Anything can happen

S: Skoven
T: 19 tiden
O: en masse af skovens dyr og træer
V: Solnedgang
P: kig på billedet

_____________________________________

Melinia sad oppe et af træerne , lige over hvor folke giv på stien, hun havde kiggede på de mange mennesker som var ude at gå aften tur i kærlighedens navn eller bare for at nyde stilheden, ingen havde lagt mærke til den mørk hud pige med blå hår som sad i træet over dem, hun lagt sig mod træstammen og ventede blikkede mod himlen "mmm" sagde hun og lagde hovedet på skrå.....
Melinia havde lagt sin rejsetaks på jorden under træet

Mill Gik en tur ude i den store skov, hvor hun boede til dagligt. Hun smilte for sig selv. I sandhed havde det været en god dag. Men hun savnede sin bror forfærdeligt. Men mest på grund af de minder hun havde fra de var børn. Hun hørte dyrene bevæge sig. Hun gik ikke på stien men i skovbrynet langs med stien. Solen var på vej ned. Hvor smukt.

Melinia så elver kom gående hen ad stien, ikke på stien ved siden af, en smil kom frem på hendes læber *Spændende, lad og se nærmer* tænkte hun og sætte sig i præferencestillingen , på den måde så begge hendes ben var på den ene siden af en gren , hun klemt fast med lårene til gren og svingede sig bagover, hun hang nu på hovedet og så mod pigen, så gik lige foran hendes hovede, det må komme som et chok for hendes, vis hun ikke havde opdaget Melinia, hendes smukke håre hang ned af , det var blåt og hun bære et pandebånd, så ud til det var limet fast til hendes panden, det var i i hvert fald af guld og en dyre sten

hun gik i sine egne tanker, og havde ikke opdaget at hun faktisk gik på grusede sti. Hun stoppede op, ved at hun kunne hører noget og pludselig kom en pige svingende ned fra træet over for hende. Det var ikk et rigtigt chok men mere noget hun ikke havde regnet med og hun kiggede underligt på pigen. det tkom ud af hende "god aften" hun smilte "der var du ved at gi' mig et chok. Hvad for dig til at svinge om på en gren foran mig." sagde hun lidt forsjov og virkede rar og venlig.

Melinia tænkt lidt over hendes spørgsmål "mm godt spørgsmål, spørger mig igen når jeg kan være" sagde hun drillende og myrstig tilbage til hende, hun så mod pigen *hun virkede sød nok* tænkte hun og bliv hængende med hovedte ned af, hun så mod den lys håret pigen "Øv håbede lidt på de fik et chok, men sådan er det jo" sagde hun roligt og svingende sin krop op, uden problemer

hun smilede og gik over til træet og kravlede op i det som om det var lige så naturligt for hende som hvis hun gik. Hun satte sig i en gren ved siden af hende og kiggede på hende. "hva bruger du så tiden på heroppe?" hun spurgte venligt og rart. " og hvem er du om jeg må spørge?"

Melinia så mod pigen med alle de spørgsmål og smilede roligt "Mig , en fremmende til væsner, men til naturen en ven" sagde hun gådefuld, mest da hun kedet sig og vil se hvordan pigen elver så det, hun så derefter mod træerne "Og det andet, tja, nyder naturen " svarede hun kort, hun så mod pigen, Melinia svarede ikke kort på spørgsmålene , det var lidt træls svarede, men sådan var hun, ikke særlige snak saglig

hun smilede * en der snakker i gåder intressant* " så du ven af natur, omgivet af skove og fremmede for folk. Jeg er en del af naturen ligesom du, dog beskytter jeg den og dog gør jeg ikke. Dog lever jeg i den, men er den dog sammentidig enlig som få, så er du ven eller fremmede fra mig? vil jeg lærer at kende dig eller ej? og vil gådesnak og tråldoms spil, være den måde vi nu forevigt vil, kommunikere eller ej, spørgesmålet i dette er til dig. " mill kiggede på hende og smilede. og kiggede derefter rundt på naturen.

Melinia kom til at smilede "Så dygtigt den unge frøken er i gådernes leg, så det de spørger om , kan de stole på mig" hun tænkt sig om og så mod træerne igen "Måske , måske ej, men en ting er sikkert , så længe de ikke skade naturen er du venner med mig" hun rimede lidt på ordene for at gøre det spændende og sjovere at hører på, hun så mod hende, hun åbnede sig ikke bare sådan, og hvad hun var til natur forbliv en hemmelighed lidt i nu

"hele mit liv, har jeg lært gådernes spil, og hvem de er skal de kun fortælle hvis de vil. Lige meget hvad er solen nedgangen i gang, og at snakke med mig skal ikke være tvang. Naturen omkring os er vores hjem og bo, både for dig og mig, egentlig os to. For skoven og dyrene er underværker, og dem skade vi beskytte for dødens bersærker. Luften og vandet, jorden og ild, er en dal af det at være vild. " hun smilede og grinede lidt.

"Hmm jeg tilhører ved dyrene i natur vil de se" sagde hun mest da hun var træt af gåderne, de kørte rundt i hendes hovede, hun hoppede ned fra træet og så mod pigen på gren, Melinia var rolige og stod bare og ventede på hendes svar, dette betyde ikke hun åbnede sig, mere hun vidste hvor hun tilhørte hun at sige noget, hun så mod sin rejsetaske og nikkede roligt

mill sad lidt og overvejede, men hoppede ned. Hun kiggede op på solen og derefter på naturen og hørte fugle sang, og svarede "ja gerne hvis de vil." hun smilede. og kiggede nysgerrrigt på pigen med ddet blå hår. Hvad mon pigen mente med det? hun virkede ikke helt normal, altså blandt de der mennesker.. var hun overhoved det´?

Melinia nikkede bare roligt og tog sin så ned i sin rejsetaske , for at se hvad klokken var, hun nikkede derefter "Klar!" spurgte hun og fik ud i græsset, der gik lidt tid , hvor hun bare stod og så mod himlen, derefter nikkede hun og så mod hende , hun ventede på svare fra hende, Melinia var klar og ventede på pigen som sad i træet "Fald nu ikke ned vel"

"fald ned.. " hun smilte "er nede, men skal nok lade være med at falde" hun nikkede "jeg er klar." hun kiggede på det helt grønne smukke græs, og kiggede på pigen med det blå hår. luften blæste og gik igennem hendes selv. Hun var klar til at se hvad pigen kunne gøre og formåe.

"Okaay" sagde hun og trækvejret dybt, hendes hår begyndte at blive rødt hun fik pels og hun bliv mindre og mere hunden forme , men mindre end det til sidste stod der en utrolig smuk rød ræv og kiggede på pigen , hun så mod hende med rolige øjne og bevægede sig nu elegant hen til græskanten af træet og sætte sig, hun lagde hovedet på skrå og så mod pigen, øjne var blå, det eneste som havde beholdt sammen farve

hun smilte."du er en urolig smuk ræv at du ved det. Det er flot klaret. " hunsagde det meget overrasket. Hun så rævens smaragd blå øjne og den smukke rødligpæls. Hvordan ræven let og elegant kom over til hende, og satte sig op af træstammen. Hun kiggede på den.

Ræven så bare mod hende og lagde hovedet på skrå, den svarede hende ikke og lagde sig derefter ned i græsset og lukkede øjne , den holdet vagt for hende, så hun kunne slappe af, det var ikke trist hun gjorder det, men det sket til tider, Ræven røde pels var smuk og glitter i solens lys, den rejste sig og lagde sig nu over på sin rejsetaske, og lukkede øjne igen, hun slappe af og nyd solens varmende mod sin pels , hun var mere tryg i den form , tydeligt at se