort øjeblik, men så bankede det på igen. Det gav et sæt i Ichi, da det skete. Nu havde han lige troet, at det var overstået. At personen – eller personerne – på den anden side af døren var gået igen. Men nej. Selvfølgelig ikke. Nu måtte han bare vente på, at Yuu åbnede døren. Eller… måske kunne han overtale ham til ikke at gøre det? Nej, Yuu ville nok gøre det alligevel. Så måtte Ichi bare holde godt øje med ham, så der ikke skete ham noget slemt.

// Det okay ^^

//Yuu, kan du ikke svare nu? Da Mira ikke kan lave så meget andet end at stå og vente på, at døren bliver åbnet for hende (;//

// Det er Yuus tur ^^ Han er i gang med at svare c: Eller noget xD

//Haha:D//