Hello stranger – Sansiss.

Sted: Midt i skoven.

Tid: Midt eftermiddag, mandag, sommer.

Vejr: Solskin og meget varmt.

Omgivelser: Mange træer, smukke blomster og fugle der synger.



Yurie havde valgt at tage en tur ud i skoven, denne smukke eftermiddag. Mest fordi hun trængte til at få nogle nye blomster ind i hendes hjem og hun havde ingen idéer til mallerier. Så hun havde taget en lidt tyndere kimono på i dag, som havde mange blå farver og hvide blomster. Hun havde taget tynde sokker på og hendes pæne sandaler som passede til. Sat hendes hår op i en knold og derefter taget en let sjal omkring hendes skuldre, så hun ikke begyndte at fryse.

Det var varmt, men hun blev så nemt syg, så hun ville ikke risikere noget. Derefter fandt hun en papirs paraply og en lille kurv til de blomster hun ville finde. Hun gik ud af hendes hus, låste dog ikke døren, da der aldrig kom nogen herud hvor hun boede og hun gik derefter ind imod skoven.

Da hun endelig var kommet langt nok ind, fandt hun en stor sten som hun lagde hendes paraply på og hendes sjal hvorefter hun satte kurven midt i lysningen og gik i gang med at samle en masse blomster. Uhh de var så fine og der var virkelig mange.

”Hmm.. Nogle af disse, og uhhh! Dem her også..” Hviskede hun svagt med et lille fnis imens hun plukkede flere, gik over og lagde dem i kurven og derefter videre og finde flere.

En yderst smuk dag med en helt særlig fornemmelse over sig... det lå som en let spænding i luften, og han kunne slet ikke undgå at føle det.
Måske var det blot dagen og det gode vejr der gav ham denne fornemmelse... måske bare et tilfælde...

Men noget sagde ham at sandheden var en anden.

Med tanker på den underlige, sitrende fornemmelse, begav han sig ud fra det skjulte hus og ud i den massive, omkringliggende skov.
Solen bagte ned gennem trækronerne, og skabte et smukt, næsten lyst skyggespil på jorden - enhver som kunne lide at noget var idyllisk, ville elske denne dag.

Selv han, 'Sansiss', måtte erkende at det var noget helt specielt.

Han begav sig roligt hen over skovbunden mens han tænkte over hvad der kunne være grund til hans underlige fornemmelse... og efter ganske få skridt stoppede han op.
Han kunne fornemme nogen i nærheden... en person...

De røde øjne blev fyldt med en farlig nysgerrighed, og han satte lydløst af sted mod det område hvor han kunne fornemme personen.
Efter ganske kort tid, fik han øje på den unge, asiatiske kvinde - og han stoppede op mens hans blik blev låst fast på hende.

Han blinkede en enkelt gang og mærkede igen den sitrende fornemmelse.
Et underligt smil bredte sig på hans ansigt mens han stirrede på hende inde fra skyggerne... aldrig havde han set så køn en menneskepige før. Hun tog næsten vejret fra ham med sin skønhed...

Ikke noget han havde prøvet før.

Sansiss skubbede tankerne til side, og trådte roligt ud i lysningen mens han fortsat betragtede den unge kvinde.
Han var iført en halvt åben, sort skjorte, et par mørkegrå bukser og læderstøvler.
Det lange, hvide hår hang løst ned ad hans skuldre og ryg.

"Hvad har vi dog her...?" sagde han, med en stemme som var absolut mystisk. Han havde endnu ikke helt bestemt sig for hvad han ville gøre...

Yurie havde været i gang med at nynne en sang imens hun sad nede imellem blomsterne og plukkede nogle forskellige som hun var i gang med at flette ind til en krans som hun ville hænge op i hendes stue. Hun smilte svagt for sig selv og kiggede rundt efter nogle blå blomster.

Hun hørte pludselig en mandestemme og vendte sig hurtigt om og kiggede efter den. Hendes mørkebrune øjne blev utrolig store og hun blev helt mundlam da hun så den utrolig smukke herre som stod der. Dog kunne hun ikke helt sætte ord på hvad hun følte da hun så den sorte hud, det hvide hår og de spidse øre. Hvad i alverden var han?

Yurie holdte godt ved i hendes blomster og vidste ikke helt hvad hun skulle sige.

”Øhm.. Kan jeg hjælpe dig?” Var det eneste hun lige kunne få sig selv til at sige.

Hans blik fejede ned over hendes kimono og han lagde hovedet let på skrå.
Det var tusindvis af år siden han sidst havde set en gå klædt sådan... hvilket var en skam, da den slags klæder var langt det smukkeste som menneskenes syersker nogensinde havde formået at kreére.
Asiens gamle stil var klassisk, og den ville altid være det.

Hans røde blik mødte hendes mørkebrune, og han stod et øjeblik som forstenet ved synet af hendes øjne.
Ikke blot uskyldigheden i dem... men selve udseendet... alt ved dem.

Han blinkede en enkelt gang og smilede kort til hende, en smule usikker på hvad hans næste træk skulle være...
"Det her område er farligt, frøken... de siger at der bor én herude som gør unge kvinder fortræd - endda dræber dem i nogle tilfælde." sagde han roligt.

Yurie kiggede nysgerrigt op på manden da han ikke sagde noget i et stykke tid. Da hun hørte hans ord om at der var en farlig mand herude som tog kvinder, kiggede hun lidt på ham for at studere hans træk. Hmmm, det havde hun aldrig hørt om.
”Er der? Sjovt..” Sagde hun blot og kiggede ned på hendes hænder med blomsterne. Yurie havde aldrig set sådan en fyr som ham, hun var sikker på at han ikke var menneske. Men hun tog sig ikke af det, det var hans private ting, så hun ville ikke rode i det.

Hun rejste sig elegant op, det var tydeligt hun var helt van til at gå i en kimono. Derefter bukkede hun sig ned, tog hendes blomster og gik over til stenen hvor hun havde lagt hendes ting. Hun havde dog taget kurven med på vejen. Da hun tog den gamle traditionelle cardigan på, som matchede hendes kimono og papir paraplyen op, kiggede hun tilbage på ham med et utrolig varmt smil.

”Tak for Deres advarsel, jeg må hellere smutte tilbage til mit hus så.. Det er sjovt, har boet her i noget ting efterhånden, men har aldrig hørt om bortførsler herude.” Hun trak svagt på hendes skuldre, hvorefter hun bukkede dybt til ham, som en hilsen og smilte tilbage til ham.

”Må De have en utrolig go’ dag, Hr. Med mindre de selvfølgelig med vil mig hjem og have en kop te?” Sagde hun med et lille smil.

Det var sjovt som ingen var klar over at det var herude han holdt til.
Dusørplakaterne var stadig til syne inde i selve Terre, men der var få tilbage efterhånden. Det var mest af alt som om ordensmagten havde givet op.

Men okay... efter tre dusørjægeres miserable, mystiske forsvinden, var det vel forståeligt nok...

Da den unge menneskekvinde smilede sit utroligt varme smil til ham, frøs han igen, og denne gang fornemmede han en underlig varme i kinderne... næsten som om...
'Nej....' tænkte han for sig selv, 'Neej nej, det her sker ikke...! Umuligt!!!'

Men joo... Han, Sansiss, manden som havde gjort frygtelige ting mod mange, mange kvinder rødmede.

Skammen var frygtelig.
Han fattede det ikke.
Aldrig var det sket før.
Det var FORKERT!

Han forsøgte at få styr på sit kogende, oprørte sind, og det lykkedes ham først da hun skulle til at gå.
"Hva'...? Nej, vent." hørte han sig selv sige - og aldrig havde han haft så stor lyst til at slå sig selv i ansigtet med en knytnæve.
"Jeg mener... ja. Te."

Hold da kæft...

Han rystede kort på hovedet og var parat til at følge med hende.

Yurie kunne ikke lade vær med at grine lidt, hun holdte svagt hendes hånd, som var let gemt af hendes lange ærme foran hendes mund og fniste svagt. Han var utrolig venlig, tænkte hun lidt.

Hun slog paraplyen op og gik afsted da han var kommet op ved siden af hende Yurie holdte hendes kurv i den anden hånd, som nu var fyldt med nogle få urter, nogle bær og en masse blomster som hun fint havde lagt derned.

”Jeg bor ikke så langt herfra. Mit hus ligger i udkanten af skoven ved en lille sø.” Hun hev lidt op i hendes lange kimono da hun trådte over en gren som lå midt på jorden.

”Hvor bor du?” Spurgte hun og kiggede op på ham.

Dog havde hun glemt alt om den anden gren som spærrede den lille sti og hun snublede og tabte både hende paraply og kurv da hun gispede højt og faldt imod jorden.

Hun lo ad ham... og flovheden meldte sin ankomst endnu en gang.
Som en gal tyr jog han den væk, og fokuserede på den unge kvindes ord i stedet.
Det hjalp... altså lige bortset fra at hendes stemme OGSÅ havde en underlig effekt på ham.
Han begyndte så småt at overveje om hun mon i virkeligheden var en succubus... en hundæmon hvis udseende og stemme havde en magisk effekt på mænd...

"Jeg bor... et par minutter herfra, i den modsatte retning." sagde han, og denne gang var hans stemme rolig og fattet.

Da hun snublede, reagerede han hurtigt og greb hende om livet med den ene arm så hun ikke faldt, mens han greb kurven med sin frie hånd, og endda formåede at redde omtrent halvdelen af dens indhold.
Han sagde intet...

Yurie mærkede den stærke arm omkring livet på hende og hun rejste sig lidt akavet op imens hun grinte svagt over hendes uheld. Hun mærkede dog hvor tæt hun var på ham da hun endelig fik sig rejste op og kiggede ham lidt op i ansigtet. Hendes krop og hår duftede af en blanding af søde urter, blomster, natur og en lille bitter duft af maling.

Hun grinte svagt og tog et lille skridt tilbage da hun mærkede varmen stige op i hendes kinder.

”Heh.. Undskyld, jeg kan være rimelig klodset..” Hun bukkede sig ned og tog hendes paraply igen imens hun tjekkede om hendes kimono mon var gået i stykker nogen steder imens hun fejede et løst hår væk fra hendes ansigt. Hendes knold var blevet lidt løs, så mange små hår var faldet ned.

”Nå.. Nu skylder jeg vidst virkelig en kop te.” Grinte hun da hun blidt greb ud efter hendes kurv igen.

Hendes lette rødmen fik ham til endnu engang at føle den yders, yderst, YDERST uvelkomne varme i kinderne.
'Hvad i alverden er det der sker...? Er hun virkelig en succubus...?' tænkte han halvforvirret for sig selv.

"Ingen grund til at undskylde..." fik han sagt.
Han betragtede hende stille mens hun tjekkede sit tøj.
De løse hår gav ham et indtryk af at hun ville være endnu mere smuk hvis hun lod håret falde...

"Heh... te lyder som en fin belønning." sagde han.
'Sagde jeg virkelig det!?' råbte hans indre stemme ad ham.

Yurie stoppede og kiggede op på ham med et lille grin.

”Belønning? Vent nu med at sætte dine håb op før du har smagt min te.” Grinte hun og tog blidt kurven fra hans hånd, hvorefter hun gik afsted og hoppede elegant over den næste gren som lå hen over stien.

Efter de havde gået i nogle få minutter kom de ud af skoven og op imod et hus som lå lidt gemt iblandt en masse træer.




Yurie gik roligt op til hus, op af den lille trappe og gik indenfor hvor hun lukkede hendes paraply og lagde den ned i en lille kurv. Hun hoppede ud af hendes sandaler, gik derefter op på trægulvet hvor hun tog nogle hjemmesko på og fandt nogle frem til manden hvis han havde lyst til det.

”Bare lad som om du er hjemme.” Smilte hun og gik ind igennem huset. Det var utrolig stille og roligt i hele huset, der duftede svagt af mange blomster og nogle urter, samt lidt maling.

Han havde helt glemt den åndssvage kurv, og han følte sig godt dum da han slap den så hun kunne tage den.
"Åh, din te kan ikke være værre end den jeg laver..." sagde han.
Det var sandt.
Mudder smagte bedre.

Da hun førte ham over til det smukke, asiatiske hus, nikkede han imponeret.
Endnu en gang viste østens stil sig som den bedste...

Han var meget tæt på bare at gå ind i sine støvler, da mindet om hans gamle studier vendte tilbage til ham.
Dengang for så længe siden, havde han lært meget om østens kultur - deriblandt hvor uhøfligt det var at gå ind med udefodtøj på.

'Hvorfor tager du dig af det...? Et eller andet sted ved du jo godt hvad det er du vil med hende... det samme som med de andre.' tænkte han halvirriteret for sig selv.
Men på trods af det, trak han støvlerne af og tog de tilbudte hjemmesko på.

Han så sig omkring da han trådte indenfor, og kunne ikke lade være med at smile.
"Du bor... smukt. Og så tæt på mig at jeg ikke fatter jeg ikke har opdaget det."

Yurie gik ud i det lille hyggelige køkken, hun satte kurven på bordet og gik over til nogle af de papirs tynde vægge og trak dem til side så man kunne se udsigten over søen og en masse træer og blomster. Hun gik derefter tilbage, fandt en snor som hun trak hendes ærmer op med, som så mange andre asiatiske kvinder gjorde når de skulle arbejde med kimono på. Derefter fandt hun en forklæde som hun tog på og havde selvfølgelig taget hendes cardigan af.

”Hmm.. Jeg holder mig for det meste for mig selv. Jeg er ofte meget syg og kommer ikke meget ud også på grund af mit arbejde.” Hun pegede derefter over på et maleri som stod op af væggen sammen med en masse andre. Det var en kunde som kom på et tidspunkt og skulle kigge på dem.

Hun gik derefter over og satte noget vand over imens hun tog kurven med ned på det lille bord som var foran den nu åbne væg ud til søen. Hun satte sig ned på en pude og kiggede op på fyren.

”Aj, hvor er mine maner, jeg har slet ikke fået dit navn endnu. Jeg hedder Yurie Hayashi.” Sagde hun og rakte hendes hånd ud for at hilse på den mere europæiske metode. Hendes hånd var lille, slank, lidt kold med utrolig blød hud. Hun brugte meget tid på at pleje hele hendes krop, så hendes hud var næsten silke blød.

"Meget syg...? Hvorfor dog?" spurgte han, og tænkte at hun måske ikke var vant til klimaet i Europa...

Da hun viste malerierne frem, lagde han hovedet let på skrå og betragtede dem.
Hvis der var noget som han var virkelig god til, så var det at vurdere kunststykker og skatte... og det interesserede ham ualmindeligt meget.
Han gik helt hen til malerierne og studerede dem nøje en ad gangen.

"Smukt... du har talent..." mumlede han mens hans fokus var næsten hundrede procent på kunstværkerne.
De havde passet fint ind i hans samling, da han stadig havde den...

Han blev dog hevet ud af sit kunst-fokus da hun talte til ham igen. Igen... hendes stemme...!

Han kiggede på hende, gik derover for at sætte sig, og tog så hendes hånd i sin.
Øjeblikkeligt følte han det som om strøm fór igennem hans krop, men ganske let...
Hendes hud på hænderne var så blød at han ikke kunne undgå at tænke på hvordan den mon føltes andre steder...

"Yurie Harashi..." han smagte lidt på navnet og nikkede så.
"Mit navn er... øh... du kan kalde mig Zuresh." sagde han med et smil.
Han slap hendes hånd, selv om han egentlig ikke havde lyst til det.

Hun smilte da hun hørte at han roste hendes malerier, hun var altid glad når folk roste hende for den ene ting hun selv syntes hun var sådan rimelig til. Dog var hun utrolig kritisk omkring sig selv. Hun levede i det billede at man altid kunne blive bedre.
Et lille svagt gisp kom fra hende da hun mærkede hans store stærke hånd omkring hendes, et lille stød havde kørt op igennem hendes arm og hun grinte svagt da hun hev hendes hånd tilbage og lagde den i hendes skød imens hun hørte den lille kedel pibe svagt, med at vandet var klar.

”Woh! Vandet!” Hun rejste sig hurtigt op og små løb ud i køkkenet, hev kedlen af ilden og slukkede hurtigt for hendes gas komfur. Derefter fandt hun hurtigt en lille krukke hvor hun puttede nogle urter ned i et lille brev og lagde den forsigtigt i kedlen, fandt nogle små krus og satte det hele op i bakke. Yurie åbnede til sidst et lille skab hvor hun fandt nogle småkager frem og lagde dem på et fad.

”Woh, tung.” Grinte hun da hun tog bakken og gik forsigtigt hen til bordet igen og satte det hele ned på bordet.

”Sådan, tag endelig for dig. Teen er nogle tørrede rosen blade med nogle tørrede jordbær og andre vilde bær. Håber du kan lide den.” Smilte hun blidt og hældte noget af teen op i et krus til ham og satte den over til ham. Hvorefter hun hældte op til sig selv.

”Rart at møde Dem Zuresh.” Hun sagde han navn utrolig blidt og smilte varmt.

Han betragtede hende som hun vimsede rundt og hentede tevandet, for derefter at lave teen, finde småkager, anbringe det hele på et fad og placere det på bordet mellem dem.
Han smilede lidt da hun gav til kende at faddet var tungt...

"Rosenblade...?" sagde han lavmeldt mens han betragtede teen i hans krus.
Han tog fat om kruset med den ene hånd, løftede det op til læberne, og smagte på den varme te.
Så nikkede han og smilede til hende.
"Det er ganske godt. Bedre end det meste man kan få her i landet..."

Da hun sagde hans navn på den måde hun gjorde, var han meget, meget tæt på at gyse - og frustrationen meldte sig endnu en gang i hans sind.
Han var ikke klar over hvad fanden der skete med ham...!

"Rart at møde dig, Yurie." svarede han med en langt mere rolig, dyb stemme end han troede han kunne formå lige nu.
Han så hende i øjnene og smilede.

Yurie smilte glad da han kunne lide teen. Hun tog selv en lille tår og satte sig lidt tilrette på puden imens hun satte koppen ned og tog en småkage. Det var ganske normale fiber kager, ikke noget specielt, men utrolig sundt og lækkert.
Hun dyppede kagen i teen og spiste lidt af det imens hun kiggede ud og svagt nød stilheden.

”Hvad laver du endelig til dagligt, nu hvor du for eksempel ved jeg går herhjemme og maler dagen lang og passer huset.” Hun grinte svagt og prøvede at få en samtale op og køre.

Hun var slet ikke van til at have gæster, så det at Zuresh var her, var noget hun skulle vende sig lidt til.

Yurie sad med en albue på bordet og lænede sig lidt op ad ned med hendes kæbe imod hendes håndflade og kiggede nysgerrigt over imod Zuresh. Hendes brune øjne havde nogle små gyldne pletter i dem, hvis man kiggede godt efter.

Denne fyr var utrolig interessant, mest fordi hun vidste at han ikke var menneske. Hun havde læst meget om overnaturlige væsner, men aldrig i hendes liv troet hun ville måde en.

Han prøvede en småkage da hun gjorde, og måtte erkende at de var helt okay. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde fået sådan en...

Hendes spørgsmål kom bag på ham, selvom det egentlig var et helt normalt spørgsmål at stille.
Hvad skulle han sige...? Han kunne ikke fortælle hende sandheden... ej heller kunne han fortælle hende hvad han lavede når han ikke 'arbejdede'...

"Jeg er... uden arbejde. Jeg er selvforsørgende." sagde han, uden at det egentlig var løgn.
Han smilede og fortsatte: "Jeg har hvad jeg skal bruge i mit hjem, og det jeg så mangler, kan jeg lave selv."

Yurie smilte og nikkede. Det var meget som hende selv, dog fik hun leveret ting fra supermarkedet, siden hun ikke selv kunne hente det.

”Ahh, det er også altid rart, så ved man hvad man har at gøre med.” Smilte hun og tog endnu en bid efter hun havde dyppet den i teen. Hmm, det var nu meget rart at sidde her med Zuresh og snakke lidt.

”Ikke for.. At være.. Uhm.. Respektløs, men.. Jeg kan tydeligt se at du ikke er menneske.. Hvad er du endelig?” spurgte hun, det var tydeligt at hun virkelig overvejede hendes ord for ikke at være påtrængende.

Yurie’s øjne lyste næsten med nysgerrighed og hun kiggede lidt rundt og studerede hans reaktion, mest fordi hun ikke vidste om man var uhøflig for at spørge om sådan noget?

"Ja, det er skam rart. Man er ikke afhængig af andre end sig selv..." sagde han med et lille smil.
Han var ved at falde lidt til ro igen... og en del af ham kunne ikke helt lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis den underlige 'magi' der havde ramt ham mens han havde været sammen med Yurie, forsvandt.
Måske villa han tage hende med til sit eget hjem... og udleve den sadistiske trang han konstant havde.
Noget sagde ham endda at han ville nyde det langt mere med denne unge kvinde, end med de fleste andre...

Hendes spørgsmål fik ham hevet ud af tankespindet, og han tog endnu et sip af sin te mens han betragtede hende.
Sandheden... var ikke noget han skulle ud med... ikke nu ihvertfald.
"Jeg er en Sortelver." sagde han.
Det var morsomt som han kunne sige noget som ikke helt passede, men som alligevel ikke var løgn...

"Og du er et utroligt smukt menneske." hørte han sig selv sige - og den indre krig i hans sind begyndte igen at blusse op, mens han rasede lydløst på sig selv for at sige sådan noget!

Yurie blinkede svagt da han sagde hvad han var, sortelver? Den havde hun aldrig hørt om før. Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilte svagt. Dog var der noget i hende som sagde at dette var sandt.
”Ohh? Jeg har aldrig mødt andre racer en mennesker før..” grinte hun svagt og hørte pludselig hans ord.

Hende? Smuk?

”Oh, uhm.. Tak.. De er også selv utrolig smuk.” Smilte hun varmt og mærkede varmen stige op i hendes kinder. Hun satte sig lidt tilbage, trak den lille pind som holdte hendes hår ud, rystede det lidt, så duften af blomster ramte lokalet fra hendes hår.

Hvorefter hun med øvede hænder, snoede det op igen og satte pinden i. Ah, meget bedre. Nu havde hun ikke alle de mange små hår som hang.

”Du sagde du boede inde i skoven? Men.. Ser du så ikke personen som fanger de kvinder? Kan du ikke stoppe ham?” spurgte hun nysgerrigt.

Hun havde aldrig mødt andre væsener end mennesker...? Interessant... og imponerende, da hun boede midt i Di Morga.
Men okay... hun boede meget for sig selv og virkede ikke ligefrem som typen der gik i byen og festede...

Hans indre kamp blev endnu mere intens da hun komplimenterede ham tlbage, og da hun rystede håret var han lige ved at snappe efter vejret.
Det her... hvad end det så var... føltes farligt for ham.
Men måske var det ganske enkelt fordi han ikke forstod det...

Hendes næste ord fik ham til at hæve det ene øjenbryn ganske let, og han vidste at han måtte overveje sine ord meget nøje... hvis han sagde det forkerte nu, ville hun finde ud af at det var ham der havde gjort de ting... og hvis hun forsøgte at flygte, ville han være nødt til at tage hende med, og hele processen ville gøre ham ude af stand til at stå imod længere.

"Hvad der sker med de kvinder... det må vel ske af en grund, og de siger at han lader de fleste af dem leve. Jeg... det... " han klappede i, og håbede lidt på det bedste nu...

Yurie sad lidt og tykkede på hendes kage imens hun kiggede lidt på ham. Hvad i alverden? Da hun var ude i skoven sagde han at hun skulle passe på for at en person snuppede unge kvinder og nu siger at vedkommende har en grund til at gøre det, som om kvinderne havde gjort noget forkert? Virkede han ikke også lidt nervøs. Hun lagde hendes hoved lidt på skrå og mærkede hvordan hun selv sad og virkelig studerede ham.

”Jamen.. Lige meget hvad man gør, så fortjener ingen at blive snuppet og gjort grimme ting ved..” Sagde hun lidt forvirret. I hendes verden fortjente alle en ekstra chance.

”Hvad har disse kvinder gjort for at fortjene sådan noget?” Hun så meget forvirret ud, imens hun svagt tænkte på om Zuresh var denne person.

Hun tog en lille tår, satte koppen ned på bordet og slikkede hendes læber svagt imens hun kiggede lidt vurderende på Zuresh.

”Zuresh? Du er vel ikke denne person, vel?” Spurgte hun blidt og lænede sig hen over bordet og greb blidt hans hånd, hendes øjne lyste virkelig op om at hun inderligt håbede han sagde sandheden og at han ikke var.

Selvom hendes ord var blide, hamrede de et efter et imod ham som hamre, og da hun spurgte ham om han var denne person, var der noget i ham der fortalte ham at han havde forspildt en chance for noget som kunne have været med til at ændre hans fremtid.

Han mærkede hvordan hun tog hans hånd, og da han mødte hende blik med sit eget, mærkede han for første gang noget tungt om hjertet.
Han var en dræber... han var en kold, blodtørstig dræber... men lige nu, i dette ene lille øjeblik, fik Yurie ham til at angre, blot en lille smule.

Men han var klar over at anger intet kunne gøre for ham.
Hendes hænder... den nærmest silkebløde hud... han mærkede den underlige fornemmelse igen, og den blev ikke mindre af deres øjenkontakt.

Efter en lang tøven, sagde han endelig: "Jeg er ham, Yurie."

Yurie smilte svagt da hun hørte det. Dog greb hun blidt hans hånd, kravlede om til ham og satte sig ned ved siden af ham imens hun blidt holdte hans hånd.

”Det var skidt.” Sagde hun blidt til ham imens hun kiggede ned i hans hånd. Hun vendte den blidt om og kiggede ned i hans håndflade imens hun lod hendes pegefinger glide hen over den sorte hud.

”Der hvor jeg er opvokset, var der mange.. Onde personer, som gjorde slemme ting. Men min bedstemor fortalte mig altid at man skulle se det gode i alle folk. Alle kan forandre sig, hvis de virkelig ønsker det.” Yurie smilte blidt og kiggede op på Zuresh.

”Jeg er sikker på at de kvinder, nok.. Havde gjort noget slemt siden du havde.. Gjort slemme ting ved dem.” Hun trak svagt på hendes skuldre.

Yurie’s forældre var blevet dræbt af en anden person, så hun havde vokset op med hendes bedstemor langt ude på landet, grundet Yurie’s dårlige immun system.