Grå kaffe.

Leander fik dørklokken til at kime til ankomst, i det han trådte ind i caféen. Bordene udenfor var fuldkommen tomme, himlen var faretruende grå, og ingen ønskede tilsyneladende risikoen ved at sætte sig dér med sin kaffe og wienerbrød, da det kunne gå hen og blive en våd fornøjelse. Generelt var status sådan, at de fleste i Terres indre by havde indstillet shoppingen for en stund, for i stedet at søge ly fra den grå himmel ved den nærmest café eller et pizzaria. Der var åbenbart ingen tilfredsstillelse ved at vandre op og ned ad gågaden med tunge skyer hængende over hovedet, men det skulle Leander endelig ikke forsøge at gøre sig spor klog på.
Han lod sit dovne blik glide rundt på ansigterne i caféen. Samtalerne begyndte langsomt at forstumme, det var som om, alle pludselig fik brug for lidt stilhed, så de kunne høre deres egen stemme i hovedet, der meget gerne snart skulle begynde at fortælle dem, hvor uduelige, de var. En sky blev penetreret af sollys og i et par sekunder fik nogle stråler lov til at lyse caféen op gennem vinduerne. I en stund virkede stemningen mindre negativ.
Leander trådte hen til en af kølediskene, hvor sandwich lå på rad og række. Fyldet og brødtypen stod beskrevet på små skilte - midlertidigt genkendte Leander kun tre eller fire af ordene. Ost. Sandwich. Tun. Kylling, men han havde det med at forveksle det med kalkun. Han gloede og gloede og gloede. Han havde dette særlige blik, der sjældent ændrede sig. Noget sørgmodigt hang i hans øjne, en indadvendt håbløshed, som om han hele tiden skulle til at drage et langt, endegyldigt suk.
Ved et af bordene nær ved sad et kærestepar i frustreret stilhed med hver deres kop. Hun tog en slurk - han tog en slurk. Dette sammentræf var uheldigt for ham, da hun nu sendte ham irritable blikke, som mistænkte hun ham for at efterabe provokerende med vilje.
Omhyggeligt sørgede Leander for at holde blikket på sandwichene.

Bag disken stod en bleg, ung kvinde med mørke render under øjnene og sit brune, pjuskede hår trukket tilbage i en meget løs, klodset hestehale. Hun var iført en sort skjorte, fordi hendes chef ikke mente, det var passende at lade pigen stå i hendes store hættetrøje. Hvilket irriterede hende, eftersom hun hadede idéen med uniformer. Hendes øjne var rimelig kolde og følelsesløse, og hendes læber var forvredet i et tydeligt anstrengt, tvunget smil. Hun var ikke typen, der smilede. Men i øjeblikket havde hun brug for penge, så hun måtte finde sig i at stå bag den forbandede disk.
Det var stressende for hende, at se så mange nye ansigter hele tiden. Hun var ikke vant til at omgive sig med så mange folk og til tider kunne hendes hoved ikke længere følge med. Heldigvis var der roligt i caféen nu. Overraskende, eftersom der plejede at være flere, når vejret skiftede som det havde gjort for så kort tid siden.

Hun havde fået ondt i kinderne og lod det falske smil falde igen. Hun blev kun nødt til at have det klistret på fjæset, når hendes chef var i nærheden.
Hendes blik faldt på fyren, der stod og gloede på sandwicherne, og hun sukkede - knap hørligt. Så længe kunne man da heller ikke bruge på at beslutte sig.
"Hvad skulle det være?" Hendes stemme var en smule hæs, og der var en overfladisk venlighed i den. Men tonen var nok ikke meget anderledes end en typisk servitrices.
Hun stod med den ene håndflade på disken og den anden hånd på hoften. Hun fik indtrykket af, at der var et eller andet i vejen med fyren. Der var noget underligt ved hans udttryk, Athene ikke kunne sætte fingeren på.