Kærlighed ved første blik - Valentine

Terre. Endelig! Isabelle kunne endelig - efter en lang tog tur - komme ud i den friske luft, trække vejret og nyde omgivelserne. Den lange tog tur havde været lang, rigtig lang. Især fordi hun var blevet underholdt af en mand i tredserne, der fortalte hende alt det gode om Terre. Efter hendes toilet besøg var manden forsvundet og Belle kunne ånde lettet ud. Hendes højhælede sko med nitter på klingede i den gård hun lige havde passeret. Hendes tøj bestod af et par shiny bukser, med dyreprint, en hvid gennemsigtig blonde bluse, hvor man snildt kunne ane en sort glimmer bh, en cardigan med grå pels, og hendes lyse skinnende hår sad i en hestehale. På underarmen havde hun sin elskede taske og neglene var lakeret med den fineste lyse farve.
Isabelle drejede hovedet i den ene retning, hvorefter hun drejede hovedet i den anden retning. Ingen biler. Hun gik over på den anden side af vejen og kiggede op mod en hvid lejlighedsbygning. Nøglen hun havde fået tog hun op fra sin taske hvorefter hun stillede sig tættere på døren og satte nøglen i, drejede en halv omgang og med ét gled døren op. Belle trådte indenfor. Hun lod døren smække efter sig og gik med forsigtige skridt op af de mange trapper.
Belle havde aldrig taget elevatoren. Hun havde engang siddet fast i en elevator med en gammel mand, som ville voldtage hende, eller noget i den stil. Det havde virkelig skræmt livet af hende. Langsomt betragtede hun den ene dør. Var det ikke hendes nye lejlighed? Isabelle satte nøglen ind, men døren var allerede åben så hun trådte bare indenfor.
Lejligheden var mere end beboet. Det måtte ikke være her hun skulle bo. Med en nysgerrig næse satte hun sin taske på gulvet og gik ind i den hvide stue. Hendes højhælede sko gav genlyd i det fine lakeret gulv, så Belle tog dem forsigtigt af og stillede sig hen til vinduet. Hun lagde en kold hånd på vinduet og kiggede ned, hvorefter hun med et smil betragtede et kæreste par, gå hånd i hånd.

Søndag. Det var den dag Valentine havde glædet sig allermest til. Selvom søndagen lignede lørdagen, var den bare altid bedre. Efter en morgen hvor hun ingen ting havde lavet, havde hun besluttet sig for at sove. Der var ikke noget bedre end at sove. Hun krøb sammen helt under dynen. Selvom nogle mente at det var synd at spilde sin søndag på at sove, fandtes der ikke noget bedre for Valentine.
Lige da verdenen omkring hende begyndte at blive til ingenting, og da det var helt mørkt, hørte hun en lyd. Hurtigt satte hun sig op i hendes hvide seng og kiggede rundt. Værelset lignede sig selv. Hvidt overalt, og enkelt. Det kunne hurtigt blive kedeligt, når ens lejlighed næsten kun var hvid, men Valentine følte det interesant. Lyden af hæle der ramte det hårde gulv. Det fik Valentine til at spidse øre. Hun var sikker på at der var nogen. Hun ned sig i kinden, for at være sikker på hun ikke drømte. Det gjorde hun altid. Hun huskedede tydeligt dengang hun nev sig i kinden i søvne, fordi hun havde en ond drøm og ville vågne. Da hun var overbevist om at hun var vågen, tøvede hun med at rejse sig. Hun vidste ikke hvem det var, og hvis hun bare vadede der ud ville ingen vide hvad der ville komme til at ske. Hun kunne give sig selv skylden. At ligge sig til at sove uden at låse døren. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun tog sine hjemmesko på, og kiggede rundt i rummet. Hun skulle have noget at forsvare sig med. Der var ikke noget bedre, end en vase. Hun listede der over og tog de falske blomster ud. Hun lagde blomsterne fint i vindueskarmen. Hun ville være ked af det hvis hun blev nød til at angribe personen med vasen. Vasen havde været dyr, den var hvid med små flotte lyserøde blomster på. Hun holdt den i hendes højre hånd og gik langsomt hen mod døren. Hun var bange og rystede en smule. Hun lagde hånden på det gyldne dør håndtag og trak ned. Døren gik op, lige så stille og lydløst.
Inde i hendes stue stod en pige. Selv ovre fra den anden ende af rummet af, kunne hun se at pigen var lav. Lige nu var pigen ikke lav. Hendes højhælede sko reddede hende for at virke alt for lav. Hun holdt vasen op over hendes højre skulder og var klar til at skyde den afsted igennem rummet. Hvad lavede den pige her? "Ud!" Halv råbte hun til pigen. Hun havde overvejet om hun skulle spørge hvad hun lavede, eller sige hun skulle forsvinde og hun aldrig ville se hende mere, men det blev kun til et stille Ud!

Kæreste parret begyndte forsvandt kort tid efter. En mor med en grædende baby i armene stod på den anden side af gaden. En 'aw' lyd forlod Belles mund da hun så dem. Hun havde ikke selv planer om at blive mor - faktisk havde hun overhovedet ikke planer om noget. Hun ville bare slå sig ned, skrive videre på hendes børnebog og nyde livet som 19 årig, igen igen. Langsomt stillede hun sine stiletter på gulvet - som hun før havde holdt i hånden - og lod en blid finger glide over hendes grå cardigan med pels.
En stemme afbrød hendes tanker og med et sæt vendte Belle sig om. Hun stivnede hvorefter hun med det samme formede hendes hænder i luften og med ét blev en lys-lyserød svævende bold dannet i luften, med hendes magiske hænder. Uviden om hendes handling kastede hun bolden af sted mod pigens vase som med det samme smadrede, og væltede mod jorden. Det fik Belle til at indse hvad hun rent faktisk havde gjort.
No way.
Belle havde bare ikke lige afsløret hendes mest brugte evne. Hun spærrede øjnene op hvorefter hun med det samme lagde begge hænder op foran hendes ansigt. Hendes fine lakeret lyse negle afslørede sig selv og med det samme væltede tårerne.
Udenfor begyndte det langsomt at trække op til storm. Ikke stor storm men blæst og regn ville komme, ingen tvivl om det. Belle græd. Hvordan kunne hun gøre det? Tårerne gled ufrivillige ned af hendes kinder og gjorde at hendes mascara blev tværet helt ud, men det betød ingenting.
Udenfor blev det kun værre. Små regn dråber begyndte at vise sig, efterfulgt af flere, og til sidst regnede det. Hvorfor kunne Belle ikke bare styre sine evner? Hun lod sine hænder glide ned langs siden hvorefter hun kiggede på pigen.
"Beklager," mumlede Belle stille. "Det behøvede du ikke være vidne til at se." Forklarede hun hvorefter hun hoppede i sine stiletter og gik forbi pigen og videre ud i gangen hvor hendes taske stod så fint og ventede på hende.

Vejret var gråt og kedeligt, og Valentine var ikke sikker på hvor lang tid hun havde sovet. Da hun var gået i seng, var vejret okay, men det begyndte straks at regne. Den pige der stod foran hende, havde hun aldrig set før. Hun lyst langt hår og nogle flotte øjne. Selvom pigens udseende ikke sagde Valentine det store, var der noget andet ved pigen. Hun var smuk. Alt ved hende var perfekt. Hendes hudfarve, hendes tøj, hendes hår og selv hendes makeup. At se på pigen styrkede ikke lige hendes selvværd. En løs knold, et par hullede bukser, en løs trøje og hjemmesko. Hun havde heller ikke regnet med at få besøg.
Et brag lød og Valentine skreg. Hun mærkede en smerte i hånden og så mistede hun det. Vasen hun havde holdt, trugende og rystende, gik i stykker og alle de små glasgår faldt ned på gulvet. Hendes vase. Den vase hun elskede så højt, var nu bare små stykker af hvad den havde været før. Hun var ikke sikker på om det virkelig var vasen der gjorde hun lige pludselig blev tavs. Det var pigen. Hun havde sendt en kugle afsted mod hende og ødelagde hendes vase. Nok var det kun en vase, men hun blev pludselig sur på pigen. Om det var fordi hun ødelagde hendes vase, eller fordi hun bare kom i hendes hjem og angreb hende, vidste hun ikke. Hun stirrede tomt ud i luften. Uden at vide hvad hun havde forventet, var hun sikker på at det ikke var det her.
Noget af pigens hår ramte hende da hun gik forbi. Det fik hende til at vågne op fra hendes trance. Hun kiggede bagud og så at pigen var på vej ud på gangen. Et par hjemmesko var hurtigere end et par stiletter. Hun satte i løb efter pigen. Hun greb pigens skulder, næsten inden hun var nået ud af lejligheden. Pigens skulder var kold. Om det var Valentins hånd, eller pigens skulder der var kold, var hun sikker på at hun vidste. Hendes hånd var kold og det samme var pigens skulder. "Det er okay," sagde hun langsomt. "Kom med ind." Mumlede hun kort bag efter. Hun ville ønske at pigen gik med, men hvem ved? Hun slap pigens skulder og tog hendes taske. Hun kunne vel godt vise sig fra sin gode side og prøve at være venlig, det kunne nu godt være svært når det var over for en pige der lige havde angrebet en. Selvom hun havde taget pigens taske, havde hun jo stadig et valg. Hun kunne rive tasken ud af hånden på hende og gå, men hun kunne også følge med hende ind i stuen. Langsomt  vendte hun sig om og gik hen mod hendes lejlighed.

Belle kunne ikke engang nå at blinke før pigen havde taget hendes taske. Hendes elskede taske! Belle lod hende tage tasken, kun med nød og næppe. Hun skulle lige til at protestere, da hun kom i tanke om hendes nye lejlighed og den nye by. Måske kunne pigen fortælle hende lidt om Terre, som for fremtiden ville blive hendes nye hjem.
"Jeg smutter lige på toilet." Fik Belle sagt mellem hendes rystelser. Hun drejede om på hælen og marcherede direkte hen mod den nærmeste dør hun kunne skimte. Belle trak ned i håndtaget og trådte indenfor i rummet. Det var oplyst af en enkel lampe, og ellers stod der ikke så meget. Væggene var hvide, og to store vinduer lagde et smukt præg på værelset. Det var vidst ikke badeværelset. Belle forsvandt kort tid efter fra rummet og gik længere ned ad den korte gang. Hun åbnede endnu en dør, i et håb om dette var badeværelset. Det var det ikke. Det måtte være soveværelset, og Belle var meget fascineret af indretningen.
Endnu engang forsvandt hun og gik længere ned til den sidste dør. Hun trak ned i håndtaget og en duft af sæbe og shampoo mødte hendes næseborer. Dette måtte være badeværelset.
Belle lukkede omhyggeligt døren og skulle til at låse den da der ingen lås var. Hun stillede derfor den eneste plante hen foran døren, af ren og skær bekymring for om pigen ville komme herind. Belle stillede sig foran spejlet der hang på væggen. Hun lod elastikken falde ud af hendes gyldne lokker, samtidig med at hun kørte en hånd igennem hendes fyldige hår - der som altid duftede af dyr shampoo. Belle tændte for det kolde vand, hvorefter hun lod det løbe to sekunder. Efterfølgende stod hun med kold vand i ansigtet og en uforglemmelig tanke i hovedet.


Vandet stoppede med at løbe og lyset på badeværelset blev slukket, hvilket fik Belle til at spærre øjnene op. Hun tørrede hendes våde ansigt af i hendes ærme, hvorefter hun fumlede sig vej hen til døren. Hun skubbede blidt til planten, og fik åbnet døren med besvær. Belles hænder rystede og hendes håndflader blev svedige. Hendes tænd og sluk Aspara kraft blev sat i top, helt oppe i lokke kræftens allerstærkeste virkemiddel. Det her ville ikke ende godt, det kunne Belle allerede konfrontere sig selv med. Langsomt gled hun lydløst hen af gangen og videre hen mod døren. Hun skulle lige til at trække ned i dør håndtaget, da hun kom i tanke om hendes taske.
Belle sukkede lydløst. Hun var rædselsslagen for mørket og pigen gjorde hende utryg. Med et drejede hun om på hælen og gik ind mod stuen hvor pigen havde sat sig i sofaen. Belle havde kun øjnene på hendes taske. "Jeg bliver nødt til at gå. Har en anden aftale, beklager." Prøvede Belle sig frem med og kastede sig nærmest over hendes taske hvorefter hun kløede sig i håret. Endnu et lyn slog ned og fik Belle til at spjætte. Hun ville ikke ud i det vejr der, slet ikke nej.
Belle kunne ikke se pigen ordentligt i mørket, men ligemeget hvad, så var hendes lokke kræft al for høj, og det smittede af på pigen, det havde Belle nemlig prøvet før. Det her var lidt ligesom deja vu, bare meget værre.

Hvad var der med den taske? Det var som om pigen kun så på den taske Valentine havde i hånden. Hun ignoredede pigen en smule og gik ind og satte sig på sofaen. Det var ikke fordi der var koldt inde i lejligheden, men det var heller ikke varmt. Valentine frøs ikke rigtig, men tanken om det dårlige vejr, fik hende til at fryse lidt.
Hendes sofa var heller ikke ligefrem den varmeste, men det gik. Hendes blik lå hele tiden på pigen. Først gik hun ind af en dør. Det var døren ind til ingentings-værelset. Der var nemlig ingenting. Selvom Valentine havde boet der et godt stykke tid, havde hun det ene rum hun ikke havde noget i. Der var vist en lampe der inde, ellers ikke rigtig noget.
Den anden dør pigen åbnede var til soveværelset. Hun var ret sikker på at hendes hvide dyner lå rodet ud på sengen, men det var hun lidt ligeglad med. Hvem ville ikke være ligeglad med ens dyner når man havde fået besøg af en fremmede? Den sidste dør pigen åbnede, var ud til badeværelset. Hun så pigen gå der ind. Lidt efter hørte hun en hæslig lyd. Den var ikke så høj, men behagelig. Hendes bedste gæt var at pigen havde taget skamlen og rykket den hen foran spejlet. Hun var ret sikker på at det næppe var tilfældet. Selvom pigen var lav, kunne hun godt se direkte ind i spejlet uden en skammel. Valentine morede sig lidt med den tanke. Hun holdt stadig tasken i hånden og ventede på at pigen blev færdig på badeværelset. Selvom hun var sikker på at pigen ikke var gået på toilettet. Hvem ved? Måske var pigen gået direkte ud på en fremmedes toilet fordi hun virkelig skulle på toilet?
Det der føltes som lang tid efter, kom pigen igen til syne bag ved døren. Det første Valentine så, var at pigen havde små totter med vådt hår. De sad lige ved hendes ansigt, så Valentine gætter på at hun skulle have noget vand i hovedet.
Uden at hum var klar på det, gik pigen over mod hende og greb ud efter hendes taske. Selvom Valentine ikke var klar, var hun hurtigere. Hun holdet tasken om bag sit hovede, så pigen ikke kunne nå den. Noget fik hende til at kigge underligt på pigen. Var det nogle rystelser hun kunne se fra pigen? Svedte pigen? Det fik hende til at tænke på en ting: "Er du bange for mørke?" sagde hun chokeret til pigen.
Pigen mumlede noget med at hun havde en anden aftale. Valentine var ikke den der var bedst til at afsløre folk, men enhver kunne se at pigen løj. "Nej du har ej," sagde hun. Hun var hurtigere end pigen. Hun skyndte sig hen og blokerede døren. "Du mangler stadig at give en forklaring på, hvad du laver i mit hjem." hun lød ikke streng eller vred. Bare nysgerrig. Da hun stod ansigt til ansigt med pigen, fik hun en underlig følelse. Hun så pludselig pigen med andre øjne. Hendes hår duftede af alt for meget shampoo, hendes parfume fik enhver til at følge efter hende. Alt i alt, var hun lige pludselig blevet den kønneste pige Valentine nogensinde havde set. Hun havde ikke flere ord, hun stod bare og stiftede på pigen.

Belle stod forvirret i stuen, i mørket, sammen med pigen, der endnu ikke havde præsenteret sig. Godt nok var Belle lidt af en tøse pige - diva - men hun havde altid præsenteret sig som noget af det første, bare ikke denne gang, for denne pige var speciel. Hun fik Belle til at føle sig anderledes, både på den gode, men også dårlige måde, for Belle kunne godt lide hendes nuværende jeg.
Pigen var ualmindelig stædig, og i dette tilfælde kom det hende ikke til gode, for Belle ville bare gerne væk. Hendes krop længdes efter bare at kaste sig i armene på pigen, men hendes hjerne lod hende ikke gøre det.
"Nej." Snerrede Belle af pigen. Ikke nok med at hun var vred, så var hun også irriteret over hun ikke kunne se på pigen ordentlig. Mørket slørede hendes syn. Hun måtte væk. Det ville jo ende med tsunami, hvis ikke pigen lod hende gå.
"Jeg er ny i Terre, og jeg troede det var denne lejlighed jeg skulle bosætte. Ikke just den bedste velkomst." Fremstammede Belle mellem hendes sammenbidte tænder. Vreden glødede ud fra hendes øjne, og lod hendes Aspara lokke kræft stige til tops.
Hvorfor kunne pigen ikke bare lade hende være? Belle rakte endnu en gang ud efter hendes taske men kunne ikke nå den. Med hendes højde kunne hun jo knap nok se sig i spejlet ude på badeværelset.
"Giv mig min taske." Sagde Belle, med en rolig stemme. Hvis ikke pigen snart gav hende hendes taske, så ville Belle - uden at tøve - give pigen den største lussing, hun nogensinde ville få i hele sit liv.
Selvom Belle godt kunne virke skrøbelig og lille af og til, så havde hun skam lært at forsvare sig selv. Hendes peperspray lå i hendes taske pigen stadigvæk havde, samt hendes eneste kniv.
Pigen stillede sig hen foran døren, med Belles taske. Pigen havde hasselbrune øjne. Øjne Belle snildt kunne forelske sig i. I mørket kunne pigen dog ikke se den røde farve der bredte sig rundt i Belles kinder - halleluja for det.

At stå ansigt til ansigt med en fremmede pige som bare vadede ind i ens hjem mens man sov, ville ikke være sjovt. Det ville på ingen måde være sjovt. Men pigen Valentine stod overfor, var anderledes. Hun havde afsløret en stor hemmelighed over for hende, og bagefter bruger som undskylning at hun er ny og ikke kunne finde rundt. Det var måske en god undskylning. "Giv mig min taske." Sagde pigen med en rolig stemme. Valentine var først imponeret over pigens rolighed, men hun kunne se at pigens træk ikke var nær så rolige.
Hvis hun tøvede nu ville det være ligemeget. Uden at tøve det mindste, bukkede Valentine sig ned til pigen, og lagde hendes læber mod pigens. Det var nok det mest underlige kys Valentine nogensinde havde fået. Det føltes rigtig og forkert på samme tid. At kysse en pige man ikke engang kendte navnet på, føltes forkert. Men at kysse den pige der stod foran hende, føltes rigtigt. Hun lukkede øjnene og lod sige synke ind i en anden verden i få sekunder.
Valentine vidste hvordan hun så ud. Ikke tiltrækkende. Overhovedet. Men det måtte pigen leve med, ligesom at hun også lige fandt ud af, at hun gjorde hvad hun ville. Selvom pigen var så lav i forhold til hende, var det ikke besværligt at bukke sig ned til hende.
Der kom et stort brag udenfor. Valentine var ligeglad ned braget, men noget fik hende til at tro at pigen ikke var. Selvom pigen ikke havde inddrømt det, vidste hun godt at pigen var bange for mørke, også tordenvejr.

Det hele skete hurtigere end forventet, og Belle stod og lignede en forvirret idiot i mørket. I et øjeblik glemte Belle alt om alting. Pigen bukkede sig lidt ned mod Belle, og lagde sine læber på hendes. I et split sekund føltes det fantastisk at pigen rent faktisk tog det første skridt og kyssede Belle, men da hun fik nevet sig selv i armen, gik det op for hende hvad der i alverden skete.
Belle slog øjnene op og prøvede at vride sig fri fra kysset, men hendes læber ville ikke forlade pigens læber. Uselviske handlinger var Belle al for god til, og i dette tilfælde kom det hende kun til gode. Belle handlede forkert. Hun skulle ikke slå pigen, det var jo slet ikke meningen! Men det havde hun allerede gjort. Belle havde givet pigen en ordentlig lussing, og bagefter skubbet hende væk.
"Nu svarer du mig ærligt," startede Belle roligt ud med, men hun var rasende, og nærmest som en moden vulkan. Hun kunne springe når som helst. "Hvem er du?!" Skreg Belle hysterisk, imens endnu en lys bold blev formet i luften, så lidt lys viste sig. "Svar mig dog for helvede!" Skreg Belle endnu engang hysterisk. Hun havde brug for svar, for det var helt forkert af pigen bare sådan at kysse hende. For det første, så var det et falsk kys, for Belle havde i den grad påvirket pigen, og for det andet så kendte Belle hende slet ikke. Hun havde ikke engang præsenteret - og det fortalte jo bare hvordan pigen var blevet opdraget.
"Hvis du ikke svarer inden 15 sekunder, så ringer jeg til politiet." Svarede Belle ligeud. Hun var vred, direkte rasende på pigen, og når Belle var det, så var hun ikke i godt humor. Forvirret over situationen kørte Belle en hånd igennem hendes lyse hår og lagde sine arme over kors. Hun behøvede svar, nu.