It had to happen sometime. XXX

IT HAD TO HAPPEN SOMETIME.
Skrivetid: Datid.
Tid: Efterår, en aften i september.
Sted: En stendæmning bygget af dværgene i udkanten af Forêt og med en smal bæk, der engang var en flod, med forbindelse til La Marécage.
Omgivelser: 7:34 PM(digitalt: 19:34)
XXX: Voldeligt indhold. Blodigt indhold. Etisk upassende indhold.

Den dæmpede plingen fra smuttende sten var som en lille melodi i Mella's ører. Hun havde vænnet sig til lyden af blade, der knasede itu, og den kradsende lyd af blyant mod papir. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene, for at lytte, i stedet for at se ned på den skitse, hvor stregerne var lige så sorte som farveblyanten, der havde tegnet dem. Som hun havde tegnet dem. Men der var ikke rigtigt noget, hun kunne hægte sig fast i – fordybe sig i, som hun kunne, når man stak hende en blyant – og hun vidste, hvad det betød. Hun var taknemmelig for, at hendes mørke krøller i det mindste gjorde den gavn at skjule hendes ansigt i tilfælde som disse. Hun fortsatte sin afbrudte trommen mod underlæben med den smalle, gule blyant og svingede med benene udover vandet, som dæmningen, de sad på, indfangede.

”Får du ikke blyforgiftning af det der?” spurgte den blonde pige ved siden af hende, klædt i lige så uduelige laser som hende selv, med en drillende tone. ”Mmmh?” kom det tilbage. Mella lod, som om hun ikke havde hørt det, selvom spørgsmålet havde bragt et glimt frem i hendes mørke øjne, der talte om hendes morskab. Pigen gentog sit spørgsmål.
”Jo, måske. Men -”
”Ja-ja, 'det skal nok gå', det er det, du siger. Men er du ikke bange for, at du får det?”
Mella overvejede og analyserede den bekymrede tone i venindens tonefald, mens hun tegnede kruseduller på den blok, der lå vandret på hendes hullede Levi-cowboybukser. Med tanke på den suppedas, de var havnet i og havde siddet i så længe, nogen af dem kunne huske tilbage, himlede hun med øjnene og svarede med nonchalance og en undertone af et eller andet andet; ”Ira, din fjollede gås.”
Den hvidblonde pige, Ira, sukkede opgivende og kastede et smut, som hun havde gjort hele tiden, med sin sidste sten. Af gammel vane talte hun ringene – der var tretten – og fik det samme tomme blik som Mella havde haft lidt før. Men hvor Mella havde haft trukket brynene sammen i koncentration, var Ira's pande nu glat og bleg, og hvor Mella havde haft spidset læberne og tegnet kruseduller, sad Ira's mund simultant på halvt gab og hun pillede ved ærmet på den grå uldsweater, de delte.
Mella skriblede noget ned, som Ira ikke så, rev siden ud, smækkede bogen i med et tordenskrald, der fik Ira til at spjætte af forbavselse, og så på hende med alvorlig mine. "Mella?" Den yngre piges stemme skurede nervøst, da brunetten bed sig i læben. Det var kun noget, hun gjorde, når ting var helt ude af proportion.
Der var heldigvis ikke ytret flere ord, efter Mella trykkede den lille papirkugle i hånden på en foruroliget Ira.

Mørket var godt på vej til at ligge sig over byen, men der var endnu for meget lys til at det kunne ske. "Er alt klar?" En bredskuldret mand stod ved siden af Alexander og lignede han spejdede ud over de syv have, der manglede blot en kikkert ved hans øje. "Det ved jeg intet om, det er dig der burde vide det." Sommeren var ovre, men det var stadig lunt nok til at være iklædt en t-shirt, hvilke han benyttede sig af. Den var hel neutral, hvid og kedelig, men der var heller ingen grund til at skulle komme anstigende i smoking, for selvom det var en festlig dag - ville nogle kalde den - så var der ikke dresscode. Det ville kun være besværligt da alle deltagerne ville mutere til enorme ulve. Så var det billigere at erstatte en kedelig halvgammel t-shirt frem for et habitsæt og slips. "Jaja, men jeg tænker mere på du er klar."
"Selvfølgelig er jeg klar! Det har jeg været i den sidste måned!" Der var meget der skulle klappe og passe og da Alexander havde fået overdraget posten, var det for tæt på en fuldmåne til at de kunne nå at få det hele op at stå. Det krævede ikke så afsindigt meget andet end et bål - hvilke kunne klares på en under en måned - men der var flere end bare ham selv, Sofus og Eric, som stod ved hans side, der skulle være med. Hele koblet skulle indreges og selvom det ikke var en større forsamling, havde alle et liv de skulle have til at klappe og klistre. "Det er godt." Eric nikkede en enkel gang og vendte hoved væk fra Alexander. Den gamle alfa stod et sted længere væk, en smugle skævt med vægten lænet mest mod det ene ben. "Er du klar?"
Spørgsmålet kom tydeligvis bag på Eric, der forvirret vendte sig rundt. "Ja, selvfølgelig! Alt andet er klar." Manden misforstod tydeligvis Alexanders spørgsmål, derfor uddybede han høfligt. "Jeg tænker på dig personligt, er du klar til en ny leder ... igen?" Det frembragte en tænkepause før han nikkede. "Det betyder omstilling igen, men jeg er sikker på at du nok skal klare den." Et lydløst opgivende suk kom ud fra den kommende leder. Han snakkede udenom. Idiot. Han måtte næsten beherske sig for ikke at knurre af manden, som alligevel lykkes at opfange det irriteret vibrationer. "Jeg tror lige jeg smutter. Skal lige aftale noget." Lød det skyndsomt fra manden der pludselig fik meget travlt med at komme af banen.

OOC: Når du finder det passende er du velkommen til at lave et tidspring til når det bliver mørkt.

Mella kunne mærke det gnave. Der var et eller andet ved det følelsesløse, buldrende mørke i skoven, der gjorde hende mere opmærksom på det hul i hendes brystkasse, der ikke kunne udfyldes. som en fugl, der ikke kunne komme ud af sit bur. Følelsen af at ville noget, der var forbudt. Mella's lille smil var skjult i mørket, og dog flakkede der noget hvidt omkring oppe på himlen. De få glimt, hun kunne få af det, ved at se på vandets spejlblanke overflade, var som splintret glas. Spredt for alle verdens hjørner.
Hun turde ikke se op, mens hun gik på dæmningens kant, for noget sagde hende, at hun ville miste balancen og falde i den dybe sø, som dæmningen havde ophobet. På en måde mindede søens afspejling af træernes grønne og gyldne grene hende om, at dagen snart var slut. Hun forsøgte at spærre varmen inde i sin grå uldsweater, ved at tæske sig selv med kuskeslag. Da hørte hun en knitren og fik et glimt af noget andet i vandspejlet. Noget dansende og mørkt, der snart også kunne lugtes, hvorfor hun vidste, det var røg. Hun stoppede sin utålmodige gang på den hårde vandkant og vendte sig, så hun kunne se, hvor røgen kom fra.
"Se, Ira, se!"
En vild basken lød til svar, da Ira drejede skarpt omkring, men Mella havde ikke tid. At vente på, at duen - Ira - ville finde den rette vej ud af skoven, havde gjort hende utålmodig, sulten og kold. Og det var stadig den lyst til at være fandenivoldsk, og det var nok den, der drev hende til at springe den halve meter, der var, mellem jorden og hendes to, gummistøvleklædte fødder. Mella, der var sikker i troen på, at hvor der var røg, var der et bål, efterlod sig et dybt spor fra afsætningen ved foden af den en meter høje dæmning og halsede afsted som den pil på fire poter, hun var blevet til.
Da hun nåede hen i nærheden af kilden til røgen, var der bragende sort og man kunne ikke se en meter.