Dead on Arrival. -Amira

Tid: Well, who knows?
Sted: Uden for porten
Vejr: Det er overskyet og langt ud på natten.
Dato: 29. september, 2011
Omgivelser: Mennesketom, død som en kirkegård.
Beklædning: En grå, tynd hættetrøje med en sort, læderjakke neden på og et par stramme jeans, der alligevel hang løst på ham.

Det var en sort nat. Skyerne hang som et tyk tæppe på himlen og lukkede alt helt ude. Der var ingen stjerner og solen er gået i seng.
Natten var død.
Ingen mennesker på den øde gade eller i den kolde, hvide kirke. Den lignede et stort kranium, som det lå der, blandt de døde. Han har altid syntes det var underligt. Kirken var Guds hus. Samlingspunkt for de troende og glade stunder.
Men hvordan kan du være glad, når over alt rundt om dig, ligger døde nede i jorden? Det var han en gåde. En gåde af de helt ubegribelige. Selv i hans menneskeliv, kunne han ikke lide kirkegård. De havde givet ham myrekryb.
Lygtepælenes lys blikkede flere gange og gik så ud. Et glædeløst smil kom krypende på hans læber.
En stærkt vindstød trak hans hætte ned og afslørede et perfekt ansigt. De blå øjne og den lyse, som ikke set sol lys i mange hundred år, lyste næsten i det fuldkomne mørke. Smilet var der stadig.
Han tog et endnu et hiv af cigaretten og gik med hurtige og bestemte skridt hen mod kirkegården. Han hoppede over den lukkede låge og sat sine hænder dybt ned i lommerne. Ikke fordi det ville hjælpe. Intet kunnne varme ham, hverken hans krop eller sjæl. Kold og ensom fortsatte han sin vandring blandt de døde.
Mørket var fuldkommet. Udover den enlige lille cigaret glød.

Der var ikke en eneste lyd der prægede domkirkens indre. Selv ikke dæmonens åndedræt var til at høre. Det flammerøde hår, bredte sig på den hårde bænk under hende. Dog ville man slet ikke kunne se hende, da hele kirken var indhyllet i mørke. Et pludseligt vingeslag gav lyd gennem den mørke kirke. Muligvis en fugl.
Dæmonen, Amira som hun hed, satte sig forsigtigt op på bænken. Trak sig langsomt ind mod væggen bag hende, og trak de tynde ben ind til sit bryst, hvor hun bar et par sorte Cheap Monday bukser.
Langsomt lod hun sine øjne glide i. Faldt i ét med mørket, der klamrede sig til de rug, hvide vægge, der gjorde at kirken stod.
Nu hun tænkte over det, var det læge siden hun sidst havde tilbragt tid her. Lige nu, hvor hun ikke gad tage hjem til Naomi, havde hun valgt at blive på kirkens grund. Dog havde døren ind til kirken været låst da hun ankom, men det problem var hurtigt løst.
Selvom hun elskede at være inde i selve kirken, brød hun sig ikke om tanken med at der lå en kirkegård lige udenfor. Hun sank lidt. Dog var hun ikke den sødeste dæmon man kunne støde på, men alligevel var hun som alle andre. Følsom og skrøbelig. Der skulle bare meget til før hun ville vise det.
Amira faldt hen i en drømme agtig tilstand, der svarede lidt til at sove. Dog skulle der intet til at 'vække' hende på nuværende tidspunkt.

Kirkegården var stille. Stille som den mørke nat. Ingen lyde hørtes, udover... Et vindpust skubbede alle tanker væk fra Ethans hoved.
Det var blidt og spøgelses-agtigt og på samme tid syntes der at genlyde hundred af fortabte sjæles skrig. Så det væk og det var han kun glad for. Men den lyd han føltes, han kunne, var for længst væk. Desværre. *Der var sikkert ikke noget alligevel* han fortsatte sin gåtur.
Det var kedeligt. Forbandet kedeligt. Han overvejede, om han skulle gå...
Naj, heller blive. Hvor skulle han tage hen? Hjem?
Han runkede øjenbrynene ved tanken. Han havde ikke noget hjem. Ethan havde en lejlighed, men intet hjem. Sådan havde det været i... hvad? To hundred år?... Nej det var mere, tohundredoghalvtreds sikkert.
Havde noget forandret sig? 'Nej' hviskede vinden. Vinden havde helt ret. Intet havde forandret sig. Intet havde forandret sig. Intet.
Et sted langt i det fjerne sang en fugl. En klagesang, som gik over et skrig. En fugl faldt. Langt i det fjerne.
Og Ethan kunne ikke være mere ligeglad.
På en gravsten var der skrevet med svugne bogstaver, der dannede orderne:

R.I.P Ethan
1735 - 1800

Det samme navn. Det samme fødselårstal. Forskellen var bare den ene lå begravet to meter under jorden og den anden var mere frisk end nogensinde før.
Han trak på skulderne og gik videre. Så... tilfældig og lille verden dog kunne være. Flere vindpust med skrig fyldte, men tog Ethan sig ikke af dem. Hvorfor skulle han?

Et brag fyldte rummet, netop som døren ind til kirken gik op. Blæsten var tydeligvis taget til. Vindet gik igennem rummet, klamrede sig videre op af væggene og fik Amira's flammerøde hår til at flyve rundt. En hul hylen skar sig tværs gennem rummet og fik med det samme Amira til at se op. Sådan slags lyde havde hun aldrig brudt sig om. Det var hun sikker på mange andre heller ikke gjorde. Da blæsten ikke lagde sig, var hun tvunget til at rejse sig og lukke døren. Det havde ellers været så afslappende bare at sidde der og drømme sig langt væk i sin fantasi. Måske hun skulle gå udenfor? Bare lidt.
Langsomt fik hun rejst sig fra bænken, trak ned i sin grå sweater, der i det mindste ikke fik hende til at fryse, og gik så hen imod døren der stadig stod og klaprede op af de hvide cement vægge.
Det var utroligt hun slet ikke var træt overhovedet. Hun havde ikke været hjemme hos sin søster i en uge snart, og der havde ikke været nogen steder at sove. Hvilket havde resulteret til hun ikke havde sovet de sidste 48 timer. Da hun endelig kom ud i det kolde vejr tog hun en dyb indånding og sukkede. Amira vendte sig om mod døren, der stadig stod og klaprede. Langsomt lukkede hun dem, dog med en masse besvær, mens hun ind imellem kom med en masse skældsord. Hvorfor skulle den dør dog også være så forbandet stor. Det lykkedes hende så at få den lukket.
Natten kastede lange skygger hen af den grusbelagte sti der snirklede sig igennem de mange gravsteder. Lidt efter lidt kastede vinden en duft med sig.
En duft af vampyr.
Hvad lavede en vampyr dog, så tæt på en kirke?

Vinden hylede og opførte sig virkelig som et spøgelse. Det ene øjeblik var det der, det næste væk.
Hvilket var utrolig irriterende, da Ethan syntes at høre eller mærke et eller andet. Det var i udkanten af hans bevidsthed, men forlangt væk til andet end kunne ane det.
Han kunne næsten nå det og alligevel ikke. Alle hans sanser ledte efter... et eller andet. Bare en enkelt bevægelse.
Den kom ikke.
Irriteret kiggede Ethan sig rundt mellem de tavs gravsten og lange, slanke planter. De bukkede let for vinden, men ellers var der intet at hverken høre eller se.
Ethans blik stoppede op ved kirken. Den lignede stadig et enormt kranium. Var det der underlige følelser af eksistens kom fra? Fra kirken? Han måtte le. Og alligevel... Han havde altid været nysgerrig anlagt og, hvis han ikke gjorde noget nu, ville han aldrig finde ud af det.
Det kunne han ikke have til at se på sig. Og alligevel... Der var farlige ting, der finde.
Ethan fnøs af sig selv, "Ja og som om det har betydet noget før" mumlende han. Vinden tog hans ord og førte dem væk med sig selv.
Vampyren nikkede til sin navnebror og satte kurs mod den tavse hvide bygning, som nogen bestod at være Guds hus.
Og han var åbentbart ikke hjemme. Ethan smilede. En djævel, i overført betydning, var trængt ind på den mægtiges mærke.
Hvor ironisk var det lige? Og han over i købet døbt og konfirmeret.