A Harsh Breeze

Mørket var langsomt ved at falde over Terre, og byen blev slugt af den forræderiske nat. Hvor nattens børn, bevæger sig ud af deres ly for at hyle deres desperate sang, i deres søgen efter liv. Bølger slog imod Terre's betonvæge, der udgjorde havnens kant. Hvor utallige skibe havde aflæsset deres handel, og bragt diverse forbandelser og velsignelser til byen. Andre lande, havde bragt deres del til landet, for godt og for ondt. Men det var ikke kun skibe der havde bragt belastninger til landets allerede ubalancerede vægt. Der var kommet kreature fra andre lande, i en desperat søgen efter et sted at høre til. Nogen fandt dette, andre kom bare til endnu et stoppested, der bare skulle overstås. Og så var der dem, som egentlig ikke havde søgt landet selv. Dem, der ikke rigtig bestemmer deres vej på forhånd. De er måske i undertal, men de er der.

På kajens kant, med tåspidserne en smule ud over kanten, stod en høj herre, iført et sort sæt tøj, bestående af jakkesæts bukser og en skjorte. Under skjorten bar han en hvid trøje, med en sølvhalskæde hængende ned foran sig. Halskæden så meget gammel ud, og bar et utal af ridser og huk. Resten af hans tøj, derimod, var helt intakt og så næsten nyt ud. Man ville måske tro, at denne karakter havde penge nok, for at kunne have sådan et jakkesæt. Men det var forkert. Der var bare en der engang havde nok, som nu har en smule mindre. Herrens brune hår rev sig blidt tilbage i den håre vind, og manden stod og tiltede en anelse frem og tilbage, som om han var lige ved at falde for over. Det ville få en til at tro, at han ikke havde noget imod vand. Men tværtimod. Herren hadede vand, over alt andet på jorden. Han kunne godt tåle det, som så, men han hadede det stadig. Engang havde han haft en stor frygt for vandet, men den frygt havde han nedkæmpet. Præcis ved at gøre det, han på nuværende tidspunkt gjorde. Så sin frygt i øjnene.
Hans øjne stod lukkede, og hans blik var rettet imod himlen, som han lyttede til havets mange lyde. Han var en mand, det tog ro, i mange ting. Dette var en af dem. Han elskede synet og lydene af havet. Også selvom han hadede at befinde sig i det. Men der var stadigt noget beroligende ved at høre på vandets brusen, og vindens vinen.

Det var altid en befrielse når hun fik trukket sig selv ud af sit værelse der hjemme. Især når der hverken var for varmt eller for koldt. Også selvom hun aldrig havde haft de største problemer med at finde sin behagelige stuetemperatur. Så var den friske luft altid bedre end den indelukkede form for oxygen der kun kunne findes bag murer og lukkede døre. Det var nok derfor at det sædvandlige lille tilfredse smil havde sat sig fast på hendes bløde læber. Hun var som en lille blomst der samlede sig når skyggen lagde sig over men blomstrede igen når solen skinnede og gav den energi. Jep. Det var hende. Ligesom så mange andre.

Synet af havnen fik hurtigt Autumn til at reagere. Hendes vejrtrækninger blev med det samme roligere og hun følte med det samme hun havde det bedre. Vinden der hurtigt fik taget godt fat i hendes fyldige mørke bølgede lokker og fik håret til at flagre vildt omkring hendes ansigt. Den lille søde navyblå sailor kjole med den typiske hvide sløjfe sad som den skulle på hendes lille krop og de sorte sokker der nåede op over hendes knæ varmede hendes ben og den store sorte trøje varmede og skjulte hendes arme. Hun prøvede tilsyneladende at ikke være så påvirket af tidligere oplevelser. Endnu gik det nu ikke alt for godt. Dog gjorde hun noget i stedet for at holde sig gemt for omverden.
Hun stoppede kort op for at tage en dyb indånding af den saltede havluft. Holdt det nede i lungerne et øjeblik inden hun tungt pustede ud og med det samme syntes hendes anspændte skuldre at falde lidt ned igen. Men den anspændte følelse sad stadig i hendes krop. Og den forsvandt ikke just som et knips med fingrene. Det gik hun sikkert rundt og ønskede mindst hver eneste dag. Hun vidste dog at hun en dag ville hun være ligeglad og kunne ignorere det. Hun begyndte igen at gå længere ud på havnen. Nærmede sig kanten som skilte fastlandet fra havet. Det var først da hun var omkring 10 skridt derfra at hun faktisk fik lagt mærke til den anden person der stod der. En høj mandlig skikkelse. Hun røg kort ud af koncentrationen der skulle bruges til at overvære hvor hun skulle gå. Men det var nok tid til at hun på en eller anden måde fik trådt ned på sin ene fod som medførte til at hun mistede sin balance. I håb om at finde den igen væltede hun det sidste stykke mod kanten og med bagtanken at hun med sikkerhed ville falde i kunne hun mærke noget der stoppede hende og fik hende vendt så hun røg på røven væk fra vandet. Og det var der hun hørte et slask. I paniske hovedbevægelse så hun sig omkring. Ingen syn af den anden person og med en mistanke fik hun vendt sig om så hun i stedet kravlede hen til kanten. Og så denne mand. De kalre blå øjne blev spærret en del op og med det samme skilte hun sine læber ad. ”Argh! Undskyld! Her!” lød det mere eller mindre mere panisk som hun fik lagt sig på maven og rakte sin ene hånd ned. Om hun rent faktisk var stærk nok til at kunne hjælpe tænkte hun ikke over men i dette øjeblik var det blot en almindelig ting for hende at gøre.

Alastair kunne mærke Autumn's tilstedeværelse. Og inde i sig selv, bandede og svovlede han, over at skulle møde en anden Djævel, så tidligt efter at være ankommet til Di Morga. Han kunne dog mærke, at ingen ondskabsfulde intentioner var tilstede, så han tog sig ikke af det. Håbede blot, at denne Djævel ville vende om, og gå den anden vej.
Men dette var ikke tilfældet. Djævelen blev ved med at komme nærmere, og da han syntes den var lige tæt nok, begyndte han at kigge over sin skulder. Men nettop som han gjorde, kom der et bump imod ryggen, og hans øjne blev straks spærret op.
"No, no no narh!" Råbte han, panik tydelig i hans stemme, som han faldt forover, og imod vandet. Med et højt hvæs, blev hans vinger hastigt slået ud, men i det at de gjorde vendte han sig om i luften, instinktivt, hvilket resulterede i, at hans minimalt brugte vinger, ikke kunne nå at reagere. Alastair ramte vandet med et plask, og med det samme hørtes hidsige og paniske hvæs, i det Djævelen plaskede rundt i vandet, i desperat kamp for at komme til vandkanten. Den hånd der blev ragt imod ham, blev fuldstændigt ignoreret da hans fingre fik fat i beton blokkenes væg. Fingrene blev boret ind i betonet, kun for at hive den store mand op af vandet, for at flyve op på kanten igen.

Da Alastair landede, kunne en strøm af bandeord tydes fra hans tunge Skotske accent, og han rystede afværgende med arme, ben og vinger.
"Damnit, you foolish little.." Hans blik gled hastigt over hans skulder, og hans bevægelser stoppedes. Men kun indtil han hastigt vendte sig imod Autumn, tog et enkelt skridt imod hende, for så at gribe ud imod hendes trøje. Hvis ikke hun havde vent sig, forsøgte han vredt at gøre det, for så at gribe ud efter hendes kjole ved hendes brystkasse, og løfte hende op på fødderne hvis han fik fat.
"What the hell do you think your doing, you imputent, foolish little girl!? I am in my right mind to through you right down there yourself, and watch you waddle around, until you drown, Devil child!!" Alastair havde ikke hørt hendes undskyldning, imellem al hans råben. Han havde ikke set hendes hjælpende hånd, i hendes panik. Han vidste stadig ikke, at det havde været et uheld.
"Are you a trikster!? Do you find it funny, to test our kinds limits!? Well, are you going to laugh now!?" Skreg han hidsigt, og hvis han havde fået fat i hende før, ville han tvinge hende til at være lænt ubehageligt langt tilbage over kanten, så hun bestemt ville falde, hvis han slap hende.
"Explain yourself!?" Det var tydeligt, at Alastair var i et blindt raseri. Et han bestemt havde svært ved at styre. Der var kun en ting, Alastair hadede mere end hans race. Og det var vand.

Autumn havde nærmest sat sig fast. Vågnede først idet at hun følte nogen hive rundt med hende. En forskrækket lille lyd forlod hendes strube og det næste øjeblik stod hun igen på sine fødder. Heldigvis var kjolen lavet af noget kraftigt stof ellers ville hun næsten have været sikker på at den ville blive revet mere eller mindre itu. Men det var hendes mindste bekymringer i øjeblikket. Hun stod nu ansigt til ansigt med denne mand hun meget muligt havde kommet til at skubbe ud over kajen. Vand dryppede endnu fra hans gennemblødte krop. Og de faretruende vinger der var vokset ud af hans ryg. ”Jeg…Jeg er….undskyld!” lød det stammende fra hende alt imens at hun hurtigt fik grebet omkring den hånd der endnu havde sit faste greb omkring hendes krave. Hendes åndedragt var blevet mere tydeligt. Hun trak vejret hurtigere og hurtigere jo flere ord han fik svovlet udover hende. Og ikke nok med det forvirrede den ukendte accent hende så hun forstod ikke helt den store sammenhæng. Udover at hun helt sikkert havde gjort noget forkert.
Det næste øjeblik, hun rigtig nåede at opfange, var da hun pludselig hang ud over kanten. Og det eneste der kunne redde hende til ikke at falde i havnen var denne mand arm. Hun kæmpede for ikke at snuble på den skarpe kant som hun stod og balancerede på. I panik drejede hun sit hoved for at se sig over skulderen. Ned i det endnu bevægelige vand. Hun var ikke selv bange for vandet. Og hun kunne sagtens svømme. Men følelsen af at det var en dyb grøft hun kunne falde ned i lå og ruterede i hovedet på hende. Hurtigt røg hendes blik mod djævlen foran hende. Frygten kunne virkelig ses på hende. Det uskyldige udtryk skjulte sig ikke fra hendes ansigt og hendes underlæbebævrede i hvert fald.
”Nej! Stop! Jeg væltede….Jeg..Jeg væltede ind….i dig…Det var et uheld!” prøvede hun at forklare ham. Om hun lød overbevisende nok tvivlede hun på. Hun gik efterfølgende næsten helt i selvsving. ”Undskyld! Det var ikke…med vilje! Undskyld! Bare..Bare ikke gør..gør mig..ondt!” Der var ingen tvivl om at hun virkelig var bange for ham. Det kunne jo både ses og høres på hende. Og mærkes nu hvor at hendes hænder, der endnu havde et fast greb omkring hans ene arm for at selv at holde sig oppe, begyndte at ryste. Hun havde klemt sine øjne hårdt i og et sted ventede hun bare på at han gav slip. ”Please…” fik hun frem mere klart men med en mindre kraft end før. Mumlende. Og hun forsatte lidt i samme stemmeleje. ”Please.. Don’t hurt me..”

Det kom så pludseligt. Den følelse. Den velkendte følelse der virkelig kunne få hendes blod omløb til at strømme rundt. Hendes hjerte begyndte med det samme at galoppere af sted. Og hendes øjne blev spærret op igen. Hun stirrede direkte på ham. Og frygten var ikke bare frygt. Hun var direkte skrækslagen. Godt nok var tonen i hans stemme ikke den samme. Men den mørke fornemmelse og de borende øjne kunne hun ikke tage fejl af. ”Di-dig..” Hun turde næsten ikke blinke i dette øjeblik af hukommelse. ”Dig.. Hvorfor kan du ikke bare lade mig være!? Hvorfor er du her altid!? Bare stop! Jeg kan ikke tage det mere! BARE LAD MIG VÆRE!” begyndte hun pludselig at råbe ad ham. Som havde hun kendt denne fremmede person længe. Tårer samlede sig i hendes kønne blå øjne og man kunne virkelig se hvor såret hun var. Det var tydeligt at hun ikke se denne djævel for sig lige nu. ”Jeg vil bare have fred!”

Det var tydeligt, lige fra det øjeblik han samlede hende op, at hun var rædselslagen. Hun klynkede og tiggede i hans hånd, og med det gav hans hoved et tik til siden. 'Hvad ville Lavi tænke?', tænkte han selv, og kneb sine øjne en anelse sammen, inden han åndede ud og trak hende tilbage på kanten, men gav endnu ikke slip på hende. Hans blik var stadig vredt og mistroisk, imens hans øjne dybt undersøgte hendes. Det de så, var ren og skær frygt, og uskyld. Lidt som den i verdenen, der betød mest for ham nu. Egentlig den eneste der betød noget. Og jo mere hun tiggede ham om at ikke at skade hende, jo mere blev han beroliget. Han sukkede stille, imens han lukkede øjnene, og rystede en anelse på hovedet, inden hans blik gled tilbage på hende, mere roligt end før.

Men da kom noget andet frem i hende, og han måtte knibe øjnene en anelse sammen i forundring. Hvad mente hun med dette? 'Dig'? Hun kendte ham ikke. De havde aldrig mødtes før. Og der var bestemt ikke nogen i Terre, der ville have reageret sådan på at se ham igen. Han havde faktisk kun stjålet fra en person, i den tid. Og det var en mand, og bestemt ikke en Djævel.
"Ey! Ey.." Startede han, som hun begyndte at græde og råbe af ham. Han trak hende ind fra kanten, for at stille hende ved hans side og så slippe hans greb. "Hey.. Vi har ikke set hinanden før, min lille ven.. Jeg er nettop flyttet til landet, og har ikke mødt nogen folk her endnu.." Han bar stadig det Skotske accent i hans franske, og det var tydeligt at han ikke var synderlig god til sproget. Han trak så sin hånd til sig, og holdt begge lidt op i forsvar. "Jeg beklager mit.. Udbrud? Har altid haft et dårligt... Dårliigt.. Temper." Han måtte bruge et Engelsk ord, for at forklare, da han ikke kunne finde det Franske. "Men du burde vide bedre.. Specielt som en af samme art.. Vi nyder meget sjældent vand... Eller det har du måske ikke fået af vide?" Klukkede han en enkelt gang, inden de skællede vinger trak sig tilbage bag hans ryg, med ubehagelige knæk lyde. Han strak så sin ryg, og stirede ned på Autumn, med et undersøgende blik. "Hvad.. Kan dog få en ung kvinde som dem selv, til at frygte noget så grufuldt meget?" Spurgte han, imens han begyndte at trække sin sorte skjorte af, for så at vride den imellem hænderne.

Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle have det nu hvor han var faldet til ro. Hun trak endnu vejret hurtigt og havde svært ved at slappe af. Hun holdt kun få pauser for at fugte sine læber eftersom luften, der hele tiden blev inhaleret og ekshaleret, tørrede dem. Hun slap forsigtigt hans arm som han ikke holdt fast i hende mere. Og i samme bevægelse lagde hun en af hænderne fladt mod sin brystkasse. Som ville det hjælpe med at få hende til at falde ned. Det var ubehageligt. Hun gik altid rundt i frygt. Hun prøvede at smile men hun syntes altid at støde på ting der bare trak det hele frem igen. Det kunne være bare en lille ting som en skygge og det som hun lige havde oplevet. Hun havde ikke set mandens sande ansigt. Hun havde set en anden identitet. En anden person. Men nu forstod hun ikke hvad der skete. Nu stod han helt rolig lidt fra hende. Talte til hende med en blid stemme. Det var underligt. Hun havde været sikker på det var ham. Men han lød til at tale sandt. Der var ikke noget i hendes naive hoved som slog alarmen til. Det var nok også det som langsomt gjorde at hun kunne tage sig sammen.
Autumn fik taget en dyb indånding. Slugte luften og pustede langsomt ud. Som man normalt gjorde når man skulle falde ned igen eller være helt afslappet. Hun havde aldrig været specielt god til det at holde styr på hendes krops reaktioner til ting omkring hende. ”Så du.. vil ikke… gøre mig noget..?” Man kunne virkelig høre lettelsen i den engleblide stemme. Hun var stadig forsigtig på den og prøvede altid at være på vagt. Det der efterfølgende forlod hans mund fik hende dog mere til at undre sig. Hendes hoved blev lagt let på skrå så noget af det bølgede hår faldt mere til den ene side. Fik hende endda til at se anderledes på ham. Hendes blik fortalte altid hendes følelser. Hun vil have svært ved nogensinde at skjule den slags. ”Samme..art?” gentog hun svagt. Hun huskede da ikke at mennesket nogensinde havde en fælles svaghed for vand. I en elegant bevægelse fik hun tørret sien øjne ved at få sin ene hånd ind i ærmet og gned stille øjet. Og ved et mirakel blev der ikke dannet nogen form for mascara mærker omkring hendes øjne.
Da han som forventet genoptog hendes frygt kunne man se hvor dårligt hun fik det. Tankerne omkring det. Den traume hun var udsat for. Men det forklarede ikke hvad der var sket. ”Je…” Hun tog sig hurtigt i at være tæt på at fortælle denne komplet fremmede person om hvad der foregik. Autumn fik hurtigt rettet sit blik væk fra ham og hun fumlede nervøst med kjolens skørt alt imens hun prøvede at nyde vindens leg med hendes hår så meget så muligt. Beroligende. ”Ingen..vil forstå..” svarede hun så bare. ”Men..Jeg er virkelig ked af at jeg kom til at skubbe dig i. Er der noget jeg kan gøre?” Endelig så hun på ham igen. Og en lille krusning, som var et forsøg på et smil, kunne lige scannes.

Som han betragtede den unge Djævel, blev undren mere og mere tydelig i hans blik. Han ville heller aldrig være god til at skjule sine følelser, men dette var mere fordi han var ligeglad. Hvis han havde det dårligt, surmulede han. Havde han det godt, så smilede han. Der skulle meget til at få denne mand til at græde. Men skulle øjeblikket komme, ville han gøre dette. Hvad andre tænkte omkring ham, betød omkring så meget som faldene blade for Alastair. Han lod hende tage den tid hun skulle bruge til at få hendes nerver med sig, imens han fortsatte med at vride skjorten. Og som han havde fået ud hvad der var muligt, rettede han skjorten ud, med et par bask i luften, for så at betragte den med et skrånene hoved. Han sukkede så lavt, inden han smed skjorten ud over kanten på kajen, og kiggede tilbage på Autumn, som hun endelig fik ord frem. Han smilede en anelse af hende, og rystede så kort på hovedet, imens han greb fat i den hvide trøje, der havde dækket hans krop under skjorten.
"Nej.. Det var ikke ligefrem min plan.. Har en lille stemme over skulderen, der ville brokke sig noget så grufuldt, hvis jeg straffede dig for en fejl.." Sagde han og lo lavt, imens han trak sin trøje over hovedet. Dette fremviste det lange sår, der løb ned over hans muskuløse overkrop, fra hans venstre skulder, ned til hans højre side, og de utallige små skudsår. Både der passede til pile, og patroner. Dette ville man dog kun vide hvis man havde set sådanne sår før, eller havde anden kendskab til dem. Som trøjen var af, kiggede han ned på hende igen med et lille smil. "Og det ville være uanstændigt at slå en mindre end en selv. Specielt en med så sødt et ansigt.." Klukkede han med et lille vink, inden han begyndte at vride trøjen, som han havde gjort skjorten. Han reagerede ikke rigtig på hendes ufoståenhed overfor hans ordbrug: 'Samme art'. Han tænkte ikke uden videre over det.

Men da hun var tøvende ved hans næste spørgsmål, rejste han et øjenbryn en anelse, og afventede hendes svar, imens han baskede den våde trøje. Da hun så kom med sin erklæring, rystede Alastair en anelse på hovedet, imens han betragtede trøjen.
"They won't, if you won't give e'm a chance." Han valgte at sige det på Engelsk, da han ikke gad til at udtænke de Franske ord. Han smilede en smule imod hende, inden han tog den hvide trøje over hovedet igen, ligeglad med at den stadig var våd. "Det skal du ikke tænke på.. Det var et uheld.. Pas lidt mere på i fremtiden.. Kunne være den næste ikke havde en stemme i hovedet, der holdt ham fra at udføre sin vrede." Sagde han med et smil, inden han dykkede hænderne ned i sine lommer. "But again.. Hvad kan dog få en Djævel, til at frygte noget så meget? Dengang jeg var din alder, var jeg dumdristig og overmodig.. Fik mig næsten slået ihjel fire gange.. Hah.." Sagde han, og tog en hånd op af sin lomme igen, og fnøs lavt af den ødelagte cigaret pakke. Han kiggede så tilbage imod Autumn, og smd pakken hen foran hende. "Fandt noget du kunne gøre.. Du kunne ligge ud til en pakke cigaretter, og følge mig til Kiosken." Sagde han med en næsten dominant stemme, men et smil derpå, og drejede imod vejen bag ham, der ville lede imod den nærmeste døgnåbne Kiosk. Den han nettop havde købt den pakke cigaretter. Han regnede bestemt med at hun ville følge ham, om hun kunne betale eller ej.

Selvfølgelig blev Autumn mere rolig over at høre ham sige han ikke ville gøre hende noget. Det var hun helt igennem beæret over. Ikke at hun ikke blev behandlet godt. Men hun var stadig skrækslagen overfor det mindste i sin hver dag. Og hun var nok ikke den eneste der var bange for noget. Man kunne endda se hvordan det lille smil voksede. Ganske langsomt men sikkert. Dog syntes det at blegne idet hun fik øje på det ar der strakte sig ned over hans overkrop. Og som en refleks blev hendes ene hånd, der før havde fumlet med kjoles løse skørt, lagt på sin egen mave. Det var ikke så meget en bevægelse hun selv udtænke men bare en ting hun ikke rigtig tanke over hun gjorde. Hendes blik lå stadig på ham.

Hun forstod godt hvad han mente. Hun vidste godt hun på et eller andet tidspunkt blev nød til at komme ud med det. Men som så mange andre handlede hun stadig på frygt. Frygt for hvad der ville ske hvis nogen vidste. Så hun valgte blot at holde sin mund lukket. Hun kunne argumentere for hvad han sagde. Han var tilsyneladende også ældre end hende. Og mere erfaren.
Djævel. Nu forvirrede han hende igen. Og hun skjulte det igen ikke. Hun fik løftet et af sine øjenbryn og sendte ham et mere eller mindre spørgende blik men sagde ikke noget til det til at starte med. Hun valgt bare at ignorere det han sagde. Det lød så vulgært i hendes ører. Han lød nærmest stolt af at være tæt på at være tæt på døden flere gange. Og til hendes held faldt opmærksomheden på noget andet. Hun så hurtigt på pakken med cigaretter der blev smidt foran hende og lyttede efter hvad han sagde. Det var ikke hvad hun havde forventet men det fik hende alligevel til at se mere eller mindre smilende op på ham igen. ”Det er en aftale!” Så meget var det heller ikke at han bedte om. Og da han begyndte at gå fik hun gang i sit fodtøj. Det tog lidt tid inden hun gik med men afstanden var ikke meget så hun kom hurtigt op på siden af ham ved at lunte et par skridt.
”Hør.. Jeg..Jeg kan ikke lade være med at undre mig.. Du tiltaler mig som jeg er..hvad du kalder en djævel? Hvad skal det betyde?” spurgte hun ham så endelig. Forsigtigt men hun tøvede ikke med spørgsmålet. Det første hun kunne tænke på var at det var et øgenavn. Men så forstod hun ikke lige helt hvorfor han ville kalde hende det. Hun bed sig bidt i underlæben og fik atter gemt hendes små hænder i den store trøje hun endnu havde på. Det var mere betryggende for hende. Hvorfor hun ikke helt følte sig tryg i denne situation var endnu uklar for hende.

da hendes smil forsvandt omkring hans ar, reagerede han ikke synderlig meget. Det var ikke noget han gemte, og havde han ingen grund til. Det mindede ham altid om, ikke at stole på alle. Holdt ham fri for naivitet. Og det lærte ham, at smerte er en naturlig del af livet. En stor del af det, som man blot blev nød til at leve med.
Som Autumn's smil voksede, gjorde Alastairs ligeså, og som han havde smit de ødelagte cigaretter foran hende, og hun havde godtaget at tage sig af prisen for nogen nye, nikkede han en enkelt gang, men stoppede i at vende sig, med det samme, og kiggede så ned på hende i stedet. Han rakte hende så sin højre hånd, og smilede venskabeligt. "Alastair. Alastair Smith." Præsenterede han sig selv, med et lille nik, og afventede hendes egen præsentation. Og som han havde fået den, ville han vende sig imod kiosken, og begynde at gå.

Han tog sig ikke af, hvor langt hun var bag ham. Hvis hun valgte at gå sin vej, kunne han blot selv stjæle nye cigaretter, det ville ikke være et problem. Dog var der noget i ham, der håbede hun ville følge ham. Og som han havde håbet, kom hun op på ham, og han smilede som hun begyndte at tale igen, dog uden at kigge ned imod hende. Og da hun var færdig, kneb han øjnene en anelse sammen, inden han rejste dem begge højt, og kiggede langsomt ned imod hende.
"Seriously? Du.. Ved ikke..." Han lo en anelse, imens han lod blikket glide frem for sig igen. "Hvordan kan du ikke vide at du.. At du er en Djævel.." Med hans sidste ord, så han en anelse tænkende ud, og betragtede astfalten foran sig med en undren. "Hm.. Guess I didn't know what I was once, as well.." Sagde han, mere eller mindre til sig selv, nettop som de nåede Kiosken. "Well.. Ked af at være den der må fortælle dig det.. Du er ikke et menneske.. Eller hvad du ellers troede du var en del af.." Klukkede han, med siden imod hende, imens han tog sin højre hånd op af lommen, for at åbne Kioskens dør foran sig, stadig med den anden hånd i sin lomme. "Your a Devil.. A creature of 'Hell'. For better, or for worse.." Lo han igen, imens han gik ind af døren.

Autumn forstod virkelig ikke hvad det var der var så sjovt. Hun undrede sig over hans latter der kom fra hende som havde hun lige sagt noget utrolig morsomt. Og hvad hun kunne huske havde hun ikke sagt noget der kunne være værd at grine af. Hun havde da været helt alvorlig omkring sit spørgsmål. Hun sørgede dog for at holde sin mund lukket og håbede på en forklaring ville komme frem. Og nu forsatte han med det der djævle noget. Det var ukendt i hendes hjernesystem. Hun kendte godt racen. Men alt det kan begyndte at sige var det rene volapyk.
Hun stoppede dog brat lige udenfor kiosken idet han kom helt i bund. Hans latter gjorde ikke ligefrem det hele bedre men af en eller anden grund kunne hun selv mærke humoren i det. Og lidt efter lød hendes egen hjertevarme latter som hun selv gik resten af vejen ind i kiosken. ”Så det du siger er.. At jeg er en djævel? Et magisk væsen? Fra helvedet?” Hun kunne ikke rigtig lade være med at le over det. Det havde lydt så underligt i hendes ører og så falsk at hun ikke andet end kunne se det som en løgn der lige blev smidt i hovedet af hende. ”You must be kidding me! Jeg vil aldrig kunne være en såkaldt djævel. Eller dæmon. Eller noget. Ellers så tror jeg sjovt nok jeg ville have opdaget det omkring nu. Og så vidt jeg ved så fødes denne art blandt helveds flammer og jeg har aldrig været andre steder end her på jorden. Plus, mine forældre er stolte mennesker. No magic involved here.” Hun lavede en lille bevægelse med at køre begge sine hænder ned over sig for at vise hun mente sig selv. ”Jeg er ked af at sige at du nok har lidt problemer med fornemmelsen. Du gættede forkert. Jeg kan umuligt være en….” Hun holdt en kort pause og hvor en tanke strøg hende inden hun fik rystet på hovedet og forsatte: ”..djævel.” Hun vendte sig om og nærmest matcherede hen til kassen. Det var først nu at hun fik en af sine hænder frem fra dets skjul i ærmet og stak den efterfølgende ned i lommen. Men kun for hurtigt at trække en lille pung frem. Ganske enkel og sort. Ikke noget specielt som de store designer punge man tit så hos teenage piger nu til dags. Hun rettede så sine blå øjne mod Alastair. ”Frit valg på alle hylder.” sagde hun stille og roligt og med det sædvandlige smil fremme. Det var der hun lige kom i tanke om den manglende præsentation: ”Åh! Og jeg er for resten Autumn Kieplion Nephal.”

Det var tydeligt på Atumun, at hun ikke helt forstod hvad det var han fortalte hende. Men hvad betød det for ham? Det kunne da være ham lige meget, om hun troede på ham, eller ej. Hvis hun ønskede at leve i benægtelse resten af sit liv, kunne hun da selv være ude om det.. Men når han tænkte tilbage. Tilbage på den tid, hvor han ikke selv vidste han var Djævel, for mange tusinde år siden. Han havde set død og ødelæggelse i mange hundrede år, og aldrig forstået hvorfor han ikke bare kunne tage en stille død, som de to koner han nåede at have i sin tid. Alt den sorg, og det fordi han ikke kendte til hans race. Ville han virkelig byde hende det?

I butikken kiggede han lidt rundt, inden han kiggede ned til hende, som hun spurgte ind til hans spørgsmål. Han nikkede et par gange med en klukken, inden hans øjne faldt imod hylderne med cigaretter. "Yup.. Pretty much.." Sagde han, mere eller mindre ligeglad, inden han gik over imod kassen. Han lyttede, men rejste et øjenbryn af hendes ord, og smilede halvt imens han lænede sig op af kassen. Han ventede med at forsætte sin snakken, og pegede først på en pakke cigaretter. Det var iblandt de billigste der var, så han forlangede ikke meget. Som han fik den, tog han en lighter fra en lille bunke ved siden af kassen, og holdt denne op også, med et smil ned imod hende, som et spørgsmål om hun også gav den billige engangs lighter. Og hvis hun gjorde, gik han imod døren, for at vente på hende udenfor. Han hev en cigaret op af pakken, efter at have åbnet den, med læberne, og fik den tændt med lighteren, for så at kigge ned på Autumn som hun kom ud.
"Jeg er en Djævel.. Det kunne jeg ikke forestille mig, at du ville sige mig imod, efter hvad du så?" Spurgte han med en klukken, inden han begyndte at gå tilbage imod havnen, med ansigtet vendt imod hendes. "Hvor længe tror du der gik, inden jeg fandt ud af, at jeg var dette?" Spurgte han, imens hans smil forsvandt en anelse, og han stirede frem for sig igen. "Jeg nåede at se to elskede dø af alderdom, i den tid.. 285 år, gik der inden nogen kom og forklarede mig hvad jeg var.." Fortalte han, og tog et hiv mere fra sin cigaret, og lod det puste ud af næsen, i det han kiggede tilbage på hende. "Og min 'fornemmelse' tager ikke fejl. Du både dufter og føles som en Djævel, Autmun Kieplion Nephal.." Sagde han med et lille smil, i det han stoppede, og lænede sig op af en af de store forretninger på havnens væge.

Det her var underligt for hende. På den ene side lød alt det han sagde bare som en stor fed løgn som senere ville give ham et godt grin og på den anden side kunne det godt lide rigtigt. Hun havde bare svært ved at tro på det. På nogen som helst måde. Hun så endnu djævle som helveds skabninger der bare lavede kaos og alt sådan noget. Også selv om at denne Alastair ikke virkede sådan. Men ham var der vel ikke nogen tvivl om. Eller var det bare noget hun havde forestillet sig? Hun træk hurtigt penge frem og fik betalt for både pakken med cigaretter og den lille enegangs ligther. Det var ikke som om at det var noget der virkelig ville tømme hendes pung. Hun var ligesom så mange andre ikke direkte fattig. Og det kunne nok også ses på hende.

Autumn stod bare lidt og lyttede til hvad han ellers havde at belære hende. Han var en djævel. Nok derfor at hun havde fået den ubehagelige følelse omkring ham i starten. Den havde mindet så meget om den anden. Hun kunne ikke andet end at blive overrasket over at høre på ham. Igen talte han om død så nemt som stod han bare og skulle lægge 2 og 2 sammen. Det var stadig skræmmende for hende men samtidig så hun ikke helt så påvirket ud. Det var mere forvirrelsen der strålede frem i hendes ansigt. Hendes plan havde egentlig at tage hjem selvom at hun sjovt nok lige havde taget sig sammen til at krybe ud af trygheden. Men de ord som blev båret af vinden fik hende til at blive. Hun kunne ikke bare ignorere det det blev sagt. Hun stillede sig derfor blot foran ham. Med en god afstand. ”Hvordan kan du være så sikker på at jeg er hvad du tror? Bare ved en duft og en følelse? Jeg har været omkring andre djævle. Længe. Lugten kan være blevet tranformeret. Og som jeg husker, vil djævle have vinger som dem der næsten reddede dig fra at blive omgivet af havet. Hvad jeg kan vide har jeg ikke den slags. Jeg har intet overnaturligt ved mig.” Det var selvfølgelig en løgn. Men en løgn hun ikke selv helt kendte til. Hun havde små mistanker men i øjeblikket prøvede hun bare at finde frem til en forklaring. Og måske en afslutning hvor hun ville have ret. ”Så det kan sagtens være at din fornemmelse har taget dig ved næsen denne ene gang. Og hvad der undre mig er.. Hvis du oplevede to elskede dø af alderdom og du selv forblev den samme. Hvordan kan det være du ikke opdagede der var noget inden?” Det var alligevel fascinerende at høre om. Det, at nogen der havde levet længe, længere end hende, fortalte om hvordan det havde været. Selv havde hun blot levet i de seksten år hun havde været på jorden. Igen en løgn hun ikke selv kendte til. ”Eller har du måske hele tiden gået og vist du intet menneske var? Tilsyneladende ser det ud til at overlevede et par situationer som får et normalt menneske ville dræbe, næsten på stedet.” Det havde hun vel også. Men det var ikke en ting hendes tankespind lod køre forbi hukommelsen. Lige nu prøvede hun bare at holde samtalen om ham.

Han betragtede den unge Autumn, stadig lænt op af vægen bag ham. Det var ubehageligt. Umådeligt ubehageligt, at indse det han prøvede at få hende til. Der var ingen fejl at tage. Hun var en Djævel. Følelsen, var aldrig at tage fejl af. Duft kunne snydes, men ikke den følelse det gav, når to Djævle var i nærheden af hinanden. Sådan som han så det, ville de altid blive skubbet fra hinanden. Hvis hun havde vidst at hun var en Djævel, ville han nok allerede være gået. Han brød sig ikke om sin egen arts nærvær, og det hjalp ham til at føle det. Hun var en Djævel.

Som hun forsøgte at fortælle modbevise imod at være en Djævel, klukkede han stille, og lyttede. Han tog en dyb indåning af sin cigaret, og pustede det til siden, for ikke at genere Autumn med lugten og ubehagen ved røg. For ham var den beroligende, og det gjorde at han hurtige mistede den forbandede følelse, af at være våd.
"Hvis.. Jeg faktisk havde haft vinger den gang, jeg ikke vidste hvad jeg var.. Ville jeg så ikke have gættet det? Det eneste jeg vidste var, at jeg levede længe.. Alt.. Alt for længe.." Fortalte han, med et småligt smil, tydeligvis med smerte bag, og ikke glad for at huske tilbage til tider som det. "Besides.. Jeg har ikke vinger nu.." Sagde han og rystede å skuldrene en enkelt gang, inden han skubbede imod vægen, for at tage et par skridt ud på den sti, der ledte væk fra havnen, og ind imod selve byen. Han gik ikke imod byen, bare frem og tilbage, imens han lyttede til hendes desperate forsøg på at forklare sig fri for hans mistro. "Oh, og lugt kan snydes.. Det kan følelsen ikke.. Da jeg minede dig om en eller anden.. Husker du? Hvad gjorde at jeg minede dig om denne anden person? For det var ikke mit udseende, det så du hurtigt.. Nej, det var noget andet.. Det leder mig imod at tro, at det du frygter allermest.. Heller ikke er et menneske." Sagde han, med et smil ned imod hende, der viste at han spørgende ville vide om han havde ret.
Da hun snakkede om hans fortid, kneb hans øjne sig en anelse sammen, men han slog hastigt blikke væk fra hende, og lukkede øjnene. Han tog en dyb in ånding, inden han kiggede tilbage på hende.
"Ville du lytte.. Hvis andre pludselig kaldte dig et Monster? Ville du give dem ret, og lade dem brænde dig på bålet? Nej, vel? Jeg var naiv og ignorant. Blev ved med at fortælle mig selv, at jeg var normal. At.. Jeg var som alle andre.. Mennesker.." Fortalte han, og lod blikket falde ned foran sig, inden han lænede en skulder imod lygtepælen ved sin side, og tog endnu et hiv fra sin cigaret. Da hun så snakkede om hans overlevelse, klukkede han en enkelt gang, og rystede på skuldrene.
"Det er nu... Over 2000 år siden, jeg fandt ud af, at jeg var en Djævel.. Men før det, gik jeg i mere end 200 år, uden af vide hvad jeg var. Hvad det var for et Monster jeg måtte være, for at se to mennesker dø af alderdom. Den ene født et år efter den anden døde.. Nej.. Jeg vidste ikke hvad jeg var, i den tid. Præcis som du ikke gør nu.." Sagde han, og kiggede ned til hende igen. Hans øjne betragtede hende kort, inden han lagde sit hoved en anelse på skrå.
"Har du aldrig.. Gjort.. Et eller andet, du ikke helt kunne forklare? Eller.. Er der sket et eller andet i dit nærvær, som du måske ønskede ville ske, men ikke gjorde? Hm. Eller måske kan du noget, der også virker lidt mærkeligt? Det mindste?" Spurgte han, og drejede så han lænede ryggen imod lygtepælen i stedet.

Autumn kunne bestemt ikke lide da han igen tog hendes paniske sammenbrud op. Mindede hende om hvad hun havde set for sig. Og hvad hun havde følt. ”Jeg genkendte følelsen. Og hvordan dine øjne bare stirrede på mig. Også lige meget om det havde været samme form for blik var det som dette enorme dejavu.” indrømmede hun stille og igen virkede hun pludselig meget nervøs. Sådan som hun kiggede ned i jorden og samlede sien ben helt ind til hinanden. Og den måde hun igen fumlede ned kjolens skørt. Hun skulle nok have taget bukser på. Som hun plejede. Godt nok dækkede og varmede sokkerne men et sted følte hun ikke helt nok. ”Og..” startede hun ud og fugtede læberne kort med tungespidsen inden hun endelig igen så op på ham. ”..Det jeg frygter allermest er ikke denne person. Men det som han er i stand til. Og hvad han i det hele taget gør.” Hun fortrød med det samme at hun havde sagt det men hun havde ikke evnen til at kunne trække sien ord tilbage i sig. Og hvad vidste hun. Måske kunne denne mand læse hendes tanker. Der var så mange forskellige væsner i verden med alle mulige forskellige evner. Og de var ikke skjult var folk mere. Eller jo. Men det var ikke underligt at mennesker kendte til deres tilstedeværelse.
Hun gjorde store øjne. Hun havde aldrig blevet kaldt monster eller noget. Men bare tanken fik hendes nakkehår til at rejse sig. Det kunne da ikke være at hun rent faktisk bare have gået og bildt sig selv noget ind for at beskytte sig på den måde. Det kunne ikke være rigtigt. Og hvis hun var hvad han sagde. Hvorfor oplevede hun så ikke samme form alder? Og hvorfor havde hun ikke opdaget noget? Eller havde hun?
Mest af alt havde hun lyst til at råbe ad ham igen. Virkelig bare få ham til at holde sin mund. Og bare løbe langt væk. Det var begyndt ikke at blive sjovt. Ikke at det nogensinde havde været det men det var ordsproget der talte. ”Nej. Jeg har aldrig..” Hun stoppede sig brat i endnu en benægtelse og tonede den sikre tone lidt ned igen. ”Eller.. Jeg har aldrig haft mulighed for at kysse nogen. Altså.. folk har altid bare skubbet mig væk med det samme. Men det er nok kun på grund af statisk elektricitet på grund af luftfrugtighed.” Hun lo meget kort og rimelig falsk mens hun svagt kløede sig selv lidt på kinden. Det var tydeligt at hun igen benægtede hvad der foregik. Hun havde altid vist at den lille ting ikke bare var en lille ting men det var først nu at hun rent faktisk indså det som andet end mutation. Eller ja, luftfrugtigheden.

Da hun begyndte at se nervøs ud igen, faldt Alastair's smil endnu engang. Hun var en Djævel. Hun burde ikke have behov for, at være bange, eller nervøs over nogen anden person, af nogen grunde. Hun ville en dag lære, at hun var langt stærkere end de fleste. Og dette ville hun så kunne lære andre, med en hård hånd. Men hun ville ikke lære noget, så længe hun lod blikket falde, så snart denne anden så meget som blev nævnt. Da hun så beskrev denne persons egenskaber, og at det var det hun var bange for, stoppede han hende, for at ligge en hånd på hendes skulder.
"En mand er, det han gør.. Det er denne mand du frygter.. Ikke hans evner, hans gerning eller hans ondskab. Det er manden der bag. Lær dig selv dette, og du mister behovet for at frygte at snakke om ham, at tænke på ham og føle ham. Der er kun ham. Og så, kan du arbejde på, ikke at frygte ham. Frygt er naturligt." Fortalte han, og klemte blidt hendes skulder, inden han gav slip, og begyndte at gå tilbage imod havnen, imens han lyttede. Hun kunne føle med, hvis hun ønskede det. Dette var en mulighed for hende, at gøre hvad hun egentlig lystede. At gå sin vej.

Som hun forklarede det hun mistænkte som noget mærkeligt, rejste han et øjenbryn, og vente sig for at se tilbage på hende. Han klukkede en enkelt gang med et smil, inden han vente sig, for at fortsætte.
"Så.. Du.. Skader folk, når du kysser dem? Det kendte jeg en der gjorde.. Det var hende der fortalte mig, hvem jeg virkelig var. Hun kaldte sig selv for en: Succubuss. Hun brugte hendes evne til at trække folk i fordærv, for så at tage hvad hun ville have og skulle bruge, og efterlade folk til deres død." Fortalte han dystert, i håbet om at hun ville følge ham, og høre efter hvad han sagde. Hvis hun gjorde, ville han prøve og hjælpe hende. Hvis ikke, ønskede hun ikke hjælp. I hvert fald ikke endnu.
"Men det var hende. Hun var en Djævel. Ligesom jeg.. Ligesom dig. Men hun brugte hendes evner, til at gøre det Djævle er kendt for.. Jeg, der imod. jeg kunne starte en ildebrænd. Jeg kunne dræbe, uden så meget som en tanke om andre." Som han sagde det, kunne han godt misforstås som værende umådeligt hovmodig. "Men det gør jeg ikke. For jeg vælger, at gøre andet.. Jeg vælger at være en anden. Jeg vælger, at være mig. Ikke det der er forventet." Fortalte han, inden han stoppede, for at vende sig, og se imod hende, for at se om hun var på vej væk, eller om hun fulgte ham. "Blot fordi du er en Djævel.. Behøver det ikke at betyde, at du skal opføre dig som en.. Det er det der gør det så svært at tro på, ikke? Jeg havde det ligesådan. Da hun fortalte mig hvad jeg var, var min første tanke: 'Fuck no.. Jeg er ikke et Monster'. Men ak.. Her står jeg.. Den Djævel, som jeg er.." Sagde han, og holdt armende ud til siderne, med et smile. "Frk. Autumn.. Du er en Djævel. Vil det, eller ej.. Dette kan både være for godt og for ondt.. Først, ville det kunne hjælpe dig imod din frygt.. Imod manden de frygter.. En Djævel er ikke ligefrem kendt som et svagt kreatur.. Accepter hvem du er, hurtigere end jeg gjorde det.. Og det helle vil blive meget nemmere for dig.. Jeg kan ikke bevise dig det, lige nu og her.. Men hvis du ville lade mig. Kunne jeg med tiden lære dig det.." Fortalte han, med et simpelt nik.

Succubuss? Var der virkelig noget i denne verden der hed dette? Og kunne det virkelig passe at hun var et af disse djævelske væsner. Det var meget information på en gang. Og tilmed information hun ikke ønskede at høre. Det var for meget men stadig blev hun stående. Gik med ham. Og lyttede til hvad han havde at sige. Hvordan kunne hun nu forklare sig ud af tingene? Selvfølgelig var hun ikke et menneske. Hun havde vel vist det længe. Men hun ville så gerne bare være et. Bare være, normal. Ikke frygtet for andre. Ikke stærkere end andre. Hun ville helst bare være en del af den laveste rang. Men alligevel skulle hun nu bruge sin energi til at gå et par trin længere op af trappen. Det tog egentlig hårdt på hende, det her. ”Så.. Jeg er en.. djævel?” Det var ikke så meget et spørgsmål men mere en spørgende sætning. Til sig selv. ”Hvordan kan det overhoved være muligt?!” Stille og roligt dukkede svage og slørede minder op. Det var ikke så meget minder men mere levende billeder af flammer. Og samtidig kunne hun mærke det velkendte trykken for næsen lige inden hendes øjne igen løb i vand. Hun følte sig pludselig så svag. Ynkelig. Som hun prøvede at tørre sine øjne så hun igen op på Alastair. ”Hvordan har min benægtelse overhoved været stærk nok til at intet opdagede?!” Det var i virkelighed hårdt for hende. Og den psykiske smerte kunne lige ses i hendes dukkelignende ansigt.
Allerede i det at han bare igen tog sig den frækhed at nævne den anden kunne hun mærke noget falde inde i hende. Og hun tøvede ikke. ”Stop! Sig ikke at jeg sagtens kan overvinde ham nu! Du har ingen idé om hvem han er! Du ved INTET om at blive behandlet på den måde!” råbte hun. Ikke for højt men bestemt heller ikke for lavt. Hendes hænder var knuget og hun kæmpede en hård kamp for at ikke lade sien tårer falde ned over hendes røde kinder. Men det var hun tydeligvis ikke stærk nok til. ”Han.. Han.. skærer i mig. Gør ting for videnskabens og hans egen sjovs skyld. Du er ikke den han følger hver evig eneste dag.. Du er ikke den som hele tiden føler ham omkring. Du er ikke den der bliver traumatiseret og straffet bare du gør det mindste forkert efter hans mening..” Hun havde allermest bare lyst til at krybe sammen og gemme sit ansigt. Hun tørrede stadig desperat de faldende skinnende dråber fra hendes øjne og hun begyndte at ryste. ”Så du skal ikke komme her… og sige…at bare hvis jeg accepterer hvem jeg er…vil gøre alt godt igen.. Det jeg ved nu.. har kun givet mig svar på spørgsmål. Men ikke styrke.” Hvis det ikke havde været for hendes ben der havde forplantet sig på stedet ville Autumn med sikkerhed have været i fuld fart på vej væk. Men sådan lå landet ikke ligefrem.

Langsomt begyndte hun at indse det, og acceptere det han fortalte ham. Det var ikke ligefrem noget han nød. At fortælle hende, at hun var det, mange mennesker ville forestille sig som et Monster. Det var ikke nemt at blive sammenligned med dem, der var 'inkarneret ondt'. Specielt hvis man blot ønskede at være normal, som de fleste gjorde. 'Normal' værende et bredt aspekt. Specielt ikke, når man så fik a vide at man nok havde evner, hen af en af de mest forræderiske, ondskabsfulde af alle Djævle. I hvert fald hvis man spurgte ham. Men han ville altid have den samme holdning. Man var, hvem man var. Ikke det andre anså en som. Og hun var bestemt ikke en Succubuss. Han nikkede med hendes første spørgsmål, inden hendes benægtelse begyndte. Han kendte det selv. Han havde selv ståed i hendes situation. Og de første spørgsmål, kunne han ikke gøre andet, end at ryste på skuldrene over. Han vidste det ikke. Det var flere tusinde år siden, han selv havde været i hendes situation. Og han gik et par hundrede år, inden han selv stod og fik dette af vide.

Men da hun kom til snakken om den mand hun frygtede, og hun først råbte stop, stoppede han brat op, og stod på stedet. Han lod hende tale, uden at bevæge kroppen. Han ventede på at hun blev færdig. Hans hånd knugede, og inderst inde håbede han på hun ikke ville gå få langt. For langt over hans tålmodigheds grænse. Men da hun så blev færdig, drejede han hastigt om på sine hæle, for at se ned på hende.
"I have fought, won and lost wars! Seen friends torn to pieces! Their guts, spilled before their feet, as their eyes lost all life.. I have seen my own body opened, and my insides threatening to come out! I have seen things, no one else would even survive setting eyes on!" Hans stemme, blev holdt en anelse over hendes tonelege, og han blev nød til at tale sit eget sprog, for at få det frem ordentligt. Men hans accent var dæmpet, så hun ville forstå hvert et ord han sagde, da det havde virket som om, hun forstod Engelsk. Han tog så et par hastige skridt imod hende, og gik i knæ foran hende, for så at gribe hendes overarme.
"Jeg så min værste frygt i øjnene. Og jeg gjorde det flere gange.. Og jeg var ikke stærk den gang.. Oohoo, hvor var jeg svag.." Fortalte han, hans øjne focuseret på hende, imens hans tonelege dæmpedes. "Men ved du hvad jeg gjorde? Jeg overkom det.. I tusinde år, har jeg levet et liv, og utallige gange, har jeg balanceret nær min egen død. Tortur. Krig. Sorg.. Det bliver aldrig nemt. Intet er nemt.. Men jeg overkom det.." Fortalte han, og rystede hende ganske blidt et par gange.
"Og jeg vil snakke om 'ham'... Jeg vil snakke om det kreatur, der har skadet dig så meget, så du bryder sammen bare af at tænke på ham... Og det gør jeg, for at du skal se i øjnene, at han ikke kan skade dig, ved at du tænker på ham.. Gør det nu.. Tænk på ham. Husk hans blik. Hans øjne.. Hans gerninger... Og se, at det ikke skader dig.. Tåre, er ikke en svaghed, det viser blot at du lever.. Autumn.. Så længe han ikke er der.. Kan han ikke skade dig. Indse det, og bid ikke ud efter mig igen. Jeg forsøger at hjælpe dig, kan du se det? Men for at gøre det, må det gå langsomt.. Det kan ikke forhastes.. En.. Ting.. Af gangen. Nu har du indset, at du er en Djævel. Og hvad betyder det?" Spurgte han, og rejste sine øjenbryn spørgende, for så at svare for hende. "Det betyder, at du -kan- lære at forsvare dig selv, mere end du har kunne før.. Jo vist, er 'han' stærkere end dig.. Meget, sikkert.. Men du har muligheden, for at lære og forsvare dig.. Hvis du lader 'hans' minde skade dig så meget her... Vil du altid have denne frygt.. Ønsker du det?" Stoppede han endelig sin talestrøm, for så at give slip i hendes arme. Nu var endnu en chance for at løbe væk. Han tvang hende ikke til noget. Det var hendes eget valg, om hun ville høre. Hendes ben, ville adlyde hendes hjerte, hvis det virkelig ønskede at gå.

I det øjeblik han begyndte at tale var der ikke rigtig meget andet end en blanding af skam og forundring i hendes øjne. Hun så bare på ham som han sad der foran hende med hænderne hæftet fast til hendes overarme. Prøvede at få hende på bedre tanke. Han fortalte hende om hvad han havde været igennem. Om de tusinde år han havde brugt for at være så stærk som han var nu. Ikke kun fysisk men også psykisk. Det var tydeligt hvor mentalt klar han var i hovedet. Han kunne snakke om noget af de mest vulgære ting i verden og samtidig sætte et ’jeg’ foran det hele. Det var skræmmende. Så forbandende skræmmende at tænke på.
Og igen talte han om ham. Hun havde aldrig hørt nogen sige den slags til hende. Aldrig rigtig fået den største samtale omkring hvad der gjorde hende stærk og klar til at gøre ting. Hun kunne mærke hvordan hendes vejrtrækninger igen blev hurtigere som da frygten overtog hende. Nu var det blot kun denne forvirrende følelse der gjorde hendes hver dag anderledes. Hun havde ikke noget imens han talte. Hun respekterede ham egentlig og hun ønskede ikke at afbryde. Hun ønskede faktisk at høre det. At vide det. Så hun ikke en dag bare stod som nu helt forsvarsløs. Hun håbede inderligt at der ville komme en dag hvor hun ikke ville frygte hverken natten eller dagen ved tanken om det endnu levende minde. Da han så slap hende var det som om at hendes knæ ikke kunne mere. Hendes ben forsvandt nærmest under hende som hun bare faldt på knæ og inden at der ellers kunne ske noget havde hun lænet sig frem mod Alastair’s brystkasse. Havde et blidt tag i den endnu gennemblødte bluse han havde på og klemte øjnene godt i. Det stoppede dog ikke den strøm af tårer der hurtigt efter løb ned over hendes kinder og vaskede langsomt den dækkende creme hun havde på ansigtet og de få ar der befandt sig på hendes kinder blev langsomt tydelige. Ikke meget men næsten synlige. ”Du siger det som om det er.. sådan en nem ting. At være lukke ham ude. Lukke alt ude. Men stadig kan jeg ikke lade være med at høre det slid du brugte. Og du siger han ikke er her nu. Men det er han. Han er overalt. I mørket med det smil..” Hun blev ved med at holde pauser hvor at hun ikke kunne tale på grund af gråd der sad fast i halsen på hende. ”Jeg vil bare have fred!” Hendes greb omkring hans bluse strammede og hentydede til at han ikke måtte gå. Et sted følte hun sig pludselig tryg. Et øjebliks tryghed. Hos en der fik den værste frygt frem i hende. Han virkede ikke til at give op med det samme. Hvad det hele handlede om vidste hun faktisk ikke. Men det satte i hvert fald hver eneste følelse i gang i hende. ”Jeg.. Jeg vil ikke være svag.. Jeg vil ikke se flere blive såret på grund af mig..” mumlede hun som en lille afslutning. Hun havde ingen idé om hvad hun skulle sige. Ikke det mindste. Så det var bare tilfældige ord der forlod hende. Selvom at det måske ikke have lydt som om at hun havde hørt hvad han havde sagt havde hun hørt hvert eneste ord. Og husket det.
Hvis det ikke havde været kun dem her på havnen ville folk der overværede det nok syntes synet var underligt.

Alastair betragtede hende med øjne, der fremviste hans støtte, og behov for at beskytte. Dette var en ting han havde indset, ved at bringe den Engel med sig, der havde bragt så meget forståelse i hans liv. Ikke kun at han havde et behov for at beskytte, men også hans behov for at se andre smile. Se deres lidelser forsvinde. Han hadede sorg og ubehag, langt mere end han hadede folk, også selvom han havde sagt til sig selv, så mange gange, at folk var det værste der var sket for denne jord. Alting havde været meget bedre, i en tid uden befolkning på jorden. Men nej. Han vidste nu, at der stadig var godhed tilstede i denne verden. En blid vind, der måtte holdes en hånd over. Noget der skulle beskyttes. Noget der gav alle et håb. Noget der ikke måtte dø ud.

Da hun faldt imod ham, skulle han lige til at forsøge at gribe hende, men det sørgede hun helt selv for. Hans læber bredte igen et lille smil, som han lagde sine arme omkring Autumn, imens han rejste sig op. Han sørgede for ikke at give hende følelsen af at han ville forlade hende, men beholdt hende i hans arme, så hun nu stod med sit hoved lænt imod hans brystkasse, imens han stod på fode.
Han lyttede til hendes ord, og lagde en hånd på hendes hoved, for at lade den blidt stryge hendes hår. Ald den smerte, i så ungt et væsen. Det var ikke fair, at han forsøgte at sammenligne sine lidelser, med hendes. Hun havde ikke haft en chance for at vokse op først. Hun havde ikke haft en chance for at få selvtilliden og fastheden der skulle til, for rigtig at overleve sådanne minder. Men det kunne hun stadig få. Hun kunne stadig kæmpe sig op til denne styrke. Men ikke hvis hun blev ved med at benægte den mulighed.
"Autumn.. Nej.. Han er her, fordi du lader ham være her.. Se omkring dig.." Sagde han, og kiggede rundt på havnen. "Der er kun os.. Hvis du lader ham jagte dig på den måde, vil du aldrig kunne udvikle dig. Aldrig kunne komme videre. Du giver ham alt for megen magt.." Sagde han med en blid stemme, og kiggede ned på hende igen.
"Og nej, det er ikke nemt.. Det er jeg sikker på.. Det er kun de færreste der har det nemt i deres liv.. De få heldige. Men det betyder ikke, at man ikke kan opnå det man allerhelst vil have. Der er bare dem af os, der må kæmpe for det.." Sagde han stille. "Vil du ikke længere være svag? Vil du blive stærk? Så må du kæmpe for det, Autumn.. Du bliver ikke stærkere af, at lade ham holde dig tilbage helle tiden. Det du lære af det, er lydighed. Garanteret som han vil have det.. Jeg ønsker at hjælpe dig.. Men det kan jeg ikke, hvis du ikke ønsker hjælp, ej heller hvis du ikke ønsker at lære.."

Som Alastair begyndte at komme op at stå igen fulgte hun automatisk med. Langsomt. Hun slap ikke taget i hans bluse eller flyttede sit hoved fra hans brystkasse. Ikke et eneste øjeblik. Og det at hans arme lå omkring hende gik hende ikke det mindste på. Det var længe siden hun rent faktisk havde følt denne tryghed der blev lagt over dem begge. Det var utroligt hvordan at stemningen bare sådan kunne skifte. Hun kendte godt til sit svingende humør men det var altid mærkeligt at gå fra det ene til det andet på så kort til. Fra frygt, til smil og nu til gråd. Hans hånd der stryg sig over hendes hår gav hurtigt dens effekt ved at hendes hulk blev lavere. Nu stod hun egentlig bare og rystede. Prøvede at trække vejret mere afslappende og af og til kom et svagt snøft fra hende. Hun ville ikke græde. Men det var som om hun var nød til det. Det var hvad der var hendes forsvar indtil videre. Det var hvad hun mente der hjalp på det hele. Også selvom at hun altid følte sig noget.
Alt hvad han sagde, var sandt. Men det virkede stadig så svært at få udført. Hun vidste det ville tage lang tid. Og lige nu havde hun ingen idé om det rent faktisk nogensinde ville nå at virke. Hun vidste endnu ikke hvor længe hun ville have mulighed for at leve. Alastair havde levet i flere tusinde år. Ville hun også være i live så længe? Ellers ville hun ældres som mennesket? Der var mange spørgsmål som hun ville spørge, men ikke ønskede et svar på. Hun var bange for hvad det ville være. ”Han..Han er ikke her?” Hun havde altid troet han var omkring hende. Hele tiden. Holdt øje med hende. Overvågede hende. Hun kunne stille mærke hvordan at den fantaserende følelse blev dæmpet. Det var utroligt hvordan bare det kunne få den til at forsvinde en smule. Hun ville gerne være stærk. Om hun var stærk nok til at blive det var hvad der trykkede omkring hende. Hun havde i ugevis fået fortalt at hun ikke var god nok. Så selvfølgelig troede hun stadig på at hun ikke kunne. Men en speciel lille ting i hans stemme fik det til at gå væk. Lettede noget fra hendes skuldre.
Ganske forsigtigt løsnede hun grebet om hans bluse til hun ikke havde noget tag mere. Samtidig tog hun et lille skridt bagud. Hendes ene hånd blev atter først op til hendes øjne for at tørre kinderne. ”Hjælpe mig?” Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige til det? Det her var ikke det samme som at få hjælp til en matematikopgave. Det her var bedre. Vigtigere. ”Hvordan vil du hjælpe mig? Vil du have mulighed for at gøre mig stærkere?” En lille skramlende lyd lød da få af de småsten der lå omkring dem faldt til jorden igen efter at have svært over jorden under hendes sammenbrud. Ikke en ting der opfangede hendes opmærksomhed.
Det slog pludselig Autumn og hendes stadig klare blå øjne blev rettet direkte mod denne vokse djævel foran sig. ”Alt det her. Med at jeg er djævel. Hvordan kan det gøre jeg er født af mennesker? Og den her evne. Det er ikke bare en eller anden ladning? Det er faktisk en..ting..en evne?” Stille og roligt syntes et smil endelig at komme frem. Men hendes ansigt udstrålede stadig sorgmodighed. ”Men.. nu har jeg vel en form for forklaring på ting i mit liv.” Nu hvor hun ikke benægtede sin eksistens kom der flere og flere oplevelser op som ikke var til at forklare.

Hun tog imod den beskyttende gerning han tilbød, med en arm omkring hende, og en hånd på hendes hoved. Og det virkede til at det hjalp. Hun slap langsomt mere af, og det bredte et smil over hans læber, imens han snakkede.
Som hun trådte væk, fjernede han sine arme, og fortsatte med at kigge ned på hende. Med hendes første spørgsmål, rystede han langsomt på hovedet med et voksende smil. "Nope.. Just us.." Sagde han, og slog armende en anelse ud til hans sider. Og ved hendes næste, nikkede han, og fik et lidt mere seriøst blik. Han vidste ikke helt hvad han havde rodet sig ud i, da han ingen anelse havde om, hvilke evner hun egentlig havde. Men da lagde han mærke til stenen der svævede rundt omkring dem, og han rejste et øjenbryn en anelse, imens hans blik gled rundt for at undersøge det der skete. Og nettop som hun slappede helt af, faldt alle stenen til jorden, og han klukkede en enkelt gang, inden han kiggede tilbage på hende, som hun stillede flere spørgsmål.

"Alle kan blive stærkere, med en smule hjælp fra andre.." Sagde han med et smil, og nikkede en enkelt gang. "Det tager bare arbejde, og dedikering. Du skal ønske at blive stærkere, og så skal du arbejde hårdt for at opnå det.." Fortsatte han med et nik, inden han vente sig, for at gå videre ned imod havnen. Men denne gang stoppede han op, og kiggede over sin skulder imod hende, og ventede på at hun skulle følge med. Og som hun gjorde, ville han fortsætte og følge med hende.
"Så du vil lade mig hjælpe dig? Lade mig træne dig, og prøve at finde din styrke? Jeg ved jo endnu ikke helt hvad du kan, udover dine læbers effekt.. Men allerede det, er en god styrke.. En lettere ondskabsfuld, og.. Måske ikke altid behagelig styrke.. Men nevertheless en styrke.." Han havde også set stenene, og havde ikke glemt dem. Men han ventede med den evne, og tog en ting af gangen.

Da de nåede ned til kanten af havnen igen, lod Alastair sig selv falde ned og side på kanten, med benene ud over og kiggede op til Autumn. "Hvis ja.. Så lad os starte med det her.. Husk ham.. Husk hvad han har gjord ved dig.. Og fortæl det til mig.. Del den byrde det er, og lad mig hjælpe dig med at overkomme frygten. Du har intet at være bange for, når du er sammen med mig.. Det vil være en regel.. En regel for at jeg skal træne dig.. Du skal lære ikke at være bange, så længe vi er sammen. En god første styrke at vende sig til, er styrken i antal.. Og nu er vi to.. Det vil altid være bedre end en, ikke?" Sagde han og smilede småligt af Autumn.

Hendes læbers effekt. Det lød rimeligt sjovt når han fik det formuleret på den måde. Og selvfølgelig kom det lille smil frem på de bløde læber. Også selvom at han beskrev det som noget ondskabsfuldt. Selvfølgelig var det ikke nogen speciel god evne. Men den var effektiv. Nok var hun ikke typen der på nogen måde ville hjælpe at kysse ham eller andre fjender. Hun havde stadig den lille fobiske bagtanke om den slags. Og det værste var at hun tilsyneladende ikke kunne få lov til at udlevere et kys til den person der måske senere hen i hendes liv faktisk ville vække følelser i hende. Trist, man sandt. Det kom nu ikke som en overraskelse eftersom hun havde oplevet evnen i aktion et par gange før. Så det var ikke noget der undrede hende mere. Og hun havde skam tænkt en del igennem det. Det var i hvert fald ikke det der fik hendes humør ned i øjeblikket. Det havde hun brugt for mange alene timer på.
Autumn lod sig egentlig bare følge med ham. Han var vel hendes mentor. En person hun lige nu kunne spørge og søge hen i forvirrelse. Ikke at hun direkte så ham som en såkaldt læremester, eftersom hun både ikke gik til karate eller kendte ham alt for godt. Forsigtigt satte hun sig ned ved siden af Alastair. Dog blev hendes ben først trykket op til sig og armen svunget rundt.
Hun pressede yderligere sine ben indtil sig da han igen forsatte sin tale omkring at hun ikke skulle frygten ham. Han havde ret. Men der var stadig noget der trykkede hende ned i det stadie der blev kaldt for ’frygt’. ”Hvad han gjorde ved mig..” Hun var ikke svært for hende at huske hvad der var sket. Det var en ting der lå allermest klar i hovedet på hende. Kun på grund af at hun ikke havde været lov til at glemme. Forsigtigt fjernede hun armene fra sine ben og lod den efterfølgende dingle ud over kanten som hans. ”Det startede med at jeg altid kunne mærke en eller anden omkring mig. Jeg vidste ikke hvem eller hvad. Men følelsen kriblede hele tiden i min krop. Jeg ignorerede det den gang til..” Hun holdt en lille pause. Så ikke på ham men blot ned i vandet under hende. ”..en aften kom jeg bare hjem med denne besked på min væk. Og min fugl var tilsyneladende død. Kort efter kom denne mand. Eller han var bare pludselig inde på mit værelse. Jeg så ikke han ansigt inden at noget bedøvende gas gjorde mig bevidstløs. Det næste jeg husker var at vågne op i et fremmed rum. Det lignede en operationsstue udover at der var mørkere og mange flere mærkelige redskaber.” Igen var hun nød til at holde inde med at tale. Hendes krop var begyndt at ryste ufattelig meget. Hun havde det ikke specielt godt. Og hun virkede også mere bleg end normalt. ”Jeg lå spændt fast til et eller andet metal bord. Jeg husker det var isnende koldt mod min daværende nøgne krop.” Hun skævlede ved tanken og bed sig hårdt i underlæben. ”Han stod ved siden af iklædt en hvid kittel og maske. Men jeg kunne se hans øjne. Og han havde denne kniv i sine hænder. Jeg husker at han så på den som var det noget af det mest vidunderlige han havde set. Lige inden..” Hun trak forsigtigt den store trøje af sine skuldre og afslørede nogle af de små ar der var at se omkring hendes kraveben og skuldre. ”Han bedøvede mig ikke engang.” Nu kom tårerne igen. Og hun søgte atter tryghed ved at tage sine ben op til sig og skjule sit ansigt. ”Han rodede rundt.. indeni mig. Jeg er ikke engang sikker på hvad han fjernede. Der var så meget blod. Og det gjorde så ondt. Han tillod ikke at jeg besvimede. Han holdt mig altid vågen lige meget hvad.” Hun snakkede mere panisk og lidt hurtigere som ville hun bare have det overstået. Det var tydeligt at hun kunne se sceneriet for sig. ”Og fordi jeg skreg.. syede han mine læber sammen.. Og..Og..” Hun holdt igen mund. Kunne ikke fortælle videre selvom at det værste nok virkede til at være ovre. Men historien var længere.

Han betragtede hende, som hun fulgte efter ham, og gengældte det smil han havde skabt over hendes læber. Han foretrak når andre smilede, det var der ingen tvivl om. På mange måder, havde han valgt at gå forbi den disciple, han egentlig var regnet med at følge. Alastair havde valg at tage sin egen vej, og ikke følge den vej der var lagt foran ham. Det fik han også af vide var normalt for en Djævel som ham, men han burde også have lært at ødelægge andres sind. Men det. Havde Alastair altid været dårlig til.
Da Autumn begyndte at fortælle, gav Alastair hende et lille smil, og lagde en støttende hånd på hendes ryg, og lod sin tommeltot stryge imod hendes ryg for at berolige hende, imens hun fortalte. Med hvert ord hun fortalte, faldt hans smil, som hendes havde gjord. Det var forfærdelige ting hun havde måtte se. Ting, ingen i hendes alder burde have set, og bestemt ikke følt. At hun overlevede dette, måtte også være på grund af hendes blod. Hendes race. Hun vidste det ikke, men hun var nok stadig kun i live, fordi hun var en Djævel.

Som hun nærmede sig en slutning, hvor hendes ord stoppede, og det var helt umuligt for hende at fortsætte, strøg han blidt sin hånd til hendes skulder.
"Det er okay.. Det er en god start. Allerede i at have delt den hændelse med en anden? Viser du mere styrke.. Styrke er ikke altid i.. Uhm.. In your muscles.. But in your head as well.." Sagde han, og ruskede blidt hendes hoved, inden han tog sin hånd til sig. "Det du har set, burde ingen i din alder have set.. Men det har du.. Nu skal du lære at leve med det. Du kommer aldrig til at glemme det... Lad være med at prøve. Jo mere du prøver at glemme det, jo mere kommer du til at huske det. Nu skal du lære at lade det gøre dig stærkere.." Sagde han med et enkelt nik, inden hans blik gled over havet.
"Hm.. Og nu, syntes jeg du skal lære en af de mest vigtige ting.. At stole på andre." Sagde han, og nikkede en enkelt gang, inden han kiggede tilbage på hende. "Take a deep breath..." Sagde han, med et lille frækt smil, inden han lagde en arm omkring hendes talje med et fast og hurtigt greb, i et forsøg på at trække hende ind til sig. Hvis hun ikke nåede at stoppe ham, slog hans vinger sig ud af hans ryg igen, og med et enkelt hårdt vingeslag fløj de begge i høj fart op i luften. Han startede med at flyve lige opad, med et fast greb omkring hende, som hun umuligt kunne komme til at hive sig fri af. "Træk vejret roligt.. Lad være med at kæmpe imod. Jeg er en fremmed, men du har givet mig en af dine største hemmeligheder.. Kan du stole på mig?" Spurgte han med et smil ned imod hende, inden de nåede en kilometers højde.

Selvom at hun virkelig kunne mærke hvordan hans evige snak om hvad styrker var, begyndte at gå hende ganske lidt på nerverne gjorde hun intet for at få ham til at holde sin mund. Og hans hånd der nærmest aede hende på ryggen var virkelig afslappende. Ikke at det hjælp på hendes reaktion nu hvor hun sad og fortalte ham alt det her. Nu hvor hun havde sagt tingene højt lød det knap så slemt. I hvert fald i forholdt til hvad Alastair havde oplevet. Rigtig nok var hun stadig ung men det kunne stadig have været hende der kunne have set krige starte og ende. Hun nikkede blot bekræftende og sagde ikke rigtig noget. Hun følte ikke selv hun kunne sige noget imod eller til det. Han havde sagt hvad der skulle siges. Og hun kunne sjovt nok ikke have sagt det bedre. Hun kendte godt den styrke der ikke lå i musklerne. Det var den mentale form der betød noget her. Men hun var træt. At have accepteret den ene ting efter den anden på noget under en time var hårdt for hendes psyke. Samt den lille gemte evne der af og til kom i brug uden hun selv vidste det, træk også hendes energi ned.
”Stole på andre?” Hun kunne da sagtens stole på folk eller faktisk ikke. Det kom meget an på udstrålingen og fornemmelsen hun havde omkring mennesker og væsner. ”Huh?” Hun nåede knap nok at trække vejret ordentligt ind inden at hun følte hans arm omkring hende og ikke lagt tid efter var det som om hun ikke var på fast grund mere. Hvilket hun underligt nok heller ikke var. Et overrasket og forskrækket skrig lød fra hendes strube og næsten med det samme prøvede hun nærmest at kravle op ad ham. Fik sine arme omkring hans nakke og klamrede sig gevaldigt ind til sig. Hun havde konstant sine klare blå øjne stift rettet mod jorden under hende som syntes at blive mindre og mindre. Øjnene var spærret helt op og hun kunne mærke hendes mave snore sig sammen. Hendes ben havde hun, via mavemusklerne fået trukket op og håbede virkelig der ikke kom nogen forbi og så op. ”Trust you! You have just flown me several feet above the ground! Uden tilladelse!” Han var skam ikke den eneste der søgte tryghed I modersproget. Men mens hans accent lå mere på den skotske var hendes mere britisk. ”Oh my god! Please don’t let go!!” Hun stirrede stadig ned ad som holdt hun øje med om der pludselig ville ske noget. Men kort efter klemte hun dem endelig sammen, øjne, og gemte sit ansigt ind mod hans nakke. ”Please..” Det var ikke så meget fordi hun var bange for højder. Men den pludselige oplevelse fik virkelig hendes hjerte til at hamre af sted. Hvilket han nok meget muligt kunne mærke. Og så var det også hendes første flyve tur via vingefart. ”Jeg har aldrig fortalt det til nogen fordi de enten vil blive skræmte eller ikke tro mig.” mumlede hun stille og forsigtigt som et andet svar på hans spørgsmål. ”Der er andre jeg ønsker der skal vide det men de vil ikke forstå som du gør.” Selvom at hun var noget panisk i øjeblikket kunne hun ikke lade være med at nyde den vilde vind der syntes at tage mere fat i hendes hår her oppefra. Den var mere frisk og blid mod hendes blege hud. Hun elskede virkelig den vind. Det var en af de grunde til at hun altid opsøgte havnen når hun ønskede fred.

Hun lyttede til hans ord, og tog hvert af dem til sig. Hun ville jo gerne lære, selvom hun inderst inde ønskede at han ville holde mund. Der var intet rigtigt, eller forkert i opfattelsen af styrke og svagheder. Det helle kom an på personen selv. Om mental, eller fysisk styrke var det vigtigste. Om det ene eller det andet overhovedet var nødvendigt. Men det vigtigste var at hun hørte efter, og dette havde hun gjord. Så nu fortjente hun at prøve noget lidt mere accelererende.
Og ganske som han havde håbet, var det lige det hun fik. Selvom hun skreg da de satte af, var der stadig en del af hende, der nød rejsen. Prævis som de fleste andre ville. Der var noget meget befriende ved at hænge i luften, uden at side i et menneskeskabt luftfartøj. Han smilede ned imod hende, da hun begyndte at snakke, og lo blidt af hendes beklagelse. Og som hun tiggede ham om ikke at slippe hende, smilede han ned imod hende, da de kom til et stop.
"I haven't dropped you yet, have I? That must mean.. That you can trust me. Even though I just did something rash, and unexpected.." Sagde han med et smil, imens han begyndte at svæve dem lidt frem og tilbage i luften, og lod vinden slå lidt mere imod dem. "I am not going to drop you, Autumn. I wouldn't dream to destroy something as pure as yourself.." Forsikrede han hende med et smil, imens han fik dem fløjet rundt i en cirkel i luften. Han lyttede så videre til hendes ord, og fortsatte med blidt at smile.
"Folk i denne verden, er meget ofte lidt forstående. Det er sørgeligt, faktisk. Men nu, har du i hvert fald fortalt en det, right? Det er et stort skridt.." Sagde han med en blid stemme, og betragtede hende.
"No one'll look up your skirft, all the way up here, Autumn.. Try to relax. Let your body hang in the wind. Let your eyes gaze down upon the city, where you used to gaze up upon the sky.. Trust me, your far more safe up here, in my arms, then anyone is down there." Sagde han med en blid klukken, inden han lavede et vingeslag, for at få dem til at svæve lidt bag ud, så hendes krop næsten lå oven på hans, i et kort stykke tid.
"I find the wind wonderful.. Up 'ere.. And the temperature. Not too hot, and not too cold. A perfect mixture. I often fly to these heights, when I want to clear my mind.." Sagde han, og smilede ned imod hende, inden hans øjne gled imod månen, for at se hvor sent det var blevet.
"Perhaps we should start working towards an ending to our night? I imagine you acctually need sleep still, am I right?" Spurgte han og klukkede blidt, hans arm stadig fastnet rundt om hendes talje, for at holde hende tæt ind til sig.