The rat and the prince //privat - fortsat//

Sted: Quatre
Tid: 23:30
Dato: 24 December
Omgivelser: Quatre på en juleaften

Lucas smillede for sig selv, som han trådte ind i hans værelse, lejlighed var det nok nærmere. Han holdt virkelig meget af det, selvom han kun havde boet der i små 3 uger, så var det stadig af en vis betydning for ham, mest fordi det mindede ham om hans eget liv i frankrig, de mange år siden. Det var dyrt, selvfølgelig var det det, kvalitet kostede altid. Altid. Rummet var stort, gulvet var i eg, belagt med et gulvtæppe, væggene var malet hvide, med snørklinger i gyldent træ hist og her, højt oppe på væggene hang oliemalerier, et af de vigtigste, og det største, var et bibelsk, kain og abel, med æsel kæben. Vampyrernes oprindelse, hvis du spurgte Lucas.

Ligeså var alle de andre billeder også bibelsk inspireret. Lokalet var møbleret sådan, at når man gik ind af døren, stod man i den præcis midte, med lige langt til hver væg, i den modsatte ende var der tre små trappetrin, der første op til en ny sektion, lige så bred, som rundt, som en halvcirkel, hvor det bagerste var et stort vindue, med mørkerøde gardiner der var trukket for. Her stod der også et skrivebord og en viktoriansk stol, samt stearinlys, og en bunke papirer og diverse skriveredskaber. Tydeligvist et arbejdsbord. På hver side af lokalet hver der små sofagrupper med magelige stole, og små borde hist og her. Socialt placeret så alle kunne tale med alle hvis man lænede sig lidt frem. I højre side var der en dør der førte ud til badeværelset, og i igen i højre side, dog i den fjerne ende af rummet ,var døren der første ind til Lucas private gemakker. Han spredte armene ud med en smillene gestus. "Velkommen til dit nye hjem! Badet er der" han pegede. "Jeg finder noget midlertidigt tøj" mumlede han, og forsvandt ud i rummet og ind af døren i højre side. Der gik ikke mere en 3 minutter, så var han tilbage med et par sorte bukser, pressefoldede, præcis som dem Lucas bar, og en hvid skjorte, præcis som den Lucas bar, og en grå vest, som et mørkegrønt slips.

Som en gade kat der for nylig var kommet ind i en varm stue, i omgivelser der for andre syntes behagelige og afslappende, trådte Alvar ind med en forsigtighed, ej lig nogen andens. Det var første gang han befandt sig et sted hvor at det faktisk næsten så helt royalt ud: i hvert fald ud fra det billede han havde i hovedet af hvad der måtte være royalt. Han tog det første skidt ind, med sine nøgne, kolde, og beskidte fødder, og følte med det samme at han stod i stor kontrast til alt det der befandt sig inde i Lucas' lejlighed. Han så sig måbende omkring og lod døren gå i bag ham. Tog stille en runde om sig selv, imens at han betragtede de sært udseende billeder, der dog føltes som om at de havde stor betydning, hvis ikke for verden så for Lucas måske?
Der kom et lille spjæt igennem ham, da han endnu blev talt til. Det var svært at vende sig til at der faktisk var nogle der henvendte sig til ham, og ikke med henblik på at ydmyge eller på anden måde nedgøre ham som det væsen han nu var. En slum rotte, sådan havde han altid betragtet sig selv. Hurtig, og snu, men dog hvis den bliver fanget er dens eneste forsvar dens bid, som den sjældent kan bruge når først den er lænket imellem et par store hænder. Han snublede kluntet over sine ben og dumpede lettere elefant ned på gulvet foran et af de, i følge Alvar, guddommeligt smukke møbler, og så op på Lucas der bød ham velkommen, til det sted der nu var hans 'hjem'. Han rynkede på næsen, lettere fornægtende, da ordret hjem var et afbrændt minde fra da han var meget yngre. Han havde ikke haft et, i over fyrre år. Han rejste sig stille, stadig med blikket fast på Lucas der hurtigt efter at have peget imod, hvad Alvar ville antage som badeværelset, forsvandt ind i et andet rum.
Den unge vampyr, så først lidt blankt på døren Lucas var gået ind af. Ikke så meget fordi han ville følge efter, men mere, som en form for forsent registreret reaktion. Han vende derefter blikket imod den dør som Lucas havde peget imod og gik hen imod den. På tå spidserne. Som legede han jorden er giftig, hvis du træder for meget på den. Han fik sig hurtigt snoet hen imod døren, og åbnede den netop som Lucas igen trådte ud i hvad Alvar kalde for stuen. Han så afventende derover og lagde først blikket på Lucas' ansigt, for derefter at lade det glide ned på det tøj denne stod med. Tavs som døden selv, så han blot op på den ældre vampyr, og gav et svagt smil fra sig, skønt det ikke var mere end en trækken på den ene mundvige: et ansigtstræk der måske ville kunne strejfe ens tanker hen på en velkendt person i denne bydel.

Lucas betragtede ham Alvar. "Hvad fanden er der galt med dig dreng?" spurgte han, med en tone der kunne lyde som en snærren, hans øjne trak sig sammen igen, i vrede. Foragt for drengen. Hvad var der dog galt med ham? Det var jule aften? han skulle begynde et nyt liv, og så var han ked af det? han var afholden? Lucas rystede på hovedet. Tog et par faste skridt imod ham. Og så gjorde han noget, som man måske ikke ville regne med at han havde gjort, som man måske ikke ville tænke var i Lucas hjerne, for det var første gang, han havde udtrykt denne følelse siden han kom til Di Morga, men det var jul, og det burde der være tid til, der burde altid være tid til kærlighed og glæde. Så derfor smillede Lucas bredt, så bredt som man ikke skulle tro han kunne, og i modsætning til hans normale smil ,var dette ægte. "Det er jul, og du er sur og tvær?"
De kolde hænder gled hurtigt op til hans vest, og knappede en øverste knap op, hvorefter hænderne gled ind i Alvars, hurtigere en normalt, havde han grebet fast om fingrene, og med lidt vilje tvang han blod ud i dem, således at de blev varme og bløde, fra dengang han var levende. Lucas ene hofte bevægede sig ud til siden, og hånden der holdt Alvars gled med ud til siden, og sådan stod han og rokkede fra side til side. Svingede armene og hofterne fra side til side, præcis som små børn gjorde når de dansede, før det lærte om etikette og deslige. Det sjove var, at Lucas aldrig havde lært om lige præcis den form for etikkete, han havde aldrig danset, han havde generelt aldrig festet. Så nu stod han i bedste barnestil, og rokkede frem og tilbage, sammen med Alvar, et fast greb om hans hænder, fingrene flettet ind mellem hans. Hænderne bløde og varme grundet blodet deri.

*musik* Slog det ham, de havde ingen musik, og som den mand Lucas var, fandt han hurtigt en løsning, huskede noget om et nummer han havde hørt i radioen, det var nok ikke det han normalt ville have supleret med, men han kunne hverken synge -og i følge ham, kunne manden i nummeret da heller ikke- så nynnede han. Lige så stille. "Det er jul." Gentog han, og blinkede til ham, denne gang, signalerede blinket ikke kulde og had, men en varmere følelse. En følelse som hørte julen og varmen i rummet til.

Alvar skulle til at vende sin opmærksomhed til dørhåndtaget, inden at Lucas endnu talte til ham, dog i en tone der fik små nervøse trækninger til at blive tydelige ved den unge vampyrs hals, i det hjertet endnu hoppede en ekstra gang. I frygt denne gang dog. Han trak hånden til sig hurtigt igen, som havde han fået stød. *For beskidt..*, han lukkede de røde øjne for blot at åbne dem igen kort efter. Derefter vende han sin opmærksomhed på Lucas igen, så over på ham, dog uden at vende hovedet. Et neutralt blik mødte denne, et ansigt der hverken afslørede den dybe frygt, der i øjeblikket snurrede rundt i den hormon befængede drenge krop. Han trak ikke en mine, og selvom Lucas smilede varmt og hjerteligt, kunne Alvar endnu ikke mestre samme smil. Det gjorde ham, forvirret, at Lucas var så spontan, vende og drejede sig, ulæselig.. farlig. Der kom endnu en nervøs trækning da Lucas nåede hen til ham. Sur? Tvær? Han vidste ikke hvad det var han skulle føle, eller hvad Lucas mente når han sagde at det var 'jul'? Jul var en rigmands ting, havde han altid regnet med, det var ikke noget der ved kom folk der sad ude i kulden, i et hjørne og frøs hver eneste legemsdel. Dog ændrede det ens-formede udtryk sig da Lucas greb fat i hans hænder. Som løb der elektricitet igennem hele Alvars krop, følte han et koldt sys igennem maven, da Lucas' rene fingre gled ind imellem hans egne. Hans pupiller dirrede svagt, og lod sig snører sammen til en tynd steg der let dirrede. En lille klump af spyt blev tvunget ned igennem halsrøret, imens Alvar prøvede ikke at vige væk. Som kulden fra hans hænder kort forsvandt, så han ned på sin venstre hånd, hvor Lucas' fingre havde flettet sig ind imellem hans egne. Varme? Han kunne ikke mærke varme i normal forstand, men han kunne mærke kulde, i en dulmet grad dog: så når kulden forsvandt betød det at noget måtte tø kulden, varme! Han så i nogle få sekunder derned på, og lod da også sine fingre lukke sig imellem Lucas. Tillod finger spidserne at trykke imod dennes lyse hånd, nænsomt, blødt, som vågede han ikke at trykke for hårdt, at komme til at gøre skade, selvom det var utænkeligt. Han så endnu engang op da denne svagt begyndte at nynne. Et lettere overrasket udtryk prægede hans ansigt, og hans rød glødende øjne søgte Lucas' næsten som om han forventede en forklaring på alt denne spontanitet! Det sorte hår faldt let ned over øjnende og strejfede næsens rod da han søgte Lucas' blik. Dog ikke længe, da han endnu så ned som Lucas begyndte noget som kunne minde om en dans. Da kom et lille smil frem, et hjerteligt smil der næsten ikke helt var til at se, og så igen kunne det mærkes på hele Alvars væsen at han smilede. Stille begyndte Alvar at efterabe Lucas, i de små trin som denne gjorde. Han lod sig føre, og prøvede desperat at følge rytmen, selvom den unge vampyr ikke havde megen af den slags i sig.
Få sekunder efter hørte han Lucas' stemme igen, omtale denne jul! De røde øjne så endnu engang ind i den isblå, og Alvar så til imens Lucas skænkede ham et blik som han næsten ville betegne som kærligt.
Da gik der noget igennem den unge dreng, næsten som knækkede noget, samtidig med at noget andet voksede. Han bed tænderne sammen og bøjede næsten hovedet i overgivelse, hvorefter han lænede sig lidt frem og pressede hovedet imod mellemstykket imellem Lucas' nakke og skulder. Kneb øjnene sammen, imens at han fortsatte den lille trippende dans så længe Lucas ønskede at den varede. Hjem, det her måtte være hjem... og skønt ord ville have fortalt om hans følelser, så udtrykte hans kropssprog det lang mere end nogen som helst ord: han var glad!

"Glædemig jul Alvar... Glædelig jul" Lucas stemme var blød, og forsigtigt, slap hans hænder Alvar, og foldede sig omkring hans ryg, holdte forsigtigt om ham, mens han stadig trådte til siden, og tilbage igen, ganske stille og roligt så drengen kunne være med. Lucas isblå øjne så op imod loftet, betragtede det cremehvide loft, og smillede let, tænkte en kort tanke om dem han plejede at fejre jul med. Han kunne ikke lade være med at tænke på dem hver jul, om han nu hadede dem med rette? om de nu VAR døde, om de ikke ... nej, for de var væk, naturligvis var de det. Og han havde jo også en ny familie, børn der var hans egne, og så var der Alvar. Alvar var ikke et barn... En bror.... En flamme, noget andet. Lucas standsede sig selv, ikke for hurtigt.... Han lænede sit hoved ned imod Alvars, og trak vejret, det varme åndedræt imod hans hovedbund, duftede af skidt og snavs, ganske vidst, men der var også noget andet, noget han ikke kunne sætte fingeren på, noget der fik ham til at tænke på varme, og den ene tur han havde været på i spanien. Lucas stemme var rolig, da han talte igen. Ikke med stemmen, men talte i sit eget hoved, ganske forsigtigt, 200 år siden han sidste havde taget lignende ord i munden, og i tankerne var det endnu længere siden. *Kære gud... Lad verden være fredfyldt, bare i aften, lad de gamle deroppe få lidt fred. Jeg har styr på det hernede, jeg drømme og jeg har folk som jeg tænker på, jeg har fødderne på jorden, så kig efter nogen andre, jeg har ikke brug for det. Send dem lidt glæde, med mine ønsker om en glædelig jul* han lod sin hånd køre op og ned af Alvars ryg, ganske stille varmede han den unge vampyr, og trådte bare frem og tilbage.

*oh, og gud... Tak for alt*

Alvar lod sig som sagt føre af Lucas, hvert et skridt som han tog kopierede Alvar til fulde. Han var som et blad på overfladen af en stille flod. Lod sig følge hele vejen ned til enden, hvor vandet mundede ud i havet, og selvom havet var stort og farefyldt var der stadig noget roligt over det. Det var stadig vuggende og beroligende, som en faders faste greb om sin søn. En moders kærlige støj over sit barns bløde kind.
Endnu det ord; jul, en glædelig jul. Alvar var usikker på hvad hele dets mening var, men lige nu begyndte det så småt at få større betydning for ham end noget andet. Denne dag, denne omtalte jul: var den dag han mødte Lucas.
Som Lucas lod deres fingre separere for blot at lade dem folde omme bag på ryggen af Alvar, førte den unge vampyr tøvende sine hænder op og lagde dem på ryggen af ham, gengældte den omfavnelse de sært nok var havnet i. Lod dem glide langs den fine syning i stoffet, inden at hans fingre næsten borede sig ind i ryggen på Lucas, dog ikke med hensigt om at skade heller: men hensigt om at holde fast i ham! Hvis han havde turde at knuge Lucas ind til sig havde han uden tvivl gjort det. Men der var stadig noget i ham der holdte tilbage, en hvisken af usikkerhed i øret: frygten for endnu engang at blive efterladt. Han åbnede sine øjne som de igen begyndte at trippe halv dansende rundt. Stirrede bare ind i den ældre vampyrs skulder, uden at sige noget: ord var overvurderede i sådanne tilfælde, kroppen fortalte ofte de sandeste følelser. Og kort efter knugede han svagt Lucas indtil sig, som en måde hvorpå han sagde: I lige måde. Men der lå også en desperation over det, som ville han bedende tigge og tryle om blot en ting: lad være at forlad mig.

Lucas snussede ind. "Du skal i bad..." mumlede han så stille og roligt, og slap Alvar, holdt dog stadig en hånd på hans skulder. Et smil spillede over læberne, som om han havde en plan af en art. "Kan du selv, eller vil du have jeg går med?" spurgte han forsigtigt, hvorefter tog drengens hånd igen, og trak ham efter sig, som han gik hen og samlede tøjet op mens han varmede den kolde hånd i sin. Nussede den med de lange fingre. Hvorefter han trak sig op igen, og betragtede ham. Undrede sig kort over hvad der var sket med drengen, han virkede hunderæd for ikke at have kontakt med Lucas. Men på den anden side, han var jo et gadebarn, og gadebørn var vand til svigt, det var deres hverdag, de havde ingenting, og derfor var det måske underligt sådan ligepludselig at være et overklasse menneske. Lucas smil falmede en smule som han så på sit ur, klokken var mange. "Og jeg har ikke engang en gave til dig" mumlede han så, og så ned i jorden, flovt, forventede ikke at modtage noget, drengen havde jo intet, men Lucas havde jo, Lucas havde jo netop nok til at give, så det var da alt for dårligt at han ikke havde en julegave til drengen, han kunne sikkert trænge til noget ordentligt... ja, noget! han havde vel aldrig ejet noget? Måske ville det være godt at træne i det. Mange, når de fik præsenteret uanede mængder penge, brugte dem på få dage, måske skulle der åbnes langsomt? Lucas isblå øjne så på ham, stadig med en hånd i hans. Betænksomt...

Alvars tag om Lucas sluttede lige så brat som Lucas' tag om Alvar, og der gik et lille sys af skyld igennem den unge dreng: ja han var for beskidt. For beskidt til at røre.. ham. Med et lettere skamfyldt blik selvom det var dog gemt væk under en facade af 'ligegyldighed', så Alvar endnu engang op på Lucas. Lyttede til hvad han sagde hvis han sagde noget. Der kom endnu et sug i maven da Lucas greb fat om hans hånd og trak ham med sig hen imod det tøj der var fundet frem til ham. Alvar havde fejlet i at se det lette smil med det lille motiv bag sig, så en smule uskyldigt fulgte ham med med ordrende:
,, N-nej.. det kan jeg godt.. Hr. C-.. Lucas..".
Han så ned på deres forenede hænder og kunne mærke noget sært stige igennem kroppen. Noget der var en smule ubehageligt på grund af han ikke vidste hvad det var, men også ufatteligt indbydende og lokkende. Alt sammen af den nærhed Lucas påførte ham, gang på gang, og denne gang var de de lange fingre der nænsomt nussede hans hånd der fik den unge vampyr til at føle sig beskidt indeni, mere beskidt end han var udenpå. Han stod stille og ventede på at Lucas trak ham videre hen et andet sted, dog opfangede han den lille mumlen og de ord der kunne tydes fra den. Han spærrede svagt øjnene op, og så en smule bange ud, og så Lucas så tilbage på ham med et betænksomt udtryk, fløj det meget hurtigt ud af ham:
,, Det behøver du ikke! Jeg har ikke brug for mere..-!", han bed sin tunge for at holde sin mund. Men det var for meget.. han havde allerede givet nok. Bare det her, hvordan i alverden skulle han kunne betale tilbage? Selvom at Lucas havde sagt at den slags skulle han ikke belemre sig med, var Alvar vant til at der altid var en pris. Altid! Det var bare et spørgsmål om hvornår den blev krævet.

Lucas nikkede. Fast. Hvad var der galt med knægten? Selvfølgelig skulle han have en gave hvis det var det? "Tøj" smillede han og rakte det fremad. Hvorefter han åbnede døren ud til badeværelset, han havde imidlertid sluppet drengens hånd, og smillede forsigtigt. Rummet var hvidt, helt hvidt, gulvet var i klinker, og i den modsatte ende stod et badekar, hvor der sagtens ville kunne ligge 2-3 personer, ved siden af var der en håndvask, og overfor denne et toilet. Med faste skridt gik Lucas hen og tændte for vandet. Slog ud med armen. "Du tager dig bare den tid du har brug for... Jeg er lige inde ved siden af hvis du har brug for noget" Mumlede han for sig selv, men da det sidste ord forlod ham, var han allerede ude af rummet, og havde lukket efter sig. Lucas stirrede ned af sig selv. Stirrede på den hvide skjorte, der var plettet af skidt fra drengen, bukserne, der havde jord hist og her, og den sorte vest... ja han vidste ikke hvad det lignede. Han sukkede, besluttede sig for at skifte til noget mere casual, eftersom han ikke regnede med at skulle bevæge sig mere ud i aften, og da slet ikke på juleaften. Så han bevægede sig ind i soveværelset. Efter små 10 minutter kom han tilbage, ren. Iført en mørkegrøn silkeskjorte, og et par hvide silkebukser, begge dele var ganske løse, i modsætning til hans normale tøj, der sad præcist som det skulle. Lucas vimsede rundt i værelset i et par minutter, og efter lidt tid, fandt han frem til hvad han søgte, hans dejlige lænestol, en flaske udsøgt blod, engel, blåøjet, brunt hår. Fantastisk! Han skænkede et glas til sig selv, og sank med i stolen, mærkede hvordan en følelse af velbehag steg op i ham.

Og her sad han så, og nippede til glasset ind imellem, ventede på at drengen kom ud igen. Glædede sig til at se forandringen.

Alvar tog tavst imod tøjet. Noget i ham havde lyst til at protestere, ikke imod tøjet, men det med at få flere ting. Husly, mad, og.. en som Lucas? Var der andet? Hvis der var, så havde det i hvert fald mindre betydning end de tre ting. Han fulgte Lucas ind i badeværelset og så sig omkring imens han lyttede. Han nåede ikke at give nogen respons på det Lucas sagde da denne hurtigt var ude af døren igen, og Alvar stod tilbage blandt hvide klinker og rene dufte. Han så imod det vand der strømmede ud i karet som Lucas havde sat i gang. Fraværende stirrede han på det, imens at meningsløse tanker fløj igennem hovedet på ham: hvordan kunne vandet komme ud? Hvem havde egentlig skabt vandet? Hvorfor havde mennesket brug for vand? En masse spørgsmål der på sin vis alle sammen førte hen til et emne: vand! Han vågnede af sin lille trance og så hen imod toilettet. Med hurtige skridt gik han derhen og og lå det rene tøj derpå. Nikkede bekræftende til sig selv:
,, Sådan! Det er fint!", sagde han med en normal tone i stemmen.
Som var det lettere at snakke med sig selv end andre.
,, Nu skal vi så have tøjet af!", sagde han og på den måde guidede han sig selv igennem hele processen, ind til at hans nøgne krop sank ned i det varme vand som han slukkede i det han var kommet i det. Først sad han med knæende imod brystet ovre ved siden af vandhanen, og stirrede ud over badekarets vand. Det var som et helt hav.. bare uden dyr. Der steg en varme til hans kinder, i det vandet gjorde præcis hvad Lucas' hånd havde gjort: fik kulden væk. Han lukkede øjnene, og lyttede til den fredfyldte dryppen fra hanen ved siden af ham. I nogle sekunder sad han der bare, inden at han vågnede endnu engang og plaskede noget vand i hovedet. Skidtet sivede af ham, og han begyndte næsten manisk at rengøre sig selv, indtil at hans hud ikke længere var mørk af skidt og snavs, hans hår ikke sammen klæberet i totter, og det ellers sorte hår havde fået sig et blankt skær selvom det stadig havde samme uldede frisurer der klæbede sig til hans lange hals, kinder og pande. Huden var stadig lettere mørk, mørkere end Lucas' ville være, en lys aske farve: en sær kombination af solkysset mørkt hud der var blevet blandet med en perle hvid, og med tiden havde udviklet sig til denne unikke aske grå-brune farve. Efter et lille kvarters rengøring hvor at han nu ikke længere lignede en beskidt hjemløs kat, rejste han sig, og greb det nærmeste håndklæde. Efter at have tørret sig, og trukket i det tøj han kunne finde ud af at tage på (det vil sige alt udover slipset), redte han håret igennem og så på sig selv ind i spejlet. Forundret rørte han sin hud, som syntes at være noget overnaturligt for ham. Han havde ikke set hans rigtige hud farve. Ikke siden han var helt lille, og dengang var han endda en smule i tvivl. Han tog en dyb indånding efter at have konstateret at det var fint nok nu, og gik hen til døren for at tage fat i håndtaget. Skjorten var blevet knappet pænt, og vesten ligeså, dog var skjorten ikke blevet knappet helt op til halsen da han ikke havde vidst hvordan han skulle tage slipset på, derfor afslørede det et pænt stykke af den slanke hals, der blev omfavnet af de sorte spidser fra hans nu rene dog stadig let fugtige hår. Han separerede svagt læberne idet han åbnede for at se ind i stuen, og lagde automatisk øjnene over Lucas. Han knugede let slipset i sin modsatte hånd og så lettere tøvende ned på det, og bagefter på Lucas.
,, Ehm.. jeg.. jeg ved ikke helt hvordan det skal gøres..?"

Lucas slog med hånden. En afvergende bevægelse. "Den tager vi i morgen" Gabte han, mens han betragtede Alvar, med de lysende blå øjne, som om han ligefrem beundrede drengen, det var også delvist sandt, hvad der var sandt, var at han beundrede det som han havde skabt, udfra en skræmt kat i en gyde, der var ved at få tæsk, havde han skabt dette. Et pænt og rent væsen. Han satte glasset fra sig, og den røde væske snurrede rundt i glasset. "Vi starter på det hele i morgen... I aften slapper vi af.... Vil du i byen? Ud og slå til Søren?" egentligt lidt synd for Søren. Det var altid ham det gik ud over. "Eller skal vi finde et par bøger frem?" Lucas strakte sig og gabte højtlydt. Måske var det ikke helt naturligt for vampyrer at være trætte, men stadig, han havde brug for søvn under dagstimerne, han kunne simpelthen ikke tåle strålerne, heller ikke at vide de var der, og nu, havde han udrettet så meget denne nat, at han følte han havde brug for privat liv, og søvn var en perfekt undskyldning. "Vil du have et tæppe af sove med? Du kan vel kapre en sofa eller en lænestol?" spurgte han fraværende, og sippede til glasset igen. Lucas orkede ikke at kræve at drenge lærte det til aften, når han nu selv var klædt så casual og var sluppet tilbage på et plan i hans sind, hvor det kun lige drejede sig om at være så magelig som overhovedet mulig. Han overvejede kort at gå i seng, gå ind og putte sig under dynen og bare... ja, "flade" hed det vist nu om dage. Men af høfligheds årsager, ville han lige tjekke op på drengen først.

Alvar så ned på slipset igen og nikkede. Imorgen. Han stod et øjeblik og betragtede Lucas derefter, efter han havde lukket døren bag sig. Han stod dog stadig med den ene hånd på ryggen, og havde fat om håndtaget. Knugede det svagt, og så så væk fra Lucas igen. Den intense stirren var for meget, det fik de sære og ubehagelige følelser frem, men på samme tid kildrede det også i kroppen. Han lyttede, som han altid gjorde. Klæberede sig til hvert et ord som Lucas udtalte. *Byen? Nej.. nej! Ikke det*, tænkte han lettere panisk! Men Lucas havde dog ikke bestemt for at det var det de skulle, hvilket Alvar regnede ud da han kom med et andet forslag. Bøger? Han så ud i rummet, lettere søgende, og rynkede så brynende og så ned igen. Han kunne ikke læse. Hvem i alverden skulle også have lært ham det? Skrive og læse var noget som folk med penge lærte, og når man havde boet i fattigdom hele ens liv, så var det frynsegoder man ikke fik! Han så op igen da han op fangede noget ud af øjenkrogen. Lucas' tøj var anderledes end før. Det kom ikke bag på ham, men han havde en følelse af at der var noget mindre skræmmende over ham når han bar det antræk. Alvar havde samtidig lagt mærke til gabet, og den lettere fraværende måde han blev talt til på. *Er han træt?* strejfede det ham. Han søgte vinduerne, der dog var trukket fra, så han kunne ikke bedømme tiden.
,, Jeg..", begyndte han.
,, Jeg tror hellere jeg vil hvile..", sagde han stille, og lod det røde blik glide tilbage på Lucas.
Det var ikke svært at se hvorfor han sagde det, i modsætningen til Lucas så Alvar ikke træt ud. Han var ung og havde energi nok til at være vågen i flere døgn, som han før havde gjort hvis det var blevet nødvendigt: hvis han ikke havde fundet et trygt nok gemmested.

Lucas nikkede svagt, og viftede med hånden. Nikkede. "tæppe?" spurgte han mat, og pegede på sofaen, hvor der lå sofapuder, og et enkelt tæppe. Han rejste sig, og lod glasset stå. Hvorefter han bevægede sig hen imod døren til sit private gemak, undrede sig kort over hvorfor han følte denne træthed, helt ind til marven? Det var vel grundet opdragelsen. Det var hårdt at være forældre.

I et hurtigt glimt så han dem, de isblå øjne der stirrede ind i hans, indgydede en frygt han aldrig havde følt før, en frygt så tyk at han kunne føle den, han kunne tage og føle på den, skære i den med en kniv. Lucas skælvede, helt ind til marven, og lukkede øjnene, ville ikke se vandet under isen, ville ikke se ind i hans fader øjne, ikke når det brændende jern blev presset ind i hans hofte.

Han gned ubevist stedet, selv nu, 200 år efter smertede det stadig, når han tænkte på det, emnet sved sig stadig ind i ham, som jernet havde gjort. Rødglødende. "Jeg går i seng." hans stemme var hård, og døren blev også smækket hårdt i efter ham, så dens hængsler knagede.

Alvar så hen imod det, og nikkede til det lettere retoriske spørgsmål om tæppet. Han så hen på sofaen, hvor han skulle sove. Han havde dog ikke tænkt sig at sove endnu, ikke nu. Ikke nu hvor han knap nok kunne holde øjnende lukkede af bare overvældende spænding. Dette var sært, og nyt, og hans barnlige nysgerrighed forlangte at han studerede det hele lidt mere. Dog lagde hans øjne sig atter over på Lucas, og Alvar kunne nærmest se kroppen spænde på den ældre vampyr. En kold fornemmelse overskyggede det andet: frygt. Og den tone der blev givet inden Lucas forsvandt, borede sig ind i Alvars hoved som knive der langsomt blev skubbet ind igennem hans tændinger. Var han vred? Da døren blev smækket i, gik der et spjæt igennem Alvar der samtidig lavede et lille hop, og kneb øjnene sammen, på samme tid med at hans hjerte hoppede en ekstra gang! Frygt, der kom af mange ting. Han gled stille ned langs døren, og åndede lettet ud, han vidste ikke hvad han havde forventet, at Lucas ville hoppe på ham og æde af ham til der ikke var en dråbe mere. Efter nogle sekunder med et par meget tunge vejrtrækninger, så han over på døren Lucas var gået ind af. Han rejste sig og gik derhen. Satte en hånd på døren og så på den som om han kunne se igennem dem.
*Lucas... Lucas.. Lucas!", tænkte han igen og igen.
Han lukkede øjnende og satte panden imod døren, kælede dernæst siden af hovedet imod den, imens at den samme sære og ubehagelige følelse kom igen. Han turde ikke gå derind. Han var som altid... bange.

Lucas stirrede rundt i værelset, de isblå øjne og det nazi blonde, en tand fra at være hvide hår, var begge oprørte. Rummet var mørkt, da intet lys lyste derinde fra. I begge sider af rummet var der skydedøre der kunne trækkes til side, blot for afsløre tøj og sko, i lange rækker. I den modsatte ende af hvor han stod, stod en himmelseng, og til venstre for ham, var en skrive pult og en stol. Ved siden af sengen stod et stort spejl, lige så højt som Lucas selv. De isblå øjne ramte ind i spejlet, og han kunne have skreget. Manden i spejlet. Viktor. Sebastian. Tvivlen rejste sig højere og højere i ham, var han hans far? eller var han Sebastian? Hvem var han? HVAD var han? Lucas kunne mærke vrede boble i sig. Han kunne mærke hvordan han langsomt mistede kontrollen, hvordan hans indre bæst kralvede op i ham. Lucas gik over i den modsatte ende, af rummet, men ligeledes var der et spejl her, på hver siden af sengen stod spejlene. Som et vildt dyr gik han frem og tilbage mellem dem, og han hamrede foden hårdere i jorden, da han så sit eget spejlbillede. Med et standsede han, og pegede imod sit eget spejlbillede. "du er ikke mig.... Viktor... Du er død... " Og med et, udløstes et vredeudbrud, han greb fat om den grønne silkeskjorte foran, og rev til, en rivende raspende lyd kom fra den, da den gik i stykker ned langs midten. Skjorten blev slynget imod spejlet, og Lucas vendte sig om, lagde hovedet imod døren, og lukkede øjnene, trak vejret dybt ind, talte til ti indvendigt og åbnede øjnene. Men de pis blå øjne stirrede stadig på ham fra spejlet når han så derhen. Viktor forfulgte ham stadig. Søgte at gøre hans liv mere ulideligt, forfærdeligt, som han altid gjorde, selvom hans liv lå dybt begravet i den franske muld.

Lucas kunne mærke den, Viktor kunne også. De kunne begge mærke, hvordan vreden boblede op. De tog et skridt imod spejlet, og lod deres hænder sætte sig på oversiden af spejlet, stirrende ind i hinandens blå øjne. "Jeg er ikke dig" Hvislede de, og hamrede den knyttede hånd ind i deres ansigt. Igen og igen og igen. Indtil deres ansigter var forvrængede af splintret glas, og deres knoer blødte. Lyden af splintret glas kunne høres helt ud på gangen.

Alvar stod derude, på den anden side af døren, og fik et øjeblik en genkendelig følelse, nogle få sekunder efter Lucas var forsvundet, og han bare stod og stirrede ind i den tykke trædør. Ensom - en genkendelig ven der altid havde fulgt med, uanset hvor han så end havde været. Det var ikke fordi han ikke kunne lide den, han var efterhånden blevet meget gode venner med den, og lært fra den, udviklet sig med den, indtil han selv var blevet helt igennem den. Ensom. Han lod sine finger spidser fjerne sig fra dørens ydre, og så væk, men kort efter opfangede han en lyd fra den anden side. Et vredes udbrud måske? Det fik Alvar til at vende sin opmærksomhed imod døren endnu engang og lytte efter. Tanker om hvorvidt han var skyld i dette, kørte rundt i den unge drengs hoved. Og som lyden af glas der blev smadret i stykker, gik et koldt sus igennem Alvar, endnu engang frygt, ikke for hans eget skin men for Lucas. Han greb fat i håndtaget ind til det mørke værelse, imens han lettere fortvivlet udbrød:
,, Undskyld men..", hans pupiller blev smalle, som duften af blod begyndte at trænge igennem til den unge drengs sanser. Et kort øjeblik flakkede alting, og han kunne kun mærke en ekstrem blodrus, der fik hans hjørne tænder til at løsrive sig fra hans tandkød og vokse nogle centimeter længere. Men de nåede ikke at vokse sig helt ud før at Alvar kom til sig selv igen, og så på Lucas som stod overfor noget der kunne have været et spejl, med glasskår befængede hænder, og blod der sivede ned derfra. Et lille knæk kom, denne gang blev det udløst i svag vrede. Den unge vampyr rynkede brynende og gik med faste skridt imod den ældre, som til syneladende havde haft et opgør med spejl-glasset. Han stoppede dog op og rakte hænderne op imens han så på Lucas' piercede hænder. Han kunne græde. Han kunne falde på knæ og græde imens han desperat ville forsøge at slikke de smukke lyse hænder rene igen. Hvordan kunne han gøre det, hvordan kunne han ødelægge noget så.. perfekt. Fortvivlet stirrede han på hænderne:
,, Hva-... hvorfor?", spurgte han, som regnede han med at der måtte være en større mening med galskaben!

Lucas skælvede. Hans hænder rystede, og hans væsen rystede helt ind til marven. Her sad han, hans nøgne overkrop næsten lige så hvid som silke bukserne. En militær mand var han, ikke et eneste hår på hans krop kunne ses, udover et par få dun omkring brystvorterne, muskler kunne anes hist og her. Lucas isblå øjne så ikke på drengen, læberne formede blot et ord. "V-Viktor....." ordet blev spyttet ud, og ikke blot med det, så flød en blanding af mundvand og blod ud over hans læber. Hans tunge blødte kraftigt, og Lucas ænsede ikke den ulækre blanding der sivede ned over hans hage og dryppede ned mellem glasskorene. Endnu et ord kom over læber, efterfulgt af en kort sætning, som om hele hans rystende, savlende, blødende væsens eksistens afhang af at udtrykke hvad der skete i hans hoved. "Far..." hans stemme var lav, som om ordet var slidt, gammelt og støvet, som om det var længe siden ordet var gledet over læberne. Tungen blødte kraftigt. Dryp. Dryp.

Lucas hænder skrabbede hen over skårene igen, rav i gulbrædderne. "...Elsker ... Ikk' " Hans kæbe spændtes, hele hans krop spændtes, og musklerne trådte tydeligt frem, over hele kroppen kunne de ses. Spændtes til et punkt hvor de måtte bristes, vreden ulmede, blodårene pumpede. Alting i ham signalerede en vrede. De isblå øjne var ikke kun isblå, blodrøde tårer var begyndt at trille ned over kinderne. Dryp... Dryp.......

Alvars indre krøllede sig sammen, på grund af hvad han var vidne til. Hvis han nu bare løb, hvis han nu stak af, lige nu! Han frygtede Lucas, det var der ikke nogen tvivl om men alligevel var der en anden følelse der spillede ind. De få ord som denne udtalte fik det ellers lidt vrede udtryk til at ændre sig, og de røde øjne til at signalere noget andet end blot følelsesløshed: medlidenhed. Der var ondt, det var ondt at føle sådan. Men alligevel kunne han ikke lade være, samtidig med at en prikkende medfølelse trængte sig på, og en tanke strejfede ham: måske var den der havde brug for et 'hjem', i virkeligheden Lucas.
Uden megen tøven, satte Alvar sig ned på knæende foran Lucas. Hans ansigt lige så neutralt og intetsigende som altid. Men selvom at man måske forventede at den unge dreng ville forholde sig passivt og neutralt og ikke vove røre den store alfahan i deres lille to mands familie, så rakte han alligevel hænderne ud, og greb fat om den ældre vampyrs, der før havde velsignet ham med en behagelig varme. Han tog fat om dem ganske forsigtigt, og førte dem sammen så de hvilede på lårende af Alvar selv. Lod dem være der, blot for at Lucas ikke skulle rive dem imod det glas fyldte gulv. Derefter satte han finger spidserne på den hvide skjorte, og trak den lidt over hånden. Lettere tøvende duppede han den lille blanding af blod og spyt væk fra Lucas' hage. Det var ikke et kønt syn, men Alvar blev ikke frastødt, når man kom fra gaden havde man efterhånden set en masse ting der kunne gøre op for netop denne oplevelse. Et smil prydet hans ansigtstræk. Igen var det svagt, men hjerteligt, og de ellers så blanke og intetsigende øjne, fik et skud af personlighed, som de også smilede.
,, Du ved..", sagde han stille, og med en blid stemme.
,, Det gør ikke noget..".
Han færdiggjorde at få blodet og spyttet væk fra Lucas' ansigt, hvilket resulterede i at hans ene ærme stykke nu var gennemvædede af netop den blanding. Det fredfyldte smil så ned på Lucas' overkrop, og den ubehagelige men samtidig rare fornemmelse spredte sig i Alvars krop. Han tog det andet ærmestykke og tørrede de pletter væk der var landet oven på Lucas' lyse bryst.
,, Altså.. at være vred på ham..", sagde han stille.
,, Men..", sagde han med et svagt suk og så ned på de piercede hænder.
,, .. du burde ikke...", han stoppede sig selv.
,, Det er en skam at ødelægge dig...", mumlede han og så koncentreret på det han var i færd med, imens at en svag rødlig farve malede hans kinder og et lille stykke over næsen, alt sammen for ikke at møde Lucas' blik.

Lucas undrede sig, undrede sig over hvordan han kunne sig det. Han mærkede forsigtigt, hvordan smerten, der havde brændt sig ind i hans hofte fortog sig. Hvordan aret, der forestillede et kort, hvordan phantom smerterne forsvandt ganske stille og roligt. Lucas så ganske stille ind i hans øjne. "Han er død" fortalte han så. Uden nogen indledning. Han havde brug for at fortælle det, brug for at fortælle hans historie. Der gik ikke længe, der gik kun få sekunder. Før han havde fortalt det hele. Fortalt hvordan han var født udenfor paris i en bondeby, sammen med søsteren Amanda, og de andre søskende. Som han havde fået af vide havde fået efter han havde rejst. Moderen Anne, og faderen Viktor. Viktor, havde været en troende stodder, havde brændt et kors ind i hoften på Lucas, for at minde ham om det der var sket, og hvad der ville ske. Lucas havde studeret, og hadet til dem havde vokset, alting i ham var vokset op til et stort had overfor familien, familien blev da også forladt for hærren. Her stoppede han hans talestrøm og så på ham. "Jeg sviner" Mumlede han, udenfor kontekst, og smillede et forsigtigt smil. De isblå øjne så ind i Alvars, og han lænede sig ganske forsigtigt frem, blot en smule, men stadig så meget, at deres ansigter og deres øjne kun var omkring 15 centimeter fra hinanden. Lucas læber skiltes i et smil. Blev fugtet af en lille lyserød tungespids.

Lucas fortrød kort at have fortalt om hans hemmeligheder, om hvordan han altid skulle leve op til faderens foventninger, at han aldrig følte sig god nok, at han følte sig overvåget, at han følte at blev nød til at være den bedste indenfor alt. Alt dette vidste drengen. Et vigtigt våben... Men dette forsvandt til bagsiden af hans hoved. "Tak... Det er rart at se andet end ham, vi ligner hinanden... Du ved" et skævt smil gled over de blege læber. "Så... Tak... Alvar..." hviskede han forsigtigt, og lænede sig blot endnu en smule frem, lænede sig så tæt på ham, et Lucas pande lagde sig op imod Alvars, øjnene borede sig hedt ind i hans røde. Blåt og rødt. Rødt og blåt.

Smukt og godt.
,

Alvar forholdt sig roligt, og tålmodigt, han lyttede og ventede på at Lucas var faldet ned igen. Han så ind i de isblå øjne af og til, men lyttede da ellers bare. Som en trofast hund ville ligge sig ved siden af sin grædende menneske herre. Lade sig kramme, ae, og blive knuget, uden at gøre meget andet end blot at være til stede og lytte, til alle grådkvalte ord. Han kommenterede ikke på hvad Lucas fortalte, men som alt andet den ældre vampyr fortalte, sugede Alvar det til sig, som var det det dyrebareste han ejede. Det med kortet der var brændt ind i huden fik ham til kort at se ned imod Lucas' side, og han kunne mærke en kuldegysning der løb igennem kroppen, men yderligere skete der ikke. Hans ansigts udtryk ændrede sig igen, til noget intetsigende og neutralt. Han så blot koncentreret ud imens at han efter at have rengjort Lucas' bryst, stille begyndte at fjerne de stykker glasskår der allerede sad løst i huden ved Lucas' knoer. Han så dog op da Lucas stoppede med at fortælle, og konstaterede at han svinede. Da kom der endnu et af de små nærmest sørgmodige smil, og Alvar så bare op på ham, for derefter at trække et lille løst og blodigt gasskår ud og se ned igen. Alvar lyttede igen, men kiggede op efter han blev takket, han stoppede da og så meget blankt og forfjamsket ind i de isblå øjne. Han havde ikke lagt mærke til hvor tæt Lucas havde bevæget sig på ham, da han havde været optaget af at få glasskårende ud fra den smukke hvide hud. Han stirrede ind i dem, som var han blevet hypnotiseret af en slange. Og den lette lyserøde farve der havde lagt over hans kinder og næse, kom endnu engang igen. Han følte sig syg: det kunstigt bankende hjerte slog en smule hurtigere, halsen snørede sig sammen imens at lungerne krævede at han træk vejret endnu dybere. Han kunne have svoret at han ikke trak vejret i flere minutter, selvom hans sanser befalede det. Som var han stiv af skræk lod han Lucas komme nærmere, og deres pander mødes, imens at deres øjenkontakt gradvist blev mere intens. Han vippede svagt tilbage med hovedet da deres pander blidt stødte sammen, så det sorte hår svajede svagt om hans hals. Han så ned og mumlede nogle usammenhængende ord først, hvorefter han talte lidt højere og man kunne høre:
,, Det er ikke noget at sige tak for..".
Derefter så han op og mødte de isblå øjne igen. Så skiftevis ned på de lyse læber som Lucas besad, og den afstand der næsten ikke fandtes imellem dem, lige nu, og ind i de isblå øjne igen. Han sank en klump, og uden helt at tænke over hvorfor, trak han sig let væk så deres pander ikke længere stødte sammen, og lagde hovedet svagt på skrå for derefter meget let, og forsigtigt at placere sine egne lyse aske grå-brune læber imod Lucas' lyse. Et let, uskyldigt kys, blev plantet med en snert af tilbageholdt længsel. Han trak sig nogle sekunder efter hvis ikke Lucas tog initiativ til at deres læber skulle forblive forede.
Man skulle tro at Alvar ville blive forlegen og pinligt berørt over dette, men sandheden var at han ikke helt var klar over hvad det betød eller hvor intimt det han havde gjort var. Han havde set mennesker, og andre væsener udføre det samme men gik ud fra at det bare var noget der skete når man kunne lide en person. For ham selv, var det første gang han havde gjort det.

Lucas stivnede, det kunne ses på ham, hans øjne trak sig sammen, hans krop spændtes. Hele hans væsen rejste sig som en slange klar til at hugge.

Men noget, noget mere strømmede igennem ham. Noget han mente kun at have følt en gang før. Den gang hvor han havde sunket tænderne ned i Cecilia. Noget forkert havde skreget til ham, fra den nederste del af hans hjerne. Hvorimod resten af hans krop, rystede med et velbehag, hele hans væsen var ved at gå under. Hele hans menneskelighed var ved at gå under for bæstet. Bæstet i alle vampyrer. Vrede, sult og lyst. Der styrede de fleste af hans slags, men ikke ham. Men dog denne gang, lod ham sig efterkomme. Forsigtigt, ganske forsigtigt slap han, og lod armene folde sig rundt om Alvar. Lukkede dem tæt om ham, rankede ryggen og trykkede sig tæt ind imod ham. Pressede blege, tynde læber imod Alvars og lænede sig fremover. Lænede hele hans vægt imod Alvars væsen. Tvingene ham bagover. Lucas greb om den tynde vampyr, var så fast at den havde sprunget knoglerne i tyndere byggede væsner. Elvere og Asparaer havde nok fået blå mærker morgenen efter. Men vampyrerne var gjort af et stærkere stof. Lucas bed sammen, de spidse tænder bed sammen om Alvars læbe et kort sekund, hvorefter han igen optog kysset. Dette var ligesom Lucas både at forklarer ham, at det ikke var forsjov han havde kastet sig over ham.

Og til sidst, slap han ham, hævede sig en smule over ham, opholdt af armene, og de isblå øjne stirrnede ind i de røde.

Der gik næsten et stød igennem den unge vampyrs krop som Lucas lukkede armene om ham, og han skælvede svagt som han blev tvunget ind i en tæt omfavnelse. Med svagt rystende hænder placerede han sine fingre på Lucas' hvide ryg, og lod sig tvinge ind i omfavnelsen uden at gøre synderligt modstand, uden helt at have forståelse for hvorfor han ikke gjorde noget ved det: den ubehagelige følelse der susede rundt i kroppen blev forvandlet til varme. En alt ædende flamme der hurtigt fik overtaget og tillod Alvar at glemme hvad det egentlig var at tænke, at tale, at gøre noget andet en bare at føle. Som Lucas endnu engang lod deres læber forene, klemte Alvar øjnene i, og gengældte kysset ved selv at presse sine imod Lucas'. Det sorte pandehår gled ned over næsen og lagde sig svajende i den ene side, som Alvar lod sin ene hånd køre op langs Lucas' rygrad, kærtegnende. Hjertet slog, vejrtrækningen blev gradvist hurtigere, imens at den unge vampyr lod sin ældre befamle ham på hvilke måder denne så end ønskede, og lod sig tilde om på ryggen. Som Lucas' bed sammen om Alvars læbe kom der et svagt støn fra drengen, der ikke kunne holde det tilbage på grund af den uventede blanding af nydelse og smerte. Han kyssede grådigt igen, imens at resten af rummet begyndte at forsvinde for ham, og den varme flamme i kroppen fik lov at overtage helt, lige indtil Lucas trak sig væk igen. Alvar gav i første omgang ikke slip på Lucas' læber så hurtigt, og fulgte ham nogle få centimeter op inden at han ufrivilligt lod deres læber separere.
Han stirrede ind i de isblå øjne med sine egne, hungrende næsten efter mere, imens at han trak vejret letter hurtigt.
Ligesom Lucas sagde han heller ikke noget, han vidste ikke hvad han skulle sige: undskyld? For hvad?! Det føltes jo..rart?

Lucas så ind i de lyseblå øjne. En følelse af skyld vældede op i ham, noget forkert var sket. Noget der ikke burde være sket var sket. Han rejste sig brat, lod Alvar falde med et dunk imod jorden. Hvorefter han vendte så rundt i rummet. Så efter noget, et eller andet, han kunne tage over sig, dække sig med. Men nej intet fandt han. Men på den anden side, tiden hvor han kunne fryse var ovre. "Undskyld"

Lucas så sig ikke tilbage, i 7 hurtige skridt var han henne ved døren som han åbnede. Lucas ville ikke, kunne ikke kigge sig tilbage. "Du kan bare beholde tøjet... Og suiten her er lejet de næste 100 år. Så." Lucas sank en klump. Omkring hans øjne kunne anes små røde rende. Dette var en mand der holdt sig selv i skak. Ganske forsigtigt åbnede han døren. Ordene rungede i hans hoved. "Du skal ikke ligge dig med en mand, som du ligger dig med en kvinde" Det var forkert, det var så oprigtigt forkert, forkert helt ind til marven, forkert så langt at Lucas slet ikke kunne forklare hvorfor det var sådan.

Med et enkelt skridt gik han ud. Det var som om Lucas krop og sind var delt. Noget, skreg til ham at han burde blive, blive hos drengen, og bare være Lucas, ikke være den der ville tage over Di morga, eller vampyren Lucas, eller Kaptajn Raguel, eller alle de andre. Bare Lucas. Men hans krop var ikke forbundet til hans sind. Han gik bare, gik over stue gulvet, de bare fødder skrabbede imod tæppet. Uvidende om at hans verden var ved at gå under.

Omkring de blå øjne, var den hvide hud så småt begyndt at blive mere og mere rød. Gråd. Tilbageholdt. Han kunne simpelthen ikke, Han ville ikke, ikke med en mand..... Ikke Alvar...

Alvar lagde mærke til det, det var også en meget velkendt følelse for ham, og dog kunne han ikke føle den i denne sammenhæng: skyld. Burde han føle den, tænkte han? Men da Lucas lod ham dumpe ned igen, og rejste sig, med det forpinte blik, kunne Alvar også mærke den, dog ikke på grund af det de havde gjort, men på grund af det som han selv havde startet. De røde øjne blev spærret op da han sagde undskyld. Undskyld for hvad? Alvar havde jo selv begyndt det, det var ham som skulle sige undskyld. Alvar rullede om på maven, satte sin håndflade imod gulvet imens han så op på Lucas der gik væk. Med sin albue støttede han sig, så han stadig kunne se op. Han rynkede brynene uforstående ved det Lucas sagde da han var henne ved døren, men efter det sidste var blevet sagt, gik det op for Alvar hvad det betød - han ville gå?! Hurtigt fik Alvar rejst sig op, hurtigere end han nogensinde havde reageret på noget, kom an på bene og løb hen til døren efter Lucas, og inden den ældre vampyr ville kunne nå helt væk, helt over til hoveddøren, ville et par arme smyg sig ind imellem dennes arme og side, og omfavne Lucas' mave, hvorefter et let pres imellem Lucas' skulderblade kunne blive følt, af Alvar der pressede sin pande imod ham.
,, Nej!! Lad være!! Lad være!!", bad han, panisk!
,, D-det var mig! Jeg gør det ikke igen!! Det lover jeg.. du må ikke gå! Jeg skal nok være ordentlig, det lover jeg! Jeg gør det ikke mere!!", stemmen rystede svagt, imens han tiggede Lucas om ikke at forlade ham.
De lange fingre pressede sig ind imod Lucas' maveskind imens Alvar knugede ham indtil sig. Han havde ikke lyst til at være alene igen! Han havde ikke lyst til at miste!

Lucas faldt sammen, han stod stadig, men hans knæ knækkede sammen, hans skuldre faldt længere ned, og hele hans væsen sank sammen til en bunke. "Det jo derfor jeg går... Jeg vil ikke have..." Han standsede... Burde han sige det? Så huskede han det, det var altid for sent at sige undskyld, så lad være. Sætningen han huskede fra hans mor. Et smil gled over læberne. "At du skal stoppe..." Hans stemme var rolig, ganske rolig. Helt rolig. Som om han havde fundet et indre niravana. En indre lykke som kun han besad. En genvunden lyst til livet, ikke kun til det at være i livet, men en lyst til at forsætte livet. At nyde livet, og være i live. Lucas så frem for sig. "Undskyld.... Du ved vel hvad du går ind til?" Lucas undrede sig kort over, hvad det skulle mene, det altid var for sent at sige undskyld, for det var det. Ord var aldrig nok, og ordet undskyld var blevet misbrugt så meget. At det ingen virkning havde længere. Intet, betød det. "Der er ingen der siger det her bliver mere.... Men hvis du har lyst, så må du godt kalde mig din.... Og hvis du har lyst, behøver du ikke sove på sofaen.... Hvis du lyster, så behøver jeg ikke være din lærermester, ikke den der forsørger dig...." Han talte, mens han så direkte ud i luften. Stirrede som om han håbede at de næste ord ville stå for hans øjne. Så derfor, gik der lidt tid inden han huskede, huskede de ord hans far havde friet med. De ord han havde fået fortalt så forfærdeligt mange gange....

Jeg kan være, sådan havde det startet. "Bare din..." Lucas læber skiltes i et smil, og stoppede et sekund for ikke at sige Viktor. Men nej, han var ikke Viktor... Far, og ham. Var ikke den samme. "Lucas"