Kærlighed har ingen regler

Tid: Klokken er omkring 14:00
Sted: Di Morgas High School
Omgivelser: Der er naturligvis elever og lærere overalt.
Vejr: Solen står højt på himlen - ikke en sky!

Klasselokalerne var allesammen fyldt med elever, som lærerene forgæves forsøgte at gøre klogere. Men det var et opgivet projekt på forhånd, når klokken gjorde det tydeligt, at frikvarteret ikke længere var mange minutter væk. Det gjorde som regel, at elevernes koncentration var det modsatte - altså, langt væk. Som, en by i Rusland. Eller om muligt; endnu længere væk. Solen stod højt på himlen, og gjorde det kun, desto mere uudholdeligt at være fanget i det klasselokalerne, med kedelige lærere, som gennemgik kedelige ting. Intet nyt der. De fleste længtes efter at være ude i skolegården, eller sidde på gangene. Alt andet, end at være, hvor de netop befandt sig nu. Sådan havde de fleste det i hvert fald.

Sådan var det især inde i Giselles klasse. Eleverne havde travlt med alt muligt andet, som intet havde med skolen at gøre. Nogle havde deres computere åbne og lod som om, at de var travlt optagede af at tage noter fra tavlen, og læreren var naiv nok til at tro, at de rent faktisk gjorde det. Det der i virkeligheden skete bag skærmene var noget ganske andet. Facebook, Twitter, Skype - alle sociale medier der på ingen måde var tilladte i undervisningen. Men det var der ikke rigtig nogen, der overholdte.

Giselle befandt på sin sædvanlige plads allerbagerst i klassen, med det sædvanlige slæng af veninder, der adlød hendes mindste vink. Hun var den, pigerne ville være veninder med, og den drengene ville være kærester med. Hvilket gjorde hende utroligt populær.
Hun var smuk - hendes bedstemor var en elver, så hun havde en anelse overnaturlig skønhed over sig, MEN normale ører! Hendes udseende var altså så godt som fejlfrit. Lige fra de store, grønne øjne, til den lille næse, de fyldige læber og det gyldenbrune hår, der krøllede blødt ned omkring hendes skuldre og indrammede hendes ansigt helt præcist. Der var ikke en eneste urenhed at spore i hendes ansigt, og derfor havde Giselle et naturligt, minimalt forbrug af make-up, da hun ikke behøvede det.
Hendes krop var velformet, og lignede en krydsning mellem en models og en ballerinas. Hun var pænt slank, havde lange ben, former de rigtige steder og kunne ubesværet gå rundt i alle former for tårnhøje hæle.
Hendes udseende kombineret med det faktum at hun var overdrevet velhavende plejede at lokke de fleste til. Udover det, var hun cheerleader, som kun hev hendes standard endnu længere op.

Idag var hun iført en lårkort, højtaljet nederdel fra Prada. Den sad godt på hende, strammede de rigtige steder, og fremhævede hvad den skulle. På overkroppen havde hun en top fra Gucci (stropløs) og en tynd jakke fra Burberry, som mest fungerede som en cardigan af en slags. På hendes fødder var der et par tårnhøje Louboutin-stilletter - hendes foretrukne mærke indenfor stilletter - og ellers havde hun diamantringe, diamantøreringe og en diamanthalskæde på som smykker, og hendes negle var pyntet med en perfekt fransk manicure. Professionelt lavet selvfølgelig. På stolen hang en Prada taske. Den var ikke kommet i butikkerne endnu, men hendes far havde skaffet den til hende, som plaster på såret, fordi han endnu engang havde brændt hende af.

Den befriende lyd af klokken, fik eleverne til at smide hvad de havde i hænderne og storme ud af klassen. Giselle derimod havde ikke så travlt, og satte sig op på sit bord, og støttede de stillet-beklædte fødder på stolen. Hendes veninder satte sig omkring hende, og så forsatte den samtale, der allerede havde været i gang i timen. Døren indtil klassen stod åben, så gik man forbi på gangen, kunne man tydeligt se, at de sad derinde.

Det skete af og til, at Kevin mistede overblikket ude på gangene. Det skete især i de øjeblikke, hvor alle dørene pludselig sprang op og et hav af elever trådte ud i iver efter en anden luftart end indelukket klasseværelse og bitre teenagere. Han blev tit blandet med mylderet - hans påklædning var simpelthen alt for lig noget nogle af de ældste elever gik med. Hvor de andre lærere knækkede rundt i grå, brune og generelt røvkedelige farver, holdt Kevin af sine sennepsfarvet jeans og hvide T-shirt med vandrette striber på brystet, blå, orange, sort, gul og grøn, alt af mærket Pull & Bear, fordi det var så skide casual og behageligt at gå i.

Med lette skridt bevægede Kevin sig ned ad gangen. En dør gik op, klokken ringede, adskillige andre døre gik op, ud strømmede eleverne. Kevin for i dækning i den smalle korridor, der førte hen til rektors kontor - her var det sjældent eleverne befandt sig frivilligt. Da strømmen var ved at tage til, var det kun to knægte fra specialklasserne, der havde okset sig forbi ham med sure teenageblikke og sat sig i venteværelset foran kontoret. Kevin stod og gloede lidt efter dem, den ene havde en hanekam så stor, at han fik tilføjet omkring tyve centimeter til sin højde. Et muntert smil lagde sig over Kevin McMillans læber, og han trådte ud på gangen igen, hvor luften ikke længere var tyk af dovne teenagere.

En af drengene fra football holdet, Ronni Jones, stod og hang ved sit skab, kiggede på billeder af sin kæreste på indersiden af lågen, hvilken han hurtig klappede i, da Kevin nærmede sig.
"Hey træner..." mumlede han en anelse punkteret, hvilket fik Kevin til at rynke bekymret på brynene.
- "Er alt som det skal være?" spurgte han.
"Det er bare noget med Maria... det er ikke noget..." Normalt når teenagere sagde sådan, betød det for det meste det nøjagtig modsatte. Kevin lagde hovedet på skrå. "Det er bare... hun vil gerne..." Han gjorde nogle frustrerede fagter med hænderne, som tegn på at han ikke kunne finde de passende ord for det, Maria ville. "Men jeg vil gerne vente." Ahh.. Nu forstod Kevin bedre. Hans øjenbryn skød i vejret, det var sjældent, det var drengen, der stod usikkert og trippede i mørket.
"Nåh for fanden... Jamen hvorfor er det nu blevet så vigtigt for hende?"
- "Hun siger, at alle hendes veninder bliver ved med at... stille spørgsmål. Hun siger, det er unormalt at vi ikke... du ved... og at alle de andre på holdet gør det.. med deres kærester.. men jeg har bare ikke tid..."
"Du har ikke tid?" kom Kevin til at afbryde, men snerpede hurtigt læberne sammen.
- "Vi træner hele tiden, og når vi ikke træner sammen, så træner jeg alene og så er der kampene og lektier... og hvis jeg bliver bare lidt ukoncentreret ved at tænke på... det der... så fungerer jeg bare slet ikke. Jeg kan ikke klare det hele på en gang og jeg har brug for de stipendier..."
"Hør... hvis du føler dig presset og stresset, så bare sig til.. vi skal nok finde ud af noget, det skal sgu nok løse sig. I eftermiddag er træning aflyst, jeg har nogle andre pligter her på skolen, jeg lige skal have taget mig af, lov mig at du så bruger tiden på at holde pause!" Han plantede en solid hånd på Jonas' skulder. "Det løser sig. Tro mig. Men stik du af med dig, jeg får sgu ballade for at holde dig indendørs, det er skidt for helbredet!" Hans grimasse flækkede i et kækt smil og han sendte Ronni Jonas af sted med et muntert puf. Drengen luntede smilende udenfor til sine kammerater og Kevin fortsatte sin færd ned ad gangen.

I et af lokalerne kunne man høre en flok høns holde møde. Listigt nærmede han sig, og stak hovedet ind med et stort smil.
"Hva' så, de Damer?" kvidrede han og blinkede per automatik med det ene øje. "I kender reglerne; ingen hemmelige organisationer i klasseværelserne, når klokken har ringet." Hans blik svømmede rundt på pigerne skiftevis, men især på Giselle og Maria. Ja, det skulle da sørme ikke undre ham, hvis det var den hønseflok, som pressede hans spillere til at dyrke sex.
"Oh og Giselle..." han stak en bedrevidende pegefinger i vejret og valsede længere ind i lokalet. "Glem nu ikke vores date i eftermiddag." Det kække smil blev bredere og han gjorde en gestus med hånden mod døren for at genne pigerne ud i den friske luft.

"Damerne først..."

Giselle vendte det kønne ansigt mod stemmen, som afbrød den ivrige samtale hun ellers havde deltaget ivrigt i med sine veninder. Pigerne havde det ind imellem med at sidde i klasseværelset i nogle af frikvartererne, selvom de udmærket kendte reglerne. Dem, satte Giselle en ære i at være fuldstændigt ligeglad med, og når hun gjorde det - ja, så gjorde hendes veninder jo også. Hun havde en lille idé om, at hun kunne tillade sig lige en anelse mere, end andre kunne, og for det meste slap hun også afsted med det. Bare ikke lige idag. Og heller ikke den anden dag, hvor hun havde givet Spike en lussing, så et rød aftryk af hendes hånd, havde været synlig på hans kind et stykke tid efter. For slet ikke at tale om, da hun sparkede ham over skinnebenet med en Louboutin-hæl. Gårdvagten havde kun set Spike - eller særlingen - som hun yndede at kalde ham - true hende, og havde derfor straffet ham. Men en anden lærer - Kevin McMillan - have set scenariet udspille sig således, at han også havde set hende give ham en lussing. Han fandt det sikker ikke rimeligt, at Spike fik hele skylden, og havde sikkert for god ordens skyld besluttet sig for, at give hende en eftersidning.

Giselle rejste sig modvilligt fra sin plads på bordet, og gik som den første mod døren, og havde i sinde at smutte ud af den, inden Kevin kunne nå at minde hende om eftersidningen. Så kunne hun blive væk, og sige, at hun havde glemt den. Det ældste trick i bogen, men cheerleaderne havde altså træning efter skole. Hun var holdkaptajn/holdleder/eller hvad man ellers kaldte det, og kunne ikke bare blive væk. Hendes flugt-planer blev dog allesammen smadret, da han mindede hende om deres "date" senere.

"Jeg ville da aldrig glemme en date med dig, Hr. McMillan", svarede hun sukkersødt, og blinkede et par gange, så de lange, sorte øjenvipper ramte hinanden et par gange. Det var tydeligt at hun havde overdrevet det sukkersøde i hendes stemme, for at give igen på, at han havde kaldt hendes eftersidning for en date. Selvom, man da skulle være godt dum, for at sige nej til en date med ham. Det var ingen hemmelighed, at manden så godt ud. Hun vidste, at hun ikke var den eneste med den mening.

Pigerne bag hende fniste over hendes bemærkning, og fulgte hende ud af klassen, og ud i skolegården, hvor de erobrede et nyt bord, og satte sig på næsten samme måde som i klassen - bare en udendørs udgave. Giselle sad på bordet, og de andre piger satte sig omkring hende.

"Jeg kommer ikke til træning idag..", annoncerede Giselle til gruppen af piger, hvoraf nogle af dem også var cheerleadere. Hun regnede med, at nyheden så ville blive viderebragt til hele holdet.

"Ej Giselle, hvorfor ikke?", klagede en af veninderne.

"Eftersidning, du ved. Med McMillan.. Han opdagede da jeg gav Spike en lussing, og syntes vidst ikke, at det kun var ham, der skulle straffes.. selvom jeg synes, han skulle have givet mig en præmie, for at have sat den særling på plads.."

Veninderne grinede og gav hende ret, og snart havde samtalen skiftet til et andet emne; Giselles nye Prada-taske.

Han vippede muntert med hovedet og nikkede efterfølgende tilfreds. Hans ansigt strålede mere eller mindre som en sol, det skyldtes så meget, men allermest situationen, han havde fundet sig selv i. Det var altid sjovt at kommunikere med nogle af skolens ældste piger, de blev altid så fjantet i hans nærvær.
"Åh så ville jeg også føle mig knust," svarede han igen og blinkede med det ene øje, fordi han var så skide kæk og vittig. Han ville rent faktisk føle sig en smule røvrendt, hvis Giselle ikke dukkede op. Selvfølgelig ikke fordi, han så det som en rigtig date, men mere fordi, han hadede når folk aflyste i sidste øjeblik - og så endda uden at fortælle det. Generelt hvis planer blev ændret. Det kunne rive hans stolthed over i lange ugyldige strimler.

Han betragtede pigerne trippe af sted i deres høje hæle. Selv blev han stående i klasseværelset, hvor hans ører stod på stilke, lyttende efter de ivrige "klik klak klik klak klik klak", som bevægede sig ned langs gangen og til sidst døde hen fuldstændigt, da pigerne overholdt aftalen og gik udenfor. Han kiggede sig lidt omkring, fik det helt dårligt ved tanken om at skulle arbejde i sådan et lokale. Så var han fandeme glad for at have en hel græsplæne at tonse rundt på, det var helt sikkert. Når han af og til skulle vikariere, forsøgte han altid at trække undervisningen udenfor, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, kæmpede han sig gennem undervisningen med en ufattelig bitterhed. Der lugtede altid af... af... af teenager og død lærer. Røvkedelig undervisning. Alt hvad han vigede fra!

Små måltider var vigtige. Måske ikke nær så vigtige for Kevins nærmest uddødelige skikkelse, men han holdt alligevel af at overholde af de mange kostråd, der fandtes, selv om der skulle meget til, for at hans udseende ændrede sig. Han havde eksperimenteret med det engang - levede udelukkende af junkfood i en hel måned. Først da begyndte hans engleydre at falme og hans muskler svandt ind. Hans evner var heller ikke til nogen nytte. Hans magier var afhængige af en varieret kost, der satte hans indre i balance. Nøjagtig som de - næsten - sagde det i reklamerne. Bum!

Da han havde indfundet sig på sit kontor nær indgangen til skolens største gymnastiksal, hvor deres date skulle foregå, stak han hænderne i sin taske og hev en skål salat og en banan frem. I sin skrivebordskuffe opbevarede han en solid stak bestik i hvidt plast og fiskede kniv og gaffel derfra. Gaffel. Tomat. Stik. Bid. Han gumlede lidt på sin mad, sendte sultne blikke til sin banan for at meddele den, at det var dens tur næste gang. Han betragtede sit armbåndsur. Nu var det såmænd blot at vente. Kom hun for sent blev det bare lagt på i den anden ende, det rørte ikke Kevins planer det mindste. Man kunne vist godt sige, at han havde alt den tid i verden, han kunne ønske sig - og at tilbringe den med Giselle, som var by far en af skolens lækreste trunter, gjorde bestemt ikke noget.

Så Kevin, nu er det sgu indrømmet, tænkte han og kom til at grine svagt af sig selv. Han lænede sig tilbage i sin kontorstol med salatskålen hvilende på maven og smed benene op på bordet. For helvede Kevin. Sådan må du slet ikke tænke om dine elever. En anden og mere medgørelig stemme i hans hoved svarede igen: Det er ikke din skyld bassemand, tøsen ved det i grunden selv. Smukke kvinder ved, når de er smukke... Han tømte salatskålen og satte den tilbage på skrivebordet. Jep, små måltider var vigtige.

//Jeg tillader mig lige, at springe til skoledagens slutning n.n//

Giselle pakkede sine ting sammen, da den bimlende klokke, informerede hele skolen om, at skoledagen var slut. Hun smed nogle ting ned i Prada-tasken og spankulerede ud af klassen på de tårnhøje hæle, efterfulgt af sit slæng. Hun stoppede ved sit skab, brugte et øjeblik på at huske koden, hvorefter hun åbnede skabet. Skabets låge var - indvendigt - beklædt med et spejl, nogle få forsider af modeblade, hvor Giselle var modellen, et par "post it" med påskrevne ting hun skulle huske, men som hun alligevel vidste, at hun garanteret ville glemme og nogle billeder af hende og hendes veninder. Skabets indhold var bøger og andre skoleting, men i bunden af skabet stod også en Gucci-taske med noget ekstra tøj. Efter hendes mange slåskampe med Spike, havde hun erfaret, at det var godt, at have noget tøj man kunne skifte til, liggende i sit skab. Ved siden af taskerne stod et par sorte Louboutin-stilletter. De fungerede som ekstra sko, og var sorte, fordi de dermed ville passe til alt. Hun havde også en makeup-pung til at ligge, selvom denne godt nok var overflødig eftersom hun havde en med nogenlunde samme indhold i den taske, hun på nuværende tidspunkt havde over skulderen. Udover det, var der også en dyr sportstaske som indeholdt hendes cheerleaderuniform og ovenpå den, lå de tilhørende ponpom'er. Ja, hendes skab var proppet til randen.
Trods det smed hun de bøger hun havde i favnen, og rakte ud efter ponpomerne, men da to af hendes veninder stod og snakkede om eftersidninger og andre ting, der irriterede dem ved skolen, kom hun i tanke om den ufrivillige aftale, hun havde den dag. Eller den "date" hun havde idag, som McMillan havde sagt.
Hun måtte ligge ponpomerne tilbage på deres plads i skabet. Ingen cheerleading til hende idag. Hun måtte træne alene senere, besluttede hun sig for.

Inden længe stod et par piger i deres cheerleader-uniformer og forlangte at få af vide, om det virkelig forholdt sig sådan, at hun ikke kunne dukke op til deres træning, pga. en eftersidning. Det tog lidt tid, at forklare dem allesammen, hvordan det hele hang sammen, og de var - som hendes andre veninder havde været det - enig med hende i, at det var latterligt, at hun skulle sidde efter.
For sent, kastede Giselle et blik på sin lyserøde mobil og opdagede, at det var fem minutter siden, hun skulle have siddet på McMillans kontor og "afsonet sin straf". Hun løb et par skridt, men opgav hurtigt dette forhavende, da det var komplet umuligt i hendes stilletter, og gik over til at gå i et hurtigt tempo, og satsede på, at hun kun ville være omkring 7-8 minutter forsinket, når hun nåede hen til kontoret.

Hun nåede en af skolens gymnastiksale, og inden længe stod hun udenfor hans dør. Hurtigt tjekkede hun mobilen. 8 minutter forsinket. Hun håbede inderligt, at McMillan enten så igennem fingre med hendes forsinkelse, eller slet ikke opdagede den. Det sidste, ville nok være lidt for optimistisk at tro.. Men hvis hun skulle sidde der i yderligere 8 minutter, gik hun glip af endnu mere af træningen, end hun gjorde i forvejen..
Hun bankede på døren, og åbnede den ligeefter, hvilket gjorde hendes banken en anelse overflødigt, eftersom hun jo alligevel kom ind, uden den tilladelse man nødvendigvis ventede på, når man bankede på en dør.

"Hey", sagde hun kombineret med et sødt smil, og satte sig på en stol foran McMillans skrivebord, som han sad bagved. Hun lagde mærke til uret på hans arm.. han vidste sikkert godt, at hun var forsinket. 8 minutter? Hvem kunne også undgå at ligge mærke til det..?

//Helt i orden, jeg var lidt usikker på, hvad klokken efterhånden var in-game :P//

Kevin McMillan sad i et godt stykke tid inde på sit kontor. Han skulle sidde der helt indtil frøken Giselle med det dyre mærketøj og det søde smil dukkede op i dørkarmen, hvilket han forestillede sig kunne tage lidt tid.

Det ville have været en lykkelig, fredelig uge, hvis det ikke havde været for historierne om selvmordsbomber, evige skuddramaer i Syrien og rasende oprørere, som nu blev bragt næsten dagligt i TV-avisen. Det skete heller ikke sjældent, at han kunne lukke øjnene til en guddommelig stemme, der kom med nyhederne før de overhovedet nåede avisen eller internettet. Af og til kunne Kevin godt bruge at slukke for denne engelhed, som han havde over sig. Bare stoppe for en uges tid, holde lidt ferie, og være fri for at blive mindet om alt den død og ødelæggelse ude i verden. Så kunne han måske endda fokusere på sine elevers uddannelse og på sit eget helbred. Han kiggede på sit armbåndsur, hvor Giselle nu var tre minutter forsinket.

Han befriede bananen for sin tykke skræl i lange, gule strimler og stak den blege frugt ind i sit gab, der virkede evigt sulten for tiden. Mundfulden blev gumlet til mos, han sank i det han tog den næste bid. Ja, en ferie var virkelig tiltrængt, hvilket var hyklerisk for en skolelærer at mene, eftersom at de først netop nu - eller i hvert fald inden for disse dage - var vendt tilbage efter en lang sommerferie. Men han var jo for helvede helt hele dagen. Hele ugen. Hele måneden. Hele året. Dag ind og dag ud. Hverdagens helt, kaldte hans venner ham, og det var han vel egentlig også, for det var altid ham, der gav en omgang, når gutternes pengepunge løb tørre, og det var altid ham, der gav et par kroner til bussen, og det var altid ham, folk kom til, når de havde problemer - se bare på Ronni Jonas, han ville ikke have sex med sin kæreste, så skulle han da selvfølgelig gennemgå det med Kevin, for Kevin havde sgu altid svaret, og han var en rigtig guttermand.

Kevin McMillan sukkede og smed bananskrælden over i sin skraldespand, som var fyldt til randen med bureaukratiske papirer og det velkendte gule indpakningpapir fra Marabou. Han havde en ting for chokolade. Umådeligt langsomt rakte han ud efter sin rygsæk, dykkede ned med begge hænder og fiskede denne gang en gennemsigtig dunk op. Den var tom for væske, men i bunden lå der pulver af forskellig slags. Det ene var hvidt og lindrede muskelsmerter, det andet var brunligt og var ren proteinpulver med chokoladesmag. Han kørte engang rundt på sin kontorstol, så skrivebordet blev baggrund og mini-køleskabet nu stod foran ham.

Lidt over en kvart liter skummetmælk blev hældt ned i pulveret, kartonen røg tilbage i køleskabet, låget røg på dunken og så gav han sig til at ryste. Han holdt af at få sine proteinshakes til at smage som chokolademilkshakes, han følte det, som snød han hele verden ved at forvandle noget usundt til noget sundt og proteinfyldt. Mens han rystede sang hans hjerne sædvanligt: My milkshake brings all the boys to the yard, damn right..... hvorefter det døde ud i en umiskendelig nynnen og humlen.
Kevin satte dunken hårdt i bordet i samme øjeblik med, at døren gik op og Giselle stod perfekt balancerende på de høje tynde hæle. Han hverken smilede eller sagde noget, skubbede blot dunkens lukkede åbning op og stak den til sine læber, hvor han tog to lydløse slurke med et vurderende blik rettet mod Giselle.
Da han satte dunken fra sig gjorde han en gestus mod en af stolene på den anden side af skrivebordet, hvorefter han en anelse misfornøjet gned sin hage.
"Jo altså... jeg ville egentlig gerne sige noget typisk lærerpis med det er kun dig selv, du snyder, men sådan er det jo ikke engang, vel? For ligegyldigt hvad du gør eller siger, så er det til din egen vinding." Han holdt en kort pause og lod alvoren synke ind i sit ansigt. "Jeg ved ikke, hvilken verden du lever i, men en eller anden dag... på et eller andet tidspunkt... så vil du opleve, at folk ikke gider døjes med det spil, du kører." Så mildnedes hans ansigt og antog en nærmest opgivende grimasse.
"Hvad er det, der foregår, Giselle?" spurgte han glat og lagde hovedet på skrå.

Giselle var ikke vant til konsekvenser, som oftest skete ifølge af handlinger. Det her var første gang, hun nogensinde havde fået en eftersidning, og hun havde været oppe at toppe med Spike så mange gange flere end denne ene. Alle elever på hele skolen vidste efterhånden, at hvis der var to personer der ikke kunne klare hinanden så var det Giselle og ham. Rigmandsdatteren og bundskraber-særlingen. De var så fuldkomment forskellige, som det overhovedet kunne lade sig gøre.
Giselle gik i dyrt designertøj, høje hæle og hendes hår sad altid præcis hvor hun ville have det sad. Spike's stil var en helt anden end hendes. Hun havde ikke andre ord for den end.. sær. Og så var der jo også økonomi-forskellen, som også gjorde, at de to havde endnu mere, at være uenige om.

Hun havde sparket Spike før. Han havde tit fået en med stillet-hælen, hvis hun var blevet træt af at se på ham. Altså, mere træt, end hun plejede at være. Lussingen fik han, fordi han havde brugt et utroligt ømt punkt imod hende. Og han vidste det. Han vidste nøjagtigt, hvad han skulle sige, for at ramme hende - og han tøvede ikke med at gøre det. Det fungerede også den anden vej rundt. Giselle vidste - eller troede - at hun ramte ham, på hans ømme punkter. Hun forsøgte i hvert fald at ramme ham der, hvor det ville have gjort allermest ondt på hende, hvis hun var i hans sted. Men igen, de to var så forskellige at hun ikke engang kunne være sikker på, at hendes ord rent faktisk ramte ham, som de skulle, eller om de bare provokerede ham en anelse. Det irriterede hende faktisk, at hun ikke vidste det..

Hun kunne ånde lettet op, da McMillan ikke sagde noget om hendes fravær. Men overset det, troede hun nu ikke, at han havde gjort. Dog ville hun havde foretrukket en skideballe for sent fremmøde, i stedet for det, der kom ud af hans mund. Hun hørte ordene, men hun havde ikke lyst til at forstå dem. Havde ikke lyst til, at svare. Hun havde slet ikke lyst til at høre ham sige dem.

"Jo altså... jeg ville egentlig gerne sige noget typisk lærerpis med det er kun dig selv, du snyder, men sådan er det jo ikke engang, vel? For ligegyldigt hvad du gør eller siger, så er det til din egen vinding.", gentog hun hans sætning for sig selv mentalt. Og gav ham ret. Alt hvad hun sagde og gjorde, plejede at ende ud med, at være til hendes fordel. Hun så det ikke som noget dårligt. Slet, slet ikke. Men der var noget omkring måden han sagde det på, der gav hende en anelse om, at McMillan ikke var enig med hende i, at det var en god ting.

Han forsatte med at snakke, og hendes ansigt skiftede fra at være pyntet med et smil, til at sende sin lærer et uforstående blik. Et spil? Hun kørte ikke noget spil! Hvad mente han med det? Hun var altså ikke en eller anden, der gik rundt og manipulerede med folk, og fik dem til at gøre, som hun ville have det. Eller, de gjorde jo typisk som hun ville have det, men sådan var det bare. Hun gjorde ikke rigtig noget for, at det var sådan. Hun var bare den typiske ledertype, og folk valgte at følge hende. Det var vel ikke hendes skyld? Desuden, var det jo heller ikke alle der fulgte hende. Spike og hans slæng, gjorde jo alt for, at gøre det modsatte. Dog ventede hun med at protestere indtil han var færdig med at snakke.

Lige efter McMillan havde afsluttet sin sidste sætning, vibrerede Giselles mobil i hendes taske, og informerede hende derfor om, at hun fik en sms. Uden at tænke over, hvor hun var, dykkede hendes hånd ned i den dyre designertaske og fiskede mobilen op, for hun vidste nemlig hvem der måtte have skrevet. Eller hun havde et fornemmelse af, hvem det kunne være. Et håb om, hvem det måske kunne være, var nok en mere korret betegnelse alligevel.
Og ganske rigtigt; på displayet var en besked fra hendes far, som hun straks åbnede, og måtte sende sin mobil et skuffet blik, da beskeden indeholdt endnu en udsættelse af deres aftale. Hun gad ikke engang at svare, for hun vidste at hendes far havde travlt, og hun vidste også, at det ikke kunne diskuteres. Aftalen blev udsat, og hun fik et par Louboutin-stilletter.. Hun sukkede. Sukket var en blanding af irritation og skuffelse, og mobilen smed hun tilbage i tasken, uden tanke over, at hun nok ikke havde haft tilladelse til, at have den fremme.

"Jeg spiller ikke noget spil!", protesterede hun. "Og der foregår ikke noget.. hvad skulle der foregå?", spurgte hun uforstående.