Life is always worth living.

Næsten som noget af det første blev gardinerne trukket fra så lyset ude fra fik oplyst lokalet med de helt hvide vægge. Dog syntes Fléur ikke helt at der var nok lys så loft lampen blev hurtigt tændt og gjorde rummet en smule mere velkommende. Hun satte efterfølgende sine hænder i siden og tog en dyb indånding over efter hun roligt pustede ud gennem munden. De hazel øjne var rettet afslappet ud af vinduet ned mod skolegården. Den perfekte udsigt for denne stilling. Så havde man altid udsyn til hvad der skete. Det havde nu været et par år siden hun selv havde gået på selv samme skole som hun nu havde fået taget en såkaldt vikarpraktik. Det var lidt underligt men hun skulle nok kunne vænne sig. Eller det kom meget an på hvor længe hun faktisk skulle blive her. Det var ikke specielt frustrerende at ikke have en bestemt tid anlagt foran sig men hun kunne godt gå rundt og undre sig omkring det for meget. Om det blev et problem for hende var forskelligt.
Pludselig begyndte hun at ryste på hovedet og trak sig selv ud af det lille tankespind hun havde fået lavet og kom igen tilbage til virkeligheden. Hun tog en halv drejning omkring sig selv og lod sit blik søge rundt i lokalet. Hun studerede alle de møbler der fyldte det ud. Skrivebordet, sengene og skabene. Det var egentlig ret stort i forhold til hvad hun havde forestillet sig. Med rolige skridt bevægede hun sig endelig hen mod det ene skab der ikke havde noget glas i døren så man ikke kunne se ind. Og i en blød bevægelse fik hun det åbnet. Hun rakte med det samme ud efter den hvide kittel der fint hang på en af bøjlerne. Bøjlen blev blot hængt ind igen og døren lukket i. Hun svang det hvide stykke tøj om sig og i samme bevægelse førte hun sine arme gennem ærmerne til den til sidst sad som den stykke om hende og hun så fik knappet den så den skjulte den sorte top hun havde på inden under. Hun kørte begge sine hænder ind under sit hår omme på nakken og fik ved at rede det gennem med sine fingre sat det fyldig brune hår op i en hurtig pjusket hestehale. Men som sædvanlig var hendes pandehår for kort så det endnu bare faldt som det prøvede. Hun havde ikke rigtig noget imod at hun var nød til at have kittel på. Hun var ikke en af dem der syntes den hvide farve var for kedelig. Og som så mange andre klædte farven hende trods hun havde en bleg hud. Det var nok den svage glød der altid var omkring hende der lige gav hende det sidste pift skønhed. Den glød som var så speciel for guds udsendinge.
Fléur knejsede kort med nakken inden hun blidt satte sig ned på den smalle kontorstol der var placeret foran skrivebordet. Det var som om at hendes indre legebarn tillod sig at komme frem eftersom hun hurtigt fik taget endnu en drejning blot stadig siddende på stolen. Hendes smil voksede en del og var der endnu idet stolen ikke drejede mere. Hun sad nu igen med fronten mod bordet. Hun tog forsigtigt den plade, med nogle forskellige papirer, op og lænede sig tilbage mod ryglænet hvor efter hun så bare startede med at bladre lidt gennem hvad der var. Tjekkede det hele igennem. Skimmede nogle steder men læste det meste, mere grundigt. Hvordan mon hendes første arbejdsdag blev..

Teenagere blev altid sløve ved denne tid. Alligevel mente rektor, at idræt var en storartet måde at afslutte dagen på, så derfor var nogle klasser så heldige, at have udendørsaktiviteterne på denne skide heldige tid. Et svagt skydække havde sneget sig op om Sydfrankrig og gav High School Di Morga et gråligt skær. Varmen hang dog stadig ved, bare mere fugtig og tung. Det var dræbende. Især for teenagerne, der oksede fra den ene ende ad fodboldbanen til den anden, alle iført sorte shorts og gule T-shirts, som det var krævet fra skolens side.

For Kevin McMillan var pulsen dog ikke spor høj, og det var til trods for, at han løb forrest i gruppen. Siden Irak skulle der bare mere til, måske et par runder mere ville få hjertet til at pumpe blodet rundt hurtigere, men for nu var det ikke mere anstrengende end en rolig gåtur på stranden. Hans uniform bestod af sorte shorts magen til elevernes, men T-shirten var hans egen, tyndt bomuldstekstil i en støvet rødlig farve og med en let V-udskæring. En tigerstribet fløjte og nøglen til det gamle redskabsskur hang om hans hals i en snor, som han mistænkte for at være gammelt snørebånd.

Da gruppen nærmede sig enden af banen, førte han fløjten op til læberne og lod en skarp lille lyd signalere, at de skulle stoppe. Han vendte sig mod de prustende elever og trak ansigtet op i et enormt smil, som kun blev gengældt af enkelte ivrige – to drenge, der også var med på skolens football hold. Eleverne blev delt op i to hold, og med et fløjt blev en almindelig rund fodbold af læder sparket ud mellem dem. Kampen gik i gang, pigerne hvinede panisk hvis bolden så meget som nærmede dem, og drengene spillede som gjaldt det liv eller død. Det var denne ujævne kampgejst der gjorde, at en vis mængde aggressivitet hurtigt blev hvirvlet op i luften. Drengene blev irriteret over pigernes manglende deltagelse eller deres dårlige forsøg på at sparke til bolden, og den irritation lod de gå ud over hinanden i form af unødvendige taklinger, så snart chancen var der. På et tidspunkt var der en af drengene, som ikke rejste sig op igen og med et, steg Kevins puls øjeblikkeligt. Drengen, der havde taklet ham, stod stadig og råbte ad staklen, spyttede hvad der syntes at være uendelige svadaer af skældsord og andet mundlort direkte ned i ansigtet på ham. De andre elever stoppede spillet og nogle kammerater forsøgte at nærme sig, men trådte tilbage, da Kevin McMillan oksede sig vej mod dramaet og rev den syndige dreng omkring med et fast tag i skulderen, lige inden han nåede at få sparket ud efter drengen i græsset. Hans muskuløse fingre borede sig i et kort øjeblik ind i kødet på drengen, skulderen var varm og svedig under det gule tekstil.

”HEY!” råbte Kevin med en overdøvende arrigskab og lod knægten vride sig ud af hans stålgreb. Det var Sheldon Demur, en af drengene fra football holdet, som Kevin kendte meget godt, hvilket også gjorde, at han kunne råbe mere ad ham, end han kunne ad de andre elever. Fandeme da altid problemer med temperamentet, Sheldon. Med sit eget ansigt få centimeter fra hans, trak han luft ned i lungerne til en verbal sviner og belæring om, hvordan man burde behandle hinanden:
”Hvad fanden bilder du dig ind, Demur?! Aldrig, jeg gentager, aldrig spark ud efter nogen, der ligger ned!” Kevins næver greb fat om Sheldons krave og han ruskede voldsomt i ham. ”Jeg kan godt sige dig, at hvis det her nogensinde sker igen… hvis du ikke snart får styr på temperamentet, så er du kraftedme smidt af holdet prompte!” Sådan, trussel smidt, så burde han fatte det.
Man kunne se på muskelsammentrækningerne om Sheldons mund, at han brændte inde med endnu flere dynger af beskyldninger og forsvar, men risikoen for at blive smidt af holdet, var ikke nogen, han turde tage. Han sank i stedet en bitter klump, og ordene ”Javel træner” hakkede sig besværligt ud mellem fortænderne.

”Træner…” afbrød en af de andre knægte og fik rettet Kevins opmærksomhed ned på drengen i græsset. Hans navn var Charlie Winston, og hans næse var hævet og rød af blod, enkelte klatter lå allerede spredt ud mellem de grønne strå. Det var dog lige godt satans. Med hjælp af en håndsrækning kom Charlie på benene, begge hænder ryger dog hurtigt op for ansigtet.

”Smut i bad med jer, den sidste halve time er aflyst… Og Demur, du løber banen rundt, indtil jeg kommer tilbage fra sygeplejerskeren.” Teenagerne vidste ikke, om de skulle juble eller forblive tavse: Sheldon Demurs ansigtsudtryk var ikke ligefrem et, man skulle komme til at grine ad. Uden at sige et ord begyndte han at løbe mod den anden ende af banen og Kevin begyndte mekanisk at genne Charlie Winston mod skolesygeplejerskeren. Ved forrige personalemøde var de blevet introduceret for en midlertidig praktikant, en køn ung kvinde, hvis Kevin skulle være ærlig. Det virkede i hvert fald ikke længere så slemt at skulle gå vejen derop, man kunne vel sige, at det var næseblodet værd.

”Hør her Winston, jeg… jeg regner sgu ikke med at gøre mere ud af det her. Altså med mindre du selvfølgelig vil have, at jeg går videre med det…”
- ”Selvfølgelig ikke, Sheldon er jo den store stjerne,” svarede Charlie med en undertone af foragt. Hans mørkebrune hår lå som en pjusket måtte om hans hoved og dækkede næsten hans øjne – det visuelle i dette had var derfor halvt skjult.
”Winston, det er bestemt ikke fordi, jeg vil…”
- ”Det er bare så skide typisk! Han kan bare gå og tro, at han kan gøre nøjagtig som det passer ham! Det er fandeme til at brække sig over. Jeg er så træt af det! Ingen gør noget!”

Kevin åbnede døren ind til sygeplejersken for Charlie. Han havde fat i noget. Sheldon var en idiot, en rigtig typisk quaterback, så man skulle tro, han var amerikaner. Men var hans far ikke også det? Problemet var bare, at han var en forbandede dygtig spiller, holdet kunne ikke fungere uden hans voldsomhed på banen. Udsmidning måtte ikke forblive andet end en trussel, men kom denne situation til rektor kunne det jo blive en stor udfordring at bibeholde det sådan. For helvede! Kevin trak ansigtet op i en opmuntrende grimasse, tilbage i lærer-masken, her kunne ingen nå ham og han kunne tage alt, hvad der kom i hans vej.

”Halløj du,” kvidrede han muntert, da han fik øje på hende den nye praktikant. Den hvide kittel gav hende et gudeagtigt skær. ”Et styks næseblod to go,” bemærkede han vittigt og puffede Charlie lidt af sted mod sengene, hvor han kunne finde en siddeplads. Selv blev han stående vippende på fødderne og med armene lagt over kors i et forsøg på at få sine muskler til at stå mere frem, betragtede han sygeplejersken med et bredt smil.

//OOG. resten af mine svar blive btw ikke så lange, det var bare lige for at starte op :D //

//OOG: Fint nok! :3 Mine svar varigerer også lidt fra hver gang..//


Det gav mere eller mindre et sét i Fléur idet at døren pludselig blev åbnet. Hun havde ikke det mindste forventet at faktisk få sine praktiske evner i gang i dag. Hun havde vel håbet at dagen ville blive rolig og hun ville kunne tage hjem med et tomt hoved. Ingen små historier at fortælle til dem der faktisk gad høre på de små fortællinger omkring hvad der foregik på arbejdet. Så overraskelsen der lå i hendes smukke hazelfarvede øjne, som hun hurtigt fik rettet blikket mod døren, var ikke til at skjule. Ikke i de to første sekunder i hvert fald. Hun fik med det samme øje på den høje unge mand samt den skadede stakkel han havde trukket med det. Manden genkendte hun med det samme. Han havde virket som en af de mest selvsikre til mødet nogle dage inden hun var startet. Eller han var nok mere højtråbende kunne man sige. Så at høre de ord der forlod hans mund i det nutidige øjeblik var ikke noget der kom bag på hende. Og det tog ikke lang tid inden hun forstod hvad han mente med det hele. ”Åh!” udbrød hun svagt og fik hurtigt rejst sig fra kontorstolen og pladen hun før havde haft i sine hænder blev lagt tilbage på bordet. Hun så med det samme fra den såkaldte idræts træner og hen mod teenagedrengen med blod ud af næsen. Det så rimelig voldsomt ud men hun virkede ikke til at være påvirket specielt meget af det. ”Det ser ikke helt for godt ud.” lød hendes blide stemme med en trøstende undertone idet hun begyndte at lede efter ting og sager der skulle hjælpe hende med at hjælpe ham.
Hun vendte hurtigt tilbage til drengen med noget papir og fik i en enkel bevægelse trukket stolen hen til sig. For at kunne sidde foran ham. ”Så.. Kan du fortælle mig hvordan dette skete?” spurgte hun stille og roligt drengen. Hun var endnu ikke kendt omkring navne så hun undlod at komme omkring det. Forsigtigt løftede hun sine hænder og endnu mere forsigtigt begyndte hun at tykke omkring hans næse. Blot for at sikre sig den ikke var brækket. Et slag som det, dette lignede, kunne sagtens have været hårdt nok til at sætte den i uret. ”Det ser ud til at du var heldig..” Et smil voksede nu igen frem. Imødekommende og strålende. ”Intet brækket. Den kan være lidt øm men det skulle nok gå over.” Hun trak sine hænder til sig igen men kun for at kunne få fat i de materialer hun havde liggende på sengen ved siden af ham. ”Jeg renser det lige kort..” Og sandt nok begyndte hun med en bestemt hånd men kun let trykken fik hun tørret resterne af blodet væk var både næse os kæbepartiet. Efterfølgende smed hun den nu mere røde vatklump fra sig og greb omkring en andet stykke papir der ikke var fugtet i vand som det andet. ”Her.” Hun satte roligt papiret mod hans næsebor og forsatte: ”Hold papiret oppe og tryk her.” Med den anden hånd vidste hun kort hvor han skulle holde på næseryggen inden hun fik afsluttet sine instrukser: ”Og læn hovedet tilbage. Slap lidt af mens jeg snakker med sin lære.” Hun afsluttede igen med et smil inden hun atter rejste sig fra stolen. På vejen hen mod den muntre træner fik hun smidt de brugte vatklumper og engangshanskerne ud i den nærmeste skraldespand og stod lidt efter med en behagelig afstand til manden, der kort forinden var trådt ind i hende lokale. ”Det er…Kevin, right?” startede hun ud for lige at få hans navn på plads. ”Var det en hård kamp? Jeg forstår at idræt ligger på denne tid eftersom jeg ikke tror lommeregneren er begyndt at give knytnæver.” Hun havde endnu det lille smil på læben og armene blev samtidig begravet i lommerne på den hvide kittel. Selvfølgelig var hun ikke en af dem der grinte af folks små uheld men hun var mere hårdført omkring lidt blod og det havde ikke set ud til at drengen havde grædt. Så han overlevede nok.

Kevin betragtede sygeplejerskeren Fleur med en vis mængde beundring, da hun tog sig af Charlie. Han stod og tænkte som det knagede. Hendes ord om, at det ikke så alt for godt ud, faldt ikke i god jord hos Kevin. Hvis noget var brækket, var han jo tvunget til at føre sagen videre til rektor, Sheldon kunne risikere at komme i karantæne og football holdet ville gå i stå i flere måneder. Charlie Winstons familie kunne endda lægge sag an, hvis det var virkelig slemt, og Kevins medvirken i at forhindre dette, kunne nemt give bagslag. For helvede. Charlie havde jo ret. Det var på ingen måde fair, at Sheldon Demur rendte rundt og fik lov til at opføre sig som en komplet idiot, bare fordi han var et naturtalent til at løbe med en aflang bold. For helvede. Kevin lod dog ikke sine tanker og indre kampe komme til udtryk, han stod blot og smilede som en anden tåbe.
"Skyldig," klukkede han og stak overgivende hænderne i vejret. "Kevin McMillan, en fornøjelse, Fleur..." han trak lidt på hendes navn som tegn på, at efternavnet var sluppet væk fra hans hukommelse.
Til hendes spørgsmål vippede han vurderende med hovedet og trak ansigtet sammen i en tænkende grimasse. "Tjooh.. tjaah... Jeg fik nu engang kastet en lommeregner i øjet af en arrig studerende... men der var du her selvfølgelig ikke. Undervurdér aldrig skolens redskaber! Alle fagene her er desuden også dødsensfarlige!" Han blinkede kækt med øjet og sendte et blik i Winstons retning.
"Ej men... der opstod en lille episode ude på banen... knægte bliver skøre af fodbold, det kan jeg godt love dig for..." Han var godt klar over, at han ikke havde forklaret episoden retfærdigt. Charlie Winstons blik var tvært og fortalte åbenlyst, at han hellere havde forventet noget i retning med, at Sheldon var en kraftidiot, der ikke kunne tåle at tabe og derfor taklede Charlie og stak ham en i ansigtet. Kevin rømmede sig, følte sig helt ør i sygeplejeskerens nærvær og kløede sig i nakken i mangel på noget mere intelligent at give sig til.
"Du skal skam nok få tiden til at gå på denne skole..."

”De Lachêam.” afsluttede hun ham kort. ”Det er De Lachêam.” Et klassisk fransk efternavn. Det var med sikkerhed gammeldags men som så mange andre familier her i Di Morga var det et navn der gik igen og igen igennem generationer. ”Men bare sig Fléur. Andet lyder for formelt til vores lige stadie.” Hun sendte ham et lille bekræftende smil og trak lidt på skulderne.
Hun kunne nu ikke rigtig gøre andet end at virke overrasket over hans lille fortælling omkring lommeregneren. Det havde hun nu ikke forventet at få smidt igen. Og som at vise sin overraskelse fik hun samtidig spærret sine øjne en smule mere op og hovedet landede automatisk lidt ned til den ene side. ”Virkelig?! Så må jeg vidste hellere passe mere på når jeg roder med skoleredskaberne.” Et kort grin forlod hendes strube gemt godt ind i den engleblide stemme hun havde sig. Den havde hun så aldrig hørt før. At få kastet en lommeregner i hovedet. Det var da altid noget at det ikke havde været en passer. Men hun forventede kun at hun rigtig kom på arbejde her på skolen hvis det var normalt for klasserne at kaste med forskellige materialer som de lige kunne få fingre i. Skolen var i hvert fald blevet en del mere voldelig end siden dengang hun faktisk selv var studerende. Dog havde hun vel ikke særlig meget at sige til det. Til hendes held var hun kun den der skulle få stoppet de blødninger der kunne ske. Al den råben og skrigen til eleverne lod hun de forskellige lærer om.
Som håbet kom Kevin med et mere ordenligt svar efterfølgende. Hun tog det en smule mere alvorligt men hun havde stadig det lille smil fremme på de bløde læber. Lyttede interesserede og huskede ganske vist selv hvordan drengene altid gik nærmest fuldkommen vanvittige når de fik øje på nogen form for bold. Men kun hvad hun havde hørt fra de andre. Hun havde selv aldrig været til stede ved nogen af idrætstimerne. De havde aldrig rigtig interesseret hende. At løbe rundt og svede sammen med alle mulige andre svedige teenagers. Og så de elendige lege. Plus hun dengang havde for travlt med en anden form for sport. Fléur nikkede forstående og tillod sig et øjeblik at dreje sin overkrop for at se hen mod den stakkels dreng Charlie. Men hun så hurtigt igen mod Kevin igen. ”Aaah. Du må nok hellere prøve at holde lidt bedre øje med ungerne ude på banen. Det går ikke at en af dem kommer ind med en brækket arm eller næse.” Hun hentydede vel til dem alle men nok mest til den dreng der endnu sad og stoppede blod omløbet at nå omkring hans næse. Og hun vidste skam godt selv nu at hun ville gå nok at se til.
”Øjeblik. Jeg vil lige se til drengen igen.” Hun fik holdt sin ene pegefinger op og i samme bevægelse drejede hun let omkring på hælen og gik stille og roligt hen til den skadede teenager. ”Jeg tror godt vi kan fjerne det her nu..” mumlede hun venligt og begyndte forsigtigt at tage det mere eller mindre blodige papir væk og sandt nok synes hun ikke at se mere blødning. ”Ja minsandten. Som magi.” Igen rettede hun sig op efter at have stået lettere foroverbøjet for bedre at kunne se til skaden. Hendes ene hånd gled lidt efter ned i en af lommerne og træk så en plade dækket af sølvpapir op. Hun fjernede et lille stykke af silafanen og knækkede et stykke af hvad der gemte sig bag. ”Værsgo. Spis det. Det er bare chokolade. Og det ville nok være bedst hvis du tager hjem og slapper af for i dag. Tag en smertestillende hvis det begynder at gøre mere ondt.” Hun smilede igen imødekommen og lavede en lille gestus om at få ham før mod døren igen. Hun gik ham i forkøbet og nåede lige at stille sig foran Kevin og så sagt et par ord. ”Og hvad siger du til en kop kaffe efter arbejde? Så kan du fortælle videre på din spændende historie om den flyvende lommeregner.” sagde hun drillende men hun virkede vel interesseret nok til ikke at joke omkring det.

"Ah!" udbrød han oplyst og forsøgte at oplagre navnet i sin hukommelse. Det var svært med de franske efternavne, han var endnu ikke blevet van til dem endnu, hvilket var til trods for, at han havde boet i landet fast i tre år. Hendes kommentar om formaliteter fik hans hjerne til at skrige muntert og hans ansigt forvandlede sig til en sår.
"Nå da da... vi er vist rigtig kommet på fornavn, hva..." bemærkede han drilsk, men trak hurtigt glæden i sig selv for ikke at virke for frembrusende - og da helst ikke foran Charlie Winston. Sød knægt, intet der, men ikke desto mindre en elev. Han rømmede sig lidt og nikkede bekræftende til Fleur. Det var bestemt ikke nogen leg at arbejde på en skole - teenagere var vanvittige! Men den udtalelse holdt han mest for sig selv eller på lærerværelset udelukkende.

"Argh, de skal sgu lære det på en eller anden måde - af og til den hårde." Han blinkede svagt, men et udtryk i hans øjne signalerede, at han udmærket forstod, hvad hun mente. Han lagde afventende armene over kors, da hun gik hen for at tilse Charlie igen, og fik tiden til at gå ved at lade blikket løbe gennem hendes kontor. Hendes territorium. Det virkede meget nøgent, ikke særlig personligt eller hyggeligt, lidt ligesom en lejlighed, man endnu ikke havde flyttet helt ind i. Men hun var jo også ny, hun havde et stykke tid til at få alle nipstingene frem og sætte sit helt personlige præg på stedet.
Ved ordet chokolade vendte Kevin øjeblikket hovedet, så hastigt at han var lige ved at rive halsen af resten af kroppen. Han kneb let øjnene sammen og forsøgte at undertrykke det smil, der voksede frem. Det var lidt sødt. Det der med at have chokolade på sig. Sådan fik man satme venner, måske Kevin burde gøre det samme. Det havde dog modsat effekt i et fag som idræt.
"Jo... ja... jamen altså... jeg sagde jo til Demur, at han kunne stoppe sine runder, når jeg kom tilbage, og det her gik jo stærkt, så gå du bare i forkøbet, Winston, så trækker jeg tiden lidt ud." Et tilfreds smil sneg sig frem på teenagerens bitre ansigt og da han var trådt ud af døren, vendte han blikket mod Fleur.
"Kaffe lyder skønt... men altså..." han strakte sig teatralsk og med en påtaget uvidenhed sagde han: "Lige nu, ikke? Så er jeg i total godt humør efter chokolade... jeg har også haft en hård dag i dag, ser du..." Han kløede sin brystkasse.
"Hvornår har en skolesygeplejerske fri? Jeg er færdig for i dag... holder parkeret ude ved... det der store træ dér... måske jeg bare skulle kidnappe dig." Det var et bøgetræ, men den slags havde Kevin ikke den mindste forstand på.

Den hårde måde kendte hun skam godt. Den uddannelse hun havde valg var heller ikke ligefrem nem. Og man havde hele tiden presset over sig at hvis man ikke gjorde tingene rigtigt ville der opstå problemer. Hun huskede de mange gange hun havde fumlet for meget. Og det var vist der hendes mere klare og alvorlige arbejdsopstand var startet op. Som så mange andre var hun jo rædslagen over at gøre noget forkert. ”Nåh, men hvis det åbenbart bliver nød til at være på den måde må du hellere forsætte med hvad du gør. Så længe du ikke traumatiserer de stakkels elever for meget.” Igen lod hun et lille grin fra sig men undlod at Charlie også fik hørt det. Hun gjorde det meget kort og lavt.

Fléur tillod sig at stå og smug lytte lidt. Hun forstod at denne dreng, Demur, var skyldig i Charlies blødende næse. Hvilken straf at få. At løbe rundt. Den var vel normal. Og ingenting for en af de drenge der kunne lide fodbold. Hun løftede kort sin ene hånd som et lille vink til drengen der trippede ud af lokalet og efterlod hende og Kevin tilbage.
Igen lød hendes latter. Hun var beæret over han ikke afviste hende men hun kunne ikke lade være med at føle sig munter i det øjeblik. Han havde tilsyneladende en lille kærlighed for chokolade. Det kunne hun ikke andet end bemærke efter hans lille kommentar. ”Nååh.. Så den store stærke træner ønsker et stykke chokolade?” Hun trak igen pladen op af sin lomme og viftede det op foran ham. Med et drillende smil på de bløde læber. ”Og du har haft en hård dag? Det var da ikke særlig godt. Men så..” Hun fjernede igen noget af sølvpapiret og som før knækkede hun et stykke af pladen. Ikke for småt og heller ikke for stort. ”Værsgo. Og så må du være en god dreng.. Jeg skal lige have ordnet noget. Det tager ikke mere en ti minutter. Du kan gumle på det her mens du venter. Men det er op til din tålmodighed.” Resterne af pladen røg ned i lommen igen og efter at have givet ham et lille bekræftende blink inden hun igen vendte sig om. Hun kunne vel godt tage fri nu. Timerne var alligevel slut på denne tid. Og hvis det absolut skete noget lå hospitalet jo ikke langt herfra. Og så måtte hun tage konsekvenserne som de kom. Plus mente hun ikke at ledelsen kunne forlange at hun startede med at arbejde praktisk i dag. Hun skulle jo først have ting på plads.

"Yes ma'am," kvidrede han med sit mest amerikanske accent, han kunne fremtrylle. Så gjorde han honnør og blinkede, fordi han overhovedet ikke kunne lade være. Det lå bare naturligt til ham at opføre sig på den måde: kækt og vittigt, aldrig fuldstændig seriøs, altid lidt for venlig. Mens alle omkring ham synes at ændre sig konstant, var han altid den samme. Alle hans venner indgik i seriøse forhold, begyndte på en eller anden lang uddannelse, iførte sig jakkesæt og en enkelt havde vist også fået et barn. Kevin var bare den samme. Guttermanden Kevin, ham, man altid kunne regne med. Hverdagens helt. Han havde ikke forandret sig overhovedet, hvilket også kunne tolkes sådan, at han stod i stampe i sin egen optimisme. Han fulgte lyden af Charlie med ørerne, men denne opgave glemte han hurtigt, da den langsomt døde hen og blev svag.

Det var lidt fjollet, at dette chokolade havde nået så stor en betydning for Kevin. Det var vel noget, der fulgte med alderen. Man begyndte ganske enkelt at prioritere tingene anderledes. Efter at han fik lejligheden og var begyndt at arbejde på skolen, var han faldet betragteligt mere til ro og havde - syntes han selv - fået styr på sit liv.
Han følte ikke længere behov for at tækkes nogen, han havde spenderet tre øl på, på et eller andet værtshus, og det gav ham ikke den mindste følelse af øget selvværd at gå hjem med en fuld tøs, han dårlig nok vidste, hvad hed.
"Det er faktisk den hemmelig mekanisme, der binder muskler sammen," pointerede han kvikt og fulgte legesygt chokoladen med øjnene, som hun viftede i en hastig strøm foran ham. Da hun rakte ham stykket tog han pænt imod, et taknemmeligt udtryk viste sig i hans øjne.
"Yes ma'am..." mumlede han med et stemmeleje som en lille skoleelev, og stak skamfuldt chokoladen ind mellem fortænderne. Så smilede han vanvittigt og delte stykket i to i et bid. "Jeg indrømmer dog, at dette stykke nok ikke rækker til ti minutter... du bør nok skynde dig, ellers bliver du fattig på chokolade," udbrød han efter et stykke tid i hendes retning, selvom hun havde vendt sig mod sit arbejde. Pludselig følte han sig som teenager i high school igen - pressede folk til at pjække fra timer med ham. Han tog et kig på sit armbåndsur. Ej, så galt var det nu heller ikke. Elevernes timer var jo slut nu og der var ikke træning med football holdet før i morgen. Alt var i harmoni med hinanden, det skulle sgu nok lykkedes - ellers måtte han jo træde speederen i bund og flygte fra stedet med rektor skrigende i bakspejlet.
"Har du et bestemt kaffested i tankerne?" spurgte han efter et stykke tid med stilhed. Hans mund smagte stadig af chokolade, hvilket han fandt utrolig berigende.

//OOG; Out. Jeg har desværre ændret min karakter. Det vil sige at hun er lavet helt om og er ikke den samme som den der bliver tråder med i dette emne. Tak for den dejlige tråd. C: //