Stranger in the night.

Forbeholdt til Costantine Delacroix

Dato: 29. marts 2016
Tid: En to tiden (02.11)
Sted: Porten - Den lokale havn i den østlige del af Di Morga
__________________

Evan ville helt sikkert dræbe mig var som regel altid den første tanke, der strømmede igennem hendes hoved, som trådte udenfor og så sig over skulderen hen mod døren til lejlighedsbygningen, der langsomt men sikkert lukkede i og låste af sig selv med et klik. Normalt ville man tro, at ens skyldfølelse forsvandt lidt efter lidt, jo flere gange man trådte over reglerne, men lige i hendes tilfælde fik hun stadig klumpen i halsen i sammenhæng med, at hun overvejede, hvorvidt hun burde. Problemet var mere, at fornuften meget sjælendt vandt. Og det var ikke meget anderledes denne sene aften. For var det ikke hans skyld, siden han aldrig var der til at holde hundred procent øje med hende? Han kunne da ikke forvente, at hun ville være god for at sidde og glo dag ud og dag ind i håb om at Di Morgas gader ville blive børnesikret. Der var allerede gået over et år. Folk havde allerede glemt. Tragedier skete alt for tit i denne skjule verdensdel til at folk bekymrede sig om det i mere end en måneds tid.

En kasket blev kortvarigt sat imellem tænderne, imens hun samlede det lange og utæmmelige mørke hår for at proppe det ned under kraven på hættetrøjen. Og som taget ud fra en kliche, blev kasketten placeret på hovedet og trukket godt ned for at skygge en smule for det blege ansigt, hvor efter hætten blev trukket hen over. Hun måtte se mere eller mindre skummel ud. Men skumle skikkelser var ikke en nyhed i Di Morga. Og den store trøje glattede hendes kvindelige former ud, så forhåbentlig ville folk ikke lægge for meget mærke til hende. Hun så en sidste gang mod døren bag sig, inden hun skippede et skridt og satte i løb med læberne presset hårdt sammen.

Den eneste måde Autumn rigtig kunne beskrive havnen på, var beroligende. Allerede før helvedet havde brudt løs havde havnen altid virket uberørt. Selv om natten, hvor bådene ikke tudede om kap eller hvor mågerne skreg på livet løst i håb om at fylde deres næb med friskfangede fisk, så brød bølgerne stilheden på den helt rigtige måde. Der gik ikke længe, før hun dumpede tungt ned på den nærmeste bænk med udsigt udover havet. Hendes hænder havde fundet sin vej ud af mavelommen og holdt i stedet godt omkring en dampende varm bolle med diverse fuld, som hun snildt havde fået fingre i på sin vej igennem den mere livlige del af byen. Ufatteligt at butikker stadig havde åbne på dette tidspunkt. Det burde dog ikke komme alt for meget bag på hende.
Hun lænede sig længere tilbage og strakte dovent sine ben ud, mens hun skuttede sig i et forsøg på at få varmen. Selvom foråret stort set var ankommet, var nætterne stadig kolde nok til at forvandle hendes ånde til en tåget dis. Hun undrede sig over, hvorfor hun overhoved havde brugt sin tid på at komme udenfor, hvis det eneste hun gjorde var at holde sig på afstand fra mængderne. Svaret var dog ikke svært at finde: Hun ville bare ud. Udenfor i den virkelige verden igen. Benægtelse var blevet en større del af hende end normalt.

Constantine flakkede om i mørket, som han oftest gjorde. Han havde haft et par dagen indendørs, hvor han havde hygget sig med at se film og pudse på sine mønter og nøgler. Det var ved at være en fin lille samling han havde sig. Det var måske en underlig hobby at have for en morderisk vampyr, men han havde samlet mønter, før han blev vampyr og lysten havde hængt ved. Nøglerne var noget nyt, han var begyndt på, efter at have slået sit første offer ihjel. Han havde taget personens nøgler. Nu tog han nøgler fra alle, han slog ihjel. Så havde han noget at huske sine ofre for. Som sagt, det var ved at være en stor samling.

Men fordi han havde været lukket inde i et par dage, var han ved at være sulten. Og kede sig. Så han var taget ned på havnen for at se, om han kunne finde noget mad. Der var for mange væsner inde i midtbyen, selvom det var nat. Ikke stedet at angribe folk, selvom han havde en fornemmelse af, at de fleste var ligeglade. Et plus ved at bo i et område, hvor alle var væsner. Her var lig i gaderne ikke så alarmerende som ude i den menneskelige verden. Åhja, han stod nok for en del af de uopklarede sager i Paris.

Der var mange gadelamper i dette område, så han havde valgt at skifte skikkelse til kat. Han havde fnist lidt over, at nu blev han en havnekat. Der var nok mange af dem hernede, især i det kvarter, hvor de håndterede de fisk, der blev sejlet ind.
Mens han slentrede ned af havnen, fik han øje på en enkelt skikkelse, der sad på en bænk. Han slikkede sig om munden med den lyserøde kattetunge, inden han luntede over og sprang op på bænken, hvor han satte sig og kiggede på personen. Det havde været umuligt at se, hvad køn personen havde fra afstand, men nu han var kommet tæt på, kunne han se, at det var en kvinde. Og hun duftede af mad. Ikke bare det, hun havde i lommen, men af blod, der blev banket igennem hendes krop af hjertet, som han tydeligt kunne høre. Bingo.

Han ville drille hende lidt, så han sad bare og så på hende, med sine gule øjne og viftende hale. 'Se mig, jeg er nuttet', forsøgte han at udstråle.

Det var som om at en boble omkring hende bristede i det samme øjeblik, at et lille væsen valgte at holde hende med selskab. Hun hoppede ikke af forskrækkelse eller noget lignende, men syntes i stedet bare at vågne lidt op igen, før hun drejede hovedet til sin ene side. Det tog hende ikke lang tid at få fokuseret på den pelsede skikkelse. Og hun tøvede heller ikke med at identificeret den. En kat. Det var ikke unormalt at komme forbi sådan en, men alligevel sad hun de første par sekunder bare og stirrede helt for undret på det lille kreatur, som kunne hun ikke helt forstå, hvor den var kommet fra. Eller hvorfor den havde nærmet sig hende. Ligeledes blev hovedet lagt på skrå og et lidt mere forvirret udtryk formede sig i hendes abnormalt blå øjne, der var alt andet end skjult fra kattens synsvinkel.
Der gik dog ikke alt for længe, før hendes ansigt blødnede op igen og et lille forsigtigt smil fandt sin vej frem på hendes tørre læber. ”Hey there..” hilste hun med en lettere ru stemme. Hun havde brugt en del energi på ikke at tale for meget tidligere for at formindske chancerne for at blive opdaget, så hendes stemmebånd led derfor nu. Heldigvis ikke noget der ikke kunne klares ved at hurtigt rømme sig lidt.

Autumn slap sit ene greb om det varmebrød, der havde virket som en form for varmepude, og rakte den roligt hen imod katten. Det var vel en refleks stort set alle ejede, når de kom forbi et dyr, der ikke var bange for at nærme sig en. ”Hvad laver du dog helt herude?” spurgte hun uden at forvente at svar samtidig hun begyndte at nusse katten bag øret og videre ned under hagen. Hun havde aldrig selv haft en kat. Hendes kæledyr i gennem hendes lang liv havde i stedet bestået af fugle, slanger og en enkelt familieejet hund. Så hendes eneste erfaring med katte, var hvad hun havde fået fra møder som disse - tilfældige på gaden. Hun var lidt usikker på, om hun overhoved gjorde det rigtigt eller om den ville angribe hendes hånd. Det holdt hende dog ikke fra at fortsætte.
Hendes smil voksede sig efterhånden lidt mere munter. Det var nu ganske rart at have lidt selskab. ”Er du sulten?” Hun trak langsomt sin hånd til sig igen for så at holde sin egen mad frem for sig. ”Jeg… Jeg er dog ikke sikker på, hvad der er sundt for katte at spise..” Hun rettede opmærksomheden mod bollens fyld og fik et overbevisende tankfuldt udtryk i ansigtet. ”Kylling, måske? Kylling er fjerkræ, så det burde ikke være et problem..” Hun så tilbage mod katten. ”Vel?” Hun fiskede så det stykke kyllingekød, der havde mindst muligt dressing på ud af svøbet og rakte det fristende frem foran kattens snude. ”Her.”

Constantine viftede igen med halen. Det virkede. Han betragtede hendes blå øjne og mærkede et sug i maven. Hvis en kat kunne smile, ville kvinden have set et grut smil på kattens ansigt. I stedet begyndte han at spinde dæmpet. Der var forvirring i de kønne øjne, i hvert fald for et stykke tid. Var hun overrasket over at se en kat? Så skulle hun nok blive meget overrasket inden så længe.

Da hun rørte ved ham, begyndte han at spinde endnu mere og lukkede øjnene halvt. Constantine var ikke en, der gik meget op i kælerier, men han sagde da ikke nej tak til lidt nussen under hagen. Han regnede med, at den lyst fulgte med katteskikkelsen. At have hendes finger så tæt på sin mund, var næsten for meget og han måtte virkeligt undertrykke en trang til at bide hende. De skarpe kattetænder, der var endnu skarpere end en normal kats, var også effektive til at bide hul med. Men hun flyttede hånden igen, og han så igen på hende med de gule øjne. Han gjorde hende åbenbart mere glad. Ikke for længe.

Hun fiskede et stykke kyllingekød frem og viftede det for næsen af ham. Lugten var lige ved at være for meget, som alle andre vampyrer, kunne han ikke spise almindelig mad. Nå, ja, nu var hånen der igen. Han rakte en pote ud og trak hendes hånd ned til sig, som om han ville tage kyllingestykket. I stedet bed han hende i hånden. Så hårdt, at han kunne smage blodet, der begyndte at pible frem fra såret. Hans mave knurrede. Åh, så sulten.

Det angreb hende mere som et chok, da katten pludselig fik andre tanker, end hvad hun lige havde forudset. Naiv, som hun var, havde hun et øjeblik troet, at katten faktisk var okay med hende. Men i stedet havde den taget en skarp drejning i den modsatte retning. Smerten fra, da tænderne bed sig dybt ned i hendes hånd var egentlig ikke så gal igen. Det var mere som når man skar sig på papir. Det var efterfølgende, efter at luft kom ned i såret, at det begyndte at svige som bare helvedet. Hurtigt rev hun sin hånd til sig, og hun tabte automatisk både det enkle stykke kyllingekød samt den hele fyldte bolle ned på jorden.
”Argh...” mumlede hun sammenbidt, mens hun sad og kom sig over det. Hun holdt om sin skadede hånd med den anden og knugede sig hårdt mellem sine fingre, som ville det få det vil at gøre mindre ondt. Hun burde have set det komme. Hun sad foroverbøjet i et stykke sted og vippede frem og tilbage, mens hun ømmede sig. Efterfølgende fik hun dog rettet sig op igen og endte i stedet med at vifte hånden et par gange i luften, inden hun havde vænnet sig til smerten. Hun pustede anstrengt ud og åbnede atter øjnene, der havde klemt sig for sammen. Blikket faldt som noget at det første på hånden, der stadig dunkede en smule. Blod havde piblet frem for små huller i huden og enkle dråber havde gledet ned over hendes blege hud. ”Shit..” Hendes stemme var meget sagte. Tydeligvis talte hun til sig selv. ”Nu skal jeg også bekymre mig om det her.” Det ville ikke tage hundred år om at hele, men hun havde stadig 72 timer til at se frem til, hvor hun skulle holde en konstant blødning ved lige.

Hun løftede uden lige hånden op til sine læber, hvor hun meget diskret begyndte at slikke det værste blod væk. Det var hendes eget blod, så der kunne ikke være noget galt med det. Og hun ønskede ikke at tørre det af i sit tøj. Hun drejede hovedet - stadig med munden lukket omkring bidet i et forsøg på at blokere blødningen lidt - og så ned på katten. Der var ikke nogen form for vrede at finde i hendes blik. I stedet ændrede det almene udtryk sig til noget mere bedrøvet.
”Sorry about that..” sagde hun med en stille stemme, efter at have fjernet sin hånd fra munden og lagt den tilbage i sit skød. Hendes øjne fulgte den og observerede hvordan nye perler af blod kom frem. ”Jeg kan forstå, hvis det ikke er nemt at føle dig tryg omkring mig..” Sjovt hvor hurtigt hendes humør kunne ændre sig fra muntert til mere eller mindre sorgmodigt. ”Jeg har hørt noget om, at katte er langt mere sensitive over at kunne fornemme forskellen på godt og ondt.” Endnu et suk.

Constantine slikkede sig om munden. Uh, hun smagte af djævel. Han kunne godt lide smagen af djævleblod. Og man kunne drikke en masse af det, uden offeret døde af det. Masser af mad, der smagte godt. Så kunne det da heller ikke blive bedre?
Han valgte at blive siddende i sin katteskikkelse lidt endnu, mens han betragtede hendes reaktion. Hun tog åbenbart ikke smerte særligt pænt, det var noget af en reaktion, der var på det lille bid. Constantine svingede tilfreds med halen, det var rart at vide. Han fulgte hendes hånd med blikket, som hun tog den op og puttede den i munden. Suk. Spild af blod. Han flyttede lidt på sig og kunne næste ikke styre sig selv. Det ville ikke vare længe, inden sulten ville drive ham til at skifte skikkelse og gå ombord i måltidet, der sad lige foran ham.

At hun opførte sig som om, at det var hendes skyld, at han havde bidt hende, forstærkede bare hans fornemmelse af, at hun var rimeligt uskyldig. Det gav ham lyst til at bide hende. Ikke bare et lille kærlighedsbid i halsen, men bide til. Hals, håndled, hvor han nu kunne komme til. Smage hendes søde blod og høre hendes skrig. Han gøs og hans øjne faldt på hendes hånd, hvor såret stadig blødte. Han slikkede sig om munden og rejste sig og gik de få skridt hen til hende, hvor han satte forpoterne på hendes lår, inden han bukkede sig ned og begyndte at slikke blodet til sig med en spinden. Det var ikke fordi, det væltede ud, men det var en god smagsprøve. Hans klør borede sig ned i stoffet under poterne af ren nydelse.

”Huh?” Igen kom det overraskede udtryk frem. Hvad lavede den? Hun vidste virkelig ikke, hvordan hun skulle reagere, hvilket blot resulterede i, at hun lod katten stå og slikke hendes hånd fri fra blod til at starte med. Det virkede så absurd. En smule makabert, egentligt. Men der var ikke noget der hev og trak i hende for at fortælle hende, at det her var fuldkommen forkert. For hvad var der så forkert ved det? Det var en kat. Katte var i samme artsfamilie som tigere og løver, hvis hun ikke tog helt fejl. Og de spiste kød. Råt! Hvilket måtte betyde, at der nok også blev indtaget blod.
Men alt det faktuelle, der strømmede igennem hendes hoved, holdt hende nu ikke fra at trække sin hånd til sig i et fluks huk. Det kunne godt være, at en kat ikke blev syg af det. Hun var bare ikke meget for at lade den drikke hendes. Det var ret ulækkert, nu hvor hun kom til sine fulde fem igen. Og den ru kattetunge havde kun irriteret svigen endnu mere. Hun holdt nærmest beskyttende sin hånd indtil sig og stirrede mod katten hen ad noget der kunne ligne foragt. Hvem havde dog lært den kat at kunne lide blod?

Det var først der, hvor hun lagde mærke til at katten samtidig sad og spiddede hende med sine klør. Ganske normal opførsel, men hun fandt det ikke yderligere behageligt. Hun tøvede derefter heller ikke med at hurtigt gribe ud efter katten. Og med et blidt greb under dens mave, løftede hun den af sig. Det var lidt besværligt at få dens klør viklet ud af hendes jeans stof men med lidt gåpåmod lykkedes det hende. Straks rejste hun sig op og satte - eller hun kom vel til at kaste - katten tilbage på bænken. Hun tog et par skridt bagud for at skabe afstand til bænken, inden hun lagde sin opmærksomhed mod sit bukseben. ”Great…” Der var ikke gået hul men kløerne havde revet et par tråde løs. Altid noget at det ikke føltes som om de havde nået langt nok ned til at kradse hul på hendes lår. Efterfølgende valgte hun blot at tørre sin ene hånd af i bukserne for at fjerne de værste bakterier, der måtte ligge på en kats tunge eller i dens spyt.

”You’re a weird cat.” Hun løftede roligt hovedet og så mod den sorte pelsklump. ”Man skulle næsten tro, at du var blevet påvirket af byens atmosfære.” En sagte latter lød pludselig fra hendes strube. ”Jeg ville ikke undre mig, hvis en eller anden psykopatisk vampyr havde fundet ud af, at forvandle andre dyr. Det lyder næsten som et maniskrift til en Hitchcock film.”

Constantine lappede blodet i sig, så længe han fik lov. Til sidst reagerede kvinden endeligt på det og tog sin hånd til sig. Hun begyndte at flytte rundt på ha og få hans klør ud af hendes bukser, hvilket han sørgede for at besværliggøre, bare fordi han kunne. Hun smed ham hen af bænken, hvor han pænt landede på alle fire og slikkede sig tilfredst om munden. Med et intenst blik betragtede han hende. Åh, det her var sjovt. Han lo indvendigt og satte sig ned, mens hans hale igen svingede fra side til side.

Da hun begyndte at snakke om forvandlinger af vampyrer.. det måtte være tiden at afsløre sit sande jeg.

Forandringen fra kat til vampyr skete flydende. Det var som om, at hans krop flimrede, som luften over en varm vej. Alting skiftede på en gang. Hans krop voksede, pelsen forsvandt, halen blev væk og hans ansigt blev normalt - og med et skræmmende smil om læberne. Da hans krop var skiftet helt, sad han på hug på bænken med knæene stikkende ud til siderne og hænderne på bænkens sæde. Han rejste sig op og trådte elegant ned fra bænken.
"Surprise." Han gik hen i mod hende, mens hans tunge kærtegnede den ene af hans hugtænder.

(( Sorry, mine indlæg bliver ikke så lange som dine :( ))

Hun burde have sagt sig selv, at det ikke havde været en almindelig kat. Var hun virkelig så dybt i benægtelse, at hun ikke engang fandt alarmklokkerne frem, før det blev skåret ud i pap for hende? Hun stod derfor bare og stirrede til i stilhed, mens katten tog en anden form. En langt mere menneskelig form for at være helt præcis. Hendes øjne spilede sig større og større for hver kropsform, der forvandlede sig tilbage til dens originale.

Hun måtte have stivnet på stedet, for da hun gjorde et forsøg på at bevæge sig, virkede bevægelsen helt frossen. Måske var det her grunden til, at hun ikke måtte forlade lejligheden. Hun kunne ikke længere kende forskel på en rigtig kat og en harmskifter. Før i tiden havde hun kunne identificere væsner igennem deres lugte. Enten det eller også havde hendes isolation gjort hende yderligere naiv til den grusomme verden.
Autumn fulgte ham med øjnene, som han sprang ned fra bænken og i stedet nærmede sig hende i sin fulde højde. Hun fik næsten hovedpine af, hvor højt alarmerne ringede i hendes ubevidsthed. Hun forundret og sank efterfølgende tungt. Hvorfor reagerede hun, som hun gjorde? Indtil videre var intet sket. ”Øh…” Med ét sænkede hun sit hoved og lagde sit ansigt ind i skyggen fra kasketten, hvorpå hun også lige tog et enkelt skridt tilbage. Som om det ville hjælpe.

Hun hævede så pludselig hovedet igen og så atter direkte mod ham. Ikke nok med det, men der sad det sædvanlige smil på hendes læber, selvom resten af hende osede med anstrengte muskler ramt af nervøsitet. Armene blev lagt over kors og hænderne gemte sig i hendes varme armhuler. ”Wow. Nu føler jeg mig som en komplet idiot.” lo hun med en overraskende sikkerhed i den blide stemme. ”Jeg må sikkert også have lignet en fra din synsvinkel.” Hun sukkede opgivende i et forsøg på at få skulderne ned på plads igen. Hun rystede ligeledes på hovedet, og da de blå øjne landede på den egentlig ret skumle mand igen, havde blikket ændret sig til et mere skuffet en af slagsen. ”Var det nødvendigt at bide?..”

//OG: Skal du slet ikke tænkte på. Se selv: Jeg holder heller ikke selv længden hele vejen igen. c://

Constantine fortsatte de få skridt hen til den unge kvinde, stadig med smilet om sine læber. Der var stadig stille omkring dem. Hans læderstøvler havde en blød sål og man kunne ikke høre hans skridt i stilheden. Hans halvlange sorte frakke bevægede sig i mod hans ben, der var iklædt sorte bukser. Inde under den åbentstående jakke kunne man se en almindelig grå t-shirt. I det ene øre havde han en stor sort ørering siddende og om halsen hang hans medaljon for helgen Jude. Gemt under jakken i bæltet, sad der som sædvanligt en kniv. Selvom han var en stærk vampyr, var det altid smart med et våben.

Han stoppede foran hende og betragtede hende. Først hendes overraskelse og så det pludselige skift til selvsikkerhed. Hun gjorde det godt, men han kunne se lige igennem det.
Hun var pakket godt ind i den store hættetrøje og med kasketten ned over ansigtet. Mon hun forsøgte at gemme sig for nogen? Constantine blev lidt nysgerrig, men også kun lidt. Han var ligeglad, han ville ikke lære hende at kende. Bare bruge hende som måltid på to ben.

Da hun så skuffet på ham og spurgte, om det var nødvendigt at bide, trak ham på skuldrene. Hun havde åbenbart ikke gættet, hvad han var. Oh well, hans formskifterevner var jo heller ikke ligefrem det, der skreg vampyr. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Det var en smagsprøve. For at se, om du smager lige så sødt, som du ser ud." Hans øjne glimtede lidt og et drillende smil spillede om hans læber. Han trådte et lille skridt tættere på hende og rakte begge hænder op, den ene for at skubbe hendes hætte tilbage og den anden for at tage kasketten af hende. Hvis han lod hende, ville han tage den af og lade den falde til jorden.

Selvfølgelig. Det burde virkelig ikke komme bag på Autumn. Inderst inde havde hun sikkert lagt mærke til det og snuset sig vej til lige netop det resultat, men alt andet havde kæmpet godt på at nedtrykke det til ’minor details’. Hun sagde ikke noget til hans svar. Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle reagere på det. For samtidig med at noget inde i hende begyndte og råbe og skrige om, at hun bare skulle vende om og løbe den anden vej, var der også noget der plantede hendes fødder i jorden med en tro om, at han nok ikke var farlig. For han havde ikke vist sig at være aggressiv overfor hende. Endnu. Han virkede rolig. Og han udsendte stærke udstrålinger om, at det her var ganske normalt, og at det var forkert af hende at være bange.

Hun blev dog ved med at holde øje med ham, selvom hun valgte at blive stående, og lod ham komme tæt på. Igen sank hun noget besværet, og hun kunne mærke sin hals trække sig sammen, som hun gjorde det. Det samme øjeblik, at han rakte udefter hende, sendte det er ryk igennem hende, og per automatik forsøgte hun at undgå ham ved at træde tilbage endnu engang. ”Hey!” udbrød hun med en pludselig høj stemme. Hætten havde hun ikke nået at redde fra at blive hevet tilbage, og til trods for at hun havde været hurtig til at lægge sine hænder oven på kasketten, inden han prøvede at fjerne den, sad den skævt. Hun vidste ikke hvorfor, hun stadig gjorde sit for at holde sig skjult. For han havde allerede set hendes ansigt, havde han ikke?
Hun trådte endnu et skridt bagud - en smule klodset, men balancen holdt hende stående. Flygtigt så hun fra side til side, som forventede hun at være omgivet. Men der var ingen andre end dem. Og hun var i tvivl om det var positivt. De blå øjne søgte forsigtigt tilbage mod, hvad hun på nuværende tidspunkt ikke kunne identificere som andet end en vampyr. Hvis ikke hans kommentar havde bekræftet det, havde hugtænderne gjort det fra starten. ”Don’t touch me!” sagde hun en smule nervøst, alt imens hun fumlede med at få trukket kasketten godt ned igen. En enkelt tot langt og utæmmeligt hår havde dig fået vrisset sig fri og hang nu ned over hendes ene skulder.
Hun brød sig ikke om den måde han så på hende. Eller den måde han smilede til hende. Hun gemte snildt sine hænderne i de langt for lange ærmer og knugede den sammen for at få styr på nerverne, der begyndte at få hænderne til at sitre. Hun skilte sine læber ad, som for at sige noget, men forseglede dem lige derefter, før hun for anden gang så sig omkring. Havnen var på åben plan. Skulle hun bare sætte i gang? Løbe væk? Hun så tilbage på vampyren. Eller havde hun misdømt ham? ”Hvem er du?”

Det lykkedes Constantine at få hætten trukket af hende, men hun fik reddet kasketten. Nu hætten var væk, var det nemmere at se hendes ansigt. Og slanke hals, hvor han næsten kunne se hendes hovedpulsåre banke bag den fine hud. Det gav et lille ryk i ham, da hans krop ville springe frem, tage fat om hende og bore de spidse tænder igennem hendes hud, men han holdt sig selv tilbage. Det var ikke fastfood han var på udkig efter. Han ville stadig lege med hende, han havde stadig planer om at bide og bide og bide..

Hun trådte væk fra ham, men han blev stående. Hun kunne godt forsøge at løbe, men han skulle nok fange hende. Som katten efter musen. Den lille tanke fik ham til at smile mere. Åh, han var så sjov.
Hun sagde, at han ikke måtte røre hende. Det var dumt gjort, nu var det nøjagtigt, hvad han ville gøre. Han blev dog stadig stående, hun virkede til ikke at være bange for ham som sådan. Det undrede ham lidt, for han skræmte normalt livet af folk, bare ved at kigge på dem. Hvilket han godt kunne lide, der var ikke noget bedre end at se folks utryghed. Eller få utrygheden lavet om til frygt.

Han blev endnu mere overrasket, da hun spurgte, hvem han var? Det slog ham, at han kunne køre den videre. Få hende til at stole på ham, inden han.. nå, ja. Så han stak hænderne i lommerne og forsøgte at virke lidt mindre farlig. Lidt mindre.. sulten.
"Constantine." Han kunne ikke skjule lidt morskab i sin stemme og heller ikke den, der lå i hans blik. Han var faktisk ret dårlig til at skjule sine tanker og følelser, men lige nu gjorde han sit bedste. "Og hvem er du, som gemmer sit søde ansigt under en kasket?"

”A-…” Noget blokerede straks hendes stemme for at blive hørt. Noget satte sig fast i hendes hals og benægtede hende, at svare på det tilspurgte spørgsmål. Det var også lige på et hængende hår. Hun havde været tæt på at udtale sig forkert. Det var stadig underligt, selvom der var gået så lang tid. Hun så egentlig ikke grunden til at bruge sin energi på at holde sig selv skjult længere. Hun kunne forstå princippet bag at holde sit udseende under hemmelige lagner, men hendes navn kunne umuligt betyde noget længere. Andre bag det samme navn. ”April.” Men alligevel svarede hun ham med det givende navn. Det falske navn. Det navn der havde givet hende identitet igennem det sidste halvandet års tid.

Hun inhalerede en god portion af den friske havneluft ned i sine lunger og rettede sig samtidig lidt mere op. Godt nok havde hun ikke haft en ranglet kropsholdning, og ændringen var ikke stor, men alligevel virkede det til, at hun nu se langt mere direkte mod ham, da de blå øjne skinnede frem fra kaskettens skygge. ”Og.. hvem siger, at jeg.. gemmer mig?” Hovedet lagde sig en smule på skrå, hvilket fik endnu en tot hår fri til at falde ned sammen med den anden. Noget der hurtigt fik hende til at genopdage, at hætten ikke længere sad på hendes hoved. Det var egentlig så godt som ligegyldigt nu, men refleksivt rakte hun i en hurtig bevægelse om og fik trukket den på sin plads igen. Hun brød sig nu heller ikke om den måde, han havde stirre på hendes hals. ”Jeg kunne såvel… være overfølsom overfor månelys.” prøvede hun sig ad. Det var nok et tabt løb. Det var hun godt klar over. ”Så hvis jeg ikke havde været hurtig nok, kunne det have gået galt.” Hun rettede instinktivt på kasketten igen. ”Så tænkt over det næste gang, du spontant forsøger fjerner ens beklædning..”
Distraherende så hun ned på den hånd, katten - eller rettere sagt, som han havde bidt hul i. Blod var blevet tværret ud efter diverse håndbevægelser, hun havde gjort uden at holde øje. Der var egentlig ikke meget at se, for blodet piblede ikke ligefrem frem fra de små huller. Hvad der gik hende mest på, var at blødningen ikke var stoppet. Selvom hun godt vidste, at den ikke ville, provokerede det hende stadig. Og det sendte pludselig så bekymrende signaler.
Hun så hurtigt tilbage på Constantine igen. Det ville ikke være en god idé, at holde for meget opmærksomhed mod sårene. Ikke i selskab med en vampyr. Det var ofte ikke det bedste at bringe frem i sådanne omgivelser. Et forsøg på at kigge en smule hårdere på ham opstod i hendes blik, men hun tvivlede på, at det ville skjule atmosfæren af fortabt hundehvalp, der hang tungt over hende. ”Jeg…” Hun pressede hårdt læberne sammen til en lige linje, før hun i et ryk drejede omkring på hælen og begyndte at spadsere væk derfra. Hun løb ikke. Hun gik i stedet i et hurtigt gangtempo. Det var akavet, men var det ikke bedre at komme væk, før problemer opstod?

Constantine kunne ikke lade være med at lægge mærke til hendes tøven omkring sit navn. Det var ikke unormalt, at folk var påpasselige med at dele deres navn i denne verden. Han selv var ligeglad. Hvad kunne folk bruge det til alligevel? Og han var da totalt ligeglad, når han delte det med et offer, som måske, måske ikke ville overleve mødet med ham.
Han var ikke i tvivl om, at det navn hun stak ham, var et falsk, men han var ligeglad. Han skulle ikke bruge det til noget alligevel.
"Hej April."

Han mødte hendes blik med sine egne grå øjne, der stadig glimtede lidt af morskab. Hun forsøgte tydeligvis at være mere sej, end hun var. Det var da lidt kært, at sådan en lille spirrevip forsøgte at mande sig op. Han kunne ikke lade være med at grine af hende, da hun forsøgte sig med en forklaring om overfølsomhed overfor månelys.
"Jeg tvivler på, du ville rende rundt herude om natten, hvis du var overfølsom for månelys." Hun trak hætten over hovedet igen, hvilket han ikke var helt tilfreds med, da det dækkede hendes hals igen. Han fulgte hendes blik ned til hendes hånd, der så ud til ikke at være holdt op med at bløde. Det var lidt sært. Han lagde hovedet lidt på skrå. Led hun af en blødersygdom? Han var lige ved at smaske, for at smage efter, men lod være. For ham betød det ikke noget, men for hende ville det mindske chancen for at overleve sit møde ham. En del, endda.

Han så på hende, da hun sagde et eller andet, og han fangede kort hendes blik, inden hun vendte om og begyndte at gå. Det var pludseligt. Han smilede skævt over det og blev stående for et øjeblik. Lod hende tro, at han ikke ville følge efter hende.
Hun var lille og der var et eller andet over hende, der skreg hundehvalp. Sårbar. Meget sårbar. Det var nok det, der gav ham lyst til at flå hende fra hinanden. Han havde virkeligt lyst til at få tårerne frem i de blå øjne.

Nu var hun kommet langt nok væk. Han havde ikke noget problem med at indhente hende igen. Han luntede de sidste par skridt, tog hænderne op af jakkens lommer og lagde en arm over hendes skuldre. Ikke hårdt, men fast, så hun ikke bare kunne rykke sig fri.
"Så stikker du bare af. Jeg troede, vi havde gang i en hyggelig samtale." Han smilede til hende, så man kunne se hans tænder. Selvom hun havde en stor trøje på, kunne han mærke hendes krops varme igennem tøjet. Høre hendes hjerteslag. Åh, han var så sulten.

Det viste sig hurtigt at ikke være meget andet end lykketænkning, at den unge djævle havde fået sneget sig udenom situationen. Hun var ikke glat nok til at kunne glide ud af hans fingre til trods for at hun havde forsøgt at spille sine kort rigtigt. Uden held. Det var så typisk. Havde hun virkelig opbygget sådan en dårlig karma?

”Eep!” hvinede hun lavmælt, da hun pludselig kunne mærke en arm omkring hendes skuldre. Automatisk så hun straks mod hånden der greb for hurtigt at skifte hen mod ejermanden og endte med at stirre ham ind i øjnene med et noget skræmt udtryk. Han var for tæt på. Der var jo ingen afstand mellem dem længere, for den havde han knyst så let som ingenting. Hun burde have løbet i stedet for at holde skuespillet oppe, da hun havde fattet mistanke.
Hun ventede heller ikke længe med at vride sig fri fra ham igen. Eller hun gjorde sit bedste for det i hvert fald. Hendes hænder blev lagt fladt mod hans brystkasse, hvor de prøvede at presse ham væk fra sig, mens hendes krop vred og drejede sig i et lille stykke tid, som det tog hende at give op i. Hvis ikke hun ubevidst blokerede for hendes fysiske styrke, ville det nok ikke have været det største problem, men sådan lå det desværre ikke til for hende. Det var ikke godt.
”Du havde ret.. i at jeg ikke burde bevæge mig rundt om natten..” fremstammede hun så sikkert som hun nu kunne. ”Derfor tænkte jeg.. at jeg hellere måtte skynde mig.. hjem igen.” Hun smilede igen. Men denne gang var det nærmest mikroskopisk og yderst falsk og nervøst. Det forsvandt også meget hurtigt. Hun kunne mærke i sine mavemuskler, hvordan hun stod lænet så langt væk fra hans ansigt som hans greb tillod hende. De tørre læber blev diskret fugtet med tungespidsen, efterfulgt af en klump i halsen.

Før hun kunne tænke sig om, at det var en god idé, blev hendes ene ben løftet. Blot for at hamre hælen så hårdt ned over Constantines fod som muligt. Hun forestillede sig at det ville have været bedre, hvis hun havde haft sko med hårde såler på i stedet for bløde sneakers, men så længe hun bare ramte en rigtig nerve, kunne det stadig gøre ondt. Og i håb om at det var nok gjorde hun endnu et forsøg på at vikle sig ud fra hans arm. "Jeg sagde: Don't touch me!"

Constantine forskrækkede hende tydeligvis ved at røre ved hende. Hendes lille hvin og de store skrækslagne øjne fik ham bare til at smile endnu mere. En lille skræmt mus, fanget af den store farlige kat. Hun begyndte at kæmpe for at komme fri, men han havde ikke tænkt sig at slippe hende, så han strammede bare sit greb lidt. Det var ikke svært at holde hende, hun var så lille og åbenbart ikke specielt stærk. Faktisk havde han regnet med noget mere styrke fra en af den race, hun var. Måske havde han alligevel smagt forkert?
Han kunne mærke varmen fra hendes hænder, som hun lagde i mod hans kolde bryst, mærke pulsen, der bankede i hendes fingre. Som hun dog lokkede ham.

Endeligt holdt hun op med at vride sig og stod i stedet så langt fra ham, som hun kunne. Hvilket ikke var langt, siden hans arm stadig lå om hendes skulder. Han var så tæt på, at han uden problemer kunne dufte hendes søde blod.
Nå, så hun troede, at hun kunne få lov til at gå hjem igen. Han rystede på hovedet.
"Tsk tsk. Det er lidt for sent nu, cherie." Alt for sent. Hun var fanget af et monster i mørket.

Da hendes hæl hamrede ned over hans fod, kom han med et lille grynt af smerte og rent refleksmæssigt slap han hende. Hans støvler var for bløde til at tage ret meget at styrken i hendes angreb, og hun ramte godt. Han løftede foden fra jorden og bandede.
"For helvede.." Han rakte hurtigt ud for at gribe fat i hendes hættetrøje ved skulderen. Hvis han fik fat, ville han hårdt trække hende helt ind til sig og tag fat om hendes hals med den anden hånd.

Autumn var ikke klar over, hvordan hun havde misset sin chance for at komme udenfor hans armslængde. Hun måtte have regnet hans kropsmål forkert i den tid, hun haft til at studere ham i på en trofast afstand. For hun nåede knap nok at dreje om på hælen, før hun blev stoppet for anden gang af en hånd på hendes skulder. Hun havde nær faldet bagover i rykket, så da han valgte at trække hende helt ind til sig, var hendes ben bevægelser noget klodset. Hætten opgav hurtigt sin kamp og gled på ny af hendes hoved ved det hårde tag Constantine havde taget i trøjen. Men som var kasketten lavet til at passe perfekt omkring hendes hoved, blev den stabilt siddende. Det var trods alt ikke en simpel solhat, der ville blæse af ved det mindste vindpust.

Det samme øjeblik, som hans kølige hånd lukkede sig omkring hendes hals i et jerngreb, blev der sendt et nyt chok igennem hende samtidig med at et gisp blev kvalt. Straks røg begge hendes små hænder ud af de lange ærmer og placerede sig omkring hans hånd for at prøve sig ad med at få den fjernet. Ikke så meget fordi, hun ikke kunne trække vejret, for hendes luftveje var ikke blevet lukket helt af for. Det var følelsen af at være i klemme, der fik hende til at reagere. Hun syntes ikke at kunne få ordentligt fat under hans fingre til at kunne tvinge dem væk, hvilket blot resulterede i, at hendes egne fingre kradsede desperat hans hånd. Men med nedbidte negle tvivlede hun på, at de ville kunne gøre meget skade, selv hvis hun pressede dem dybt ned i hans hud.
Hendes tænder var bidt hårdt sammen og det kunne nemt høres, at hun var begyndt at trække vejret lidt tungere. Mere panisk. Dog søgte hendes øjne ikke væk fra ham. Tvært imod så stirrede hun nu endnu mere på ham. Der var tydelig desperation at finde i hendes blik. Det kunne såvel beskrivelse som tilbedelse. Som et dådyr i skæret af et par forlygter. Udtrykket, der var at se i hendes ansigt, var grunden til at hun ikke længere var tilladt i undergrunden. Det var for uskyldigt rent.

”Slip mig..” beordrede hun med en ikke særlig overbevisende tone.

Constantine var heldig, at hun ikke havde været hurtigere til at stikke af. Ikke at han ikke ville have kunne fange hende igen, men nu var han da fri for at skulle jagte hende. Pigebarnet næsten væltede ind mod ham, og han slap hendes skulder, for at tage fat i hendes arm i stedet. Hætten røg af igen, da han havde taget fat i hendes trøje. Hans fingre lukkede sig hårdt om hendes hals, dog ikke hårdere, end at hun stadig kunne trække vejret.
Smerten fra hans fod blev hurtigt mindre, men den gjorde ham vred. Hun havde gjort ham ondt, det skulle hun ikke have gjort.

Han blev ved med at have godt fat om hendes hals, så hun ikke ville forsøge at stikke af igen. Hendes nyttesløse forsøg på at få ham til at slippe, prellede bare af på ham, ikke en gang de røde streger, der kom, når hendes negle blev trukket hen over hans hud, rørte ham.
I stedet stirrede han på hendes ansigt med vrede i blikket. Vrede og sult. Slut med at virke flink. Nu forsøgte han ikke at skjule sit sande jeg.

Hendes øjne var som et dådyrs og sårbarheden strålede ud af hende. Det var næsten for meget at bære. Hendes ordre om at han skulle slippe hende, fik kun et kort hånligt smil over hans læber. Med en hurtig bevægelse hev han kasketten af hende.
"Det sker ikke, cherie. Du er min nu." Hans hånd gled ned og klemte om stykket mellem hals og skulder i stedet. Her kunne han klemme noget hårdere uden at være ved at kvæle hende. Han slap hendes arm med den anden hånd og trak hendes hår ud af hættetrøjen, så han nemmere ville kunne komme til hendes hals. Med en hurtig bevægelse viklede han fingrene ind i hendes hår og trak til, så han trak hendes hoved til siden for at blotte hendes hals. Han var færdig med at lege, og han var sulten. Når han havde fået stillet den første sult, kunne det være at han ville lege videre.

Selvom han var vred og sulten, førte han langsomt hovedet ned mod hendes hals, hvor han næsten blidt lagde læberne mod hendes hals, inden han uden nåde borede tænderne ned i den bløde hud og ind i blodåren, der straks gav ham det søde blod, han hungrede efter.

(( Du må lige sige til, hvis jeg er for hurtig/powerplayer ))

Kasketten var fjernet, og Autumn følte sig pludselig blottet, til trods for at hun stadig var godt pakket ind i flere lang af tykt og tyndt stof. Kasketten havde vel været med til at få hende til at føle sig tryg. Og som den blev revet af mistede hun den lille fornemmelse af sikkerhed. Det var nok også lidt hendes egen skyld, sådan som hun meget bevidst havde kæmpet for at lade den blive siddende hvor den var. Benægtet ham sit frie udsyn til hendes ansigt.

”Hnngh!” lød det noget beklagende fra hende, det samme øjeblik som hans hånd pressede hårdt omkring nerverne mellem hendes hals og skulder. Hun havde ikke engang nået at være lettet over, at han ikke længere havde et greb omkring hendes hals, og hun nu kunne trække vejret optimalt, før smerten jog igennem hendes krop. Øjnene blev klemt hårdt sammen og uden sin frie vilje kollapsede hendes krop svagt imod den ene side. Det var en ubehagelig smerte. Som en øm muskel der sad forkert på koglen. Og lige som før var der faret en hånd op mod hans for at få den fjernet.
Der skete så meget på en gang, at hun ikke havde tid eller mulighed for at reagere på det hele. For før hun kunne nå at gøre bare det mindste, havde han ligeledes fået et par tag i hendes hår. Endnu gisp løber over hendes læber.

Dog forsvandt registreringen af alt andet, da hun pludselig kunne mærke et par kolde læber blive placeret mod hendes udstrakte hals. Hun stivnede på stedet og spærrede straks de lukkede øjne op igen. Det sendte kuldegysninger ned af hendes rygsølje og en kortvarig traume slog igennem hendes hjerne. Og så kom bidet.
Hun bildte sig selv ind, at hun kunne mærke præcis, hvordan hans tænder trængte igennem hendes mange lag af hud. For så at bryde igennem nerver og muskelvæv for at kunne nå ind til det blod, han hungrede efter. Men hun hørte ikke sig selv skrige. Det blev kvalt med det samme og blev efterfulgt af hvad der meget muligt havde været et støn af smerte. Hun kunne fornemme blodet blive suget ud. Det var forfærdeligt. Det var langt værre end at blive tappet.
”Sto-…Stop..!” forsøgte hun sig frem. Hendes små hænder blev igen sat på arbejde. En blev lagt fladt mod hans brystkasse som før, mens den anden blev presset imod hans kraveben, hvorpå hun lagde kræfter i igen for at få skubbet ham væk. Hun var ligeglad med om hans tænder ville flænse hendes hals op. Hun ville bare have ham af sig. Hun kunne ikke få sig selv til at trampe ned på ham igen. Hendes ben var blevet som gummi allerede. Om det var den pludselige blodmangel eller bare frygten der fyldte hende, kunne hun ikke gøre sig klog på.

//OOG: Det er perfekt! Hvis ikke der blev brugt til powerplay i denne situation ville man umuligt komme nogen steder. xD//

Blodet smagte sødt, og han lukkede øjnene af ren nydelse, da smagen fyldte hans mund og gled ned igennem hans hals. Djævel. Uden tvivl. Det var ikke det sødeste blod, man kunne få fat på, men det var godt. Grådigt drak han løs af blodet, lige nu var planerne om at skule lege med hende glemt. Lige nu tog sulten over. Constantine lod aldrig sig selv blive meget sulten, men når man var vant til at være mæt, blev den mindste sult stor. Og selv når han var mæt, kunne han drikke. Han havde ingen hæmninger, selvom hans skaber havde forsøgt at lære ham mådehold. Men hvorfor skulle man styre sig, når man bare kunne tage?

Skiftet fra menneske til vampyr havde trukket en skjult sadisme frem fra de mørke skygger i hans hjerne. Og han fulgte sine lyser som han ville.

Han registrerede næsten ikke hendes kamp for at komme fri, men klemte bare hårdere om det stykke muskel, han havde fat i. Hendes forsøg på at skubbe ham væk, fik ham ikke en gang til at vakle, i stedet trak han hende nærmere ind til sig. Hun var lav i forhold til ham, og han stod en smule foroverbøjet for at kunne nå hendes hals.

Efterhånden som han drak, tog den rationelle tankegang over igen og efter at sunket en sidste gang, slap hans læber hendes hals. Lidt drillende lod han tungen glide over de to små sår for at slikke blodet af. Det burde også hjælpe med at stoppe blødningen. Med et smil, slikkede han hende hele vejen op til øret, selvom det ikke var nødvendigt. Han nappede hende med en enkelt spids tand i øreflippen og rettede sig så op, mens han så på hende med et blik, der var fyldt med tilfredshed og morskab. Han morede sig altid, når han havde fat i et offer. Og denne lille djævel var så sårbar, han kunne ikke andet end more sig over, hvor sjovt det var, at gøre hende bange.
"Mhm. Så sød." Han slap hendes hår, men blev ved med at have fat i hendes skulder.

Det havde virket som en evighed, før han endelig trak sine tænder ud af hende og holdt op med at indtage slurk efter slurk af hendes blod. En hver der havde oplevet noget lignende ville sikkert virke hendes ret i, hvor meget det var som tyveri. For han havde taget noget der var hendes uden hendes sammenstykke. Hun havde ikke givet ham lov. Og samtidig stod han og tog, hvad der var hendes, lige foran næsen på hende. Som smurte han det ind i hendes ansigt, at hun ikke kunne gøre noget ved det. Han trådte på hendes usikkerhed. Han fik hende næsten til at føle sig mere menneskelig, end hun gjorde i forvejen. For hvis bare hun tillod sig selv - Hvis bare hendes mentalitet gav slip - ville det ikke være et problem med at få ham på afstand. Men i stedet skulle hun stemples som svagelig.

Hun kunne sagtens mærke, hvordan hendes kropsspændinger faldt sammen for så med ét at spænde op igen. Hun hvinede sagte, da hans tunge kærtegnede de små sår og kørte videre op ad hendes hals. Igen overtog kuldgysningerne. Hun brød sig ikke om at blive rørt. Ikke på den måde. Ikke længere. Hun udsendte et lille ryk, da han nappede hende i øreflippen, men så syntes det også at være overstået.
Så snart han slap grebet i hendes hår faldt hendes hoved en smule fremover. Slapt. Og det lange hår faldt ligeledes ned over det. Det kunne tydeligt ses, at hendes mørke manke ikke var blevet klippet i et godt stykke tid. Hun havde ikke givet det meget mere kærlighed end at vaske det og redde det ud en gang imellem. Hun pustede tungt ud, som havde hun holdt vejret, mens han havde indtaget sin føde.
Hun stod stille i et lille stykke tid, hvorpå hænderne, der havde været langt mod hans krop knugede sig sammen om hans T-shirts stof. Hendes hals dunkede stadig. Ligesom det havde gjort lige efter han havde bidt hul på hendes hånd. Langsomt løftede hun sin ene hånd op mod hans ved hendes skulder. Hun måtte havde vænnet sig til det, for så ondt gjorde det ikke længere. Forsigtigt lagde hun sin hånd oven på hans, som et meget sølle forsøg på at få den fjernet. Hun løftede hovedet igen og søgte øjenkontrakt på ny. Tårer havde fundet sin vej frem i hendes øjne, men hun blinkede nok til at se ikke nåede og glide ned over hendes kinder. ”It hurts..” var det eneste hun kunne finde på at sige. For hun vidste, at han ikke ville høre på hvad hun sagde. Han var ligeglad.

Så blev der taget et vaklende skridt tilbage for at genopholde balancen. Men pludselig blev benet sendt fremad igen. Med et bøjet knæ direkte i retning af hans skridt.

Constantine kunne godt lide, at hun tydeligvis ikke brød sig om at blive rørt ved. Selvfølgelig var der ikke nogen, der tog det pænt, når han forsøgte at spise af dem, men det var som om, at hun reagerede endnu mere voldsomt i mod alle hans berøringer.
Det var nu ikke fordi, at han havde tænkt sig at gøre andet, end at få alt det blod ud af hende, som han kunne komme til. Han havde ikke en gang planer om at slå hende ihjel, det ville være sjovere at efterlade hende med traumet over at være blevet bidt af en vampyr. Bidt flere gange.

Hun blev ved med at holde fast i hans t-shirt, som havde hun givet op på at stikke af. Hele hendes udstråling gav ham fornemmelsen af, at hun havde givet op. Det var næsten en skam, han kunne godt lide, når de forsøgte at kæmpe i mod. Men samtidigt var det også ganske fornøjeligt, når de bare lagde sig ned og gav ham lov til at udfolde sine sadistiske, sultne lyster.

Endeligt så hun op i mod ham og hendes øjne var blanke og ynkelige. Han skulle lige til at svare på hendes lille ynkelige piveri, da der skete noget, han ikke havde forudset. Hun havde virket så opgivende. Og han havde troet, at han havde styr på hende.
Smerten skød op fra hans skridt, borede sig ind i hans hjerne og fik hans mavemuskler til at trække sig sammen, så han knækkede sammen. Han slap hendes skulder og lagde begge hænder over sit skridt.
"Hnngh." Mere kunne han ikke sige, da det var som om, at han ikke kunne få luft hverken ind eller ud af sine lunger. Han kneb øjnene sammen og vaklede et skidt bagud. Åh gud, det gjorde ondt. Hvad i alverden var der lige sket der? Hvordan havde han ikke set den komme? Satans møgunge. Han ombestemte sig. Hun skulle dø.

Autumn ventede ikke et eneste millisekund med at flytte sig væk fra ham. Så snart hun kunne mærke at hans hånd om hendes skulder løsnede sig bare lidt, vred hun sig helt fri fra den. Hun trampede klodset flere skridt tilbage. Nok omkring et halvt dusin. Bare for at få nok afstand til ham, inden hun observerede, hvad hun havde gjort ved vampyren. Hun fik det næsten helt dårligt af at se ham foroverbøjet. Men så også kun næsten. Og heldigvis var der ikke den mindste form for medlidenhed at finde i hendes ansigt.

Hun trak vejret som var hun forpustet. Hendes brystkasse steg og sank markant igen og igen, og hendes hjerte syntes at galoppere af sted i høj fart. Det var ikke første gang for hende. Hun havde før været offer for en sulten nattevandrer. Men det gjorde ikke oplevelsen meget mindre skræmmende. Hun havde sværget for sig selv, at hun ikke ville lade det ske igen. Og nu stod hun der - Med to friske huller i halsen endnu en gang.
Hurtigt løftede hun en hånd op og lagde den henover bidemærkerne. Hun pressede forsigtigt ind mod dem, selvom det stadig var et yderst ømt område. Blodet havde som forventet ikke stoppet med at sive ud, dog virkede det ikke til at være alt for voldsomt. Godt nok havde han ramt en større blodåre, men det var langt fra livstruende. Med det sagt kunne hun nu alligevel fornemme sin hånd blive våd jo længere, hun stod og stirrede på den stakkel mand.

”I told you not to touch me!” Hele hendes krop rystede, men ikke hendes stemme. Det eneste der indikerede, at hun var bange, når det kom til hende stemme, var tonen af dumdristigt og desperat mod. Hun havde også droppet det franske uden selv at lægge meget mærke til det. ”And I’m not yours!” Hun tog endnu et skridt tilbage. Øjnene forblev blanke, men hun følte ikke flere tåre blive dannet, hvilket altid var noget. Håret flagrede i takt med vindens blæst. ”Stay away from me!”
Et nyt skridt og så vendte hun sig om. Og selvom hendes ben var dem der rystede mest og som sådan stadig føltes som gummi, satte hun i løb. Noget hun skulle have gjort fra starten. Hun kiggede sig ikke tilbage, så lige frem for sig, mens hun fortsatte i god tro, at det var ovre.

Constantines ansigt forvred sig i smerte, og han fik endeligt luft ned i lungerne. Hvilket var en sær ting at være lettet over, siden han ikke havde brug for det. Men selv efter at have været vampyr i så mange år, hang den menneskelige trang til at trække vejret stadig ved.
Den tåge, som smerten havde lagt over hans hjerne, lettede langsomt. Tøsen sagde et eller andet til ham og vendte om for at løbe. Constantine lod hende, selvom han lige nu allerhelst ville vride halsen om på hende. Han skulle lige have sin krop til at ville samarbejde, så han kunne løbe efter hende.

Vreden skar igennem ham, og hans øjne glimtede som et vredt rovdyrs. Langsomt rettede ham sig op og så efter den løbende pige. Så hun troede, at hun kunne stikke af fra ham? Med sine vampyrkræfter kunne han indhente hende i løbet af ingen ting, og hvis hun forsøgte at gemme sig, kunne han lugte sig frem til hende. Det var endnu lettere nu, hvor hun havde blødt. Han gav sig god tid, inden han fulgte efter hende. Lidt fraværende rettede han på sin jakke og kørte en hånd igennem sit hår. Kort rørte han ved halskæden om sin halsen, inden han satte efter hende. Han kunne løbe langt og hurtigt. Hans krop havde ikke brug for luft og hans muskler kørte på det blod, han lige havde drukket. Den styrke blodet gav ham, pulserede igennem hans krop, og han satte farten en smule op.

Det tog ikke lang tid at indhente hende. Han sprang på hende bagfra, så han væltede hende om på jorden, trillede rundt med hende og endte med at sidde ovenpå hende. Hurtigt greb han fat i hendes håndled og holdt hendes arme ned mod jorden. Han havde lyst til bare bukke sig ned og flå hendes hals op med tænderne, som en løve, der havde fanget et byttedyr, men han lod være. Hun skulle ikke dø så let. Absolut ikke.
Med sit vrede blik så han hende i øjnene.
"Det var dumt gjort, lille pige. Du skrev under på din egen død."

(( Hvor meget må hun komme til skade? xD ))

Noget i hende var overbevist om, at det var lykkes hende at komme væk. At hun havde vundet denne kamp. At hun var hurtig nok til at slippe hen i en afstand stor nok til at han ville droppe jagten og lade hende gå. Noget der stille og roligt spredte sig videre for hver gang hun landede et succesfuldt skridt. Men så tilgivende var et liv i Di Morga normalt ikke. Og der blev ikke givet undtagelser denne nat. For før hun overhoved så meget kunne nå at opfange lyden af hans fødder eller fornemme hans tilstedeværelse, blev hun stoppet brat i sin flugt. Hun lagde ikke rigtig mærke til den ekstra vægt, der blev lagt oven på hende til at starte med. I stedet så hun sig selv nærme sig den hårde asfalt, som hun mistede et ordentligt fodfæste.

Der var ikke tid til at få stødt godt nok af og hendes ene knæ blev offer for det, ved at blive skrabet hen ad jorden, inden hun trillede et lille stykke over. Blot for at falde tungt på ryggen. Den tid det tog for hende at ømme sig over faldet, blev tilsyneladende ikke spildt, for hun fik ikke megen muligt for at kæmpe imod, før begge hendes arme blev presset ned imod underlaget.
Forpustet og fortumlet, blev hun liggende. Hovedsageligt for at få vejret igen. Hun var ikke i sin bedste form og adrenalinen, der havde pumpet rundt i hendes krop, spillede også en stor rolle. Forsigtigt åbnede hun sine øjne, blot for at blive mødt af hans borende blik lige ud foran hendes ansigt. Straks formede der sig frygt i hendes udtryk. Hans ord nåede hende knap nok, men hun havde alligevel en god fornemmelse af situationen. Han var som en åbenbog på et fremmed sprog. Han var nem at læse, men den præcise forståelse af hans tanker var ukendte. Hvilket skræmte hende mere.

”Let go! Please!” pev hun ynkeligt, som energien kom tilbage lidt efter lidt. Hænderne blev knuget hårdt sammen samtidig med, at hun begyndte at vride og dreje for at komme fri. Armene blev anstrengt for at komme ud af hans greb. Benene kæmpede for at skubbe hende væk under ham. ”Dont..! I won’t heal!” Hun vrøvlede. Fornuften vidste, at der ikke var noget, hun kunne sige for at komme ud. Men det menneskelige instinkt slog ind som altid. Den udviklede hjerne havde trods alt vokset op i tro om, at alt kunne klares med kommunikation.