Wild. Wicked.. Wolf?

Ved søens udkant, var et mindre strandhus blevet bygget. I kontras til den uforandrede sø så huset ny malet ud. Hvilket gav hele atmosfæren omkring det, et næsten frisk pust af nyt liv dog uden, at tiltrække sig alt for megen opmærksomhed. Placeringen var også lettere taktisk, da det lå ved udkanten; nemlig der hvor søens vand var renest, noget den krystalklare blå farve var et tegn på.

Skikkelsen der lidt fraværende gik sig en tur, ude foran sit nye hjem; var Mischa. Mischa Di Vinchenzio Monroe, for at være helt præcis. Og hun var ikke just blevet vant til sine nye omgivelser.
Det føltes næsten surrealistisk for hende, at være hvor hun nu var. Stilfærdigt, lod hun en hånd glide igennem det lange gyldenbrune hår. Blikket fæstnet på den hypnotiserende blå væske, der lå for hendes fødder. Kulden rørte hende ikke, faktisk ville hun slet ikke have bemærket at det var koldt; hvis ikke farven på hendes fødder var begyndt at blive en smule lilla. Hun lod hurtigt sine fingre strejfe det isnende vand, før hun langsomt gik tilbage til bredden.
Hun lod sig dumpe ned, et stykke fra sit hjem; med blikket håbløst rettet imod himlen. Som om hun afventede et slags svar, eller en dom af en art. Mischa's blik vandrede, dog hurtigt tilbage til hendes skød. Hvad ville dommen være?
Tanken slog hende, hun rystede den dog hurtigt af sig. Det var ikke et tidspunkt tilrettelagt fortiden, og dens mange minder. Nej, i stedet var det akkurat det rette tidspunkt, at tænke på fremtiden og alt hvad den måtte indebære.
Et svagt smil kunne skimtes, i det hendes grønne øjne søgte himlens spejling i søen.

Athene havde taget sig en dukkert i søen. Det havde føltes nødvendigt efter nattens strabadser, og hun havde kun lige tøjet tøj på igen og vredet håret, da hendes blik faldt på en skikkelse længere nede af søen. Langt nok nede til, at vedkommende helt sikkert ikke havde set hende bade. Ikke, at det ville have betydet noget for Athene. Hun var ikke kropsforskrækket.
Men hun frøs godt nok ... Hendes hættetrøje gav hende hurtigt varmen, men det lange, brune hår, der hang slags omkring hendes hoved fik varmen til at forlade hende rimelig hurtigt igen. Hun stak hænderne i lommerne og bevægede sig ned langs søen. Ikke bevidst for at komme tættere på skikkelsen, mere for at få lidt varme tilbage i kroppen gennem bevægelse.

Hun havde mødt en anden varulv om natten, inde i skoven lidt derfra ... Og hun følte sig rimelig afkræftet, selvom der som sådan ikke var sket det helt store. Hun sukkede svagt og længtes hjem til hendes lille, lune lejlighed i Terre. Hun var fast besluttet på, at hun ville tage hjem denne aften. Ikke tale om, at hun ville sove i naturen igen. Der var alligevel heller ingen grund til det længere. Næste fuldmåne var langt væk.

Hun havde mørke rande under øjnene, der tydeligt viste, at hun ikke havde sovet i lang tid. Og hendes gangart bar også præg af, hvor udmattet hun var. Ikke, at hendes gangart var særlig tydelig, eftersom hun var skjult i sine hængerøvsbukser og hættetrøje - som begge havde et par våde pletter, eftersom hun selvfølgelig ikke havde kunnet tørre vandet af sig fuldkommen, efter at hun havde badet. Ikke at det gjorde noget.

Som hun nærmede sig slutningen af søen blev skikkelsen mere og mere tydelig. Nu kunne hun se, det var en ung kvinde, der sad der. Sikkert omkring hendes egen alder. Og da hun kom endnu tættere på, fangede hun færten af varulv ... Hvilket enten betød, at pigen var varulv, eller at den person, hun var stødt ind i om natten var fulgt efter hende. Det første virkede dog mest realistisk.

Da vinden begyndte at tage til, mærkede hun den velkendte fært af en artsfælle; blæse sig vej frem imod hende. Roligt, men eftertænksomt lukkede hun sine øjne, alt i mens hun tog en mindre indånding. Som for at sikre sig, at hendes ellers skarpe sanser ikke spillede hende et pus. De særskilte grønne øjne, åbnede sig forsigtigt op igen. Det var uden tvivl den umiskendelig duft af varulv, hun havde fået færten af.

Overrasket, og lettere forvirret vendte hun hovedet i retning den unge kvinde. Hun missede med øjne, alt i mens hendes pupiller udvidet sig. Det tætteste man kunne komme på, at forklare hvad Mischa gjorde nu; var vel at bruge sit skærpede syn, til næsten at zoome ind på pigen. En evne der differentierede alt efter hvor man var fra, om man var blevet oplært i det; eller i Mischa's tilfælde - født med det. Det betød ikke, at hun ikke havde knoklet hårdt for at træne det, og modificere det. Tværtimod skulle hun, netop fordi hun var medfødt med evnen; gennem intensiv træning.

Med et svagt smil, satte Mischa hovedet let på skrå. Pigen så ikke ud til at være ældre end Mischa selv; måske lidt? Dog var hun stadig ikke helt kommet over, at allerede være stødt ind i en artsfælle siden sin tilflytning. Huset var endelig blevet færdigt for 2 dage siden; hvilket havde været hendes cue for at flytte ind.
Og her sad hun så, et stykke fra en ukendt pige. Der efter duften at udtrykke, delte den samme virus som hende selv. Med forsigtige bevægelser rejste hun sig op, og børstede sine sorte shorts af. Mischa bar en hvid skjorte, der gik hende til knæene. Selv om hun flittigt havde stukket den forreste del ind i de sorte shorts. Hvis man kiggede godt på hende kunne man næsten tro, at det var meningen det skulle se sådan ud. De færrestes første tanke ville være, at det nok var fordi hun bare havde været doven.

Mischa's blik var hverken truende eller territorielt, i stedet var den næsten undersøgende. Hun vidste nemlig af egen erfaring, at de fleste varulve var territorielle. Dog håbede hun, at udfaldet ikke ville være en magt kamp. Ikke fordi hun var bange for at tabe, men fordi hun tværtimod var bange for, at miste kontrollen.

Det var rart at føle sig ren igen. Det sidste stykke tid havde hun følt sig så frygteligt beskidt. Både fysisk og psykisk. Og det havde været utroligt fustrerende for hende! Det var ikke normalt for hende. Hun var typen, der kunne stå i mudder til knæene, rode rundt i madrester eller tørre op efter et forbandet dyr uden så meget som at rynke på næsen. Hun var ikke så fintfølende, at lidt stank eller lidt snavs havde kunnet gå hende på - hun var skam renlig nok, men hun led bare ikke af rengøringsvanvid eller normal pige-fintfølenhed. Det undrede hende, at hun pludselig havde følt anderledes. Men hun vidste skam godt at hun snart kunne få jord under neglene igen, uden at føle, de blev revet af. Hun havde også en fornemmelse af, hvorfor hendes krop pludselig var så meget følsommere, men hun havde ikke lyst til at tænke på det i øjeblikket.

Hendes blik var fæstnet på pigen længere fremme. Hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle blive ved med at nærme sig eller om det var klogere at vende om på hælen og gå. Det sidste var nok det klogeste, hvor hvis hun kom så tæt på, at pigen følte sig truet og ville forsvare sig, ville Athene ikke længere kunne få sig selv til at gå. Hun var ikke typen, der flygtede.
Men jo tættere, hun kom, lagde hun mærke til, hvor rolig pigen egentlig så ud. Godt. Hun var heller ikke i humør til en kamp.

Athenes våde hår lignede komisk nok hundepels. Hun havde forsøgt at ryste lidt mere af vandet ud af håret, men det var ikke nær så effektivt, når man var i menneskeform.
"Skib ohøj, landkrabbe," hilste hun på kikset piratvis. Det var noget, der meget instinktivt sprang over hendes læber. Hun var ikke en person, der tænkte meget, før hun åbnede munden. Og piratsnerten var sikkert på grund af den roman, hun var igang med at læse - og havde været igang med det sidste år. Hun havde ikke meget tid til det og desuden var hun en langsom læser.