Parken //Sam//

Sted: Parken
Tid: 22:03
Vejr: Solen er naturligvis gået ned, men det er ikke specielt mørkt.
Omgivelser: Der er ikke så forfærdeligt mange mennesker i parken på denne tid af dagen, men der er nogle få..
Dato: 20/8


Der gik ikke så mange mennesker rundt i parken, på denne tid af døgnet. De fleste var her om eftermiddagen. For det meste var det børnefamilier, som brugte parkens mange faciliteter. Her om aftenen gik der måske et enkelt kærestepar forbi en gang i mellem. Hun kiggede lettere irriteret den anden vej, da en pige og en dreng, som havde gået hånd i hånd, stoppede op for at kysse. Evangeline vidste ikke hvorfor, hun orkede bare ikke at se på det ligenu.

Hun sad på en af bænkene og kiggede lidt på folk der gik forbi. Hun sad lidt og sukkede, mest pga. kedsomhed, men også pga. kæresteparret, som stod og delte savl så intenst, at det lignede, de var igang med at æde hinanden. Hun sendte dem et lettere irriteret blik, som de helt sikker ikke så. De var på et offentligt sted.. lidt høflighed ejede de vel? Men nej.. åbenbart ikke. En let brise, blæste Evangelines lange gyldne hår, henover hendes ene skulder. Automatisk lod hun en hånd glide igennem håret, for at fjerne det fra skulderen.

Evangeline var iført et par hullede cowboyshorts, en løs t-shirt med et bandnavn på, og et par sorte converse. Hendes lange hår krøllede ned af hendes ryg, og sad mere eller mindre tilfældigt. Dog var hun alligevel køn. Hendes bevægelser var meget yndefulde og elegante, hvilket med det samme gjorde forbigående klar over, at hun ikke var mennesklig.
Hun lod sit blik glide rundt, som en søgen efter andre mennesker end dem der stod og delte savl et stykke fra hende.

Hans krumme ryk var lænet op af træstammens ro overflade, knæene var trukket op under hagen, hvor de lange arme var slået omkring, og panden var placeret på toppen mens de blågrå øjne var lukket mens hænderne var knyttet dog ikke hårdt. Hans vejtrækninger var overflødige men alligevel trak han vejret dybt og næsten gispende mens han prøvede at lytte intenst til lydene omkring ham, og glemme hvad der var sket for et par nætter siden.
Det pjusket mørke hår strittede ud til alle sider, tøjet bestod af et par jeans, klipklapper og en halvåben hvid skjorte der virkede alt for stor på hans spinkle krop der virkede endnu mere spinkel under tøjet der hang på ham som om han var et tørrestativ og ikke et menneske - eller det var han jo heller ikke rigtig længere.
Han bemærkede ikke det savlende par, eller nogle af de andre der gik rundt i parken på denne tid af døgnet, han bemærkede ikke andet end lyde som han så intenst lyttede til som om verden ville falde sammen hvis han ikke gjorde.
Sam stirrede et kort sekund ud, mellem en lille sprække mellem arme og ben, for at bemærke mørket der sænkede sig ind over landet mens hans panik langsomt steg, som mørket gled hen over landet. Ville denne nat blive som de andre? Han lukkede øjne hårdt i igen, og trak vejret gispende, som om han skulle til en livsvigtig eksamen, men nej, det ar blot overlevelse det handlede om. Overleve i et hus med en gal vampyr efter hans mening.
Sam trak de lange hænder ind mod kroppen hvor han lage dem omkring ham selv, og endelig kiggede op, eller nærmere begyndte at nedstirre et græsstrå der stod det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt ligesom han selv havde gjort for nogle få dage siden.

Evangelines øjne, som løb rundt i parken, mødte selvfølgelig den fremmede, som sad med sit ansigt hvilende mod sine ben. Han så ikke ud som om, han havde det særlig godt. Hun betragtede ham længe, overbevist om, at der var et eller andet bekendt ved ham. Hun var overbevist om, at hun havde set ham før.. Men hun kunne bare ikke komme på, hvorhenne..
Hun rejste sig langsomt. Nysgerrigheden trængte sig på. Hun var overbevist om, at hun kendte ham. Hvis hun så hans ansigt, så ville hun med garanti vide hvem han var. Dog havde hun ikke tænkt sig, bare at gå hen til ham, og forlange at se hans ansigt. Det ville virke sært.. meget. Alligevel bevægede hun sig langsomt hen mod ham, med lette og yndefulde skridt. Hun stoppede op, godt en meter fra ham, og betragtede ham lidt igen. Der var en klokke der ringende.. helt sikkert. Hun var overbevist om, at hun havde set ham før. Det irriterede hende grænseløst, at hun ikke vidste hvorfra.

Evangeline stod lidt og tænkte. Det vare efterhånden gået op for hende, hvor dårligt hun havde tænkt det hele igennem. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og nu var hun da også begyndt at tvivle på, om hun virkelig kendte ham.. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå og studerede ham nøje. Jo.. hun var sikker på, at hun havde set ham før.
"Hey.." Hun smilede lidt og besluttede sig for, at hun jo nok var nødt til at sige noget. Det ville virke ret underligt, hvis hun bare stod og stirrede på ham, uden at fortage sig noget..

Sam kiggede op, da en eller anden tøs prøvede at kontakte ham. Han nikkede kort mod pigen mens han fugtede læberne, og drejede så hoved væk fra hende, mens han kiggede rundt i den efterhånden mere og mere dunkle park. hvis han hjerte ellers ville virke, ville det sikkert have banket så højt hun ville kunne høre det, men det bankede ikke længere - what a shame.
Han lod en hånd glide op i hans hår, hvorefter han igen vendte ansigtet mod pigen og spurgte med en kølig stemme; "Hvem er du?" Han hævede kort et øjenbryn, og gloede kort på hende, før han så vendte sig om igen, fuldstændig uinteresseret i hendes. Kunne hun ikke bare smutte? Han havde ikke ligefrem lyst til at blive overfaldet i fuld offentlighed, og hvis han ikke ville det, måtte han vel se at gøre noget ved det! Han kom på bene i en hurtig bevægelse, strakte kort sin høje spinkle krop, før han vendte rundt på hælen, på vej ud af parken, som virkede som et dårligt sted i hans hoved. Hænderne gled ned i lommerne på de mørke jeans mens øjne gled hen over jorden og betragtede de små strittende græsstrå.
Sam drejede kort om på hælen og stoppede, mens han kiggede på pigen. "hvis du vil sige noget, så sig det, ellers er jeg skredet." Og med de ord, vendte han sig atter om, og trampede ud af parken med hurtige lange skridt der hurtigt lage en god afstand mellem dem, hvis hun ikke kunne holde trit, eller løb op efter ham, og stoppede ham, eller hvad hun nu en gang kunne finde på, man vidste jo aldrig med de kvindemennesker!
Så snart han var ude af parken, rettede han let på tøjet, før han søgte et sted at tage hen, hvor han muligvis ikke ville ende i en container eller et eller andet underligt noget senere hen på dagen.

Evangeline stivnede da hun så hans ansigt. Selvfølgelig.. Nu vidste hun hvem han var. I det øjeblik ønskede hun, at hun ikke havde sagt noget til ham. Han var ikke det værd.. Det stod lysende klart for hende, hvor hun kendte ham fra. Han var det svin, der havde leget med hendes venindes følelser, og trådt på dem bagefter. Raseriet bredte sig langsomt i hendes krop. Hvis der var en ting der var helt sikker, så var det, dét skulle han ikke slippe godt fra..
Hun besvarede hans spørgsmål med et vredt; "Du ved godt hvem jeg er". Hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Hun havde set ham før, og hun væmmedes ved ham så uendeligt meget. Der var et eller andet hun bar utroligt meget nag over, at han havde gjort. Dette var ekstremt tydeligt i hendes grønne øjne.

Evangeline sendte ham et vredt blik, da han vendte sig om og gik og med en glidende elegant bevægelse satte hun i løb efter ham. Hun kunne godt følge hans tempo, og stoppede først op, da hun stod foran ham.
"Jeg vil dig faktisk noget" sagde hun med en kold mine. Smilet fra før var væk, og det så ikke ud som om, det ville komme tilbage lige med det samme.

Han vendte sig irriteret om mod hende. "Jamen så sig det kvinde, jeg har ikke hele aften ...." Han slog kort ud med hænderne, og lod en hånd glide igennem håret. "Sådan set kender jeg ikke dig, og jeg har ikke tid til at diskutere om hvorfra vi kender hinanden fra." Vrissede han og stirrede på hende med neutrale grønne øjne der ikke sagde meget ud over at han mente hvad han sagde. Hvem fanden havde bedst hende tænde fuldstændig af på ham?! Han var da uskyldig, eller, han havde da ikke gjort noget! Så hvorfor fanden skulle hun nu pludselig til at kaste sig over ham?
Han lod blikket glide ned af gaden, til han fandt en lille smøge, hvor de sikkert kunne stå og diskutere til han blev indfanget.
Sam satte kursen mod den, og var i grunden ligeglad med om hun fulgte med, eller om hun fortrak at forblive hvor hun var. Sam kendte ikke denne pige der virkede så vred og oprevet efter at have mødt ham.
//Krea svigt >.<'

Evangeline så blot på ham med et koldt blik, inden hun forsatte.
"Marie" Hun sagde blot pigens navn, og sendte ham et blik, som fortalte ham, at han udemærket godt vidste hvad hun mente. Hun svarede ikke på, at han sagde, han ikke kendte hende. Hun gik ud fra, han enten havde glemt hvem hun var, eller også prøvede han, at få hende til at forsvinde. Men hun gik skam ingen steder.. ikke før.. Hun vidste faktisk ikke, hvad der skulle ske, før hun besluttede sig for at gå. Det eneste hun vidste var, at hun ville have ham til at fortryde hvad han havde gjort mod Marie. Den stakkels pige, tænkte stadig på ham indimellem. Det var da et held, at hun ikke var stødt ind i ham..

Evangeline sukkede irriteret da han gik hen mod en smøge. Det var da helt utroligt at han ikke bare kunne stå stille, så hun kunne få fortalt ham, hvad hun mente om ham.. Hun så ikke andre muligheder, end at følge efter ham. Hun ville trods alt ikke give op.. Inden længe, havde hun indhentet ham igen.
"Er det svært for dig at stå stille, eller hvad?" Kom det koldt fra Evangeline. Hun rettede fraværende på sit hår, imens hun sendte ham et afventende blik. Hun ville ikke lade ham slippe. Han skulle mindst undskylde for alt det lort han havde budt Marie. Det var ikke engang sikkert en undskyldning var nok..


//Det' okay:D//

Han kiggede undrende på hende, da han nævnte et ukendt navn for ham. "Jeg kender ingen Marie, du må have fået fat på den forkerte person." Sam viftede let med hånden, for at få hende væk, mens han smuttede ind i smøgen, mens han let rynkede på næsen. Der var en eller anden ulækker lugt ...
"Jeg gider ikke blive overfaldet af en vampyr derude." Han pegede ud mod gaden med en kort håndbevægelse mod gaden de lige var kommet fra. "Det er derfor jeg går her ind, og du ka' godt tage at skride, med mindre du har vildt meget lyst til at donere blod, hvilke jeg ikke tror, så kan du tage hjem til Marie og få en bedre personbeskrivelse!" Vrissede han mens han lod en hånd glide igennem håret.
Selvom Sam virkelig prøvede at regne ud hvem denne Marie var kunne han virkelig ikke, og fik heller ikke noget ud af at stå og glo tilbage på pigen der stadig ikke så ud til at ville give op, uanset hvad han sagde. Hvad skulle han have haft kørende med en pige? "Jeg har aldrig haft en kæreste hvis du mener jeg har været kærester med denne Marie - jeg har normalt intet med nogle som helst piger at gøre udover venskaber - så, nej, det er ikke mig." Fastslog han, og lænede sig op af en af murene i smøgen. "Jeg kan ikke hjælpe dig." Sam sænkede let hoved, men kiggede stadig op, blot igennem sine lange øjenvipper der virkede som sorte gardiner foran hans øjne som var en blanding af grå og blå i en kølig farve.

Evangeline fulgte blot med ham ind i smøgen, og svarede først, da de stod derinde.
"Så du har allerede glemt hendes navn?" Hun sendte ham et koldt blik. Hun gav sig ikke. Det her var ham. Hun var 100 % sikker. Hans forsøg på at overbevise hende om noget andet slog i den grad fejl. Marie havde sagt, han ikke var til at stole på. Før hun flyttede væk herfra. For at komme væk fra den person, som nu stod foran hende. Den person, som var skyld i, hun næsten havde mistet kontakten til sin veninde, fordi afstanden var for stor. Hun havde mødt ham nogle gange imens ham og Marie havde noget kørende. Der var ikke noget at tage fejl af. Det var ganske vidst et stykke tid siden nu, men Evangeline vidste det var ham. Hun var helt sikker. Det kunne ikke være anderledes.

Hun undgik med vilje, at svare på hans snakken om vampyrer. Undskyldninger havde han da vidst nok af. Hun sendte ham et køligt og stædigt blik.
"Hvem tror du jeg stoler mest på? Dig eller Marie? Jeg ved, at du er fuldstændig klar over, hvem jeg snakker om. Lad vær' med at spille dum.." Hendes stemme var rolig, med en undertone af kølighed og vrede. Det var tydeligt, at hun var sur på ham. Virkelig sur. Han havde været et svin.. nej, "svin" dækkede slet ikke over, den måde han havde handlet på. Det var ikke nok. Hun så afventende på ham. Ventede på den næste - ifølge hende - løgn.
"Jeg kan ikke tage hen til Marie.. takket være dig, så bor hun her ikke længere.." Evangeline sendte ham et blik, der var endnu koldere end det første.

Han vendte sig vredt mod hende og betragtede hende kort før han pressede læberne sammen. "Ærlig talt har jeg ikke tid til at ævle om denne Marie som jeg burde kende, og jeg er ret sikker på jeg ikke har hukommelsestab ..." Han stillede sig helt hen til hende, og nedstirrede pigen. "Jeg ved ikke hvem du mener jeg er, men jeg kender ikke Marie, og du kan spørge alle dem jeg går sammen med." Han gik lidt væk fra pigen igen og betragtede hende stadig, dog med et blik der ikke var så nedlagende.
"Jeg ville forslå dig at smutte hen og trøste din fine veninde før du svine os andre til." Vrissede han endnu en gang, snurrede rundt på hælen, og trampede afsted mens han i sit eget hoved svinede pigen til, som han stadig ikke havde set var elver, men han kendte slet ikke til elver, så hvorfor skulle han dog vide noget om det?
Han mente han havde nok problemer, og han ville ikke til at have flere problemer i form af en Marie som han slet ikke kendte, en pige ... som han måske skulle have været kærester med? Ha! Nej, han havde aldrig været sammen med en pige på nogle måder. Heller ikke i sengen, hvilke måske var overraskende, men det havde han ikke, han var ham den uskyldige fyr der festede og alle troede havde været i seng med diverse kvinder, men nej, han var sød og uskyldig - jomfru, ha. Sam lavede en kort grimasse mens han fortsatte med at trampe videre, hvis det ikke var fordi pigen ikke ligefrem havde nedlagt ham som et bytte.

"Du er ellers præcis, som hun sagde du var. Kold, ligeglad, følelselsløs og egoistisk. Jeg er ret sikker på, det er dig"
Evangeline gengældte hans blik. Hårdt og koldt. Hun mente hvert et ord, hun sagde. Dette sås tydeligt, i hendes grønne øjne. Da han nedstirrede hende, stirrede hun blot stædigt tilbage på ham. Hun fandt sig ikke i, at folk på nogen måde var nedladende overfor hende, og denne fremmede, som var hendes venindes eks-kæreste. Han skulle i hvert fald ikke have den glæde, at have "vundet" over hende.
"Hvorfor tager du selv hen til hende? Og undskylder for din svinske opførsel?" Hun sendte ham et hårdt blik, og bandede ham langt væk i sine tanker. Han gik hende virkelig på nerverne, hvilket gjorde hende endnu mere sikker på, at han var Maries gamle kæreste.. han gik hende nemlig også på nerverne, dengang de havde noget kørende. Han lignede denne fremmede på alle tænklige måder, hvilket gjorde det komplet umuligt for hende, at forstille sig, at han på nogen måde skulle være en anden.

Hun svor, at hun ville sparke ham, hvis han gik fra hende igen, da han vendte om og gik fra hende. Det var da utroligt, at hun sådan skulle løbe efter ham, for at han forstod budskabet. Som var han et lille barn, der ikke ville skældes ud. Sådan opfattede Evangeline det naturligvis, da hun overhovedet ikke var klar over, at hun havde fået fat i den forkerte. Tanken havde slet ikke strejfet hende.
Igen, indhentede hun den fremmede, greb hans arm, som for at stoppe ham.
"Er du sød, at blive her, når jeg snakker til dig?" Hun sendte ham et blik, der - hvis blikke kunne dræbe - havde slået ham ihjel på stedet.

Evangeline sukkede lettere irriteret over hans ligegyldige måde at være på. Hvad havde Marie dog set i det svin? Hvorfor havde hun ikke droppet ham? Hvorfor havde hun ladet det blive omvendt?? Evangeline betragtede den fremmede lidt.. For første gang, men der herskede stadig ingen tvivl. Han var den hun søgte. Hun var helt sikker.
Hun så ikke nogen anden udvej, end at fortælle denne dreng, hvad han - ifølge ham selv - ikke kunne huske noget af. Han var en dårlig løgner. For en løgner, var præcis, hvad hun troede han var. Men hun gav ikke op. Man fandt sjældent en person, der var mere stædig end Evangeline. Hun plejede normalt ikke, at have problemer med at få sin vilje, og denne gang skulle i hvert fald ikke være den første. Det eneste lyspunkt hun kunne se, var, at han i det mindste stod stille nu. At hun i det mindste havde en chance for at fortælle ham hvad hun mente om ham, uden at jagte ham imens.

"Marie er jo som sagt min veninde" Begyndte hun at fortælle. "Du mødte Marie til en fest på en bar, som jeg arbejder på. I snakkede, flirtede og tog med hende hjem. Hvad I lavede hos Marie, ved jeg ikke, men i var i hvert fald et par bagefter. Jeres forhold holdt i..." Evangeline stoppede sin forklaring, og tænkte efter. Var det to måneder? Tre måneder? Hun var kommet lidt i tvivl, men afgjorde derefter med sig selv, at det nok var tre måneder.
"Jeres forhold holdt i tre måneder ca... og så rendte du rundt i byen en aften, og faldt for en eller anden billig stripper, fra strip-baren. Du knaldede hende, og havde noget kørende med hende bag Maries ryg i den sidste måned i jeres forhold.. En HEL måned holdt du hende for nar, tog hende med ud og spise flere gange, knaldede hende garanteret også.. sagde du elskede hende, imens du - bag hendes ryg - sagde nøjagtigt de samme ting til en anden pige. Til sidst gad du den anden pige mere, end Marie. Med et enkelt opkald på nogle få sætninger, sagde du, at du havde været hende utro, og at du valgte den anden pige frem for hende. Det knuste hende og hun flyttede væk fra byen. Jeg har ikke snakket særlig meget med hende siden.."

Evangeline endte sin forklaring, og nærstuderede den fremmedes ansigt for reaktioner og genkendelse. Han måtte da kunne huske noget af det. Hvis han ikke kunne, løj han helt klart omkring det. Det var ikke sådan noget man bare glemte..

Evangeline så på ham, og måtte erkende, at hun muligvis havde taget fejl. Dog nægtede hun at tro på det. Nægtede at tro på hvad han sagde. Men hun blev tvunget til det, da hans ID-kort stemte komplet overens med hvad han havde fortalt hende. Hun sukkede, og hendes store fejltagelse gik langsomt op for hende. Hvordan kunne det være sket? Hun var SÅ sikker på, at det her, havde været Maries eks-kæreste. Det lignede så meget. Både på væremåden og udseendet. Hvordan kunne to væsner ligne hinanden så meget? Hvilken lighed.. det var utroligt.
Hendes grønne øjne betragtede hans ansigt lidt, og hun afgjorde med sig selv, at han ikke løj. Han havde beviserne iorden, og hvad havde hun? Beskyldninger om en episode, der havde fundet sted for mindst et halvt år siden.
"Du ligner ham.. det er utroligt, du kunne have været hans tvilling" Igen betragtede hun ham, som for at sikre sig, at hun havde bestemt sig for, at han talte sandt, inden hun kom med sin undskyldning.
"Så undskylder jeg min opførsel.." Hendes stemme var ikke kold og rasende længere. Mere neutral.. og undskyldende. Meget lidt undskyldende ganske vist. Men lidt var den da.
"Evangeline Denali", præsenterede hun sig selv, imens hun fulgte hans blik ud fra smøgen. Hun var ikke bange for, at befinde sig her om natten. Hun vidste hvor hun skulle gå hen, for at undgå vampyrerne.. det slog aldrig fejl. Men at dømme efter den fremmedes blik, kendte han ikke byen ligeså godt som hun.

Et svagt smil stred hen over Sams læber, da han vendte sig om mod Evangeline. "I orden smukke." Smilet lå endnu et kort øjeblik på hans læber, før det forsvandt. "Undskyld - det var ikke meningen smukke skulle med." Han bed sig atter i læben, før han drejede væk igen. "Men tak for snakken." Han lod som om de ikke havde været oppe at toppes, det var vel det bedste, så han kunne komme et andet sted hen.
Han var frygtelig bevidst om hvorfor han havde sagt hun var smuk, for han fandt hende yderst smuk og elegant, men han anede ikke hvorfor han gjorde det - det begyndte at undre ham mere og mere, for det var da normalt ikke dén måde han fandt piger tiltrækkende på, ikke efter et støre skænderi om noget så ligegyldig som utroskab! Eller det var sikkert ligegyldigt for Sam, da han aldrig havde prøvet at være forelsket, men han skulle nok sikkert lære at det ikke var så ligegyldigt som han troede det var - eller han vidste det godt, at det ikke var, men han havde aldrig selv prøvet det. Han sukkede tavst og slog øjne ned, mens han traskede igennem smøgen, der endte i en mindre smal gade med lejligheder både til højre og venstre, som så helt anderledes ud end parken, et helt andet miljø hvor der sad et par luder henne på en træbænk og ventede på en eller anden mand der ville tage dem med sig.
Han stirrede lidt ned af gaden mens han overvejede hvilke vej der ville være bedst, men det gik vel lidt ud på hver sin ting? hans øjne lande til sidst på en musikbar længere nede af gaden, som han straks besluttede sig for at benytte. Han satte kursen der hen mod, og kunne allerede et godt stykke væk høre musikken der kom ud fra et åbent vindue. Han vendte sig halvt om, i et håb om at Evangeline fulgte efter ham, men det indrømmede han selvfølgelig ikke over for sig selv, han skulle jo bare liige se om han nu var sluppet af med hende.

Evangeline hævede det ene øjenbryn. Smukke? Du godeste.. hvad var der i vejen med den dreng? Hun havde liget svinet ham til og beskyldt ham for alverdens ting, og så kaldte han hende "smukke"? Hun stod i flere sekunder, bare og kiggede uforstående på ham, inden hun fik taget sig sammen til at svare ham.
"Tak.. vi ses" Hun smilede lidt og så efter ham imens han gik.

Hun ville have råbt efter ham, men da hun kom i tanke om det, var de allerede for sent. Han var for langt væk. Hvis han ikke ville ud i noget lort, og ikke ville møde vampyrer, så var den gade, han netop havde bevæget sig ind i, nok sådan ca. det dummeste sted at tage hen. Men hvor skulle han vide det fra? Hun kunne vel egentlig også bare være ligeglad? Lade ham gå.. lade ham blive slået ned. Det var vel ikke hendes problem? Også alligevel. Hun havde fået ham til at gå ud af parken, og sikkert afholdt ham fra at gå hjem tidligt. Hun havde vel forsinket ham. Han kendte ikke stedet, og vidste ikke hvilke steder der var bedst, at holde sig fra. Hvis der skete ham noget, ville en del af det være hendes skyld. Hun sukkede let, og satte efter ham. Hun holdt sig i baggrunden, så han ikke troede hun fulgte efter ham. Hvis hun var heldig, så han hende slet ikke. Hun holdt blot øje med ham. Holdt øje med, at der ikke skete ham noget. Hun listede fra husmur til husmur, for ikke at blive opdaget af ham. Det ville virke ret sært, hvis han tog hende i, at udspionere ham på denne måde, selvom det jo kun var for hans egen skyld. Men det var jo ikke sikkert at han troede på det..

Da han ikke så Evangeline vendte han sig om igen, for så at gå hen mod musik cafeen der var inde i en mindre går, hvor man skulle op på første etage før man kom ind til et mindre rum, hvor der var et band der spillede noget poppet musik som lød en smugle underligt i hans øre.
Han gik op til baren og fik bestilt en cola, som han bar med sig ned til et bord, hvor han satte sig ned, og lænede sig tilbage mod ryglænet som udløste en irriterende ryg smerte. Han pressede læberne sammen og stirrede ellers ligefrem for sig, op mod bandet som høvlede løs på deres instrumenter. Et svagt suk slap ud mellem Sams læber da han lukkede øjne og lod musikken fylde hans øre, ikke fordi den var så fandens god, men det var nu meget afslappende at høre på, nu hvor man skulle holde sig vågen en hel nat, hvis man ikke kunne komme hjem på den ene eller anden vej.
Hans lange fingre gled lidt op og ned af flaskens kølige overflade mens de blågrå øjne havde flyttet sig ned på flasken, eller retter sagt hånden, hvor det sølvfarvet armbånd hang, viklet to gange om det spinkle håndled. Han spændte let i håndledet, for at se hvordan hånden ændrede sig, hvordan kæden tilpassede sig håndledet nye form, før han igen slappede af i hånden, så armbåndet atter faldt på plads.

Evangeline kendte udemærket stedet, som Sam var på vej ind i. Her havde hun tit stiftet bekendtskab med vampyrer og andre væsener, man ikke ligefrem ønskede sig, at støde ind i, en mørk aften. Et suk flød over hendes læber, da hun bevægede sig op på anden etage og ind på baren. Det var da helt utroligt, at Sam - som den fremmede jo hed - skulle tage det sted hen, af alle steder, hvor der var størst sandsynlighed for, at et eller andet kunne gå galt. Men han kendte jo ikke byen, det vidste hun helt sikkert nu. Maries eks kendte denne del af byen bedre end sin egen lomme, og han kom her kun når han var nødt til det. Han ville aldrig være gået herind. Sam var helt klart ikke den person, hun havde troet han var i første omgang. Hvor havde det egentlig været pinligt. Hun havde stået og råbt af ham, imens hun beskyldte ham for alt muligt. Hvis han var sur på hende, var det forståeligt. Men han havde kaldt hende "smukke"? Det gav ingen mening..

Hendes blik løb rundt på baren. Hun fik øje på Sam henne ved et bord. Han sad alene, og lyttede til den - ifølge Evangeline - elendige musik, med en cola i hænderne. Hun satte sig op i baren, bestilte et glas vand, og holdt øje med ham ud af øjenkrogen. Hun håbede ikke han opdagede hende, og troede at hun forfulgte ham, selvom det vel egentlig var det hun gjorde.

Sam sad stille lidt længere tid, mens han lyttede til musikken før han fiskede sin mobil frem fra den højre lomme i hans jeans. Han trykkede på en vilkårlig tast, og kiggede ned på det oplyste display der favede hans ansigt letter blåt i det kunstige lys der kom fra skærmen. Intet?! Havde Violencia andet at lave denne nat end at lege med hendes lille engel? Kunne det virkelig passe?! Han gemte mobilen væk, mens han sad lidt og overvejede mulighederne for det, før han vendte sig om i stolen da han ville gå igen. Han kunne vel sikker udnytte tiden til at komme hjem i sin egen lejlighed nu han havde chancen.
Hans blågrå øjne fejede hen over baren, ikke af nogle specielt grund, men det var nu en gang der de var. Pludselig stoppede de, og fæstnede sig ved pigen - Evangeline som sad oppe ved baren! Han bed sig let i læben mens han prøvede at hitte ud af hvorfor hun havde gjort det, men Sams hjerne var tydeligvis ikke kvik nok til at hitte ud af det før han fandt sig selv på vej hen mod pigen, og stillede sig foran hende, og betragtede hende med et nærgående blik. "Hvad laver du her?" Han lage hoved let på skrå og nærstuderede hendes kønne øjne, og idet heletaget bare hendes ansigt. Et let smil gled over hans læber, før han vendte sig om, for at kigge den anden vej, ned af baren mens musikken fra det spilleglade band blev ved med at spille i baggrunden.

Evangeline havde lagt mærke til at Sam sad og kiggede på sin mobil, men det var vel en meget normal ting at gøre. Hun havde ikke sat spørgsmåltegn ved det overhovedet. Hun drak en mundfuld af vandet, og kastede et blik over på Sam, netop, som han var på vej over til hende. Alverdens undskyldninger kørte rundt i hendes hoved. Den ene mere usandsynlig end den anden. Men det lykkedes hende da, at finde en nogenlunde realistisk forklaring, som også var den, hun havde brugt overfor sig selv, da hun startede forfølgelsen, da han nåede helt hen til hende.

"Siden du går alle de steder hen, hvor man skal holde sig væk fra, hvis han ikke vil rodes ud i noget, er jeg jo nødt til at holde øje med, at der ikke sker noget med dig", et let grin røg over hendes læber. Et sødt grin, fyldt med selvtillid.. og var det omsorg? Svaret var ja.. det var det. Hun smilede lidt af ham og drak noget af sit vand.
"Du burde slet ikke være her.. det lyser langt væk, at du ikke aner, hvad det her er for et sted" Hun nikkede over mod en mand som kom gående. Han havde netop tørret noget rødt af sine overlæbe, som til forveksling lignede blod. Hvilket det sikkert også var. Et stykke fra ham, stod to mænd og snakkede sammen. Den ene fik stoffer, den anden fik penge. Hun smilede roligt, imens hun afventede Sams reaktion.

Samslog et let klik med tungen ved at slå den op i ganen. "Jeg er også elendig til at finde rundt ..." Han vendte sig om for at betragte manden der stod med det der kunne minde om blod omkring læberne. Han stønnede kort, og vendte sig om mod pigen. "Det er ikke så meget dem i helhed ..." Han stoppede sig selv, og fugtede læberne mens hanstirrede ned på sine hænder. "Det er bare en jeg kendet, som eh ..." Sam var løbet tør for ord der kunne bruges så til sidst trak han lidt op i skjorteærmet og viftede med armbåndet på hans håndled. "Det handler kort sagt om at jeg er slave for en vampyr der altid ved hvor jeg er ..." Sam kunne ikke finde andre ord der kunne dække for det hele, uden han skulle til at forklare det hele. "Længere historie."
Han rode lidt rundt i håret før han lod hånden falde ned langs siden. "Men jeg burde komme hjem nu ..." Sam skubbede sig ud fra disken, og gav et undskyldne smik fra sig. "...Du er velkommen til at komme med, men det er på eget ansvar." Han vidste ikke om Violencia vendtede på ham udenfor, klar til at flå ham levende, så han ville ikke have skylden hvis pigen røg med i købet, selvom han ikke ville kunne lide det hvis det skete. Hun var jo faktisk meget sød, så det ville klart være en skam hvis hun skulle dø, men han ville jo ikke kunne forhindre Valencia i at gøre det - med mindre han fløj væk, men han kunne stensikkert ikke bære dem begge, ham og pigen, det gjorde jammerligt ondt bare at få vingerne ud!

"Ja, det kan jeg se" Evangeline smilede, og hentydede til, at det var nemt at se, at han manglede evnen til at finde rundt. Hun betragtede ham lidt, imens han forsøgte at skrue en sætning sammen. Hun prøvede at gennemskue, hvad det var, han ville sige. Og pludselig afslørede han, at han var en slave.. og så for en vampyr. Hun stirrede på ham med lettere chokerede øjne. Men så chokeret var hun alligevel heller ikke, når hun tænkte efter. Han virkede som en ret så naiv, ung mand. Et utroligt let bytte for en vampyr.. Hun undersøgte hans armbånd lidt, og besluttede sig for, at han jo nok talte sandt. Hun nikkede blot til hans bemærkning om, at det var en længere historie.. den måtte hun havde til gode til senere.

"Jeg vil gerne med" Igen smilede Evangeline. Hun ville med glæde gøre ham selskab på hans vej hjem. Han virkede til, at være den type der tiltrak uheld, og han kendte jo ikke stedet, og folk her var listige og snedige.. Hun ville helt klart med, for at sikre sig, at han rent faktisk kom frem.. men også pga. noget andet? Hun droppede tanken. Det første var den eneste grund.. det måtte det være.. det skulle det være..

Sam gik hen til døren, og smuttede ned af trapperne i hurtige elegante skridt, der hurtigt førte ham ned på vejen, hvor han så stod, og ventede på Evangeline kom ned. "Hvorfor er det egentligt du gerne vil med?" Han vendte let hoved om mod hende, mens han begyndte at gå ned af gaden, uden rigtig at bemærke hvad der gik omkring dem, eller hvad der var hvor. At finde hjem hvor fra de nu var, var uden for hans evner, han anede ikke hvor han var endt henne, eller hvordan han skulle komme hjem, men nu stod Violencia jo ikke ligefrem og ventede på ham hjemme, så hun skulle sikkert nok hente ham hvis det skulle være. Et suk slap over hans læber, mens han lod hånden glide igennem sit hår.
De kom efter et par minutter ud på en af de større veje, hvor der holdt nogle busser, hvor han genkendte den ene som en der kunne køre dem hjem. Det ville sikkert gå hurtigere end at gå, så han greb fadt i Evangelines håndled med sine egne lange fingre, som lukkede sig omkring hendes håndled i et fast, men ikke hårdt greb, mens han med hurtige skridt, løb hen til bussen, og trak hende med, hvor efter de kom i sikkerhed oppe i bussen lige inden den begyndte at køre. Det var først efter at de var kommet op i bussen og den var begyndt at køre at han slap hende igen.

"Fordi du ingen idé har om hvor du er.." Evangeline grinede sødt, og smilede så.
"Jeg vil også gerne se hvor du bor" Hun smilede. Sødt. Ligesom hendes grin. Hun vidste godt, han ikke kendte stedet. Hun ventede bare på, at han indrømmede det. Han førte hende ud på en stort vej, og hun smilede over, at han åbenbart havde fundet ud af, hvor de var alligevel. Hun fulgte med ham ind i bussen, så de nåede ind i den, inden de kørte. Hun lod ham blot hive sig med. Hun var ikke særligt overrasket over, at de skulle tage en bus. Havde han boet på gå afstand af dette sted, kendte han det sikkert bedre. Hun satte sig smilende ved han side i busset, og betragtede byen gennem ruden.
"Hvorfor vil du have mig med?" Hun smilede sødt.. med et lidt flirten oveni. Siden han nu ville vide, hvorfor hun ville med, så skulle hun da også vide, hvorfor han havde været så hurtigt til at sige, at han gerne ville have hende med.


//Undskyld den korte længde//