Aften tur i parken.

sted. Sombré/parken
tid. en halv time efter mørkets frembrud
omgivelser. De mange stier der løber som et net ud i parken, de store flotte træer på de store grøne plæner
vejr. dejligt sommer aften, vind stille og næsten sky frit.


*hmm morgen mad i parken lyder hyggeligt* tænkte Zebastian mens han var godt igang med at tage sit tøj på. han knapped den sidst knap på skjorten og rejse sig landsomt fra sengen og bevæged han sig ud i køkkened. Han åbened hans køleskab og tog en flaske ud et glas fra skabet smed hans frakke over skuldern og forsvandt han ud af døren mod parken. Efter en mindre gå tur ankom han til parken, Zebastian tråde ud på en a stierne hvor han forsatte til han fandt en godt sted at sidde i græsset. Zebastian satte sig og nød den smugle stilhed der var, han kigged op og kunne se stjernerne og månen * hmm månen solen af min verden* tænket han og åbned flaske han hvade taget med sig, lugten a frisk blod lå tungt. Han tog glaset frem og fylde det, *så starter en ny nat velbekommen* tænkte han og tog en slurk og lænde sig tilbage i det bløde græs.




"" jeg skal lige ned og spise og bag efter skal jeg hjælpe min stedfar før jeg kan svare tilbage, men det tag nok ikke så lang tid ^^""

Athene Robyn huskede ikke, hvad hun havde lavet forhenværende nat, og det skræmte hende. Efter en smertefuld forvandling og kun en enkel dag til at hvile sig efter det, havde hun mørke render under øjnene. Hun sad på en bænk i parken. Hun havde sat der længe efterhånden og prøvet at samle sig selv.
Men nu ville der gå et par uger, før hun skulle gennemgå den smerte igen. Det var betryggende, men hendes hænder rystede alligevel svagt. Dog var hendes ansigtstræk komplet neutrale og afslørrede ikke det virvar af tanker, der brusede under overfladen.

Hendes blik faldt på skikkelsen, der i det øjeblik gik ind i parken. Hun knyttede næverne, der lå i lommen på hendes hættetrøje. Det var først der, det gik op for hende, at det var blevet mørkere omkring hende. Det kom dog ikke bag på hende. Det var sket før, at hun havde været så langt væk i sin egen verden, at alting omkring hende bare var forsvundet.
Der var noget, ved den fremmede skikkelse, der fik hende til at være mere på vagt end sædvanlig. Og da hun så den mørke væske, fyren hældte op, begyndte hun at få bange anelser. Hun havde ikke mødt en rigtig vampyr, men hun vidste hvad en varulvs blod kunne gøre ved dem ...

'Hvor fordomsfuldt,' tænkte hun, og satte sig selv på plads. 'Alle vampyrer er ikke magtsyge bæster.' Men hun blev ved at skæve mod ham. Nysgerrigt.

Zebastian lå og nød sin aften og smagen det friske blod i hans glas, indtil en anden lugt end blod ramte hans sanser. *hvad er det for en lugt jeg kender den* tænkte han indtil det ramte ham * en varulv! * Zebastian satte sig hurtigt op og kigged rundt hvor han så en skikelse der sad på en bænk en stykke væk. Zebastian kigged længe før han rejste sig og begynde at gå roligt hen mod den behætted skikelse på bænken. han stopped cirka 3 meter væk og rømed sig " undskyld mig men jeg vidst ikke der var varulve i parken på denne tid af døgnet" sagde Zebastian og kigged hurtig rundt for at se om der var andre, hvor efter han vende sit blik tilbage.

Athene Robyn trak hætten tilbage og løftede et øjenbryn. Hendes lange, pjuskede og ustyrlige hår lå tæt om hendes ansigt, men uden at dække hendes arrogante træk. Hun rejste sig. Der var noget ved ham, der fik hende til at tænke mere instinktivt. Som for at vise, han ikke ville få en alfahan-position, og at hun absolut ikke havde lavere statur end ham ...
"Og hvorfor skulle varulve ikke være her på denne tid?" Hun fik en trang til at kalde ham 'blodsuger.' Men der var ingen grund til det. Og selvom hun var en meget offensive person, og selvom hun var social udfordret, så vidste hun for det meste også godt, hvornår hendes tanker ikke passede til situationen.

Det gik op for hende, at der for en gangs skyld, var en fornuftig grund til, at hun opførte sig dyrisk og instinktivt. Fyren foran hende var forudbestemt til at være hendes fjende. De var modsætninger af naturens hånd. Men hvor de fleste andre varulve sikkert ville have vendt om og gået eller have haft deres flok i ryggen, stod hun alene med løftet hage. Hvilket nok bare ville fremstå dumdristigt, men hun var for stolt til at lytte til fornuft.

Zebastian kigged på skikelsen eller som viste sig at være en ung pige " de må undskylde hvis jeg fornærmed dem, for det var ikke min mening.* han kigged rundt igen bare for at være dobbelt sikker* det er bare jeg hvade en formodning om at dig race var ud om dagen ligsom menneskene, eller holde til i skoven, men ikke i parken i Terre. sagde han spørgene " med de må meget undskylde hvis jeg er for pågåene, for jeg kan godt lade dem være i fred hvis de ønsker det" zebastian gav et smil som en venlig hentydning. Zebastian lagde først nu mærke til pigens tilstand de rystene hænder og du sorte rander under hendes øjne * hmm hun virker syg ?, hmm en skam hun er nu ellers nydelig*.

Hans høflighed kom bag på hende, og hun tabte masken et øjeblik. Arrogancen blev til forvirring, og forvirringen blev bare til et par rynkede bryn og et ellers ulæseligt udtryk.
Hun stak hænderne tilbage i lommen, da det gik op for hende, hun stadig rystede.
"Månen er aftagende. Der er ingen grund til, jeg ikke skulle være i byen." Hun begyndte at tro, der ikke var nogen grund til at være på vagt, men hun var anspændt. Det kunne selvfølgelig også være, fordi han havde fanget hende dagen efter - eller rettere natten efter - månen havde været fuld. Det betød bare, at hun var mere udkørt end ellers. Og den slags havde jo også stor effekt på ens opførsel.
Men hun ville stadig ikke sænke paraderne.

Han var en fin ung mand, nu hun så ham tæt på. Og det var sikkert til hans fordel. Hun så på hans mund. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange folk, der mon havde mistet sit liv til ham. På grund af den mund. Og den mand, der nu stod så uskyldigt i en park. Hvis det ikke var for flasken med blod og hans viden om varulve ville man jo tro, han bare var en almindelig knægt.
"Jeg har ikke sagt, du ikke var velkommen. Det virkede bare som om, du mente, jeg ikke var." Hun stod stadig med hævet hage, men det lagde han nok ikke mærke til, for selv hvis hun ikke gjorde det, gjorde højdeforskellen, at hun måtte kigge opad.

Zebastian lagde mærke til hendes opførsel som han havde gjord når han betragtede et bytte *hun er sårbar og hun prøver at gemme det, hmm hun vil ikke vise svaghed klogt valg, men jeg må huske hun er ikke menneske * tænkte han " jeg må indrømme at jeg started vores samtale helt forkert, det var ikke min mening at gøre dem utilpas eller føle dem uvelkommen, så lad mig starte forfra" Zebastian rettede ryggen " mit navn er Zebastian Le´petri. " sagde han og bukked "må jeg bede om deres navn frøken? " han smillede selv-sikkert og venligt mens han kigged hende i øjnene for at virke åben, men også for at se hendes reaktion.

Zebastians tanker om denne pige løb rundt og rundt * lad mig se hvem du er pige barn, du er det mest interessant i natten lige nu. vise mig din adfær lad mig læse dit krops sprog som en bog."

Athene begyndte pludselig at blive mistænksom. Fyren var lidt for høflig. Og selv for en gammel, udød fyr at være, snakkede han heller ikke som de, der blev født i denne tid. Men nu havde hun jo heller ikke styr på vampyre.
"Som den gentlemand, du ser ud til at være, burde du præsenterer dig selv først." Hun smilede tydeligt falsk.

'Der er noget, der stinker her ... ' tænkte hun. 'Hvad vil han mig? Skide blodsuger.' Hun så ham fast i øjnene og hendes blik flakkede ikke det mindste. Hun var måske sårbar nu, på grund af månen, men hun var 'strong by heart'. Og hvis han troede, han kunne charmerer hende med lidt vampyrskønhed og lidt sukkersød høflighed underbuderede han hende stærkt.

"Men mit navn er Robyn," fortsatte hun, uden at give ham en chance for at rette op på sit brud i høfligheden og præsentere sig. Det var helt ubevidst, at hun brugte sit mellemnavn istedet for fornavnet. Af en eller anden grund havde hun ikke lyst til at være på fornavn med den ... ting. Og hendes efternavn havde hun ikke brugt, siden hun skildtes fra sin familie.

Zebastian retted sig op igen * hmm hun er svær at sætte en finger på *. " gentlelmand mig der er noget de har misforstået, jeg er ikke bedre end alle de andre typer der går rundt , jeg har bare valgt at min opførsel, men min enlig grund til at nærme mig er at du er fascinereene. du er kun anden varulv jeg har mødt, og den første der ikke prøvet at slå mig ihjel på grund af en gammel krig jeg ikke er en del af" Zebastian holde op med at smile * men hvis du ikke ønsker min høflighed kan jeg vel ligeså godt lade vær med at bruge den"
* dette bliver kun mere interessant hun er ved at danne afstand ved at undgå venlighed* Zebastian kigged på sit ur og han havde masser af tid, natten var stadig ung og hvad angik pigen var han nysgerrig.

At vælge sin opførsel ... Det måtte være en vampyr-ting. Hun rystede på hovedet af ham og flyttede for første gang blikket fra hans øjne. Ikke af svaghed, fordi hun ikke ville se ham i øjnene. Men fordi hun havde fået for vane at holde øje med månen, som om den selv kontrollerede sin tilstand. Som om den kunne blive fuld allerede. Men da hun så den skinnende himmellegeme, var det stadig aftagende og hun havde intet at frygte.

Hun så tilbage på ham igen og lagde hovedet lidt på skrå. Hans opførsel var sær. Og hun havde en klar fornemmelse om, at det bare var skuespil.
"Sjovt sammentræf. Du er også den første vampyr, der ikke har tacklet mig." Hun huskede sit første møde med en vampyr. En ung pige, der havde angrebet hende, bare fordi hun havde taget et kig på hendes bog. Det kunne man kalde et dårligt førstehåndsindtryk.
"Men lad mig ikke stå i vejen for dig," sagde hun og nikkede mod hans flaske med den tykke, røde væske. "Drik ud."

Det gik op for hende, hvor sulten hun var. Men det var ikke vigtigt i øjeblikket. Som den hvalp, hun inderst inde var, var hun nysgerrig.

// Jeg smutter i seng. Vi snakkes ved imorgen.//

Zebastian smilled igen " der kan man bare se to modstykker som nogen nok vil sige, men med samme opfattelse af hinanden på en måde" han havde en good samtale kørene efter sin egen mening, da alt han ville var at snakke. Zebastian havde aldrig vært en der to til vold, det fik man nemlig ikke ligeså meget ud af som en samtale, selv med det noget ville kalde en fjende. Hmm er du sikker det er ikke alle der lige frem har lyst til at se blod på den måde, men det er nu fristene med et glas til" Han vende sig om og gik hen og tog flasken og hældte et ny glas op. duften af blod kom nu tilbage i luften, en aroma brede sig omkring der hvor han stod. han vende sig nu tilbage mod pigen"igen undskyld jeg spørg så lige ud men jeg har ikke kunne undgå at se det, men du virker syg eller noget i den stil, så hvorfor sidde i parken om aftenen med væsner omkring. Det er ikke alle der kun vil snakke"



//bare i orden skal også selv til at i seng. vi snakkes ved imorgen//

Hun måtte indrømme, hun ikke havde meget lyst til at se ham stå og drikke blod. Men hvis han ikke var tørstig og hvis det blod, han drak, overdøvede lugten af hende, havde hun ikke længere noget, at være bange for.
"Det er helt fint. Så sart er jeg ikke," svarede hun monotomt. Uden at afslørre nogen tanker eller følelser.

Hun rynkede fornærmet brynene, da han sagde, hun så syg ud. Hun havde ret. Han var bestemt ikke nogen gentlemand. Hun sukkede og rystede på hovedet af ham.
"Jeg er sku da ikke syg. Men du ville fandme også se udkørt ud, hvis alle knogler i din krop blev revet i stykker hver fuldmåne." Hun så ham direkte i øjnene. Lettere trodsigt. "Og jeg er skam i stand til at passe på mig selv. Jeg er ikke bange for at sidde alene i en lille park." Han undervuderede hende helt klart. Men nu, hvor han havde gjort hende opmærksom på, at hun så frygtelig ud, var hun også blevet lettere forlegen. Et hunkønsvæsen havde ikke ligefrem lyst til at høre den slags.
Hun trak hætten over hovedet igen. Selvom det ikke gjorde de mærke render og hendes udkørthed mindre tydelige.

Zebastian grinte lidt for sig selv " jeg tvivler skam ikke på at du kan passe på dem selv, men ingen har løst til at blive overfaldet for hver kamp kan blive den sidste" han kigged lidt nærmer på hende * hun er skam ikke særlig venlig må man sige*Zebastian mistede sig smil da han hørte om hende grund til hendes helbred " jeg havde ikke nogen ide om at jeres forvandling var så smerte fuld, man lære nye ting hverdag" lo han. Han tømte sit glas og samlet flasken op " så er morgenmaden klaret. nå men samtalen er begyndt at kede mig og jeg har et arbejde der venter, det har vært mig en fornøjelse at snakke med dem Robyn, håber vi mødes igen for du er en meget interessant person" Zebastian bukked igen og vende om og begynde at gå væk i et roligt tempo.

Hun rystede lidt på hovedet af ham. Det virkede ellers ret tydeligt, at forvandlingen var smertefuld. Eftersom hver eneste knogle ændrede sig, og man pludselig ikke kunne være i sit eget skind. Det var en gyselig affære.
Hun valgte ikke at kommentere, at samtalen var begyndt at kede ham. Hun fik indtrykket, at han ikke var andet end en storsnudet, opblæst blodsuger. Men han var da i det mindste ærlig og ligefrem. Hun hadede virkelig, når folk forsøgte at tale udenom eller pakke, det, de ville sige, ind.
"See ya," sagde hun monotomt, snurrede rundt på hælen og gik imod sin lejlighed. Hun havde alligevel brug for at komme hjem og sove. Hendes kræfter var brugt op, og hvis hun viste det, ville hun være i overhængende fare.

// Stopper vi her, eller har du en idé til en fortsættelse?

Zebastian løftede hånden mens han gik som et svar på hendes farvel * see ya hmm det må vel betyde at hun er okay med at jeg opsøger hende igen en dag* Zebastian kigged tilbage og smilled venligt på helt anden måde end før, mere som et rigtigt smil. Zebastian gik hen mod hans forretning hvor nogle times parpir arbejde vented.


// vi kan godt stoppe her for nu er vores karakterer blevet introducerende for hinanden så nu har vi noget at vende tilbage til på et sener tids punkt. jeg vil meget gerne emne med dig igen. //

// Okay. Så kan vi tænke over et plot til næste gang ;3. Out//