M'asservir, Mon Savauge. (Fortsat fra 'Je'taime, Mon Savauge')/Åbent.

M'asservir, Mon Savauge.

~ Enslave me, my Wild ~

Tid: 02:43 am.
Dato: 16-12-12.
Sted: Smal passage imellem de faldefærdige huse.


Den kolde luft satte sig som kræft i hans lunger. Langsomt formede de sylespidse pigge, strammede kødet og udtørrede luftrøret, så hvert et åndedrag var anspændt. Let hvæsende og higende. Det var en sygdom, medfødt og avlet frem igennem skærsildens blod der blev blandet med dødeligt legeme. Det var den der satte sig i hans hud, visnede livs gnisten i det mørke blik og lod musklerne spænde i krampeagtige spasmer. Som gik der stød igennem den usunde krop; små elektrochok i form af stærke kuldegys, som ikke bare midlertidigt fik nerverne til at trække sig sammen og hjernen til at afgive en automatisk spjættende reaktion, den pålagde også den gamle halv-dæmon en kronisk smerte i hele kroppen. Et jag af pinsel sendte en gennemsigtig galle op igennem luftrøret og ind i munden, hvor de brune læber spændtes og kæberne strammedes. Tænderne blev presset hårdt imod hinanden og sprættede det lyserøde tandkød op ved nabotændernes rod. Blod sluttede sig til den gennemsigtige slimhinde der svulpede lå over tungen.

Han stod i en gyde ved udkanten af Terre. Den brandene fæstning udgjorde scenariet bag de mange blokke af huse, lejlighedskomplekser og forretninger - han havde passeret. Med et vaklende skridt frem satte han en hånd imod den kolde mur og lænede sig forover. Stående for et øjeblik – imellem skraldespande og udsultede katte. Lysende øjne stirrede imod jorden. Gyldne som et rovdyrs årvågne nattesyn. Det reflekterede og opslugte månelyset; hvilket var årsagen til deres endnu stærke gullige skær. Med en desperat vejrtrækning fik han endelig frigivet den slimede galle der havde lagt i halsen og over tungen. Det faldt til jorden i formen af vand: som havde lungerne gradvist været fyldt op med samme.
Han krampede sammen imens den gennemsigtige væske flygtede fra hans mund. Hans to tjenere holdt sig midlertidigt væk fra deres herre, af bare ærefrygt. Den lilla, skællede Vetis, kravlede op på siden af muren som var han en edderkop, hvorefter den satte sig i skjul ved en brandtrappe højere oppe: han spejdede udover stedet som en vagthund. Den gule, eller nærmere gyldne Nicor, sad som en nysgerrig kat bag ved sin herre: de store øre lige i vejret og dens endnu større grønne øjne, stirrende på den masse der forlod Ma’lakels krop; en smule fascineret og i hemmelig nydelse over at se sin herre lide.

Det stod på i en kort tid, før at Ma’lakel endelig kunne se enden på den ubehagelige strøm af væske. Han higede desperat efter vejret, for kun at lade det glide ud fra hans mund og næse med en smertefuld hosten, som var det netop den kolde luft der forårsagede hans elendighed. Han så op igen, imod det mørke den lille gyde førte ind til: men han kendte vejen og vidste hvor den førte hen. Han rettede sig op, kun for at gå nogle få skridt inden den lille Nicor kom valsende efter, og Vetis fulgte med fra tagenes toppe.

,, H-Herre…Hvad leder vi efter?”, prøvede Nicor, med sin lille heliums fordærvede stemme.
Han rystede kort.
,, De må hvile, Herre!”, klynkede den så pludseligt hjerteskærende.
Ma’lakel stoppede op og klemte øjnene sammen da endnu et ulideligt jag gik igennem det nu kolde kød. En aggressiv og voldsom snerren var givet til den lille imp! Den krøllede sig sammen i underdanighed.
Et kort, vredt, blik blev sendt i dens retning før han atter så ind i mørket og fortsatte stædigt.


Rules to join:
No one-liners, no PP, no OP, no MG, skriv som det passer dig men forhold til hvad den anden skriver.
Hav noget i tankerne når du svare, altså en grund til at være her og en ide om hvorfor din karakter vil i kontakt med en to meter høj ild-dæmon, i et tydeligvis dårligt humør og med et dårligt helbred.

Mørket, der ellers lå så fint over den fordærvede by, blev brat ødelagt af de stikkende flammer fra Abadonné. Det var det første alle ville få øje på, når de smed blikket imod Terre. Abadonné havde altid været midtpunkt for Di Morga's opmærksomhed. Flere tyranniske herskere i træk, og stadig stod det forfærdelige minde om ondskab og død. Men endelig, stod det i flammer. Det måtte varme mange folks hjerter at se det forfærdelige sted stå i et flamme hav. Og dem, hvis hjerter ikke kunne varmes, og knapt var i stand til at banke, ja selv mange af dem kunne smide et smil over de bleger læber.

En sot lille skikkelse, hang på hovedet under en lygtepæl, og stirede med dybe gule øjne, imod det store flamme have i horisonten. Det lille kreatur baskede med sine vinger, og gav sin tilstedeværelse til kende med en lav skrigen. Kreaturet mindede meget om nattens usynlige spejdere, Flagermusen, men dette kreatur fik næsten den gren den hang på, til at knække. Den store størelse, gjorde den til en fremmed for byen. Og i dette tilfælde, en uønsket en. Han ville være blevet smidt væk fra utalige steder, havde han nogensinde spurgt om tilladelse til at blive. Men som en parasit blev han hængende, og åd alt hvad natten kunne byde ham.
De matte hvide øjne, stirrede tomt imod flammerne igen, inden de slog imod dens side, i et paranoidt tik, inden de store vinger slog sig løst og med endnu et skrig satte kreaturet af fra den gren den hang på, og forlod den røde pøl der befandt sig under den. En tyk stank af død hang over stedet som den sorte skikkelse fløj væk fra, hvilket tiltrak nattens ravne, med undrende blikke. Skrig på skrig fulgte hinanden, og satte et punktum bag det sorte kreatur's gerninger.

Der var ikke noget at tage fejl af. Han måtte være der. Hans energi var til stede. Og stanken af de små ækle håndlangere, gjorde det bare meget nemmere at finde vej til hans position. Lige fremme. Rundt om et hjørne. Og der. Der var et genkendeligt ansigt. Ikke et de fleste ville ønske at se igen. Bestemt et mange ville ønske at se fortæres, og forrådnet i en randesten. Pludselig død på et tilfældigt gadehjørne, med intet grundlag. Men denne gang blev personen forfulgt. Denne gang, var nogen ude for at lede efter ham. Og ikke for at fortære det smertefyldte ansigt, eller på anden vis tage livet af ham. Denne gang, bare for at se en bekendt.
Den store flagermus fløj hastigt over hovedet på Vetis, og lod de stærke vinger daske imod den lille Imp, skulle den ikke nå at dukke sig. Og skulle den forsøge at slå ud efter flagermusen, skød den sorte skikkelse imod himlen for at undgå. Den tog så en stærk drejning, og fløj ned i gyden hvor Ma'lakel befandt sig. Og flere meter væk fra Ma'lakel, forsvandt Flagermusen i en sort sky, med en lav puffende lyd, og lyden af bare fødder imod beton forfulgte den. Den sorte røg gemte stadigt skikkelsen, bag et tyndt slør, og holdt gerningen ude af sygne.

Som røgen langsomt forsvandt, kom en ny form til syne, og langsomt kunne en menneskelig skikkelse anes i røgen. Men som mere af den forsvandt, forsvandt mere og mere af det menneskelige omkring personen. Lange grå fingre stak ud fra de store hænder, den holdt sig op foran hans brystkasse med fingre spidserne imod hinanden. Som klæder over kroppen, dækkede en sort jakke personens ryg, dog var den åbnet i fronten, og fremviste den grå, rådne hud uden nogen chance for at give genskær i lys. Simple grønne bukser hang over hans ben, omtrent lige så flodset som kroppen på personen. De bare fødder der bar kreaturet, klaskede imod jorden, imens det langsomt bevægede sig ud af den sorte røg, for at give det rædselsfulde ansigt til kende. Skaldet, matte hvide øjne og flodsede læber, der ikke bare noget tegn på følelser.
Han stoppede sin gang, og de matte hvide øjne kneb sig sammen, i deres betragtning af Ma'lakel, inden læberne endeligt bevægede sig.
"Du ser omtrent lige så forfærdelig ud, som sidst jeg så dit ækle ansigt..." Sagde den hæse, ru stemme koldt. De matte øjne forblev sammen knebet, men læberne bredte meget langsomt et smil, over den grålige facade over Vladimir's ansigt.

Det første tegn på selskab var fra den lilla imp på toppen af den bygning, som den sygelige halv-dæmon bevægede sig langsomt forbi. Han haltede ikke. Han havde ikke synlige tegn på denne hæslige sygdom der dunkede i kroppen, i blodet, udover den falmende farve i hud og øjne.
Vetis mærkede den faretruende tilstedeværelse af noget meget større der hastede imod den, de store øre blev oprejst i en hidsig årvågenhed, men før det lille kræ kunne nå at se sig over skulderen og lokalisere denne usete fare, lod der et skingert hyl fra den da en stor vinge smadrede ind i mod den, og jog den fra sin vågende plads oppe på beton bygningen. Hvor den fløj hen? Det var ikke vigtigt, hvad der var vigtigt var at det skingre hyl fik halv-blods dæmonen til at stoppe op endnu engang. Ikke for at kaste galle op igen, men for at vende sig om: her blev han imødekommet af en stor sort skikkelse, i form af en enorm chiroptera! Dens væsen opløstes til en sort røgsky, som var det hele en teater forestilling opført mesterligt: med netop det formål at bedrage tilskueren - at få denne tro at der rent faktisk havde været en flagermus – men i virkeligheden var det et synsbedrag.
I Terre holdt den teori dog ikke. Man måtte indse at ingenting var så ligetil som man troede. Hvad der kunne foregive at være en teater forestilling kunne være et vel planlagt angreb fra et mindre overnaturligt samfund, der havde sat deres forskelligheder til side for at fange netop din slags inde i en arena, hvor dørene ville låse og alle andre udveje ville blive spærret!

Instinktivt rakte Ma’lakel ned efter det sølv glinsende håndvåben, der så belejligt altid hang i dets hylster på det sorte læder-bælte. Et ufejlbarligt sigte blev taget på den menneskelignende silhouette, der blev udskåret som et produkt fra et makabert skygge billede; dets tættere det kom, dets flere detaljer lod sig afsløre og dets mere umenneskelig syntes skabningen at være. Sikringen på våbnet blev slået fra. De mørkegrønne øjne trak sig sammen i både mistro og koncentration, imens at den blege krop blev fyldt med en berusende adrenalin. Paranoia var en af hovedårsagerne til denne hurtige aggressive reaktion, men det ændrede heller ikke det faktum at det var et åbenlyst og lettere sjusket selvforsvar, som Ma’lakel dog altid havde været for klog til at udføre. Så hvorfor nu? Hvorfor bruge sit håndvåben frem for den magt der lå i de manipulerede flammer?

En hakkende udånding understregede et mindre ubehag ved noget så simpelt som at trække vejret, imens han fokuserede på sit sigte. Den mørke, læder-agtige hud, var mærkeligt bleg. Ufuldendt. Det manglede sin ellers så hypnotiserende glød. Det samme med de grønne øjne, vis gyldne gnist syntes helt tabt i det ulve-grønne-blik. Og for en gangs skyld – til trods for Ma’lakels størrelse – så han fuldstændig… menneskelig ud.

De krogede hænder der endte ud i klør, den lasede påklædning og lyden af de tunge skridt vakte en vis nostalgi. Ma’lakels øjne afspejlede kort den langsomme åbenbaring om at han kendte til denne skabnings struktur, til dets måde at gå på og inden længe kom dennes lugt til ham ligeså, før at hovedet afslørede den store nosferatu's velkendte ansigtstræk. Ligblege øjne og et ansigt så vansiret at mange ville vige tilbage med en frastødende mimik. Men ikke Ma’lakel. Hans krop lod sig afspænde i lettelse, lige idet den hæse stemme talte til ham.
Hans våben pegede ned imod jorden igen, imens at skuldrende sank og han lagde hovedet tilbage med et lettere manisk og hovmodigt smil, der ikke passede til den fjendtlighed der havde lagt i hans væsen før. En buldrende latter kildrede i hans stemmebånd, inden han lod den sive fra imellem de uhygiejniske gule tænder. Han vendte hovedet let på skrå for at se over på Vlad. Det var længe siden han havde været glad for at se det grimme fjæs!

,, Er du ikke død endnu?!”
Spurgte han med en stemme der gav et falsk indtryk af at han var skuffet over det.

Håndvåbnet blev igen sikret og sat ned i dets hylster. Endnu en damp sky forlod ham som han udåndede og som det skete, lod han i en lettere fraværende tilstand sit blik stirre intenst på et ligegyldigt sted i jorden. Smilet og latteren var aflivet da, men de grønne øjne gled alligevel tilbage over den udøde satan.
Ansigtet blev igen følelseskoldt og sympatiløst, uden velkendte neurotiske træk eller det ubeskriveligt selvsikre smil, der ellers altid spillede over de tynde brune læber.

,, Hvad fuck laver du her af alle steder?”, spurgte han nærmest monotont.
Denne gang holdt stemmen en foruroligende seriøsitet, der gjorde at man næsten ikke kunne forestille sig at han for et øjeblik siden havde grinet og smilet: havde disse overhovedet været ægte? Hans øjne så menneskelige ud, men indeholdt intet menneskeligt. Det var som altid dyrisk, tankeløst – selv i disse øjeblikke var han som en tom, udhulet, skald. Med et hjerte der endnu bankede og dog ikke... Det spændtes smertefuldt ved den påmindelse om hvad han havde efterladt i Nix de la Voix.
Men smerten... blev ignoreret.

Lydløse skridt over de skrånende hustage alarmerede ikke engang den mest årvågne kat, og selvom den kolde luft stak ham i brystet, og lod ham se den selv samme luft han lige havde udåndet forsvinde bagud, som han bevægede sig frem mod de hav af flammer der udgjorde en fæstning han ikke engang turde tænke navnet på, følte han sig mærkelig tung om hjertet. Som om han havde mistet noget han havde kært, og det plagede hans sind. Han havde aldrig haft en tilstedeværelse i de sale som han instinktivt frygtede, og han havde aldrig oplevet den ondskab som sagdes at komme derfra. Han kendte intet ansigt han kunne sætte bag flammerne, han kendte ingen stemme som kunne stamme derfra. Kun en svag følelse af at han manglede noget drev ham til at komme ud fra sit skjul, og løbe over tagene en nat som denne. Det og så selvfølgelig den nysgerrighed som linkede ham til en slægt af primater der gik langt tilbage.

Hans umenneskeligt store øjne glødede i mørket, som en kats, og uden at blinke flakkede hans blik ikke en eneste gang fra flammerne der slikkede op ad træ og sten. Ihvertfald ikke indtil et skingert skrig skar natten åben og næsten fik Itarian til at vælte ned fra det tag han på nuværende tidspunkt bevægede sig over, hans sensitive hørelse ladende ham høre skriget om og om igen som en højlydt pibelyd der gjorde han måtte holde hænderne for ørene og stoppe helt op.

Skriget var kommet ikke langt fra ham, højst fem hustage, og nu hvor hans tanker ikke længere kredsede om den mærkelige følelse af at han skulle hen til bygningen (som han endnu ikke engang kendte navnet på), kunne han pludselig lugte det. Efter hans hørelse ikke længere tvang ham til at vride sig i smerte, begyndte hans næsebor at vibrere, og han fangede stanken af ikke bare et, men hele fire Rovdyr. Instinktivt bakkede han væk fra lugten, hans blodrøde øjenbryn borende sig dybt ned i panden, og de enorme øjne indsnævret til små sprækker. Han kravlede langsomt, nu meget forsigtig for ikke at vække opsigt, hen over endnu to tage før lugten blev for overvældende og tvang ham til at stoppe og få behersket både sit åndedræt, og sin nu urytmiske hjertebanken, som han var sikker på at selv mindre magiske væsener ville kunne opfange uden nogen særlig anstrengelse.

Han kunne endnu ikke høre nogen samtale, da han var for langt væk, kun den brummende lyd af struber der svagt kunne fornemmes af Itarians sensitive høresans bekræftede hvad hans næsebor forsøgte at fortælle ham.
Hans stønnende vejrtrækning aftog efterhånden, som han blev bevidst om at der var noget galt, den enes stemme var hæs, dens vejrtrækning uregelmæssig og hvæsende. Itarians øjne voksede til næsten dobbelstørrelse da en barnlig følelse af at ville hjælpe erstattede de dele af hans frygt der ønskede ham lang langt væk.

De matte hvide øjne, betragtede den høje figur foran sig, i det den var trådt frem fra skyggerne. De hvide øjne gled bestemmende over de to ynkelige Imps, for at få et fast billede af deres tilstedeværelse. Vladimir frygtede bestemt ikke de små usle gnavere, men han kendte dem alt for godt. Og han havde ikke dasket til dem når de var for meget, for at stoppe nu. Men de virkede til at have lært, at han ikke brød sig om dem. Generelt brød han sig ikke om Dæmoner, eller kreature af den samme ild. Men Ma'lakel. Han var undtagelsen, der gjorde reglen, og de hvide øjne gled tilbage på Ma'lakel, som den dybe stemme skød dens kendte, maniske latter. Nosferatuen kunne ikke andet end at fnyse med et vip over de rådne læber, af den varme velkomst. Han havde faktisk fået Ma'lakel til at trække sit våben? Han burde næsten være beæret. Han vidste godt hvilken kraft der lå bag det forbistrede våben, så havde bestemt håbet, at Ma'lakel ville synke sit våben, inden han affyrede det. Og det havde han gjort. Og i stedet givet en latter fra sig. Hvilket bestemt ikke lignede noget han gjorde så tit, specielt ikke i hans nuværende tilstand. Han var endnu være end Vladimir selv, og han var stadigt ikke fuldt udviklet.

Den venlige hånen, fik Vladimir til at fnyse igen, og ryste kort på hovedet. De grålige hænder faldt ned langs hans sider igen, og han bevægede sig langsomt nærmere.
"Du har endnu ikke.. Fået trykket på aftrækkeren. Jeg trives stadig.. Hvilket er mere.. End der kan siges omkring dig.. Du... Ser endnu være ud end mig.." Mumlede den hæse stemme, imens et smil bredte sig endnu engang. Vladimir stoppede sin tilnærmelse, da Ma'lakel's grønne øjne igen lagde sig over ham, nu med en helt anden mine. De matte hvide øjne blev knebet en anelse sammen af Ma'lakel's hurtige ændring i humør. Det var normalt at Ma'lakel's humør kunne hoppe, men ikke så meget. Noget var i vejen. Hvilket også var tydeligt ved den stank der lå omkring ham, efter at have kastet efterladenskaber fra sig, for ganske kort tid siden. De hvide øjne slappede af igen med Ma'lakel's spørgsmål, og han fnøs. Hans læber spredte et kort smil, inden hans næse trak dybe indhaleringer et par gange, og hans øjne gled til siden, som for at give hentydninger bag ham. Han havde opfanget noget. En femte tilstedeværelse. Et kreatur, han ikke kendte så meget til. Et han ikke havde lugtet før. De hvide øjne gled så tilbage på Ma'lakel, med et sigende blik i hans ansigt, som spurgte han om Ma'lakel også kunne mærke det, men fortsatte blot samtalen, som var dette sidste kreatur ikke til stede.

"Hvad jeg.. Laver her? Hmh.. Det er her føden er.. Og.. Så opfangede jeg en genkendelig stank.. Være end normalt... Og se så hvem jeg fandt.." Han fnøs igen, i det han gik over på Ma'lakel's side, et par skridt fra ham stadig. Vladimir brød sig ikke om nærkontakt, og respekterede stadig Ma'lakel nok, til ikke at træde for tæt på. En vane.
"Men.. Det er hvad -du- laver her.. Der er interessant. Og hvad.." Han stoppede sine ord, imens han langsomt drejede om på sine hæle, og slog blikket op i den lille Alba's retning. "Vores gæsts grunde er, for at spionere.." Sagde han i et mere stille tonelege. Han rejste så sine hænder, og lod sin ene klo skære ned over hans håndflade, for at lave et ubehageligt sår. Håndfladen blev så knyttet over det rendende blod, og hans blik lagde sig imod Ma'lakel igen. "Would you join me?" Spurgte han på Russisk, med et tungt accent, i det hans læber næsten bredte et udfordrende smil. De hvide øjne slog så tilbage imod Albaen, hvilket det ikke engang var sikkert på at den ville se, på denne afstand. Men hvis dets sanser var stærke nok, ville den kunne ane de hvide øjne, stire dybt ind i hans egne.
I sekundet efter hans blik var blevet smit imod Albaen, forsvandt Nosferatuen i en rød sky, hvor efter en lille håndfuld af blod faldt til jorden hvor han havde stået.

Et kort øjeblik efter han var forsvundet, landede en dråbe blod, et par meter bag Albaen, i en lille vandpyt. Og ud fra den dråbe, sprang endnu en rød sky, og Vladimir materaliserede i hans fulde form, endnu engang.
"Det er ikke pænt.. At udspionere.. Andre..." Hvæsede den ru og hæse stemme. De mørke grå negle der sad for spidsen af hans fingre, voksede på et split sekund ud til lange skarpe negle, der næsten nåede helt ned til jorden.
"Lad være med at prøve og løbe, det ville blot gøre det helle være..." Brummede Nosferatuen igen, og kneb de hvide øjne sammen. Han tog ikke en stilling som ville han angribe, men stirede blot ned på den unge dreng. Skulle han instinktivt forsøge at løbe, og var Ma'lakel ikke på vej, for at stoppe Albaen i at løbe den vej, ville Vladimir hastigt sætte efter, og forsøge at gribe fat i væsenets hår, dog først efter kløerne var groet ind igen, for ikke at skade ham. Der var ikke megen sport i bare at dræbe knægten med det samme. Det var så meget sjovere at lege lidt med hans frygt.. Først..

Der lagde sig en hinde af koldsved over den stadigt mørke men falmende brune hudfarve. Et glinsende lag af noget fugtigt, krydret og mærkeligt tiltrækkende: idet der i blandt denne euforiske duft fra noget så simpelt som hudens dehydrering, sad bittesmå perler af hjernevaskende pheromoner, der stammede fra de yderste grene af Ma’lakels genetiske stamtræ. Det kastede en uforklarlig skønhed over det uskønne, og ledte folk ganske tæt på ham, ind i en illusion om en sælsom guddommelighed. Men det var kun skærpede sanser der kunne fornemme den ændrende duft, for ikke at nævne se pupillerne der begyndte at stramme sig sammen; for blot at eksplodere, som var det et hjerteslag!
Et kort øjeblik havde han været væk. Hans sanser døde, hans blik flakkende og hans bevidsthed udfordret af en ubehagelig trussel om fuldstændigt mørke. Han vaklede dog ikke. Ikke endnu.
Den lilla imp kom krybende fra imellem skraldespande, hvæsende og hidsigt spruttende af den udøde flagermus der havde forårsaget det farlige fald fra tagene: men den krøb sig sammen imens den udførte sit mindre oprør – så megen ærefrygt havde det lille kræ dog.
De mørkegrønne øjne blev igen fastlåste på Vladimir, ligesom han nævnte hans overlevelse ved Ma’lakels manglende vilje til at trykke på aftrækkeren, selvom han havde fundet ud af hvem det var. Det hærdede, ukønne, ansigt trak sig i en utilfreds mine ved svaret – enten var han for utålmodig eller også var der noget mere tungt der plagede det psykotiske sind nok til at han ikke fik trukket det sædvanlige smil på læberne. De grønne øjne opfangede trods alt det vejledede blik. Kroppen spændtes defensivt men mesterligt diskret. Som Vladimir trådte tættere på, ville de grønne øjne søge andet steds: tilbage ind i gydernes mørke. Det sigende blik blev opsnappet ud af øjenkrogen, og ved nosferatuens sidste ord gav Ma’lakel den første lille trækning ved mundvigen; en mindre udgave af det skæve-smil der ellers så legesygt prydet hans læber. Han fulgte Vlad med blikket, indtil denne stod få skridt fra hans side. Ordrende den hæse, ru, stemme så hakkende fremmanede afslørede at Vladimir havde opsnappet en anden eksistens, som Ma’lakel i al hemmelighed ikke havde ænset. De grønne øjne faldt da til den nu sårede hånd, inden en invitation til at slutte sig til denne jagt, kom på et fremmedsprog som Ma’lakel udmærket forstod. Han gjorde ikke en mine dog, da hans vært opløstes til en røgsky, efterladende intet andet end en dråbe af sig selv på jorden. Med en utilfreds snerren; som om han stædigt foragtede idéen – så han hen imod gydernes mørke igen. Lettere higende efter at gå videre. Den mørke stemme lod sig da lyde roligt:
,, Vetis, Nicor…!”


Toppen af den bygning som den ubudne gæst og Vladimir ville være på, ville forblive en to-mands kamp arena i et mindre stykke tid. Men skulle den modige alba vendte sig om ville tre små klør vise sig over tagets kant, og to små mareridt væsener ville kravle som edderkopper over taget. Ikke større end en fuldvoksen kat. Med kroppe som en gargoyl, et smalt hoved, med alt for store øjne, og øre der fik deres lille kranie til at se endnu mindre ud end det allerede var. Deres munde var ligeledes katte-agtige: deres skarpe tænder strakte sig i et ondsindigt smil! Imens øjnene lyste med en gruopvækkende intelligens. Deres hud var skæl, den ene mærke lilla og nærmest giftig at se på, med glødende røde øjne og den anden var gylden, og skinnede som var den skabt af guld. Dens øjne lysende neon grønne. Begge deres pupiller var lige som en reptils. Imens små flagermuse lignede vinger var trukket op tæt om deres kroppe. De ville kredse om den fremmede med gnækkene små stemmer, dog veg de tilbage for den store nosferatu.
,, Massstter, we found it, Masstteer!”, sagde de begge med blide, indbydende stemmer.

Kort efter kom Ma’lakel til syne. Skabte en skygge over halvtaget og sammen med de små imps, spærrede han – hvad tilsyneladende var en dreng - vejen. De mørke grønne øjne reflekterede månens bleghvide skær som et rovdyrs ville: de mørke øjne lyste op i en kraftig gylden farve, imens de følelseskoldt gled ned over det ynkelige væsen som Ma’lakel hurtigt vurderede til at være betydningsløst. Hans vejrtrækning var fortsat hakkende, og hæs som var han gang på gang ved at blive kvalt af vand.
Vetis, den lilla af de to små håndlangere, var den første til at kaste sig over den stakkels knægt: kravlede rundt på ham og ville endda bide ham. Nicor fulgte, med mindre der var yderligere indvendinger. Lystigt ville de klatre på det levende væsen med deres kolde, skarpe klør der kradsede og prikkede huller i det unge kød!

,, Lad osss ædee ham herree!”, hvislede Nicor.
,, Kradse halsen op!”, hvinede Vetis i glæde.
,, Ssspppise ham! Så dejligt blød!”, hviskede Nicor kærligt.
,, Tage øjnene! TAG DEM!”, hvæste Vetis hidsigt!

Dryp.
Itarian stivnede, blodet fastfrosset som is i hans årer. Rovdyrets lugt stak I hans næsebor, og selvom han ikke så meget som havde turde dreje hovedet bare en anelse for at få et glimt af væsenet, vidste han det var noget frygtindgydende.

Han krummede sig sammen, vidste ikke hvor godt væsenet kunne se i mørket oppe over lygtepælenes skær, hvor mørket var so dybt at det virkede trykkende. Vidste ikke om han noterede sig Itarians nøgne krop, kun dækket af et flosset, beskidt lændeklæde, der vidst ikke var blevet skiftet i et par uger. Hans hale svingende frem og tilbage bag ved sig, da han endelig kom tilbage til virkeligheden, og drejede hovedet for at se op på det uhyre der havde gjort ham selskab på tagstenenes glatte overflade.
Der var ikke gået mange sekunder før der hørtes en dyb knurren fra Itarian. Han lagde ikke meget i uhyrets ord, hørte dem knapt. Rovdyr havde altid en undskyldning for at slå en ihjel, denne var ikke en undtagelse.

Itarians skikkelse ville for uhyrets syn, afhængig af hvor godt det var, være lille, næsten på størrelse med de små imps, som Itarian om få sekunder ville bliver overfaldet af. Som et barn. Han var spinkel, med knoglerne tydeligt fremstillet for enhver at se gennem den tynde hud, der ville være tyndere end selv et menneskes. Ikke engang den mindste smule muskel kunne anes, og han ville derved virke svag for de der så ham første gang.
Hans øjne glødede i mørket, et grønt-gulligt skær, næsten som den herre der endnu ikke havde gjort sin entré.

Itarian lod sig falde ned på fire, som et dyr, med maven næsten berørende de kolde tagsten, der gjorde hans fingre følelsesløse på få sekunder. Han snerrede, men det var tydeligt at det ikke var ment som en skræmmende forestilling, for ikke blot rystede han som et espeløv, hans ansigtsudtryk var også begyndt, som ethvert andet menneskeligt væsen, at bevæge sig hen mod en tryglende mine. Store totter af det halvlange blodrøde hår faldt ned over hans ansigt, hvilket kun gjorde det endnu tydeligere hvor hurtigt hans åndedræt efterhånden var blevet, eftersom han hver gang han åndede ud, pustede de små totter frem og tilbage.
Men ikke så snart han havde besluttet sig for det var bedst at løbe, trods uhyrets, som han endnu ikke vidste hvad var, ord, hørte han gækkende stemmer bag sig, hastigt nærmende sig ham selv. Han kunne, eftersom han ikke forstod det sprog de talte, kun deciphrere et ord. Master.
Men det var tydeligt at de ikke tiltalte uhyret, men en tredje person, endnu uset af Itarian selv.

De kredsede om ham, rev i hans hud, og efterhånden som de kom tættere på, begyndte de at kravle på ham. Han vred sig, med små snerrende udbrud indimellem passerende hans læber. Men han huggede ikke ud efter dem, forsøgte ikke på nogen måde at skade de små udyr, som kunne have været en appetitlig menu, havde han været på jagt. Deres små skadefro smil fik det til at løbe Itarian koldt ned af ryggen, deres tynde stemmer skar i hans ører og deres berøring sendte stød gennem hans krop.
Han udstødte et gisp da han, og de to imps snart blev dækket af en lang skygge, der fik Itarian til at spærre øjnene op. Impene så ud til kun at blive gejlet yderligere op af det nye væsens tilstederværelse, og deres høje stemmer skar Itarians hørelse så han måtte sætte hænderne for ørerne og skære en grimasse for ikke at udstøde endnu et halvhøjt skrig. Smerten fra de to udyrs kløer og tænder, forværredes kun af Itarians oversensitive og ekstremt tynde hud. Snart flød der blod fra mindre rifter rundt omkring, og mellem virvaret af de små udyrs kravlen på sin krop, nåede Itarian at få skudt et enkelt blik op på det væsen som disse to dyr yndede at kalde "Master". Itarian ønskede blot et glimt af væsenet, men for den der så ham ville blikket virke tryglende, som så Itarian noget menneskeligt i det væsen som han endnu ikke havde identificeret ordentligt, og mente, på den menneskelige silhouet at dette var en person som måske ville finde noget barmhjertighed og beordre de to imps til at holde inde.
Itarians blik blev afbrudt da et særligt dybt bid blev forårsaget nær hans kraveben, som tvang ham til at lukke øjnene og næsten hyle i smerte.
Han havde endnu ikke ytret blot det mindste ord, kun dyriske udtryk som grynt og hvæsen.

De lange hvide klør, der han ned langs det grålige kreaturs sider, glitrede i det svage, flakkende lys fra Abadonné's flammer, der nu var meget tydelige igen. Men de hvide øjne i Nosferatuens kranie, gav inden genspejling. Ingen tegn på følelser. Sad der blot, som var det forvredne stykker af hvidt gammelt stof, der var blevet lagt over hans øjen æbler. Fuldstændigt livløse.
De blev knebet en anelse sammen af kreaturen, nu hvor han kunne se det i dets fulde form. Et lavt fnys trak sig fra hans næse, og han rystede kort på hovedet. Et ynkeligt syn. Et sørgeligt syn, hvis det var blevet indtaget af en anden end Vladimir. Det eneste han så, var et bytte, der ikke engang var en jagt eller en middag værd. Så da den lave knurren trak sig fra kreaturet, og det gik ned på alle fire, blev de hvide øjne næsten utydelige, i det de var så sammen knebet, og den ene kant af hans læber rejste sig.
Et dybt, dyrisk hvæs voksede langsomt fra hans strube, som endte ud i et højlydt hvæs, der samtidig fremviste de gule, skæve, skarpe og hullede spidser, der udgjorde hans tandsæt. Et tandsæt, udelukkende lavet til at flå alt hvad det bed i, itu. Om han flåede i det, eller ej. Hvæset var kun kort varigt, da hans knurren blev opfattet som en tryglen, og ingen truen blev udvist. Men hvæset fik stadigt et dybt tryk på, for at udvise hans dominans. Og Albaen accepterede, og underkastede sig. At det ikke ville være sjovt med en jagt, var noget helt andet end at ingen tog sted. Endnu mere kedeligt.

Som Vetis og Nicor ankom, bredte der sig kort en svag, smilende over Vladimir's læber, samtidigt med at et fnys trak sig fra næsen. For en gangs skyld, kunne han se komikken bag de forfærdelige kreaturer, som den lille Jade også virkede til at se, fra tid til anden. Hans blik gled over imod Ma'lakel, og rystede kort på hovedet.
"Virker ikke ligefrem til.. At vores... 'Hemmelige' møde.. Var i nogen truds..." Han havde smilet imens han snakkede, indtil han var brat afbrudt, af et eller andet. Hans ansigt lavede en forvrenging, samtidigt med at hans underkæbe urealistisk strakte sig i et bredt hvæs, og hans øjne blev presset hårdt sammen. Han lagde hovedet en anelse tilbage i et langt og irriteret hvæs, inden hans øjne blev slået op igen, og rakt imod Albaen. De før matte og hvide øjne, havde nu fået en dyb sort farve, indeholdene en grålig sky. Øjnene stirede nu imod Albaen, Vladimirs ansigtsudtryk stadig umådeligt utilfreds. Hans øjne lavede tiks, og det samme gjorde hans læber, som om han havde en indtern diskution med sig selv. Tegn på indtrængning i hans sind, ude fra. Og det var præcis det der var.

Kort tid efter, imens de to Imps havde tortureret Albaen i et kort stykke tid, og Vladimir bare havde stået og stiret, rystede Vladimir hastigt på hovedet, blinkede flere gange, i det den sorte farve voksede væk fra hans øjenæbler, og efterlod den sædvanlige matte, hvide farve. Han hvæsede så irriteret, og tog flere hastige skridt imod Albaen, og de to kræ. Efter at hans klør var groet ind igen, greb han ud efter både Vetis og Nicor, og rev dem væk fra Albaen, med et fast greb omkring deres struber, hvis altså han fangede dem. Hans blik gled så over imod Ma'lakel, med et spørgende mine. Ma'lakel ville kunne gætte hans spørgsmål, med den små grinene mine bag hans læber, ved bare at hvide hvor dybt Vladimir hadede de små Imps. Og hvis Ma'lakel gav ham lov, inden for meget kort tid, ville Vladimir kaste dem begge hårdt imod jorden, nogen meter væk fra Albaen og han selv. Han vidste de kunne overleve det. Lagde dog ikke al sin kraft bag. Var ikke just interesseret i at ødelægge en.. 'Vens' tjenere, fuldstændigt. Hvis Ma'lakel havde givet ham et nejsigende blik, ville han blot smide de små Imps lidt væk fra Albaen, for at skabe lidt afstand. Hans blik fulgte de to kreaturer i deres tur igennem luften, og hvæsede lavt, inden hans blik gled tilbage imod Ma'lakel.
"Min Klan Leder.. Ønsker at se kreaturet.. Han bad mig spørge.. Ergh.. Jeg hadder når han gør det der... Han sagde jeg skulle spørge.. Om det ville gå dem imod.. Men regner jeg ikke med.. At det ville.. Selv i din nuværende tilstand.. Er der ikke meget.. Sport.. I dette.. Kreatur.." Brummede den hæse stemme, med et nik imod Ma'lakel, inden han slog blikket imod Albaen.
"Lad være med.. At misforstå det! Du er ikke uden for fare endnu! Du bliver hvor du er!" Hvæsede han hidsigt af det unge kreatur, med sammen knebne øjne, og en sammenknyttet næve. Så snart Albaen så ud til at have givet et 'svar' på hans ordre, gled Vladimir's hvide øjne tilbage imod Ma'lakel.
"Hvad.. Med dig? Hvad.. Er din historie.. For at.. Være så forfærdeligt et sted?" Brummede Vladimir stille, og slog sin opmærksomhed væk fra Albaen. Regnede med at den blev. Og skulle den forsøge at løbe, ville han bestemt være efter den i et split sekund.
"Og.. Hvordan går det.. Jade?" Tilføjede han. Han benævnte Jade ved navn. Han respekterede den lille knægt, og ville ikke teste hvor bristet Ma'lakel's humør var. For hvis det var dårligt, ville det nok falde i dårlig jord, at omtale Jade med sarkasme.

Den menneskelighed som det unge overnaturlige væsen havde forsøgt at finde i de lysende gyldne øjne, var så svagt og knækket, at ikke engang den mest ærgerrige ville kunne trække det frem til overfladen, og fremkalde denne søgte følelse: medlidenhed. Hvad der for ungen var et forsøg på at se hvem der lagde en skygge over ham, var for Ma’lakel en uvelkommen tryglen der ikke syntes at vække nogen interesse i hverken denne ide om nåde, eller selve individet der blev pint af de to små djævle, indtil...

Nicor og Vetis var nådesløse, idet de begyndte deres pinsel af den unge hybrid. Eller det var hvad Ma’lakel antog det til at være, da han ikke kendte til væsenets afstamning. End ikke et navn for ’det’. Dets spinkle figur, den hale der syntes at tilhøre et dyrs: en jætte? En oldtids skovnymfe? Hvem eller retter hvad var denne lille skabning, som var blevet fanget i rovdyrenes sadistiske gøren? Det lignede ikke noget som de ulve grønne øjne havde set før, og han huskede ikke at have set nogen af dens slags, ikke engang da han selv blev betragtet som byens tyranniske herre. Det lod en mindre gnist af barnlig nysgerrighed pryde det ellers matte og trætte blik: som var Ma’lakel i virkeligheden et barn – der i dette tilfælde havde fundet noget interessant?
Vladimirs glæde ved væsenets uduelighed var ikke gengæld hos Ma’lakel: der fandtes ingen sadisme i de mørke øjne, kun denne tomme stirren på væsenet. Ligeledes blev ordrende heller ikke besvaret med et kækt counter-reply.

Han sin glemte fascination med væsenet da han blev vækket af Nicor og Vetis’ pludselige hæse skrig, i rædsel og ydmyghed. Deres tiggende stemmer lød som et kor af pinte katte: der ville fremprovokere ubehag for hvem end, der udsatte dem for det smerte helvede de tilsyneladende selv følte havde overgået dem. Men i alt enkelthed overdramatiserede de, vred sig og teede sig ustyrligt da Vladimirs gruopvækkende klo tog fat i deres spinkle skikkelser, og en tilladelse var søgt i en indirekte gestus med blot et blik. Ma’lakel søgte knap at give nosferatuen et svar og da han hverken protesterede eller bifaldt, måtte man gå ud fra at han var ligeglad med de små håndlangeres skæbne. Istedet faldt blikket igen tilbage på det sære lille kreatur, som lå tæt imod jorden med en knurren kildrende i struben.
Han deltog ikke da Vladimir havde rettet på kræet ved at vise sin autoritet i form af et dyrisk og næsten helligt ritual: vis tænder og brug stemmens makabre torden – til at understrege hvem der var førerhunden. Men denne trang syntes vasket væk fra Ma’lakel.
Hans vejrtrækning var fortsat tung, han prustede svagt i smerte men hans ansigt vidnede ikke om den isende stikken der konstant tryggede imod hans tændinger, fik kroppen til at gå i mindre kramper og stemmen til at forsvinde langsomt. Ild kan ikke overleve omgivet af kulde – sagde man, men burde den ikke kunne varme selv i den værste snestorm?

Nosferatuens spørgsmål vakte en ubegrænset opmærksomhed hos den nu svage hybrid, som så op imod ham med det samme følelsesløse blik. Nicor og Vetis’ skrig kunne høres i baggrunden, deres jamren ligeså efter at være blevet smidt hårdt imod beton taget. Det første spørgsmål gjorde Ma’lakel ængstelig efter at vide hvem denne ’klan leder’ var? En persona der havde taget autoriteten over Vlad? Nok var Ma’lakel svagelig men følte ikke mindre ejerskab over de få folk han lod stå ved siden af ham – han nævnte det dog ikke, men lod det gemmes til et tidspunkt hvor han kunne fokusere bedre på det. Øjnene faldt tilbage til jætten og Ma’lakel tog sit første skridt hen imod den. Gik imens Vladimir talte videre, og endte sin tale strøm med at spørge ind til lige netop det der forårsagede flest jag i brystet. En advarende knurren lød fra den mørk hudet ild-dæmons strube. Han stoppede foran jætte-barnet, før han lænte sig ned over det: greb fat i dets hår – hvis ikke kræet havde mod nok til at prøve at komme væk inden eller sågar angribe?
Skulle han dog få fat i jætten, rev han ungen op på sine ben. De grønne øjne fæstnede sig så på Vladimir med et usædvanligt udtryksfuldt blik, der mindede for meget om et menneske end den sociopat han i sidste ende var.
,, Vi tager den med os.”, konstaterede han.
Det burde besvare spørgsmålet om tilladelse til at tage den: Ma’lakel ville selv have den. Med ét blev ungen skubbet over i favnen på den store nosferatu. Hvorefter Ma’lakel stod tilbage med blikket stift rettet imod de matte, døde øjne, der tilhørte Vladimir.
,, Sig til din klan leder at han tidsnok vil få den… men ikke nu, den kan forhåbentligt være en lille smule til nytte - skulle alt gå galt.".

Nicor kom i samme nu gående med sine kloede hænder for hovedet, og talte med en jamrende lille stemme:
,, We have to find M-Masters he-"

Et solidt spark med siden af foden fik det gyldne lille kræ til at flyve endnu en omgang, og det gav endnu et hyl fra sig.
Vetis kravlede ydmygt hen og satte sig ved Ma'lakels anden fod, sammenkrøbet i underdanighed, men med sine store ildrøde øjne sultent rettet imod jætte-ungen.
,, Ssss-such pretty eyes!", hvislede den lavt for sig selv.

Ma'lakels blik faldt da ned på jætten:
,, Og du holder kæft og gør som vi siger ellers æder vi dig, forstået?!".

Itarian trak sig nedad, så han næsten lå ned ved den største Jægers hvæs, fra hans egen stemme klingende en skinger, men lav klynken. Øjnene derimod, sagde intet, det forblev åbne som var individet stivnet midt i et overrasket øjeblik, og det var tydeligt at i sådan en situation var det kropsproget og ikke ansigtet Itarian brugte til at kommunikere.

Efter Jægerens bortkasten af de små djævle, som nu havde forårsaget en del rifter og blodige flænger, hvorfra dybrødt blod dryppede. Langsomt, og ikke engang tæt på at være skadeligt, andet end Itarians ekstreme sanser blinkede rødt og næsten fik det til at svimle for ham, trods den minimale skade.

Eftersom de vibrationer der normalt ville være så tydelige mod Itarians hud og hørelse blev overdøvet af smerten forårsaget af djævleyngelet, tog det ham et kort øjeblik at opfatte de to væseners ord, og forstå at de talte et sprog som også han kendte til. Han fulgte samtalen med øjnene rettet mod den der talte, og derefter skiftende til modparten da denne gav svar.
Hans hale var krøbet frem fra mellem benene og svingede nu langsomt frem og tilbage, som en kat, afventende på en afslutning.
Han begyndte langsomt, og utrolig forsigtigt at bakke bagud. Så langsomt, at kiggede man ikke direkte på ham, ville det ikke se ud som om han rørte sig overhovedet.
De to væsener talte om ham, eller det mente han ihvertfald de gjorde, og han følte sig ikke helt overbevist om at lige meget hvem af dem der tilsyneladende ville 'tage ham med sig', ville det få et dårligt udfald for ham.

Pludselig stod den mest menneske-lignende af de to Jægere lige foran ham, hvilket fik Itarian til at stivne midt i sit forsøg på at slippe væk. Han var allerede nået næsten en meter væk, og havde de to væsener ikke kommet til et endeligt af deres diskussion på lige netop det tidspunkt, ville han havde vendt sig 180 grader og spurtet så hurtigt af sted, tilbage mod skoven og bjergene i udkanten af byen, at de to Jægere forhåbentligt ville have svært ved at følge med. Men hans chance var som sagt forspildt, og hans øjne udvidede sig nu yderligere, da en let smerte bredte sig fra hans hårrødder og han var tvunget op i en stilling han ikke var vant til. Gående på to ben. Da Jægeren havde givet slip, ville han svaje let et par sekunder, hvorefter han ville forsøge sig ned i en slags krybende stilling igen, skulle Jægeren dog insistere på at han stod ret, ville Itarian forsøge at adlyde til bedste evne, hvilket nok ville se både klodset og en anelse komisk ud, fordi han konstant måtte bøje let i benene, og blev ved med at falde bagover.
I sidste ende endte han i favnen på den største af Jægerne, og måtte tage et godt tag i hvad end den måtte have på, for ikke at ende i sin vante position, hvilket ville indebære hans hoved værende i niveau med væsenets ædlere dele.
Skulle væsenet dog enten ikke have noget på der var muligt at holde fast i, eller ikke selv tage fat i Itarian, ville han et kort øjeblik være face to face med noget han ikke turde tænke på, hvorefter han ville falde bagover, og ende sammenkrøbet en halv meter væk fra den største af Jægerne.

Dette gjorde dog at han ikke ville have lagt mærke til djævlenes tilbagekomst fra deres hylen lidt væk, kun et svagt jag af smerte da den enes hyl endnu en gang indfandt sig som en skærende tone der næsten bristede Itarians trommehinde.
Ved den mindste af de to Jægeres kommando mod ham, trak han sig, eller forsøgte, som havde han fået stød, at trække sig væk fra begge af de to væsener.
Han havde endnu ikke givet det mindste tegn på at han havde forstået noget der var blevet sagt, ej heller ytret et eneste ord.

De matte hvide øjne, der altid bar så dødt et blik der var muligt for noget der faktisk stod på to ben, og så en i øjnene, betragtede nu Ma'lakel, med megen undren. Denne undren var dog ikke tydelig for dem der så derpå, hvis ikke de kendte kreaturet bedre end det selv. Hvilket der kun var ganske få der gjorde. Deriblandt Ma'lakel. Lemoris havde set sider af Vladimir, ingen andre havde. Sider hvor han var brækket. Sidder hvor han var medlidenheds fuld. Hvor han faktisk besad følelser. Så han ville se den ubehag der var bag Vladimir, ved at betragte det Ma'lakel var blevet til. Vladimir havde altid anset Ma'lakel som en overmand. En der kunne besejre ham, hvis ikke han bukkede sig. Men den han så nu, var ikke længere den Ma'lakel han havde bøget sig for. Den han havde fulgt, og ville følge blindt. Havde Ma'lakel mødt Vladimir den gang, åh så længe siden i en kold gade, meget som den de nettop havde mødtes i, i den tilstand han var nu. Havde Vladimir nok blot anset ham som en genstand der skulle passeres. Måske blot endnu et offer, for at gøre ham selv stærkere. Men det var ikke dengang, og Ma'lakel havde nået at få det der var nødvendigt, for at Vladimir respekterende ham. Han var ikke længere en som Vladimir bukkede sig for, og fulgte blindt i angst få at blive revet ned. Men en han fulgte blindt, fordi han var en betydningsfuld person, I Vladimirs liv. Han var nu familie. Og derfor, smertede det Vladimir at se ham i den tilstand han var i, på nuværende tidspunkt.

Vladimir snerrede dybt da de to ynkelige kreature skreg efter nåde, en nåde der nok ville påføre så megen ubehag iblandt andre væsner, at det ville gøre ondt. Men imod Vladimir, virkede det kun for at gøre ham irriteret, og efter dette ynkelige forsøg på nåde, søgte Vladimir ikke længere Ma'lakels tilladelse, men kylede de to monstre fra sig med så megen kraft, at det ville have ødelagt et menneskeligt væsen da de ramte jorden. Han vidste dog at det ikke ville skade dem. Han kunne nok ikke dræbe de forbandede små kreatur helt, til hans egen irritation. De ville nok altid være der.

Vladimir observerede Ma'lakel, med søgende øjne der ville få de fleste til at pakke langt væk, og håbe at det kun ville være øjnene, der ville udsøge dem. I det Ma'lakel trak det lille kreatur op, blev de hvide øjne knebet en anelse sammen. En ting der gjorde, at Vladimir anså Ma'lakel som familie, var at de kendte hinanden. Og hvis det ukendte kreatur skulle have gjort noget forkert, nettop lige der, ville den have mistet hovedet. Det kunne han ikke tillade. Han adlød Karaktar nu. Ikke Ma'lakel. Og Karaktar ønskede at se kreaturet i live, og se det i live ville han. Selv hvis Vladimir skulle sætte sig imellem, nok den eneste ven han overhovedet havde, og noget denne ven ønskede at skade. En ting, han bestemt aldrig håbede at gøre.
Men kreaturet gjorde intet dumt, og i det knægten blev skubbet imod ham, og denne begyndte at glide en anelse ned i knæ igen, blev en af Vladimirs lange arme lagt omkring drengen, for at rejse denne, og holde den tæt ind til kroppen. Som var den Vladimirs egen, blev den holdt ind til ham, rettet op igen på to ben, dog i Vladimirs støtte. De hvide øjne betragtede så Ma'lakel's, kun ganske kort afbrudt af Vetis, da kreaturet kommenterede den ukendte igen. De hvide øjne gled så langsomt ned på Vetis, og knebet sammen i en stiren, der ville få frygt til at brænde i et hvert kreatur, det var muligt. Dog sagde han intet, men lod blikket ligge sig tilbage på Ma'lakel i det samme søgende blik, de havde sendt før.

Han betragtede Ma'lakel's øjne med dette blik i et kort øjeblik, inden han endelig talte igen.
"Lemoris. Hvad end du laver her. Hvad end det er du søger.. Så ved du.. At jeg vil hjælpe dig.." Hans ru og hæse stemme, havde mangel på følelser, i en udtale der skreg så meget af det, at følelser i stemmen næsten ikke var nødvendigt. "Men.. Karaktar ønsker at se den i live.. Og se den i live.. Vil han.. Som jeg aldrig gik imod dit ord.. Vil jeg aldrig gå imod hans. Han er ikke min Hersker.. Men familie. Familie. Kommer. Først." Han lagde megen tryk på de sidste hæse ord, og gav Ma'lakel et beklagende blik, men kun for ganske få sekunder. "Hvis du tror denne.. Skabning. Kan være til nytte for dig. Så tager vi den med." Han byggede op til noget, han bestemt ikke ønskede at sige, og dette var tydeligt i hans blik. "Men så længe Karaktar ikke har set ham. Kan jeg ikke lade dig skade ham.." Han næste sukkede med de ord udtalt. I alt den tid han talte, holdt han fortsat om Itarian med et næsten beskyttende greb. Der dog stadigt var en anelse for stramt, og med klørende fremme for at gøre det endnu mere tydeligt, at det var lige så meget et fængsel. Ved at overvære de to, havde denne lille skabning bragt sig selv ud i langt mere fare, end han overhovedet kunne forestille sig.
"Men jeg har. Et foreslag." Forsatte han så, og lod en finger pege imod Ma'lakel. "Hvad end du tror. Denne ville gøre nytte for. Lad Karaktar hjælpe dem, i stedet. Han er langt klogere end jeg.. Bestemt mere begavet end denne. Lad os hjælpe dig. Med hvad end du laver her." Foreslog han i stedet. Et desperat forsøg, på ikke at bringe det ubetydelige lille kreatur imellem dem.

Parat til at vende sig og gå, til at vende tilbage til mørket og væk fra tagets ubekvemme spotlight – vendte Ma’lakel sig halvt om inden en sjette sans bød ham ikke at gøre det. Som lå der et rovdyr i skjul et sted og vis han lod sin ryg vende imod det, var han sårbar overfor dets klør. Alt for sårbar. Som forventet blev jættebarnet stoppet i sit forsøg på at trække sig, og hejst op som et trofæ af den enorme nosferatu, vis troløshed kom til syne i de ord den følelsesløse stemme fremførte. En blind loyalitet blev skænket denne nye anfører, der tilsyneladende lod mere frygt fylde det rådne legeme, end Ma’lakel’s tilstedeværelse. Dets mere Ma’lakel hørte, dets mere syntes den svage flamme der før havde kæmpet for at holde sig oprejst, at vokse på et nyfundet had. De grønne øjne omfavnede månens neon skær og blev faretruende gyldne. Rynker dannede sig ved øjnenes kanter og næseborenes afgrund, og med et blev Ma’lakels alderdom synlig i et foragtende ansigtsudtryk. Men blikket var ikke rettet imod Vladimir. Som det gradvist forandrede sig stirrede Ma’lakel nærmest tomt imod tagets overflade, en ubetydelig stirreplet og måske også for at finde en selvbeherskelse. Vetis der sad ved Ma’lakels fødder overværede forandringen i ikke bare dens herre’s udtryk, men også det aggressive kropssprog, den voldsomme aura der sivede fra en ubrugt energi af alt ædende flammer som ikke blev frigivet - og den hyperventilerede i bare frygt for sin herre’s vrede. Hakkende og ude afstand til a finde sindsro, førte den sine små skrællede hænder op for at ligge sig om dets lille hoved, og krøllede sig defensivt sammen! Nicor der var blevet sparket længere væk, havde samme reaktion som Vetis og begyndte også på en lav klynkende, panisk, vejrtrækning som så de ind i helvede selv!
Men Ma’lakel rørte ikke på sig. Han hørte Vladimir til ende, for blot at blive ved med at beherske sin egen utålmodighed, kropslig smerte og nyfundne vrede.

,, Jeg har ikke brug for en sandsigerske, eller en vejledende profet til at hjælpe mig med hvad vej jeg skal gå – jeg har heller ikke brug for en forræderisk skødehund!”, sagde han behersket men sammenbidt.

Han vendte ryggen til ham. Naivt at tro på loyalitetens vedvarende rødder. Tydeligvis havde angsten overvundet individet som det altid gjorde. De levende fulgtes i flok, og skabt i deres billede… andet kunne man ikke forvente af de levende døde. Hvis Ma’lakel ikke brugte lænker til dem omkring ham, ville deres øjne se andre veje. Til trods for alverdens modgang, kom endnu et stik i brystet på den store halv-dæmon. Blikket svimlede ved det jag af smerte der fulgte - åndedraget raspede af vand i lungerne. Han tog et skridt bagud næsten som i trance, før han svagt genvandt bevidstheden. Det slog klik for ham, han hørte blodet suse for ørene:

”Tag den forbandede jætte-unge og skrid! Skrub af med dig! Jeg har ikke brug for dig! Jeg har ikke brug for nogen af jer! ”, hvæste han, skældte han, råbte han hårdnakket og stædigt.

,, Forsvind med dig!”

Han kunne ikke se.

Vladimir brød sig bestemt ikke over den stilhed Ma'lakel befandt sig i, da han indædt stirede på den stakkels uskyldige plet på jorden. Så hans egne øjne snævrede ind til to små linjer, som han betragtede den store Dæmon. Ma'lakel var ikke længere den kæmpe trudsel, han engang havde været. Men ønskede han det, kunne han sagtens udslætten det ynkelige lille kreatur i Vladimir's arme, og der var ligeså stor chance for, at han kunne tage Vladimir med, i samme køb. Vladimir havde ikke ønsket dette, men vidste udmærket godt, at det var svært at komme ude om. Ma'lakel var ikke længere hans herre. Ikke længere hans hersker, de lænker var brudt. Men Ma'lakel var blevet langt mere. Noget Vladimir havde glemt alt om. Endnu engang, stod han imellem to stærkt tiltrækkende poler. Den af hans tidligere hersker, og nu kamerat. Og hans nuværende Alpha, og hans familie. Han kunne ikke sige nej til Karaktar, men ønskede ikke at sige nej til Ma'lakel. Det valg havde han været tvunget til at tage.

Som Ma'lakel vente sig, åbnede Vladimirs øjne sig igen, og han knyttede den lille knægt lidt tættere ind til sig, i et beskyttende greb. Og som Dæmonen begyndte, voksede der sig vrede i hans sind. En vrede, der ikke var tydelig igennem det døde kreaturs øjne. Han spyddede om knækket loyalitet, som om han havde glemt de ofre Vladimir havde taget for ham. De hårde valg, han også før havde været tvunget til at tage. Men Nosferatuen forblev stille, og afslappet, som Ma'lakel forbandede knægten, og sendte Vladimir væk. Vladimirs overlæbe rejste sig en anelse, inden han lod sig selv høre, lige så.

"Forræderisk? Du glemmer hvem du taler til, Lemoris... Jeg -var- en af dine lakajer. Det stoppede jeg med at være, for meget længe siden. Og at min loyalitet bliver Adspurgt, er ikke mindre end idiotisk." Startede han, med en lav snerren, og tillod ikke Ma'lakel at tale, inden han forsatte, og pegede en af sine lange klør imod Ma'lakel.

"Hvem valgte jeg at følge, da du valgte at forlade dette forfærdelige sted? Hvem fulgte jeg, for at efterlade det eneste der betød mig noget, ud over min loyalitet? Hvem.. Hjalp jeg.. Da han var ved at lave en af de største fejltagelser, han nogensinde kunne have kastet op!? Dig, Ma'lakel." Udtalte han letere spydigt, inden han vendte sig en anelse imod kanten ved hans side. "Og det gjorde jeg ikke, på grund af loyalitetens lænker. Men fordi jeg respektere dig. Fordi, du som den eneste. Er anset en ven." Snerrede han igen, inden han løftede den lille knægt en anelse op, og tog hastige og lettere vrede skridt, imod kanten. Han stoppede dog, da han næsten var noget den, og sendte sit blik tilbage imod Ma'lakel.

"Der er ikke længer lænker, der holder mig til dit ord. Ligeså er der ingen lænker, der holder mig væk.. Jeg kommer tilbage. Og du vil tage imod min hjælp, om du vil det eller ej.." spiddede han endnu engang, med en peget finger imod sin gamle hersker. "Indtil da.. Gamle kamerat..." Sagde han med den samme hæse, snerren som før, men et kækt, småligt smil formede sig i udkanten af hans læber, inden han hoppede væk fra kanten, og imod det næste hustage, med den lille Alba under armen.