Light Breeze.

De to elektroniske døre åbnede automatisk idet Autumn kom tæt nok på. Hun følte hurtigt den kølige vind der hærgede aftenen. Trods hun lige var kommet fra et varmt supermarked, syntes hun ikke at blive påvirket specielt meget af den pludselige temperatur skiftning. Men der var nu stadig plus grader. Sommeren var i sandhed på vej. Mon det ville ende med at blive så hedende som sidste år. Den hvide plasticpose raslede en smule som hun bevægede sig udenfor. Lyden fik hende tilbage til den virkelig verden, lige tidsnok til hun ikke endte med at gå ind i et par, der gik så tæt at de virkede som en. Med et undskyldende smil, undveg hun smidigt, og forsatte ellers ned af gaden, med biler på sin højre side, der drønede af sted, som galt det deres liv. Terre blev altid mere eller mindre kaotisk på disse tidspunkter. Og så at tænke hvor tomt der senere hen ville være. Om blot få timer, ville der ikke være et eneste øje at se udenfor.
Alt imens hun uforstyrret gik videre hen ad fortovet, tog hun sig den frihed at tage et kig ned i sin pose. Mest for at tjekke om alle tingene nu stadig var der. Hun smilede lidt for sig selv. Hun havde vel haft en god dag. Og det var en dag der virkelig skulle fejres med fortjente godbidder. Herren i huset, var ikke hjemme i aften, så hun ville forhåbentlig have mere ro til at gøre, hvad hun nu ville. Hun lukkede posen igen, ved nu kun at holde den i sin ene hånd, og brugte blot den anden til at få kørte fingrene gennem det bløde hår. Det duftede stadig nyvasket, af en eller anden grund. Brillerne blev skubbet en smule bedre op på næseryggen, og skulderne fik et par rul. Ingen tvivl om at hun virkelig snart trængte til ferie. Lå brylluppet ikke også snart? Hendes øjne gled roligt ned ad sig selv. Selvom hun af og til elskede at være klædt som denne aften, var der aldrig noget der var bedre end det mest afslappede tøj i verdenen; Stor T-shirt og plyssede sokker.

Alias smilede kort til fyren der rullede forbi på sit skateborad, det minede ham lidt om Stefan.. Han vidste ikke helt hvorfor Stefan havde vidst aldrig rigtig skatet.. eller det vidste han jo ikke, han var bare typen der godt kunne have gjordt det? Måske. Han var ikke sikker, men det var engetlig også ret lige meget. Det var underligt som han havde haft det med det hele på det sidste.. han kunne ikke rigtig få det ud af hovedet, han havde virkelig brug for at komme lidt væk, måske kunne han besøge.. hende.. men så ville han nok også med, og han havde brug for at.. være sammen med.. nogen af sin egen slags, han var virkelig ved at blive alt for blød, det gik ikke, han endte jo med at være under tøflen for satan! Han bevægede sig ned af gaden og ud af gyden, kiggede sig rundt, der var næsten ingen mennesker.. næsten ingen.. intet bytte.. hmm.. han måtte ind i den tætter del af byen, det var vel på det her tidspunkt de unge begyndte at gå i byen. Han fulgte vejen og kom ind på en lidt større gade, længere hende fik han øje på en ung pige der gik hen af fortovet på den anden side med en pose i hånden.. det var ikke svært at tænke sig til hvad han mente nu skulle blive hendes skæbne.. det var næsten for let.. men.. så let skulle det nu alligevel heller ikke være.. det sjoveste var da lige.. at lege lidt.. med maden.. mhmm. Han fulgte lydløst efter hende..

Der gik ikke længe før Autumn kunne mærke et blik der var rettet mod hende. Det var i hvert fald sådan hun havde det. Som om nogen direkte stod og gloede på hende i dette øjeblik. Det var ikke ligefrem ubehageligt, men nok mere uvant. Hun var ikke helt vant til at faktisk opdage de blikke som folk sendte hende. Det var nok den største del som fik hende til at se sig omkring. Hun stoppede endda op. Stod midt på fortovet, og blokerede vel for en gruppe der blev nød til at gå på en lang række for at komme forbi hendes ellers lille krop. Hun stod vel bare et dumt sted. Hun så fra den ene side til den anden, indtil at de abnormalt blå øjne endelig fik øje på noget der virkede en smule underligt. Det var ikke fordi han var så malplaceret i omgivelserne. Han lignede vel en almen dreng. Men hun var næsten sikker på at han havde holdt mere eller mindre øje med hende. Ham den unge mand på den anden side af vejen.
Hun tog et par sekunder til lige at studere ham lidt nærmere. Hun var taknemmelig for sine briller. Uden dem ville alt på afstand blot ligne et stort sløret billede. Hendes observation varede dog ikke længe, inden et helvede brød løs. Tilsyneladende havde indholdet i hendes pose haft den perfekte vægt for vinden. Og på grund af hendes løse greb, blev plastikposen nemt blæst ud af hendes hænder. Den nåede ikke længere en få centimeter væk fra hende, men starten havde været nok til at dirigere opmærksomheden væk fra alt andet. ”Damn..” mumlede hun, og hun tøvede ikke med at tage det ene skridt tættere på og så at komme ned på hug for at samle varerne sammen igen. Der var kun få ting tilbage i posen. Hvordan var det overhoved muligt? Hun prøvede virkelig at gøre sig så hurtigt som muligt, men hun var ikke hurtig nok. Hun følte svagt et knæ i siden, eller hvor det så end ramte, fra en forbipasserende, og endte med at hamre sine egne knæ ned i asfalten. Dog lignede det at hun var mere bekymret var den mad der havde undsluppet hende. Hun hørte et kvas ikke lagt fra sig, og stirrede med det samme hen mod lyden. Man kunne se skuffelsen i hendes ansigt da hun selv fik øje på den gennemtrampede plade chokolade. ”No way..” pev hun svagt, som hun tog tid til at sørge for chokolade. Men hun gentog nu alligevel sin kamp med at få samlet frygter og andet halløj sammen. Hun gjorde det dog lidt langsommere. Bare glasset med jordnødsmør ikke var gået itu. Det virkede ikke til at være hendes dag alligevel.

Alias fulgte hendes bevægelser som hun gik der, hun gik lidt langsomt.. faktisk så meget at det irrerede ham lidt, for så blev han nød til også at gå lidt langsommere for ikke at indrente hende, det ville være dumt at gå lige i røven på hende.. hun ville undre sig... helt sikkert. Faktisk stoppede hun op.. hvilket gjorde det endnu sværere for ham, så han gik så langsomt.. som man nu kunne uden at ligne en idiot der øvede slowmotion, og uden at stoppe helt op.. Han betragtede hende, hun kiggede på ham.. hm? Han slog blikket ned og sørgede for ikke at stirre for meget, og dog. Han kiggede op igen og så hende kort ind i øjnene, smilede til hende.. han skulle jo.. finde en eller anden måde at komme i kontakt med hende på.. og venlighed var det nemmeste.. i første omgang, tvang var det nemmeste i næste selvfølgelig.. for tvang skulle der altid til.. men måske.. hvis hun var.. sød.. kunne han skåne hendes liv? Njaa.. måske.. måske.
Han lagde godt mærke til gruppen af mennesker der passerede hende, og så tabte hun sin pose.. og alle hendes ting lå nu spredt ud over det hele.. Han stoppede kort og og betragtede hende bare imens hun prøvede at få samling på det hele.. synd. Han lagde godt mærke til idioten der næsten havde væltet hende omkuld, og han sendte ham et irriteret blik. Han gik så over gaden og smalede en af hendes vare op og tog posen ud af hendes hånd, "Her lad mig.." sagde han roligt og puttede tingene tilbage i posen og smilede lidt, men holdte den stadig for hende, og rakte hende så en hånd for at hjælpe hende på benene igen.. stakkel.

Autumn blev egentlig ret overraset, idet hendes pose blev taget fra hende. Det virkede ikke som om den blev revet ud af hendes hænder, og automatisk havde hun trods alt selv givet slip på den. Stille og roligt begyndte hun så at se op. Opdagede hurtigt den unge mand der et øjeblik fik hjulpet hende med sine ting, og hun tog sig selv i at bare sidde go betragte hele sceneriet. Dog ikke længe. At stirre var uhøfligt. Og hun burde ikke bare overlade alt arbejdet til ham. Hun så sig hurtigt omkring, rakte ud efter en appelsin, der havde trillet lidt væk fra hende, og lukkede så fingrene om det, inden hun så vendte tilbage og se hans hånd der var rakt imod hende. Et smil begyndte nu igen at vokse frem på hendes ansigt. Det skuffede udtryk var helt væk. Kamufleret af hendes nye humør. Hun tog forsigtigt imod hans hånd, og i en elegant bevæge op hun på benene igen. Hun børstede en smule usynligt støv af sin nederdel inden, eller også tørrede hun bare grus af sine hænder, men kort efter faldt de abnormalt blå øjne mod personen foran hende.
”Tak.. for hjælpen.” sagde hun med den nærmest engleblide stemme, som på den ene side passede til hele hendes tilværelse, men så alligevel ikke til den sidste del. Hun smilede stadig. Måske var det vokset en smule, og blevet lidt mere muntert. ”Det ser ud til at mit held kom tilbage i dag.” Det var vel bare en lille bemærkning til hans hjælpende hånd. For det var ikke alle der ville have stoppet op. Der var nok gået et dusin folk forbi og ladet som ingenting. ”Oh..Uh..” Hun begyndte pludselig at se sig lidt omkring. Der gik dog ikke lang tid inden hun endte med at se mod den skrigende orange frygt hun stadig havde i sin ene hånd. ”Her. Think about it as a thank you gift.” Hun rakte så ellers frugten, som havde været enormt heldig at ikke engang blive stødt, imod den endnu fremmede person. Hun vidste at det nok virkede dumt. Men det var vel tanken der tæller. Og han stod stadig med hendes bag of goodies, så hun havde ikke haft muligheden for at se igennem den efter en bedre treat.

Alias smilede kort til hende og nikkede bare "Det var da så lidt.." mumlede han.. det var faktisk lidt utroligt at der ikke var andre der havde tilbudt hende deres hjælp.. stakkels pige, han fik næsten helt undt af hende.. han var virkelig ved at blive for blød, måske skulle han tage væk lidt, han havde overvejet tanken længe.. det var bare svært, når man var i et forhold og alt det.. faktisk når han tænkte over det, så brød han sig slet ikke om at være.. bundet til en anden person.. på den måde.. men han kunne jo godt lide Stefan, og han ville ikke miste ham.. for noget.. så det var på en måde et kæmpe dialemma for ham.. han vidste det ikke.. måske kunne han godt få lov til at tage lidt væk alligevel.. det var bare svært.. at få det sagt ja. "Det ved jeg nu ikke, hvis du havde haft heldet med dig havde du nok ikke tabt posen til at starte med.." sagde han roligt og kiggede lidt på den appelsin hun tilbudte ham og grinede så bare kort. "Mhmm ellers tak, faktisk kan jeg slet ikke tåle appelsiner" sagde han roligt og tog imod den og lagde den ned i hendes pose, som han nu rakte hende. "Alias.." præsenterede han sig selv og rakte hende sin anden hånd for at hilse ordenligt på hende.

”Oh. I’m sorry to hear. Appelsiner er jo fyldt ud med gode vitaminer.” Hun tog forsigtigt imod sin pose igen. Hun tillod sig at åbne den og kigge igennem tingene. Man kunne næsten mærke hendes lettelse, da hun fik øje på glasset med den lysebrune masse. I fin stand. Lige som alt det andet der var tilbage. Eller der meste. Efter hendes mening havde hun nok heldet med sig alligevel. Selvom hun havde tabt posen, og vinden ikke havde været på hendes side det meste af dagen, så var hun da stadig heldig omkring visse ting.
”Autumn.” præsenterede hun sig selv. Hun skiftede hurtigt posen over i den modsatte hånd, for så at rakke den frie højre hånd frem imod Alias. Han var da virkelig en gentleman. ”Rart at støde ind i dig på dette tidspunkt, Alias.” Navnet virkede så bekendt. Det lå så dejlig tæt på hendes bror navn. Hvilket nok mest af alt mindede hende om hjem. Eller hvad hun plejede at kalde hjem. Di Morga så nu ud til at være hendes hjem fra nu af. Hun tvivlede stærkt på at hun nogensinde ville komme væk igen. Det ville han aldrig tillade. Ikke uden ham i hvert fald. ”Er du måske på vej nogle steder hen? Det er trods alt ved at blive ret sent.” Hun tog roligt fat omkring posens hanke med begge hænder, og blev egentlig bare stående. Fyldte igen fortovet. Men som sædvanlig var det ikke hendes største bekymring. Hendes hoved blev lagt en smule på skrå, og med et lille taknemmelig smil, og et spørgende blik så hun mere afventende på sit nye bekendtskab.

Alias smilede lidt og nikkede så bare "Jeg kan ikke tåle dem" gentog han bare og kiggede lidt væk, klokken var ved at blive ret mange, han blev nød til at sætte tempoet lidt op hvis han skulle nå hjem inden en halv time i hvert fald. "Mhmm" mumlede han og kiggede væk fra hende, det var alt sammen en del af hans meget dårlige plan, først at være flink, og sener hen.. forførende, for at ende med at være ond.. det var jo egentlig også det han var best til.. eller der var en tid hvor han havde været best til det, og nu var det bare.. ja.. men han havde ikke tænkt sig at leve på dyr, bare fordi han var blevet forelsket eller noget.. det var for dumt. "Ja okay.. nej jeg skal den her vej, kommer du" sagde han bare og kiggede hende kort ind i øjnene og sendte hende et dybt, meget mystisk udtryksløst blik inden han vendte sig om og begyndte at gå.

Autumn kunne ikke rigtig gøre andet end at se lidt undrende imod denne fremmede unge mand. Hans lille spørgsmål var kommet bag på hende. Forventede han at hun fulgte med ham? Hun sad et øjeblik og tænkte over hvad der egentlig var sket, men hun kunne ikke få mindet om at have accepteret det frem. Måske havde hun bare glemt det under den lille forvirrelse på grund af tabet af den eller så fine plastikpose. ”Huh? Øh..” I en hurtig bevægelse endte den lille hundjævel dog at komme op og stå igen. Måske en smule usikkert, eftersom hun var nød til lige at tage et enkelt hop for at beholde balancen på det rette sted. Posen raslede i hendes ene hånd, og hendes ene fod var ved at smutte ud af den løse sko. Hun tog en kort pause for lige at få foden på plads igen, inden hun roligt luntede hen efter ham. Hvorfor var det lige at hun rent faktisk fulgte med ham? Sandt nok skulle hun faktisk den vej, han havde sat imod, men det virkede stadig uvant.
Autumn nedsatte igen sit tempo og lidt efter lidt, fik hun sat det til det samme som hans, som hun forsatte ved hans side. Begge hænderne i et let greb omkring posens hank, de blå øjne roligt rettet imod ham. ”Det ser ud til vi faktisk skal samme vej.” sagde hun roligt, med et matchende smil til. Det havde været så længe siden hun egentlig havde haft en spontan samtale med nogle. Og hun nød følelsen. Hendes blik blev så efterfølgende sat imod himlen. Stadig med det ubekymrede smil fastgjort til læberne. ”Det er på et punkt utroligt hvordan noget så farligt om natten, egentlig kan tiltrække folk mest. Som om man helst vil færdes i mørket, trods den indre sitren af undervidst skræk.” Som hun tale gled hendes blik ellers bare rundt på alle de andre, der gik omkring dem. Hun kunne altid blive forundret over, hvor mange der var. Og de fleste lignede ikke nogle der var just på vej hjem.

Alias stansede lidt op for at vente på hende, det var jo meningen han ikke skulle stikke af fra hende nu når de jo skulle følges, hvis hun ellers ville, ellers måtte han jo finde på en anden måde at få fat på hende i, teknikken med bare at tage fat og slæbe den skrigende person med sig, virkede efterhånden værre og værre, bestemt med publikum på var det ikke just nogen god ide.
Han så sig lidt over skulderen for at holde øje med hende, selv om det nok var usandsynligt at hun havde tænkt sig at stikke af, for hun vidste jo ikke hvad det var hun skulle være bange for endnu? "Bor du her i nærheden?" spurgte han roligt, faktisk skulle han slet ikke den vej, han var bare.. ja.. han skulle jo lige.. jage. høh. "Er du bange?" sagde han drillende og kiggede lidt rundt på de andre mennesker, men hvorfor var hun det? Troede hun at hun ville blive voldtaget, her på åben gade? Nej det var nok ikke lige så sandsynligt. "Men så det jo godt jeg passer på dig, og nu skal jeg følge dig hjem, så har du vidst ikke noget at være bange for" sagde han bare og smilede, selv om det var en løgn, hvis hun var en klog pige sagde hun tak for i aften og gik vejen selv, selv om det ikke ville betyde meget, han kunne altid følge efter hende i skyggerne.

En svag og kort latter lød efterfølgende fra Autumn. Ganske uskyldig. ”No. I’m not scared. Here’s nothing to ba afraid of at the moment.” Det var vel sandt nok. I hendes hoved var alt helt roligt. Der var ikke engang en anspændt følelse omkring hende. Lige udover tanken om at hun skulle hjem. Et sted hun i princippet ikke brød sig specielt meget om. Men hun ville trods alt hellere tage direkte tilbage, end at blive indhentet og senere sikkert bare smidt i kælderen. Og hun havde vel også en del lektier, der skulle laves. ”Er du sikker på du vil sætte tid af til at følge mig hjem? Jeg bor i Logenment, og så vidt jeg husker er der ikke helt så langt her fra.” Hun så lidt undersøgende imod Alias. Hun afviste ham skam ikke, eftersom hun sjovt nok stadig fulgte efter ham, men hun ville blot være sikker på det var helt i orden med ham selv. Et taknemmeligt smil sad roligt på hendes læber, trods hun ikke helt havde lagt specielt meget mærke hvor de var på vej hen. Hun forventede vel bare at han kendte en genvej eller lignende. Så hun satte ikke den mistænkte side af hjernen til. Hun følte sig ikke truet, som du allerede havde fortalt.
Hun slap efterfølgende posen med sin ene hånd for lige at rette på brillerne igen. Hendes næses opbygning var ikke blevet skabt til en der bar briller, det var da helt sikkert. Hånden kom hurtigt igen på arbejde, ved at blive kørt gennem håret. Hun skulle nok have haft sat det op, så det ikke forstyrrede hende så meget.

Han betragtede hende og lyttede til hendes grin og smilede så bare, "Det er måske en smule naivt.. at tænke sådan.." sagde han roligt, eftersom hun ikke kunne være sikker på noget som helst overhovedet, Alias  kunne jo være en der førte hende bag lyset, som han faktisk også var, men der kunne være mange andre ting, de kunne blive røvet.. skudt på, banket? Og måske var der endda andre der var sultne i de tidelige natte timer? Hm. At føle sig sikker var nok det sidste hun skulle, selv ikke Alias følte sig aldrig helt sikker.. med god grund. "Ja det er nemt nok jeg skal jo den vej alligevel" mumlede han bare, han vidste godt hvor det lå hende, da han kendte byen stort set ud og ind, da han.. var vokset op der.. som lille.. helt lille.. og det havde jo altid været stedet han var vendt tilbage til, i alle disse år.. altid her, men man blev vel draget af sit hjemby.. måske? Det var svært at slippe væk i hvert fald. Han smilede blidt til hende, og førte hende ind af en anden vej, der gik forbi den anden, og han drejede endnu ind på en mindre gyde, hvor der var mere.. stille.. og lyset i lejlighederne var slukket.. det gjorde det meget nemmere for ham at få.. det her overstået.. måske ville hun snart blive mistænkelig, men han kunne nok godt undskylde sig lidt endnu.. 5 minutter mere, så måtte han nok også hellere se at.. blive færdig.. og komme hjem.. ja.

Desværre havde Alias helt ret. Og desværre opdagede Autumn, det selv lidt for sent. Hendes alarmklokker ringede ikke på de rette tidspunkter i hendes liv. Ikke i øjeblikket i hvert fald. Og da de så endelig slog til, som hun så mørket, de vandrede hen imod, og stilheden der pludselig omgav hende, virkede det ikke til at hun var fyldt ud med held. Hun lod sit blik se sig lidt omkring. Satte tempoet ned, og der sad med det samme et undrende udtryk i hendes ansigt. Til sidst stoppede hun dog helt op. Så fra side til side. Hun genkendte intet. ”Er dette en form for genvej??” Hun rettede efterfølgende de blå øjne, der i mørket nærmest lyste op, imod en unge mand ikke langt fra hende. Hun sank tungt og pressede kort sine læber sammen. ”Ved du hvad? Jeg tror egentlig det er bedst, hvis jeg selv prøver og finde min vej tilbage. Jeg ved ikke helt, hvordan min sambo vil reagere. Måske skulle jeg..” Et svagt falsk grin lød så ellers fra hende, inden hendes hånd blev stukket ned i lommen i flisen for så at fiske hendes så fine mobil frem. Den blev klappet op med en enkel finger bevægelse, og lyset fra skærmen lyste hurtigt hendes ansigt op. Dog kun for en kort tid, inden den pludselig bare slukkede. En telefon virkede sjældent uden den rette mængde strøm. Og tilsyneladende havde hun været dum nok til ikke at sætte den til. Eller måske bare glemt at tænde for stik kontakten. ”Shit….”mumlede hun ganske svagt, inden den så ellers bare blev klappet sammen igen, og som hun atter så imod ham, tvang hun et nogenlunde ægte smil frem. Hvilken fantastisk skuespiller hun var. ”Ehm.. Hvad gør du så ellers til dagligt??” Great! Selvfølgelig prøvede hun at starte en rolig samtale op igen. Hun var da virkelig en komplet idiot. Som om det ville virke. Hvorfor var hun ikke bare blevet hjemme og overlevet en aften uden sin snacks?

Alias så lidt på hende, han kunne godt mærke hvordan hun begyndte at blive lidt urolig, han måtte heller gå i gang.. eller ja.. inden hun fik lyst til at stikke af.. eller jov det kunne jo også være meget sjovt, hun måtte godt løbe.. han kunne jo nemt indhente hende igen. "Hm?" sagde han forvirret og nikkede så bare, "Jaja.. vi skal bare derhen, og så til venstre.. og til højre.. så tror jeg godt du kan genkende det hele igen?" sagde han roligt og smilede lidt, "Der ligger faktisk en rigtig hyggelige cafe nede for enden af vejen, de har noget rigtig godt kaffe? Har du været der, den hedder Lydin?" sagde han og snakkede også bare uden om for at berolige hende, der lå slet ikke nogen cafe dernede.. overhovedet.. ikke. "Hvad?" mumlede han roligt og stoppede endelig op også. "Er du okay?" sagde han roligt og gik hen til hende, imens hun fumlede rundt med sin telefon, "Skal jeg ikke bære din pose for dig.. så går det måske lidt hurtigere?" sagde han roligt, og sendte hende et blidt smil og tog hendes pose fra hende, og begyndte så at gå igen. "Jeg er læge.." sagde han bare roligt og smilede lidt, og nå ja så ejede han et strip klub, men det behøvede han jo ikke at nævne.. da det ligesom ikke hang helt sammen. "Eh ved du hvad.. jeg tror det her er en dårlig ide.." sagde han så og stilte hendes pose ned og gik hen til hende og tog fat om hendes håndled, "Autumn.." hviskede han stille og lænede sit ansigt ned til hendes.. Imens hans læber langsomt gled fra hinanden og blottede de lange hugtænder der var gledet frem fra deres skjul af tandkødet.. imens hans øjne skiftede til en mere gul/orange.. brændene.. ild.. farve.. hans koldte hænder holde stramt om hendes håndled imens han bøjede sig helt ned til hende, ned til hendes øre, "løb.." hviskede han stille og lod sin tunge glide gennem hendes øre.. inden han rettede sig op og slap hendes håndled.. ventede.

Oh fuck! Det var noget af det første der lige nåede at blive ført gennem hendes hoved, idet hun følte hans kolde atmosfære. Hånden om hendes håndled og blikket i hans øjne sagde mere end så meget andet om situationen, hun var havnet i. Ikke nok med det. Hun havde rent faktisk stolt blind på en person som ham. Hun burde have vist bedre, at Di Morga’s befolkning ikke var folk man bare stolte på. Med mindre der var mere end et bevis. Der var hemmeligheder hos alle. Det underlige var, vel det faktum at hun ikke kæmpede det største imod for at få sin hånd tilbage. Hun stod bare og stirrede imod ham med de opspærrede blå øjne. Vidste alle muligheder følelser, som man ikke normalt ville finde i en af djævelsk race.
Tungen imod hendes øre fik det tydeligvis til at løbe koldt ned af hendes ryg. Og hun var taknemmelig for, at den ikke forsatte. Det var jo ikke undrende, at hun fandt ubehag ved det. Hun skulle lige til at råbe op, men så hørte hun hans hviskende stemme. Og grebet om hendes håndled blev løsnet. Det fik i hvert fald lukket munden på hende igen, trods hun ikke havde nået at komme frem med nogen form for lyd.
Han skulle ikke sige det to gange. Med det samme, i en smidig bevægelse, vendte hun sig om og var ellers sat i løb. Uden at se sig tilbage. Hun vidste dette kun var en leg, for ham. Men det kunne være hun var heldig. Hun forsøgte konstant at fokusere på vejen foran hende, og det undrede hende hvor langt de egentlig havde noget at gå, inden hun havde følt uro i kroppen. Hun kunne ikke engang høre larmen fra offentligheden. Hun drejede sit blik til den ene side, og så den anden. Fandt intet der kunne bruges. Og det resulterede egentlig bare til at hun løb direkte ind i en misplaceret container. Luften blev presset ud af hende for at kort øjeblik, og den svage smerte fra sammenstød fik hende ikke til bare at stoppe op. For hun fandt sig selv bare løbe videre, uden om den. Havde det forsinket hende? Posen med hendes indkøb var blevet glemt for længest. Hendes jordnødsmør var ikke helt så vigtigt længere.

Alias grinede djævelsk da hun opfattede.. meget langsomt.. hvad der var ved at ske, og hun vendte sig om og satte i løb lige efter. Han stod lidt og så efter hende, inden han samlede hendes pose op og smed den i en skraldespand på vejen, den havde hun nok ikke så meget brug for lige nu.. hvis hun overlevede måtte han jo købe en ny til hende.. med ting i. Hm? hvis hun overlevede, han var ikke meget for det.. at lade dem gå.. men han var også bleven så sløv på det sidste at han ikke nænnede at slå dem ihjel.. bestemt ikke når de var så unge.. og det var jo sådan han godt kunne lide dem.. basta. Til sidst satte han i løbm hun havde efterladt ham et udmærket nemt spor af duft, han snusede langsomt ind, og der gik jo ikke mange sekunder før at han fik hende i syne nogen metre fremme, han forsvandt et kort sekund, det næste sekund stod han foran hende, med en arm strakt ud, så hun løb lige ind i hans hånd.. hvilket fik hende til at stoppe op selvfølgelig. "Hej igen.." hviskede han stille og lod hende falde.. og ja.. skrige, eller hvad hun nu lige have lyst til, han samlede hende bare op, svang hende over skulderen, og bar hende ned gennem en anden gyde og stoppede op foran et kedeligt lille to etager træhus, mellem alle de store bygninger var der små huse, der stod så tæt op af hinanden man ikke kunne komme ind mellem dem, for at komme ud til haven måtte man igennem huset, simpelt var det. Han tog hende med op af trappen til det forladte hus, og åbnede døren, han låste den ikke.. det var der ingen grund til, der var intet at stjæle derinde.. ikke rigtig, han havde jo ingen ting der. Han satte hende ned inden for døren og smækkede døren i, "Så.." sagde han roligt.. "Det her kommer nok til at gøre en lille.. bitte.. smule undt.. og jeg kan lige så godt fortælle dig det nu.. du får intet ud af at skrige.. det gøre det faktisk kun være, og får det til at gøre mere undt.. så shh.." sagde han blidt og tog fat om hendes håndled, og trak hende mod sig.

En tydeligvis utilfreds lyd kom automatisk fra hende, idet hun blev sat ned igen. Døren der blev smækket, reagerede hun skam også på. Øjnene klemt sammen, og kroppen trak sig en smule sammen ved den høje lyd. Som havde hun troet det var en lussing der var blevet sendt direkte imod hende selv. Ikke andet end typiske reaktioner, der tilhørte den form for situation, hun sad i. Eller den følelse der sitrede i hende. Frygt. Helt alment frygt. Hun kendte følelsen. Den havde omgivet hende så tit. Sat sig fast og kom nemmere end før. Men hun havde nok også sine grunde til at være bange i øjeblikket. Sandt nok vidste hun ikke hvad der skulle ske, men hvad spændingerne i luften fortalte hende, kunne det umuligt være noget hun ville være specielt glad for.
Autumn rettede hurtigt blikket imod Alias igen, som han talte. Og hun brød sig bestemt ikke om hvad han sagde. Fik hende til at stirre bedende på ham. Et ansigt fyldt med uskyld. Og selvfølgelig psykiske skader. Hånden der igen greb om hende, fik skam også en del opmærksomhed. Og for første gang i løbet af aftenen fandt hun sig selv i gang med at kæmpe bare lidt mere imod. ”No! Let go of me!” lød det fra hende, og hendes fire hånd kom hurtigt til undsætning. Prøvede desperat at få fjernet hans greb. Og samtidig fik hun på underligvis også løftet sin ene fod, og da mellemrummet mellem dem var smalt nok, blev den da ellers at imod hans overkrop. På den ene eller anden måde. Pressede sig væk fra ham. Eller hun prøvede. Det gik ikke så godt. Nok var hun stærk. Men det hele var også kommet bag på hende, så hun var langt fra stærk nok til at få ham væk fra sig. Hun følte i hvert fald, hvordan knæet blev mere og mere bøjet. På den lyse side, så det ud til der blev forholdt en form for afstand mellem dem i lidt længere tid. Igen blev de blå øjne rette imod ham. Hendes blik var slørret, på grund af tabet af brillerne på vejen her hen. De havde åbenbart ikke siddet ordentligt fast omkring hendes ører. ”I beg you..” Hvor så hun dog ynkelig ud lige pludselig. Gået fra smilende til forskræmt på få øjeblikke. Der var ikke tåre i hendes øjne, men de kunne godt virke en smule blanke. Bare ganske lidt. Hendes vejrtrækninger var ujævne, og hun trak blot vejret gennem munden. Flere typiske træk på frygt. Åh den velkendte følelse.

Alias grinede lidt og rystede på hovedet af hende, "slap nu bare af, det er over før du tror det.." sagde han stille og størg hende over hårdet med den anden hånd.. da hun pludeslig syntes hun skulle til at kæmpe imod og alt muligt, altså.. kunne hun ikke godt bare lige høre efter i stedet? Han sukkede og rystede på hovedet, "Nej" mumlede han bare "Jeg er sulten?" sagde han som svar, altså hvis hun havde været ved at dø af sult.. og det her var hendes eneste overlevnings kilde havde hun nok også godt det.. nå! Selv om det ikke var helt sådan det var, han var bare en smule sulten og legesyg.. og så kunne han jo have spist nogen dyr, men det smagte af helveds til.. og han havde råd nok til at være lidt højrøvet og fornem. "såså.. ti så stille" mumlede han og lagde en hånd over hendes mund, "Jeg kan godt prøve ikke at slå dig ihjel, men så skal du også ligge stille?" sagde han roligt og flyttede hendes ben.. pisse irreterende.. tog omkring hendes andet håndled og trak hende hen til en støvet gammel sofa, hvor han skubbede hende hårdt ned at side, og væltede hende så resten af vejen ved at sætte sig op på hende, han lagde en hånd mod hendes pande så hun ikke kunne flytte hovedet, men bevægede den så om i hendes hår og tog hårdt fat om hendes nakkehår, og fik på den måde drejet hendes hoved op ad og til siden, så hun lå ned blottet hals.. han kunne se hvordan hun ivrigt trak vejret, og han kunne næsten.. lugte blodet.. lige der.. under huden.. det var lang tid siden han havde drukket af andet en mennesker.. og hans engel der hjemme.. så det var lidt sjovt at få lov til at prøve noget nyt også. "shh" mumlede han bare og lænede sig ned over hende, greb fat om hendes håndled så hun ikke kunne skubbe ham væk, samlede hendes små tynde håndled i en hånd, han havde jo forholdsvist store hænder. Han fandt stedet på hendes hals, og gav hende et blidt beroligende kys, "slap af.." hviskede han stille og spredte læberne lidt så hugtænderne blev blotte, og han lod dem langsomt glide gennem hendes tynde hud.. så let som ingen ting.. som blødt smør! Og så sugede han.. og det smagte himmelsk! Han var lige pludeslig ikke så sikker på han kunne stoppe i tide mere.. det her var.. mhmm det var godt!

”Umf!” lød de igen fra hende, som hun nærmest bare blev smidt frem og tilbage. Til hendes held var sofaen mere eller mindre blød. Blødere end dunket. Men støv samlede sig hurtigt omkring hende, som hun blev tvunget helt ned at ligge på den. Hun fik kort hostet af, og hun nåede knap nok at få åbnet sine øjne igen, før hun følte hans krops vægt over på hende. Og hosteriet blev med det samme glemt. Stoppet brat. Støvet fik lov til at lægge sig på hende i det meget tynde lag. Atter var al hendes opmærksomhed imod Alias. Og den måde hans kønne ansigt ellers synes at komme nærmere og nærmere. Den måde han rev hende i håret gjorde selvfølgelig ondt. Ikke super meget. Blot på den mere almene skala. Dog lige nok til at holde hendes hoved i placering. Hun tillod ham nærmest at holde hendes hænder i skakt. Hun gjorde i hvert fald ikke meget, da armene blev lagt over hendes hånd, og gjorde det sværere for hende at bevæge sig. Kyssene sendte igen ubehagelige vibrationer gennem hende. Men intet var helt til at sammenligne med det der efterfølgende kom.
Idet hans tænder endelig brød gennem hendes hud spændte hele hendes krop. Tæerne blev krummet. Hænderne åbnede og lukkede sig i krampe lignende træk. Og hendes øjne var blevet klemt hårdt sammen. Ryggen svajede svagt, og hun prøvede at læne hovedet en smule mere tilbage. Men der kom ikke rigtig nogen lyd fra hende udover et enkelt gisp. Hun forsøgte vel bare at bide smerten i sig. ”It..hurts..” Hendes ene ben bøjede langsomt, som skulle hun til at sparke fra sig. Men benet blev blot i den position. Og tæerne prøvede vel at gribe fat i sofaens stof. Ligesom hendes hænder havde gang i. Forsigtigt åbnede hun sine øjne. Ikke meget. Men nok til at lade et par tårer glide ned over hendes svagt blussende kinder. Hun kunne sagtens mærke hvordan blod forlod hendes krop. Og hun kunne mærke musklerne omkring hendes nakke dunke på grund af forstyrrelsen. Hun trak stadig vejret tungere end normalt, og spytkirtlerne gik næsten amok. Fik hende til at syne igen og igen. Var dette virkelig straffen for hendes naive tilgang til livet?

Alias havde lidt glemt pigen under sig, det eneste der fyldte hans tanker var det varme blod der strømmede ind i hans mund, en tyk væske med en eftersmag af metal, som fik de fleste til at væmmes, men for ham var det en hel ny smags oplevelse, eller nok ikke så meget længere.. men det var stadig nyt, det havde det jo altid været, ellers var det nok gået hen og blevet for kedeligt at jæge.. og lege tag fat! Tænk hvis et menneske skulle tvinges til at spise det samme dag ud og dag ind, det ville være et rent helved for de fleste.. men sådan opfattede han det ikke.. det var hans jagt instinkter der tog over, og ledte ham i fristelsen.. hah! Men det påvirkede ham ikke synderlig.. Ikke engang hvis han kom til at tage pigens liv.. det var værst når han var fuld, så kunne han have svært ved at genkende sig selv, og der kunne ske.. underlige ting.. tortur var helt sikkert en af hans favoritter når han var fuld.. men andre ting forkom også.. og så vidste han ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. 
Til sidst gik det dog op for ham, hvor langsomt hendes hjerte dunkede, han han trak forsigtigt sine tænder ud, bange for at flænse såret op, og bare gøre det hele endnu værre.. dog vidste han præcis hvor man skulle bide, hvis man havde for plan at lade byttet overleve.. så han havde ikke bidt gennem luftrøret eller forurentet noget andet.. blot en enkel puls år, men det kunne nemt fikses igen.. desuden var det to små mærker, om en uge var der ikke andet end et kikset ar tilbage. Han slap den sovende pige, hun var besvimet.. af blod tabet.. som de jo gør, når de er ved at dø. Han rejste sig op og lod hende ligge på sofaen, inden han gik over til døren, og gled ned og side foran den.. han brude gøre rent her.. men så længe det ikke skulle bruges til andet end det her.. så måtte det godt se lidt gusten og uhyggeligt ud.. han elskede kliche! 
Han gav sig til at vente.. hun ville vågne igen.. før eller siden.. med ret undt i hoved.. nok.. ret dårligt måske.. eller tørstig? Det var lidt forskelligt, men de havde det altid skidt.. og så kunne han egentlig ikke helt lade være med at smile.. derfor blev hans sidende.. han elskede blikket.. blikket i deres øjne.. det sekund de tror det er forbi.. tror at nu er de reddet.. nu får de fred! Og så vågner de op.. og ser ham.. side der i mørket.. og venter på dem.. hah.. intet slår det øjeblik.. intet.

Ganske forsigtigt blev hendes øjne endelig åbnet op igen. Startede med den sædvandlige sitren. Og så blev øjenlågene slået op. Hun blinkede et par gange. For at vende sig til lyset, der i princippet ikke rigtig var til stede. Overhoved. Kun lyset fra månen på himlen, fandt sin vej ind i det lettere faldefærdige hus. Hun imod loftet. Det første hun rigtig kunne fokusere, efter en tur ind i det falske drømmeland. Hun trak vejret tungt igennem munden. En smule besværet, som når man var forpustet. Udover hun ikke havde svedperler ned af sin pande af udmattelse. Hun havde knap nok bevæget sig. Dog havde hendes hjerte tydeligvis været på overarbejde. Det gjorde endda ondt. Som lå en tung klods oven på hendes brystkasse. Hun følte sofaens stof imod sine fingerspidser. Hun lod sine arme ligge over sit hoved et øjeblik. Mest for at forblive i den egentlig ret afslappede stilling. Og hun følte sig stadig træt. I hvert fald træt nok til ikke at reagere helt vildt med det samme. Hun havde ikke engang opdaget at hun var forsvundet fra virkeligheden. Det virkede så urealistisk at hun vågnede op. Hvornår var hun faldet hen?
Langsomt trak hun dog endelig sine arme ned så de lå ned langs siden. Der blev de ikke længe, før hun satte sine hænder ned i puderne under hende. Satte sig meget forsigtigt op ved hjælp af armes kræft. De rystede knap så meget, som hun faktisk havde forventet. En svag utilfreds lyd kom fra hende, og man kunne sagtens forstå hvorfor den var kommet ud, idet hun med det samme satte en hånd op imod de små fine bidemærker. Det var ømt, som bare pokker. Og det gjorde det nok ikke bedre at hun rørte ved det. Hovedpinen kom nok først da hun sad i en mere ret stilling. Benene svagt bøjet for at hun kunne holde balancen bedre. ”Fuck..” mumlede hun for sig selv. Lænede sig forover og satte sine hænder omkring hovedet. Masserede tindingerne. Først derefter lod hun atter de klare blå øjne køre rundt i huset, som vidste hun ikke helt hvor hun befandt sig. Det var først da hendes blik faldt på den siddende skikkelse ved døren, at hun vågnede ordenligt op.
Som var der gået et chok igennem hende, sprang hun lidt op ad sofaen. Landede dog i den igen. Men denne gang var hendes ryg lænet godt tilbage i ryglænet, og benene var presset godt op imod hendes overkrop. Hun stirrede lettere skræmt på det der tydede på at være Alias. Hun turde ikke rigtig sige noget i øjeblikket. Hendes vejrtrækninger var blot blevet en del mere heftige. Hev efter det i et par sekunder. Og hendes hænder begyndte igen at ryste. Hvorfor var han der stadig? ”Stay…Stay away.” pev hun så endelig til sidst.

Alias betragtede hende imens hun kom til sig selv, han var ikke sikker på hvorfor han stadig var der, hvorfor han sad der.. normalt havde han måske båret hende ud, slæbt hende med sig.. smidt hende bag en container eller måske bare på gaden, nogen ville måske finde hende? Eller så ville hun vågne op alene, og ingen ville alligevel tro på hendes historie.. måske ville de sende hende på den lukked? 
Det var det der normalt skete.. men ikke i nat.. han blev siddende bum stille.. uden at trække vejret, stirrede ud i mørket.. der var desværre intet lys der virkede, og stearin lys havde han ligeee.. glemt at medbringe, det måtte han huske til næste gang. 
Han mødte hendes blik da hun endelig fandt ham i mørket, han hverken smilede eller gjorde nogen mine til at bevæge sig.. hm. Han kiggede lidt rundt og nikkede, "Jeg ved godt hvad du tænker.. og du har fuldstændig ret!" sagde han så højt, men blev dog siddende selv om han havde en brændene lyst til at rejse sig, men han ville ikke skræmme hende mere end hvad han nu behøvede. "Men jeg syntes bare.. om det alligevel.. altså stedet her.. huset.." sagde han og skulle lige have hende med i hvad han snakkede om.. hm. "Jeg kunne ikke lade være.. det talte bare til mig.. og så blev jeg vidst nød til at købe det.. men jov jeg har overvejet at sætte det i stand.. gøre det lidt mere hyggeligt.. måske kunne man lave det om til en bar? Jeg ved det ikke helt.. jeg har ikke tænkt så meget over det.. hvad synes du?" sagde han roligt og kiggede hende ind i øjnene og smilede så blidt.. som om ingen ting var sket.. som var de bare to venner der sad og snakkede sammen.

Der gik lidt tid inden Autumn selv fik samlet modet til at komme frem med ordet igen. Hun følte sig underligt svag, selvom hun sagtens kunne bevæge sig rundt. Hun kunne sagtens knytte sine hænder. Hun kunne sidde oprejst. Og hun kunne sikkert også gå rundt. Men denne vampyr havde stadig vist at hendes styrke var intet i forhold til hans. Det skræmte hende vel. Det gjorde det altid. Tanken om at hun var en svageste, var ikke rar. Hun vidste at det at være svag ikke blev set som en bedre ting her i byen. Her i byen blev der virkelig ført med ordsproget: De svage dør. De stærke overlever. Det var i hvert fald ikke hende der havde magten. Kontrollen. Hun var den der blev kontrolleret. Og fejlskabningen gjorde ikke hendes liv bedre.
Hun sank tungt og åbnede endelig sin mund. ”It… It won’t be good idea… to open up a bare here… startede hun ud med en rystende stemme. Hun tvang sig selv til at se imod ham. Ville ikke tage blikket fra ham igen, trods han endnu var slørret på den af stand. Fik hende til at savne sine briller. ”The placement of the house is very odd… And the atmosphere is uncomfortable…” Hvorfor hun egentlig gik med på hans lille leg, var nok kun for at hun kunne berolige sig selv en smule. Det ville nok ikke ses så meget mere, men hendes krop rystede stadig gevaldigt. Det var nok på den måde hun blev ved med at presse sine ben tættere og tættere ind til sig. Gav hende lidt mere kontrol over sig selv. Hun pillede nervøst ved sine negle. Havde tydeligvis en stor lyst til at gnave sig igennem tommefingerneglen. Men mirakuløst holdt hun sig fra det. Hun nyste pludseligt. Støv fra sofaen havde selvfølgelig samlet sig omkring hende. Det ville ikke skade at få sig en omgang rengøring, nu hun tænke over det. Ikke at hun selv var nogen ørn til selv at gøre rent på sit værelse, men dette var jo nærmest sundhedsskadeligt.

Alias smilede bare lidt og nikkede til hende, ja det var gammelt og beskidt, men det betød ikke at det ikke kunne blive sat i stand.. han var sikker på at han godt kunne få det til at ligne et lækkert værtshus.. eller måske noget andet.. hmm.. men nu havde han jo lige købt en gammel boghandle, og den skulle han bruge sin tid på, den skulle forvandles til en stripklub, hvilket kom til at tage sin tid.. med alt det der skulle laves, han var ikke typen der gjorde tingende halvt, det skulle sgu gøres ordenligt. Han kiggede op, hun så stadig lidt forskræmt ud, "Du skal ikke være bange.." sagde han stille, "Det værste er overstået.." mumlede han stille, og overvejede hvorvidt han skulle følge hende hjem eller lade hende gå alene.. Han havde lidt på fornemmelsen hun ville stikke af hvis han gik med hende.. hmm.. "Bor du alene? Altså derhjemme?" spurgte han så.. det var måske meget rart at vide.. For hvis hun var i chok eller noget ligende, kunne hun nemt komme til at tale over sig, og han ville helst ikke have hende indlagt på den lukkede bare fordi han selv ikke kunne passe noget bedre på.. han ønskede hende jo intet ondt.. sådan set.. han ville blot.. heller ikke sulte sig selv, det var vel egentlig også i orden.. han havde jo ikke slået hende ihjel.. selv om det fristede.. åh hvor det fristede.

Det værste? Var han ikke færdig med hende? Var der derfor hun stadig befandt sig her? Og derfor han stadig var der? For at sørge for hun ikke løb ud af døren og væk? Langt væk. Flygtigt gled hendes øjne hen imod døren. Lukket. Og hun kunne ikke helt se om den ville åbne ind ad eller ud ad. Det var lidt for sløret. Mørket var intet problem for hende. Hun var trods alt ikke skabt til at være et af de svageste led; Mennesket. Men alligevel virkede det mørkt i lokalet. Og ikke specielt betryggende, selvom han ikke længere lå hen over hende med tænderne i hendes hals.

Hurtigt rettede hun blikket imod Alias igen som hun blev spurgt. Hun tog lidt tid til at tage sig sammen, og til at tage en dyb indånding, så hun igen ville falde nogenlunde ned. ”No… I mean.. Nej. Der bor en anden sammen med mig.” Hun blev hurtig husket på den anden person. Hun brød sig ikke om tanken om at hun helt sikkert var for sent hjemme. Forhåbentlig var det ikke blevet opdaget endnu. Hun snøftede svagt. Ikke på grund af gråd, men mest for at holde styr på den lettere løbende næse, der var kommet efter hendes små nys. Hun tog efterfølgende igen et par dybe indåndinger. O det lykkedes hendes faktisk at falde helt ned. Eller tæt på. Hun slappede i hvert fald lidt mere af i sine arme, og pressede ikke benene imod sin brystkasse helt så hårdt som før. Hun gav sig selv lov til at trække vejret igen.
”Hvorfor spørger du??” Det virkede vel ret ligegyldigt. Var hun ikke bare mad i hans øjne? Nu virkede det til at han forsøgte at skabe en samtale op. Og stadig som om intet var sket. Hun kunne nok ikke rigtig bebrejde ham for meget. Som han havde sagt, så var det hans eneste råd til overlevelse. Hun satte sig lidt mere behageligt i sofaen. Stadig i samme stilling, men halebenet blev flyttet en smule hen imod den blødere del, så det ikke ville blive alt for ømt.