A Harsh Breeze

Åh! Hun kunne ikke helt fatte det her. Hvordan var det overhoved muligt for noget som helst væsen at flyve? Med vinger eller ej? Det var bare ikke noget der lå som en natur til hendes tankegang. Og hvordan kunne Alastair bare gøre det med sådan en lethed? Det var rigtig nok at hun faktisk nød turen men hun var stadig skræmt fra vid og sans at hun hvert eneste øjeblik kunne ende med at blive flad som en pandekage. Hvis han altså slap hende. Men af en eller anden grund troede hun ikke at han kunne finde på at gøre det på noget tidspunkt. Han virkede ikke som en der ville udsætte hende for den slags. Men så igen. Hvis han kunne flyve kunne hun måske også? De var trods af at samme art. Hun håbede dog inderligt at han ikke ville gøre som en fuglemor når ungerne skulle lære at flyve. Det var nok adrenalin for en dag at bare blive løftet op over jordens faste overflade.
Hans ord syntes dog et sted at berolige hende. En hel del hvis hun skulle være ærlig. At høre den fremmede accent var ikke en dårlig ting. Det var som om at det gik mere ind til hende end normal fransk som hun havde levet med i nogle år nu. Det var et held at hun faktisk kunne huske sit modersprog endnu. Og langsomt troede hun mere og mere på at han faktisk ikke ville give slip.
”Ja.. Det er vel..et stort skridt..” mumlede hun svagt. Mest for sig selv mens at hun stadig ikke så direkte på ham. Hun følte ikke rigtig at hun havde det bedre efter at have fortalt ham det. Noget var blevet løftet fra hendes skuldre men hun havde det stadig dårligt. Hun følte sig nærmest syg i øjeblikket. Men hun prøvede bare at ignorere det. Også selvom at hun kunne mærke hvordan at hun havde svært ved at være til stede.
Langsomt begyndte hun endelig at komme frem fra sit skjul. Hendes ansigt kom endelig til syne og hun så igen ned ad. Men denne gang var hun mere rolig. Det var mere for at tjekke. ”But..” Meget forsigtigt begyndte hun så at bruge mindre mavemuskler. Hun var nu mere tryg ved at have sine ben oppe til sig men allerede idet at det ene blev strakt ud følte hun sig underlig vægtløs. Som stod hun midt i luften. Hun så helt forundret ud i ansigtet inden hun endelig så mod Alastair. Og efterfølgende ud over horisonten. Endnu en kort overrasket lyd kom fra hende da hun på en eller anden måde lå oven på ham. Og hun klamrede sig endnu mere ind til ham som var hun stadig bange for at falde.
”Du har ret. Her er virkelig dejligt her oppe. Trist at mennesket ikke kan opleve det.” Det var underligt for hende at ikke tiltale sig selv om et menneske. Men det nok pludselig naturligt ud af hendes mund.
”Still? Betyder det at jeg på et eller andet tidspunkt ikke vil have brug for søvn?” Hun så lidt undrende mod ham. Løftede et øjenbryn og lagde hovedet ganske let på skrå. ”Og du har nok ret. Mit hoved var virkelig brug for at slappe lidt af. Og jeg tror også jeg skal havde tænkt nogle ting igennem.” Stille og roligt voksede endnu et smil frem. Større end hvad hun ellers har kunnet præsentere denne aften. ”Thank you..” Et ganske lille forsigtigt kys blev placere kort på hans kind inden hun så blot afventede at han nok på en eller anden måde ville få sat hende ned på jorden igen.