Bare kaffe... Med mælk

En søndag helt som den plejede. Michael var stået op efter at have sovet længe fra 4-7, hvor han var spejdet i bad og klædt sig på for at gå ned til byens bedste café. Nu, da han var arbejdsløs ville han normalt købe noget to-go, men denne morgen havde han mere tid end normalt. Efter dagen igår, hvor han havde delt jobansøgninger ud til diverse skoler rundt omkring i kommunen ventede han nu på svar, mens han hyggede sig i sin nykøbte bolig, som hans fader havde givet ham på sit dødsleje. Det var ikke meget tid siden, så Michael prøvede bedst muligt at undgå tanken om hans ikke-eksisterende tilstedeværelse, da han gik efter de glade tanker. Men Michaels far var også langt over gennemsnittet og han vidste godt, at tiden var nær, da han som et civiliseret menneske i dette århundrede ikke kunne undgå at opleve mørke sider af verden. Klokken var halv otte, da Michael traskede op ved dørtærskelen ind til caféen, hvor der egentlig ikke var så mange mennesker, som der kunne være på sådan en søndag morgen. Han havde været der før på disse tidspunkter og erfaret, at dette var et populært sted for pensionister inden de skulle i kirke. Men han var næsten sikker på, at det også havde noget at gøre med, at han var kommet så tidlig i seng og derved stået tidligt op. Michael vandrede op til disken og betragtede ekspedienten derved, som så ud til at være helt optaget af et magasin hun stod og bladrede i.

Michael rømmede sig. "A-hem... Frøken?" spurgte han med et venligt smil på sine buttede læber og prøvede roligt at søge øjenkontakt til pigen, der så ud til at være det eneste personale i miles omkreds. Han så på hende og pegede hen mod et bord for at vise at han blev, mens han sagde. "Bare en sort kaffe med mælk" sagde han og fugtede roligt læberne. "Det er ellers mørkt udenfor. Det føles jo næsten farligt, når man tager hjemmefra på denne tid" sagde Michael i håb om, at han kunne få pigen til at smile, men han måtte nok indse, at den håbløse komiker indeni ham forblev skjult og gemt bort. Selvom han var rig på erfaring gled han af vejen, når det kom til sociale normer.

Påklædning :: tøj dog er hendes går sat op i en knold og hun har sorte gamacher inden under, plus et så har hun et forklæde på og et navne skildt

Stilhed, den var næsten uendelig. Det eneste man lige kunne sporer var lydende fra gaden ude for døren, ellers besad stedet intet andet end stilhed. Syrena, en ung kvindelig servitrice, befandt sig oppe ved kasse apparatet, godt i gang med at læse et blad, alt i mens hun sad på en stol. Det eneste der var at gøre, var at vente. Hun kunne ikke ligefrem få folk til at komme til, så hun måtte vente på de kom og ikke tvinge dem ind. Hun sukkede og lagde kort hoved tilbage, i hendes verden var der intet andet mere kedeligt end slader, uheldigt for hende havde cafféen ikke andet sladreblade. Hun kunne ikke være mere ligeglad med hvilken kendt der ikke havde trusser på den pågældende dag. Der var vigtigere ting end kendte.

Hun var fuldkommen fordybbet i sin egen kedsomhed at hun ikke bemærkede at der endelig kom nogle ind. Hun gispede og væltede næsten "bloody boogers" brummede hun med en ekstra stærk britisk accent. Hun sukkede og samlede bladet op, lagde det på disken og mødte kundens blik. Hun hævede kort øjenbrynet og smilede svagt. Hun havde den uheldige tendens at når hun blev forskrækket, vred eller bare under følelsesmæssigt press, så snakkede hun sit modersmål, hvilket så var engelsk. Hurtigt fik hun rettet på sit tøj og samlede sin blok op. Hun fulgte hans blik mod bordet og fik hurtigt hans usagte ord, om at han blev. Med et smil, fik hun skrevet hans bestilling ned og nikkede "det skal de få" sagde hun, denne gang på fransk. Hun var ikke den bedste til fransk og grundet hendes stærke accent, var det tit svært at forstå præcis hvad det var hun nu end sagde.

Hun kørte en tåt hår om bag øret og smilede af hans ord, grinede ganske kort "det har de ret i, med den viden om hvad der er der ude, så tør man næsten ikke tage et skridt ud fra sin hoveddør" med gjorde hun og rystede på hoved, mens hun gik i gang med at lave hans kaffe. Hun vidste hendes bror Masson ville slå hende ihjel, hvis hun tog afsted hver dag for at arbejde. Med allerede to jobs, samt et side job, fik hun tjent godt hjem. Men hun kendte sin brors vrede og ville ikke gøre ham mere sur end han allerede var. Hun betragtede ham med en fjern nysgerrighed, som hun ventede på kaffen blev færdig. Der var noget anderledes over ham, hun kunne hurtigt sige at han var smuk, det ville selv en blind kunne se og hun følte sig lidt malplaceret i hans selvskab og knap så yndefuld

Michaels bryn sprang hurtigt op i panden på ham, da han hørte ekspedientens ord, der forargede ham en lille smule. "Undskyld, frøken?" spurgte han og trådte et skridt bort fra disken og betragtede menneskebarnet på afstand. Han lod langsomt blikket glide rundt, før han atter hørte hendes stemme. Han nikkede ved hendes bekræftelse og derved begyndte at skrive hans ordrer ned. Det var ikke fordi, at Michael var den bedste til fransk, men han måtte da indrømme, at det var bedre end hans tyske. Han forstod ikke landet eller det, som fulgte dem, netop fordi, at han havde oplevet så meget af hele verden, at han faktisk havde myndighed til at være kræsen. Hans blik blev fanget af gadelygterne udenfor, der blev tændt klokken halv 8 og det nu virkede som om, at det var caféen, der var mørk i forhold til udenfor. Han nikkede ved hendes ord uden rigtig og tænke over, hvad hun sagde. Men da det så gik op for ham spærrede han øjnene op og vendte hans blik imod hende med en studerende grimasse, som han lænede sig hen over disken og betragtede hende med et bekymret blik, selvom det var det han prøvede at skjule allermest.

"Hvad der er derude, miss?" spurgte han. Han vidste ikke, hvordan det holdt til i Frankrig, men det var i hvert fald til at tælle på en hånd, hvorved han havde hørt om mennesker, der havde mistanke om andre væsners eksistens. Var det bare en essentiel information på stedet her? Og var der overhoved fred over sættet? Han undrede sig og derfor tog han også sin menneske-hat på og stillede nogle dumme spørgsmål for at finde ud af, hvad der var los. Hans grimasse forsvandt da øjeblikligt, så det ikke vækkede mistanke eller så han ikke gav hende indtrykket af, at han var en eller anden turist, da han nu havde boet der i et godt stykke tid. Han betragtede hende, som hun bryggede hans kaffe. Kaffemaskinen så ud til at have været ude af brug hele morgenen, så det skænkede ham da en glædelig tanke, at han ikke bare fik bundrester, men istedet fik serveret en ordentlig skål nybrygget koffein.

Han havde dog ikke tanker om at forlade stedet forløbig. Da hans øjne først fokuserede på hende kunne de ikke lægge sig bort derefter. Hendes ansigtsstruktur talte nærmest til ham og de strålende øjne gjorde ham blød i knæene. Han sendte hende et varmt smil, som han afventede hans kaffe og hendes besvarelse, hvilket dog bare gav ham tid til at synde lidt over hendes udseende. Uden at virke helt patetisk anlagt lod han sine øjne iagttage hendes krop, da hun vendte sig om og han fugtede roligt læberne ved synet af hendes flotte kurve og, hvad det byggede ud på. Gud, hvor var hun skøn.

Hun rynkede brynet over hans ord, hvilket spørgsmål var det dog? "læser du ikke aviserne" spurte hun og smed en avis ned foran ham, på forsiden var der en ung kvinde og de beskrev hvad der kunne lyde som et vampyr angreb, som et simpelt dyr. Hun fnyste "intet dyr dræner folk fra deres blod" pointerede hun og tog en kop til ham. Hun stirrede tomt ud i luften mens hun ventede på kaffen blev færdig.
Hun kunne føle hans blik på sig og vendte sine øjne direkte mod hans. En rødmen steg hende til kinderne, da hun først rigtig nu fik kigget ordenligt på ham. For han var da gude smuk, hun kunne næsten fornemme det bløde hår mellem sine fingre. De stærke hænder gribe fat om hende og mest af alt de bløde læber....Hun blinkede og måtte se at komme ud af sin trance, det var ikke pænt at have den slags fantasier omkring andre. Specielt fordi hun tvivlede han havde det samme om hende. Hun følte sig så lille og som intet da hun stod der foran ham.

Hun smilede, eller forsøgte på det. Stille tog hun en kop frem, samt noget mælk og til sidst hældte hun kaffen op i koppen. Hun prøvede at undgå at kigge på ham, specielt fordi hun var bange for ikke at kunne gå ordenligt hvis hun gjorde. Hun gik rank ned mod det bord han havde udvalgt og satte både koppen og den lille flaske med mælk fra sig, før hun vente sig mod ham. Hendes hjerte slog stærkt mod hendes brystben og hun vidste virkelig ikke hvordan hun så ud i ansigtet da hun stille gik op til kassen igen "så...er der serveret" hun bed sig i læben, smilede blidt til ham og kørte noget af sit hår om bag øret.
Lige i dette sekund vidste hun i sandhed ikke hvad hun skulle gøre af sig selv og mest af alt, var hun en smule nervøs for hvor dum hun måtte se ud