Kriminalkommisær Tyler Swan

Kapitel 1: Det unge offer
Det var en varm sommer aften midt i maj, da en mand sad og fiskede nede ved havnen, og fik sig en skræmmende fangst. For den stakkels mand havde fået et lig i sit net.
Han ringede hurtigt til politiet og fortalte dem det. Jeg kom til gerningsstedet sammen med min chef, inspektør Gards. Jeg var kun en ung kriminalkommissær, som først lige var blevet forflyttet til byen. Jeg så at politiet gjorde alt for at holde nysgerrige folk væk fra gerningsstedet, da gerningsstedet ikke skulle ødelægges. Jeg gik hen og så på liget, det var en ung pige, ikke mere end de 16 år. Retsmedicinerne tjekkede hende og fandt flere spor. ”Hvis jeg skal give den enlige døds orsag lige nu, så vil jeg skyde på kvælning” sagde retsmedicineren, og løsnede ståltråd fra pigens hals. ”Det siger jeg videre til Gards, men giv den fulde rapport, når I har undersøgt liget helt” sagde jeg, og gik hen til inspektør Gards. Jeg kløede mig let i nakken, sikke en måde for så ung en pige at dø på. men jeg var fast besluttet på at jeg ville fange den morder, for flere unge piger skulle ikke miste livet på den grusomme måde.
En ung kriminal assistent kom hen til mig, hun faldt over sine egne ben og landede lige foran mig. Jeg hjalp hende op. ”Måske burde du snøre dine sko bedre” sagde jeg til hende. ”Javel kriminalkommissær Swan” sagde hun og snørede sine sko bedre. ”Hvad er dit navn?” spurgte jeg hende, for hun kendte åbenbart mit. ”Mit navn er Mary Jane Hope” sagde hun høfligt. ”Hyggeligt at møde dig kriminal assistent Hope” sagde jeg høfligt.
Jeg gik hen til Gards, og kørte tilbage til stationen. Da jeg kom til stationen, så jeg at lig rapporten lå på mit skrivebord. Jeg tog den og læste den. Det viste sig at vores Jane doe var blevet voldtaget kort før hendes død. men vandet havde ødelagt det dna spor, som der kunne have været på hende. Jeg slog min næve ned i bordet, et ødelagt spor kunne bare gøre mig så vred, for så var chancen, for at fange morderen jo meget lille.
Med et lød der en banken på min dør. Jeg så derhen. ”Hvad vil du kriminal assistent Hope?” spurgte jeg, og forsøgte at holde min vrede inde. ”Gards vil tale med Dem sir” sagde hun. ”Javel” sagde jeg og gik mod Gards kontor. Jeg bankede på Gards dør, og tog en dyb vejrtrækning. ”Kom ind” lød Gards stemme. Jeg åbnede døren, og gik ind. ”De ville tale med mig sir” sagde jeg. ”Ja Tyler, jeg hører du har taget opgave alene, gav jeg dig ikke ordre på at få en partner” sagde han. ”Sir jeg er en der arbejder alene, jeg skal ikke have en eller anden ung betjent efter mig” sagde jeg lidt irriteret og gik ud af hans kontor.
Jeg gik udenfor, og hen til rygerne. Jeg så på dem. ”Undskyld men en af jer har vel ikke en smøg, jeg kan få” sagde jeg. De så helt forvirret på mig, for jeg var normalt en ikke ryger. Jeg fik en smøg og skulle til at tænde den. ”Er De begyndt at ryge sir” lød Mary Janes stemme. Jeg så mod hende. ”Hvad rager det dig” sagde jeg irriteret. ”Det rager mig, da jeg er din nye partner” sagde hun. Jeg så på hende, tog hun fis på mig, eller var det sandt det hun sagde. ”Stikker du mig en løgn, eller passer det du siger” sagde jeg. ”Selvfølgelig lyver jeg da ikke, men hvis De ikke tror mig, så kan De da bare spørge inspektør Gards” sagde hun og gik ind.
Jeg røg min smøg færdig, og gik ind og slog nærmest Gards dør ind. ”Har De givet mig en partner!” nærmest skreg jeg vredt. ”Ja det har jeg, og sådan bliver det Tyler, og det skal ikke laves om” sagde han, og slog hånden ned i bordet. Jeg bakkede lidt. ”Men jeg ønsker slet ikke en partner” sagde jeg. ”Men det skal du have Tyler, og det nytter ikke at opføre dig som en alfa han” sagde han. ”Hvis Hope skal være min partner, kan hun så ikke godt være i jakkesæt, ligesom jeg er” sagde jeg. ”Skal jeg lade gå videre, du kan gå nu” sagde han.
Jeg gav et kort nik, og gik ud af hans kontor, og gik ind på mit eget. Jeg læste min rapport igennem. Hvorfor havde morderen gjort sig så stort et arbejde, bare for at slette sine spor. Jeg sukkede, for jeg kunne simpelthen ikke regne det ud. Jeg tog et tyggegummi, for at få røg lugten og smagen ud af min mund. Jeg kløede mig i nakken, og med et blev der sat en kop kaffe foran mig. Jeg så op, og så Mary Jane stå foran mig, i et sort same jakkesæt. Hun smilede lidt forsigtigt, som om hun frygtede, at jeg ville råbe af hende. Men det gjorde jeg ikke. ”Det klæder Dem at være i jakkesæt Hope” sagde jeg som en kompliment. ”Mange tak sir” sagde hun. ”De behøver ikke kalde mig sir her på kontoret, kald mig Tyler, og så skal jeg nok også kalde dig Mary Jane” sagde jeg, og tog en tår af min kaffe. Hun smilede og nikkede.
Jeg gav hende rapporten, sådan at hun kunne sætte sig ind i det. Jeg lænede mig lidt tilbage i min stol, og ventede på at hun fik læst færdig. Hun lå den efter lidt tid. ”Jeg vil mene, at vores morder må have holdt af vores Jane doe, for ellers ligger man jo ikke en død piges arme over kors, det betyder jo hvil i fred” sagde hun.
Jeg så overrasket på hende, for den havde jeg jo ikke lige set, da jeg så på liget. ”Men vi ved jo ikke hvem den stakkels pige er, hun havde jo ingen papir på sig” sagde jeg, og tømte min kop. ”Så må vi jo bare spørge folk om hjælp, til at få hende identificeret” sagde hun. Jeg nikkede, for det var jo vores eneste chance, for at finde ud af hvem Jane doe var, og hvem hendes omgangskreds havde været. Jeg tog mig til hoved, det her var vist den mest irriterende sag, jeg nogensinde havde haft.
Den næste dag sendte jeg alle betjentene ud med et billede af Jane doe, men jeg fik noget af en overraskelse, da Gards ville tale med mig. Jeg havde aldrig i mit liv, set ham så lig bleg i ansigtet før. ”Tyler, vores Jane doe… det er min datter Maia… min hustru ringede og fortalte, at Maia var væk, så jeg gik ned og tjekkede Jane doe, det var min Maia” stammede Gards, og dækkede sit ansigt med sine hænder. ”Sir jeg vil gøre alt for at fange din datters morder” sagde jeg, og rakte ham et lommetørklæde. Han tog imod det. ”Mange tak Tyler, det vil lette mit hjerte” sagde han.
Jeg nikkede, og gik ud af hans kontor.
Stakkels Gards, tænk at vores Jane doe, viste sig at være Gards datter Maia. Jeg gik ned på mit kontor, og fortalte Mary Jane den skrækkelige nyhed. Hun stivnede helt. ”Er det virkelig Maia, jamen det er jo skrækkeligt” sagde hun. Jeg nikkede, for det var det sandelig. ”Hvad med Gards?” spurgte hun. ”Han er helt nede i kulkælderen” svarede jeg, og knyttede mine hænder. Jeg havde kendt Maia hele mit liv, jeg havde kendt hende lige siden, at hun var en lille gøj.
Med et kom der en ung betjent ind. ”Sir der er blevet fundet et nyt lig” sagde han. ”Hvad! Hvor henne!” udbrød jeg. ”Ved havnen sir” sagde han. Jeg for ud til min bil, og Mary Jane løb med mig. Vi kørte ned til havnen. Jeg så at nogle betjente løftede liget af en ung kvinde op af vandet. Jeg gik derhen. Det var en ung pige, på den samme alder som Maia. Jeg sukkede lidt, endnu en ung pige død, vi måtte altså fange den morder nu. Jeg sukkede lidt irriteret, den morder var sku umulig at fange.
Jeg var helt ved at opgive håbet om at fange det svin, men fik hurtigt håbet igen, da retsmedicineren råbte op. ”Vi har et dna spor!” råbte han. ”Hvordan er det muligt, vandet burde have fjernet det” sagde jeg helt ude af den. ”Hvis sporet havde været på hendes hud ja, men sporet er under hendes negle” sagde han. Endelig nu ville vi kunne fange ham. Jeg fik en lille æske med dna’et, og tog så tilbage til stationen.
Jeg gav Mary Jane æsken, og hun kørte dna’et gennem vores database, og fik en match. Dna’et passede på en mand ved navn Thomas Høecke, som havde flere advarelser på grund af vold.
Så vi tog hen til hans hus, for at hente ham ind. Men han løb ud af bagdøren, så jeg sprang ud af bilen, og sprang på ham. ”Klokken er 13.50 og du er anholdt for mord på Clara Knudsen, Maia Gards og Fiona Strøm. Alt hvad du siger, kan blive brugt imod dig” sagde jeg og gav ham håndjern på. Jeg hev ham op at stå og hen til bilen.
Da vi kom til stationen afhørte Mary Jane ham. ”Hvad fik dig til at dræbe de piger” sagde hun. ”De fulgte ikke de ordre jeg gav, og det skulle de dø for” sagde han. Jeg tog fat i ham, og smed ham ind i en celle. Den næste dag fik han sin dom, som blev på 25 år – livstid. Jeg gav min rapport til Gards, og enden jeg gik ud af hans dør, sagde jeg ”De havde ret, det er rart med en partner, som Mary Jane Hope”.