Hvad vil du have af mig? (Amira Denali)

Dato: 07-08-12
Tid: 23:00
Sted: Midten af parken
Omgivelser: Ingen folk, men lidt park planter og den bænk som han sidder på.
Vejr: Ganske stille, og roligt en smule lunt det er jo sommer.

Adalwin kom flyvende gennem luften i mørket et stykke oppe, og fløj så hurtigt ned i mod jorden da han bare gerne ville ned og slappe af. Han havde et par pæne bukser på som fra et jakkesæt og et par lædersko. Han havde en jakke i armene sammen med en skjorte og et slips. Han landede en smule larmene på jorden.

*Kunne heller ikke finde hende i aften... Det er ved at gå mig på det her!*

Adalwin satte ganske stille på en bænk, det var en kedelig aften og nu havde Melicia været væk længe. Han kunne ikke lade være med at være nervøs for hvad det var hun rendte rundt og lavede om hun mon kom i problemer med nogen eller noget. Han var faktisk alt i alt ret nervøs for hende.

*Kunne man så ikke bare måde en eller anden?*

Han gav sig til at sidde og tromme med fingrene på bænken. Hans jakke og hans skjorte og slips havde han lagt på bænken ved siden af ham, da han jo ikke forventede at der var nogen der ville komme forbi og fandt ham eller så ham. Han havde derfor ingen sanser klar.

''Det var dog fantastisk?''

Han kiggede ned af sig selv, og lagde mærke til at han havde en flænge ned over brystet. Ikke særlig dyb men den var der, og den irriterede ham en smule, at han var kommet til skade... Han fjernede lidt af blodet fra såret, og satte så hånden mod såret og hans hånd lyste svagt op og hans sår lukkede sig igen... Han sad så ganske stille og trak vejret lidt tungere. Såret var lukket, med der var stadig en smule blod der hvor det havde været tidligere.

''Skal jeg bare gå hjem?''

Han sagde det lidt som om han forventede svar fra en eller anden, men han regnede dog ikke med at nogen ville svare ham.

Amira var på vej hjem. Hun havde en lejlighed i Terre... en gennemsnitlig lejlighed. Hun hverken svømmede i penge eller manglede dem. Og det passede hende ganske fint. Desuden gik hendes liv ikke op i penge. De havde ikke den store værdi for hende. Hvad der ellers havde, vidste hun ikke. Men noget havde hun da lært, igennem alle disse år; penge var ikke vejen til lykken. Hvad der så var, det anede hun ikke, og hun havde på fornemmelsen af, at om et par århundreder ville hun stadig ikke vide besked.

Da hun passerede parken, fik en himmelsk duft hende til at stoppe op. Hun grinede af sig selv, over at have beskrevet duften som "himmelsk" eftersom denne duft helt klart stammede fra en engel. Hankøn, hvis hun ikke tog meget fejl. Og det var hun ret sikker på, at hun ikke gjorde. Hendes lugtesans var nemlig så godt som perfekt. Ligesom hendes syn, hendes hørelse og hendes utroligt velformede krop og ansigt, som var med til at forføre hendes bytte. Engleblod var en af hendes favoritter. Menneskeblod smagte også ret godt, og det samme med dæmonblod og elverblod. Varulveblod smagte beskidt.. det kunne drikkes, hvis hun var sulten, men hun nød det ikke. Desuden havde hun visse fordomme om varulve der gjorde, at hun hellere ville sulte, end at nærme sig en. Hun var ikke bange for dem, hun afskyede dem bare.

Smilende placerede hun to fingerspidser i hendes øjne - en i hver - for at tjekke, om hendes kontaktlinser var. For at tjekke, om hun havde dem på. Amira yndede nemlig at gå med grønne kontaktlinser, der skjulte hendes røde øjne. Så vidste folk som regel ikke, at hun var vampyr, før det var for sent. Eller, det kom selvfølgelig an på hvem hun var oppe imod. Mange racer kunne lugte det. Hun vidste ikke om engle kunne. Hun troede det ikke, men kunne naturligvis ikke vide det med sikkerhed.
Kontaktlinserne var der. Og så satte hun kursen mod parken.

"Det synes jeg ikke du skal", smilede hun, da hun fik øje på sit offer, siddende på en bænk. Alene. Det var næsten for nemt. Hun smilede sødt - med lukket mund, naturligvis - og kiggede på ham med de - nu - grønne øjne. Hendes smil var charmerende og varmt. Hun havde hørt hans spørgsmål, og følte at det var en god måde, at komme i kontakt med ham på, ved at besvare det.
Hendes påklædning var meget normalt og afslappet; et par shorts, og en stram nedringet top, der ikke skjulte noget. Det, havde hun oplevet, nogle gange kunne være en fordel. Hun havde et par slidte Converse på, og hendes lyse hår var glattet, og gik hende til midt på ryggen. Hun var smuk, og hun vidste det. Hun vidste det udmærket.

"Må jeg sidde her?", spurgte hun og nikkede hen mod bænken, hvor noget af hans tøj lå og spærrede pladsen, som hun gerne ville have.

Han blev meget overrasket da han pludselig hørte en kvinde stemme som kom ikke langt væk fra. Han lagde ikke mærke til det før hun stod foran ham, og da han løftede hovedet for at se lig ud var det eneste han kunne se et par bryster i en stram top med dyb udskæring...

*Meget udfordrende påklædning?*

Han kiggede så op til hendes øjne. Næsten for smuk til at være menneske men alt andet ved hende virkede menneskelig så hun måtte vel være det eller tog han fejl af hende? Han valgte at tro på sin første indskydelse og tro hun var menneske.

''Ja undskyld... Syntes blot det var blevet en smule varmt.''

han lagde tøjet over på den anden side af ham selv og smilede så forsigtigt til hende. Var hun bare typen der forsøgte at snakke med alle, eller ville hun forsøge at stjæle fra ham måske? Det kunne være lige meget da han intet ejede af værdi.

''Du kan godt droppe at stjæle fra mig. Har desværre ingen penge, du kan stjæle.''

Han tilføjede dog noget hurtigt.

''Hvis det da er det du vil? Og hvis ikke så hej''

Han smilede stille.

Amira lagde mærke til, at det hans opmærksomhed blev vendt mod først, var hendes bryster, hvilke der også var frit udsyn til. Men om han syntes om hendes påklædning eller ej, var ikke til at tyde i hans ansigt. Hun håbede ikke, at han var en af de fyre, der ikke tænkte med en vis legemsdel. Det var jo dem, der var hurtigst at forføre, og hun var altså pænt sulten, og orkede ikke en længere kamp, for at få hans tillid, og for at få ham til at synes om hende. Det tog lang tid under alle omstændigheder, men hvis han var en af de der fyre der valgte personlighed frem for udseende, ville det tage længere tid. Men for en sikkerheds skyld, måtte hun få ham til at tro, at hendes personlighed var ligeså smuk, som hendes udseende. Hvilket i den grad var løgn - hun var en morderisk vampyr. Men hun var også en god skuespiller, og dette ville uden tvivl blive en interessant udfordring.

"Det er okay", smilede hun, da han undskyldte, og satte sig ned ved hans side. "Tak". I tilfælde af, at hendes lugt ville afsløre hende, havde hun forsøgt at camouflere den med en parfume der duftede svagt at roser. Hun var ret sikker på, at den fremmede engel ville kunne lugte den, når afstanden mellem dem, ikke var større. Men om han så kunne lide den, var jo en helt anden sag.
"Tak", tilføjede hun taknemmeligt, fordi han ville lade hende side på bænken ved siden af ham.

"Stjæle fra dig? Hvorfor skulle jeg dog det?", spurgte hun overrasket. "Jeg var på vej hjem, og ville skyde genvej gennem parken", løj hun. At gå igennem parken var en kæmpe omvej. "Og så sad du her.. og helt ærligt, så tiltaler min tomme lejlighed mig ikke specielt meget. Så var det da lidt bedre med nogen selskab, ikk?", sluttede hun. Hun løg ret godt - hun var i hvert fald ikke blevet gennemskuet før.

"Jeg håber ikke, at du synes, jeg er påtrængende?", spurgte hun ham forsigtigt med de store dådyrøjne - nu i grøn. Hun så oprigtigt usikker ud, og bange for, at have irriteret ham - hvilket også var en løgn.

Han syntes hun var meget svær at tolke. Hun virkede både til at tale sandt men også som om hun løj, og da han var en godtroene engel kunne han ikke lade være med at tro på at hun blot fortalte ham sandheden hvilket sikkert var dumt.

''Er glad for at du ikke vil stjæle fra mig, vel mest for din egen skyld da det ville være spild.''

Han grinede stille over det da det bare var ment i sjov. Han kiggede lidt hen over hendes krop. Hun så godt ud kunne han ikke benægte men at hun klædte sig sådan vidste han ikke helt om han syntes om.

''Jeg sad også selv og var en smule ensom, så det gør mig intet at få selskab.''

Han smilede stille tilbage til hende, for ham var hun slet ikke påtrængende. Hun var blot en person der havde valgt at være venlig og slå sig ned ved siden af hende. Han holdt dog stadig en hvis afstand, og havde stadig ikke helt tillid til hende. Han lagde dog kort en hånd på hendes skulder da hun virkede en smule trist og bange for at hun var påtrængende.

''Så nej du er ikke påtrængende...''

Han smilede venligt til hende, men valgte lidt at fortsætte hans talerække og snakke lidt om hendes tøjstil da den slet ikke var der for at skjule noget. HUn lod til at gå i tøj fordi det var en uskreven regel mere end for at dække.

''... men din tøjstil er en smule 'påtrængende' hvorfor?''

Han syntes egentligt at det var en smule ærgeligt. Han syntes at pigeer der var smukke og havde en god og smuk krop, skulle værne mere om den, holde den mere skjult og ikke vise den som om det blot var en prydsting.

''Er det ikke lidt synd? At behandle din krop og dig selv som værende for intet andet end syns skyld?''

Han havde ingen anelse om hvordan hendes reaktion ville være på det om hun ville blive sur eller glad irriteret eller skuffet eller om hun bare ville være helt ligeglad med det han sagde om hendes påklædning.

Hun smilede, da han lagde en hånd på hendes skulder, og hun kiggede op på ham igen. Lod hendes grønne øjne fange hans blik, og med en ubevidst bevægelse, flyttede hun en lok af det lyse hår, om bag øret, men hun havde knapt nok sluppet den, før den gled tilbage til, hvor den var før.

"Det er jeg virkelig glad for, at du synes, jeg ikke er", sagde hun med et taknemmeligt smil, over, at han ville lade hende sidde der. Det var faktisk oprigtig taknemmelighed, for ville han have bedt hende om at gå, ville det have gjort det hele en del sværere for hende.

"Påtrængende?", gentog hun uforstående, men kiggede dernæst ned af sig selv, og opdagede hvad han mente. Trøjen med den dybe udskæring. Så han var altså en af de typer! Dem der kunne ville have personlighed, garanteret. Men så måtte hun vil bare ændre taktik og spille efter det.

"Er det..? Ved du hvad, jeg har aldrig tænkt på det, på den måde..", svarede hun ham. Hun havde lyttet interesseret til hvad han sagde, og var oprigtigt overrasket over, at han sagde som han gjorde, for det havde hun aldrig hørt et hankønsvæsen sige før. Hun hev trøjen op, så den kun viste halvdelen af, hvad den havde gjort før.

"Men du har ret.. Det er ikke alle og enhver der skal se så meget af mig.. Det sender også de helt forkerte signaler" Lige dette var hun ret ligeglad med. Det plejede at være et led i den forførelse hun altid brugte på et offer, men det behøvede han jo ikke at vide.
"Desuden er det også ret koldt, at gå rundt sådan", sagde hun med et smil. Dette var en direkte løgn, for hun var død, og kunne ikke mærke forskel på -30 og +30 grader. Men igen, det behøvede engel jo ikke at vide.

Han var glad for at hun virkede til ikke at tænke sådan. Måske hun havde haft en jakke som hun havde tabt og det var grunden til at hun ikke længere havde noget der dækkede mere? Han smilede lidt da hun trak op i trøjen selvom han vidste den bare ville glide ned igen.

''Signalerne siger ihvertfald at du intet er ude på at snyde en, eller du er utroligt, ja hvad skal man sige, billig?''

han regnede ikke med at det sidste var grunden slet ikke når hun alligevel virkede til at have respekt nok for sig selv og sin krop. Det var rart at hun havde det fordi en billig kvinde var ikke noget der var særligt tiltrækkende i hans øjne. Han nikkede lidt til det med at det var koldt, men han havde det dog stadig en smule varmt.

''Har du det koldt? Her...''

Han rakte hende jakken til hans jakkesæt, ganske stille, og lagde den bare i hendes skød. Han kunne jo ikke lade være med at hjælpe folk når muligheden bød sig. Han var simpelthen for venlig til at kunne lade være med det. Han smilede derfor stille til hende, og kunne mærke at såret på hans bryst var sprunget op igen...

''Undskyld mig...''

Han fandt lidt papir frem og fjernede blodet stille og roligt. Han smilede forsigtigt til hende. Hvordan skulle han forklare hvordan det var sket hvis hun spurgte? Skulle han bare indrømme hvad han var? Han tænkte ikke videre over det.

''Nogle fugle kan være en smule agrressive...''

Han valgte at sige det sådan da det både kunne være en hentydning til at han bare havde sat der og var kommet til skade. ELler han havde gået lidt undt og var blevet skadet eller noget med at han var en engel og havde mødt dem i luften, men han sagde ikke mere om det.

''Du siger til hvis du fryser mere ikke? Bor ikke så langt væk...''

"Jeg har været på arbejde. Men nogen har stjålet den trøje jeg havde udenover denne her", forklarede hun. "Jeg føler mig ikke komfortabel i den her top.. den viser for meget" Flere direkte løgne, som hun dog smed om sig med dem idag.

Hun smilede da han lagde jakken i hendes skød, og hun tog den på med det samme. Havde den engel været en vampyr, var han bestemt kærestepotentiale. Men han var en engel, og det eneste hun så ham som, var frokost. Eller, sen aftensmad.
"Tusind tak.. du er virkelig venlig. Det.. er ikke så tit, man møder folk der er det", sagde hun med et taknemmeligt, sødt smil.
"Fryser du slet ikke?", spurgte hun så, for han sad jo kun i bar overkrop.

Havde en fugl virkelig gjort det? tænkte hun for sig selv, og havde svært ved at tro, at en fugl kunne have set sig sur på den søde engel. Men hun lod det ligge. Hvis han løj, var han om ikke andet, ikke alene om det.

"Lidt varme kunne være rart.. hvis du gerne vil have mig med hjem, altså?", smilede hun taknemmeligt. Det gik jo strålende. Hun ville have, at han skulle kunne mærke på hende, at hun ikke ville være til besvær, men om han opfattede det sådan, måtte tiden jo vise. Om ikke andet vidste hun, at hendes skuespillerevner var ret så gode.

Han havde jo selv regnet med at hun havde mistet det hun havde haft uden over. Det måtte have været underligt for hende så at skulle ud og gå på den måde hvis man ikke brød sig om at vise så meget.

''Det må være ubehageligt at gå rundt så? Og vise mere end man bryder sig om?''

Han smilede venligt til hende. han virkede nok på mange til at være en tand for venlig, kunne han forestille sig men håbede ikke han virkede alt for dum eller naiv i forhold til hende.

''Nej folk har en tendens til kun at tænke på dem selv?''

Han smilede stille og forstod godt at hun spurgte om han ikke frøs men han havde det varmt, da hans krop stadig var varm efter flyveturen. Den havde fået ham til at svede så han var stadig varm.

''Næh har lige dyrket motion så har det egentligt varmt...''

Han rejste sig så stille op da hun sagde hun egentligt gerne vill have noget varme hvis han altså ikke havde noget imod at tage hende med ham hjem. Han tog sin skjorte og slips under armen og rækte hende så den anden hånd.

''Så kom med. Det er ikke noget slrligt jeg bor i. Det er ikke engang et rigtigt hus.''

Han smilede stille og begyndte så at gå han regnede med at hun var med ham. Den nye fysiske anstengelse eller rettere aktivitet fik blodet til at løbe fra hans sår igen, dennne gang lidt mere end før. De kom hurtigt hen til et lille skur med en hænglås. Han låste den op og trådte ind. Der var end varmovn som han tændt og i det ene hjørne var der en dobbeltmadras hvor væggen omkring var beklædt med madras også.

''Velkommen til mit meget ydmyge hjem''

Han satte sig ned på madrassen.

"Det er vild irriterende, og jeg føler lidt at alle kigger på mig. Enten fordi, de synes jeg ser billig ud, eller fordi de har de alt for forkerte hensigter", besvarede hun hans spørgsmål med et smil, og trak hans jakke tættere om sig, så det der skulle dækkes blev dækket.

Hun smilede bare, som svar. Dyrket motion. Han havde vel løbet til parken, eller måske fløjet? Han var jo en engel, så sidstnævnte var en oplagt mulighed. Hun betragtede ham lidt mens de gik. Det her gik jo over al forventning. Han inviterede hende allerede hjem. Problemet lå dog i, at hun ikke vidste, om det var fordi han syntes om hende, eller om han bare altid var så sød og venlig mod alle. Han var jo en engel, så det ville ikke undre hende, hvis det forholdt sig sådan. Men uanset hvad, var hun inviteret ind i hans hjem, og det gjorde det hele meget nemmere.

"Det er ligemeget, om det er et hus eller ej - det er stadig dit hjem", svarede hun med smil, og håbede at hun gjorde det klart, at det ikke spillede nogen rolle, hvor han boede.

Hun så at han blødte igen, og det mindede hende om sin sult. Men hun havde selvbeherskelse nok til, ikke at lade sig mærke med det. Lidt endnu. Sulten gnavede i hende.

Hun satte sig ned på madrassen ved han side, og kiggede sig omkring i det lille skur. Her ville uden tvivl være dejligt varmt, hvis hun havde kunnet mærke varmen. Men det kunne hun ikke, men lod dog som om, at varmen var behagelig.

"Tak", svarede hun taknemmeligt, og sørgede for, at sidde ved siden af ham.

''Ja... Selv jeg må indrømme at jeg ikke lige kunne lade være med at kigge en ekstra gang... Det måd u undskylde...''

Han smilede stille til hende. Det havde ikke været hans hensigt at være på den måder han ville ikke virke pervers overfor hende. Selvom han var meget venlig overfor hende havde han stadig sine sanser uden på tøjet og sikrede sig at hun ikke forsøgte på noget.

''Det var så lidt... Og er glad for at du ikke har noget imod at det er mere end det er?''

Han smilede stille til hende som hun nu sad der ved siden af ham. Han sad lidt og kiggede sig omkring og overvejede hvad han skulle gøre eller sige så stemningen ikke blev totalt akavet i mellem dem. Han syntes selv at det blev alt for varmt, hvilket nok kunne ses da han begyndte at svede, og han satte sig helt over i hjørnet og forsøgte at holde varmen ud.

''Du kan bare skrue op eller ned for varmen hvis du synes her enten er for koldt eller for varmt.''

Han smilede stille til hende, og rodede lidt med hans sår, som han igen fjernede blod fra med et stykke papir. Han hadede at komme til skade, fordi det næsten altid tiltrak vampyrer og de ville ham sjældent noget godt.

''Forresten hedder jeg Adalwin.''

Han smilede stille og forsigtigt til hende som han fortalte sit navn. Han kunne ikke lade være med at betragte hendes krop, mens han oplevede noget underligt. Han følte sig direkte tiltrukket af hendes krop. Han rystede lidt på hovedet og slog tanken ud af hovedet.

"Det er iorden.. jeg lagde vel selv op til det, ved at gå sådan rundt. Selvom det var mod min vilje", svarede hun med et smil, og betragtede ham lidt, imens en masse idéer omkring hvordan hun skulle forføre ham, dukkede op i hendes hoved. Han havde lagt mærke til hendes krop - det havde han jo selv indrømmet. Og dermed ville det gøre det nemmere for hende. Lidt, i hvert fald. Men hun måtte spille på sin personlighed, for det virkede som om, at det var det, der tiltrak ham. Hun kunne tage fejl, men det virkede sådan. Så det måtte hun handle efter, og for alt i verden ikke gå for hurtigt frem.

Amira mærkede hverken varmen eller kulden, men hun lod forsat som om, at hun nød varmen fra brændeovnen, selvom den ingen effekt havde på hende.
"jeg har det helt fint", svarede hun og hentydede til at temperaturen passede hende helt fint.

Hun kunne mærke hvordan sulten vældede op i hende, hver gang englens blod ramte hendes næse, men hun ignorerede det, og lod sig ikke mærke med det, da det ellers ville afsløre hendes race.

"Jeg hedder Amira.. men du kan bare kalde mig Mira, det gør de fleste", svarede hun, da han fortalte hende, hvad han hed. Det virkede rigtigst at svare, med at give den samme information.

''Ja, men derfor burde jeg vel have lagt mærke til andre ting? Tænkt på en anden måde, så det ikke virkede som om jeg blot så dig som et objekt, som mange mænd nok ville... De må undskylde hvis du følte jeg så dig sådan, da jeg virkelig på intet tidspunkt havde ment at du blot er et objekt...''

Han smilede forsigtigt og en anelse bange for hende. Han var nervøs for at hun havde troet det var sådan han havde set hende da han fortalte hende det at han havde lagt mærke til hendes krop.

''Det var godt at temperaturen passer dig fint.''

Han smilede til hende og tørrede lidt sved af panden, da han ærligtalt syntes at der var alt for varmt der inde og hvis det ikke var fordi hun var der havde han nok taget sine bukser af...

''Rart at møde dem Amira... Hvorfor kalder folk dig Mira? Dit rigtige navn er eller utroligt smukt.''

Han smilede stille til hende, og han kunne klart bedre lide Amira end Mira... Mira virkede så trivielt så normalt, mens Amira skabte en mystik en smuk mystik som man bare havde lyst til at vide mere om

''Men Amira... Hvad vil du? Noget du gerne vil lave? Høre? Eller noget andet?''

Han valgte at stole på hende, men han holdt stadig øje med hende, da han lige skulle være helt sikker på at hun ikke ville ham noget ondt... Han fik det for varmt, og trak hurtigt et tyndt, meget tyndt, tæppe over sig og smed bukserne...

"Det troede jeg ikke et øjeblik at du gjorde", skyndte hun sig at sige, og smilede sødt til ham. Han var i sandhed en engel. En vaskeægte engel, som intet gjorde forkert. Det, var i hvert fald det indtryk hun havde fået af ham indtil videre - om det var rigtigt var jo så en anden side af sagen.

Hun lagde mærke til at han svedte, og hun kunne ikke lade være med at tænke over hvor mange grader der i grunden var inde i skuret. Hun vidste det ikke, for hun kunne ikke mærke det. Men for at det ikke skulle virke underligt, trak hun englens jakke af, og hev op i toppen, så den ikke skjulte så meget, og så sad smilende og betragtede englen.

"Jamen, jeg tror at Mira er nemmere at huske. Navnet er nok mere almindeligt..", svarede hun på hans spørgsmål om, hvorfor folk kaldte hende Mira. Selv vidste hun ikke, hvilken version hun bedst kunne lide, men for at være enig med englen, tilføjede hun: "Jeg kan bedst lide Amira.. det er jeg glad for, at du også kan"

Hun hævede et øjenbryn, da han tog et meget tyndt tæppe på, og smed bukserne. Hun gik ud fra, at han havde det varmt, men det kom alligevel bag på hende, at han gjorde det. Smilende rejste hun sig og skruede lidt ned for varmeovnen, hvorefter hun satte sig ved hans side.

Han så lidt på hende. Hun var noget helt for sig selv hun virkede så sød og genert og så med den krop hun havde. Hun måtte virkelig kunne få enhver fyr hun gerne ville have, og derfor kunne han ikke lade være med at spørge hende om hun havde en kæreste...

''Det er godt det ikke virkede sådan på dig... Må jeg spørge... Har du en kæreste?''

Han smilede forsigtigt til hende, da han ikke ville virke som om han lagde an på hende hvilket han ikke gjorde, da de tanker slet ikke havde været i hans hoved.

''Jeg tænker bare, en sød pige som dig med en smuk krop... Det må være svært for fyre at lade dig være?''

Han smilede lidt genert da hun satte sig ved ham ig han rykkede lidt på sig, da han ikke var helt vild med at hun sad så tæt på ham, selvom han stadig måtte indrømme at han var tiltrukket af hende, og hans blik kunne han heller ikke undgå at det vandrede ned over hendes krop ganske stille, men vendte op til hendes øjne...

''Det må du undskyld, det var ikke min mening at stirre på dig... Føler mig bare en smule tiltrukket...''

Han vidste ikke hvordan han skulle reagere da han ikke var vant til at føle sådan overhovedet, det var virkelig helt nyt for ham. Han vidste derfor ikke hvad han skulle gøre, men hans øjne blev ved med at vende sig mod hende og studere hendes smukke krop. Han var i vildrede...

''Du siger bare noget til mig hvis det er... Jeg kan altid gå en tur så du kan få varmen helt inden du går?''

"Jeg har ikke nogen kæreste", svarede hun med et smil, og kiggede ham dybt i øjnene imens. Hendes smil var charmerende og sødt, og hendes blik forlod ikke hans, imens hun talte. Smilet blev større da han omtalte hendes krop - så han havde altså lagt mærke til den. Jamen så var det måske på tide, at gå lidt længere frem.. bare en anelse.

"Jeg ved godt, det ikke var din mening", smilede hun og kiggede ham dybt i øjnene imens. Hun lagde blidt en hånd på tæppet, hvor hans knæ var, sådan ca.
"Hvad med dig.. har du ikke en kæreste?", spurgte hun, og sendte ham et af sine charmerende smil.

"Jeg har fået varmen", skyndte hun sig at tilføje. Hvis han gik nu, ville hele hendes plan være smadret.
"Jeg nyder virkelig at være her sammen med dig.. tusind tak, fordi du ville have mig med hjem", tilføjede hun, med en taknemmelig klang i stemmen.

Med en yndefuld bevægelse løftede hun lige akkurat så meget op i tæppet, at hun kunne ligge det over sine ben, så de nu sad side om side under det tynde tæppe. Hun måtte indrømme at det var rart.. også selvom han egentlig bare vare hendes aftensmad.

''Det må jeg sige det overrasker mig meget... Du er jo både smuk som en gudinde og sød som man overhovedet kan forestille sig...''

han grinede lidt da han kom til at tænke lidt på noget han havde hørt nogen sige som en beskrivelse af en meget smuk men dog en meget sød person, og han kunne ikke lade være med at sige det...

''Du er lidt som en engel i en dæmons krop.''

Han blev overrasket over hendes spørgsmål, og kunne kun svare nej til spørgsmålet da han jo ikke havde nogen.

''Næh... Det har jeg ikke...''

Han blev en smule overrasket da hun lagde en hånd på hans knæ, og han følte sig bare mere og mere tiltrukket af hende... Han begyndte at føle endnu en ny følelse, end følelse som andre nok ville beskrive som værende lyst. Han prøvede bare at lukke den ude, men det blev bare sværre da hun satte sig ind til ham under tæppet... Han blev en smule nervøs...

''Øhhh... Hvad laver du Amira?''

Han så stille på hende, en smule nervøs men han ville nok ikke kunne stoppe hende hvis hun ikke forsøgte på direkte at skade ham. Han havde et problem der... Han smilede forsigtigt til hende.

''Hvad er du ude på?''

"Mener du virkelig det?", spurgte hun og lyste op i et stort smil, over det kompliment hun fik. Smuk som en gudinde ville hun godt gå med til, men sød..? Det viste hende vel bare, at hun da vidst havde klaret skuespiller-delen ganske godt.
"Tak", tilføjede hun med et smil. Igen, så hun ham ind i øjnene.

"En engel i en dæmons krop?", spurgte hun uforstående, og tænkte lidt over ordende og smilede så. "Det tager jeg som et kompliment!", svarede hun med et grin.

Hun havde spurgt om hvorvidt han havde kæreste på eller ej, fordi hun flirtede, og fordi hun følte det høfligt at spørge. Hun var ligeglad med, om han havde en kæreste eller ej. Det forhindrede hende ligesom ikke i, at gøre, som hun gjorde. At forføre ham, for til sidst at bide ham. Det var der intet, der forhindrede hende i. I hvert fald ikke her.

Hun kunne godt mærke på ham, at han var nervøs, især da han spurgte, hvad hun lavede. Måske ville han slet ikke have hendes så tæt på sig? Jo. Det måtte han ville. Om ikke andet, ændrede hun ikke på, hvor tæt hun var på ham, medmindre han skubbede hende væk. Og gjorde han det, ville hun bide ham alligevel. Det var bare.. sjovere, på den her måde.

Smilende lod hun hånd glide fra hans knæ og op til hans lår. Hun mindede sig selv om, at gå langsomt frem. Det fandt hun klogest, og lod derfor hånden blive ved hans lår, bare for nu..

"Hvem siger, at jeg nødvendigvis er ude på noget?", spurgte hun med et drillende, og dog samtidigt sødt smil, og lod blidt sine læber strejfe hans kind.

''Så lidt.''

Han undrede sig lidt over hendes spørgsmål. Havde hun aldrig hørt nogen sige sådan før? Men hun forstod da at det var et kompliment både af hendes krop og af hendes personlighed, og han valgte dog også lige at forklare hvad det var han mente med det.

''Ja sød som en engel, men din krop er fristende som en dæmons.''

Han blev en smule chokeret over det hun gjorde med hendes hånd. At hun sådan lod den glide nærmere hans skridt. Hvad var det hun var ude på? Ville hun have sex med ham? Eller hvad var det hun ville ham... Han var virkelig ikke helt sikker på hvad han skulle gøre af sig selv, men et lille svagt nydene suk undslap hans læber...

''Du virker bare til at være ude på noget? Mord eller sex?''

Han var en smule eller rettere meget nervøs og derfor var hans sanser endnu mere klar, og det ville nok ikke være der det var smartest at forsøge at bide ham, da han nok ville svare igen rimelig voldsomt og nemt.

Han var virkelig meget forvirret over det der skete. Havde hun ikke nogen planer? Jo det måtte hun sgu da have ellers gjorde hun ikke som hun gjorde, men hvad var hendes planer?

Hun smilede, da han forklarede komplimentet for hende, og det sammen med hans reaktion på hendes hånd, der nærmede sig hans skridt, hjalp hende til at konkludere at hans krop gerne ville have hende, men at han mentalt forsøgte at tale sig fra det. Måske tog hun fejl. Hun var jo ikke tankelæser. Men hun havde altså en fornemmelse af, at han havde lyst til hende, men at han ikke rigtig ville kendes ved, den lyst han følte... eller noget i den retning. Hun kunne selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men hun valgte alligevel at tro det, og håbede, at hun ikke to fejl.

"Hvis jeg absolut skal vælge mellem mord eller sex, vælger jeg klart det sidste!", sagde hun med et drillende grin. Hun var ret overrasket over hans spørgsmål. Var han virkelig sikker på, at hun enten ville myrde ham eller slå ham ihjel? Var han mon vant til kvindeligt selskab? Hun tvivlede.. Men igen, hun vidste det jo ikke. Det var bare et gæt.

"Faktisk, ville jeg bare gerne have en hyggelig aften.. Jeg har ikke planer om at slå dig ihjel..", sagde hun med et drillende smil på læben, imens hun flyttede sig, så hun sad på hans ben, men med et ben på hver sin side af ham. Bevægelsen var både elegant og yndefuld. "... Men det sidste var selvfølgelig en oplagt mulighed", tilføjede hun med et grin, der gjorde det tydeligt at hun lavede lidt sjov med ham.

Han havde ikke regnet med det at hun faktisk, eller rettere måske, ville forsøge at have sex med ham. Selvom det nok næsten var den eneste måde at løsne ham nok op til at hun kunne bide ham. Hans sanser sad bare endnu mere uden på tøjet da hun satte sig på ham... Han kunne ikke lade være med at være en smule nervæs for at hun ville lægge mærke til at hans krop gerne ville have hende og var lysten, hvilket kroppen også reagerede på som den mandlige krop ville gøre det.

''Altså... Så skal du altså... Du ved... Jeg er faktisk jomfru...''

hans stemme var direkte famlende da han sagde det og vidste slet ikke hvad han skulle stille op med sig selv, men han var endnu mere sansene der end han havde været før da han var virkelig nervøs overfor hende. Han vidste slet ikke hvad han skulle stille op, men han kunne ikke få sig selv til at sige at han ikke ville have sex med hende. Det havde kroppen for meget lyst til og det havde spredt sig sådan at han også fik lyst.

''Altså nu er det jo ikke fordi... Du ved jeg kun tænker på sex nu... Eller ser dig som et objekt... Jeg kan dog ikke benægte min, hvad kalder i det, lyst?''

Han rødmede kraftigt... Og såret ved hans bryst sprang op igen... Det blød lidt...

Eftersom Amira sad ovenpå ham, var det ikke svært at fornemme at han havde lyst, eftersom hans krop reagerede, som den mandlige krop nu gør. Hun lagde armene om ham, og måtte indrømme at han - når de var så tæt på hinanden - egentlig så ret godt ud. Men det var vel også meget fint. Det gjorde det vil kun bedre, at hendes aftensmad også havde udseendet med sig.

"Er du? Jamen det er slet ikke så svært at lære..", svarede hun med et grin, og skjulte hvor overrasket hun var over, at han var jomfru. Og så alligevel ikke, han var jo en engel, og måske var han ikke så meget, for at gøre sådan noget. Men hans krop var i hvert fald, det kunne hun tydeligt mærke. Hun havde ikke tænkt sig, at gå hele vejen med ham. Det halve af vejen måske... Hun vidste godt, man ikke måtte lege med maden, men nu var hun jo heller ikke typen, der overholdt den slags uskrevne normer..

"Nej, det kan du ikke", svarede hun ham, og da såret på hans bryst sprang op, lagde hun armene om ham i et dybt kys, for at fjerne sin opmærksomhed fra blodet. Hun var så tæt på, og hun var så sulten.. Hun kyssede ham blødt, og håbede at det kunne aflede hendes opmærksomhed fra den røde blod.. engleblod.. Hun fokuserede kun på kysset, og forsøgte at tømme hovedet for alle andre tanker..

Han gengældte kysset men stadig var han dybt fokuseret på alt andet omkring ham. Han kunne ikke alde være med at have hans sanser helt spændte og klar. Det var for farligt ikke at have dem sådan. Han kunne stadig ikke lade være med at være en smule nervøs for at hun ville ham ondt... Han mærkede dog noget da hun kyssede ham fordi han ikke kunne holde sin tunge i ro...

*Hvad var det?*

Han lod tungen glide over igen, og der var ingen tvivl. Det var et par hugtænder. Han rev sit hoved fri fra kysset, og hev hurtigt en kniv til sig som han altid havde liggende gemt bag madrassen og holdt den ind i mellem dem...

''Ho... Hold dig væk...''

Han havde ikke lyst til at skade hende, og hvis hun gjorde det på den rigtige måde kunne hun nok også stadig komme til at bide ham, hun skulle bare lige få kniven væk først... Men hendes største problem ville nok opstå når hun bed ham. Da han ville nyde biddet meget, da han af en tåbelig grund nød smerte.

Hendes bid ville nok ende med at gøre ham mere lysten end han allerede var, og så skulle hun pludselig til at arbejde med en engel som havde seksuelle lyster.

''Du får ikke mit blod!?''

Amira sparkede sig selv mentalt. Hun have i den grad dummet sig. Hun havde kysset ham så intenst, at han kunne mærke hendes hugtænder. Hvor dum havde hun lov til at være? Hun skulle have bidt ham med det samme. Nu havde hendes aftensmad lange udsigter, og sulten var altså ved at drive hende til vanvid.
Men hun havde tabt. Slet, slet ikke. Der skulle bare lidt mere skuespil til.

Hun så på kniven med store, chokerede øjne, og kiggede op på ham med de store, grønne øjne. Hun berørte øjnene let, med to fingerspidser og da hun fjernede fingrene igen, var hendes øjne røde, og hun havde to grønne kontaktlinser på sine fingre. Hun kastede dem væk, og kiggede igen på englen, nu med tårer i øjnene.
"Jeg vil ikke bide dig! Det tror folk altid..." tårene løb ned af kinderne på hende. ".. Jeg har været vampyr rigtig længe, og jeg kan sagtens styre det. Se, hvor mange gange du har blødt, og jeg har ikke reageret på det" Hun kastede et blik på kniven, og så derefter tilbage på ham igen.
"Bare gør det.. hvis det er det du vil.."

Hun måtte indrømme, at hun var overrasket over, hvor god hun var til at græde "på kommando". Men det var vel mange års øvelse, der nu gav pote. Hun ville redde hendes aftensmad.

Han havde ikke lige forventet at hun ville begynde at græde og han blev bare endnu mere forvirret da hun gjorde det. Han var virkelig ikke sikker på hvad han skulle gøre af sig selv, skulle han smide kniven eller stikke hende? Han var virkelig meget i vildrede...

Han måtte dog erkende at hans forbandede venlighed spillede for meget ind der, da han smed kniven fra sig og lagde armene om hende så hans hoved hvilede på hendes skulder og hendes skulder på hans...

''Det må du meget undskyld... Er bare vant til at alle vmapyre er ude efter mit blod... Jeg er trods alt engel...''

Han aede hende forsigtigt over ryggen, og forventede faktisk stadig at hun ville bide ham, men han sagde noget mere stadig da han havde mere omkring det med at bide ham, og nu lød han sikkert bare langt ude og meget dum.

''Men hvis du gerne vil have mit blod... så bare spørg mig...''