Living proof.

Køreturen foregik som den altid gjorde – i stilhed. Maya havde aldrig været meget for at small talk. Og den ældre herre, der sad foran rettet forstod dette omkring hende. Mennesket havde trods alt været omkring hende igennem mere end 50 år nu. Mange ville påstå, at han var den eneste der kunne gøre sig klog på hende, men det var aldrig blevet bevist fuldkomment. Der var dog noget anderledes ved køreturen. En lille ting, som chaufføren havde lagt mærke til fra starten, men ikke kommenteret på. Det var måden som den ungt-udseende vampyr sad og trommede sin pegefinger imod sit lår i en uendelig taktfuld rytme. For det utrænede øje ville se ligne tegn på utålmodighed. Situationen var dog en anden. Usikkerhed, vel og mærket. Om hun havde taget det rette valg. Hun kunne stadig smage børneblodet på tungen efter at have indtaget føde blot få øjeblikke efter at have vågnet, da mørket endelig havde lagt sig. Forbandede sommernætter.
”Jeg behøver vel ikke, at huske Dem på, at medbringe Deres frakke, mademoiselle Dąbrowski?” Det var mennesket – Jean – der endte med at bryde den idylliske stilhed, da bilen holdt inde ved deres destination. ”De har kun 3 timer til solen står op. Måske lidt mere.” Maya fjernede roligt sit røde blik fra den kurs ud ad vinduet og så i stedet frem for at mødes med det kære blik, der så tilbage på hende i bakspejlet. Hun beholdte øjenkontakten i et par sekunder, før hun så til siden igen, hvor den robuste frakke lå klar til hende. ”Det her burde ikke tage mere af min tid, til at jeg skulle bekymre mig om en solopgang.” sukkede hun køligt. Døren til føreren blev åbnet og kort tid efter blev døren til bagsædet ligeledes åbnet op, så hun nemt og elegant kunne træde ud af den sorte bil. ”Er De sikker på, at jeg ikke skal eskortere Dem?” Straks sendte hun et borende blik op mod Jean, der dog ikke så ud til at blive særlig påvirket af det. ”Se ikke ned på mig, Jean!” Hun lagde frakken hen over sin ene arm og greb om en kufferttaske. ”Vent her.” afsluttede hun med en blødere tone i sin stemme.

Som Maya bevægede sig nærmere på lejlighedskomplekset rynkede hun svagt på næsen. Logement. Det var et usselt kvarter. Hvis man begav sig dybt nok ind i det, ville man ikke kunne forstå, hvordan det hørte til Di Morga på samme måde som Terre gjorde. Mødestedet havde fra starten gjort hende mistænksom. For hvorfor bruge en gammel lejlighed, når der var lokaler til rådighed diverse steder i midtbyen? Men hun mistede ikke modet. Tvært imod så rankede hun ryggen yderligere og satte tempoet op, så hendes flade lakskos hårde sål klikkede hurtigere hen over det hårde underlag. Hun stoppede først, da hun nåede den aftalte lejlighed. 56b.
Der var ingen grund til, at hun skulle spilde tid på at tjekke om, hendes påklædnings sad som den skulle. For som regel gjorde den altid det. Denne nat havde hun dog skiftet den sædvandlige kjole ud med en mørkegrå nederdel i lignende skater-style, der sad godt fast omkring hendes talje og nåede hende til lige over knæene. Samt var en hvis, godt tilpasset skjorte blevet stykket ned i nederdelens livrem. Håret var dog som altid flettet sammen. Hun bankede blidt spidsen af sin ene sko i gulvet et par gange, før hun trykkede dørhåndtaget ned og åbnede den op med den samme sikkerhed, som hendes gang.

Men da hun trådte indenfor, var der ingen. Ikke en eneste sjæl. Ikke engang et møbel var at finde. Lige med undtagelse af bordet i midten af det hele. Hun stoppede op et øjeblik og så søgende rundt. Hvad var meningen med det her? Havde hun fået udleveret den forkerte adresse? Nej. Lokalet lugtede for rent. Og hun havde svært ved at finde lag af støv, som man normalt ville forvente i en forladt bolig. Og så var der det enlige møbel og det der lå derpå. Hun trådte forsigtigt frem og hørte efterfølgende døren lukke i bag sig. Det var ikke en tilfreds person, man kunne fornemme fra hende.
Kufferten blev stillet på gulvet, lænet op ad bordets ene ben. Frakken blev derefter lagt hen over kufferten, så hun kunne have begge sine hænder i. En af dem sneg sig ned i en af nederdelens skjulte lommer og trak den hvide konvolut frem. Så så lidt frem og tilbage mellem den sølvfarvede kuffert på bordet og brevet. Hun begyndte så småt at få en dårlig smag i munden. Den frie hånd rakte frem mod den mystiske kuffert, men hun holdt sig fra at røre den. Selv hvis det ikke var hundred procent sølv, var der stadig sølvpartikler i farven, havde hun oplevet et par gange nu. Så i stedet lod hun bare sin hånd svæve over den. Tæt nok på, så hun ville kunne mærke, om der var en form for mekanisme indvendig.

Lyden af fodtrin, trængte sig på i lokalet, hvor Maya befandt sig. Lyden var tung, rungende, men med en klang af lak. Tegn tydede på, at det var en lettere overvægtig herre, der begav sig igennem den gang som Maya nettop var kommet fra. Manden bevægede sig direkte imod den dør, som nettop havde lukket sig bag Maya. En lav, tilfreds nynnen kom fra den herre som begav sig gangen, og han lød endda til at have et lille spring i hans skridt.
Da manden endeligt nåede frem til døren, åbnede han den hurtigt, og uden megen efter tanke. Ind af døren trådte en overvægtige hære, i et sort jakkesæt, med en anelse for stram hvid skjorte under jakken. Mandens hår havde en anelse for meget gele i, og var lagt tilbage med manglene plig. Han havde et sort, lille overskæg, der egentligt ville have været meget elegant, var det ikke for hans lumske udtryk. Manden stirrede ned i en Smartphone, som hans buttede fingre fløj hen over, som han tog det første skridt ind i lejligheden.

"Sorry I am late, Mr. R..." Manden stoppede da han kiggede op, og han gispede stille med et lille hop i kroppen ved synet af Maya. Overraskelse hærgede menneskets udtryk, da han stirrede kort rundt i lejligheden, før han chekkede døren for rummets nr. Efter at havde sikret sig at det var det rigtige sted, kiggede han tilbage på Maya, og langsomt overtoges overraskelsen, med rædsel.
"L.. Lady Dabrowski? Erherherhm.. What.. Wh.. What are you doing here? I was told to meet w.. With.. With... Oh gods.. N.. No.. Fuck, no.." Frygten blev endnu mere tydelig, som han begyndte at tage et skridt tilbage.

Nettop som han gjorde dette, kunne Maya nu høre en høj rusende lyd, som en flod der klaskede aggressivt imod klippe sten. Som følge af lyden, samledes der en sværm af sand og blod bag mennesket, der hastigt skabte en figur, som Maya uden tvivl ville huske.
"Be sweet, and step inside, Mr. Karlson.. You are blocking the door..." Sagde en lav, hæs stemme bag den overvægtige mand, som stadig blokkede det meste af udsynet til gangen bag ham. Man gav et lettere feminint skrig fra sig, inden han begyndte at give kvalte lyde fra sig, og han så ud til at begynde og svæve. Manden 'svæved' ind i rummet, så figuren bag ham kom mere til syne, og hvilket nu gjorde det tydeligt at denne nyeste ankomst bar den anden ved nakken i hans tøj, hvilket fik den store mand's slips til at stramme sig om hans hals. Nosferatuen der nu var i syne, lukkede døren bag sig, og begyndte at bevæge sig ind i lokalet.

"Det er mig en glæde, at møde dem igen, Frk Dabrowski. Og.. Jeg er ikke dum. En glæde, der højest sandsynligt, udelukkende, er på min side." Smilede Vladimir, da hans mat hvide øje kunne stirre ind i Maya's, uden manden var i vejen. Nosferatuen var stort set, som hun ville kunne huske ham, ud over at det venstre øje manglede, hvor der i stedet bare var en tom øjenhule. Nosferatuen bar den store mand igennem lokalet, og over ved siden af bordet med kufferten, hvis ikke Maya gik i vejen. Her gav han endelig slip på den overvægtige herre, som straks gik igang med at løsne hans slips, alt imens Vladimir snakkede.
"Beklager mine.. Snyderier.. For at få dem hertil, Frøken. Men, tror at vi begge er enige om, at de ikke ville skænke mig et øre, hvis jeg bad om det.. Af.. Gode grunde." Den hæse stemme var ikke nær så rasp, og ondsindet, som den havde været da Maya og han sidst mødtes. Den var nærmere rolig, og afklaret, dog stadig med den hæse hvislen i sig.

Den stakkels ’mr. Karlson’ fik desværre ikke den opmærksomhed, som man nok ville forvente, grundet hans meget frembrusende reaktion til det hele. For i stedet for at så meget som at se sig over skulderen imod ham, da han braste ind i lejligheden, som den jubelidiot, han var, så blev Maya stående med ryggen til ham. Hun rørte faktisk slet ikke på sig. Man skulle tro, at hun var frosset fast i tiden. Det eneste der afslørede, at hun stadig var til stede, var de meget svage sitrende ryst, der kunne skimmes nær hendes skuldrer. Små fine tegn på den frustration, hun så småt begyndte at kunne fornemme. Hvis hun antog reaktionen på den fede mand korrekt, så havde hendes tidligere mistanke ligeledes været korrekt. Hun havde spildt sin tid. Han havde spildt hendes tid.
Men så hørte hun bølgen af lyd, der ligeledes kom bag sig. Hun kunne straks mærke den magiske ladning, der nærmest slog gnister i luften. Og så hørte hun stemmen. Allerede før hun endelig fik drejet sin overkrop omkring for at blive bekræftet om, hvad der skete, så genkendte hun stemmen. Også selvom den virkede en smule mere hæs, end hvad hun havde været vant til. Det kunne ikke være sandt. Men jo. Hun nåede lige at se, hvordan den groteske figur af en mand samlede sig sammen foran hende. Den kølige og følelsesløse overflade i hendes ansigtsudtryk krakelerede et kort øjeblik, som det hele gik på for hende, og hun havde nær taget et halvt skridt tilbage, som reageredes hendes krop automatisk på hans tilstedeværelse. Hvad end der blev gjort ved den tredje part i lejligheden, gik hende direkte over hovedet, for det eneste hun kunne stirre på, var den høje nosferatu.

Det var først, da han begyndte at tale direkte til hende, at overraskelsen forsvandt fra hendes røde øjne og i stedet vendte det om til en form for stille vrede. Hvis blikke kunne dræbe, som man sagde. Den neutrale form af hendes fyldige læber fik vendt mundviger bare en millimeter længere ned for at fremvise den tydelige utilfreds endnu klare for dem der så. Hun sagde ikke noget. Og hun gjorde ingen hentydning til at ville så meget som ytre et lille pib til være for ham. Vladimir. Han burde være en død mand. En ting hun ikke havde haft det mindste imod. Det havde blot betydet, at hun ikke ville kunne støde ind i ham igen. En tanke, hun bestemt foretrak. Med imod alle forventninger, stod han der. I egen høje person.
Men selv de sippede læber fandt en måde at blive skilt ad og struben fandt sin egen stemme frem igen, til trods for at Maya bevidst have ville holde sin mund lukket. Hun havde intet til overs for ham. ”Og De tror, at jeg ville skænke Dem et, selv hvis De brugte beskidte tricks, pan Rasputin.” Der var den igen. Den grimme smag, hun havde i munden fra for. Den opstod på ny, da hun sagde hans navn. Armene blev lagt over kors under armen og hun samlede roligt sine ben igen, så hun bedre kunne opretholde sin kropsholdning.

I en glidende bevægelse så hun ned på den ynkelige mr. Karlson, som han sad på gulvet efter den nær død oplevelse, som Vladimir havde ført ham igennem. Hun så derefter mod kufferten, hvor på hun viklede sin ene arm, hvor hun holdt brevet, fri og lagde efterfølgende konvolutten på bordet. Og til slut så hun tilbage på vampyren. ”Jeg har intet at tale med Dem om…” fastlage hun hårdt, mens hendes arme blev viklet helt fri og hænderne blev sat i siden.

Det hvide øje betragtede Maya nysgerrig imens han talte, og da hun ligeså lod sin stemme høre. Hendes bidende attitude var mindre end han havde forventet, hvilket han antog som en god ting. Han havde på fornemmelsen at hun stadig nærede lidt frygt til ham, hvilket han bestemt også havde gjort ham fortjent til. Ikke noget han var stolt af, den dag i dag. Og da hun gav til kende, at de intet havde at tale om, rystede han kort på hovedet i uenighed, og lod læberne skilles igen.

"Så..." Vladimir blev afbrudt i hans ord, af den overvægtige mand der endelig havde fået sig på benene igen, og holdt hænderne afvigende frem for sig selv i forsvar.
"I.. I appologize, but.. But I do not even speak french.. I am certain you two can just.. Do your business without me, and I'll.. Excuse m..." Vladimir's hvide øje viste ingen følelser som at det stirrede på manden, men hans ansigt bar det hele. Han afbrudte manden med et hårdt greb på hans baghoved.
"Shut up!!" Hvæsede han hidsigt, i det han hamrede menneskets hoved ned i bordet. Manden gav en klynken fra sig, og blev så straks stille. Vladimir trak ham op igen, og skulle til at sige noget mere, men indså hurtigt at manden var besvimet fra slaget, og nu bare hang i hans greb. Vladimir så kort en anelse overrasket ud, men slap så manden, og lod ham falde bevidstløs om på jorden. Han lagde sine fingre sammen, og skar en grimasse af det tynde lag gele han nu havde fået på fingrene, og tørrede dem af i hans jakke. Igen kunne han vende sin opmærksomhed imod Maya. Hans hvide øje stirrede intenst ind i Maya's, imens han lod armende falde ned langs hans sider. Der stod de, for et øjeblik, i den komplette stilhed. Den eneste lyd imellem dem, manden på jordens stille hjerte slag. En rolig rytme, der sang sig igennem stilheden for de to's øre. Vladimir's udtryk viste ikke mange følelser, som altid, men der var et hint af en følelse, fjern for de fleste der kendte Vladimir. Det ville ikke være tydeligt nok at se, men han angrede hans tidligere gerninger. Han havde skabt sig en fjende, som han ikke havde brug for. Frygt var en god ting, til en hvis grænse. Han havde sat frygt's værdi for højt, og nu havde han flere fjender end nødvendigt, i en tid hvor han havde brug for venner.
Endlig lod han sine læber flyde igen, og tillod ord adgang igennem stilheden.

"Jeg har ikke givet dig megen grund til at sætte tid af til mig, sandt. Og vil gerne starte med at.. Undskylde. Min korte lunte, sidst vi mødtes. Og at jeg forsvandt, for så ikke at give en ordentlig undskyldning, før nu." Startede han, med blikket kort rakt imod jorden i et kvart, respektfuldt buk. "Beklager." Han strakte sig dog hurtigt igen, og fortsatte, med et borende blik.
"Men når vi intet har at tale om, så lad mig føre ordet, og nøjes du med at lytte. Og lad være med at lyve for dig selv, eller mig.. Du vil lytte.. Du ved at jeg ikke ville have sat alt dette op, uden grund." Fortsatte han, imens han lod sit blik falde over kufferten. Han rakte fingrene ud efter displayet, og skrev en kort, fire cifret kode ind, som fik kuffertens låse til at smække sig fri.
"For et års tid siden, eller mere, fik min Klan en bestilling. En bestilling vi normalt ville have ignoreret. Men den kontakt der fik fat i os, skabte en god grund til at udføre opgaven. Ikke ved betaling, men med hvad det kunne betyde for vores Klan's alliancer." Fortalte Nosferatuen, imens den åbnede kufferten. Kufferten indeholdte en masse sort polstring i begge sider, der havde beskyttet en lille folder, med nogen filer i. Det virkede som meget, for så lille en fil, men Vladimir samlede den op, som om det ikke var mærkeligt.

Vladimir vendte sin opmærksomhed imod Maya endnu engang, og rakte folderen ud imod hende. Han ventede i stilhed, på at hun skulle række ud efter den, med et borende blik, der bestemt ønskede at hun skulle tage imod. Dog ville han trække folderen en anelse til sig, det sekund hun rakte ud efter den, og kneb hans øje en anelse sammen.
"Jeg skal have denne fil tilbage." Sagde han hæst, med et blik der ligeså kunne have dræbt. Han stirrede i et øjeblik, inden han så ville række folderen ud imod hende endnu engang.

Han… undskyldte? Og ikke nok med det, så lød det til, at han virkelig mente sine ord, som han sagde dem til hende. Det virkede underligt. Som om at noget ikke helt passede ind. I hendes øjne var Vladimir stadig den, han havde været den gang. Han var stadig bundet af det førstehåndsindtryk, som han havde efterladt hende med. Sådan var det for hende, og ikke kun ham. Et forvirret udtryk formede sig svagt i hendes blege ansigt, da han ligeledes valgte at bukke for hende. Ikke nok med en undskyldning, men nu bøjede han også hovedet for hende? Hun begyndte så småt at tvivle, om det var den samme mand, hun havde mødt. Eller bare hørt om. Dog kunne det vel ikke undgås, at hun fik den lille fornemmelse af dominans til at danse i hendes krop, og hun rettede sig yderligere op. Løftede næsen i sky.
Hun fortsatte nu alligevel med at forholde sig stille. Til gengæld så lod hun ham tale, ligesom han tilsyneladende havde forudset. For han havde ret. Ingen – ikke engang ham – ville gå så meget ud af sin vej for at klargøre et lignende møde. Hvad hun stadig ikke fordi var hvad den nu bevidstløse mand havde med det hele at gøre. Og kufferten var der heller ikke blevet udleveret svar omkring. Mens Vladimir fortsat førte ordet, lod hun sit blik glide fra ham og ned på kufferten igen. Hun havde ikke nænnet at give sin bekymring til hr. Karlson. Han så trods alt ikke ud til at være nogen større trussel, som han lå og savlede på gulvet. Hun skulle netop til at se tilbage på den høje nosferatu, da hun kunne skimme ham bevæge mere på sig, men inden kom hans hånd ind i hendes synsfelt, så i stedet drejede hun ikke sit blik, men så i stedet til, som han tastede koden inde. Lagde den straks ind i sin hukommelse. Bare for en sikkerheds skyld.

Maya tøvede som sådan ikke med at rakte ud efter dokumenterne, der blev overrakt til hende. Det var papir. Det var hvad hun arbejdede igennem stort set hver eneste nat. Hun vidste at det ikke kunne være farligt. Kun det der stod skrevet på dem, kunne påvirke diverse parter. Straks så hun op, da han dog trak dem til sig igen, blot for at konstatere, at det var hans og ikke hendes. Derefter tog hun et kvart skridt tættere på ham og greb en smule mere bestemt i filen og tog imod den, som rev hun den ud af hans hænder. Han kunne lige vove at vifte det foran næsen på hende og ikke bare aflevere.
”Jeg kan ikke se, hvad de-…” Hun holdt inde meget brat, da hun åbnede filen og så, hvad der lå indvendig. Som mistede hun et stykke af masken, kunne man pludselig se følelser en del tydeligere end normalt. Hendes øjne spilede sig langsomt mere og mere som, mens hun stirrede på indholdet. Billeder. Og ikke bare af hvilket som helst. Det var hende. Og dem der stod mest ud for hende, var dem der vidste hendes nøgne krop. Hun var hundred procent sikker på, at det var hende. Hun genkendte mærket ved hendes ene lår. ’The Lovebite’, som hun ikke havde ladet hele til andet end et ar. De andre fremviste hende i sovende tilstand i hendes store seng, eftersom hun aldrig sov i en kiste, og meget ucharmerende øjeblikke af hende midt i et ny. Disse billeder var mest af alt bare noget foruroligende. At nogen overhoved havde overvejet at tage den slags billeder af hende. Hendes hænder sitrede og et par af billederne gled ud ad folderen, hvilket hun et sted var ligeglad med. Hun ønskede kun at brande dem.

Med ét klappede hun folderen sammen med en hånd, inden hun lige efter hamrede den hårdt ned åben på den sølvfarvede kuffert, som hun samtidig lukkede i. Bordet vaklede faretruende, i det at hun nær havde ladet sin styrke gå over gevind og knække det. ”Hvad er meningen med det her?!” råbte hun pludselig med en meget højere tone end, hun før havde talt i. Hun var rasende. Og det viste hun tydeligt i hendes ansigt og blik, der atter var landet på Vladimir. ”Hvem er denne såkaldte klient?!” Man skulle tro, at hendes hår rejste sig af ren og skær arrighed. Hendes blik lynede. Og de to fine sæt af hjørnetænder havde vokset sig skarpe og blev fremvist i en knurren. Hun trådte tættere på ham. I en hurtig bevægelse greb hun ud efter hans krave i et forsøg på at trække sig tættere på sig. ”Svar mig..!” hvæsede hun.

Vladimir's øje lagde bestemt mærke til dominansen i Maya's blik, da han havde bukket sig. Men ingen reaktion. Vladimir ville en gang have sat sin plads fast ved en udvisning som denne, men han gjorde intet. Ikke engang et træk på hans udtryk. Dog var reaktionen blevet gemt i hukommelsen. Hun nød hendes dominans, mere end som et tegn på stilling. En der kendte sin stilling, og vidste hvad den var vær, dansede ikke i den på den måde, men udviste stille, skjulte tegn. I hvert fald efter Vladimir's hoved.
Vladimir lod hende hive folderen ud af hans hånd, uden nogen reaktion. Han lod blot sin arm falde roligt ned langs hans side, og betragtede hende i hendes søgen igennem filerne. Der var ingen frydelig reaktion fra Vladimir. Der var ingen lyst til at se hendes smerte, eller vrede. Han betragtede hende stille, og lod hendes tanker samle omkring situationen. Hans øje fulgte dog de få billeder der faldt ud, og var hurtig til at knæle en anelse ned, og gribbe dem begge inden de ramte jorden. Han rejste sig igen roligt, nettop som hun gjorde sit første udkald, og hamrede i kufferten. Hans øje betragtede hurtigt kufferten, lettere sammen knebet, som om han var nervøs for noget. Dog skete der intet med den hærdede kuffert, der tydeligvis var lavet af langt hårde, og mere stabilt metal, end en normal af slagsen. Hans øje kiggede igen tilbage på Maya, da hun forlangte klientens navn. der var stadig kun ro at se på Vladimir. Intet udtryk af nydelse, eller noget andet. Ikke engang da hun trådte sig tættere på ham, reagerede han, men da hun rakte ud efter ham, kom der endelig en reaktion fra det høje kreatur.
Vladimir hvæsede defensivt, og grab hastigt ud efter begge Maya's håndled, inden hun nåede at gribe fat i hans krave. Hans greb var fast, så hun ikke kunne slippe sig selv fri nemt. Dog stoppede han hende ikke i at træde tæt op af ham, men lod deres kroppe ende tættere på hinanden, så de rørtes et kort øjeblik. Hans øje udviste nu den dominans, som Maya havde tidligere. Selv hvis Maya havde hæle på, var han stadig en anelse højere end hende, og kunne se en smule ned på hende. Hans muskler var nu strammet op, og mere tydelige over hans brystkasse, og mave. Hans øjne var sigende, men rolige. Han ville ikke slås. Men han ville heller ikke skriges af. Han sagde intet. Men lod det døde øje, og en rejst overlæber der viste hans egne skarpe hjørnetænder. Han viste ikke sine spise tænder frem, da han ingen interesse havde i at true hende. Kendte man bare lidt til Vladimir, så vidste man at dette ikke var en måde man tit så ham, når han blev skubbet.

Vladimir lod Maya side fast i hans greb, og under hans dominante blik, imens han lod hende falde en anelse ned, og minde sig selv om hvem det var hun nettop grebbet ud efter. At han ikke var en af hendes undersotter. At han havde bevist, at han ikke var den man skubbede for hårdt til. Hun kunne skrige så meget hun ville i dette minut, han slap hende ikke. Og han slap hende først, så snart hun var stille. Men da han endelig gjorde, gjorde han det roligt, og lod sine fingre stryge betrykkende imod hendes hud på vejen, inden de viste deres håndflader. Da tog han endelig et skridt væk fra Maya, for at kunne komme til kufferten igen, og klappede så folderen sammen, sammen med de billeder der var faldet fra.

"Vi kender endnu ikke til Klienten. Han er smart. Forsigtig. Næsten som om han var en del af en organisation, der ved hvordan man undgår at blive opdaget." Startede den hæse, sigende stemme endelig, imens han arbejdede på folderen. Da den var blevet klappet sammen, åbnede han kufferten igen, som ikke var blevet låst, på grund af hvordan dens mekanisme virkede.
"Vi er dog temmelig sikre på, at det var en i din egen organisation. En, der højest sansynligt ikke er så tilfreds med kvindeligt lederskab. Så en med greb om gamle, idiotiske idialer. De er et langt bedre bud på et lederskab, end de andre højt rankede medlemmer." Roste Vladimir, som var det det mest naturlige i verden. Et udkald gjort, på megen undersøgelse. Han lagde folderen ned i kufferten på dens plads, og klappede den så endeligt i, og stillede den på højkant.
"Dette er de eneste kopier af disse billeder. Der er ingen andre eksemplarer. De eneste der har set dem, er de to vågne i dette lokale, og den Shadow agent der tog dem. Som fodsoldat, og via protokol, har han naturligvis fået mindet om dem, og beviserne på dem, fjernet." Fortsatte han, imens han begyndte at skrive en kombination ind på kufferten. Efter fire cifre, slap han kufferten, og drejede sin opmærksomhed tilbage imod Maya. Der kom tre små klik fra kufferten, lige oven i hinanden, nettop som Vladimir fortsatte.
"Nu, er det kun os to der kender til dem. Beviserne på dem. Og hvad de kunne medføre." Afsluttede han, imens en rolig hvæsende lyd kom fra kufferten. Kuffertens håntag begyndte at boble en anelse op, som om det hårde lak blev kogt. Som lakken knækkede, kom der en grøn substans til syne, der virkede til at ætse kuffertens håndtag op. I hver side af kufferten, begyndte det sølfarvede metal at smelte, og mere af den grønne substans kom til syne, som det hastigt ætsede sig igennem alt. Vladimir stod i stilhed, imens den grønne substans langsomt destruerede de beviser der havde befundet sig i kufferten.

Selv da Vladimir lukkede sine fingre omkring hendes håndled, slap hun stadig ikke hendes eget greb i hans krave. Hvis noget så strammede hun grebet så meget. Det var sandt, at hun havde ført frygt for ham. Men det var ikke ensbetydende med, at hun var bange. Han var en klar trussel for hende. Hun ville bare ikke have endt, hvor hun stod nu i samfundet, hvis hun kryb sammen, hver gang nogen fik nervøsitet til at sitre i hende. Faktisk var det eneste, som deres sidste møde havde givet hende, var en påmindelse, om at hun ikke skulle slippe sine følelser fuldkommen. At være følelsesløs skabte kun yderligere svagheder for en. Det var, havde hendes skaber havde lært hende.
Dog måtte hun give det til ham. Han havde formået at få hende til at tabe ansigt. Også selvom det kun var for et kort øjeblik, så havde det lykkes. Og han havde tilmed gjort hende synligt rasende. En ting hun normalt holdt sig fra, eftersom dem, hun omgik, som regel reagerede på udstrålingen, inden hun blev nød til at vise tænder og hvæse. Men når det kom til denne mand, så var det som om, at hans tilstedeværelse påvirkede hende og fik blodet til at koge lidt for nemt.

Maya havde atter holdt sine ord for sig selv, mens de gennemførte deres fælles stirre-konkurrence. Dog faldt hendes anspændte skuldre en smule efter noget tid, og samtidig gav han endelig slip på hendes hånd, hvilket førte til, at hun gjorde det samme. Denne gang rev hun den dog ikke til sig, men slap blidt hans krave for at lade armen falde ned langs siden. Det var ikke korrekt for en kvinde som hende, at gøre som, hun netop havde gjort. Hun burde måske takke ham for at have få hende til at slippe sine frustrationer ud, så hun kunne slappe bedre af nu. Men en sådan tak ville aldrig komme fra hende verbalt.
”Så De kender til organisationen, som jeg er en del af? Og De lyder til at også kende til min stilling i den. Jeg burde nok ikke være overrasket. Jer forbandede nosferatuer har det med at kende til alt. Og så lidt mere. I stikker altid næsen, hvor den ikke er tilladt.” Den hånende og hårdtslående hvislen var ikke længere til stede i hendes kølige stemme. Det rørte hende ikke rigtig at en under hendes eget lederskab, var villig til at gøre skade på hende. Hun havde set det komme. Det var metoden, der tændte hende af. Hendes krop var hellig og ikke til at stå klar for folk at se. ”Med det sagt, kan De vel også forstå, at jeg er ærligt overrasket over, at De ikke kender til klienten navn Eller alias. Fordi han er ’smart’?” Armene kom tilbage over kors.
Hun trådte selv et skridt til siden for at gøre plads, da Vladimir vendte tilbage til kufferten og lagde folderen tilbage på sin plads. Hun måtte bide sine tænder hårdt sammen for ikke at tvinge en gnist frem og brænde det hele ned. Kufferten, filen og bygningen. Men så smed han endnu en forundring i hovedet på hende, da kufferten pludselig begyndte at gå i opløsning efter blot fire nye cifre. Hun så forvirret frem og tilbage mellem destruktionen og vampyren, der havde startet den. Forvirringen i hendes røde øjne blev dog ændret tilbage til det hårde blik, da der ikke længere lå en kuffert på bordet.

Hun trådte atter helt hen til bordet, hvor hun stillede sig med fronten mod den denne gang. At stå nær Vladimir var ikke et problem, når det blev en nødvendighed. Hun stirrede undersøgende på den grønne substand, inden hun roligt rakte en hånd frem imod den og lod sin ene pegefinger samle en smule af det op, hvor på hun blot rynkede på næsen af den klamme konsistent. ”De er mig stadig et stort spørgsmålstegn, pan Rasputin.” mumlede hun med en lav tone, mens hun rystede det værste af substansen af sin finger, inden hun trak et lommetørklæde af stof op ad den anden lomme i nederdelen, som hun snilt brugte til at tørre sin finger helt ren. ”Hvad vil De mig?” Hun lod automatisk mere bestemt, idét hun drejede blikket tilbage på ham. Hun var et sted ligeglad om hun var nød til at kigge op for ham. For ifølge hende var det kun fysisk men ikke metaforisk. ”Som De selv så fint formulerede, så ville De ikke gå igennem så meget besvær for ingenting. Og nu De er i gang, kan De måske også forklare mig, hvad den lus laver her?” Hun viftede sin hånd i retning af den bevidstløse mand. ”Var det ham, der var sendt til at hente disse… usømmelige billeder?”

Vladimir viste hverken hovmod, eller anden følelser, da Maya gav slip på ham, og han fik hvad tydeligvis var hans vilje, men uvist fra ham også hendes. Han holdt fortsat det rolige, og afklarede blik som han havde givet hende det meste af tiden. Først ved nævnelsen af hans blodlinje, ændrede Vladimir's udtryk sig. Og ikke for en kort stund. Hans øje, var fra dette tidspunkt, en anelse knebet sammen. Afklaret, rolig utilfredshed. En tilfredshed, der var lige så ætsende som den substans der gik igang med kufferten. Hans blik ændrede sig ej heller, da hun satte spørgsmålstegn ved deres arbejde. Det var som om hele hans attitude omkring dette møde havde ændret sig. Som var han gået fra at ville en ting, som han tilsyneladene var tilfreds med at gøre. Men nu, var alting bare arbejde. Et ubehageligt et af slagsen.

Vladimir betragtede hende ikke engang berøre substansen der havde ætset kufferten væk, men stirrede fortsat imod hendes hoved, og ventede på øjenkontakten igen. Han lod hende tale. Han lod hende reagere. Forblev stille. Selv ikke da hun spurgte ind til hans grundlag. Han ventede, og lod hende sige hvert et ord, hun ville sige. Og da hun havde spurgt ind til om manden på jorden var sendebudet der var sendt efter billederne, selv da ventede han et øjeblik. Som tillod han hende tid, til at finde mere at sige. Flere spydigheder.

Manden på jorden var begyndt at røre på sig, og startede med at lægge en hånd imod hans ansigt. Hans næse var begyndt at bløde, og han var tydeligvis i smerter. Endelig bevægede den stille stående Nosferatu sig. Han rakte en hånd ned i den ene af hans jakke lommer, og tog en Smartphone frem, som han aflagde sig på bordet, for så at pege en finger på den.
"Denne telefon indeholder alle de kontakter min Klan, og Klienten har foretaget sig. Den inderholder ligeså en fil, med de steder beskederne blev sendt fra. Telefonen det blev sent fra. Og en haltende personligheds fil. Der var ikke megen information at hente fra beskederne. Han udviste ikke mange følelser." Vladimir's stemme var stadig rolig, men havde en bid af ligegyldighed, og kulde i sig. Han var ligeglad. Han fjernede sin finger fra telefonen, og pegede med den anden hånd imod manden på jorden.
"Denne mand blev sent for at afhente billederne, ja. Han blev nævnt flere gange i beskederne der blev delt. Tvivler på at han kender til noget som helst." udtalte han sig, og tog så endelig øjet fra Maya, og drejede det direkte imod døren som han var kommet fra.
"Denne sag er hermed ude af Klan Rasputin's hænder. Vi overrækker den til dig." Udtalte han koldt, imens han tog et højt skridt over den overvægtige herre, som nettop var begyndt at sætte sig op.
"Y.. You.. Broke my.. Fucking nose, you.. Monster..." Brummede manden stille. Vladimir ignorerede udkastet, og fortsatte imod døren. Skulle Maya sige noget til ham, ville det blive ignoreret.

Vladimir stoppede foran døren, og stod der et kort øje blik. Han stirrede imod dørens træ, inden han endelig drejde hovedet, for at kigge til hans side. Han kiggede ikke tilbage på Maya, men gjorde det tydeligt hvem han talte til.
"Dette skulle have været en undskyldning. Vi havde ikke meget, men vi havde noget, og kunne måske have fundet mere omkring klienten. Dette møde skulle ligeledes have været et tilbud af Klanens evner. Evner, som du -ved- at du ikke kan finde andre stedder.. Men. Deres personlige had til mig, går tydeligvis ud over min Blodlinje. Stadigt. Jeg gjorde mig fortjent til dit had. Det gjorde de ikke. Hvis de ændre mening, og finder en nytte af vores arbejde, kan du ringe til nummeret på telefonen. Kontakt: Rasputin." Vladimir's stemme var stadig rolig, men havde et hint af følelser i denne gang. Det var tydeligt hvor meget hans Blodlinje betød for ham. Han rakte ud efter dørhåndtaget, og fandt sin egen vej ud af døren. Igen, ignorerede han en hver lyd der kom fra Maya. Dette var et punktum. Indtil videre.

Der var vel ikke meget at gøre længere. Vladimir gav tydelige tegn på, at ikke tage hendes håndtering af situationen specielt godt. Det var godt nok ikke noget, hun som sådan ikke var vant til. Der var sjældent nogen, der brød sig om at blive trådt på. Om det så var hendes mening eller ej, så havde hun ofte oplevet, at det var sådan andre tog, det mest af, hvad hun sagde eller gjorde. Og et sted kunne man vel ikke rigtig bebrejde dem. Måden hun altid stod med næsen i sky og stort set kun fremviste utilfredshed havde aldrig været optimal, når det kom til andre sociale hændelser.
Maya så lettere anspændt til, som det hele stille og roligt svævede forbi hende. Kildede hende fristende og pirrende under næsen. Raseriet, der var opstået efter at have fået overrakt billederne, vendte stille og roligt tilbage, som det blev bekræftet for hende, at den fede mand, der så ud til at vågne op igen, var budbringeren. Mellemmanden. Hun havde nær sprunget på ham, men i det samme øjeblik, lykkedes det den ældre vampyr, at få hendes opmærksomhed igen, som han pludselig bare valgte at gå sin vej.
Fluks fløj hendes blik op og hen imod ham, blot for at mødes med hans ryg. Hun havde stadig ikke fået sine svar og med ét følte hun sig yderst forvirret. Tabt fra hvad der foregik. For som hun havde udtrykt sig for blot få øjeblikke siden, så ville han umuligt have gået igennem så meget bøvl for bare at demonstrere sit lille kemiske forsøg for hende. Hun rynkede undrende på brynene, og stadig med de røde øjne rettet imod Vladimir trådte hun et par skridt tættere på hr. Karlson og hamrede en fod imod hans brystkasse for at tvinge ham tilbage ned at ligge på gulvet. Han skulle ingen steder.

Og før hun vidste af det, så var Nosferatuen forsvundet ud ad døren til lejligheden med hans tilsyneladende sidste besked. En besked der havde efterladt Maya i lidt af en underlig boble. Hun burde ikke have været overrasket, og det var hun vel heller ikke. Hun stod i lidt tid og bare sugede stilheden ind. Ignorerede bevægelserne fra manden, under hendes ene fod, der lå på ham som et tungt anker. Hun trak forsigtigt blikket væk fra døren, der nu havde lukket sig helt i med et klik og drejede det rundt i rummet for så at lande på bordet og videre ned på manden, der lettere komisk spjættede, som en skildpadde, der lå på ryggen. Ynkeligt. Hun flyttede sin fod til hans hals og pressede ekstra ned for at lukke på hans luftveje. Hun havde ikke tid til det her. Og ligemeget hvor meget hun så end ønskede at flå hans strube ud, så var hun ikke meget for at få blod på hænderne. Hun var trods alt ikke barbarisk.
Hun så tilbage til bordet og straks landede hendes blik på mobiltelefonen, som Vladimir havde været så flink at efterlade til hende. Hun tøvede ikke med at gribe ud efter den og vejede den i sin lille fine hånd. Han forblev hende et mysterium. Og det var forfærdeligt! Hvad havde han gang i?! Hvem troede han lige, at han var? Hun knugede mobilen og trådte straks væk fra manden - ligeglad om han var bevidstløs eller død efter at være blevet kvalt. Hun lod sin tommelfinger glide hen over den lille tekniske boks, indtil hun fandt frem til det korrekte nummer. Telefonen blev sat imod øret, hvorefter hun hurtigt fik samlet sin frakke og taske op og marcherede selv ud ad døren i håb om, at kunne nå vampyren, inden han nåede for langt.

”Hvem er du egentlig?” Om han så tog imod hendes opkald, eller ej, så begyndte hun at tale, det øjeblik, at hun fik øje på ham, efter at have indhentet ham med hastige skridt. Det havde ikke slået hende, at hun var gået over til dus denne enkle gang. Det måtte være grundet frustrationen, som nu også var at høre i hendes stemme. ”Den Vladimir Rasputin jeg kendte, ville ikke stå frem med en undskyldning. For han ville ikke fortryde, hvad han gjorde. For han tog ikke let på hån.” Roligt fjernede hun mobilen fra sit øre igen. ”En anden ting er, at Vladimir Rasputin burde være død. Brændt af vores alles fælles fjende. Så hvordan han du stadig stå her, som intet er sket? Og hvad er det for en uforskammet måde at bare gå din vej, efter at have vækket min nysgerrighed?” Det var ikke hver dag, at hun brugte ord som ’nysgerrig’, når hun skulle beskrive sig selv, så det var omkring der, at hun selv lagde mærke til, hvordan den følelseskolde facade var famlet en god del. ”Hvis du-.. De føler sig så fornærmet over, at jeg placerede din blodlinje i en stereotype, burde De nok se tilbage på måden du selv sætte bl.a. min i en bås.”

Den overvægtige herre gav et lille hvin fra sig, da han blev trådt på, og holdt straks hænderne op defensivt. Han forsøgt ikke at gøre den store modstand, og havde tydeligvis forstået sin stilling in denne situation. Hans mund mimede en stille remse af: 'Please, no' gentaget igen, og igen. Han fortrød inderligt hans valg af samearbejds partner, og rystede på hovedet med hans øjne lukket, og en lav klynken. Og da Maya's fod bevægede sig imod hans hals, åbnede hans øjne sig igen, og han kiggede panisk op, imens han gik igang med at klynke en anelse højere. Manden lagde nu endelig hænderne imod hans fod, som han begyndte at kæmpe for sit liv, hvilket ikke var til megen nytte, på grund af Maya's stærkt overlegene styrke. Men hans desperation voksede, som hans luft mangel blev værre, og han gav sit sidste gisp med en lav klynken, inden han faldt bevidstløst om på jorden. Hans krop fortsatte med at spjætte en anelse, da foden blev fjernet fra hans strube, men han trak stadigt vejret.

Nummert hun ringede op, blev blot ved med at ringe, men uden noget svar. Hele vejen ud af den korte hotel gang, og ud til den lille parkering udgangen ledte til, hvor hun kunne se Vladimir, langsomt gående ud imod mørket. Den store Nosferatu stoppede op, som der blev kaldt efter ham. De døde, hvide øjne lukkede i, og han sukkede stille for sig selv, da hun begyndte at snakke. Nosferatuen sank en klump, imens han mærkede hans blod boble. Han mærkede den velkendte følelse. En følelse han havde elsket før hen. En følelse han havde nydt. En rød farve begyndte at komme frem i hans døde øje, næsten som hvidt silke, der langsomt blev dryppet blod på. Imens begyndte en lille linje af blod, at dryppe fra hans tomme øjenhule. Hans ene øje himlede en anelse, inden han kiggede halvt over skulderen, som Maya talte. Hun ville ikke kunne se hans vrede udtryk, i det svage lys fra lygtepælen ved hans side, der oplyste mere foran ham, end bag ham. Han lod hende talte tilbage. Selv i denne tilstand. Maya ville bestemt have mærket hans tilstand. Hans blod var kogende, og ville brænde en hver der kom i kontakt med det på nuværende tidspunkt, hvilket gjorde stanken af jern i blodet, endnu mere tydelig.
Da hun havde talt færdigt, gled Vladimir's blik imod en bil der stod parkeret ved hans side, og han rystede kort på skulderen.

"Hvem.. Er jeg?" Hans stemme var langt mere hæs, og hvæsende nu, end den havde været tydeligere. Der var også en boblen i den, som om han havde froden om munden, og væske i halsen. Han tog et par hastige skridt hen til bilen, og hamrede hans højre hånd ned i dens køler. Hånden gled igennem, som slog den imod en spand med vand's overflade. Bilen hoppede en anelse med bagenden, som dens forende blev skubbet ned af med slaget, og dens bagdæk kom ikke ned og rørte jorden igen, som han stod med hånden i den. Hans venstre hånd blev ført under kofangeren, og greb hårdt fadt i hvad som helst den kunne der. Den høje Nosferatu løftede så bilen, stort set uden den store udfordring, og svang den hen over sig, for at hamre den ned i jorden på den anden side af sig. Glas, metal og aluminium skreg i takt med at det blev knust imod jorden, og dele af det kastet ud til alle sider. Vladimir's døde øje kiggede så imod Maya igen, inden han rev sine hænder til sig, kun for at hamre den ned i bilens undervogn, som nu pegede opad. Han løftede bilen igen, og svang hele vognen rundt om sig, for så at kaste det i Maya's retning. Den var ikke sigtet efter hende, og fløj langt forbi, men var nok stadig tæt nok til at hun kunne mærke suset. Endnu et skrig af metal og aluminium skar sig igennem luften, da bilen ramlede imod hotellets væg, og skabte flere skader deri. Vladimir rakte så hurtigt ud efter lugtepælen ved hans side, og maste hans fingre fast omkring jernet. Med et hårdt ryk, rev han lygtepælen op fra jorden, så lyset blippede ud af den, for så at kaste den samme vej som bilen. Dette var sket i så hurtig en bevægelse, af da lygtepælen ramte bilen, spiddede den denne til væge, så den ikke faldt helt omkring på jorden, men blev hængende, som et bræt, hamret til en væg.
"Jeg er.. Ubegribelig vrede! Et brændene had!" Råbte han hidsigt, med den samme hæse, gurglende og hvæsende stemme, imens han begyndte at tage vrede skridt imod Maya. Han ville begyndte at træde ind i lyset nu, så hun kunne se det nu røde øje. Han holdt sine hænder ud foran sig, med fingrene som krage klør, og musklerne spændt så hårdt at de rystede.
"Mange af vores art, Vampyrer, bliver skabt med nogen få følelser, med nogen langt stærke end andres.. Mig? Jeg har vrede! Latterlige mængder af det!!" Fortsatte hans hidsige fit, inden han stoppede op få skridt fra ham.
"Hver eneste dag, skal jeg kæmpe med tanken om, ikke at behandle alt omkring mig, som jeg gjorde den bil! Hvert eneste sekund, skal jeg kæmpe med tanken om, at bore mine klør dybt ind i din attraktive, smukke krop, og flå dit indre ud, for at indtage det som min føde for et par dage!!" Imens han talte, nu så tæt på hende, og han ville følge efter hende hvis hun bakkede bag ud, men uden at træde tættere end han var nu, begyndte hans klør at gro ud fra hans fingerspidser. Han drejede sine hænder, for at pege de lange, skarpe klør imod Maya, som de voksede sig nærmere, og nærmere hendes hud. Dog stoppede de, imens Vladimir tog en skarp indånding, og begyndte at trække sig tilbage.
"Det.. Er hvem jeg er.. Prøv at forstå det, og så kom tilbage til mig, og forklar mig det... For jeg kan fandme ikke se, hvordan -en- person skulle kontrollere sådan en vrede..." Udtalte han, med sine arme lidt ud til siden, imens han tog et skridt tilbage, væk fra Maya, tydeligvis ikke intereseret i at skræmme hende mere end han allerede havde gjort. Hun ville også nemt fange et hint af fortabt hed i hans blik, før han lukkede sit øje, og rystede en gang på hovedet.
"Førhen levede jeg med det, ved bare at.. Bruge det. Udnytte vreden. Holde alle skremt.. Men nu.. Nu har jeg indset, at det bare har gjort mine nære mere skade. Jeg har en familie. Nogen jeg elsker, som -jeg- har ansvaret for.. En hel Blodlinje, der er afhængig af hvordan -jeg- viser dem frem. Noget jeg forsøger at gøre bedre." Forklarede han. Gurglen i hans stemme var efterhånden holdt op, og den røde farve i hans øje var begyndt at forsvinde, og det blev langsomt hvidt igen. Øjet kiggede forbi Maya, og hen imod skaden han havde gjort, med et kort ryst på hovedet.
"Noget jeg tydeligvis fejlede igen.." Sukkede han stille, fortabt af sig selv, med et ryst på hovedet, inden hans døde øje kiggede tilbage imod Maya's øjne.
"Den Rasputin du kendte, er her stadig.. Ham for jeg aldrig kvalt. Men jeg kan forsøge at være bedre, hvilket jeg gjorde i dag. Noget der tydeligvis ikke blev sat så meget pris på, som jeg havde håbet.. Og angående jeres bås.. -Du- Frk. Dabrowski, har ikke hjulpet din Blodlinje. Du har opført dig præcis som en Nosferatu ville have regnet med. Så. Det er vi vel begge synder af?" tilføjede han, med sine arme opgivende ud til siderne, imens han tog endnu et skridt tilbage.
"Jeg ved ikke helt, hvorfor du føler, at du absolut er berettiget til svar på alle de spørgsmål du stiller, men her var de. Har du virkelig lyst til at høre mere?" Spurgte han endelig, og færdigjorde sig selv. Denne gang vendte han ikke om, men forblev, flere skridt væk fra Maya. Han lod hende snakke, hvis hun virkelig ønskede det.

Han var nået langt, før hun havde fået taget sig sammen til at opsøge ham igen. Hendes håb havde været at kunne nå ham, inden han nåede ud af selve lejlighedsbygningen, men i det mindste havde hun ikke været for sent på den til at stoppe ham udenfor, før han ville have forsvundet ud i mørket og efterladt hende til sig selv igen. Dog skulle det vise sig, at hun nok et sted ville fortryde det. For godt nok kunne hun ikke se den fysiske forandring hos ham, så var det som om, at hun begyndte at kunne smage en rådden metallisk smag på tungen, som havde vinden skiftet og omgivet hende af diverse metalatomer. Han gav hende nu ikke meget tid til at undre sig, før han fremviste en pludselig aggressivitet.

Straks fløj hendes blik imod bilen, som han havde valgt til sit offer, og hun kunne vel heller ikke skjule et meget lille chok, som det havde præsteret at få frem i hende. Det kom næsten helt bag på hende, hvordan han opførte sig. Godt nok var det ikke noget, som var hende uvant, men efter at han havde forholdt sig så pirrende roligt overfor hende, var dette lidt af en omvending. Ikke nok med det, så syntes hendes døde hjerte, at give hende samme følelse, som sprang det et slag over, idét at det gik op for hende, hvad han havde gang i. Hendes øjne måtte have spilet sig en anelse op i et næsten skræmt udtryk, da hun så bilen for sig. Hendes bil. Som han hamrede bilen ned i jorden og fik deres underlag til at sitre en ganske lille smule, havde hun ubevidst taget et halvt skridt frem imod ham, inden det gik op for hende, at det ikke var det samme køretøj, som hun var ankommet i. I det splitsekund som det var sket måtte hun have blevet fuldkommen farveblind. For denne bil, som Vladimir kastede rundt med, var hverken samme model eller farve som hendes.
Hun fik bare ikke tid til at ånde lettet op, før hun fandt tilbage til den fulde virkelighed og netop nåede at se bilen blive kastet imod hende. Hun var ikke sikker på, om det var standhaftighed eller hvad det var, der fik hende til at forblive stedfæstet, mens den susede forbi hende og fik blæst et par løse totter hår rundt. Hun følte en svag smerte omkring sin kind, hvor et lille stykke metal, der havde løsnet sig fra bilen, havde snittet hende. Det var ingenting. Et par dråber af hendes røde blod gled ned ad hendes blege hud, inden såret fluks helede sig igen. Men han var ikke færdig. Frakken og kufferttasken, som hun havde båret med sig, havde automatisk endt på jorden, i et splitsekund af usikkerhed for om bilen faktisk ville have ramt hende. Han var trods alt ikke nem at regne ud til tider. Det halve skridt, som hun havde taget frem, tog hun hurtigt tilbage, da han kom nærmere, så hun rigtig kunne se det raseri, der tilsyneladende boblede i ham. Selv hun ville være dum for ikke at være bare lidt påvirket af det. Det lykkedes ham dog at få hende tilbage igen, da han nævnte hendes mulighed for at blive hans føde. Han havde allerede vovet at drikke fra hende flere gange før i tiden. En ting hun bestemt ikke havde tænkt sig at lade ske igen. Hvilket tydeligt var at se i det borende blik, hun sendte ham.

”Jeg har opført mig præcis som forventet? Hvis det virkelig er tilfældet, så kan De vel også sagtens forstår, hvorfor jeg ikke står inde for at gøre det helt store for min blodlinje. For min blodlinjes principper er ikke som Deres. Vi står ikke sammen som en familie. Det kan såvel siges, at vi ser mere ned på hinanden end vi gør andre arter.” Frustrationen var stadig til stede i hendes stemme, men hun havde minimeret styrken i hendes blik. Og som hun talte kunne det også ses at tænderne var blevet trukket tilbage. ”Vi lever i en evig kamp på at nå over hinanden. Opnå en større succes. En skaber og en skabelse er det tætteste vi som regel kommer på, hvad nosferatu-klanen kalder en familie.” Hvad der lød mest som et suk, løb efterfølgende over hendes læber, inden hun fandt et lommetørklæde frem og tørrede den smule blod, der befandt sig på hendes kind, af. Hun trådte så de få skridt frem mod ham, som han havde taget væk, og løftede sig elegant op på sine tær for at kunne nå hans ansigt, hvor hun ligeledes tørrede den smule blod, der var sivet ud ad den tomme ækle øjenhule.
”Jeg tror på at, det er bedre at se sig selv som værende højere og bekæmpe chancen for at falde, end at befinde sig i bunden i frygten for det. Derfor føler jeg, at jeg er berettiget til svar på, det jeg spørger om. Og så er det vel også ren høflighed, synes De ikke? Jeg er sikker på, at selv De ikke bryder Dem som at blive ignoreret.” Hun trådte atter tilbage og viftede lidt med lommetørklædet, inden hun krøllede det sammen i sin hånd. ”Hvis De er vrede, så må jeg være.. stol-…”

”Mayémia!” Et højlydt brag fra en kraftfuld pistol brød pludselig igennem stilheden, der havde omgivet deres samtale. Afbrød hende og fik selv hende til at reagere noget forskrækket. Hurtigere end noget andet havde hun drejet omkring for at blive mødt af synet af den velkendte ældre herre med en pistol holdt oppe foran ham med en sikkerhed, der afslørede, at det langt fra var første gang, han havde haft lignende våben i hånden. Hun gjorde store øjne, der hurtigt udviklede sig fra lettelse til bekymrings vrede, da hun fik fulgt, hvor våbenet var rettet imod. Hun kunne lugte sølv-partikler i luften. Hvad havde det stupide menneske gjort?!

Vladimir kneb sine øjne en anelse sammen, da Maya fortsatte med at tale, selv efter alt dette. Og da hun begyndte at beskrive hendes Blodlinje, som om det var en overraskelse. Hvad hun forklarede, var præcis som hun havde opført sig. Overlegen. Men Vladimir lod hende tale, og stod på med sit øje lukket, og trak unødigt vejret igennem næsen, for at udløse det med et suk. Det var sandt at han ikke kunne forestille sig hendes kvaler, eller hvad der har ført til hendes problemer, præcis som hun ikke kunne håbe på at forstå hans. Men han kunne vise hende hans, og det var bestemt hvad han ville nu. Vise hvem, de virkelige Monstre var. For han syntes bestemt ikke det var dem.

Da Maya trådte nærmere Vladimir, kneb han sit øje en anelse sammen, og betragtede roligt hendes øjne imens hun rakte ud efter ham. Hans hoved gav et halvt ryk som hun berørte ham, men lod hende starte hvad hun ville. Dog rakte han hastigt op, og greb fat i hendes håndled, før at hun blev færdig. Høflighed? Hans ansigt tikkede en anelse ved tanken, når han tænkte tilbage på hendes opførsel. De havde vidst begge ikke været de bedste til det. Han slap ikke hendes håndled som hun fortsatte, men åbnede øjet igen, og gik tilbage til at stirre hende i øjnene.

Vladimir's øje blev spærret op, da der gik et ryk igennem hans højre arm. Og så kom lyden. Vladimir hvæsede i ganske få milisekunder, før hans krop dematerialiserede til en storm af sand korn, og flyvende floder af blod. Sølvkuglen, som ellers ville have sat fast i hans arm, og gjort endnu mere skade end den allerede havde gjort, faldt i stedet til jorden fra der hvor hans h'jre arm havde været. Stormen af sand og blod skød hen imod den nyankommende, hvor Vladimirs krop materialiserede sig igen på ganske få sekunder. Hurtigt greb den store Nosferatu ud efter den gamle mands håndled, og pegede hans pistol væk fra Vladimirs krop, så han ikke ville kunne skyde ham igen, og stirrede nu intenst ind i mandens øjne.
"Rrargh... Nej.." Sagde han bestemt, og beordrende. Han kiggede imod hans højre arm, der stadig var en anelse lammet. Han rystede på den et par gange, og fik den til at dematerialisere sig til sand og blod igen, inden han kunne bevæge den igen. Han strakte sin skulder en anelse, for så at gribe svagt fat i pistolen, og kigge tilbage på manden, inden han rev den ud i hans hånd. Vladimir kunne godt mærke at hans arm stadig var en anelse svag, men stadig stærk nok til at kunne hive pistolen ud af en gammel mands hånd.
"Nobelt.. Ikke så fandens gennemtænkt, men nobelt.. Du tjente din Arbejdsgiver godt i dag.. Om hun så tør sige det, eller ej.." Brummede Nosferatuen frustreret, før han vendte sig hastigt imod Maya, med en finger peget efter hende.
"Stop... Ikke mere snak for i aften.. Tror min vrede er blevet testet nok... Ender snart med at flå hovederne af samtlige skide kreaturer i denne satans by!" Vressede han hidsigt, med et blik over skulderen imod den ældre herre, inden han tog et par skridt tilbage imod Maya.
"Men jeg vil give dig det du ønsker, og svarer på alle dine spørgsmål.. Men først er der noget du skal se. Hold fast ved den telefon, og så kontakter vi dig med en adresse om i morgen aften. Okay?" Han ventede knapt nok på et svar, inden han begyndte at vende sig, for at tage et par skridt væk. Dog ombestemte han sig pludselig, med en hånd i vejret, som huskede han nettop sig selv om noget. Han drejde tilbage imod Maya, og pegede imod hendes hånd.
"Den finger du dyppede i den grønne væske? Den vil begynde at svige i løbet af aftenen. Så vil den begynde at føles som om, den er ved at rådne. Og så, vil den rådne... Blive til det her." Forklarede han, og pegede imod hans eget ansigt, tydelig hentydning imod hans egen hud.
"Vi kalder det Decay.. Det vil jeg også forklare dig noget mere om i morgen." Fortsatte han, og rakte ind i en inderlomme, og holdt en lille glas flaske frem.
"Det her? Dyp din finger i det, og hold den der i.. Mindst en halv time. En dråbe er egentlig nok, så du kan bare blande den op med vand. Så kan du altid bruge resten til at heale noget andet. Den kind forresten. Beklager jeg, forresten." Fortsatte hans forholdsvis forhastede forklaring, inden han gjorde tegn til at han skulle til at kaste flasken.
"Sør for at gribe..." Tilføjede han, inden han kastede flasken i en blid underhånd, der ville være svær ikke at gribe. Så drejede han om, og gav hende endnu en gang hans ryk, denne gang med en rejst hånd, og de sidste ord.
"Ved du overvejer at få det sidste ord, men lad være.. Jeg ber... Lad være.." Tilføjede han, med et kort blik ned imod pistolen der stadig var i hans hånd, som han hastigt, med et hvæs kastede fra sig ved hans side. Han havde først nu indset at sølvet pistolen var lavet af, langsomt havde formået at lamme hans arm igen. Hans frustration havde gjort at han ikke havde lagt mærke til det, og han rystede vredt med armen.
"Satans... Stads.." Brummede han vredt, inden han sørgede for at Maya ikke ville få det sidste ord, og dematerialiserede endnu engang. Denne gang forsvandt floderne af blod, og stormen af sand, ud i natten og efterlod de to i den nu kun let belyste parkeringsplads.

//Fortsat: Blood Thickens