Business of a wicked mind..

De mange gader og stræder omkring Eau, var langsomt begyndt at blive tomme. Den før så lystig lyd af latter og glæde, var ebbet ud til en næsten isnende stilhed. Det eneste sted der stadig virkede til at være 'i live' var storcentret Eau. Mens menneskemængden udenfor forsvandt, virkede der ikke til at være sket nogen form for forandring inde i selve centret. Så stor en overraskelse var det heller ikke, det var jo trodsalt Di Morga; byen der blodigt bød sine gæster velkommen med vold og slavehandel. Så mon ikke, de også kunne tillade sig at have åbent, lidt længere end alle andre. Skyerne var gået, fra en mørk orange, til en næsten uigennemtrængelig mørkeblå nuance. Den kolde luft, lagde sig som et tæppe, over de nu formørkede omgivelser. Dog overskyggede det ikke, den sitrende elektriske fornemmelse, der også havde lagt sig over, den normalt befolkede bydel.

En lettere rank skikkelse kom som den eneste, gående imod storcentret Eau. Skikkelsen var en kvinde, der med lette dog svajende skridt, manede sig frem til centrets store døre. Hun bar en sort frakke, der lige akkurat formåede at dække, det meste af hendes hvide kjole, der ikke gik længere end til knæene. Da hun satte fod ind i den store bygning, lod hun hurtigt sin hætte fald, om skuldrende. Det mørkebrune, ja, næsten sorte hår, faldt hende for øjne i det hun let rystede det på plads. Et svagt smil kunne tydes på de rosa læber, da en varm og velkendt duft ramte hende. Hun åbnede de smaragdgrønne øjne, der hver bar mærkværdige hint af lysebrun og satte kurs imod duften. Kvinden der så begejstret, ville stille sin sult; var ingen anden en Salomé.

Salomé var som altid taget ud for at gå en af sine nattelig ture. Hun kunne aldrig rigtig falde i søvn, før hun havde taget afsked med stjernerne eller månen. Hver gang hun havde prøvet, var det resulteret i det samme. Skrig, gennemborende og overdøvende skrig, indtil hun ikke kunne andet end at lytte, lytte til dem og deres uendelig sorg. Så som så mange andre aftner før, forberedte hun sig på at vente og eftersom ventetiden kunne være alt lige fra kort til lang; ja, så regnede hun ikke med at en smule natmad, ville gøre spor.

Da hun nåede frem til den butik duften var i, så hun sig ivrigt omkring. Et glimt af uskyld, kunne næsten spottes i Salomé's blik. Men det blev der ikke længe, hun havde nemlig endelig spottet mennesket der afgav den euforiserende duft, der så ubeskriveligt vakte hende til livs.

Klokken var begyndt at blive mange, og storcenteret holde stadig lidt oppe i nogle af de få butikker. Det var meget rart at kunne tage der hen, også selv om det var ret så sendt også kunne man stadig købe mad, tøj eller hvad man nu skulle bruge. Tiden blev vel også mest brugt til at unge skulle nå at skaffe nyt tøj, hvis de nu skulle til en fest og ikke havde fået nyt tøj. Det var ikke bare tilfældet for en ung mand som gik rundt der inde, han havde nok været der siden klokken 18 og havde endnu ikke magtet at gå hjem. Hvis man var lige så ham, så hadet man stilhed og havde det mest der hvor mennesker og væsner var. Det var ikke fordi han gik amok hvis han var alene, han havde det bare bedre blandt andre.
Han havde et ellers så flot og dyrt jakkesæt på, som viste at han havde været på arbejde. Hans ene hånd var begravet ned i den ene lomme på hans bukser, mens den anden holde en pose fra en herre butik.
Hans skridt var afslappende og man kunne ligefrem se at han ikke havde travlt, selv om han altid havde det travlt på sit arbejde.. det handlede jo om andres liv,og det var et ret så stort ansvar, at være den som måske var grunden til om de gik fri eller ikke.
Han gik bare igennem en sag i sit hoved, mens hans holde sit blik rettet fremad. Han overvejede kort at gå hjem, men det blev hurtigt slået ud af hans hoved da han fik øje på en køn kvinde. Han havde aldrig været en af dem som jagtede kvinder, og ville nok aldrig blive det. Denne kvinde fik alligevel hans øjne til at følge hende, måske fordi hun ikke var et menneske. Hun var mere smuk end et menneske nogensinde kunne blive, han tøvede ikke en eneste gang over hendes race *vampyr* tænkte han kort, før hans fødder fulgte efter hende.. nysgerrig over hvor hun skulle hen.

Salomé traskede stilfærdigt over til caféens disk, med et svagt smil. Hun foldede sine hænder, med hovedet hvilende mod sine knor og blikket fæstnet på kvinden der så uberørt rensede kaffemaskinen. Salomé's pupiller var blevet smalle og dyriske, i det hun iagttog den intetanende kvinde. De vendte dog tilbage, til deres originale runde form, da kvinden overrasket vendte sig om. Et kort øjeblik, var frygt og nervøsitet malet i hendes blik, men hun så ud til at løsne op da hendes blik faldt på Salomé's svage silhuette.

Hun rømmede sig let, før hun kom over til Salomé, med det typiske påtvungne smil, de alle sammen bar. Hendes blik gled hurtigt forbi Salomé og i stedet rundt i lokalet; hun skjulte det godt, men frygten sivede ud af hende og blev en del af hendes duft. Salomé rynkede let på næsen, da lugten sneg sig ind på hende.

"Vi.. Er faktisk ved at lukke."
Den dirrende undertone i hendes stemme, gjorde det svært for Salomé at holde masken. Med et trist blik satte hun hovedet undrende på skrå, stadig hvilende imod sine knor. Hun fastholdte hendes blik, indtil hun så de små frygtsomme sveddråber forme sig på kvindens pande; nu skulle legen for alvor begynde.

"Men, du er her jo stadig?"
Salomé's fingerspidser strejfede roligt, kassedamens kind. Så var legen startet. Kvindens øjne spillede op i shock af den iskolde berøring, hun bevægede sig dog ikke ud af flækken. Som en marionet blev hun stående, dog begyndte en rystelse at gå igennem hendes krop; som skulle hun til at få et epileptisk anfald.

Salomé satte sig smilende ved det forreste bord og overværede med fascination! Kvindens stigende sindssyge. De forskellige faser varierede altid fra person til person, men Salomé måtte indrømme; denne kvinde var hurtigt blevet hendes ynglings solo-show. Hun gjorde skade på sig selv med alt hvad hun kunne finde, mest af alt køkkenknivene. Alt i mens hun lå på gulvet i et hysterisk latteranfald. Salomé kunne ikke andet, end at klappe i hænderne af begejstring. Synet af sin kreation, opstemte hende med en glæde, en glæde hun dog vidste var kortvarig.

Jackson fulgte bare efter kvinden og kom hen til den lille café, og kunne høre en høj grinen komme fra en anden kvinde. Den kom en metal lugt mod ham, men det var bestemt ikke metal så langt viste han. Den smukke kvinde sad bare der ved et af bordene, og så på noget som Jackson ikke kunne se fra der han stod. Det kunne ikke andet end en evne som fik den metal lugt til at komme mod ham, for kvinden havde jo ikke sine tænder siddende i nogen.
Hun virkede bestemt ikke helt normal, men var der overhovedet nogen vampyr der gjorde det? de vampyr han havde mødt, havde bestemt ikke være normal ligemeget hvor meget de prøvede.
Han gik bare et par skridt tætter på hende, dog stoppede han op et stykke væk fra hende "burde du ikke gøre sådan noget, et andet sted?" spurgte han om og havde endelig aldrig følt en frygt for vampyr, de havde svagheder som alle andre. De troet bare de var så meget bedre end alle andre, men Jackson viste at man bare skulle trykke på den rigtige knap også var de så svage som et menneske.