True Strength? (Avery)

S: En dyb og mørk del af skoven.
T: 15:00
O: Mørke, tårnhøje træer, og en masse forskellige Drow.
V: Varmt og vindstille

~~~~~~~~~~~~~~~~~


I den mørkeste af alle de mørke dele af storskoven Forêt, hvor træerne hævede sig op over hele skoven som gigantiske mastodonter, og hvor lyset fra eftermiddagssolen ikke skinnede ret meget igennem de gigantiske trækroner, var det midlertidige hjem for den mægtigste af alle Drow klanerne: D'tarion.

Telte og bålpladser var sat op i hele denne del af skoven, og Drow i alle aldre gik rundt her.
Vagter og soldater i sorte rustninger og med bølgende, lilla kapper stod vagt forskellige steder, alle bevæbnet med et langsværd og et stort skjold med en sort drage på.
Skytter og snigmordere bevægede sig stille og smidigt rundt oppe i trækronerne og holdt udkig efter potentielle fjender og fremmede. De var klædt i sort og mørkegrønt for at optimere deres camouflage, og hver af dem havde et lille sæt af våben bestående af en langbue slyngetover ryggen, to kukrier ved bæltet, og to små automatiske armbrøste ladet med små, giftige pile.

I midten af dette Drow-inficerede område, stod en lille halvcirkel af kvindelige sortelvere, helt klædt i rødt.
Hver af dem bar en lang, rød kappe, en mørkerød skælrustning, og to scimitars med mørkerøde runer.
Disse var kendt som Red Sisters. D'tarion klanens elite, og Valshar'ens personlige bodyguards.
De rødklædte Drow stod i en halvcirkel bagved en høj, smuk, mandlig Drow klædt i lange sorte bukser, tunge læderstøvler, og en elegant, sort skjorte med en broderet, lilla drage ned ad venstre arm.
Hans lange, sølvhvide hår hang løst ned ad hans skuldre, og hans iskolde, lilla øjne hvilede på en enkelt, knælende Red Sister foran ham.
Manden var Zane D'tarion, Valshar af denne klan og herre af dette sted.

Han kiggede et stykke tid på den rødklædte kvinde foran sig, og lyttede stille til hendes rapport.
Da hun var færdig, fnøs han og lagde armene over kors.
”Så denne Valas klan frygter os... men vover alligevel at sige nej til at mødes ansigt til ansigt med mig.” sagde han roligt.
”Nuvel... det må vi jo tage os af på et andet tidspunkt. Godt klaret.” sagde han så med et let smil.
Kvinden rejste sig op, lagde handen på hjertet og bøjede hovedet i en respektfuld gestus.
Så gik hun over til de andre Red Sisters og stillede sig med hænderne bag ryggen, stirrende lige ud i luften.

Efter lang vejs søgen, i al den rejse tid han havde lagt sig frem efter, var han endelig ved sin destinations ende, og klar til at lade sig tilrede gøres med sin herskers omgivende hænder. De lyse øjne, så sjældent set hos hans slægts stamfædre, men her var han med dens særlige skær, der kunne ses let i mørket, når lyset ramte imod det rovdyrs ligene og pupil løse blik. Han kunne se, han var ikke blind, men pupillerne havde ej sat sig i mærke på disse øjeæbler. Roligt traskede han nærmere, han vidste hvilket optog han skulle kaste sig ud i. En spøgefuld, og lidt morsom fremkastning, til sin hersker, han agtede at tjene igen, agtede at bukke sit hoved kysse fingrene for. Blikket flakkede frem imod de flammende fakler, der stødte sig op imod det vildnis af træer, og oplyste området med deres glødende skær. Mon folket ville blive rasende? Han havde vel selv grund til at blive lidt smålig over deres mulige reaktioner.

”Hm..” brummede han lidt, inden han forsvandt ind i mørket igen, og traskede hen imod en af indgangene og kiggede lidt rundt, hvor efter han bare lod sig glide afsted som var dette en normal hverdag. Dog var han klar over den konstante sikkerhed, og tilbageholdelse fra menneskerne og andre væsners vidne bud om deres opholds eksistens i disse kanter af skovens dybe mørke. Dette var om muligt hans eneste chance, men han ville under alle omstændigheder gense sin sande konge endnu engang. Roligt spadserede han afsted, allerede klar over spørgsmålet der ville komme, men vidste hvad han skulle sige, selvom der sikkert ville komme en del bøvl, senere hen.

”Holdt!” anråbte en stemme og kiggede igennem det svælgende mørke, der omgav disse egne noget så grusomt, trods for eftermiddagens solstråler, der ikke kunne trænge igennem. Men racen forstod mørke og kulde, i et sådan omfavn at man skulle tro det var løgn. Avery standsede ikke, gik bare videre, og holdte inde da han vidste at lyset omslugte ham med deres rødglødende skær, der lage et lilla farveskær hen over den i forvejen grå-lilla hudfarve han ejede. Øjnene kneb sig let sammen, til nogle små sprækker mens de pupilløse øjne kiggede på vagterne, og ventede på deres tegn, hvor han blot lagde en maske af uforståelse på, og kiggede forsat fra den ene til den anden i et skuespil af, at han ikke vidste hvad de ville have ham til.
”Bevis.” kommanderede den mand der havde anråbt ham, som havde han været en hund, forsat karisma skuespil, forgik i den ungt udseende mand, ”Hvad mener De?” kom det fra ham i en slet fortvivlelse omkring hvor vidt han havde passeret grænsen. Men dette var kun hvad de så, ikke hvad Avery den snedige ral, så.

Med et enkelt signal gav manden i en bekendt brynje tegn til mændene omkring at tage sortelveren der tydeligvis ikke tilhørte denne stamme, denne klan, i armene og førte ham med sig ind, trækkende ligefrem, selvom Avery havde al den tid han skulle bruge trods for sin spændte følelse af endelig at mødes med ham.
I et hårdt skub sendte de ham hen over pladsen så han spillede sit snublende fald hen imod den herre han havde søgt så længe. Under det snublende fald havde han fremtaget sin amulet, havde været det bevis de brynjeklædte elvermænd havde hentydet til som bevis. Men det var ikke en han bar om halsen men gemte af sikkerheds mæssige grunde, i sin egen brynje ligne tøj. Forsat skjulte han det i sin ene hule hånd, imens den ene vagt begyndte at komme med anklage omkring denne mand, som nu sad på knæ i en foroverbøjet stilling, omkring at han var en indtrængen, en fjende, og de afventede Herrens bedømmelse. Men i midten af alt det han havde sagt havde den ungt udseende mand fremtrukket sin amulet, med den sorte drages skinnene stål plamage, i en opløftet armbevægelse, ikke helt udstrakt ikke helt bøjet, han holdte den så den lå med dets polerede forside imod denne mand han så op til, mens snoren førtes ned underhans tommelfinger, som pressede imod pegefingerens bløde hud. Så kunne den Store, selv bedømme hvor vidt han var en indtrængen eller ej.

Zane stod med armene over kors, og så ned på den knælende Drow foran ham.
Han hævede et øjenbryn enanelse da Avery fremviste sin amulet, og Zane vendte blikket mod den vagt der havde bragt Avery herover.
“Vend tilbage til din post... og fremover så kropsvisiterer du folk som du fik besked på. Skulle du fejle igen, vil du blive straffet.” sagde han med sin iskolde stemme.
Vagten saluterede ham og løb afsted.
Zane kiggede igen på Avery og fnøs.
“En D'tarion med humor... eller en D'tarion som tester sikkerheden... hvad end du er, så byder jeg dig velkommen til Di Morga, hvis du ikke allerede har været her længe. Rejs dig, unge ven, og fortæl mig dit navn og dit formål.” sagde han. Denne gang var der mere venlighed I hans stemme... men der var stadig en advarende undertone.
*Uduelige vagter jeg har...* tænkte han med et kort smil.

Avery kiggede op på herren uden at værdige vagten et blik, han betragtede den mand han så op til med et betaget øje, al den rejse, og så endelig fremme ved den fyrste man så evigt tjente. Hvilket han sådan set, også ville gøre. Der var intet der ville kunne få ham til at ændre sin vilje og loyalitet for denne mand der stod foran ham lige nu. Roligt rejste han sig op og kiggede på manden der stod foran ham. ”Avery, Valshar… Jeg ønsker at blive lærling under Deres kommandoer…” svarede den unge sortelver og kiggede på manden der var nået så langt, den man der havde vist de kvindelige elvere, hvad en mand faktisk kunne udrette. Hvorfor dette var en sådan omdrejning i elver racen i forhold til menneskerne som i grunden var den oprindelige race. Roligt betragtede han herren, imens øjnene på samme tid observerede hvad det var der skete rundt omkring ham som om de ventede på et eller andet der skulle fortælle ham hvad han skulle gøre, i grunden havde han ikke ligefrem kommenteret den bemærkning som var henrettet til ham omkring om han testede sikkerheden, eller bare havde humor, det kunne sikkert havde været begge dele. På den anden side havde det ikke været det han havde tænkt på i første omgang.
Blikket holdte sig forsat på Valsharen som stod foran ham, den retmæssige konge der faktisk skulle styre Di morga’s gader, måske udvide dens grænser.